Hun trak på skuldrene
“Selvfølgelig er hun stadig et barn… Min mors klan blev kvinderne anbragt i svedhytter, fordi det var ondskaben som var på vej ud af kvinder når de blødte. Så de måtte ikke forpeste resten af klanen med det” det var måske barbarisk i nogle kulturer, men det gav vel egentlig god mening. Hvilken kvinde ville ikke blive placeret i en hytte i den del af måneden. Der blev bragt mad til dem morgen og aften, af de andre fra klanen så de havde alle fornødenhederne. Og så snart blødningen var slut, fik de lov til at komme ud igen. Men hver kultur havde jo deres egne forholdsregler hvad det angik.

Hun nikkede så, mens hendes blik rettede sig op imod Pax. Det løb hende koldt ned ad ryggen, da han erklærede han efterlod hende nu. Hun var fristet til at bede ham om at blive, men hun gjorde det ikke. Og selvom at ordene lå og hvilede på tungespidsen nikkede hun blot.
“Sov godt” mumlede hun med et halvt smil, der på ingen måde nåede de blå øjne.
Hendes blik betragtede ham som han gik ud af udhulningen.
Dette skulle vise sig at blive en af de længste natter for den blonde kvinde. Der på intet tidspunkt fik sovet.

Neagu havde siddet ganske hyggeligt for sig selv, med sin lut og en hel flaske rom. Det havde bare været en af de dage, som en udmagret ung mand sneg sig imod ham. De store øjne betragtede ham flakkende, før en lap blev rakt imod ham.
De store øjenbryn gled skævt i ansigtet, som han tog imod det. Evlyn.
Han sukkede opgivende, og gav så drengen et blændende smil. “Jeg skal nok være der i morgen formiddag, med hvad skønjomfruen beder om.” som drengen skulle til at gå, kaldte Neagu ham tilbage, efter han havde rodet rundt i hans lommer. “Her, hendes tak fordi du bragte hendes besked ud” tre ravstykker blev placeret i hans hånd, før Neagu blinkede til ham som et; nu må du gerne stikke afsted.
Den bredskuldrede mand betragtede drengen pile hen over stenene, før han med en opgivende suk rejste sig og kaldte nogle af hans besætning til sig. “Den lille ravn har brug for vores hjælp. Vi ses i morgen tidlig.” nikkede manden, det var ikke tit man så den ellers så hjerte glad person alvorlig. Men som han greb omkring luttens hals, gik han med en mine der kun kunne fortolkes sådan. Ind i hans husvogn.

Solen havde været på himlen i nogle timer nu. Som Neagu stod det aftalte sted og ventede på, om han kunne blive lukket ind eller ej. Han stod nonchalant lænet op af den lille vogn hvor han havde samlet det som kvinden havde bedt om. Det som havde fyldt var hendes maler grej, bare det mest basal. Ja den var god med hende, hun havde kraftemde så meget, hun kunne starte sin egen butik!
Hvorfor hun overhoved var tyv, det var over hans hoved. For hun kunne leve af hendes kunstværker, selv de rigeste ville betale hende en ufattelige summer for at få deres portræt malet.
Han begyndte at tappe med fingrene på træet, og foden slog også i gulvet.
Hvad fanden tog så lang tid? Han lukkede øjnene og nød så solen der skinnede imod hans allerede sol kysset ansigt.

Det var drengen med frøøjne der hentede Neagu ved det aftalte mødested, og førte ham tavst ned i undergrunden. Hvad den storsmilende charmør blev mødt af, var alskens af Flokkens muskuløse medlemmer, der stod med præcise mellemrum ned langs de mange gange – og dernæst i klippevæggene der strakte sig majestætisk rundt omkring fællesarealet.
Rundt omkring ved de alskens bål stod kvinder og børn, og samtlige af deres øjne var vendt mod den fremmede, der kom spadserende som vidste han ikke, at han var på vej ind i Ulvens glubske gab.

Pax stod med ryggen hvilende mod den ru klippevæg, de tynde arme lagt over kors. På bandens selvopfundne sprog sagde han højt, så samtlige af medlemmerne kunne høre ham.
”Han gør højst sandsynlig ikke noget, men hold øjnene på ham. De stjæler med arme og ben, men I kender til koden. Man stjæler ikke fra en anden tyv, medmindre det ikke er familie.” Hans stemme var hæs og ligeglad, i det han skubbede sig fri af væggen og gestikulerede mod Evlyn, alskens store kvinder havde hjulet op at sidde udenfor hendes udhuling.
Edward havde allerede tilset hende i løbet af de spæde morgentimer, men Pax havde holdt sig i baggrunden og ydermere, beskæftiget. Af uvisse årsager brændte hans indre for hver gang hans mørke øjne landede på hendes skikkelse og Pax var bange for, at han var ved at miste forstanden.

Pax forholdt sig i tavshed men tog Neagu i nøje øjesyn. På intet tidspunkt gjorde han mine til at hilse.   

Neagu fulgte som han skubbede vognen foran sig, hjulende knirkede som de kørte ned af de lange gange i undergrunden. Ingen havde fortalt ham  at han faktisk skulle ned i ulvens hule, ikke desto mindre fjernede det ikke smilet fra hans læber, som han begav sig derned. Men han holde dog sin tunge på plads, knægten der fulgte ham ned i hulen, havde ikke just udvist at han ville snakke med ham. Og han var ikke kendt for at presse på.. Neagu lod øjnene rulle opad, når det kom til kvinder så – var han måske lidt mere pressede. Men de plejede også at kunne lide det!
Det var ikke just en varm velkomst der kom ham i møde, som han trådte ind blandt de mange mænd som der stod og kiggede olmt på ham. Han gav dem dog stadig et blink og en tomme op, det faldt ikke i god jord. “Ved Zaladin, i burde virkelig lære ikke at være så alvorlige…”
Han trak dog bare på skuldrene, og lod sig ikke kurer af at de tydeligvis ikke var glad for at se ham.
Neagu lænede sig op af kæret, som Pax holdte sin lille tale.
Uimponerende, hvis man ville tale dårligt om ham kunne de vel lige så godt sige det så manden kunne forstå!
Hans blik flugtede dog hen over skikkelserne, kun for at finde hvem han ledte efter. Den blonde kvinde, han måtte dog drage et gisp da han så hvordan hun så ud, da hun rejste sig op, og gik hen ved siden af Pax. Hun var ikke bare tyndere siden sidst, der var jo snart ikke mere kød på kvinden.
“Evlyn forhelvede! Havde jeg vidst jeg fik så varm en velkomst, var jeg da kommet med sang dans…” han hævede drilsk sine øjenbryn, men der var stadig en bekymring sat spore i de varme øjne.
“Planen var også, at vi skulle have set hinanden oppe på overfladen” talte den blonde kvinde, hvis blå øjne borede sig ind i Pax ryg. “Men planer ændre sig jo tydeligvis.”
Så skridtede hun forbi den ulven der tydeligvis prøvede at gøre sig større end hvad han var, og gik med lange skridt hen til sin ven. Hun lagde armene omkring ham, og fik en af de varmeste kram hun havde fået i meget, meget lang tid.

“For satan hvor har jeg savnet dig! Sidst jeg så dig, havde du dog en del mere sul på kroppen.” han greb hende omkring skuldrene og holdte hende ude foran sig. Ignorerede tydeligvis de andre i rummet, han havde kun øje for én, nemlig hende.
“Min mor bliver ikke glad, hvis hun ser hvilken forfatning du har taget! Hvad siger du, tror du ikke du skulle med mig i stedet?” ordene havde tydeligvis en lidt anden betydning, end hvad de egentlig blev sagt. Og hun tvang sig ud af hans ærmer og vrængede næse.
“Pah, ellers tak!”
“Hva!? Jeg er dybt såret, du ved jo slet ikke hvad jeg kan tilbyde!”
Et lystigt smil spredte sig på hendes læber, som hun lagde armene over kors.
“Jeg har set hvad du kunne tilbyde, .. hvis jeg husker rigtigt var der nogen der synes de kunne være sjovt at få deres billede malet mens man var nøgen?” Neagu rømmede sig forlegen.
“Du kunne godt have sparet fornøjelsen af at have sparket mig ud, uden et trævl på kroppen.. det var næsten ikke menneskeligt.” brummede han, og kløede sig i nakken.
Blikket rettet sig fra den kvindelig skikkelse over på ulvens flokkens leder. “Ah, Pax ikke? Hyggeligt at gøre dem deres bekendtskab!” han blinkede til Evy og hviskede. “man må jo ikke glemme at være høflig over for sin vært” han fugtede læberne, og lagde så en hånd på vognen. “Foruden Evlyns ting, har jeg også mad med – noget med der ikke var så meget i omløb hernede.” han klappede den lidt, inden han kastede sit charmerende smil rundt i flokken.
Det var nu kun de unge piger, der fniste og slog blikket ned. Resten af gruppen var tydeligvis stadig ganske skeptisk.
Nuvel, nogen skulle bare bruge lidt længere tid på at varme op til ham!

Pax mærkede, hvordan den giftige fornemmelse spredte sig i hans brystkasse, jo mere denne Neagu talte – og ikke mindst, jo mere Evlyn svarede. Ydermere forstod han ikke, hvori hendes problem lå. Kunne hun gå hele vejen op til overfladen? Ville hun se hendes ven? Pax følte selv, han havde været overordentlig gæstfri, ja, tilmed storslået.
Til trods for hvordan ordene lå og summede på tungen, forholdt Pax sig tavst. Også da Neagu henvendte sig til ham personligt, for derefter at bekendtgøre at han medbragte mad, var bandelederen urokkelig stille. Pax vred med sin ene hånd, så knivens stål kolliderede med hans hud. Den lette smerte var næsten ikke nok til at holde ham tilbage; ej heller raseriet der blomstrede lystigt. Han bed tilmed end ikke mærke i de tykke dråber af blod, der ikke mange øjeblikke efter begynde at løbe fra hans skjorteærmers inderside.

Havde Evlyn indikeret, at han ikke kunne sørge for sine børn? At hans lederskab ikke var tilstrækkelig? Og vigtigst af alt – vidste hun, hvilke tanker det kunne sætte i gang hos Flokken og hvad der ville hænde ham, hvis den idé fik lov til at vokse?

Langsomt gled de stålgrå øjne udover de alskens magre mennesker, hvis mistroiske reservation langsomt forsvandt fra deres egne blikke. Zaladin tage dig Evlyn – hun gjorde det med vilje, skreg en forræderisk tanke og i samme instans, den fik lov til at forme sig, skubbede Pax sig fri af klippevæggen. Med målrettede skridt imod Evlyn og Neagu aflagde han afstanden mellem dem, til han omsider stod ligeså tæt, som de gjorde overfor hinanden.
De mørkegrå øjne var rasende og iskolde som de landede på Evlyn. Hvor vovede hun? For blot et øjeblik stirrede Pax på hende, før han vendte sig mod den høje, rødhårede mand. ”Husk på, at du ikke forlader undergrunden, medmindre jeg giver grønt lys”, hvislede han så stille, at kun ham selv, Evlyn og Neagu kunne høre det. ”Så skynd dig at pis af helvedes til, før jeg skifter mening.” Med de ord drejede Pax rundt på hælen, gjorde et håndtegn, der fik Flokken til at falde ud af deres trance og straks gå i gang med dagens arbejde, hvorefter Pax forsvandt midt i den nyopståede tumult.

Med bankende hjerte der truede med at briste, skridtede Pax ned i undergrundens mørke, der hvori hans udhuling, hans kammer, lå placeret. Han havde fået det, da han kom til og havde til trods for hans status som leder, aldrig rykket sig derfra. Ulven selv var den eneste der sov i dybet, og det holdte han af.
I det at han landede i hulrummet faldt han på knæ og lagde sine blodrøde hænder i ansigtet – og skreg, velvidende at ingen kunne høre ham.

Efter at have siddet foroverbøjet med overfladisk vejrtrækning og et hamrende, galopperende hjerte, fremdrog han sin ene kastekniv. Uden særlig omtanke, for han havde mistet kontrollen over sig selv, sin flok og sine følelser for Evlyn, begyndte han at skære i den beskidte håndflade. Smerten var den eneste, der kunne få ham på ret køl.

Så snart at Pax bevægede sig hen imod dem, vidste Evlyn med det samme hun havde gjort noget forkert. Hans øjne var det første der fortalte hende, at noget var affære før hun så blodet der dryppede fra hans hænder. Hun den voksende klump i halsen, som hun næsten nægtede at kigge på Neagu, det eneste hun havde øje for hvad den gråhåret mand der nu var kommet helt hen til dem, ville gøre.
De hvislende ord der forlod hans sammebidte tænder. Hun havde gjort noget forkert, og hun vidste ikke hvad. Hun havde haft mad i huset, og tænkte den skulle med. Men, måske – den måde Neagu havde sagt det på? Det var en seddel, det var sparsomt hvad man kunne give af information omkring hvor han skulle hen. Desuden, måtte det være Neagus eget vågede øje der havde ledt ham til at sige præcis de ord. Måske, havde han følt hun ikke troede på hans lederskab?
En syl af smerte gik igennem hendes krop. Ja, hun havde virkelig gjort noget galt nu.
Måske noget, hun aldrig ville kunne rette op på.

Neagu nikkede en enkelt gang, minen henlagt i alvor. Han vente sig imod kvinden ved hans side, der endnu ikke havde kigget på ham. Det var ganske tydeligt hvor den hengivenhed han søgte hos folk, den lå hende. Imod den ranglede bandeleder. Hvorfor? Det ville han nok aldrig forstå, især ikke når sådan nogle øjne kunne ligges på en kvinde der blot havde prøvet at hjælpe. Hvor det før havde været en spøg om, at han ville tage hende med tilbage til overflade, var lysten der nu for alvor. Hun var såret, hun var tydeligvis ikke okay. Og han kunne få sig selv til at kigge med sådan et had på hende? Fordi hun havde taget mad med ned? Han rystede på hoved. “Tak for gæstfriheden” han nikkede kort for hoved, og som Pax vente rundt på hælen og gik sin vej.
“Du sikker?” hviskede han, og prøvede at gribe ud efter Evlyn, men hun var allerede to skridt på vej væk. Hun vente sig kort imod ham.
“Gå” mumlede hun og slog blikket skyldigt væk fra ham. “Tak.. jeg sørger for du får din betaling inden du tager ud og rejse igen” det var tydeligt at det kun var for hans øre, det hun sagde.
Han nåede dog at gribbe hendes arm, inden hun nåede helt væk. Hendes øjne var tydeligvis vent således hun kunne se, hvor den mand hendes hjerte slog for, var på vej hen.
“Pas på dig selv ravn, en dag bliver det her din død.” han rynkede dog brynene over den lidende grimasse der gled hen over det kønne ansigt. Hun nikkede dog blot, og lod sig løsrive ud af hans hånd.
Med lette fødder var hun allerede på vej væk fra ham.
Neagu nikkede imod folk, som kiggede hans vej. Men gik så også med faste skridt imod udgangen. Dog inden han gik, placerede han den lut i kæret som Evlyn havde elsket den gang, de havde spillet sammen på gaden. Før hun var blevet opslugt i at finde en løsning på et problem, hun aldrig havde fortalt hvad var. Som et løfte på, at en dag ville de spille sammen igen.
Derefter slog han rejsekappens hætte hen over hoved, og gik med hastige skridt væk fra ulvens hule. Inden det blev for alvor et problem.

Hun havde fulgt ham med øjnene først, sørget for at se hvilken vej han tog. Og med listende skridt, var hun fulgt efter. Ingen havde stoppet hende, så der håbede hun at hun ikke gjort noget forkert.
Det var med voldsom bankende hjerte, at hun bevægede sig efter ham.
Hun stod gemt væk i mørket først. Så hvordan manden havde siddet foroverbøjet og kæmpet med at få nogle dybe vejrtrækning, der aldrig var blevet andet end overfladiske.
Først var hun i tvivl om hun overhoved skulle gå ind. Eller annoncere at hun var bag ham. Måske bare gå?
Hun var også tæt på det, før hun så at en kniv blev fremdraget og han begyndte at skære i sig selv. Nej.
Med hurtige skridt, uden hun kunne stoppe sig selv, var hun inden i rummet. “Hvad laver du?” spurgte hun forvirret, mest af alt var hun dog dybt påvirket af, at hun var skyld i dette.
Hun var skyld i han sad og skar i sig selv.
Hvorfor havde hun været så dum.

Som knivens skarpe stål stoppede brat i sin bane henover håndfladen, skar Pax en lidende grimasse. Han havde ikke ventet, at høre hendes stemme i hans mest private øjeblik, og for blot et øjeblik anede han ikke sine levende råd. Hvordan kunne han svare på hendes forespørgsel, der i udhulingens mørke lød forvirret, ja, næsten febrilsk?

Langsomt lod Pax kniven kollidere med det ujævne og kolde gulv under sig, før han skævede henover sin tynde skulder med tomme øjne. ”Det hjælper mig til at tænke”, lød det skælvende fra Pax, der derefter fnøs bittert – af sig selv vel og mærke, og sin egen åbenlyse svaghed.
Derefter lod Pax sine øjne forlade Evlyns skikkelse, i det et svagt ekko af skridt gav genlyd ned langs den smalle gangtunnel. ”Du gør mig svag”, hvæsede han stille og mellem sammenbidte tænder, forinden at Edward prustende kom vraltende ind i Pax’s lille stenkammer. ”Du… gør mig forvirret.”

Instinktivt, for Pax vidste, hvad der kom nu, rakte han sin hånd op i luften. Han hørte Edward bande og dernæst følte han, hvordan den gamle mand greb om hans beskidte fingerspidser.
”Ved Zaladins lange løg. Jeg tænkte det godt! Jeg burde smide dig over knæene og give dig en røvfuld!”, mumlede helbrederen arrigt, hvorefter han hastigt skævede til Evlyn. Først nu syntes hans øjne at se den blonde skikkelse i mørket, og hastigt forsøgte han at sende hende et opmuntrende smil. ”Det er ikke din skyld – heller ikke din vens! Ca- Pax opfører sig hysterisk!”, skyndte Edward sig at tilføje, før han med en hurtig bevægelse, der i sandhed var imponerende taget hans alder i betragtning, smækkede Pax en syngende lussing.

Pax reagerede ikke, selv ikke da Edwards rynkede hånd fik hans arrede kind til at svie. Stadig sad han blot med hånden hævet, så blodet gled ned over hans sorte skjorte.
Den manglende reaktion fik Edward til at synke en bekymret klump, men ikke mange øjeblikke efter begyndte han sit arbejde. Alskens miksturer blev hældt i de åbne sår, så blødningen ikke blot stoppede men så såret med raketfart dannede sårskorpe. Dernæst forbandt Edward Pax’s hånd, alt imens han talte i et væk om alt og ingen ting.

”Jeg kan huske, da du først kom til mig. Lille og tynd som en pind, var du! Og du åd, ja, åd, siger jeg dig! Du var ikke til at stoppe, så meget åd du! Vi to har jo altid været venner, ikke også, Pax? Altid!”, brummede helbrederen, imens han med vante bevægelser pakkede sine remedier sammen. ”Og dig –”, lød det dernæst, som Edward så på Evlyn med bestemte øjne, ”dig kender jeg ikke, men jeg kan lide dig, kan jeg! Og nu hvor det er sagt og det er på plads, så lad mig sige dette – tag jer sammen og opfør jer som de voksne mennesker I er! Det tager år for en gammel mand som mig, at betragte ungdommen gå rundt om den varme grød, som I to gør! Jeg forlader jer nu og forventer ikke, at I kommer ud igen, før hvad end der skal diskuteres, er blevet diskuteret!”, formanede Edward, hvorefter den lille og grå gamling med et fnys forlod dem tilbage i mørket – stadig mumlende vredt under tunge åndedrag som han vraltede…

Pax var stille en rum tid, før han rejste sig og gik mod sin halmbunke. Som så mange gange forinden faldt den unge og tynde mand ned i alt det bløde, før han rullede om på ryggen og betragtede Evlyns skikkelse. De stålgrå øjne var ulæselige, men også afventende; som ventede Ulven på, at Ulvinden regnede ud, hvad den gamle grå havde ment. 

De knyttede øjenbryn, fortalte tydeligvis hvor forvirret hun blev over hele situationen.
Hjalp ham med at tænke? Hvorfor så håndfladen, den skulle han jo bruge, det virkede ikke særlig gennemtænkt. Men det var vel også hele udgangspunktet i det, han havde sagt og hvorfor han var gået. Men svag, den stak hende dybt i hjertet.
Hun sank sammen i kroppen, som blev hun pludselig ti centimeter laver. Måske hun skulle havde taget det til hjertet også. At det ikke kun var Neagu der skulle smutte, måske var den også rettet til hende.
Men de ynkelige tanker, kom tydeligvis fra en hvæsende stemme i hendes hoved, der stadig var underlagt hendes dårlige selvværd.
Hun tog en dyb indånding, og skulle til at spørger ind til hvad han sagde.
Men måtte stoppe da hånden blev hævet i vejret, den prustende vejrtrækning der kom fra Edward. Med store øjne, gik hun skridt tilbage over den ældre mands udbrud. Hun krøb endnu mere sammen, som han vendte sig imod hende. Skulle hun også have skæld ud?
Dog blev hun tydeligt overrasket over, at manden faktisk tog hendes parti. Men den syngende lussing, der gav genlyd i stenrummet var næsten overdøvende. Og selvom det ikke var hendes kind, der blev ramt, så gik der et overordenligt sæt igennem den blonde kvinde. Som var hun selv blevet slået, genlyd i hendes minder vækkede atter et billede fra de ti dage. Men så forsvandt det igen. Lige så stille healede hun i hendes psyke, men det ville tage dage, før hun igen ville stå med oprejst pande og sit vante knejs i nakken.

Alt det der foregik foran Evy svømmede ind og gik ikke helt rent ind i hendes hjerne. Hun var tydeligvis påvirket af, slet ikke at have sovet hele natten. Hvordan hun som sådan hang sammen, det var et ganske godt spørgsmål.
De blå øjne spærrede op, som Edward igen snakkede til hende. Hun forstod ikke og en skid, hvis hun skulle være ærlig. Varme grød? Tage dem sammen?
Men han kunne lide hende? Det fik et skævt smil til at vokse stødt på hendes læber. Hun kunne også ganske godt lide den gamle nisse, det skulle hun ikke være bleg for at sige. Tungen led ud imellem hendes læber, og fugtede dem begge inden tænderne greb fat omkring underlæben og trak den til sig. Blikket var rettet imod manden, som han forsvandt ud i af udhulningen igen.

Blikket blev dog flået fra den forsvindende skikkelse, da hun hørte halm der blev knast under en vægt. Hun vente sit blik imod ham, og hævede sit ene bryn.
“Er du okay?” kom der først ud, og nikkede imod hans kind. Det måtte alligevel have gjort ondt, på trods af at han intet havde sagt.
“Hør, med hensyn til maden. Jeg tænkte bare vi kunne bruge det, nu når det stod i mit hus. Og siden vores sidste diskussion var gået på hvad du skulle bruge dine krystaller på. Tænkte jeg bare, den lige som blev redt ud. Du kan jo bare sige til dine medlemmer det er betalingen for jeg bliver her… Desuden..” hun kløede sig i nakken. “Neagu er bare en omvandrende show, han ved ikke hvornår han skal holde sin kæft. Tænkte bare, han var dem mindre onde af de tog der kunne hjælpe mig. ” bare tanken om at få Faith til at hjælpe hende, og komme her ned med hendes rullende hofter og fyldige barm. Det lange røde hår der dansede omkring ved den hjerteformet røv. Nej ellers tak, hun var god i hendes klan, fordi hun var utrolig dygtig til sit arbejde. Men de to kvinder, ville aldrig enes var resten af perspektivet af livet gik ud på.
Det var ganske tydeligt, at Evlyn måske ikke havde fattede hvad manden havde hentydet til.
Så hun stod bare og vred hendes hænder, fra en passende afstand hvor lederen lå i halmen. Med hans urokkelige grå øjne mod hendes skikkelse.

I det Evlyn hentydede til hans kind og dens stadie, trak han umærkeligt på den ene skulder. Den raske, vel og mærke, eftersom den anden stadig sved af smerte.
”Han plejede at slå mig med bælte og stok, da jeg var yngre”, svarede han ligeglad, hvorefter de stålgrå øjne forlod Evlyns blonde skikkelse og i stedet landede på den ny-indbundne hånd. ”Jeg kom meget i arenaen engang. Det førte altid… komplikationer med sig, når jeg kom til ham efterfølgende. Han helbredte engang min brækkede arm, for selv at brække den øjeblikket efter. Dengang var jeg ikke ligeså høj, som jeg er nu og han var yngre”, lød det dernæst dovent, i det Pax trak sin sorte kutte over hovedet.

Uvist for Pax selv havde ingen af de to ligblege skikkelser sovet igennem i løbet af natten, men som han betragtede Evlyn stå og kue sig i udhulingens indgang, begyndte det at ane ham.
Til trods for Evlyns næstfølgende ord forholdt Pax sig tavst. Han vidste ikke, hvad han skulle sige til den udlægning, for minderne om gårsdagens kys fandt atter vej frem til de mange, usammenhængende tankestrømninger og instinktivt fandt de stålgrå øjne Evlyns bløde læber. I det mørke blik sneg længselsfulde gnister sig ind og satte sig fast, før end Pax mærkede fornemmelsen sprede sig til resten af hans krop.

I et forsøg på at tæmme sine vildfarelser rømmede bandelederen sig, og lod atter sit blik farer – ja, hvor end de landede var ham ligegyldig.
”Vi bliver nødt til at snakke –”, bekendtgjorde Pax, hvorefter han tvang sig op at sidde. Han gestikulerede mod et sted ved hans side, skulle Evlyn føle for også at sætte sig. ”Jeg vil gerne møde… hende. Min lillesøster”, lagde Pax roligt ud, men ikke uden at de stålgrå øjne flakkede hvileløst. ”Og… så skal jeg snakke med dæmonen i dig. Han sagde interessante ting og jeg vil gerne høre, hvad han ikke nåede at fortælle mig.” 

Det gav et ordentligt sug i hendes mave, som han fortalte omkring hans mor.
Mest fordi, han sagde det så ligeglad, som var det ikke vigtigt. Måske endda som om det var sket for en anden - men ikke ham.
Men de følelser der svømmede og næsten skvulpede rundt i hendes indre. Hun fornægtede dem at vise sig i hendes ansigt. Men han ville nok stadig kunne læse det i de varme blå øjne, der ville minde om topalis smukke vand, når man dykkede ned blandt koral revet. 
Selvom det ikke var kvindens ønske, hvis der var en ting hun vidste. Så var det medlidenhed ikke var en kærkommen ting. Det var bare endnu en vej til svaghed, og siden han allerede havde påpeget at hun gjorde ham svag. 
Hun tog en dyb tung indånding igennem hendes næse, som hun slog blikket ned. Hun havde ikke noget at sige til hans rolige konstatering omkring, hvorfor han ikke havde sagt noget til lussingen. For hvad skulle hun sige?

Da han slog hætten over hoved, fik hun mest af lyst til bare at gå. Så kunne han da få lov til at være i fred. Når han så tydeligt ikke ønskede hendes selskab. 
Men som hun skulle til at erklære hun bare ville gå, så kunne hun komme tilbage når han ville være i bedre humør. Så ville han pludselig alligevel snakke. Hun trådte et skridt tættere på, i forventning over hvad der ville komme over hans læber, satte sig endda også ned. Ikke helt så tæt som han gestikuleret. 
Og blev umådelig skuffet, hvorfor, hun var ikke helt sikker. Men hun havde tydeligvis håbet på noget andet, måske fordi blikket imod hendes læber - ikke var gået hende forbi? 
“Okay..” nikkede hun, det var selvfølgelig også helt retfærdigt han skulle få lov til det. “Hun er ikke i Dianthos lige nu - men jeg kan sende -” men så kom der ord fra hans mund, der tog pusten fuldstændig fra hende.
Snakke med dæmonen? Han - ville. 
Tænderne begyndte at skære imod hinanden. Som vreden steg voldsomt i hende. 
“Ved kiles rødne tær..” hvislede hun, og rejste sig hurtigt op igen. Hvorfor var han altid mester i, at trykke præcist på de knapper der gjorde, hun blev så stik hamrende tosset. Snakke med dæmonen!? Havde han tabt forstanden fuldstændig! 
“Super fint, lad os da lige hive fat i den ting i mig - som har ØDELAGT MIT LIV. Så kan i da lige have en hygge sludder!!” hun vendte rundt på hælen, og gik med hastige skridt ud af hals udhuling. “IDIOT!”

Hun nåede dog et pænt stykke, før hun drejede rundt på hælen og trampede ind igen. 
Sydende af vrede, men hun vidste også at den samtale ikke skulle slutte nu. Hun kunne ikke bare stikke af, det var nok det dummeste at gøre. Selvom hun havde været ganske tæt, på bare at tage hendes ting og pis ad helvedes til, lige som han havde bedt Neagu om. 

Pax vidste, at hendes vredesudbrød unægtelig ville komme, hvormed det var med himmelvendte øjne, at hans baghoved kolliderede med klippevæggen. I det at Evlyn rejste sig og skridtede væk fra ham, så han efter hende med ulæselige øjne og opdagede først for sent, at hans blik havde hvilket urokkeligt mod hendes tynde bagdel. Det i sig selv var overraskende, for Pax havde aldrig begloet kvinder på en sådan måde, men hvad der skulle vise sig næsten fænomenalt, var, at den blonde skikkelse vendte tilbage.

For blot et øjeblik sad Pax og betragtede hende, i grunden dybt forvirret, hvorefter han skar en spæd grimasse. Med en let håndbevægelse inviterede han hende til at sætte sig igen.
”Du bliver nødt til at lade mig forklare”, bad Pax, i det han lod sin raske hånd gnide sit udsultede ansigt. Et tungt suk forlod ham, i det han skubbede sig selv fri af væggen og satte sig på hug foran hende. ”Jeg er ikke ude på at tage røven på dig, og jeg forstår sikkert heller ikke, hvilke konsekvenser det kommer til at have”, fortsatte han hastigt, forinden at Evlyn kunne nå at modsige ham alt for meget.

Tøvende rakte han sin ene hånd frem mod hendes, så hans fingerspidser rørte ved Evlyns egne. De spæde gnister der skød igennem hans krop, fik ham for et øjeblik til at tabe fatningen og brat rejste Pax sig. Det gik ikke, at hans tanker ikke var skarpe nu – de skulle forblive klare.

Begge hænder blev revet igennem det askegrå hår, som Pax begyndte at trave frem og tilbage. ”Han sagde, at hvis jeg ledte efter en måde, hvorpå vi kunne adskille jer, uden at du dør i forsøget, så måtte jeg sige til. Det lød sgu som om, han havde en idé. Hvis jeg ville redde dig… jeg mister dig –”, Pax stoppede brat op og lod de trætte øjne flakke henover Evlyn, velvidende at han havde sagt mere, end han i grunden ville.

Hun satte sig ned, ganske tungt i halmen som hun stirrede olmt på ham. armene var blevet lagt over kors, mens hendes ansigt ganske tydeligt fortalte ham; du har præcis så og så mange minutter til at forklare dig. Ellers så skrider jeg. 
Hun kogte stadig inde i, så hun lagde hverken mærke til hans frustrationer, eller hvad han end måtte tænke om situationen. Det eneste hun kunne ligge mærke til, var de brølende stemmer der skreg inde i hende. Som en vulkan der var ved at gå i udbrud. 
Men som han rørte ved hende, blødende hendes hjerte en smule op. Ikke meget, men nok til hun ikke have lyst til at stikke fingrene ind i øjnene på ham. Eller give ham et ordentlig spark i mellemgulvet. 
Ikke at hun kunne finde på det.. nogen sinde..

Hun lyttede, og som han prøvede at forklare hans intentioner. Forsvandt vreden lige så stille, som sand imellem hænderne. Hun tog en dyb indånding, og fangede hoved i begge hendes hænder. Hun vred dem igennem hendes fedtede hår. Selvom han havde givet hende et halvt bad, aften for inde var hun stadig ikke.. ren. Intet var rent, her nede i undergrunden, måtte hun dog stille minde sig om. 
Hun rejste sig langsomt op, og stillede sig foran ham. Og lagde sin hånd imod hans skulder. “Pax.. intet kan stoppe mit endeligt..” mumlede hun stille, og trådte frem imod ham. “Jeg er en midlertidig ting, som snart vil tage sin ende.. jeg tror desværre ikke, dæmonen gør andet end at lege med dine følelser” mumlede hun stille, som hun kiggede ind i hans øjne. Det var ganske tydeligt, hun selv havde mistet håbet. For hvad skulle kunne redde hende, fra det helvede hun kiggede direkte ned i. Som hun stod ved afgrunden til et inferno af ild, der snart ville æde hele hendes krop.
Hun kunne ikke stole på, at dæmonen ville andet end at få noget ud af det selv - der måtte være noget, den havde brug for. Og det kunne ikke komme på tale. 

Pax tabte pusten, i det Evlyns ærlighed kolliderede med hans indre. Straks satte en dyb rynke sig mellem hans brede øjenbryn, i det han fnøs og hævede sine hænder, for –

Skubbe til hende. Slå hende til fornuft! Få banket gejsten tilbage i hendes krop, den gejst der var indbegrebet af Evlyn. Hun var en lysende stjerne.

Pax nåede dog aldrig så langt, for han registrerede sin intention og stoppede straks. I stedet trådte han tættere på Evlyn, med stålgrå øjne der flakkede hvileløst mellem Evlyns egne koralblå, som ledte han efter noget midt i det stille hav. Langsomt søgte hans fingre hendes, der stadig lå mod hans skulder, som var hun en mor, der forsøgte at berolige sin søn. Pax brød sig ikke om det – det var ikke meningen, at hendes hånd skulle ligge der. Den… måtte ikke.
Bandelederen trådte tættere på Evlyn og dernæst endnu tættere, så de atter stod, som de havde gjort i grotten. Det var et øjeblik som denne, Pax havde forsøgt at undgå hele dagen, men hendes opgivende ligegyldighed for hans ønske var for meget at bære.

”Så lad ham lege lidt”, mumlede han stille, som han forsigtigt lagde hendes hånd mod hans bankende hjerte; det, der slå ujævnt grundet hendes duft, hendes blik, hendes læber. Stadig lod Pax sit blik fæstne sig i hendes, for det var som om, at han aldrig fik muligheden igen.

Altid gik i stå. 
Det var fuldstændig som de stod nede i grotten, med hendes malerier hendes skatte omkring dem. Hun havde mærket det der, og hun mærkede det igen. 
Tiltrækningen som hun unægtelig følte for ham. Som brændte lige så lystigt som flammer på et stearinlys. Som et bål der var blevet tændt, og hver gang han trådte nærmere blev en ny flammet lagt på det alt ædende ild. 
Måske, kunne berøring, mildne det? Hun var ikke sikker, som blikket lagde sig imod hans spæde brystkasse. 
Hånden han flyttede der hen, og hun mærkede hjerte galopere af sted. Afslørende. For hun kunne ganske enkelt, ikke læse ham. Hendes blå blev fanget af hans grå. Som de kiggede hinanden ind i øjnene. Hun så de mørke rende under hans øjne. Som matchede hendes, hun så sig selv i det dybe vivar af grå. Hans øjne, var så umådelig smukke. Den måde hun kunne se de forskellige nuancer.
Hendes fingre som havde lagt fladt imod brystkassen, og knugede hans trøje stof imellem de spinkle fingre. “hvorfor gør vi det her?” mumlede hun, endelig slog hendes øjne væk fra hans. Som ville han slugte hende hel hvis hun blev ved med at kigge.
“Hvorfor.. vil jeg .. dig” det var mere et spørgsmål til sig selv, end til ham. Som hun slog sin pande imod hans bryst. “så meget, at det æder mig inde fra og ud... det ..” ender galt. 
Hun lukkede øjnene. 
“hvorfor kunne du ikke bare hade mig? Hvorfor skal du gøre det så meget mere kompliceret.. jeg havde.. jeg havde affundet mig med det. Men for dig, ville jeg ønske der var en udvej.” hun vidste ikke hvad hun sagde, tydeligvis. Ellers var de ord aldrig forladt hendes mund. Hun var træt, hun var stadig høj på medicinen hun havde fået den morgen. 
Det hele var noget møg, og en pærervældning der ville noget. Hun kunne ikke finde op og ned i det hele. Og han gjorde hende så fandens forvirret! 

I det Evlyns pande kolliderede med hans tynde bryst, lagde Pax instinktivt sine arme omkring hende. Som en udhungret og dødsens tørstig mand, der blev tilbudt vand for første gang i umenneskelige tider, trak han hendes krop tættere mod sin egen, og lagde sin arrede næseryg mod hendes tynde hals. Langsomt, men uden tøven, indåndede han hendes duft, i takt med hans næses vandring op langs hendes hud, til han omsider nåede hendes lyse hår og bløde øreflip.
Til trods for den elektriske sensation der skød igennem ham ved nærværet, hørte han samtlige af hendes ord. Og han forstod – om nogen forstod Pax hendes forvirring, hendes spørgsmål, for lignende havde rumsteret bag hans egen pande i uendelige tider, selv uden at han nogensinde havde været klar over det. Som de stod der i så tæt en omfavnelse var han dog absurd ligeglad med det, der ikke omkredsede Evlyn, for alt han kunne tænke på, var… hende.

Og at han ikke kunne miste hende. Ikke nu, ikke i fremtiden. Der måtte være en udvej. 

”Vi er to af et stykke”, lød det omsider i en hvisken, hans stemme hæs men sandfærdig. Ordene der undslap de hjerteformede og arrede læber, var alt Pax kunne tilbyde hende af forklaring. ”Og jeg er så pisse ligeglad med, om der findes en udvej for mig, hvis du ikke går på den sammen med mig”, brummede Pax derefter, forhastet, for han ikke ønskede ikke at høre Evlyns benægtelse. De arrede hænder gled op af hendes knoglede ryg, fortsatte deres vandring til de nåede hendes hår og nakke, i det Pax pressede sine læber mod hendes hals i et ømt, hengivent kys. ”Det er mit valg. Tag det ikke for mig, Eve”, fortsatte Pax sine bedende ord, hvorefter han kyssede hendes bløde hud for endnu engang. 

Hun gispede kort efter vejret, som han lagde sine arme omkring hende.
Måske havde Neagu givet hende et kram, og det have været længe siden hun havde følt sådan en varme. Men de arme der nu trykkede sig ind til ham, de vækkede en helt anden følelse, i hjertet hun ellers havde lagt på is. Flammerne som der havde brændt i hende, var lige så begyndt at tø den kolde kvinde op. For selvom hun kunne le, selvom hun kunne drille og se ud som om at hele verden lå for hendes fødder. Var hun så kold og ødelagt inde i, at hun fornægtede sig alt form for oprigtig omsorg. Men som de stod der i mørket, væk fra alle andre – så var det pludselig okay.

“To side af samme mønt” mumlede hun svagt og hæst, da hans næse havde fået det til at kilde igennem hele kroppen. Tanken hun havde sagt,  havde rumsteret før i hendes indre. De var godt og ondt, de var modstand og tiltrækning. Minus og negativ.
Hendes ryg bøjede sig efter hans berøring, som prøvede hun at række sig op. Men i grunden var det bare et spørgsmål, om hvor længe siden hun havde følt sådan en berøring fra en – hun faktisk ønskede det fra.
Alt han gjorde, var tydeligvis magisk sådan som stød blev sendt igennem kroppen.
Begge hendes hænder havde nu grebet omkring stoffet i skjorten han var iført. Knugede den ind til sig, og det blev ikke bedere da hun mærkede hans læber imod hendes hals.
Øjnene blev lukket, som hun slog hoved tilbage og gav et støn fra læberne.
“Pax” var det eneste hun kunne få frem. Det eneste der kom over læberne, selvom at tankerne strømmede igennem hende. Der var så meget hun gerne ville sige, fortælle ham. Men intet kom ud, som hun næsten krummede tær da han kyssede hende på halsen igen.
Var han ude på at slå hende ihjel? For hun var sikker på, at hjertet i hendes bryst ville eksploderer hver sekund det skulle være.

Hun tog dog en beslutning, og de sammen knugede hænder pressede ham væk fra sig.
Hendes blik kolliderede næsten med hans. “Er du villig til at gå hele vejen med mig?” hun fugtede læberne, som hendes blik kort flakkede til hans.
Inden de igen lagde sig imod hans øjne. Igen vovede hun, at trækken en hånd væk fra skjorten, og lod den glide op og lagde fingrene hen over hans ar. Lige som den aften, inden alt var endt galt. 

Det var umuligt for Ulven selv ikke at knibe øjnene sammen, som Evlyns nydelsesfulde og tunge suk forlod hendes fyldige læber. Instinktivt strammede Pax sit tag om den petit skikkelse i hans favn, men ikke længe accepterede Evlyns nærvær.

En ulæselig film gled henover de stålgrå øjne, som rivalen pressede hans skikkelse fra hendes egen. For blot et øjeblik blev Pax grebet af perpleks panik og bag den beskidte pande skreg en stemme af ham, at hun for endnu engang var på vej væk. Til trods for den klistrende og omklamrende fornemmelse Evlyn efterlod ham tilbage med, var hans skarpe ansigt atter tomt for følelser, ligeså vel som hans øjne.
Ikke længe fik han dog lov til at stå i uvished og indestængt længsel, før Evlyns ord forlod hende. Næsten lettet sank Pax’s skuldre sammen og et hørligt, tungt suk forlod ham, i det han hastigt nikkede. Pax’s blik hvilede urokkeligt i Evlyns og selv i mørket, måtte hun kunne se hans loyalitet, hans sandfærdighed over sit udsagn, for aldrig havde han følt netop det så intensivt.

Dernæst syntes Pax at eksplodere, for hans hænder søgte atter omkring hendes udmagrede krop, hvor han endnu engang afkrævede hendes nærvær. Som ved et trylleslag mærkede han, hvordan hans krop blev vakt til live og hvordan blodet syntes at forlade hans krop og i stedet søge ned under hans buksekant.
”Vil du have mig?”, hviskede han åndeløst, for… Pax måtte vide besked og allerede havde han afgivet netop de ord.

Ville han nogen sinde lukke hende ind? Det spurgte hende stille sind hende, som hun betragtede hvordan masken atter blev placeret foran hans ansigt. Nægtede at vise hende, hvad han virkelig følte, måske var hun endnu ikke værdig til at se hvem Carl i virkeligheden var.
Hun tog en dyb indånding, og blikket gled væk fra ham. Hun måtte sortere i de mange følelser der væltede op i hendes indre. Men lige som ordene ramte hans maske, var det som en hamre der slog den porcelæn facade i stykker. Bare en flænge, så hun måtte få et lille glimt af ham, hvad han ønskede hvad han higede efter.

Og pludselig slog det hende, som et lyn der sendte elektricitet igennem kroppen. Hun elskede ham, var det ikke det hun gjorde? Hun havde mærket det før, hun havde følt det før. Den gang som noget glædeligt, men lige her og nu, skræmte det hende mere end noget andet. For hun havde været faret vild så længe, i skyggerne i et spil hun ikke længere ville spille. Hun havde været musikken på en harpe der var blevet spillet en anden.
Ultimativt, havde Evlyn været dukken for en mester, der havde ført hendes strenge som han havde set korrekt. Men med manden foran sig, kunne hun måske få strengene klippet. Været fri for en hersker, men være sin egen. Ved hans side, var det overhoved muligt?
Det lys han havde ønsket, blev lige så stille vækket i de blå øjne som hun kiggede imod hans ansigt. Søgende efter hvad hun havde spurgt efter.
Også kom hans hænder og greb omkring hendes krop. Som var hun ved at falde fra ham, som ville hun gå igen og efterlade ham.
aldrig.
Også kom hans ord, så vigtige for ham, det kunne hun høre – det vidste hun.

“Ja.” hviskede hun lige så åndeløst tilbage. “Carl, jeg vil have dig” der var ingen tvivl at finde i hendes øjne. Var det dét den gamle man havde snakket om? Det han havde ønsket der skulle ske? Eller måske noget helt tredje. For at sige de faktisk havde snakket omkring tingene, var vel ikke helt korrekt. Men noget var da kommet ud af det der lige var sket foran dem.
Hendes fødder fik liv, som de bevægede sig tættere imod ham igen. Fingrene der dansede hen Ove hans kind, gled hen over hans øre, ind i hans hår. Den anden hånd, gled op af hans hals, og en tommelfinger gled hen over kæben.
Hun stillede sig på tåspidserne, som hun lagde sine læber imod hans kæbe  og hendes vejrtrækning tung imod hans arrede hud. Inden hun forsøgte sig med at ligge læberne, ganske forsigtigt, klar til at trække sig – skulle det være for meget – imod hans.

Det hele skete langsomt, for langsomt for Pax, bandeleder af Ulvens Flok, der i samme øjeblik som Evlyns åndeløst hviskede hans navn – hans sande navn – blev til Carl. Forvandlingen føltes som et lynnedslag, en umættelig strøm af noget, end ikke Pax –

Nej. Carl. Hernede er det okay. Hernede sammen med Io er det okay, hviskede en blid og næsten kærlig stemme bag den beskidte pande, der mindede Pax om den første forårsdag og solens kølige stråler. Stråler der sneg sig ned igennem de sammensunkne stråtage, til de kolliderede med de brostensbelagte gader; gader Carl, som Pax, havde betrådt utallige gange og som han kendte intimt; som var hans nærmeste ven og fortrolige; som var dem, der redede ham, engang i tidernes morgen da han kom udsultet til den mægtige hovedstad.

For blot et øjeblik – et øjeblik der føltes som en evighed – stod Carl og betragtede Io. Hans arrede hænder lå fortsat omkring hende, men noget havde forandret sig. Ikke længere var de stålgrå øjne tomme; ikke længere var de ulæselige, for i dem dansede hengivne og kærlige gnister.
Derefter stillede Evlyn sig på tæer og lod sine læber lægges mod hans egne, hvilket fik Carls øjne til at glide i og et nydelsesfuldt suk til at forlade ham. Her i hans kammer, Pax’s kammer, var der ingen farer på færde; ingen skygger i mørket og ingen af fortidens spøgelser. Han var intet andet end en ung mand, der elskede en kvinde og som nød godt af hendes læber mod hans.

Carls hænder fortsatte sin vandring og tilbage på pladsen ved Evlyns nakke. Instinktivt trykkede han hendes læber tættere mod hans egne, og grådigt lod han sin legende tunge adskilles Evlyns buttede læber. Straks mærkede han, hvordan hans åndedrag blev overfladisk, som var blot en enkel berøring fra Evlyn nok til, at sende ham udover kanten med hovedet først mod den uundgåelige afgrund.
Hans kys tog gradvist men hurtigt til i styrke, for Carl tørstede efter den blondes kvindes nærvær. Aldrig havde han oplevet en sådan kraft, en sådan sensation der gjorde hans krop kampparat og kildende sensitiv på en og samme tid.
Med et fast og bestemt greb om Evlyns nakke og kæbe, guidede han hende over mod halmen. Som de gik, stadig med deres læber legende og kælende mod hinandens, forlod Carls hænder Evlyns smukke og bløde ansigt, og landede direkte under hendes tynde bluse. Grådigt og altædende.

Hvem skulle tro det skulle ske? Rivalerne, stod over for hinanden, låst fast i øjeblikket, som de kiggede ind i hinandens øjne. Vreden, hadet – havde forvandlet sig til noget andet. Om ikke, så for dette øjeblik; et blik af kærlighed og passion. Det kunne godt være at den blonde skikkelse, den udmagrede kvinde – altid havde respekteret manden foran hende, selvom hun havde hadet synet af ham. Så havde noget bare sagt klik, første gang de havde stødt på hinanden. Første gang hun så ham, havde snakket med ham. Havde hun allerede vidst det, for han havde udfordret hende som ingen andre havde formået.
Langsomt hen over månederne, året, havde hans fingre pillet hendes ydre skal af. Nu var det hendes tur, til at se hvad der skete under den forstenet maske han så stolt tog på når han gik blandt andet. Det som der gjorde, han kunne kalde sig selv leder for Ulvensflok.

Det var ganske tydeligt, at Evlyn – Io.
Ikke havde været klar, på at han så grådigt greb fat i hende. Hvordan at hun kunne mærke hans fingre, der krævede hende og ville hende. Hun åbnede sig op for ham, hendes hænder greb først hans skuldre, som de gled fra hans ansigt. Men som han begyndte at lege med hende, udforskede hende, måtte hun unægtelig svare igen. Hun kunne ikke andet.
Hendes fingre gled ind i hans hår og greb fat som hun tvang ham tættere på. Hun kunne ikke længere, ville ikke længere stoppe sig selv fra at kaste sig sammen med ham ned i afgrunden. Han var nød til at helbrede hende, fikse hende. Hans berøring ville gøre det godt igen, hans berøring ville hviske Gregorys væk. Lige som et maleri, hun ikke var tilfreds med, tage det sorte maling og male det hele over og starte for fra.
Det var hvad han ville, det var hvad han kunne gøre ved hende. Hun have mærket det dagen forinde, da hans fingre havde gledet hen over hendes hofte.
Hvilket desværre også fik hende til at tænke på de mange forbinder der stadig lå omkring hendes krop. Og selvom at mange af de sår, var blevet lukket. Vidste hun også, det var en tynd is de trådte ud på. Tankerne fik dog ikke lov itl at være der længe, før hun skubbede dem langt væk. Ud af hendes hoved, som hun greb fingrene gled ud af hans hår og greb hans trøje.
Hun bakkede baglæns, efter hans styring. Hun gjorde det uden at ligge mærke til det, før hun snublede og landede heldigvis i halmen han selv havde ligget i for øjeblikke siden.
Hvordan formåede de altid at gå fra nul til hundrede, på ganske få sekunder? I alle retninger!

Som hun landede ned i høet, kiggede hun med forvirret slørede øjne op på ham. Før en klukkende latter, forlod  hendes læber. Hun rystede på hoved og satte sig halvt op. Afventede på manden foran hende, hun tog dog første skridt, som fingrene greb omkring trøjen og trak den hen over hoved, kastede den fra sig.
“Gør mig din” mumlede hun en smule akavet, hun havde holdt hans øjne, lige ind til sætningen og hun slå blikket væk. Hun lukkede øjnene, hun måtte virkelig øve på hvordan hun var over for folk hun kunne lide, ellers kunne dette godt blive et problem. Formåede hun.

I det at den blonde kvinde landede i halmens dyb og dernæst afklædte sig sin trøje, måtte Carl for blot et øjeblik blive stående og betragte hende. De stålgrå øjne skinnede af begær og fornemmelsen sneg sig fra hans blik, ned til hans lem der instinktivt voksede.
I grunden var det utroligt, hviskede en spæd stemme, at noget så dødt kunne blive levende på ny, men han vidste, at det netop var det, der skete. Evlyn – Io – var som den første rigtige mængde af ren ilt, et nyfødt spædbarn inhalerede grådigt, stadig tilklistret af moderkagen og blod.

Uden at tage sit urokkelige blik fra Evlyns indbydende bryster, langede Pax ned efter sin egen skjortekant, for at trække den over hovedet. Stadig var hans ene skulder – den der var blevet forulempet ti dage forinden – tildækket af alskens forbindinger, men som Carl stod og betragtede Evlyn, der også var dækket af det hvide stof, havde han glemt alt om sin egen tilstand; hvordan hans skulder ikke ville makke ret under hans vægt eller strække sig over hans askegrå hår.
Det hele var ligegyldigt i det øjeblik, så længe de blev et i halmen og mørket.

Carl faldt på knæ foran Evlyn, i det hendes kælne ord forlod hende og straks slog hans øjne lyn; lyn af begær og indestængt, dybfølt hengivenhed. Instinktivt støttede Carl kun på den ene arm, som han lige dele skubbede og kravlede elegant op til Evlyns læber, han atter overmandede med sine egne i et grådigt kys. ”Du er min”, hviskede han åndeløst, i det et drenget smil krusede og gav sig til at spille i hans ene mundvige. Til trods for dens karakter var hans øjne dog stadig alvorlige og sandfærdige. ”Og jeg er din.”

Som ordene forlod ham, således gjorde også Carls læber fra Evlyns egne. I stedet vandrede de ned langs hendes skarpe kæbe og hals, hvor han lige dele nappede og kyssede hendes hud hengivent, for…

Carl var ikke uerfaren. Tanken, der førte disse vovede handlinger med sig, havde end ikke formet sig tilstrækkelig eller som andet end en følelse af tilstrækkelighed, men det var den der drev hans læber ned over hendes hud og mod hendes køn – med intet andet formål end at tilfredsstille hende, efterkomme hendes ønsker.

Mange ting kunne siges om Esmaralda Fletcher, men hun havde lært sin søn, hvordan man tilfredsstillede kvinder såvel som mænd – og Carl havde nær glemt, hvor god han havde været...