Pax forsøgte helhjertet at tørre det smørrede smil af læberne. Instinktivt – og det var igennem muren af menneskelig afføring der ikke efterlod rum til fornemmelsen af meget andet – vidste han, at rummet, han var landet i, summede af bange anelser, bekymringer og vrede.
Da Juno faldt ham om halsen og irettesatte ham, lænede Pax sig ind imod ham. Han kunne ikke gøre Juno kunsten efter, i hvert fald ikke foruden at tabe hans tyvekoster på gulvet, hvormed han lod sin vægt tale for sig. ”Langsom? Jeg var hurt- jeg mener, du har ret. Jeg gør det aldrig igen”, skyndte han sig at mumle, til stadighed høj på hvor hurtig han havde været nødt til at være.
For han havde jo netop været hurtig… og ikke langsom…
”Lover. Men alting er okay. Vi var jo aldrig rigtig i farer –”
Pax’ fortrøstning blev afbrudt af Trestons vrede udbrud og øjeblikkeligt rullede han med øjnene. ”Ved alle Guderne…”, mumlede han og ganske uden at vide, at det var en tro kopi af dét, Guldlok selv havde erklæret tidligere.
Pax kyssede distræt Junos ene kind hvorefter han rejste sig. Han nikkede kortvarigt til Vernon, der dog ikke kunne møde hans blik. Dernæst så han på Treston. ”Gider du ikke godt forsøge at bevare fatningen?”, sagde han, og skønt ordenes karakter indbød til en art reprimande, var hans tone næsten forsonende. ”De fik jo også mit navn. Desuden – hvem ville tro på, at selveste Hr. Reynlest i ledtog med Pax, en gemen kriminel fra undergrunden, pludselig sprang ud af ingen ting og ind i et tophemmeligt møde, hvori de efterfølgende stjal hemmelighedsstemplede dokumenter? Det lyder jo som en dårlig løgn. Og lad mig minde dig om, at et bekendtskab mellem os er ukendt, ikke eksisterende –”
Pax trådte varsomt ud af portalcirklen, ikke villig til at forstyrre kridtstregerne yderligere. Vernon var stadig i færd med at tage dem i nærmere øjesyn; hans arme lagt over kors og hans buskede øjenbryn krøllet så tæt sammen i hans pande, at de blev til et.
”Du om nogen burde også kende til alle de procedurer og irriterende spørgsmål, de skulle igennem, skulle de gå til myndighederne og hvis dokumenterne virkelig ikke kommer andre ved, så igangsætter de jo ikke en offentlig eftersøgning.” Pax hævede sigende begge sine øjenbryn, hvorefter han stillede sig nær et vakkelvornt bord og omsider løsnede sit stramme tag om pergamentrullerne.
Med ivrige fingre begyndte han at løsne forseglingerne og med en hurtig håndbevægelse, inviterede han Juno over til sig. Han kunne jo trods alt ikke selv læse dem, men Juno kunne både skrive, regne og læse.
Pax end ikke så op på Treston, da det næstfølgende spørgsmål lød, men fortsatte med at åbne og rulle pergamentrullerne ud. Han kunne selvsagtens ikke fortælle om den besked – den ordrer – han havde fået, for end ikke Juno kendte til hans stilling i Verbatim. ”Han tilbød mig et job”, svarede Pax prompte, hvorefter han trak ligeglad på skulderen. ”Det sker hele tiden, at dem i den Øvre Bydel kommer til mig og vil lave en handel.”
Det var trods alt sandheden: bare ikke den Treston havde efterspurgt. 

Juno tog sig slet ikke af Trestons udbrud. På trods af at have kommet til næsten at kunne lide ham i den korte tid de havde kendt hinanden, var han ligeglad med om Pax rent faktisk havde forsøgt at få Treston hængt. Pax kunne gøre hvad han ville, hvis man spurgte Juno. Han var Ulven, og så længe Juno ikke skulle se det ske, kunne han tilgive det hele. Det var noget helt andet, hvis han var i rummet med ham, hvor han ofte blev blød og tilgivende, men når han ikke var, rørte det ham ikke på samme måde.

"Jeg har ret," mumlede han ind mod Paxs skulder, da Pax ikke lod til egentlig at give ham ret. Hvor hurtig han end havde været til at snuppe de papirer, så havde han ikke været hurtig til at komme igennem portalen.
"Nej nej, de så slet ikke ud som om de var klar til at myrde os." Det blev sagt med tung sarkasme og et snøft, inden Juno endelig kunne slippe Pax og rejse sig op.
Han holdt sig på afstand af de to venner imens de diskuterede og sluttede sig først til Pax, da han blev inviteret derhen. Ikke engang hans vrede over Paxs uansvarlighed med sin egen sikkerhed kunne stoppe Junos nysgerrighed og han skimmede straks over ord og tal, bladrende igennem de forskellige sider, med en spørgende skæven til Pax fra tid til anden. Han ville kun snakke om hvad der stod på dem, hvis han indikerede at det var okay at sige højt foran Treston. 

    "Du-" begyndte Treston med et provokeret, hævet øjenbryn, da Pax bad ham bevare fatningen. Men han nåede ikke videre, før den anden mand var gået i gang med at mane situationen til jorden, og Treston måtte sande, at selvom Ulven var irriterende normalt, så var dét kun endnu mere sandt, når han havde ret...
    Alligevel var han ikke helt klar til at lade emnet falde helt endnu, og da Juno også tilsluttede sig den skeptiske side, pegede Treston en anerkendende finger imod den unge mand - som for at sige: Se! Han giver mig ret! 
    Det var dog temmelig tydeligt, at Pax ikke var klar til at give dem ret, og nu hvor Treston havde fået mulighed for at tænke lidt over det, forstod han det egentlig også godt. For nej - naturligvis ville de forskræmte købmænd ikke turde sætte en større eftersøgning i gang af frygt for, at Byrådet i Juvelen skulle finde ud af, at de lobbyede for rådsmedlemmer og bestak dem under bordet. 
    Det var bare irriterende, at det var Pax, der havde påpeget det. Og Treston havde stadig ikke helt tilgivet bandelederen for indirekte at kalde ham hysterisk... Han var undskyldt! Det havde været en lang, og alt for følelsesbetonet dag.
    "Jeg kunne myrde dig nogen gange," mumlede Treston lavt for sig selv og kørte - for noget, der føltes som den hundrede gang dén aften - en hånd over ansigtet, for at være fri for verden og alle i den... bare et lille øjeblik. I baggrunden gav Vernon sig til at nynne en upassende drikkevise for sig selv med alt for skinger stemme, og Treston overvejede et øjeblik om han skulle udvide den halvhjertede trussel til den gamle tosse også, men gav så op på projektet - der var alligevel ikke nogen her, der for alvor tog ham seriøst...
    
    "Et job?" gentog han, da Pax svarede på hans spørgsmål. Tvivlrådigheden drev tyk af hans tonefald. "Du siger simpelthen til mig, at - hvad? Dit vindende væsen imponerede dem i så helt urimelig en grad, da først de to, blonde hoveder her," han gestikulerede imellem sig selv og Juno, "var ude af billedet, at Mester Mystisk tilbød dig arbejde?" Efter at have stirret afventende på Pax et splitsekund, vendte Treston det blå blik imod Juno. "Seriøst? Har du tænkt dig bare at æde dén forklaring? Jeg sværger ved guderne, Ulv - hvis du har solgt ud af noget, der ender med at ramme mig og mine..." 
    For selvom Købmand Jansson måske ikke ville opsøge Trestons familie i jagten på de stjålne papirer, kunne Treston stadig komme på hundrede måder en flok forsmåede købmænd kunne tage deres vrede ud på Reynlest-familien på - og hvis han kendte Pax ret, så kunne bandelederen sikkert komme på endnu flere... især hvis det endte med at komme ham til gode,.
    "Jeg tror, den er der!" afbrød Vernon, inden Treston kunne nå at færdiggøre sin slappe trussel, og den forhenværende Ridder vendte i stedet sit trætte blik imod galningen. Den gamle så meget selvtilfreds ud, hvilket dog ikke gjorde det mindste for at live Trestons trætte udtryk op. 
    "Perfekt..." mumlede han i stedet bare sarkastisk og fik langsomt stablet sig selv på benene igen.

Pax hævede uimponeret et øjenbryn, skævende til Treston. ”Helt sikkert”, mumlede han men dog ikke synderlig overbevist, hvorefter de tofarvede øjne straks genfandt pergamenterne igen – dernæst Juno. Han rystede sagtne på hovedet til ham; hvad end de fortalte var det Flokkens gevinst og indtil videre kun for Pax’ ører.
Trestons skeptiske udbrud rev Pax’ opmærksomhed tilbage til den blonde mand. Han forstod umiddelbart godt den andens mistro: Treston var, i hvert fald til en hvis udstrækning og måske specielt, hvis man ikke tog ordets betydning i strengeste forstand, en retskaffen mand. Hvis han ikke kunne forestille sig hans slags henvende sig til Pax, var det fordi, han aldrig selv ville have tænkt tanken. Eller så var han simpelthen bare for naiv. Sølvskeer eller guldskeer eller hvad Zaladin for et sølvtøj, Treston nu end var blevet født med, gjorde trods alt dén slags ved mennesker…

Pax så ikke på Juno, da Treston henvendte sig til ham. Pludselig blev sagen dog langt mere kompleks. Før havde Trestons mistro betydet ganske lidt – Junos’ potentielle skepsis ville betyde langt mere.
”I er ikke kendte ansigter”, svarede Pax prompte og forinden, at Juno kunne nå at bide igen. Hans stemme var hård men ikke krigerisk; blot kontant i sit formål om, at få den anden til at se – eller holde sin kæft. ”Jeg derimod? Virkelig genkendelig. Se på mig. Mit ene øje er af metal. Jeg er næsten to meter høj. Den ene side af mit ansigt er vansiret. Hvor nemt tror du, det er, at sætte beskrivelsen af Pax til mig? Hvor mange mænd på vores alder går rundt i Undergrunden med askegrå, virkelig dejlige krøller og stikker i hvert fald et hoved højere op end gennemsnittet? Én.” Pax hævede sit ene øjenbryn, stadig betragtende Treston med en afventende mine.
”Og ja. Det sker hele tiden, at din slags henvender sig. Som oftest er det naturligvis, når de mener, at jeres domstole har taget fejl. Jeg får en Zaladins mængde krystaller for at stjæle jeres hellige familieklenodier tilbage – hvilket, helt ærligt, hvorfor bruge tid på at retfærdiggøre, når I sidder overfor en af lossepladsens mest sejlivede rotter? Jeg har aldrig forstået det. Som om det rager mig, så længe jeg bliver betalt –” Pax smed den ene hånd ud til siden, tydeligvis mere for at affærdige sig selv end nogen anden – eller i hvert fald give illusionen om dét. Des mere han rablede, des mere forvirret blev begge blondiner forhåbentlig også; overdænget med information var man ganske enkelt nødt til at vælge ud og hvis de tilmed synede logiske...
”Jeg kan også blive betalt for at finde folk. Gemme folk af vejen. Sætte nogle i relation til nogle andre. Og når ja – lad os ikke forglemme arenaen. Tror du virkelig, at det kun er sådan nogle som os, der gerne vil tjene på kampene? Ikke rigtig. Så er der kidnapninger – og nej, jeg slår ikke nogen ihjel.” Det sidste blev hastigt tilføjet for både Junos og Trestons skyld, hvorefter Pax skævede til sin mand med et sigende blik. ”Jeg tager dem bare og meget forsigtigt –”
Vernon afbrød Pax, der mere end villigt var parat til at holde kæft igen. Han var også sikker på, at han havde irriteret Treston så tilstrækkeligt, at den anden var tæt på at eksplodere, men det var Juno, der til stadighed bekymrede ham.
Som Pax betragtede Treston samle sine ting sammen, håbede han – nej, tiggede han Guderne om, at Juno ikke fattede mistanke.

Juno mødte Trestons blik, næsten lige så frustreret som ham, men kunne ikke sætte ord på det. Ikke her, ikke når Treston var der med dem. Pax og ham havde en aftale om den slags - at det skulle holdes imellem de to, så de ikke skændtes foran andre. Men Treston havde en pointe. Hvorfor vente med at tilbyde Ulven et job, når det var hans kompagnoner der havde været med ham? Men Juno sagde ikke noget, da Treston forsøgte at provokere ham til at gå imod Pax. Han beskyldte ikke sin mand for noget, eller tog Trestons side mundligt, men nøjedes med at sende Pax et sigende, skeptisk blik. For Treston havde en pointe, og Juno så det ikke som værende under Pax på nogen måde, at gøre noget uetisk. Ikke engang når Treston var sammen med dem. 
Juno så også Paxs blik, når det kom til dokumenterne og tav lydigt om indholdet af dem, men blev kun endnu mere ivrig for hvert sekund efter at smide Treston væk. Han ville have Pax for sig selv og des længere Treston blev hængende, des mere hastede det, og følelsen blev kun værre, når Pax sagde noget dumt. Som at Junos ansigt ikke var kendt. 'Vi er gift' havde han lyst til at minde ham om. 'Jeg er født og opvokset her - har haft min egen bande her'. Men det var kun ud af bitterhed over ikke at være blevet lige så stor som Pax var, på sine egne vilkår, og at endnu stå i hans skygge, og det lykkedes ham med besvær at holde kæft.
"Virkelig dejlige krøller, men en forfærdelig personlighed," mumlede Juno, hans ord dryppende af vrede. Bare forestillingen om, at andre så på Ulven og tænkte på hans dejlige krøller, var nok til at gøre ham jaloux.
Men Pax snakkede videre og videre. Snakkede for meget, og Juno holdt op med at høre efter hvad der rent faktisk blev sagt og fokuserede i stedet på de udtryk han lavede, indtil han vovede at påstå at han ikke slog nogen ihjel, og Juno mødte hans blik med et hævet øjenbryn og kunne ikke stå for at skæve til Treston derefter, bare for at se, om Blondy var naiv nok til at tro på Pax når han sagde sådan. Det ville næsten være for godt til at være sandt. 

Først da Treston vendte sin opmærksomhed mod at samle sine ting sammen, inklusiv kompas og krystaller fra Pax, møvede Juno sig op mod sin mand, i hvad der tilsyneladende var en kærlig omfavnelse, og gemte sit ansigt mod ham, for at hviske, lavt nok til at han knap selv kunne høre det; "Jeg ved du skjuler noget. Så snart din ven er væk, finder jeg ud af hvad." Det var en trussel, men det stoppede ikke Juno fra at trække Pax ned i et hurtigt kys, selv foran Treston, inden han slap Pax igen. 

    "Forfærdelig personlighed," istemte Treston sig, og tog imod den lille pose, som Tommy rakte ham. Da han åbnede den for at kigge, så han, at den både indeholdt de krystaller, han var blevet lovet, og på toppen; et lille, fint udformet kompas, som han straks tog op og undersøgte. Han kunne mærke magien i det - som statisk elektricitet, da energien i kompasset kolliderede med hans chakra. Åndsfraværende fandt han lædersnoren med Sednas nøgle frem fra under skjorten og lagde det lille glaskunstværk under kompasset - så hvordan nålen langsomt drejede sig imod øst.
    Fristavn. Præcis som han havde regnet med.
    Han var stadig optaget af den tynde, sorte kompas-nål, da han gav sig til at finde vadsækken og rygsækken frem, men alligevel så han op med et lille, vantro fnys, da Ulven bedyrede, at han ikke sådan gik rundt og slog folk ihjel. Nej, det gjorde han vel ikke, så længe de makkede ret…
    Det hurtige kys gik ikke Trestons opmærksomhed forbi, men han kommenterede ikke - bøjede sig bare over vadsækken for at spænde remmene en ekstra gang, før han svingede sækken over skulderen.
    ”Jeg synes for resten, din antagelse om, at korrupte købmænd kan sammenlignes med ’min slags’, er uhensigtsmæssigt fordomsfuld!” bemærkede Treston så - mest for at være irriterende og naturligvis; for at sige noget dumt. Øjenbrynene blev løftet i påtaget forbløffelse. ”Jeg troede, du slog fast tidligere på aftenen, at min ting åbenbart er højforræderi, så jeg synes faktisk, det er en lille smule fornærmende at blive sat i bås med en flok midaldrende skabskriminelle…” Treston smilede et elastiksmil, der ikke havde meget med ægte morskab at gøre, men kom fra galgenhumoren. Galgenhumoren, der efterhånden  var den eneste morskab han fik. ”Ja, når man nu ikke længere har en faglig integritet, man kan beskytte i Lysets hellige navn, så må man jo finde sig en ny…”
I det samme gjorde Vernon ét eller andet, der aktiverede portalen, for med en hidsig, knitrende brummen skød energien til vejrs, til der tegnede sig en blåligt, lysende flade - som en dør midt i de sirlige kridtstreger.
    ”Så! Nu burde alting være i orden!” udbrød den gamle tosse og vendte sig med et alt for bredt smil. Treston gengældte det ikke, men lagde i stedet armene over kors.
    ”Det sagde du også sidste gang, og dét var jo ikke en udpræget succes,” bemærkede han tørt og gjorde så en bevægelse imod den lysende portal. ”Hvad med, at du tager en tur igennem først, gamle? Så kan vi få bekræftet destinationen, og jeg får mulighed for at… sige ordentligt tak og farvel.” Det sidste blev sagt med et blik på Pax og Juno, der ikke var helt let at læse - varmt var det ikke, men ej heller fjendtligt. Et blik med modvillig, tøvende taknemmelighed, måske.
    Vernon så lidt betænkelig ud, men var - på trods af alt - alligevel tilstedeværende nok til at læse rummet og fornemme, at stemningen var imod ham og at eventuelle indvendinger ikke ville blive taget vel imod. Derfor nikkede han til sidst og gik tøvende igennem portalen.
    Da den gamle idiot var væk, vendte Treston sig imod de to andre mænd, betragtede dem lidt og rakte så modvilligt hånden frem - lod dem selv om at afgøre, hvem - om nogen - der havde lyst til at tage den først.
    ”Tak for hjælpen,” fik han frem, og selvom han mente det - selvom han vitterligt var taknemmelig - var der bare sket så mange ting her til aften, der også fik ordene til at føles en lille smule som et nederlag… ”Jeg værdsætter det. Virkelig. Jeg ved, I ikke havde behøvet at række hånden frem, og jeg er taknemmelig for, at I valgte at gøre det alligevel.”

Pax hævede instinktivt begge sine øjenbryn og skævede frem og tilbage mellem de to blondiner. Han havde ikke forventet, at de så hurtigt ville finde fælles grundlag og slet ikke, at det fælles grundlag skulle centrere sig om hans personlighed.
Han var da ikke forfærdelig… var han?
Pax så hen på Vernon, der også stirrede begejstret på ham. Tilsyneladende havde den tossede videnskabsmand glemt alt om skammen fra før. De så lidt på hinanden indtil at Pax løftede sine hænder og slog tegn i den blotte luft. Vernon responderede med en flad hånd stukket frem foran sig, der vaklede fra side til side, hvorefter han skar en grimasse og trak på skulderen.
Okay. Ingen vindende personlighed til ham.
Pax fnøs af Trestons bitre indvending. ”I er ikke så forskellige, når det kommer til stykket. Købmændene fejlede i aften og, ja, lad os være ærlige – det der højforræderi er du jo tilsyneladende heller ikke særlig god til. Nu tænker jeg på hele eksil-delen, dine snuskede forbindelser til Dianthos underverden og alt det der.” Pax smed sin ene hånd ud til siden, som symboliserede det usagte ’kan du se, hvad jeg mener?’, hvorefter hans opmærksomhed dog blev stjålet af hans mand.
Pax nåede knap at gengælde kysset, så flygtigt var det. Junos advarende ord fik ham til at bande og svovle indvendig, velvidende at han endnu havde tid at løbe på. Så længe han bevægede sig tæt nok på løgnen eller hvis han tilmed gav en overordentlig god grund til, at han havde skjult noget for dem, ville Juno øjensynligt være tilfreds. Det var i hvert fald hvad Pax håbede.
Han vendte sig om til en udstrakt hånd og et fremtvunget tak. Pax skævede ned til Trestons hånd, derefter op til hans kantede ansigt. ”Der er virkelig ingen grund til at gøre det akavet”, svarede Pax efter en kort rum tid i tavshed. ”Vi giver heller ikke hånd hernede. Når du kommer til Fristavn og skal til at gøre dig i et liv som kriminel, så foreslår jeg også, at du lærer at hilse ordentligt.” Pax tog et halvt skridt fremad og skubbede Trestons hånd væk fra sig med en pegefinger. ”Og nej. Vi havde ikke behøvet en skid”, lød det derefter, Pax’ anden støvle, den der var blevet efterladt, sluttede sig til den anden. Skønt Pax stadig forsøgte at holde Treston på en meters afstand, ikke at bryde sig for godt om ham, sneg sig der alligevel noget alvorsfuldt ind i hans stålgrå øje.
”Men jeg tænkte, at jeg skyldte dig lidt mere end det, du egentlig bad om. Og beklager det med lysestagen. Jeg troede ærlig talt, at du ville nå at dukke dig. Jeg blev ligeså overrasket som du gjorde. Eller… altså, du gik jo kold, ikke, men du ved… i overført betydning.” Pax trak påtaget på den ene skulder og lod derefter sig selv gøre noget, han ikke tillod sig ellers: han smilede. Helt og fuldkomment og oprigtigt.

Juno kvalte et grin, der kom ud som et fnys, da Treston istemte sig Paxs dårlige personlighed - efterfulgt af Vernon, der med en håndbevægelse indikerede at han var i hvert fald lidt enig med dem. Der var ikke nogen af dem der var mere bange for ham, end at de stadig turde gøre grin med ham og da Juno skævede tilbage til sin mand var det med et kækt smil. 

Det var noget gavmildt af Treston at takke dem begge to, for hvad Juno havde gjort havde han kun gjort, fordi han gerne ville være sammen med Pax, og han havde ikke ligefrem lagt skjul på, at det var den eneste grund. At det var en fornøjelse af se på Treston var en helt anden ting, som Juno havde tænkt sig at ignorere, ligesom han også blev nødt til at ignorere den fremstrakte hånd, da Pax skubbede den væk. Det var mange år siden at Juno havde levet et liv, der ikke var kriminelt, men der var fortsat ting, der var så fremmede som ham - som at glemme alle sine manerer overfor dem, man godt kunne lide. Fremmede mænd, eller dem Juno ikke havde tiltro til - dét var én ting. Dem ville Juno aldrig så meget som overveje høflighed overfor, men Treston, der tydeligvis var Paxs ven, om de ville indrømme det eller ej, dér forstod Juno ikke at de sådan skulle hinanden på afstand. 
Derfor overraskede Paxs smil ham også, og Juno skævede undrende fra den ene til den anden, inden han selv tilføjede; "Held og lykke."
Han nåede kun lige at sige ordene, inden de blev afbrudt af en prustende og stønnende Vernon, og et enkelt blik på ham var nok til at se, at manden var tilfreds med sit værk denne gang, selvom han bag sin smilende og svedende facade havde svært ved at få vejret. Juno, der selv blev syg af portaler, havde ikke lyst til at tænke på hvor hårdt det måtte være for en gammel krop, der ikke var blevet passet synderligt på, og han blev nødt til at slide sit dømmende blik væk fra manden, for i stedet at give Treston et afmålt nik som afsked.

    Treston trak hånden til sig med en lille, bittersød grimasse, da det blev tydeligt, at ingen af de to mænd ville tage den. Hvad havde han da også regnet med...?
    "...Jeg skal gøre mit bedste," bemærkede han - som svar til Ulvens råd om, hellere at lære at begå sig iblandt Fristavns udskud før end senere. Et halvtræt udtryk havde allerede indfundet sig, da Ulven fortsatte og gjorde det meget klart, at Treston burde være taknemmelig, men til gengæld løftede den forhenværende Ridder et øjenbryn, da der kom - måske ikke en undskyldning, så da i hvert fald en forklaring på lysestage-episoden. 
    "Din overraskelse er hårdtslående, i så fald!" kommenterede Treston tørt og hankede så op i sin vadsæk med et skævt smil. "...men jeg tager imod din undskyldning." Et sigende blik blev sendt i retning af Juno, før det skæve smil bredte sig til den anden mundvige også. "...selvom Ulven naturligvis ikke undskylder, og jeg da vist også var på vej videre!" 
    Junos lykønskning kom bag på ham, og et splitsekundt betragtede Treston bare den unge mand, før han nikkede for sig selv og meget oprigtigt sagde: "Tak. Pas på hinanden, ikke?"
    Næppe havde de sidste ord forladt hans mund, før Vernon dukkede frem fra portalen igen, og Treston endnu en gang hankede op i alt sit habengut, førte et par fingre til panden i en uformel salut og dukkede så igennem kraftfeltet med en underlig følelse nede i maven af, at han ville komme til at savne Dianthos mere, end han egentlig havde lyst til at være ved.