Lee kom vaklende nede fra skumringsgyden. Hun var ikke nået langt på én sølle dag, men blodtab og smerte havde gjort hende svimmel, hun så dobbelt pga. lammende gift og hun havde kvalme. Men det var nok mest vreden, og følelsen af at være gjort til grin der gav hende lyst til at kaste op. Det var ikke så meget det at Kravenoh havde såret hende, hun havde givet ham kamp til stregen hvis hun selv skulle sige det, men det var det at han havde rørt hende på røven til sidst der gjorde hende så vred, at tårerne stod i øjnene. Og så hjalp det ikke med to dybe så, og et kæmpe brandsår midt i maven.
Hun havde forbundet højre hånd som også var forbrændt, men pressede den dog imod såret, der var holdt op med at bløde så meget fordi hun pressede så hårdt. Hun holdt om såret i nakken, hendes hår var klistret til med blod, og hun trak vejret i usammenhængende stød.
”FUCKING LORTE RØVHULSPULENDE MØRKELVER!” (jeg undskylder sproget) fik hun dog råbt, og det var klart og tydeligt. Det gjorde dog utrolig ondt, og hun blev stille næsten lige med det samme.
Rays jakke var også ødelagt, eller, det troede hun. Der, hvor hendes brandsår var, var der brændt hul i den (Dette er stadig hvad hun TROR da hun ikke kan se ordentligt, og det faktisk bare er hendes bluse, da hun faktisk rev jakke af og har bundet den om livet), der var kommet blod på den ved stiksåret, og også noget oppe ved kraven. Også noget Kravenohs blod. Hun havde stadig noget af det siddende omkring munden efter at have bidt ham i skulderen. Hun vidste, at hun ikke bare kunne forbinde såret i nakken eller såret i siden, og hun var heller ikke sikker på at brandsåret faktisk kunne tåle det. det brændte stadig i det, fordi hun ikke havde fået vand på. Dette gjorde også at hun havde det enormt varmt, på trods af kulden omkring sig.
Hun havde dårlig samvittighed over det med jakken (.. som stadig ikke er ødelagt...) Hun var sikker på at hun kunne få en syerske til at sy en der lignede, men måske havde den haft en helt specielt betydning for ham. Det kunne man jo aldrig vide. Man skulle i hvert fald aflevere det tilbage som man lånte. Og det kunne hun ikke nu, troede hun.
Hun huskede sig selv på aldrig at tage til den gade igen, lige meget hvor få spørgsmål folk for det meste lod være med at stille. Det var også der en gammel mand havde overfaldet hende da hun var 13, hvor hun så havde overrasket ham og slået ham ihjel.
Det mindede hende egentlig om at hun var sulten. Gift, blodtab og kamp gjorde hende hundesulten. Hun virrede med hovedet, forsøgte at bide tænderne sammen og tænke på noget andet end smerten, men også på noget der ikke gav hende dårlig samvittighed. Hun kunne smøre noget urtesalve på brandsårene når hun kom hjem, det kunne hun godt finde ud af at lave, men hun var ikke sikker på sårene, hvad hun skulle gøre med dem. Hvis der ikke blev gjort noget ved dem, ville der nok gå betændelse i, og hun ville komme i en virkelig alvorligt knibe.
Hun kunne heller ikke jage i den her tilstand, hvilket var lidt af eet problem da det var fire dage siden hun sidst havde spist, og hun plejede at begynde at jage sådan ca. nu. Hun plejede at finde noget den 5. eller 6. dag, men nu var hun bange for at hun vente længe.
Til gengæld… hun var gået forbi en slagter inde i byen, hvor hun havde været for omtåget til rigtigt at registrere det lige idet øjeblik. Men nu… nu hvor tænkte over det. hun havde aldrig lagt mærke til det før, måske kunne hun få noget mad derfra? Det betød godt nok at hun måtte stjæle, men det tog hun ikke så tungt. Hun havde slået mennesker ihjel, så var det var vel ikke så svært igen. En gang forbryder, altid forbryder. For ville hun ønske en eller anden kunne slukke den forbandede sol…
Hun trak sig ind i skyggerne, selvom hun var lidt uvis om hvor hun satte fødderne. Hun havde mistet følelsen i dem for en halv time siden, og var pænt ligeglad nu. Alligevel faldt hun, og kunne ikke komme op igen. Hendes vejrtrækning var stadig ustabil, den var bare blevet hurtigere, men hun følte ikke af den grund at hun fik mere ilt i sin krop.
Hun lå på knæ, med det ene ben underligt bøjet til den ene side, men hun kunne ikke mærke det. hendes hænder rystede, og hun havde svært ved at finde rundt i noget. Hendes mund var tør som en ørken, hendes mave var tom, og hun havde ondt over det hele. Hun måtte passe på med hvordan hun bevægede sig.
Lad være… med at… hids… dig op…
følelsen vendte langsomt tilbage til hendes fødder, og hun bemærkede at de var iskolde.
helt fantastisk… Nu bliver jeg også forkølet…Avatar lavet af Rex 8D <''3
"Ja, jeg BIDER rent faktisk!"
"Lee faldt ikke. Hun angreb gulvet."
Krystallandet
