Hun ser på Nianna igen, med et stort smil omkring hendes læber. Hun kan hurtig fornemme hvad hun har tænkt sig at spørge om, så hun er ikke selv langsom til at finde de rigtige ord frem. "Jeg elsker det! Har du selv sørget for det hele?" Spørger hun med et smil, nok kender hun svaret, men hun havde alligevel brug for at spørge for at være helt sikker. Hun elskede hvordan hende og hendes ulv kunne opfange alle de lugte omkring dem, fra alle de modne frugter, træer og alle de ting, som egentlig ikke burde være andet end visne på dette tidspunkt af året, eller igang med at springe ud igen. Hendes blik havde fulgt med hende hele vejen rundt, som hun havde været igang med at finde en masse ting. 

Som de begge var sultne, men det var kun hende som vidste hvilke ting som var modne nok, så hun følte ikke hun var til meget hjælp på det tidspunkt. Xilla holder roligt øje med hende, imens hun tager alle de nye indtryk ind. Hun var absolut vild med det hele, det var så afslappende her. Hun elskede hvad Nianna havde gjort ved det hele, hvordan hun nok også med stor chance havde sørget for det hele. Nok var hun harmløs, men hun vidste hvordan man kunne passe på naturen og sørge for den. Nok også pga hendes evne, men det var jo en ligegyldig evne, hvis hun ikke havde været interesseret i at holde noget af naturen ved lige. Der var nogle som var nød til at være god ved naturen, hun vidste at Nianna var en af dem som altid ville passe på naturen. Hun selv sørge for at være god ved naturen, men hun kunne ikke gøre det samme som hun kunne. Hun kunne kun sørge for at græsset, træer og buske ikke blev fuldstændig ødelagt. Det var hendes ulvs hjem at være i naturen, så hun ville altid passe godt på deres andet hjem, det naturlige hjem for den.

Nianna sad ganske afslappet foran bålstedet, hun havde lagt et par kævler på for at holde ilden igang til tilberedningen af maden, hun sad lidt i sin egen verden som hun gav sig til at skære den tykke skrald af løget, inden hun skar det i nogle grove stykker. Hun mærkede hvordan saften fra løget begyndte at trække nogle tårer frem og fik hende til at snøfte et par gange, inden hun blev færdig med det og kunne kaste sig over de andre grøntsager. Da hun var færdig med at hakke det hele i nogle grove stykker rejste hun sig op fra bålstedet og vendte blikket hen imod Xilla og nikkede stolt. Det var alt sammen planter og blomster hun havde fundet rundt omkring i skoven og listet sig til i byen, som hun igennem årene havde dyrket videre på. Nogle måtte hun begrænse, fordi de spredte sig som ukrudt, andre måtte hun plante på ny igen og igen, fordi det kun var etårsplanter. 

Hun havde dog nogle enkle planter hun var ekstra varsom omkring, nogle hun havde fået plantet inden hun havde lært noget om dem, en farlig oplevelse havde det da også givet hende i ny og næ, men også mange brugbare ting. Hun havde Avanyas Hyld, der kunne lindre feber og lette smerter, ikke at hun kendte navnet men via te havde hun opdaget dens effekt. Elverod som havde koster hende et par dage, fordi hun var gået ud som et lys og først vågnet længe efter, hvor bålsted var brændt ud og maden derpå helt forkullet. Thatos' Urt som hun havde fået testet på samme måde som elverroden men i modsætning til den, havde holdt hende vågen i virkelig lang tid. Topalisurt som hun ikke vidste hvad den gjorde godt for, men den var så smuk og hun kunne lave den mest fantastiske te på den, uvidende om konsekvensen ved den. Lauranas Liljer en blomst så smuk at hun bare måtte have den i sin have, for at sprede lidt farve og skønhed og slutteligt Dæmon-nælden, som egentligt ikke var den mest prangende plante, men den havde sin charme, trods det ubehag den kunne lede med sig hvis man kom i berøring med den, måske den kunne være nyttig imod ubudne gæster, hvis sådanne nogensinde skulle dukke op.

Hun gik stille hen og plukkede lidt urter til retten, inden hun fandt en stor sten med en spejlblank overflade med en større fordybning ned i. Hun lagde urterne deri og tog den fine kuglerunde sten og gav sig til at knuse urterne deri, inden hun blandede det med noget frisk vand og hældte over grøntsagerne og det tørrede kød. Til sidst satte hun stålfadet over ilden og rettede sig tilfreds op igen med et smil om læberne, nu var der blot at vente.

Langsomt går hun rundt mellem de forskellige ting der er, hun har set de fleste af de ting hun har her. Den korte tid hun var hos en af Dianthos mest dygtige kokke, lærte hun nærmest alt der var at vide om alt der kunne spises, alt der kunne bruges til te og mange andre ting. Ikke hun faktisk kunne huske det hele, men hun kunne da huske de fleste ting. Som hun havde fået vandret rundt og set på det hele, gik hun tilbage til Nianna som var igang med at lave mad. Hun kunne se de ting hun allerede havde brugt, hvilket hun i hvert fald havde valgt godt.

Xilla sætter sig ned ved bålstedet, nyder hvordan det varmer, men ulven var nu ikke alt for glad for varmen, men den vidste hun havde brug for det i menneske kroppen. Hun havde allerede glemt hun skulle spise, men fordi Nianna var sulten, om hun selv i tanke om det nok var en meget fornuftig ide. Det skete at det eneste tidspunkt de fik mad, var når ulven selv jagtede noget mad til dem. Den havde brug for mad, hvor Xilla som sådan ikke rigtig havde brug for det. Hun spiste dog altid når hun var sammen med andre, mest af alt for ikke at vække alt for meget mistanke for andre. Normale mennesker spiser og drikker trodsalt, det var bare tydeligvis ikke rigtig noget for engle. Hendes blik fulgte rundt med Nianna som hun gik rundt og fandt flere ting frem. Tydeligt at se hun havde været her et godt stykke tid, med alle de ting der var og hvor sikker hun var på det hele omkring hende. 

Hun betragtede Xilla der havde bevæget sig rundt i den lille frodige oase, som hun havde skabt sit liv omkring, inden hun vendte tilbage til bålstedet og satte sig ned. Et smil lå om hendes læber, inden hun lagde hovedet ganske let på skrå, hun ville godt kunne åbne sit hjem for Xilla, så passagen altid ville åbne sig hvis hun kom den nær igen, men ville hun overhovedet tage imod et sådan tilbud? Der var kun James som udover Nianna selv, der kunne komme ind i oasen uden hjælp fra hende af. Hun bed sig let i læben, inden hun skævede over imod det ubarmhjertige tjørnekrat, der ville holde alt og alle ude så længe passagen var lukket. 

"Xilla.... Jeg kan...." Hun vendte blikket en smule væk, som hun stoppede med at tale, for hvordan kunne hun forklare det med ord. Det var noget som krævede ufattelig meget af hendes chakra at lave, og hun vidste hvad konsekvensen ville være, næseblod, hovedpine, kvalme, smerte i hele kroppen og en total udmattelse, men det var det værd, det var hun overbevist om. Så ville hun altid kunne søge hertil hvis hun skulle finde sig selv i en farlig situation hvor et fristed kunne være nødvendigt, eller hvis hun en dag blot ville mødes igen. Hun vendte sit blik tilbage imod Xilla inden hun trak vejret dybt, hun kunne ikke forklare hvordan det ville virke, eller hvad hun kunne tilbyde, men hvis hun nu bare gjorde det?

Hun rakte stille hænderne frem imod Xilla, i håbet om at hun ville tage imod hendes hænder, inden hun lukkede øjne for at skabe et bedre fokus, inden hun trak sig lidt ind i sig selv, mærkede naturen omkring hende, mærkede deres energi der pulserede i hver eneste plante omkring hende, inden hun fik sig sporet ind på tjørnebusken, hendes pande begyndte at rynke en smule som hun kunne mærke den prikkende smerte allerede, hendes hænder knugede sig hårdere sammen om Xillas, som hun bandt energien i tjørnebusken til Xillas energi, hun mærkede blodet der begyndte at løbe fra hendes næse, smerten der begyndte at rive mere intenst i hendes hoved og krop, som om hun var ved at rykke sig selv fra hinanden, maven der begyndte at vride sig beklagende. En smertelig grimasse gled over hendes ansigt, inden hun måtte slippe hende hænder for at støtte sig til jorden for ikke at vælte helt omkuld. Hun gispede efter vejret inden hun åbnede øjne og lod dem glide imod Xilla med et mat blik i øjne. "Prøv at gå...." hviskede hun helt svagt, som hun pegede over imod tjørnebusken, i håbet om hun havde holdt ud længe nok til at binde deres energi sammen. 

Så snart Nianna begynder at sige noget, ser hun over på hende. Men hun kunne endnu engang ikke rigtig få de rigtige ord ud, mens hun ikke selv vidste hvad det var hun tænkte på. Nok nogle gange kunne hun vide det, men ikke denne gang. Hun ser nysgerrig på hende, som hun vælger at række hænderne frem til hende. Hun tager omkring hendes hænder, for hvad end hun tænker, så stolder Xilla og ulven på hende nok til at tro hun kun vil dem det bedste. De kunne begge mærke hvordan der blev trukket i deres energi, de havde primært den samme slags energi, men på samme tid havde de hver deres på en eller anden måde. Blodet begynder at løbe fra Niannas næse, en grimasse af smerter, hun virker som en der er i mange smerter fra hvordan hele luften omkring dem nærmest ændre sig.

Hun hummer svagt, inden hun ser hvordan Nianna falder sammen foran hende. Hun sætter sig ned foran hende, imens hun kører hånden over hendes ryg med en svag hummen, for at støtte hende lidt. Det et mat blik hun for fra hende, som hun siger hun skulle prøve at gå. Hun vidste ikke helt hvorfor, men hun skulle vel prøve, for noget havde hun gjort. "Jeg vil være hurtig tilbage igen," siger hun roligt, med et opmuntrende smil. Hun rejser sig op, inden hun går hen mod tjørnebusken, som bare ser ubehagelig ud. Hun kunne nærmest fornemme en svag anderledes energi i hende, så det chok hun fik da tjørnebusken pludselig lavede en smal passage igen. Xilla ser chokeret på den lille passage, før hun ser tilbage mod Nianna. Hun kunne fornemme hvordan denne svage energi, var fremme som hun stod der, som et bindeled til denne tjørnebusk. Hun bakker lidt væk igen, hvor den pludselig lukker sig lettere sammen igen, lukker dem endnu engang ude fra omverden omkring dem. Hun skynder sig tilbage til Nianna, som stadig ser ud til at have nogle problemer, efter hvad hun lige har gjort. Binde energier sammen, det ikke noget alle kan gøre, det tager meget energi fra en person, så meget var hun klar over. Hun var overrasket over Niannas viden omkring dette, men var glad for hun ville dele hendes lille sted med hende. Der kunne sikkert også være andre som hun havde delt stedet med, hvilket hun måske ville opdage på et tidspunkt, måske det var aldrig rigtig til at vide.

Nianna kunne ikke holde hovedet hævet, længe nok til at følge Xilla med blikket, hun håbede blot at det havde virket, for hun var oprigtigt ikke særlig sikker på om hendes evner havde rakt til det. Smerten skar i hele hendes krop, på så smertefuld en måde at hun helst blot ville lægge sig ned og forsøge at presse alt omkring sig væk, men hun kunne ikke, hun måtte forsøge at finde en måde hvorpå hun kunne undertrykke smerterne. Alle nerverne i hendes krop var på overarbejde, gjorde hver lille bevægelse eller berøring yderst smertefulde.

Hun trak vejret helt overfladisk, som hun forsøgte at rette sig lidt op, men hendes arme dirrede under hende, hun kunne ikke finde styrken til både at rette sig op og samtidigt udholde smerten, i stedet blev hun blot halvvejs liggende på knæ med hovedet støttende på hænderne ovenpå jorden. Måske hun kunne knuse nogle størrede stilke og blomster fra hylden i hendes lille oase, sammen med lidt vand var det let at få ned og det kunne dulme smerterne blot en anelse, men hvordan skulle hun komme hen til den, og havde hun overhovedet noget der var tørret lige nu? Hun sukkede svagt opgivende, for hvis hun brugte sine evner for at udtørre lidt af plantet ville hun med garanti miste bevidstheden smerteligt længe. I stedet samlede hun sin tålmodighed, ventede på at høre om det havde virket, om hun virkelig havde kunne gøre så Xilla altid kunne komme herind. 

Da hun mærker Xillas nærvær igen, forsøger hun igen med al sin styrke at rette sig op, og hun kommer da så langt op at hendes arme at strakte under hende, inden hun hæver blikket og forsøger at holde tårerne tilbage. "Virkede det?" lød det anstrengt fra hende, som hun fremtvang et smil om læberne. 

Det var tydeligt for Xilla, hvordan Nianna havde det, hun kunne tydeligt ikke så nemt skjule de ting. Hun sætter sig ned vedsiden at hende, imens hun gør alt for at se om det var smerte som var i selv kroppen og hun ikke ellers var kommet tilskade som kunne forårsage noget værre. "Ja det virkede, tak for vise mig den tillid," siger hun med et varmt smil. Som hun ligger armene omkring Nianna, inden hun tvinger hende til at sætte sig ned, for ikke bruge alt den sidste energi hun har i hendes krop. Hun holder Nianna til hendes krop, som hun kommer med en svag hummen, en svag melodi imens hun ser lidt omkring.

"Hvad kan jeg gøre for dig? Så de her smerter bliver mindre for dig?" Spørger hun, imens hendes blik glider lidt rundt, i håb om noget stod ud som hun vidste der faktisk kunne bruges.  Men en ting vidste hun, når hun havde fået formået at få noget i hende som fik smerterne til at blive mindre, kunne hun forvandle sig til ulven, for at sørge for hun har en masse varme i kroppen, så Niannas egen krop ikke skulle bruge unødvendig energi på at gøre det, når den skulle bruge alt energien på at hjælpe hende med de smerter. Hun kunne fornemme den svage energi mellem dem, som Nianna havde bundet mellem dem, men den var mere svag i øjeblikket, nok pga sådan som Nianna havde det lige nu. Hun kunne se hendes blanke øjne, hvordan hun var så tæt på tåre, så hun måtte være i mange smerter. Ulven i Xilla, havde mest af alt bare lyst til at lægge sig omkring Nianna, for at beskytte hende fra omverdnen og give hende alt den varme hun har brug for. Xilla fjerner noget af hendes hår fra hendes ansigt, imens hun nærstudere Nianna for at få en fornemmelse om hvor mange smerter hun havde. Hun brød sig ikke om hun var i smerter, slet ikke når hun var sådan en venlig sjæl så fortjente hun ikke at være i så voldsomme smerter. Men Xilla måtte falde til at hun lige nu ikke vidste hvad kunne hjælpe, så hun ventede bare på Nianna kunne guide hende til hendes egen hjælp.

Et skrig lyder fra hende af smerte, da Xilla røre hendes krop, og får de flossne nerver til at brænde i hendes hud. Hun forbandede sin evne langt væk, fordi hun kun kunne gøre så lidt før smerterne ville tvinge hende i knæ, hvis hun ikke passede virkelig godt på, kunne selv de mindste ting dræne hende, og dette havde uden tvivl taget for hårdt på hendes krop. Alle nerveender var hyper sensitive i hele hendes krop, følelsen af hun indeni var ved at blive revet fra hinanden fyldte hende, men hun undertrykte smerten, pressede sig ind imod Xilla som den lille pige der lå skjult i hende, som tårerne fik frit løb ned over hendes kinder. Små hulk lød fra hende, som hun trykkede sit ansigt ind imod Xilla og knugede øjne i, for selvom smerten var ulidelig, kunne den lille pige i hende, ikke undvære den tryghed hun følte hos Xilla.

Lyden af hendes stemme skar igennem hendes øre, som hun forsigtigt lagde hænderne op for ørene for at dæmpe lyden, kunne hun gøre noget? Hun løftede den ene hånd og med en krum finger fik hun peget i retningen af den hyld der kunne lindre smerter, hun vidste præcis hvor den lille busk var i haven, så hun behøvede ikke flytte sit ansigt for at sikre sig hun pegede i den rigtige retning. "Blomst og stilk... knuses i vand..." Hendes stemme hakkede let i det mellem de mange små hulk, for selvom hun helst ikke så Xilla flyttede sig, ville det kunne hjælpe hende betydeligt at lindre smerterne, for selvom hun havde været frygtelig sulten, og maden inden længe ville være færdig, fik hun kvalme blot ved tanken om at forsøge at indtage mad nu. Hendes forsøg på at få samling på sig selv, så hun kunne være blot lidt anstændig, var alle forgæves, den lille forældreløse pige skinnede alt for tydeligt igennem, hende der aldrig havde haft nogen at græde ud ved, hende som aldrig havde kunne regne med andre, behovet higede hun efter nu hvor Xilla var der, fordi hun betragtede hende som familie, som en hun kunne vise den sårbare lille pige for.

Hun kunne hurtig fornemme på hende hun manglede denne nærvær, selvom det virkede til at gøre ondt på hende. Men hun ville ikke nægte Nianna trygheden hun kunne give hende, den nærvær som hun kunne sørge for. Hendes blik fanger hurtig den busk som hun peger på, hendes ord printet ind så hun ikke kan fejle i at hjælpe hende. Hun vipper hende roligt fra side til side, mest for at prøve se hvor meget Nianna faktisk vejer, om det var en mulighed at bære hende med. Hun knuger Nianna helt ind til sig, imens hun begynder at nynne, som hun for skubbet sig selv op at stå med Nianna i hendes arme. Hun var lidt tungere end hvad hun regnede med, men hun kunne godt gøre det. 

Hun finder vejen til den lille busk, uden der sker nogle uheld overhovedet. Hun ser lidt på busken, inden hun tager en blomst med stilk. Hun går tilbage hvor hun så Nianna havde noget til at knuse det her i, hun sætter langsomt Nianna ned, inden hun finder noget vand. Hun flyver nærmest rundt for at gøre det hele så hurtigt hun kan, for hun bryder sig ikke om at se Nianna på den måde, hun var en del af deres flok, så de blev nød til at passe på hende, lige meget hvad. En nynnen bliver ved med at komme fra hende, som hun arbejder hurtig på at få knust blomst og stilken nede i vandet. Som hun blev færdig, trak hun Nianna ind i hendes favn igen, som hun vippede hendes hoved lidt op. "Jeg har det her," siger hun i en hvisken. Imens hun sørger for at holde Nianna tæt, hun tørrer hendes tåre væk fra hendes kinder med et svagt smil. Det gjorde ondt på ulven, at hun ikke kunne hjælpe en i hendes flok. Den var en leder, en som sørgede for sin flok, hadede hvert et øjeblik den ikke kunne gøre noget for at hjælpe en i flokken. Det var ren ulve mentalitet som den havde, men det var noget Xilla tog tæt og prøvede hjælpe den bedst muligt med de ting. 

Nianna knugede sig ind til Xilla, da hun bevægede sig, et tydeligt tegn på at trods smerterne ville hun ikke have at hun gik, så en lettelse lagde sig over hende, da hun blev løftet op og båret rundt. Overrasket over Xillas styrke, men taknemlig for at hun tog sig de hensyn til hende. Hun lyttede opmærksomt, og skævede ned imod busken ganske kort, det var den rigtige hun var gået hen til, inden hun lagde ansigtet ind imod Xilla igen. Hun sagde intet, udover de små klynk når smerten fra en berøring blev for intens for hende, ikke før Xilla til sidst nævnte noget om drikken var færdig, først da slap hun sit greb i hende, bange for at røre sig, rakte hun med en dirrende hånd efter det, smagen var ikke behagelig, den var mere bitter end normalt på grund af saften i planten, men det var bedre end ingenting når hun ikke havde mulighed for at tørre planten først. Hun fik det sidste ned, med et ansigt vrænget af den grimme smag, inden hun puttede sig ind imod Xilla igen med et svagt suk. 
Hun lyttede til den melodi, hun blev ved med at nynne for hende, hun kendte den ikke, men den var underligt beroligende, hun mærkede hvordan hendes skuldre sank en smule sammen, som hun faldt mere til ro ved den nynnende melodi. Der ville gå noget tid, for plantens lindrende egenskaber ville nå rundt i hendes krop. "Tak......" hviskede hun svagt, inden hun løftede blikket op imod hende, hun mærkede Xillas hånd stryge tårerne væk, som hun forsøgte at holde tårerne tilbage, et svagt smil gled over hendes læber.

Hendes blik fulgte med, som hun fik trukket det hele af det hun havde lavet til hende. Det så nu ikke ligefrem ud til det havde smagt særlig godt, men det var kun positivt hun havde fået det hele ned alligevel, når det på et tidspunkt i hvert fald ville begynde at hjælpe hende med de smerter hun havde. Hun sendte et varmt smil til Nianna som hun kigger op på hende, som hun stryger hende en gang over håret for at få det væk fra hendes ansigt, så det ikke begyndte at klistre sig til ansigtet pga tårene der havde fået frit spil. "Er der andet jeg kan gøre?" Spørger hun stille, næsten som en hvisken, i tilfælde hendes stemme ville kunne give hende ondt i hovedet. Hun vidste bare dette var noget som nok skete normalt for dem som bandt energier sammen, men hun ville gøre alt for tiden efter blev mest behagelig for Nianna. 

Hun lod hende putte sig ind til hende, imens hun havde en arm låst omring hende, så hun ikke bare lige kunne forsvinde væk eller vælte ned hvis Xilla var bare lidt uopmærksom, det kunne de ikke have. Hun ligger sit hoved ovenpå hendes, imens hun bare sørger for at gøre det mest muligt afslappende for Nianna. Hun kunne ikke selv hvor hun havde den sang fra, det undrede hende, men hun vidste også der var stadig meget hun ikke vidste fra fortiden. Så det var nok en sang fra dengang, men det var en som så ud til at berolige Nianna, så det var tydeligvis noget som hjalp. Ulven havde taget sig tid til at falde lidt mere til ro, da det så ud til de havde hjulpet hende som det så ud lige nu, så følte den ikke for at flippe helt ud som den lige havde været ved. Lige sådan et tidspunkt var det godt at Xilla havde mest styr på forvandlingen, ellers var den da gået så meget i panik den bare havde fået dem til at forvandle, uden så overhovedet at kunne hjælpe. Det var ikke altid den var lige klog, men det kunne de ikke gøre noget ved.

"Du må ikke gå fra mig..." Hendes stemme var lav, men helt febrilsk som et ulykkelig barn, der frygtede at blive efterladt alene, hun knugede sig ind til Xilla, det var tydeligt at se Nianna altid havde været alene, for barnet i hende var hun aldrig vokset fra, trods hun havde måtte vokse op så hurtigt og klare sig alene i skoven. Hun lukkede øjne og lagde kinden ind imod Xillas brystkasse, lyttede til den berolige lyd af hendes hjerte der bankede, hun vidste ikke hvorfor den lyd kunne virke så beroligende, hun havde da mærket sit eget men aldrig oplevet det som værende beroligende, kunne det være fordi hun betragtede Xilla som familie? Eller skyldtes det de år hun ikke hun huske, for hvor stammede hun egentligt fra? Hun skubbede tankerne fra sig, for uanset hvor meget hun havde grublet over det, var der aldrig dukket nogle svar op, fortiden var på en eller anden måde slette.

Hun sukkede svagt, og et lille smil tegnede sig om hendes læber, følelsen af at have en familie, omend det måske ikke var den normale måde, følte hun sig faktisk lykkelig trods smerterne, endelig var hun ikke længere alene i verden, der var en. "Ikke alene mere....." hviskede hun svagt for sig selv, som smilet blot voksede omkring hendes læber. Hun kom til sidst i tanke om maden og slog øjnene op med det samme. "Maden...!" udbrød hun og rakte ud efter det varme fad, for at få det ud fra bålet inden de ville brænde på og blive helt uspisligt. 

"Jeg er lige her Nianna," hvisker hun, som hun holder et fast greb omkring hende så hun ikke falder nogle steder. Hun kunne mærke nærmest et savn fra Nianna, tydeligt hun nok havde været alene i mange år. Det var aldrig godt for en person at være alene længe af gangen, det var noget som kunne sætte en nogle år tilbage i det hele. Hun hummer lidt, imens hun nusser hende på ryggen, imens de bare sidder der som hun biliver beroliget mere som tiden langsomt går. Xilla og ulven nyder bare at kunne få hende til at være mere rolig, hun var som en del af deres flok, så de ville på ingen måde bare efterlade hende som tingene var. De skulle nok beskytte hende så godt de kunne, enhver som tænkte på at skade hende, ville de være nød til at sætte tænderne i.

Et smil bryder på hendes læber, "du kommer aldrig til at være alene mere, jeg vil altid være her," siger hun roligt. De for et helt chok, som hun pludselig kommer med et udbrud, hun fandt dog ud af det blot var for maden, ulven var ellers lige klar til at flå en eller anden fra hinanden, hvis der havde været nogle. Hun havde selv glemt alt om maden, hun havde haft mere travlt med at sørge for Nianna, så hun ikke havde alle de her smerter. Men så snart hun ser på maden, så var det tydeligt også kun lige i sidste øjeblik at Nianna kom i tanke om det igen. Det lugtede ikke brændt endnu, men det var tydeligt at se få sekunder mere, så havde det lugtet brændt, og bare været noget træls noget.

Nianna kunne ikke være mere taknemlig, end hun følte sig lige nu. Hendes liv havde udviklet sig på en måde, hun aldrig havde turde tro eller håbe på, den familie, de bånd hun aldrig havde haft. Hun sukkede dæmpet for sig selv, og mærkede hvordan hylden langsomt begyndte at lindre hendes smerter, så hun bedre kunne bevæge sig, hun trak vejret mere frit som hun lod blikket glide op på Xilla med et strålende smil, et af dem som nåede helt ind i hjertet. Hun ønskede inderligt at det skulle være sandt, at hun altid ville være der, men inderst inde havde hun også en følelse af det ikke ville være rigtigt, ikke fysisk i hvert fald. 

Som hun greb ud efter fadet, glemte hun alt om at tage et skind for ikke at brænde fingrene, men hylden hun havde drukket, havde dulmet alle sanser, så hun fik det hurtigt ud af bålet og sat det ned på en flad sten, for at kunne køle af. Hendes blik granskede nøje maden, som hun trak vejret dybt, det duftede dejligt stadig og så ikke sort ud, det meste af væden var stadig i fadet, selv kødet der ellers var tørret for at holde længere, så mere indbydende ud nu hvor det havde suget noget væske til sig. "Sulten?" spurgte hun glad, inden hun rejste sig lidt forsigtigt op, hun var stadig udkørt og hendes ben dirrede for en stund faretruende under hende, inden hun genvandt balancen og med små, næsten museskridt, bevægede hun sig hen og tog et par af de træ skåle, hun selv havde hugget ud med et stykke flint. Tiden hun havde brugt med at betragte byen, havde vist hende mange ting hun selv manglede for at lette hverdagen, og ideerne havde hun taget med sig hjem, kun et par træskeer havde hun været så heldig at finde, for uanset hvor mange gange hun havde forsøgt at lave nogle var det gået galt igen og igen for hende. Hun rakte den ene skål og ske frem imod Xilla, så hun selv kunne tage alt efter hvor sulten hun var. 

Hun følger med i alle de bevægelser som hun laver, som hun går fra den ene side til den anden for at finde ting frem hun har rundt omkring. Hun husker vel og mærke på hvor alting er, så hun vel ved det til en anden gang. Hun var dog ved at flyve op flere gange, som hendes ben dirre under hende, satte Xilla helt på kanten, tænk sig nu hvis hun endte med at falde. Men det var tydeligt at se og mærke på Nianna, at hylden var begyndt at hjælpe på hendes smerter. "Ja, det dufter godt," siger hun med et smil, som hun tager imod skålen og skeen, som hun for af hende. Også selvom hun ikke spiste ofte, mest når hun blev husket på at normalt spiser folk. Hun tager noget af maden over i hendes skål, så hun kan få spist lidt, selvom det ikke er noget der faktisk er nødvendigt for hende. 

Hun kommer med en svag hummen, "går det bedre med smerterne nu?" Spørger hun roligt, imens hun et øjeblik ser over på hende. Hun begynder at spise lidt, imens hun holder øje med Nianna, i tilfælde hun lige pludselig er i smerter igen. Ulven er klar til det mindste, imens Xilla spiser, den er helt oppe på dubberne klar til hvis der lige pludselig sker et eller andet. Det var god mad, det kunne hun sige så snart hun smager på maden. Duften af det havde fået hende til at tænke hvor godt det virkelig smagte, som hun smagte på det, så var det jo bare ligeså godt som det duftede. 

Som hun havde fundet de fornødne ting frem, lod hun sig stille synke sammen ved siden af Xilla. Smerterne var der stadig, men det var lettere at udholde, der skulle nok en god lang nattesøvn til, før hun ville være helt på toppen igen, som hun kunne mærke at alle hendes kræfter var svækket, om hun så ville kunne hun ikke få et græsstrå til at gro. Hun rakte stille frem og fik lidt af maden over i skålen med sin ske. Inden hun rettede sig lidt tilbage og nysgerrig betragtede hun Xilla tage den første mundfuld, spændt på om hun ville kunne li det, eller ende med at spytte det ud igen. Til hendes fornøjelse så det dog ud som om at hun godt kunne li maden. Lettet tog hun selv en smule op på skeen og forsigtigt pustede til det, inden hun tog det i munden. 

Da hun spurgte ind til smerterne, nikkede hun ganske let. "Ja tak, meget bedre.." svarede hun mildt, inden hun fortsatte med at spise. Hun puffede blidt til Xilla med skulderen, inden hun vendte blikket imod flammerne. Det hele virkede så beroligende, selskabet, maden, bålet. Hun trak sig lidt sammen mens hun spiste det sidste af maden, og derved stillede den sult der så længe havde fyldt, det var fantastisk endelig at få noget i maven igen.

Hun kom med en glad hummen ved hendes svar, så kunne de slappe lidt mere af igen. Hun puffede blidt tilbage, med et stort smil. Hun var dog rimelig hurtig til at spise, så da hun var færdig satte hun det ned på jorden. "Det godt du har det bedre, vi blev lige bekymret et øjeblik over det, ulven hun er meget beskyttende overfor dem hun ser i sin flok," siger hun med et smil, som hendes ulv kort træder frem, så deres øjenfarve bare mikser sammen. "Men tak for maden, det smagte rigtig godt, det du god til," siger hun. Imens hun igen betragter Niannas lille sted, som egentlig bare er rigtig hyggeligt. Hun må have boet her et stykke tid, med alle de ting som er her. Hun syntes det var flot hun havde klaret alt det her selv, uden helt at vide hvor længe hun havde været alene, men noget sagde hende det var længe, hvis det ikke var fordi at hele dette lille hjem gav hende ideen om det var længe. 

Der var stille i skoven, udover hvad de lavede. Her  var stille, ikke nogle som havde lyst til at vandre rundt herude tydeligvis. Hun kunne ikke engang høre nogle af skovens dyr, i hvert fald lige i dette øjeblik. Men det havde nok mere at gøre med, de har kunne fornemme hendes ulv i nærheden, så har nogle dyr det med at holde en del afstand til hvor hun faktisk har været.

Mens Nianna får spist maden færdig, betragter hun Xilla i stilhed mens hun blot lytter til hendes ord. En varm følelse spreder sig indeni hende, af ren taknemlighed. Hvornår er hun blevet så heldig? At møde så fantastisk er menneske, eller engle. "Tak Xilla..." svarede hun ganske blidt, inden hun fik færdig gjort maden, og satte skålet ned foran sig med skeen deri. Hun lod sig dumpe tilbage, mens blikket hvilede imod den stjerneklare himmel over dem. Et smil lagde sig om hendes læber, inden hun foldede hænderne under sit hoved. Da Xilla roste maden, vendte hun blikket let over imod hende, og sendte hende blot et lille smil, inden hun gjorde et svagt nik. Det glædede hende at maden havde smagt godt, hun var ikke selv meget imponeret, for det var jo den slags mad hun var mere eller mindre vant til at få som oftest. 
Som hun lå helt afslappet, lyttede hun til skovens stilhed, den virkede helt unaturlig, kunne det skyldes Xilla, eller måske hendes ulv? "Xilla... Hvad hedder din ulv?" spurgte hun dæmpet, inden hun drejede blikket over imod hende igen.

Hun ser overrasket på Nianna som hun spørger til et navn, aldrig havde nogle overvejet at spørge til et navn til hende, men så igen de fleste regnede med at den ikke var nærmest den helt egen, med en personlighed. Hun rynker lidt på næsen, hun havde aldrig overvejet det før, måske det var på tide hun fik et navn? "Jeg har faktisk aldrig overvejet at give hende et navn, for de fleste tror ikke hun er sin egen. Normalt hvis man kan forvandle sig, så det mere du er i en anden krop, men det er stadig bare dig. Hvor, vi er anderledes, fordi hun er sin helt egen ligesom jeg er, det ikke mig der helt præcis styre hvad der sker i ulve kroppen, ligesom hun ikke kan styre det som sker i menneskekroppen. Jeg kan altid få hende til at forvandle tilbage, men stod det til hende kunne hun bare være hende i flere dage," siger hun, imens hun ser tænkende ud i luften, før hun ligger sig ned. Det havde altid været specielt, alle i hendes familie havde syntes det var specielt, det minde havde hun i hvert fald stadig som hun kunne huske det. Men at give hende et navn faldt hende aldrig rigtig ind, for ofte regnede alle med det altid var Xilla, alt der skete som ulven gjorde var Xilla, men det var det jo ikke ligefrem.

"Men du må gerne give hende et navn, det kan være hun har brug for det, at nogle vil anerkender hende lidt mere end jeg gør," siger hun med en svag latter. Nok anerkendte hun sin ulv ofte, men den føltes sig stadig lidt udenfor det hele, måske var det bare fordi hun manglede et navn? Sådan som hun kunne høre en hylen i hendes hoved, vidste Xilla at ulven var begejstret for ideen om faktisk at have et navn, istedet for bare være ulven.

Nianna betragtede hende i stilhed mens hun lyttede, hun gjorde nogle små nik undervejs, inden hun lod blikket glide tilbage til den stjerneklare himmel. Det virkede ikke til at ulven havde noget navn, men hvis hun skulle møde den en anden gang, ville det da være rart at kunne kalde den noget i stedet for blot den eller ulv, men et navn. Da Xilla lagde sig ned ved hendes side, vendte hun ansigtet imod hende, inden hun blidt lagde sig ene hånd over hendes i stilhed, inden hun vendte blikket tilbage imod himlen. Hun blev dog tydeligt overrasket da Xilla pludselig foreslog at Nianna kunne finde på et navn. Hun måbede let og lod en hånd glide igennem håret, for hvordan skulle hun dog kunne finde på et navn? Og sæt ulven ikke ville bryde sig om det, og hvad med Xilla? Hun sukkede eftertænksomt mens hun stirrede med et alvorligt udtryk op i himlen, hendes tanker kredsede rundt og rundt i ring, det skulle være perfekt til ulven som på alle måder var perfekt i hendes øjne. 

Hun brummede svagt for sig selv, inden hun gav Xillas hånd et lille klem. "Gaia....." hviskede hun dæmpet, usikker på om det var noget nogen af dem ville kunne li, tøvende skævede hun over imod Xilla mens hun bed sig forsigtigt i læben.