Et dumt smil voksede frem på Pax’ læber, da Junos drillende ord gled over hans mund. En ligeså stupid følelse af stolthed indfandt sig også øjeblikkeligt i hans bryst, da Juno selv tog for sig af det, han havde stjålet fra en af spisekamrene og ude af stand til at lade være, betragtede han den anden med intense øjne.
”Jeg kunne skaffe noget meget bedre”, mumlede han forinden, at han kunne nå at stoppe sig selv. Et gammelt minde af ham og Juno, midt i et af deres skænderier om kartoffelplanter, sprang frem bag hans blege pande og derved også den følelse, Pax dengang havde mærket; fornærmelsen over, at Juno ikke mente, at han var i stand til at forsørge og ivrigheden efter at bevise, at han tog fejl. Det var ikke en sammenlignelig situation udover det ene faktum, at Pax for endnu engang mærkede den så velkendte ivrighed efter at imponere, at slæbe noget stort og dødt og spiseligt hjem til ham, se ham indtage det og vigtigst af alt, at vide, at det var hans fortjeneste; at Pax var mere end kompetent nok til opgaven og derved det eneste valg, det rette valg af partner for Juno.

Pax greb om brødet med den ene hånd og lod sig derefter følge efter Juno ud af bagdøren. Stadig smilede han, men han spiste også så ukarakteristisk ivrigt af det friskbagte brød, fuldstændig fri af de sædvanlige og omklamrende tanker, der gav ham kvalme, alt imens de slingrede afsted.
Da de nåede folden, lo han henrykt og højt, hvorefter han straks lænede sig op af hegnet. ”Hun er jo bare pisse nuttet”, mumlede han, hans stålgrå øjne funklende af indestængt begejstring; én, han så tydeligt forsøgte at tæmme.
Pax maste resten af brødet ind i munden, hvorefter han greb om hegnets træ og dernæst forsøgte at bestige det. Han mumlede noget uforstående men ivrigt alt imens han kravlede, stadig noget hæmmet af al den øl, han havde drukket og som hans krop ikke var van til. Da hans støvler landede i mudderet på den anden side af foldens indhegning, lo han lavmælt, som havde han vundet noget, hvorefter han straks og noget stavrende begyndte at aflægge afstanden til malkekoen.
Den var ikke videre begejstret for selskabet men tilsyneladende også for doven til at gøre andet ved det, end at hæve sit kæmpehoved blot en anelse højere end før, og betragte det høje menneske komme nærmere. Pax blev en anelse – men kun en smule – mere tøvende, des tættere på han kom, men i samme øjeblik han nåede hen til dyret, begyndte han straks at kærtegne den på den brede pande.
”Wow! Hah! Hun er vild blød!”

Junos umiddelbare reaktion var at se skeptisk på Pax, da han påstod at han kunne skaffe bedre, men så smilede han alligevel, overvundet, og svarede; "Det vil jeg se, før jeg tror det." Det blev sagt på en måde der afslørede, at han allerede troede det, men at han meget gerne ville se det. Realiteten var også sådan at Juno aldrig før havde bekymret sig så lidt om mad, som han havde gjort sammen med Pax. Han var så sikker på sin egen overlevelse, når han var sammen med ham, at han vidste, at selv hvis han ikke satte en fod udenfor døren en hel dag, ville han stadig få noget at spise. Det var et privilegium han ikke havde haft siden han havde boet hjemme med både mor og far.
Men alt det var der ingen grund til at sige. Han var sikker på at Pax allerede vidste det, og måske ligefrem nød at lave mad til ham.

"Hun er okay," svarede Juno med et grin om koen og forsøgte ikke at lyde alt for jaloux. Han blev stående på den anden side af hegnet og spiste af brødet, indtil Pax rent faktisk kom helt hen at røre ved hende og Juno ikke kunne tæmme sin egen nysgerrighed længere, men med forsigtige skridt fulgte efter ham, for ikke at skræmme hende væk, indtil han kunne sætte sig på hug ved siden af Pax. "Okay, lidt sød," medgav han, inden han talte til koen i stedet; "Er du ikke bange for ham? Bare lidt? Ved du ikke hvor farlig han er?" spurgte han med en varm latter og lænede sit ansigt op mod Pax's skulder, så han igen slap for at finde sin egen balance, men kunne stole blindt på Pax's. 

Hele vejen ned til folden, havde Junos ord groet insisterende fingre, der prikkede og prikkede til Pax’ bevidsthed. Så han ville se det? Pax kunne skaffe det. Han behøvede ikke at være specielt ædru for at kunne jage – ikke, at han havde prøvet det på anden vis, men med så behageligt summende en krop, i så godt humør… hvordan kunne det gå galt?

Da Juno sluttede sig til ham, så Pax straks op på ham. ”Hvad vil du have? En hare?”, lød det, Pax ikke længere i stand til at tæmme tanken. ”Eller – noget større? Jeg har taget et vildsvin før –” Et lille et, velsagtens men det gjaldt nu stadig, syntes han. ”Hjort? Der er også – deres horn. Man kan sælge dem.”
Pax’ fingre fortsatte deres kærtegn af koens hoved men hans øjne lå uforbeholdent på Junos kønne ansigt. Hans blik var lige dele opmærksomt og sløret af øllen, men den anden kom ham i forkøbet før, at han kunne nå at foreslå mere af det, han ellers kunne jage til sin mand.
Et lavmælt grin forlod hans mund og Pax så derefter ned på koen. Den havde ingen indvendinger, men var ved at blive ukomfortable med al den uønskede opmærksomhed, når den enestes stræben i livet, var, at tygge drøv på det græs, den havde fået at spise tidligere.
”Jeg er ikke farlig”, mumlede Pax og ganske uden at tænke tanken til ende, alt imens hans fingre lagde sig om dens ene lange øre. ”Og hold nu kæft – prøv lige at mærk hendes øre! Den er pisse blød!” Pax lo igen, lettere henrykt, hvorefter det, der havde naget ham dog vendte tilbage med fuld styrke. ”Men jeg mente det før – jeg kan skaffe det hele. Du kan bare vente på værelset!”

Juno rystede grinende på hovedet af alle Pax's forslag til, hvad han kunne fange til ham. Han troede ikke at Pax havde ment sit tilbud i fuld alvor, og han var mere optaget af at røre forsigtigt ved koens øre, da Pax påpegede hvor blødt det var, end han var af at høre efter hvad Pax ellers sagde, indtil det gik op for ham.
"Hvis ikke du er farlig, hvordan kan du så passe på mig?" spurgte han med et skævt smil og et glimt i øjet, og da Pax igen tilbød at fange ham noget, lod Juno den vægt, han havde lagt op mod ham for at holde sin balance, blive tungere, indtil han kunne få Pax ud af balance og han grinende væltede ned over ham.
"Jeg vil have..." begyndte han og skar en grimasse af påtaget eftertænksomhed, inden han færdiggjorde sætningen. "Det første du finder," svarede han med et smil og løftede sig op over Pax, så han bedre kunne se ned på ham under sig. "Jeg vil se hvor hurtigt du kan gøre det. Så hvad som helst."
Juno kyssede sin mand igen, uden at kunne fjerne smilet fra sine læber, inden han igen trak sig væk. "Men - ingen rotter!" Med et overdrevent støn, som var det hårdt for ham, smed Juno sig ned på jorden ved siden af Pax. "Jeg venter her med Karla" - det navn Juno netop i det øjeblik havde givet koen - "så du skal skynde dig, hvis jeg ikke skal fryse ihjel." 

Det var ikke svært for Juno at vælte Pax, for al hans hjernekapacitet gik til at høre efter, hvad den anden sagde til ham.
Han fnøs og greb instinktivt om Junos hofter, låste hans albueled, så han ikke kunne lægge sin fulde vægt på ham. Pax var nødt til at se Juno, betragte hans ansigt og aflæse det, ikke villig til at stole på dét bag hans pande, der var dyppet i øl. ”Jeg er ikke farlig overfor hende –”, lød det prompte og i nogen grad fornærmet over, at Juno overhovedet kunne hentyde til andet. ”Men jeg passer på dig. Altid. Lige meget hvad eller hvem –” Pax tav brat, så ukarakteristisk ivrig efter at forsvare sig, da Juno dog endelig indviede ham i, hvad han kunne ønske sig.
Pax nikkede hastigt som tegn på, at han forstod. Han var end ikke i stand til at gengælde Junos kys, liggende og stirrende op på ham.
I samme øjeblik rullede Juno af ham og han var med ét på benene, i færd med at tage sit tøj og støvler af. ”Det første jeg finder – så hurtigt, jeg kan”, gentog Pax for sig selv, alt imens han skubbede bukserne ned over de smalle hofter og derved endte med at stå nøgen i koens fold.

Øjeblikket efter stak ulven afsted, først vaklende, som var den forvirret over sine fire ben, dernæst ivrig og opmærksomt. Den havde pludselig travlt og aldrig før havde den jaget så formålsrettet.
Den forsvandt ind i skoven og formåede en enkelt gang at snuble, hvilket den selv blev noget overrasket over. Det havde den trods aldrig gjort før. Ikke lang tid lod den dog til at være optaget af det faktum, for da gik jagten ind…
Skoven vrimlede med småkravl, men ligeså opmærksom som ulven var, ligeså opmærksom var også de. Den endte med at ligge sig i skjul i et krat, dens hjerte mærkværdigt hektisk, fordi at tiden løb og løb og den selv lå stille. Det skulle dog vise sig at give pote, for efter et kort stykke tid kom en tøvende hare hoppende i lysningen lidt derfra…
Jagten skulle vise sig problematisk. Under normale omstændigheder havde ulven flere fordele, men den var fuld og haren var hurtig. Den ville instinktivt ikke fanges og tog skarpe sving, der efterlod ulven nogle meter bagud. Da den endelig kunne sætte tænderne om den pulserende strube, var det i et krampagtigt rullefald, der sendte det større dyr knurrende ind i en solid træstamme. Det var hverken kønt eller elegant, men den havde ikke tid til at være forfængelig over det faktum, hvormed den kastede dens hoved fra side til side og knækkede nakken på haren, alt imens den begyndte at bevæge sig tilbage til ham.
Ham, der på en og samme tid var månen, stjernerne, skyerne, solen… alt.

Ulven vidste ikke, hvor lang tid det havde taget den men da den smed haren fra sig ved siden af Juno, var stoltheden til at føle og mærke på.
Den stod ikke solidt plantet på jorden og pelsen omkring dens mund var lyserød af den lille springers blod. Den nappede legesygt i luften, så de skarpe tænder slå smæld og tog et halvt skridt i retning af Juno før, at den stak snuden ind under den lille, varme krop og puffede den tættere på den anden. Derefter lagde den sig ned og så med fremadrettede ører opmærksomt på den unge mand.

Junos fnys blev til et grin, da Pax tydeliggjorde at han ikke var farlig overfor Karla. Selvfølgelig var han ikke det. Det var heller ikke hvad Juno havde ment, hverken da han havde talt til hende eller til ham, han havde ment generelt. Men det var så sødt at se, at Pax brød sig om hvad en ko tænkte om det Juno havde sagt, når den ikke engang kunne forstå hans ord, at Juno ikke kunne modsige ham.
Junos kinder blev til gengæld varme, fra det øjeblik Pax begyndte at tale om at beskytte ham, og pludselig var det som om alkoholen slog hårdere til ham. Havde Pax ikke sprunget sådan op for at efterkomme hans ønske, ville Juno have udnyttet at de var så tæt på hinanden, til at komme endnu tættere på ham igen. Også selvom han ikke længere havde styr på, hvor mange gange de havde været igang på turen.

Idet Pax rejste sig op, så Juno allerede spændt op på ham, med et smil der blev mere åndsfraværende des mere tøj der kom af hans mand, og i flere sekunder efter Pax var blevet til en ulv og var sat afsted, så Juno blot smilende efter ham.
Først da han var ude af synsvidde, skævede Juno til koen igen. "Jeg er sødest," sørgede han for at fortælle den, inden han tøvende rakte en hånd frem og lod den undersøge den med sin ru mule, indtil han ikke kunne sidde stille længere, hvilket aldrig tog mere end et par sekunder, og han i stedet tog Pax's tøj til sig og begravede sit ansigt i det med et suk.
Han havde aldrig været så lykkelig før. Ikke engang dét at blive gift, havde været lige så godt. Dengang havde han været nervøs og spændt og alle mulige andre havde været involveret. Nu var det kun dem, og Juno følte sig tryg. Der var ikke noget han skulle leve op, ingen krav til ham eller til hvem han skulle være, og heller ikke til Pax eller Ulven for den sags skyld. Ikke før i morgen. Han vidste ikke om han skulle skrige eller græde af glæde, og med endnu et langtrukkent suk lykkedes det ham at sænke sine hænder. For at holde dem optaget begyndte han i stedet at folde Paxs tøj foran sig i en pæn bunke, selvom det føltes åndssvagt når han følte sig ude af kroppen af glæde.
Med en foldet bunke tøj foran sig kunne han næsten slappe af igen og med håndfladerne mod græsset bag sig, gav Juno sig til at stjernekigge indtil han hørte ulven nærme sig.

Den var nået meget tættere på ham, end Juno havde regnet med, før han havde hørt den, selv som den havde løbet imod ham, og det var både af glæde og af forskrækkelse at hans hjerte slog et slag over, men der var ingen tid til at falde til ro, for ved siden af ham lå en hare, og Juno vidste, at det måtte være en rekordtid.
"Tak," svarede han åndeløst og brød ud i lavmælt latter, da det døde dyr blev puffet tættere på ham. Forsigtigt, som ville den pludselig springe til live under hans hænder, strøg han sine fingre igennem den bløde, brune pels, inden han løftede blikket til ulven igen. "Okay, jeg indrømmer at du er god til at jage."
Juno løftede sit blik og sine hænder til Ulven, hvor han strøg sine fingre igennem dens blodige skæg i stedet, med en nærmest rituel tavshed. Instinktivt vidste han, at Pax gjorde sit bedste for ikke at skræmme Juno og at det var noget særligt, at han fik lov til at se ham sådan. Søde Pax, der aldrig brugte sin styrke eller sin magt til at tryne Juno, men lod ham træffe sine egne beslutninger. Alt det var Juno opmærksom på, da han undersøgte ulven med blikket - han nægtede at være bange, fordi det var en del af Pax, og alt ved Pax insisterede han på at elske. 
"Er der noget du ikke er god til?" spurgte han med åndeløs beundring over hvor hurtigt Pax var vendt tilbage med et bytte. "Du behøver ikke at bevise, at du kan passe på mig. Jeg ved det godt." Det var uendeligt nemmere at indrømme, når han talte til en ulv. Alligevel lænede han sig ind mod den og gemte sit ansigt i dens tykke pels.
"Jeg ved ikke hvordan man flår et dyr. Måske du skal finde en anden end mig, at flytte på landet med," jokede Juno lavmælt, uden at fjerne sig den mindste smule fra ulven, som han tværtimod kun klyngede sig tættere til. 

Komplimenten gik ikke ulvens snude forbi. Hvordan kunne det, når Juno var hele dens verden? Alt, den i det øjeblik var i stand til, var, at sidde og stirre intenst på den unge mand, hvis fingre kærtegnede harens bløde pels.

Dens øjne forlod ikke Juno, da han bevægede sig tættere på den. Heller ikke da den andens hænder landede midt i al dens pels. Først da Juno lagde sit ansigt mod den, opgav den velvilligt dens tidligere foretagende og sprang ivrigt op fra sin siddende position på foldens kølige jord.
Ulven lagde sin snude mod den unge mands hals og pustede ud i fire hastige ryk. Dernæst gned den sit hoved langs Junos brystkasse og hele vejen op til den andens ansigt, indåndende hans duft, lyttende til hans hastige hjerteslag. Med en af sine store poter og al dens vægt, fik den skubbet Juno ned at ligge, alt imens den selv fulgte med og til sidst lagde sig til rette henover ham. Dens snude fortsatte de små hastige pusten ud indtil det øjeblik hvor Juno spøgte, hans stemme mumlende under dens pels.
Kunne ulve fnyse, var det dét den gjorde. Dernæst lød der en klagende knurren, en der ikke var fjendtlig eller aggressiv, men dog til stadighed kommunikerede, at den var utilfreds – for det var den. Ordene var idiotiske. Juno behøvede ikke at bekymre sig om at flå noget som helst! Han havde jo ham til at gøre det for sig. Juno behøvede aldrig gå sulten igen, behøvede aldrig at blive kold – det var ikke nødvendigt, når han havde ham selv til at tage vare på ham.

Han ville gerne forvandle sig, gøre Juno opmærksom på hans egen stupiditet men det lyserøde, halvtørre blod om hans snude tillod ham ikke at gøre det. I stedet knurrede ulven endnu en gang og lod sin fugtige tunge glide henover Junos bløde kind.

Juno sad pænt stille, imens ulven gjorde sit eget ritual, fra at snuse til ham, dens våde snude mod hans hals, til den skubbede ham ned at lægge under sig, dens vægt en beroligende tyngde over ham.
Det kunne ikke være tydeligere hvad dens knurren betød, selv hvis den havde forvandlet sig til menneske igen, og Juno reagerede også kun med en kort latter. Det var ikke en skræmmende lyd denne gang og desuden var det, han blev irettesat for, ikke andet end en dårlig joke. Hvis Pax så meget som overvejede at forlade ham for én der var bedre klædt på til et liv på landet, ville Juno ødelægge deres alle tres liv uden tøven.
En mere oprigtig latter kom ud af ham, da en varm tunge mødte hans kind, men Juno gjorde intet for at flytte sig eller skubbe Pax væk. Kys var kys, om de så var modtaget fra ulv eller fra menneske, og Juno erkendte bare sit nederlag; "Okay okay, jeg lader dig stå for at jage og flå og - kartoffelplanterne! Hvis jeg nogensinde får lokket dig ud af Dianthos. Jeg kan godt alt muligt andet. Lappe tøj og lave mad. Gøre jord klar til at blive sået. Jeg er rimelig sikker på at vi godt kunne klare os, hvis vi var sammen."
Selv som han sagde det, vidste han at Pax ville være uenig i hvordan han sagde det, uden fuldstændig sikkerhed, men Juno smilede blot kækt op til ulven, med et drillende glimt i øjnene. Der var altid noget i Juno, der bød ham at se ulvens tænder ad, at røre ved dem eller stikke en hel hånd i munden på den, men denne gang kæmpede Juno imod det, for i stedet at børste sine fingre over dens pels, hvor der var jord og tørrede blade, hvor der ikke havde været det før.
"Var du hele vejen rundt at rulle? Jeg troede du skyndte dig!" spurgte Juno med et grin, imens han med distræte hænder gjorde sit for at gøre Pax's pels nydelig igen, som var det en forkælet skødehund han lå med, og det var det på en måde også - kærligheden var under alle omstændigheder langt større end hvad mennesker kunne føle for vilde dyr. 

En tilfreds brummen lød fra ulvens bryst; både da Juno anerkendte, at den var en fortræffelig jæger og at de ville være i stand til at klare sig på landet, så længe de var sammen. Derefter blev det dog vanskeligt at forholde sig uden en stemme, ikke at kunne svare med ord og fornemmelsen voksede stødt alt imens, at ulven rensede sin lyserøde snude. Da den var så ren, den kunne blive, blev dyret til menneske, hvormed det var Pax der endte med at se ned på Juno med funklende øjne.
”Den var fucking hurtig”, mumlede han, alt imens hans mundvige sitrede forræderisk. ”Jeg fløj ind i et træ.” Pax lo lavmælt og hejste sig en smule op på begge arme, for derefter at se ned af sig selv. Han var nøgen og pludselig meget bevidst om det. På hans ene side var et blåt mærke ved at formes.

Pax kyssede Junos pande, ikke sikker på den anden ville have et kys efter han havde haft haren i munden, hvorefter han rejste sig og straks gik i gang med at klæde sig på. Forvandlingen fra menneske til dyr og tilbage igen havde gjort underværker for den snurrende fornemmelse, og Pax bevægede sig atter med samme sikkerhed som altid.
”Men du har ret. Vi kunne godt overleve. Hvor svært kan det være?” Pax skævede over skulderen til Juno, hans læber flækket i et bredt smil, alt imens han fastspændte snøren om sine bukser.
Da Pax atter var fuld påklædt, hev han Juno op at stå. Vanen tro, så han den anden efter, ikke i stand til at lade være, fordi de netop havde været adskilt. ”Du er kold”, konstaterede han, hvorefter han greb om Junos ene hånd. Før han begyndte at bevæge sig tilbage mod kroen, tog han om harens lange ører. De kunne altid aflevere den i forrådskammeret forinden, at de gik tilbage i seng.

Juno grinede ved lyden af ulvens brummen, sikker på at han kunne forstå hvad den prøvede at fortælle ham. Det var kun gjort nemmere af, at Juno havde det på samme måde; han var også tilfreds og nød at forestille sig et andet slags liv de kunne have haft. 
Ligegyldigt hvor mange gange det skete, holdt Juno ikke op med at se med forundring på Pax, da han vendte tilbage til sin menneskeskikkelse, og han lå, tavs og smilende, da Pax satte sig op over ham, indtil han fik øje på det blå mærke, der så ud som om det kun var ved at vokse sig større. "Man har ikke drukket sig rigtig fuld, hvis ikke man kommer hjem med et par blå mærker," svarede Juno med et skuldertræk, for at forsøge at dæmpe sin egen bekymring, selv som han rakte ud efter Paxs nøgne hud, bekymret nok til at ville vide, hvor slemt det var, men Pax fik rejst sig op, inden Juno fik fingrene i ham, og Juno satte sig selv op, imens han betragtede Pax få tøj på igen. 
"Hvor svært kan det være," gentog Juno med et grin. "Det er bare planter og dyr. Byen må være... sværere." Alligevel rynkede han på næsen, ikke sikker på at han troede på sine egne ord, men rakte så Pax sin hånd, så han kunne hive ham op med sig. 

Juno snøftede i kulden, imens Pax tog ham i betragtning, og rystede instinktivt på hovedet, da Pax fandt noget der var i vejen. "Du kan varme mig op indenfor," lovede han med et glimt i øjet og skævede til haren, da den også kom med. 
Det var helt uden sine egne tanker om, hvad de skulle, at Juno lod Pax føre dem ind i forrådskammeret og tilbage på værelset, og så snart døren lukkede sig bag dem, begyndte han at kravle ud af sit tøj og op i sengen, udmattet efter hvad der først nu føltes som en lang dag.
"Hvornår kommer din ven?" spurgte Juno, der havde fundet det morsomt at kalde alle Paxs forretningsforbindelser for hans venner, siden han havde mødt Treston. "Tager du mig med? Skal jeg gøre noget?" 
Utålmodig efter at få Pax med sig i seng, satte han sig op, for at få Pax under sig, hans arme om sig. 

Pax lagde haren fra sig og kluklo, da tanken om det snarligt forekommende; hvem end der fandt den, måtte forholde sig noget eftertænksomt til hele affæren…

Atter indenfor og med kammerdøren lukket begyndte Pax for endnu engang at smide tøjet. Han gjorde tilsyneladende ikke andet denne aften og også den tanke, fik ham til at smile. Derefter vaskede han for god ordens skyld sin mund, tog en rest øl og skar en lidelsesfuld grimasse forinden, at han kravlede ned i sengen til Juno.
Pax lagde sig straks henover den blonde mand, bryst mod bryst, og trak dynen op over dem begge. Smilet lå stadig over hans mund og han nåede at trække lidt på den ene skulder forinden, at han lagde sig til rette, hans ene arm strakt og hans kind hvilende derpå. Hans øjne betragtede Juno, og skønt de ikke var slørede som før, var der ingen tvivl om, at Pax stadig var i et gevaldigt godt humør. Det var måske også derfor, at han svarede: ”Hvis du vil med, ja. Vi skal mødes lidt over frokost men ikke her. I skoven.” – og ikke kommenterede på, at ham de skulle møde, så absolut ikke var en ven…

Den næstfølgende dag havde Pax det overraskende godt. Det hjalp betydeligt at spise; aldrig havde han spist så meget på en gang (talte man ikke dagen forinden) eller drukket så meget te, at hans læber var blevet røde af varme.
Imens de skridtede afsted, hånd i hånd så snart de forsvandt ind mellem træerne, begyndte Pax tale: ”Så han er klam, okay? Filip på samtlige stoffer der findes – den type klam. Han ved, at jeg ikke kun er menneske men han ved ikke præcis, hvad jeg er og det synes han er… fascinerende.” Pax hævede sigende begge sine øjenbryn men så ikke på Juno. ”Jeg ville kunne lugte, hvad vi har lavet, så selvom jeg bærer amuletter og han ikke kan lugte mig, så… ja, du stinker af mig.” Til trods for ordenes karakter kunne der ikke herske nogen tvivl om, at Pax så absolut brød sig gevaldigt godt om netop dét faktum. ”Og det ved jeg ikke, hvad han vil sige til men jeg har en idé…” Først da rev Pax sine øjne til sig og så hen på Juno, hans ansigt ulæseligt men hans blik gnistrende af bekymring.
”Så hold dig bag mig. Okay?”

Juno gengældte Paxs smil, da han endelig lagde sig ned med ham, hans vægt betryggende over ham. Hvor meget Juno end havde nydt at se Pax drikke sig fuld med ham, kunne han ikke benægte den lettelse det også var at se ham være fokuseret igen. Det sidste han ville var at ødelægge næste dags forhandlinger for ham. 
"Jeg vil altid med," insisterede Juno, og møvede sig tættere ind til Pax, der var varm, hvor han selv var kold, og tryg hvor kroen var fremmed. "Jeg kan ikke passe på dig, hvis ikke jeg er sammen med dig," tilføjede han døsigt. 



Ved siden af Pax rørte Juno kun lige sin mad, hans opmærksomhed alle andre steder, imens han puttede mad i sin mund uden at se på den, for optaget af de ting der var anderledes på denne kro, end på Det Halve Svin. En dame med en hat, der næsten var så stor til at komme igennem dørkammen, en mand, med en gris der lå og sov ved hans fødder, som havde det været en hund. Det Halve Svin havde dets egne underlige typer, men de var anderledes her, og Juno så ingen grund til at skjule sin nysgerrighed, men sprang alligevel op så snart Pax gjorde tegn til at de skulle afsted. 
Det var først her at det blev rigtigt spændende, for hvis Pax virkelig ville have Juno til at hjælpe ham på lige fod, så var det sådan noget her, det føltes som om han skulle lære, og han var taknemmelig for i det mindste at få Paxs hånd i sin, da de kom ind i skoven. 

Juno rynkede på næsen imens Pax forklarede. Filip var klam nok i sig selv og det lød som om ham her kunne have samme besættelse med Pax. Ikke at Juno ikke forstod dét, han var trods også faldet fuldstændig for Pax, på den ene eller anden måde allerede fra deres første møde, men det betød ikke at han havde noget tilovers for andre, der fik det på samme måde. 
"Det er sådan jeg skal lugte," svarede han med et grin, og gned sin pande op mod Paxs skulder, som kunne han gnubbe sin egen lugt af på ham også, selv igennem amuletterne. 
Ikke for første gang ønskede Juno, at han kunne læse Paxs tanker, da han ikke fortalte, hvordan han regnede med at den anden ville reagere, men kun så bekymret ud. "Jeg kan godt passe på mig selv." Alligevel faldt Juno allerede dér et halvt skridt bagud og lod Pax føre an. 

Pax fnøs moret men stoppede dernæst op. Han vendte sig mod Juno, bøjede sig frem og kyssede ham for et langt øjeblik før at han modvilligt slap hans hånd, og atter begyndte at bevæge sig afsted.
De nåede ikke lang tid efter frem til en lysning, hvori der stod en mand. Han var klædt i slidte klæder og havde sort tilbageredt hår, der skinnede i solens matte lys. Da han fik øje på Pax og Juno fløj han op fra den træstub, hvorpå han havde siddet og hylede i begejstring.
”Ser man det, ser man det!”, lød det ivrigt fra ham, alt imens han ivrigt skridtede i retning af dem. Da han nåede Pax, stoppede han brat op; hans øjne strålede af noget, der kunne forveksles med begær men som ikke var det – i hvert fald ikke i den strengeste forstand – og hans næsebor begyndte at åbne og lukke sig i al hast.
Pax hævede uimponeret det hele øjenbryn og rakte sin hånd frem, den anden leende greb om. Der var noget forjaget over hans bevægelser; de gik for hurtigt for det almene menneske og var mærkbart hakkede, som kunne han heller ikke selv helt styre dem. Fra det ene øjeblik til det andet havde han grebet om Pax’ hånd men end ikke Pax, der besad tilnærmelsesvis samme hastighed, havde ikke været i stand til at se det.
”Shamus.”
”Pax. Og hvem er din ven? Eller – hvad kalder man det? Ikke-ven? Elsker?” Shamus tog et skridt tættere på Pax og var tilsyneladende ivrig efter også at komme tættere på Juno men ikke villig til at slippe Pax’ hånd, hvormed han endte med kun at aflægge afstanden til Ulven.
”Juno.”
”Juno, Juno, Juno, Juno – aha! Og han er din? Ja, ja, ja, det er han, ikke? Din?”
Pax tvang ikke sin hånd ud af Shamus’ greb men for de, der kendte ham, var det også tydeligt, at hans krop var spændt op som en flitsbue. Han nikkede og tog et halvt skridt ind foran Shamus, tvingende den anden til atter kun at se på ham. ”Han er min.”
Med ét stoppede Shamus med at bevæge sig; hans øjne fæstnet på Juno og hans grimasse af et smil stivnet på hans læber. Han stod sådan et kort øjeblik, hvorefter der lød en knurren fra hans strube og dernæst en høj latter: to ting Pax ikke var sikker på, han nogensinde kunne formå. ”Hm. Jamen… det respekterer jeg naturligvis”, lød det påtaget fra varulven, hvorefter han omsider og tydeligt modvilligt gav slip på Pax. ”Andres mager er helligt område.” Shamus blottede sine spidse tænder i retning af Juno, men så overrasket op, da Pax derefter skærmede hans udsyn ved at træde ind foran.
De stod og betragtede hinanden et øjeblik før, at Shamus tilsyneladende opgav, lo igen og derefter trådte til side. Pax var ikke sikker på, om hans overraskelse ikke stod om ham som en sky, for dét han havde set i Shamus’ blik var ikke til at tage fejl af; hvis der kun var en fører, så var han den ultimative vinder.

Det var med et suk mod hans læber, at Juno gengældte Paxs kys, og et øjeblik glemte han helt, hvor de var på vej hen, og da Pax slap hans hånd, var Juno ikke skuffet, men nærmere lettet for muligheden for at kunne ryste den varme følelse af sig uden at skulle få den konstant genopfrisket igennem berøring. Han kunne ikke gøre noget ved, at varulven ville kunne lugte, hvad de havde lavet sammen, men han behøvede ikke at kunne lugte lyst på ham nu. 

Luften føltes anderledes, allerede inden de nåede lysningen, og Juno skævede til Pax, overbevist om at det var fordi han kunne fornemme eller lugte noget, og at det var ændringen hos ham Juno ubevidst samlede op på. Junos øjenbryn trak sig sammen i forvirring, da de nåede lysningen og en mand sprang hylende op. Han havde mødt mange underlige og larmende typer i sit liv, havde selv været én af dem, men ikke på den utilregnelige måde han så manden foran dem være på. 
Han bevægede sig, som om han ikke var en del af samme verden som dem og Juno betragtede ham indgående, som kunne han få hans bevægelser til at give mening, hvis blot han så på dem længe nok. Men der var intet der klikkede på plads, ingen måde at få ham til at give mening på, og hans ord var ikke meget bedre, som var der hele tiden et andet ord bag det første, der pressede på for at vælte ud af ham. 
Det virkede klogest ikke at blande sig i de to mænds samtale, men Juno kunne ikke holde sig fra at ryste på hovedet, både som Shamus kaldte ham ven, ikke-ven og elsker. Han var ingen af delene, men mere end alle delene lagt sammen. Som Shamus kun kom tættere på Pax, ønskede Juno pludselig, at det var ham, der holdt Paxs hånd og ikke Shamus, og det kom til udtryk med et hårdt blik i den sorthårede mands retning. Hans blik blev kun hårdere, som hans navn blev gentaget i en fremmed mund, og Junos hjerte satte sig i halsen på ham, som han modtog en uvelkommen mængde af opmærksomhed. 
Alt i ham skreg, at Shamus ikke mente det, når han påstod at respektere, at han var Paxs, men det var først ved synet af hans alt for spidse tænder, at frygt satte sig i ham, som en lænke han ikke kunne slippe af med. Havde Shamus nået at knurret af ham, ville Juno være gået fra at være lammet af frygt, til at stikke af. Det var kun fordi Pax stillede sig imellem dem igen, at det lykkedes Juno at ruske sig selv ud af det værste af frygten. 
Hans blik blev hårdt igen, men det var sværere end normalt at overbevise sig selv om at han ikke var bange, når han vidste at alle andre i lysningen kunne høre hans hjerteslag og lugte hans frygt. For at overbevise sig selv om, at det kun havde været et øjebliks flygtig frygt, tog han et langt skridt op på siden af Pax. Det var tydeligt at se, at der var foregået et eller anden lydløst imellem de to mænd, som Juno var gået glip af fra sin position bag Pax, som han ikke kunne få ud af dem ved at skæve fra den ene til den anden. 
"Kan vi komme til sagen?" spurgte han, utålmodig og irriteret af at skulle være så ukomfortabel, og ikke i humør til hvad end det var for en magtkamp Pax skulle have med Shamus først - Shamus der brød ud i en skinger latter ved hans spørgsmål, der fik Juno til at spænde op i kroppen igen og pludselig var alt, Juno kunne huske om Shamus, at han var farlig nok til at Pax ville have ham til at holde sig bag ham, men Juno kunne ikke få sig selv til at fjerne blikket fra varulven, ikke engang for at tjekke hvor Pax ville have ham, overbevist om at det ville være farligere at slippe ham af syne. 

Junos frygt stod om hans skikkelse som en for kraftig odør. Pax kunne ikke se sig forbi den; den lagde sig om ham og lige dele skærpede og bedøvede samtlige af hans sanser. Ikke, at det bekymrede ham. Instinktivt vidste han, at det samme ikke ville gøre sig gældende for Shamus, der ikke var synkroniseret med Juno som han selv var. Shamus og Juno var ikke en helhed; Shamus ville kun lugte frygten, høre det for hurtigt slående hjerteslag – men ikke mærke den, som Pax gjorde.
Shamus slog et brøl af en latter op, da Juno afkrævede, at de kom i gang. De alt for lyse øjne for frem og tilbage mellem de to gæster, i hvert fald indtil Shamus gav sig til at ryste påtaget misbilligende på hovedet; da forblev de hvilende i Junos egne blå.
”Har du ikke fortalt ham om vores skikke?”, spurgte varulven, der skønt ordene ikke var synderlig fornærmet.
Pax trak lidt på den ene skulder og tog et skridt frem. Han ville gerne have Juno bag sig igen men som kunne Shamus læse hans tanker, forblev han selv stående. ”Han er ikke som os –”
”Du er ikke som mig.”
”Jeg er mere som dig end han er.”
Shamus grinede igen og gav sig derefter til at nikke, emmende af tilfredshed over, at Pax bekræftede dét, han havde mistænkt siden deres første møde. ”Du skjuler det godt, Ulv. Du skjuler det rigtig, rigtig godt”, jublede Shamus indestængt, hvorefter han brat tog tre skridt væk fra de to forbundne. ”Lad os prøve igen. Havde du været ærlig fra start, åh, vi kunne have været så fine venner, du og jeg.”
Pax greb den mulighed, Shamus havde skænket ham og trådte ind foran Juno for endnu engang. Han rystede let på hovedet og trak derefter på den ene skulder. ”Din slags ser ikke altid venligt på min –”
”Hvad er du? Fortæl mig, hvad du er! Fortæl, fortæl, fortæl! Nej! Nej vent! Lad mig gætte!” Shamus slog begejstret hænderne sammen og tog en dyb indånding, tydeligvis i færd med at snitte luften omkring Pax som kunne den alene fortælle ham alt, hvad han søgte svar på.
Pax skridtede tættere på Shamus, alt imens han listede sin beskyttelsesamulet, hængende i en lædersnor omkring hans hals, op over hans kofte. I samme øjeblik den var væk, brød Shamus ud i en hysterisk latter. ”Du stinker forkert! Du er – åh, du er ikke som mig, bestemt ikke! Nej, nej, nej!” Shamus lo til stadighed men begyndte da også at ryste på hovedet. ”En mærkelig blanding, det er, hvad du er! Jeg har ikke mødt sådan én som dig før – du er ikke et af halvskabningerne, nej, nej, nej – du er! Du er!”
Pax lagde amuletten tilbage under skjorterne, hvorefter han skridtede op på siden af Shamus, der instinktivt snurrede med ham rundt. Hele tiden holdte han sit blik på den sindssyge varulv. ”Noget andet”, svarede Pax omsider, hvorefter han klistrede et lille smil i sin ene mundvige. ”Skal vi ikke holde det ved det?”
”Hvor stor kan du blive? Kan du blive ligeså stor som mig?” Shamus vrikkede med sine øjenbryn og skævede leende til Juno. ”Kan han blive stor, var? Kan han det?”

Juno brød sig på ingen måde om, hvordan Shamus' øjne borede sig ind i hans, da han gik fra latter til at ryste på hovedet. Det føltes næsten truende, og Juno kunne ikke skjule sin lettelse, da Pax trådte et skridt frem igen. På trods af alle sine protester om ikke at være noget barn og at kunne beskytte sig selv, var der ikke noget, der var lige så betryggende som at vide, at Pax var klar til at passe på ham. 

Selv som Juno foragtede og frygtede varulven, blev han nødt til at kæmpe imod en voksende følelse af misundelse over at Shamus havde noget tilfælles med Pax, som han ikke havde. En dyrisk del af dem, som Juno ikke kunne være med i og et ønske om at blive mere som Pax, groede sig hårdere fast i ham. Et ønske, der ikke var startet dagen før, da Pax fortalte ham at han larmede for meget til at komme med ud at jage, men et ønske der havde været der fra første øjeblik han havde begravet sine fingre i ulvens tykke pels.

Junos øjenbryn fortrak sig i bekymring, da Pax tog amuletten af, velvidende hvad den beskyttede, og selvom han ikke selv kunne lugte nogen som helst ændring, og heller ikke havde kunnet, hvis han stod med næsen helt op i sin mand, brød Juno sig ikke om tanken om at andre kunne, og slet ikke den fremmede mand der stod med dem. 
Alligevel var der noget over Shamus, der bød Juno at sige sandheden, når han blev spurgt, om Pax kunne blive spurgt. Det var ikke til at sige, om det var fordi det var dét, der føltes mest sikkert, eller om det var for at kunne fortælle ham kæreste-versionen af 'min far kan banke din far'. Så det var med en snerren at han i stedet fik kæmpet et andet svar ud; "Hvad rager det dig?"

Pax lod ikke sine øjne forlade Shamus; han kunne lugte opstemtheden og vildskaben, der hele tiden syntes at blive provokeret yderligere ved Junos blotte tilstedeværelse.
”Jeg bliver ikke ligeså stor som dig”, sagde Pax derfor, alt imens han tvang sin krop ned i en langt mere påtaget underdanig positur; han trak sine skuldrer nogle millimeter op, vippede hans hage ned mod hans bryst og lod sit før så gennemborende blik finde hvile imellem Shamus’ buskede øjenbryn.
Det betød intet, om Shamus så igennem det eller ej; forsøget alene havde værdi. Havde situationen været omvendt, havde Pax også genkendt det for det, det var: et ønske våbenhvile.
Shamus fnøs og lo; hvor hans latter før havde været et skingert brøl, var den da næsten brummende og noget, der kunne forveksles med anerkendelse havde sneget sig ind i hans lyse øjne. ”Det er de færreste, der bliver det”, svarede varulven selvtilfredst, hvorefter han smed begge hænder ud til siden og knurrede legesygt. ”En dag må du løbe med os, Ulv. Så vil jeg se, hvor stor du bliver. Betragt dette som din formelle invitation.”
Pax nikkede men undlod at svare, velvidende hvad det indbefattede; hans blod, hans panik, hans kamp for overlevelse i blandt en flok af rasende varulve, der velvilligt hengav sig til månens magt. Det bliver et nej tak herfra, tænkte han, imens han betragtede Shamus snurre rundt på hælen og sætte imod skovens dyb i et kejtet drengehop.
Imens de bevægede sig afsted, drejede Pax rundt således, at han nogle enkelte skridt gik med ryggen til Shamus. Han gjorde Flokkens håndtegn, lod Juno vide, han ikke skulle lade sig provokere og at alting var fint; at Pax havde det under kontrol…
… og at de snart fik selskab.

De nåede endnu en lysning ikke lang tid efter. I den stod en miniature dragkiste og tre mænd, alle ligeså beskidte og ulmende som Shamus. Jo tættere på Pax og Juno kom, des mere syntes de at begyndte at virre; som var der noget indeni dem der rumsterede og ville ud.
Pax lagde sine hænder om på ryggen og tiggede Guderne om, at Juno så det. Hastigt signalerede han:
For. Meget. Alfa.
Hagen. Ned. Ned. Ned.

Juno var ligeglad med, hvor påtaget det var, han hadede at se Pax være underdanig. Det havde han aldrig oplevet ham have grund til før, og dét, mere end noget andet, forvandlede Junos egen frygt til vrede. Hvad kunne være vigtigt nok til, at Pax lod sig underkaste på dén måde? Samtidig kunne han ikke undgå at føle, at det var hans skyld - at Pax var mere påpasselig, fordi han var der med ham og havde brug for hans beskyttelse. 

I det mindste havde Junos umiddelbare frygt lagt sig lidt, da Shamus førte dem længere ind i skoven, men det eneste der kunne erstatte Junos frygt, når ikke han kunne gemme sig i Paxs arme, var vrede, og det var derfor også med vrede i blikket, at Juno tydede Paxs håndtegn og skulede til ham, som han fik at vide, at han ikke skulle lade sig provokere. Det var nemt nok for ham at sige, når han havde ført dem hen til en røvprovokerende type.

Hagen op. Det var det samme Pax havde fortalt ham om og om igen, allerede inden Juno havde haft sin egen bande. Det tog ham et øjeblik at forstå, hvad han blev bedt om nu, selvom signalet var tydeligt og simpelt, bare fordi det gik mod alt, han var vant til at høre fra Pax. Juno tog en dyb indånding og kæmpede mod sin stolthed; en kamp, der blev nemmere, da det gik op for ham, hvor meget i undertal de var. Hver eneste af de fire fremmede mænd så ud som om de vidste hvad der skulle til for at knække nakken på ham på et øjeblik, og Juno gjorde, som han blev bedt om af sin egen flokleder: han sænkede hagen, selv som vrede og frustration over det vældede op i ham. Endelig var han ikke bange, og så bad Pax ham om at opføre sig som om han var. 
Hvis der var nogen, der kunne få Juno til at æde sin stolthed, var det dog Pax, og med bevægelsen skjult imellem dem, strøg Juno sine fingre over Paxs, for at kommunikere at han havde hørt hans ordre, selvom den anden mand ikke kunne se ham, at han var okay og at han fulgte dem. 

"Hvad kommer du slæbende på to tæver for, Shamus? Jeg troede vi havde et møde med Ulven," jokede én af dem, i en tone der tydeligvis skulle have opmuntret til latter, men som ikke havde den ønskede effekt, udover et irriteret grynt fra én af de andre, og at Juno straks løftede hagen, havende fuldstændig glemt alle Paxs advarsler, og ikke med hensigt af at provokere varulvene, men for at kunne sende manden, der havde talt, et lynende blik. 
Havde han været alene, ville han have opført sig klogere, men Paxs bare tilstedeværelse gjorde ham kæphøj og dum, og da den samme varulv blottede sine tænder af ham, reagerede Juno ved at rynke på næsen, som var de begge to på nippet til at knurre af hinanden. 

Pax lugtede, hvordan Junos vrede formerede sig des længere ind i den nye lysning, de kom. Han kunne ikke begribe den og uvisheden over, hvilke tanker der for frem og tilbage mellem Junos ører gjorde ham frustreret; en følelse han ikke havde råd til men som han heller ikke kunne tæmme og gemme væk.
Det var først, da en af varulvenes hadefulde ord lød imellem den lille forsamling, at det gik op for Pax, hvad der skete bag ham. Foragtede Juno ham da? Forstod han ikke, at de altid arbejdede i fremtiden og hvad den krævede af dem?
Shamus lo skingert og begyndte at cirkulere dragkisten, hans blik hele tiden hvilende skiftevis mellem Pax og Juno. ”Ham den lille ved ikke, hvad vi er. Hans mage har forsømt sine pligter, mine herre.”
Pax lod distræt sit blik glide henover de tre væsner bag Shamus; de var på størrelse med ham, tilsyneladende alle mennesker ramt af månesygen og skønt de fulgte Shamus, så han ikke samme sindssygdom i to af mændenes blikke. De virkede langt snarere ængstelige, som forstod de ikke, hvad der præcist foregik og… og afventende, konkluderede han. De ved ikke, hvad deres rolle er endnu.
For et langtrukkent sekund lod Pax sine tofarvede øjne hvile på de to hvalpe. De så begge væk; den ene ned i græsset under hans lasede skosnuder, den anden et sted i den nære horisont bag Pax selv. Det var lige ved at få ham til at smile… og Shamus havde været for ivrig efter at provokere Juno til, at han havde bidt mærke i Pax’ magtdemonstration.
Kun ét sæt øjne forlod ikke hans egen skikkelse: den tredje mand, ham, hvis ord havde lydt gnæggende i den før herskende tavshed.
Langsomt, så umådelig langsomt, begyndte Pax at rette sig op. Han smilede kortvarigt til Shamus, der var begyndt at hoppe cirkulerende rundt, hele tiden i periferien af ham selv og Juno, hans mund aldrig lukket men konstant åben i ligegyldigt, meningsløs snak.
Pax hørte ikke efter. I stedet så han tiden an, lod Shamus nærme sig og trække sig væk som det passede ham, indtil han til sidst var mindre end en armslængde fra Pax. I samme øjeblik at Shamus var parat til at hoppe væk, havende ikke set, at Pax havde vredet sit håndled og da stod med en skinnende dolk i hånden, slog han til; som varulven tog et skridt bagud, trådte Pax selv to skridt frem. Han brugte sit momentum og hamrede dolkens solide træskæfte ind i mandens tinding, alt imens hans modsatte hånd målrettet gik efter hans strube; knyttet, kolliderede Pax’ næve med Shamus strubehoved og den anden faldt til jorden, gurglende og med hvide, himmelvendte øjne.
En normal mand, ikke forpestet af de fire øvriges lidelse, ville have været død, havde Pax brugt minimal mere kraft. Et så dedikeret og målrettet slag til halsen kunne knække den sarte knogle uden problemer, efterlade offeret lammet fra hagen og ned. Eftersom Shamus dog ikke var almen, ville han komme sig og Pax estimerede, at han havde nogle minutter, hvilket var rigeligt med tid for dét, han agtede at gøre.
De to hvalpe forblev stående, deres øjne store af forbløffelse. Kun den tredje mand syntes at emme af raseri. Pax hævede begge sine mundvige i et tomt smil, skridtende den korte afstand til Shamus, hvorpå han lod sig falde med sit ene knæ ramlende ind i hans brystkasse. Der lød en besværet og tung udånding fra den kæmpende leder på jorden, men Pax’ blik hvilede kun på den sidste og tiggende bombe.
”Gør du virkelig intet, når din leder angribes? Er I ikke en flok? Er det ikke jeres ansvar?”, spurgte Ulven, næsten moret, og alene henvendt til ham, der var på nippet til at eksplodere. De to øvrige stirrede fortsat og deres usikkerhed var synlig for selv en blind.
Pax rystede langsomt på hovedet, hvorefter han løsrev sit blik og så ned på Shamus. Han blødte fra munden og åbnede og lukkede den, som forsøgte han at tale. Hele tiden smilede han op til Pax; som morede det ligeså meget ham, som det morede Pax, hvordan magten da var vendt.
”Nej”, lød det mumlende fra Ulven, hans tofarvede øjne hvilende ubarmhjertigt i Shamus’. ”Nej, I har ikke end ikke den ringeste idé om, hvordan en flok af ulve gebærder sig; hvordan de går; hvordan de rejser; hvordan de leder. I leger –”
En dyb knurren fra Pax’ strube afbrød hans ord og med ét fløj hans øjne fra Shamus til den yderstående mand; han havde taget et skridt i retning af Juno, men stoppede brat op, lammet til stedet af den så umenneskelige lyd fra en mundhule der tilhørte et menneske. Den ene af hvalpene sank en klump, der gav genlyd i den efterfølgende stilhed og gjorde da noget, Pax ikke havde set komme: han rakte ud efter Bomben og trak behændigt manden tilbage i geled.
Pax smilede igen. Og denne gang grænsede det næsten til oprigtigt.
Han vendte atter sin opmærksomhed mod Shamus, der langsomt var på vej tilbage til de fuldt bevidstes verden. ”Det er pinligt at se på. Jeg ville end ikke kalde jer dyr. I er desperate mennesker, der leder efter mening i det meningsløse og selvom I kommer til at ligne én som mig for et døgn, så er I kun en dårlig kopi –” Pax lænede sig længere ned mod varulven, hans øjne tomme og hans stemme så ukarakteristisk fuld af foragt.
”Jeg sagde, at jeg var noget andet. Jeg sagde ikke, at jeg ikke også var noget mere…”
Shamus brokkede sig med skingre lyde, da dolkens spids kolliderede med hans pande; lyde der kun tog til imens, at Pax skar sit så karakteristiske ’P’…
”Hvad jeg er, er en gave. Hvad I er, er en sygdom. Og nu tilhører I mig. Nu er der ingen tid til leg. Det her er ganske, ganske ægte.”

Havde Juno kunne læse Paxs tanker, som han så ofte havde ønsket, så ville han være sprunget på den første mulighed for at fortælle ham, at han ikke foragtede ham. Han beundrede ham, mere end noget andet, men han foragtede behovet for at skulle gøre sig selv mindre, og han hadede, at selv Pax fandt det nødvendigt. Hvis det stærkeste menneske han kendte stadig skulle sænke blikket omkring nogle røvhuller, så var ingen undtaget. 

Alt i Juno skreg at han skulle kæmpe imod eller svare igen, da Shamus endnu en gang grinede af ham, men ved påmindelsen om at han var Pax's ansvar, sænkede Juno alligevel blikket igen. Der var dog intet, der kunne få ham til at fjerne det sure udtryk fra sit ansigt, og hans arme blev også langt over kors, som insisterede han på at udstråle ulydighed, selv som han var blevet beordret til det modsatte. 
Først da en pludselig bevægelse fra Pax fik trukket ham ud af sin vrede, indre monolog, løftede Juno blikket igen, og så til i lige så stor chok som tilsyneladende alle andre også var i. 
Kun ham, Juno næsten var kommet op af toppes med, lod til at være klar til at handle på det der skete, og da han tog et skridt frem, tog Juno et skridt tilbage, hans hånd allerede nede om hans kniv igen, inden Pax behændigt fik stoppet alle hvor de stod, ved intet andet end en knurren. 
Endnu en gang var Juno mindet om, at han var det eneste fulde menneske i lysningen, og selv med viden om, at der var vigtigere ting af fokusere på, følte Juno sine kinder brænde af misundelse. Han havde på ingen måder lyst til at blive en varulv - det var ikke, hvad Pax var, og Juno ville være som ham. Men det var bedre end slet ikke at have dén dyriske side til fælles med ham, som de havde og Juno vidste, at han ikke burde føle sig opslugt af det, når der foregik så meget andet, men det steg op i halsen på ham som galde. 
Som Pax talte ned til varulvene, slap Juno taget om sin kniv og knyttede i stedet sine hænder i indestængt frustration, men han følte også hvad de andre gjorde; beundringen og trængen til at adlyde ham. Hvad end det var for en følelse, der fik dem til at krybe sammen som skræmte dyr, slap Juno dog for, men han holdt sit blik væk fra Shamus' blodige ansigt, da Pax skar ham i panden.