Der var ikke mange reaktioner, Selmy kunne udgøre. Enten kunne han indrømme det, bortvise det eller være rasende. Og typisk efter Winchells erfaring var der to af disse tre reaktioner, der havde samme mening. Indrømme og at blive arrig betød oftest, at det var sandt, blot at personen selv ikke ville indse det ved anden reaktion. Derfor var Winchell da også en anelse overrasket, da Selmy tog det overraskende okay. Han sagde blot, at den buttede mand tog fejl og ikke mere. Intet rødt ansigt, ingen onde ord, ingen beskrivelser om løgne. Blot en afvisning og ikke mere. Havde Winchell virkelig antaget forkert? Nej, det mente den buttede mand ikke. Selmy var bare anderledes på flere måder.
Derfor trak Winchell blot på skulderne, som om han nonverbalt sagde "når, okay", men han lagde det ikke fra sig helt. Kun for nu. Han ønskede jo ikke en rasende Selmy. Ingen grund til at fortsætte som et hjul. Bare vente til en bedre åbning.

Selmy bevægede sig væk fra kroen. Winchell troede kort, at han rent faktisk havde ramt en nerve for den blonde mand med antagelsen. Men så valgte han at spørge direkte, om Winchell ville med. Den buttede mand nikkede svagligt og fulgte med ned ad den smalle gade. "Hvad står resten af dagen så på for dig, ven?" Måske det var alt for ukorrekt af ham at kalde Selmy for en 'ven', men havde de begge ikke kommet til den enighed? Et nyt og måske overfladisk venskab, men venskab uanset hvad.

Piben blev pakket væk. Atter var de to mænd, som før de var ankommet til kroen for frokosten. De vandrede ned af gaden, der virkede mere stille end før. Var festiviteterne allerede færdig? Hvad var klokken egentlig? Winchell havde intet, han skulle nå hjem til. Arbejdsdagen startede først i morgen aften, men det ville da være en fordel, om han skulle finde på aftensmad eller blot en sen snack - hvis altså ikke Selmy ønskede hans selskab resten af dagen. Nu havde den buttede mand ikke skræmt ham væk med sin antagelse, så lidt lænket var Selmy nok. Var han ikke forsvundet, var han der. Og han var der.

"Jeg har ikke andre planer for dagen," sagde Winchell ærligt med et smil på læberne. Det at bede var ikke just, hvad den buttede mand gjorde oftest i. Jovist havde han guder, han troede på. Helt gudforladt var manden ikke, selvom mange sikkert ville mene andet. Men at gå i tempel for at bede gjorde han ikke i. Sidste gang, den buttede mand havde været i tempel, havde han dog været på knæ. Men ikke for at bede. "Mener du da, jeg har brug for frelse fra en gud?" Winchells spørgsmål var tydeligvis ladet med humor og for sjov. Tonen var fyld med ironi og grinet var ikke til at tage fejl af efter spørgsmålet. En hånd klappede blidt på Selmys skulder. Og efterfølgende forblev armen rundt om den blonde mand. På en venskabelig måde kun. Medmindre Selmy selvfølgelig anså det som anderledes. Men den var kommet i natur som venskabelighed, intet dybere.

Og dér kom den! Dem, der ikke var enige i Winchells profession, faldt oftest i to grupper. Dem, der væmmes ved den buttede mand og blot tanken om hans erhverv. Og dem, der prøvede at frelse ham fra sit eget valg. Selmy faldt tydeligvis i den anden gruppe. Winchell var ikke helt sikker, hvilken gruppe var værst. Dem, der fra start ikke ønskede noget med ham, eller dem, der blot var uenig i hans valg. Den ene kunne være mere træls den anden én dag og den næste dag var det omvendt. 
Måske var det, fordi Selmy netop ønskede at frelse ham fra noget, Winchell selv mente, den blonde mand også havde nysgerrighed som det mindste over, at den buttede mand gerne ville prikke lidt til Selmys gud og religion. 

"Men hvorfor har jeg brug for frelse?" Winchell lod spørgsmålet hænge lidt i luften, før han selv havde intentioner om at svare det. Nu var det allervigtigst ikke at bringe negativitet i deres meget vel kommende diskussion. Venner kunne have forskellige meninger jo. "Isari går ind for ingen bekymring. Hvorfor bekymre om at være uskyldige, så længe det bliver gjort på en ordentlig måde? Og Leander, der er direkte forbundet med Isari oftest, går ind for vitalitet." Winchell kunne være en lystfuld mand, men det gjorde ham ikke gudeforladt eller dum. Og det kunne også ses på det rolige smil og afslappet tonefald. Der var ingen sure miner rettet mod Selmy. Nok snarere iver efter at høre modsvaret. 

Hånden blev ikke slået væk, så enten accepterede Selmy den eller han ønskede den. Uanset hvad forblev den kammeratligt rundt om den blonde mand. "Oftest beder jeg bare for godt liv og glæde i min hverdag." Winchell kunne lyde så uskyldig, men hvis Selmy konkluderet, hvad glæde i hverdagen var for ham, ja, så kunne denne facade af uskyld hurtig blive knust.

Selv med viden om guderne på sin side kunne Winchell alligevel ikke rokke Selmy. Det var nok også meget forståeligt. Hvis Selmy var langt mere troende og havde levet ud fra de hellige skrifterne på sin måde og sådan, han var blevet opdraget til, kunne en anden fortolkning ikke gøre meget. Måske det kunne skabe fornuftige spørgsmål og undren, men det ville næppe vende op og ned på Selmys opfattelse af guderne. For på den anden hånd ville Winchell ikke bortskaffe sit erhverv bare, fordi nogen mente, det ikke var passende for ham. For dem havde den buttede mand skabt haft flere diskussioner med i årenes løb. Og forældrenes lettere bortskaffen af ham havde ikke fået ham til at kigge over skulderen med spørgsmål og tvivl. Han havde fortsat på sin rute. Præcis som Selmy var igang med lige nu.

"Der er forskel fra gudernes kontrol over os og selvkontrol, vil du ikke sige det? Vi kan være uden for gudernes kontrol, men det er vores egen selvkontrol, der holder os faste." forklarede Winchell. Det var nok pudsigt, hvordan en lystmand som han kunne have en filosofi så stor. De fleste anså ham som værende en mand uden for gudernes rækkevidde. En syndig mand, der kun tænkte på kødets lyster. Jovist gjorde Winchell da også dette til tider, men det ville være en løgn, hvis han var den eneste med disse lyster. Han ville vædde hele sidste måneds indkomst på, at selv Selmy havde haft lignende lyster i ny og næ, hvis ikke oftere end blot dette.

De var nærmere mod templet. Winchell havde ingen tanker om at fortælle, hvad han sidst havde lavet på et tempel. Og hvis han huskede turen korrekt, var dette præcis samme tempel, som Winchell engang havde ladet en præst føre ham hen til. Den buttede mand havde endt på knæ, men ikke for at bede.
"Hvad med for et spirende venskab? Eller tør du ikke være venner med mig?" Det blev sagt lagt mere legende og kækt end noget negativt. Det kunne også ses på smilet fra den buttede mand. Og den lette puffen med albuen.

Selvfølgelig var der langt forskellige grader af guddommelig opfattelse fra person til person. For nogen var guderne en stor og nærmest vital del i hverdagen, og denne andel af gudernes ikke-fysiske tilstedeværelse kunne kraftigt mærkes hos personen og hjemme hos sagte person. Men for andre var guderne intet vigtigt. Ikke noget afgørende. Jovist kunne de endnu tro på disse eller have en grund i ny og næ til at bede til højere magter. Men det var ikke en daglig ting. At glemme guderne for korte og længere perioder var ikke verdens undergang. Sådan tænkte Winchell. Han var ikke komplet gudeforladt. Guderne var mere på sporadisk besøg hos ham - eller han var den sporadiske besøgende hos guderne.

Responsen fra Selmy var mere end positivt. Det fik Winchell til at grine med. Som modsvar langede han arm rundt om Selmy og klappede den blonde mand blidt på skulderen. "Så må jeg bare holde godt fast i dig, makker. Om du vil det eller ej." Og som afslutning på de muntre ord strammede den buttede mand blidt om skulderen. Ikke i ejerskab eller lignende. Bare som prikken over i'et på en hyggelig kommentar.
Men den kammeratlige berøring blev pludselig og tydelig fjernet komplet. Winchell blev en anelse forvirret og dette kunne ses på det runde ansigt. Men så kom en ældre herre vandrende imod og forbi dem. Det tog ikke meget at lægge de to brikker sammen. Selmy havde intet imod venskabet - umiddelbart. Det var, hvad det kunne ligne, havde havde noget imod.

Derfor blev turen helt ind i templet gjort i komplet tavshed. Winchells tanker flød igennem han. Ønskede han virkelig dette? Et skjult venskab? Eller en ven, der konstant tænkte på, hvordan det så ud? Havde Winchell virkelig gjort så meget for at være tilpas i sig selv til at skulle være en del af en hemmelighed hos en anden? Det måtte tiderne vise.
Selmy virkede rigtigt i sit es, som han vandrede mod midten af templet. Ind under lyset. Winchell kunne ikke lade være med at smile kækt ved symbolikken. Selmy i lyset, skønt han kort forinden havde ladet noget være i mørket. Alligevel valgte Winchell at følge med den blonde mand, om så det var en invitation eller ej. Han havde jo lige lovet at holde godt fast i ham. Derfor lod Winchell sig underkaste nær Selmy. Det var ikke den typiske underkastelse fra Winchells side, men forandring frydede vel? "Hvad nu, Selmy?" hviskede Winchell, som var de skoledrenge og han prøvede at snyde og få svarene fra Selmy, der havde læst op af de to kun.

Skønt efter den tydelige aftrækning af nærvær var Selmy nu det stikmodsatte. Han var nær Winchell. Ja, den blonde mand rykkede sågar tættere på den buttede mand, som de begge var hernede på knæ. Ikke en unormal stilling for Winchell, men ikke tit, der ikke var nogen foran, men ved siden af ham. Nu havde han også prøvet det. Ligesom han nu skulle prøve at bede til guderne. Ikke, at han ikke havde prøvet det før. Det var bare mange år siden. Han havde gjort det et par gange, da han lige var kommet til Dianthos, men efter at have fundet sit sted i hovedstaden, var templerne og guderne ikke rigtig besøgt mere. I hvert fald ikke af religiøse grunde.
"Lytter bare." endte Winchell bare med at sige. For han vidste ærlig talt ikke, hvad han skulle sige eller gøre. Derfor fulgte han bare Selmy, så godt som han nu kunne. Han kunne ikke rigtig fiske en halskæde frem, så i stedet blev hænderne uden noget i dem taget op til ansigtet. Læberne rørte blidt mod tommelfingrenes fingernegle og øjnene lukkede i.

En lille drejen med hovedet og spejden ud af det ene øje på Selmy blev gjort, da den blonde mand skiftede til et helt andet sprog. Et sprog, Winchell havde hørt, men aldrig lært. Det måtte være fordelene ved at være højere stillet i landet. Man havde tiden, pengene og ressourcerne til den slags fornøjelse.
Efter Selmy havde sagt en halvlang smøre, lod Winchell dem være i stilhed. Han vidste jo ikke, om der var minutter af stilhed til ære og af respekt for guderne. Men efter et minut eller tos tid valgte Winchell at læne hovedet mod Selmy. Ikke meget, for de sad med lår mod lår, albue mod albue, så der skulle ikke meget til, før de også sad med tinding mod tinding. "Hvad gør vi nu? Laver sprællemænd for Isari?" Winchell hviskede, men det var tydeligt at høre smilet og humoren i mandens ord. Ikke, fordi han lavede en joke ud af det. Næppe. Det var bare sjovere. Sådan gjorde venner jo.

Efter sin bøn forblev han stille, og var nærmest parat til at blive her indtil morgenen. Men han kunne ikke ignorere at Winchell allerede efter et par minutter var blevet utålmodig. Så han åbnede øjnene og trak sig en anelse væk med hovedet igen. Han bebrejdede ikke Winchell for sin utålmodighed. Tvært imod havde Winchell været rimelig god til at bede. Selmy havde nærmest slet ikke lagt mærke til, at han havde haft selskab.

“Sprællemænd?” Udbrød han nærmest chokeret, og dog huskede han ikke at råbe for højt. De var jo her i templet. Han kunne ikke se det sjove i at true med den slags fjollerier i så alvorlig en situation. Men kunne en tungere mand som Winchell mon udholde sprællemænd i det hele taget? “Isari kan ikke bruge sprællemænd til noget. Tror jeg nok,” Svarede Selmy og forlod den hårde stilling i den kolde marmor og kom at stå. Han rakte Winchell en venlig, hjælpende hånd. “Det er forskelligt om jeg går lige efter eller om jeg bliver her i lidt tid. Det kommer an på hvor travlt jeg har det.” Svarede han og smilte til ham. I virkeligheden havde det nok også at gøre med, hvor meget han havde behov for at rense sit hoved for ufrivillige tanker. Altså når han skammede sig over noget. Men Winchell fik ikke lov til at vide, at han skammede sig over i dag. Mange tanker af den forkerte slags, havde passeret Selmy i dag, efter at han havde talt og stillet nysgerrige spørgsmål til lystmandens livsstil.
“Det er ved at være sent nu. Min familie undrer sig nok over hvor jeg bliver af. Men jeg bor heldigvis få gader herfra.”

Efter dette ville Winchell nok stadig ikke komme på templer for at bede. Jovist kunne han se brugbarheden i det, hvis man gerne ville være tættere på guderne. Og Winchell var da en hudsulten person, men han sultede efter fysisk kontakt, ikke spirituel kontakt med højere magter. Han var da også her for Selmy og ikke Isari. Men dette vidste Selmy nok også, derfor sagde den buttede mand heller ikke dette. For forvirring var tydeligvis noget, Winchell bragte frem i Selmy. Den blonde mand var et pragteksempel på en, som havde lukket sine lyster og tanker bag lås og slå til fordel for andet. Familie, status, andet. 

Tydeligvis havde Selmy ingen humor til overs for guder. Dette fik dog bare Winchell til at nyde det mere, hvorfor han også smilte bredere. I det mindste rejste den blonde mand sig ikke i forfærd og efterlod den buttede mand. Der blev sågar strakt en hjælpsom hånd for at komme op. Den blev taget imod og så stod begge mænd oprejst.
"I dag har du måske travlt med familie?" spurgte Winchell afslappet. De havde også været sammen i nogle timer. Lang tid for første møde, men den buttede mand behøvede ikke sige farvel til sin nye ven allerede. Men hvordan skulle han kunne hænge sig på Selmy lidt endnu? Især med den forklaring om undren familie. "Jeg kan som det mindste følge dig hjem. Medmindre du ikke vil have, jeg ved præcis, hvor du bor, ven?" Igen var den komiske og venskabelige tone i stemmen. En hånd blev sågar lagt hen over skulderne på den blonde mand. Dette gav et lille ekko i templet. Det var nok på tide, Winchell snart skulle ud herfra. En syndig mand i et tempel. Det lød som starten på en dårlig vittighed.

En familiemand. I en anden verden, med en anden skæbne, havde Winchell også været dette. Faust-familien havde altid været tætte. Deres erhverv i norden var et familierhverv. Og derfor gjorde det det kun endnu værre, når Winchell virkelig viste sig at være familiens sorte får. Ikke nok med, han ikke ønskede familiens erhverv for mændene i familien, havde hans mor fanget ham i en alt for syndig handling med både nabopigen og -drengen. Før dette havde resten af familien slået hånden af ham, med dette havde moren også. Nej, familie blev ikke prioriteret for ham. "Selvfølgelig. Familie kan også være vigtigt." Det ville næppe kræve en detektiv at mærke, at der var noget bag den buttede mands ord. De fleste ville jo have sagt, at familie var vigtigt, at den ikke kun kunne være dette. Ville Selmy bide mærke i dette?

"Mig, en kriminel? Jeg vil sgu gerne se mig prøve at snige mig rundt omkring," smågrinede Winchell, som han klappede sin lille vom på siden. Selmy vidste selvfølgelig ikke om den buttede mands evne. Hvordan han kunne gøre, så hvert fodtrin var lydløst, fordi han ville veje kun et par gram mere end skyer. Men sådan brugte han ikke den evne. "Lad mig følge dig hjem, kære Selmy. Man ved jo ikke, hvem der gemmer sig på Dianthos' gader." Winchell sagde dette alt for dramatisk til, at det kunne tages seriøst. Selmy skulle nok også i den finere ende af hovedstaden. Det var i Winchells bydel, hvor man måske burde passe lidt bedre på. Intet alt for seriøst var sket for ham. Endnu i hvert fald. 
Så småt begyndte de at gøre deres exit i templet. Det var nok religiøs bedning for én dag - eller nok for lang tid for den buttede mand. Nu kunne han være syndig igen, skønt han ikke just behøvede gudernes velsignelse for at være dette. For ifølge ham var han ikke alt for syndig, bare menneskelig. Måske lidt mere menneskelig end gennemsnittet.

"Hvorfor tage sig for seriøs end nødvendig?" var Winchells eneste respons. Havde han ikke været, som han havde været. Havde han endnu været under familiens tag og levende i norden, havde han uden tvivl været mere højtidelig. Om han ville være i samme omfang som Selmy kunne diskuteres, men de to mænd ville sikkert havde mindet mere om hinanden på en måde. Men ville de så have stødt på hinanden? Sandsynligheden sagde nej. Og Winchell fortrød ikke dette. Han ville gerne møde Selmy. Selmy var en venlig sjæl. Desuden fortrød Winchell intet af sin fortid. Han ville havde fortrudt den, havde han levet i en løgn. Som andre gjorde. Men ikke ham.

Turen hjem til Selmy tog alt andet end lang tid. De virkede blot til at dreje rundt om hjørnet nærmest, før Selmy gjorde et stop og erklærede sig hjemme. Winchell kiggede kort op. Yndige bygninger, flotte brosten. Meget modsat hvad han kaldte hjem. "Så ved jeg, hvor jeg kan finde dig," sagde Winchell legende og med nok humor i stemmen til Selmy at tyde, at han mente det for sjov. At han ikke ville banke på ude af det blå. Winchell havde lært nok om Selmy. Derfor trængte manden sig ikke på. Ved mange andre kunne han have inviteret sig selv ind. Spurgt efter en kop te eller noget stærkere. Men ikke med Selmy. De skulle jo ikke i dén retning. Så syndig var Winchell heller ikke! I stedet sagde han blot. "Tak for i aften. Og for det nye venskab."
Winchell gjorde sin fine exit. Et ryst med hånden, skulle Selmy ønske dette, før den buttede mand var på sin vej hjem til sig selv. Eller mod et andet værtshus. Måske han ikke ville tilbringe natten alene. Det ville jo være en skam at gøre netop det!