"...Sai," 
Et øjeblik troede Cyreesai, at Rhodion havde brugt det kælenavn, der kun var forbeholdt Eyidivan, men det gik  hurtigt op for hende, at hans raspende hæse stemme blot havde spist første del af ordet. Han løftede en svag  hånd mod hende, inden en forbipasserende helbreder  formanende pressede den ned igen. Cyreesai sank en klump, som hun forestillede sig var al skammen over de sidste par timer og flød så frem til ham. Mens hun græmmede sig over sig selv, tog hun hans hånd og gav den tre små akavede klap.
"Undskyld," hviskede hun.
Rhodion, der ikke vidste, at hun undskyldte for noget helt andet, rystede bare på hovedet.
"Ikke din skyld... Har I fanget dem?"
Cyreesai sænkede blikket med sin egen hovedrysten. "Ikke endnu. Men jeg lover dig, at vi gør."
Og det var i det helt forfærdelige øjeblik, at Atha'ame ankom til stedet tæt forfulgt af Eyidivan - eller det troede hun i hvert fald, indtil hun nåede frem til sin med-distriktsleder og måtte indse, at storebror var blevet efterladt i kølvandet. Selvom storebror var åben mund og polypper, var han dog også et nemt mål. Fordi han havde været et svin i rådssalen tidligere.
"Eyidivan..." hvislede Rhodion næsten lige så syredryppende som Riyeenas stemme havde været tidligere. "Han har noget med det her at gøre... Jeg ved det! Pågrib ham, mens I kan!"
Anklagen fik Cyreesai til at slippe havmandens hånd og en lukket maske gled ned over hendes ansigt. For at bekræfte, at Eyidivan var ankommet, vendte hun sig fra den havmand hun havde forrådt til den, hun havde forrådt ham med, og blev næsten helt overvældet over at se den altid næsvise Eyidivan Ke'Jaelin stå stille i vandet og stirre uden ord. Han var lige så chokeret som alle andre. Og Rhodion... Rhodion var direkte ubehøvlet. Cyreesai tvang sit blik tilbage til ham, selvom hun havde lyst til at svømme over og omfavne Eyidivan. Forsikre ham om, at alting nok skulle blive godt igen. Hun havde genopbygget før. Hun kunne gøre det igen.
"Eyidivan har på ingen måde medvirket i dét her, det kan jeg forsikre dig om, Taler," sagde Cyreesai med den mest officielle stemmeføring, hun kunne mønstre i øjeblikket - den var ikke imponerende. "Jeg er hans alibi. Vi har været sammen siden vi forlod .... Hjertet."
Det sidste ord var så svært at sige højt, at det næsten dækkede over hvor svær hele den sætning havde været at ytre.

    Eyid hørte knapt nok Rhodions ord - havde faktisk lige først ikke registreret, hvilken Havmand Cyreesai havde sat sig som sengevagt ved. Der var underligt stille i hans hoved, mens hans øjne bare sugede ødelæggelserne til sig, for synet blev taget ind, og synet blev brændt fast i hans hjerne, men alligevel føltes det, som om intet ræsonnerede derinde. Lugten af metal og overophedet koral gennemsyrede vandet, og selvom han havde været en del af hele processen - selvom han ned til mindste detalje havde taget højde for alle konsekvenser - så var det nu umuligt for ham at fatte, at han havde været skyld i dette kaos…
    Først da Cyreesai gav Rhodion svar på tiltale, blev han revet tilbage til virkeligheden - virkeligheden uden for hans egen hjerne - og han vendte sig som i en døs, og genkendte endeligt spruttemanden.
    Rhodion lignede en, der havde været igennem kæberne på en hvidhaj, men selvom hans stemme var svag, og han knapt kunne holde åbne det ene øje, lyste hans had alligevel med en intensitet, der fik Eyid til at vågne en anelse op til dåd.
    ”Er du alvorlig lige nu?” spurgte han efter at have stirret på spruttemanden et splitsekund. ”Mener du helt ærligt, at du vil bruge denne katastrofe - denne krigserklæring - til at fremme dine egne, små interesser? Hader du mig virkelig så meget, Taler Rhodion?”
    ”Eyid…” begyndte Atha’ame træt, men Rhodion afbrød hende:
    ”Hvor har I da…?” begyndte Spruttemanden med en stemme, der ebbede ud - måske fordi han læste noget i Cyreesais udtryk, måske fordi en smertekrampe i det samme rev sig igennem ham. Atha’ame fór frem - altid den perfekte Sanger - og hjalp Taleren bedre op at sidde. Eyid forblev hvor han var - høj og mørk. Og tavs, for en gangs skyld. Dog søgte hans øjne Cyreesais med et tavst budskab - en opfordring til at komme med en udmelding.

Eyidivans modsvar blev væk i Cyreesais tågede sind. Lyden af hans stemme fik det til at risle hende ned ad ryggen. Selvom hun så på Rhodion, var der en tryghed i at vide, at eyid var lige bag hende. Det fik hende til at føle sig stærkere - også selvom hans styrke nærmest ikke talte med i andre sammenhængende ellers. Rundt om dem var alting ødelagt, og her stod hun i midten af det hele og følte sig ovenpå. Fattet. Hævngærrig, men rolig. Der fandtes noget i hendes sind, som hun ikke havde følt meget, meget længe.
Og det var denne følelse, der havde fået hendes tanker til at strømme væk med koncentrationsevnen. For hun havde ikke vendt sig om mod Eyidivan for at bekræfte, at Rhodions påtale af ham var rigtig. Hun havde gjort det for at bekræfte sin egen følelse. Den følelse, hun havde levet med i tretten lange år på så stor afstand, at hun skulle lukke øjnene og fokusere noget så inderligt for at mærke den pulserende energi som andet end en svag stjerne på nattehimlen. Nu buldrede energien mod hendes nakke, mens Eyid stod lidt væk. I værelset havde hun ikke tænkt over det, for hun havde lukket ham helt ind. Ladet ham optage lige så meget plads i hendes sind, som han ville, og nu var det som om, hun ikke havde fået lukket døren igen. Den bratte seperation gjorde behovet for forening så meget mere tydelig....
Forening...
Hun løftede blikket og mødte Eyids. Uforstående først, så skamfuld. Rhodion ville aldrig kunne udfylde det hulrum, der var i hende, når Eyidivan ikke var tæt på. Han ville aldrig kunne forstå det gensidige behov de havde for hinanden. Hun ville ende tilbage på tangen, hvis hun ikke fik lov til at være i nærheden af Eyidivan. Især nu hvor hun havde mærket hans drænende ro over sig igen.
Blikket endte hos Atha'ame, før det endte på Rhodion. Den unge distriktsleders blik var en anelse fordømmende, men måske mere over den underliggende antagelse af, at Cyreesai ikke var i stand til at være ærlig på netop dette punkt. På netop dette punkt, hvor alle Va'Chakessaer var pinligt tabubelagte åndsamøber. Dét ville Cyreesai gøre op med. Lige nu. I mødet med Rhodions afventende, lettere forvirrede udtryk, rettede Cyreesai sig op og gjorde sig klar til at gå til bekendelse. En god leder var kendetegnet ved at indrømme sine fejl, det havde hendes fader altid sagt (uden at indrømme en eneste).
"Vi udøvede uren kødelig omgang med hinanden," var de ord, der kom ud af hendes mund, uden hverken foran- eller efterstillede forklaringer, angren eller sørgmodighed. 
Det eneste, ordene blev forfulgt af, var larmende stilhed, Cyreesais blussende kinder, da hun gentog sine egne ord inde i hovedet og opdagede, at hun burde have tænkt meget længere over dem, og til sidst - hendes sanseløse flugt fra stedet. 
Det eneste positive lige nu var, at Rhodion da ikke var i stand til at følge efter.

    Af alle forklaringer - af alle udmeldinger, hun kunne være kommet med - så var dét klart den sidste, Eyid havde ønsket.
    Ordene bragte også en lavine af reaktioner med sig; Rhodion, der spærrede sine blodsprængte øjne op i noget, der nærmede sig rædsel. Atha'ame, der udstødte en underlig, halvkvalt lyd og dernæst stirrede forbløffet efter sin med-Distriktsleder, da denne stormede bort fra sygelejet. Sygeplejer-Sangerne omkring dem, der alle vendte ansigterne og stirrede på optrinnet, som var det et kontroversielt Stimespil. De sårede på deres bårer, der trods forbrændinger og brækkede knogler delte sigende blikke. Og Eyid, selvfølgelig, der selv bare lukkede øjnene og undertrykte trangen til at sige en lang række meget grimme ord...
    Dernæst fulgte selvfølgelig de oprørte beskyldninger og den retfærdige harme fra Rhodion, og Atha'ames forudsigelige forsøg på at dysse gemytter til ro, og de hundrede spørgsmål.
    Og selvom Eyid aldrig før var flygtet fra en diskussion, tog han for en gangs skyld en side ud af Cyreesais bog, fordi han i al stilfærdighed blev enig med sig selv om, at hans tilstedeværelse ikke ville komme til at bidrage med noget konstruktivt - hverken for ham, for Atha'ame, for Cyreesai, for planen eller for hans herre...
    Derfor vendte hans sig om uden et ord og forlod ødelæggelserne i sit kølvand.