Sefris nikkede. Han skulle nok holde de pæne ord i sig. 
"Jeg skal nok fortælle det om gidslerne videre," sagde han, inden de begav sig nedenunder igen. Hans skjold løs til at skulle beskytte dem, indtil de nåede i land. "Det vil gavne Lynn at vide, hvem de var, og at de ikke var de gode mennesker, hun så i dem, da vi reddede dem."


Næste morgen vågnede Lynn ved at skibet havde fået fart i sejlene. Det gyngede i kahytten, og hun var nær væltet ud af sengen. Så stærkt havde hun ikke sejlet med et skib før, og det var en sær følelse at vågne uforberedt op til. 
Hun var alene i kahytten, og der var ikke blevet sat ny mad frem. Havde Sefris ikke været hos hende aftenen før, ville hun være blevet i tvivl om, om de stadig var i live, og hvor vred hun havde gjort Royce aftenen før. Hun kom i tøjet i en halv trance, ikke helt sikker på, hvad hun burde foretage sig. Kunne hun gå ud af døren? 
Forsigtigt tog hun i håndtaget og opdagede, at døren ikke var låst. Hun slap igen, uden at åbne den. Der var ingen grund til at gøre opmærksom på sig selv. I stedet satte hun sig tilbage på sengen og duftede lidt til skindtæppet, hun havde sovet med. 
Hele natten havde det føltes som hans arme, hans omfavnelse. Duften havde indhyllet hende og beskyttet hende... Beskyttet?
Lynn rystede på hovedet og gav sig til at flette håret i en stram fletning. Hvorfor tænkte hun sådan om ham? Hvorfor havde hun sådan lyst til at begrave sit ansigt i tæppet og snuse ind til det stak i næseborene? Han var en pirat, et afskum af havet og ikke en, der skulle fylde i hendes tanker. Hans forvirrende skift fra vrede til omsorg frustrerede hende umådeligt, og alligevel kunne hun ikke holde ud at tænke på, hvordan hun havde afvist ham. Kroppen dunkede allerede af lysten til ham igen bare ved hans duft i værelset, og hun måtte trave rastløst omkring i et forsøg på at holde tankerne på ret spor. Ikke at det virkede. 
De blev ved med at cirkle tilbage på ham. På hans krop, på den arrede hud, fuldskægget, det ene øje, selvom det var fyldt med raseri. Fyldt med raseri og... Lyst til hende. En lyst hendes krop og sind gengældte, i nogen grad i hvert fald. Kun tankerne om hvorvidt det var hendes sorg, der ledte hende til at ville have ham, var det eneste, der holdt hende fra at give efter.

Som morgenen begyndte at gry, og solens langsomt begyndte at rejse sig i horisonten, kastede den et rødt skær op på himlen og badede den tidelige morgen himmel i alskens varme farver. Royce derimod lignede ikke den skønhed som der var i horisonten, han var træt i hver en muskel i kroppen. Han havde været i kamp, blevet såret flere gange, han havde brugt flittigt af sin evne til at kontrollere vejret og trods en vind ikke krævede meget, havde manglen på hvile, vådt og tørt tærret på hans krop. Han hev klappen fra øret, inden han gav sig til at gnide det trætte ansigt. Lyden af besætningen der begyndte at vågne op, fik ham til at hæve blikket op. Det så ikke ud til at nogen havde bemærket noget efter de var gået til ro, hver og en gik snakken lystigt, som de gik igang med morgens tjanser med at forberede mad, skrubbe dækket for blod, og første styrmanden der kom op til ham, udhvilet og klar til at tage roret. 

Royce gav ham blot en irriteret brummen, tydeligvis ikke i humør til snak eller overlade roret til ham. I nattens løb havde han været forbi døren til kahytten nogle gange, men hver gang var han stoppet lige ud for døren, han kunne ikke se hende for han vidste ikke hvordan han ville reagere. Jo hurtigere han kunne få dem i havn, jo hurtigere kunne han komme ned i sin kahyt og gå omkuld. "Gør dig selv lidt nyttigt og bring mad og drikke til ALLE fangerne!" knurrede han svagt, han havde dog ikke spor lyst til at nogen skulle se på hans furie, hun var kun for hans blik, men han turde ikke selv gå derind, mad måtte han dog sørge for. Første styrmanden havde nær brokket sig over at få den tjans, men da han så det mørke blik turde han ikke modsætte sig og forsvandt hurtigt ned på dækket. Royce trådte helt frem til gelænderet og overså alt hvad der skete nede foran ham, for at sikre første styrmanden var hurtigt inde og ude, klar til at springe til undsætning, hvis han følte det bare tog et sekund for lang tid, han ville aldrig tilgive sig selv, hvis nogen overhovedet krøllede et hår på hendes hoved, men hun var i hans varetægt. 

Han vidste de var længe foran planen, i forhold til hvornår de ville nå havnen, at han havde holdt ud hele natten havde bragt dem tæt ind på havnen. Hvis han pressede citronen lidt, kunne de måske nå det længe før planlagt. "Hvad så manne! Skal vi få denne skude kastet i havn, så vi kan besøge damerne der venter!?" brølede han ud over dækket, han måtte have dem i humør til at forlade skibet og jublen blandt besætningen var ikke til at tage fejl af, som Royce vred omkring sværdet og lagde større pres på sig selv, så han måtte støtte sig imod gelænderet med den frie hånd. Han kunne mærke hvordan chakraen eller manglen derpå rev i hans krop. 

Påstyret  og livet på dækket var ikke til at tage fejl af. Lynn kendte det fra sit eget skib, når folk ivrigt trådte rundt på dækket og gjorde alting klar. De var tæt på en havn nu. Normalt ville hun bruge tiden i sin egen kahyt alligevel. Skrive en rapport eller snakke med gidsler og finde ud af, hvad de skulle, når de tog fra land igen. Men denne gang sad hun i en kaptajnskahyt uden noget at foretage sig. Ingen gøremål, for hun var ikke på arbejde, ikke praktisk talt i hvert fald. 
Lidt tid gik med at spise den mad, en lettere muggen førstestyrmand bragte hende, og hun sørgede for hverken at virke utaknemmelig eller sige tak. Hun kunne ikke regne nogle af de her pirater ud. Resten af tiden gik med at tænke på Royce og forbande sig selv langt væk over, at hun gjorde det.

Skibet lagde til i en vanlig serie af ryk, hiv og bump mod kajen ikke længe efter. Præcis hvor lang tid, der var gået, anede Lynn ikke, men det var gået stærkere end hun overhovedet kunne forestille sig være muligt. Han havde virkelig en nyttig sejllads-evne, ham ... Royce.
Ugh, få hovedet tilbage til Lyset, Lynn!
Fødder løb over dækket. Fodtrinnene forsvandt, nogle blev, andre hastede af. Ting blev læsset overbords. Stilhed. 
Var alle steget af? Lynn rejste sig op og stillede sig ved siden af det solide skrivebord. Hun bed sig i læben og turde ikke rigtig gøre noget. Turde hun gå ud fra kahytten? Nej, han måtte vel komme ind og fortælle hende, at hun kunne gå? Måske løsladte han hendes besætning imens. Hvis hun gik ud nu uden at få lov, risikerede hun at han blev vred igen. Det risikerede at gå ud over hendes tilbageværende besætning.

Som de fik lagt til ved kajen, betragtede han tavst sit mandskab, der sjældent havde arbejdet så hurtigt for at kunne komme i land. Selv førstestyrmanden virkede ivrig efter at komme i land, han talte hver og en som forlod skibet, sikrede sig hver eneste havde rømmet skibet, før han forlod sin post ved roret. Han stoppede kort foran døren, inden han med et fnys forsatte ned under dækket til cellerne dybt nede. Hver og en af cellerne låste han op, uden at mægle dem et ord, forhåbentligt havde de hjerne nok til at forholde sig tavse og vente på alle var med. Han gjorde et kort nik til dem, inden han førte dem op til det øverste dæk, hele tiden opmærksom på alle lyde og bevægelser, han kunne ikke risikere de blev opdaget og først da de var nået op vendte han sig om imod elveren. "Hun er stadig i kahytten, du kan hente hende og så er i fri til at forlade skibet. Pas på, havnen skjuler en masse mørke hemmeligheder.." Hans stemme var afmålt og et mørke skyllede over hans ansigt som han vendte blikket imod kvinden i håbet om hun forstod beskeden, det galt for hende om at komme væk i en fart og ikke bevæge sig rundt alene, han havde netop sluppet et mandskab af liderlige mænd løs uden skrupler. 

Inden elveren kunne nå døren, var Royce dog på vej tilbage til sin post oppe ved roret. Han havde nogle enkle ting liggende, som han ikke kunne efterlade uden opsyn, men mest af alt søgte han en undskyldning for ikke at være der når hun kom ud, så han ikke behøvede se på hende. Han vidste ikke om han kunne lade hende være hvis de kom for nær, hele hans krop higede efter at mærke hende igen, efter at trække hende ind til sin krop, mærke hendes varme, indånde hendes berusende duft. Han stolede ikke nok på sig selv, det var bedre at rive såret hurtigt op end at trække langsomt i det, hun måtte væk i en fart så han kunne blive fri af hendes trolddom. 

Sefris fik resten af besætningen til at forholde sig rolig, trods deres trang til at skælde piraterne hæder og ære fra. Især det kvindelige besætningsmedlem følte sig ramt af hans hentydning til at hendes køn skulle gøre hende mere udsat. Burde han måske ikke også have givet samme advarsel til Lynn?
Sefris nikkede til Royce, men sagde ingen afskedsord, idet kaptajnen vendte tilbage til roret. I stedet gik han mod kaptajnskshytten, hvor Lynn ventede.
"Løftet blev holdt. Vi er fri til at gå," sagde han og lod døren stå.
Lynn fulgte med. Landgangsbroen var lige der, og hendes folk var allerede på vej ned ad den. Selv tævede hun og kiggede bagud. Fangede et glimt af Royce, der stof høj og rank ved roret med sine ting.
Det gav et sug i hendes mave og hun snappede efter vejret. Det var svært for hende at tage det første skridt over på kajen, og Sefris måtte tage hende ved armen og få hende med. Forvirring herskede i hendes sind, som de forlod piratskibet og al dets dårskab.
Lynn kastede endnu et blik bagud, inden det kom ud af syne. Noget sagde hende, at det ikke ville blive sidste gang, hun så det skib. 

Stemmerne der kom fra dem, havde han svært ved at lukke ude, som han forsøgte at fordybe sig. Stemmen i hans baghoved, skreg af ham, han følte sig fuldkommen splittet imellem at holde sin distance og skynde sig til hendes side. Med sammenbidte kæber og et mørkt blik rettet imod sine ting foran sig, formåede han dog at vente, han holdt stand så længe at han hørte dem begynde at gå ned fra landgangsbroen.
Med knytnæven banket i bordet, støttende til det efterfølgende, vendte han til sidst blikket imod dem, nederlaget lå malet over hans ansigt, som han greb det sidste syn af hans lille furie på vej væk. Han bad inderligt til at deres veje ville krydse igen, men han vidste at han ikke ville kunne opsøge hende, hun tilhørte Lyset, og trods han gjorde arbejde for alle sider var han nu engang en pirat. Han forsøgte at overbevise sig selv om, at hun blot var en kvinde og at han derfor burde tage sig sammen, men fejlede slemt. Hun var så meget mere!