Det var et job der gav perfekt mening for Ellis - han var tydeligvis god til det, i hvert fald de små sten, og Juno kunne ikke andet end at forestille sig at arbejdet var nemmere for Ellis, end det var for dem der skulle oplæres i det. Og stenhuggere havde man vel brug for over det hele. De kunne sikkert godt finde noget til ham, hvis Ellis ombestemte sig og tog med ham væk. Hans eget job var desværre noget mere lokaliseret. Han ville nok ikke finde et lagerjob herude. Så var der selvfølgelig hans anden beskæftigelse.....

"Jeg kunne virkelig godt lide det," svarede han ærligt og med et forsigtigt, men varmt, smil, ved tanken om Killian og Giles. "Ejeren var virkelig sød. Hjalp mig igennem en svær tid. Og staldmesteren..." De ti nemmeste måder at beskrive Killian på, havde alle noget med hans smil eller kropssprog eller krop at gøre, og Juno tænkte ikke at Ellis ville værdsætte den slags, så han nøjedes med at slå blikket ned, og skjule sit voksende smil bag en hånd. "Han var også sød," mumlede han, i noget der føles som en løgn, fordi 'sød' aldrig havde været nok til at beskrive Killian, når først han skruede op for charmen. 

Det var rart at se spørgsmålet gøre Juno glad. Det forsigtige smil virkede som det mest oprigtige, han havde set på han ansigt endnu, og det fik Ellis til at smile lidt mere naturligt også. Juno havde tydeligvis været glad for sin arbejdsplads, ejeren og staldmesteren. Det lød rart at arbejde sådan et sted, hvor ejeren var så venlig, og staldmesteren kunne få Juno til at reagere som han gjorde. Se ned og smile, som var det ikke lige "sød", han tænkte på af beskrivelse. Det gjorde ikke Ellis noget, altså, han var vokset op i en lille landsby, hvor den slags ikke var velset, mest fordi man skulle have børn for at holde livet kørende, men kærlighed var vel kærlighed. Ikke?
"Det lyder dejligt. Fortæl noget mere." Det var ikke en ordre eller et krav, mere et nysgerrigt spørgsmål. Selv noget så trivielt som et sted at arbejde i en storby var nyt for Ellis og han var oprigtigt interesseret i at høre mere.

Ellis fik drukket sit te og føle sig efterhånden dejlig varm og afslappet, som han lyttede til Juno og bidrog med lidt ind i mellem. Smilede og lo lidt, mens han forestillede sig livet i hovedstaden. Han ville meget gerne se den en dag.
Men freden varede ikke ved. Ellis var så optaget af sin gæst, at han ikke hørte, at der var nogen udenfor. Det var først da døren blev smækket op og Maas pludseligt stod der, at det gik op for ham, at manden var kommet alt for tidligt hjem.

Maas var en stor mand, så bred at han kun lige kunne gå normalt ind af døren og så høj, at han måtte bukke hovedet en smule. Det var tydeligt at se på ham, at han havde drukket, som hans vrede øjne var en smule røde og hans ansigt lidt rødmusset, men han var tydeligvis ikke meget fuld, som han stod stabilt og sagtens kunne fokusere. De brune stikkende øjne lagde sig på de to drenge, og det var tydeligt, at han var vred.
"Hvad laver en fremmed i vores hus, Ellis?" Hans blik gled fra Juno til Ellis, som han valgte at ignorere den fremmede og i stedet koncentrere sig om sin dumme adoptivsøn. Stemmen var hæs og brummende, men tydelig nok.

Ellis rejste sig hurtigt og trådte lidt frem, så han stod i mellem Juno og Maas.
"Han havde brug for hjælp. Det var koldt udenfor, og jeg..." Hans lidt forklaring, der blev givet med en lidt tynd stemme, blev afbrudt med det samme.
"Hvad har jeg sagt om fremmede og at give ved dørene?!" Maas hævede stemmen og tog et par skridt frem mod Ellis, der på en eller anden måde lod være med at bakke væk fra ham.

Det var rart bare at sidde og fortælle Ellis om hans liv i Dianthos. Teen varmede ham og Ellis' opmærksomhed og smil gjorde det samme. Han kunne ikke få sig selv til at bringe Hector op mere, og banden kaldte han heller ikke en bande, men derudover snakkede han frit om sine venner, kollegaer, børnene og byen helt generelt. Det var behageligt at se Ellis smile og være interesseret, og derfor var Junos parader også skænkede, da døren pludselig åbnede.

Med sit hjerte i halsen sprang Juno op fra sin stol. Koldsved løb ned ad ryggen på ham ved synet af manden, han gik ud fra var Maas. Juno havde fået en generel sund frygt for mænd, men store mænd, men der var ældre end ham, større end ham, stærkere end ham, der så truende ud eller lød vrede, de fik frygten frem i ham i så stor en grad, at det føltes som om hele hans krop lukkede ned. Han ville gerne have gjort som Ellis, og forsvaret ham til gengæld, eller i det mindste have bakket ham op verbalt, men i stedet var alt han kunne gøre at lægge en hånd mod Ellis' ryg, for at lade ham vide at han var der. Forhåbentlig sendte han også et signal om at ville hjælpe ham, selvom han ikke stolede på sin krops evner.
"Jeg skal nok gå," tilbød han, også til Maas, men mest henvendt til Ellis. Han flyttede dog ikke det mindste på sig, rædselsslagen for at gå forbi den fremmede mand. 

Ellis blev stående mellem Juno og Maas. Ikke at han var modig eller noget, han rystede i bukserne, for Maas var vred, meget vred. Han kendte de små tegn. Rynken over næsen, de knyttede næver, øjnene der skød lyn. Mest lignede han en bjørn, der var vred over, at man var kommet mellem den og dens unger. Hvis Ellis altså kunne sammenligne med det, for han havde aldrig set en bjørn.
Men han blev stående, for det nyttede ikke at gøre andet. Han boede her, og de gange han var smuttet fra en røffel, var det hele blevet meget værre. Og selvom det gav et svagt sæt i ham, da Juno lagde en hånd mod hans ryg, flyttede han ikke blikket fra Maas.
"Jeg kunne ikke bare lade ham fryse ihjel!" Der kom lidt mere kraft på hans stemme, støttet af Junos berøring.

Der var dog ingen, der reagerede på Junos ord. Maas ignorerede ham fuldstændigt, og Ellis havde for meget at se til med den vrede mand.
"Du skal ikke slæbe folk med hjem. Det troede jeg, at jeg havde gjort klart, dumme unge." Maas tog de sidste skridt frem mod Ellis og hurtigere end man skulle tro den store, berusede mand kunne bevæge sig, langede han ud og greb ham om nakken. Det var et hårdt greb og Ellis gispede forskrækket, mens han skar ansigt. Uden at kunne gøre noget, som var han bare en lille kattekilling, blev han hevet frem, så han nær var væltet.

Fremdriften sendte ham direkte ind i Maas' knæ, der ramte ham i maven og ret effektivt bankede luften ud af ham. Mens han desperat gispede efter vejret, greb Maas fat om halsen på ham med en arm, så han var bukket forover, og så faldt det første hårde slag. En knyttet næve bankede ned i mod hans ryg, hårdt og brutalt, så hans ribben, rygrad og det blødere kød længere nede, der lå over hans nyrer, skreg i smerte. Ikke at han havde luft til det, han gispede bare for hvert slag med tårer i øjnene.
"M-maas, s-stop," gispede han, men manden slog igen og igen, ligeglad med hans bøn og ligeglad med, at der var andre i rummet.

Mere end noget andet havde Juno bare lyst til at tage Ellis' hånd og stikke af med ham. Men Ellis stod så fast. Juno kunne genkende frygten, men det betød ikke noget i hans øjne, fordi Ellis tydeligvis ikke lod den vinde.

Juno så bare lamslået til, da Maas trådte frem og greb fat om Ellis. Et øjeblik følte han lettelse over at det ikke var gået ud over ham selv, straks efterfulgt af skam, en følelse der kun voksede sig større, da han kun så på, imens Ellis, der havde hjulpet ham så meget, kun fik tæsk for sin venlighed.

Der kun flere sekunder, der føltes som en evighed, før Juno fik sin krop til at lystre igennem frygten, og rakte ud efter sin kop. Teen der var i, var blevet kold imens han havde talt, og nu blev den kastet i hovedet på Maas, straks efterfulgt af koppen, der dog missede, men ikke med mere end et par centimeter.
Juno havde ikke lyst til at komme tættere på. Han vidste, at hvis en mand som Maas først fik fat på ham, så ville han gå i baglås og være ude af stand til at kæmpe imod. Han var nødt til at holde sig på afstand. 

Han greb fat om Ellis' kop og var klar til at kyle den mod den større mand også, hvis ikke han slap Ellis. Skiftedes hans opmærksomhed sig til Juno, var Juno mere end klar til at stikke af. 

Ellis ville gerne sprælle for at komme fri. Han ville gerne kæmpe i mod. Men han følte sig så hjælpeløs. Maas havde et godt tag i ham og han manglede stadig luft, som slagene fik hans muskler til at trække sig sammen og forhindre ham i at trække vejret dybt ind. Der var ikke rigtigt noget, han kunne gøre. Og han vidste også, at det var bedst at lade være. Al modstand gjorde bare Maas endnu mere vred. Så han stod bare stille med et hårdt greb i Maas' arm, så han kunne holde balancen og ikke blive kvalt i hans greb. Hvert slag fik ham til at gispe, men det var også den eneste lyd, der kom fra ham, som han nægtede at give mere end det.

Han så ikke, hvad der skete, men han mærkede væske ramme sin bare hud, som teen ramte Maas i ansigtet. Og pludseligt kom et krus flyvende og ramte gulvet med et brag. Det gik op for Ellis, at det var Juno. Juno forsøgte at hjælpe ham. Noget der måske skulle bringe glæde, men i stedet fik han et forfærdet udtryk i ansigtet. Det var ikke godt. Slet ikke godt! Maas var ligeglad med, hvem han gav bank, det ville rage ham en høstblomst, at Juno var en fremmed.

Og ganske rigtigt, Maas slap ham, og han røg på knæ, hostende og med et udtryk af smerte. Han forsøgte at gribe fat i mandens ben, men han kunne næsten ikke bevæge sig, så ondt gjorde det, og Maas trådte ud af hans rækkevidde.
"L-lad ham være!" Han ville råbe, men det blev bare til en forpustet bøn.

Vreden var tydelig i Maas' udtryk, som han med ærmet tørrede teen af ansigtet og trådte hen i mod Juno. Det var tydeligt, at han havde planer om at give ham et lag tæsk for sin frækhed at være i hans hjem, spise hans mad, gå i hans tøj og nu kaste te efter ham.
Han ville gøre sit for at få fat på Juno. Han var hurtig, og han var stærk, og han ville bruge sin brede krop til at forhindre Juno i at smutte nogen steder, fange ham mellem sig selv og bordet, række hurtigt ud efter ham, hvad end der var nærmest, tøj, hår, håndled.

Al vold var det samme. Det her var ikke anderledes end at være tvunget til at se, hvad Vargas gjorde ved Hector. Det var en unødvendig vold, som Juno ikke kunne gøre noget for at stoppe, havde han troet. Men Maas stoppede, for han var alligevel ikke ligesom Vargas, var han? Han havde ikke hængt han op i håndledene eller pisket ham til han besvimede eller taget hans evne fra ham. Maas her var en simpel mand. En bonderøv. En alkoholiker. 

"Ellis," Juno udåndede lettet hans navn, da Ellis blev sluppet af den store mand, der uforbeholdent havde banket på ham. Inden han fik tænkt sig om, tog han et skridt frem mod ham, opsat på at hjælpe ham på benene. Men så var Maas der, imellem dem, på vej mod ham, og det Juno skulle have gjort, var at stikke af. At bruge sin evne til at træde igennem bordet, at løbe den modsatte vej, måske endda at gemme sig. 
Alt det indså Juno for sent. Med Maas imellem sig selv og Ellis, tog han straks et fumlende skridt baglæns, men han ramte kun ind i bordet bag sig. Inden han kunne nå videre, blev der trukket hårdt i hans håndled, og helt instinktivt smadrede han Ellis' krus mod Maas' store, grimme hoved, hvor det splintres men ikke lod til at hindre Mass den mindste smule, der kun fortsatte mod Juno og fik ham op mod bordet.

"Ellis, løb!" Juno skreg denne gang. Det her måtte ikke blive som med Hector. Der var ikke andre der skulle komme til skade i forsøget på at passe på ham. Han vidste, at det her var hans grænse; så snart Maas havde ordentligt fat i ham, kunne han ikke længere kæmpe imod. Panikken overvandt ham, og han forsøgte ikke at komme væk eller at gøre modstand, han forsøgte bare at beskytte sig selv mod slagene der kom, så godt som han kunne. 

For et øjeblik kunne Ellis ikke gøre noget. Han gispede hårdt efter vejret og forsøgte at få følelsen tilbage i sin krop. Eller, det var måske forkert udtrykt, for han kunne sagtens mærke sin krop og sin gennembankede ryg, men han kunne ikke bruge den lige nu. Alting summede og føltes dødt. Så han stirrede bare på Maas og Juno med opspærrede øjne, som Juno slog kruset mod den store mands hoved, så skårene fløj til alle sider. Det hjalp bare ikke, selvom Maas kort vaklede. 

Det var først, da Juno skreg hans navn, skreg at han skulle løbe, at der kom liv i Ellis. Løbe. Sikkerhed. Nej! Han kunne ikke bare efterlade Juno! Som i en drøm kom han på benene og så sig desperat om efter hjælp. Han kunne ikke bare stoppe Maas, manden var for stor. Og fuld. 
Hans blik faldt på ildrageren ved kaminen. Uden at tænke sprang han over for at gribe den. Metallet var koldt mellem hans fingre, som han i nogle lange skridt gik hen til Maas og Juno. Og så slog han. Hårdt. Faktisk så hårdt han kunne, for han var helt desperat efter, at han skulle slippe Juno.

Lyden borede sig ind i hans hoved, og ville uden tvivl jagte ham resten af livet. I et sekund gik alting i stå. Og så gav benene efter på den store mand, der væltede tungt om på gulvet, så Ellis måtte træde tilbage for ikke at blive væltet. Fuldstændigt hylet ud af den, stod han og så ned på manden på gulven, inden han endeligt tabte ildrageren, der klirrende ramte gulvet, og kastede sig ned over Maas.
"Nej, nej, nej, nej, hvad har jeg gjort?! Hver sød at trække vejret, hver sød..." Han lænede sig ned over ham, og en lyd af lettelse forlod ham, som han kunne mærke brystkassen hæve og sænke sig og ånden, der lugtede af øl, komme i mod sig. Han levede. Han blødte, men han levede. Ellis lukkede lettet øjnene. Hans hoved var tomt, ud over panikken over, hvad han lige havde gjort.

Juno var på ingen måde klar over hvad Ellis lavede. Forhåbentlig løb han sin vej, som han havde bedt ham om, men det betød ikke så meget. Så længe manden vrede gik ud over Juno, var Ellis i sikkerhed. Juno selv havde opgivet at kæmpe imod; han var overrumplet af følelsen af, at det hele var ligegyldigt nu, selv imens slagene regnede ned over ham. Han havde ikke kunne beskytte Hector, så det her var alligevel det mindste han fortjente. 

Det kom som en overraskelse for ham, da Maas faldt til jorden. Juno havde hørt lyden af metal mod ben, men han havde ikke forstået at det var Ellis, der var kommet ham til undsætning. Han åbnede øjnene og rettede sig langsomt op, hvor hans blik straks faldt til den store mand på gulvet. Han havde ikke holdt sig tilbage med sin styrke, men Junos ansigt og krop havde i forvejen gjort forbandet ondt, så han var mere optaget af Ellis. Han havde kunne se, at det her ikke var første gang han var blevet slået, men det havde alligevel været hårdt at se på. Det var næsten endnu værre at se Ellis være bekymret for den store mand.

"Det så ikke ud som om han har den mindste idé om, hvad det vil sige at være sød," mumlede Juno, imens han haltede hen til Ellis. Hans ben var uskadt, hele hans krop var bare så anspændt, at han lige skulle vænne sig til at gå igen.
Lettelsen var tydelig at læse på Ellis' krop, og Juno kunne regne sig frem til at det betød den store idiot var i live. Han satte sig på hug ved siden af Ellis og strøg blidt en hånd over Ellis' lyse hår, som var det et af hans børn han trøstede. "Hvad vil du nu? Hvis du vil blive her, så okay, men... så smadrer jeg hans knæ med dén der før jeg skrider, jeg kan ikke gå, hvis jeg ved at han kan jagte dig omkring." Det var et forsøg på humør, selvom det var noget makabert, og sikkert også alt for tydeligt at han mente det.

Ellis lagde ikke mærke til Juno. Hverken til hans tilstedeværelse eller hans ord. Selv hånden, der bevægede sig hen over hans hår, tilkaldte sig ikke hans opmærksomhed. Han sad bare på sine knæ og stirrede ned på den store mand, der havde taget en ukærlig rolle som hans far. Han havde været det tætteste på en forældre, Ellis kunne huske at have haft. Nok havde der ikke været ret meget kærlighed, men han havde da haft tøj på kroppen, mad i maven og tag over hovedet. Og Maas havde passet på ham. Lært ham at klare sig i verden. Trøstet ham, når han kom til skade. Lært ham lidt om at slås. Maas var alt, hvad han havde. Der var ikke andre i hans liv, som ville hjælpe ham.

Men han havde også slået ham. Råbt af ham og skældt ham ud over ingenting. Tvunget ham til at arbejde, når han ikke kunne mere, selvom det ikke var nødvendigt. Ladet ham leve af så lidt som muligt, mens han havde drukket pengene op, de krystaller Ellis havde tjent for dem begge to. Et eller andet sted, havde han holdt ham fanget i det lille hus i den lille landsby. Aldrig ladet ham udfolde sig. Beholdt ham for sig selv.

En enkelt tåre gled ned over Ellis' kind og trak ham ud af tankerne. Pludseligt rakte han ud, greb Maas' hånd og pressede den ned mod gulvet. Stengulvet. Den anden hånd lagde han mod den ujævne sten og pludseligt sank den store hånd ned i stenen, som var stenen blevet til en tyktflydende væske, der slugte hånden og dækkede den til. Snart så stenen ud som før, men Maas' hånd var væk. Håndledet stak op i en skrå vinkel. Han ville ikke kunne rykke sig fri.

"Hjælp mig med at pakke." Han kom på benene, med hjertet i halsen, og gik hen til den store kiste. Han hev et par store rygsække op og smed dem på sengen, inden han begyndte at hive tøj op. Det var Maas' det hele og for stort til de to drenge, men det var bedre end ingenting. Han rejse sig og gik ud i køkkenet, hvor han greb en gryde og en pande, to trækrus og to træskåle med et par skeer, det Maas plejede at tage med, når de skulle på tur. Han gik ind og smed det i sengen, inden han gik tilbage og hev alt det mad frem, han kunne finde. Tørret kød, lidt frugt, lidt grøntsager. Der var ikke meget, men det var en start. Det smed han også i sengen, inden han gik over til kaminen og flyttede en tynd flise, der skjulte et hemmeligt rum. En pose med krystaller dukkede op. Ellis vidste den var der, men han vidste ikke, hvor meget der var. Det var Maas, der havde styr på den slags. Men han kunne ikke helt skjule, at han var skuffet. Han troede, at der ville være mere. Meget mere. De brugte jo ingenting. Hvor var krystallerne blevet af?

Det var ikke at Juno ikke forstod, for det gjorde han skam. På trods af hvor voldelig og uduelig en far han selv havde haft, var han trods alt blevet skuffet, da Kerfeir ikke ville købe ham fri fra Vargas. Man havde forventninger til dem, der opdrog én, sådan var det bare. Han håbede at Ellis var blevet skuffet nok gange til at tage med ham, men han ville ikke håbe på for meget, så han var alligevel lettet, da Ellis lod til at træffe et valg.

"Okay," svarede han, da Ellis bad ham om hjælp, og fulgte til at starte med lidt ubehjælpsomt efter Ellis, indtil det gik op for ham hvordan de kørte, og han skyndte sig at smide det tøj, Ellis kastede til ham, ned i rygsækkene, og da han senere kom med køkkenudstyr, pakkede han også det ned - lidt i hvert, så det ikke blev for tungt i den ene. Det samme med maden.
Han tog en stor jakke fra en knage og tog den på selv, inden han smed den ene rygsæk over skulderen, og holdt den anden jakke spørgende frem mod Ellis.
"Hvor længe holder det der? Skal vi skynde os?" spurgte han, selvom han allerede var helt oppe at køre, og klar til at skynde sig ud af huset med det samme. 

Ellis var gået i stå, siddende på knæ ved det hemmelige rum, med posen med krystaller i hånden. Han havde en sur fornemmelse i maven, som han bevægede fingrene lidt uden på det ru stof for at mærke mønterne i posen. Alt det hårde arbejde, han havde lavet for Maas igennem tiden, og det var, hvad der var blevet ud af det? Han vidste godt, at stenene kostede penge, maden kostede penge, alt kostede noget, men...

Han blev rykket ud af tankerne, da Juno talte til ham, og han løftede hovedet for at se på ham. Han havde taget Maas' jakke på. Den han bedst kunne lide, fordi lommerne var så dybe og kraven kunne slås op. Et eller andet sted havde han lyst til at bede ham lade den hænge, men i stedet svarede han på hans spørgsmål.
"Det holder til nogen finder en mejsel og en hammer. Men hvor længe han er bevidstløs..." Et stik af bekymring kom igennem ham, og han rejste sig. "Vi må hellere se ad at komme af sted." Posen med krystaller røg i en lomme i hans jakke, inden han tog jakken på og tog den anden taske.

Alt i ham skreg på at stoppe op og overveje, hvad han havde gang i. Maas bevidstløs, Juno der tog ham med, Ellis der stjal både ting, tøj og krystaller. Men han lod ikke sig selv tøve, beslutningen var taget. Og Maas ville banke ham resten af hans liv, hvis han var her, når de fik ham fri af gulvet. Så han smed lidt ekstra brænde i kaminen, så Maas ikke ville fryse til nogen hørte ham råbe om hjælp. Og derefter skubbede han Juno ud af døren og greb hans hånd, som han hev ham med sig. Det var uden tvivl mere sikkert at gå uden om byen, men Ellis ville væk så hurtigt som muligt, og det var ret mørkt, så markerne var usikre at gå på. Derfor småløb han ud på vejen og syd på. Der var alligevel ingen ude på denne tid til at se dem og stoppe dem.

Medlidenhed var det sidste Juno havde for Maas, eller for mænd som ham. Havde han haft evnerne til det, var der en lang liste af mænd, han ville have efterladt med mere end en arm nede i et stengulv. Han kunne godt lide at tro, at han ville slå Thanos ihjel, hvis han nogensinde fik chancen, men han vidste også godt, at hvis han nogensinde fik muligheden, var det ikke sikkert at han kunne gøre meget mere, end hvad Ellis havde gjort mod Maas nu. På en eller anden måde havde hans forhold til Thanos også været mere end den mishandling han havde været udsat for.

Sammenligning fik ham til at få det dårligt; dårligt nok til, at han begyndte at se Thanos' ansigt i Maas', og han følte sin sjæl som værende ude af sin krop, da Ellis begyndte at slæbe af sted med ham. Først ude på vejen, med kold luft i lungerne og Ellis' hånd i sin, følte Juno sig som sig selv igen, og holdt ekstra godt fat om Ellis' hånd, som han lod sig lede afsted. 
Han småløb med, indtil han ikke kunne mere, og trak i Ellis' arm, for at få ham til at sænke farten. 

"Ellis," bad han og trak mere til; lagde oven i købet sin anden hånd om indersiden af Ellis' albue. Var det underligt at han havde nægtet at slippe Ellis' hånd? Han havde ikke lyst til at tænke for meget over det. "Jeg har brug for en pause. Det har du også." 
Han havde ingen ide om, hvad Ellis havde brug for, udover at komme væk fra Maas og en god spiller til at slappe af på, men det første havde de opnået, og Juno tvivlede på at Ellis ville lade Juno hjælpe med det andet punkt, eller overhovedet ville indrømme at det var præcis hvad han havde brug for, så nu påstod han bare at vide, at Ellis havde brug for en pause, fordi han var bekymret for ham, og gerne ville kunne se ham i øjnene et øjeblik.

Ellis forsøgte at holde sit hoved tomt og koncentrere sig om at sætte en fod foran den anden. At han stadig havde Junos hånd i sin, lagde han slet ikke mærke til, som han løb ned af vejen igennem landsbyen, somme tider med et skæmt blik på et lys på et vindue eller panikken hvilende i kroppen, som de løb forbi kroen, hvor man kunne høre stemmer og latter. Mon nogen ville savne Maas og lede efter ham? Ville han vågne? Tænk hvis han bare blev liggende bevidstløs.

De løb forbi healerens hus og han sænkede kort farten. Måske han skulle fortælle hende, at der var sket noget? Måske Maas var kommet alvorligt til skade. Måske ... men hans ben stoppede ikke, og han vidste også godt, at hvis han alarmerede healeren, ville folk også snart vide om volden og tyveriet og tænk, hvis de kom efter dem? Så Ellis blev ved med at løbe med tasken bankende ind i hans ryg for hvert skridt og et godt tag i Junos hånd, som var han bange for at tabe ham.

Det var først, da Juno hev i ham for at få ham til at stoppe, at han gispende efter vejret fik stoppet sin krop i at fortsætte fremad. Hans øjne flakkede rundt omkring dem for at se, om nogen var efter dem, men der var ingen på vejen, der var svagt oplyst af en måne, der skinnede igennem skyerne. Landsbyen kunne stadig ses med sine små lys i vinduerne og mørke skygger for huse, men de var langt nok væk til, at de ikke længere ville kunne ses fra bebyggelsen.

Han hev efter vejret og endte med at se på Juno, hvor det endeligt gik op for ham, at han havde krampagtigt fat i hans hånd, så han løsnede tøvende sit greb og slap ham.
"Jeg..." Han vidste ikke, hvad han forsøgte at sige, alting sejlede for ham. "Vi bliver nødt til at fortsætte." Han gik et par skridt og mod ham, for at sikre sig, at han var med. Selv i mørket kunne han se Junos forslåede ansigt, og det gik op for ham, at han havde været udmattet allerede. 
"Vi skal så langt væk, vi kan komme." Væk fra Maas. Den hvidhårede dreng lukkede af for sine tanker og fokuserede på sin vejrtrækning, nattens kulde og Juno. Én fod foran den anden. Så måtte han håndtere resten senere, når de var i sikkerhed.

Juno var for træt til at skjule sin skuffelse, da Ellis slap hans hånd. Selvom Ellis havde holdt for hårdt fast, og selvom han havde slæbt afsted med ham, så havde der været tryghed i at have ham at holde fast i. Han gnubbede sin tomme hånd imod sin jakke og sank en klump. Et jag af ensomhed skød igennem ham, som han straks forsøgte at skubbe fra sig. Der var ingen grund til at tænke på alt det han havde mistet. Hector, Hector, Hector, Hector.

Juno trak vejret dybt ind igennem munden og lukkede øjnene. Han kunne svagt høre Ellis' stemme, men det virkede som om den var langt væk, i en helt anden verden. Han kunne høre Hectors stemme tydeligere. 'Elskede', sagde han. 'Du lod mig dø'. 
Med ét slog Juno øjnene op igen og fokuserede på Ellis, gav ham al den opmærksomhed det overhovedet var muligt at give et andet menneske. 
"Okay. Okay." Mumlede han og fulgte efter Ellis. Med et par hurtige skridt var han oppe på hans side og tog hans hånd i sin. Nu vidste han alligevel, at han ikke ville kunne sove lige foreløbig.

Landsbyboere kunne ikke skræmme ham. De kunne jo i praksis slå ham lige så godt ihjel som Thanos eller Vargas kunne, og de skulle nok også finde en måde at hænge ham på, som ville trække hans død godt ud, men Juno kunne ikke få sig selv til at føle frygt for dem. Reelt set var han bange for enhver mand, der var større end ham selv, men en gruppe af landsbyboere, der tog retfærdigheden i egen hånd, det føltes bare ikke virkeligt nok til at være noget at være bange for. 

"Jeg kendte én i Dianthos," begyndte han at fortælle, hans øjenlåg tunge, og han skævede til Ellis, inden han gav efter og lod dem falde i. Med Ellis' hånd i seng stolede han på, at han kunne følge med uden at falde eller gå ind i noget. "Hans retfærdighedssans var helt vanvittig. Han gjorde alt muligt for at hjælpe forældreløse børn, også selvom han ikke fik noget ud af det. Og var glad, da to småkriminelle unger vendte tilbage til byen, fordi han havde været bekymret for dem, da de forsvandt. Han ville have hjulpet dig og mig, hvis han kunne."
 
Mest af alt havde Juno lyst til at foreslå at de vendte om og gik mod Dianthos, hvor han trods alt stadig havde nogle venner i live, der ville hjælpe ham. Tarek. Giles. Killian. Netrish, hvor end hun var. Men Hectors lig ville også være i Dianthos. Rygterne om stedet. Folk ville se ham, genkende ham, spørge ham hvor Hector var, spørge ham hvor han selv havde været under branden, spørge ham hvad der var sket. Han kunne ikke holde tanken om spørgsmålene ud. I stedet afsluttede han på en anden måde; "Du minder mig lidt om ham. Alt for... alt for god." Ellis vidste det ikke endnu, men Juno vidste at han ikke var umagen værd. 

Ellis’ blik var tomt, som han stirrede fremad og forsøgte at lade være med at tænke over, hvad der var sket, men det indre billede af blodet i Maas’ hår blev ved med at trænge sig på. Hvad var det, han havde gjort?!
Da Juno tog ved hans hånd, så han ned på deres hænder, lidt overrasket. Det var en virkelig fornemmelse, og selvom han et eller andet sted ville trække hånden til sig, for var det ikke forkert? Så lukkede han sin hånd om hans. Det gav ham en lidt mere sikker følelse. Holdt ham fast til virkeligheden.

Lyden af hans eget hjerte og blodet, der blev pumpet rundt og susede i hans ører, og hans vejrtrækning, der stadig var tung og hivende, som de gik af sted, fyldte hele hans hoved for en tid og en gang i mellem drejede han sig for at se bagud. Kom de nu? Han var jo kriminel nu. Havde slået Maas ud og bestjålet ham. At alle krystallerne og alt, hvad de havde, egentligt var hans fortjeneste, faldt ham ikke helt ind. Det havde altid været Maas’ ting, Ellis havde brugt. At han bare havde taget, hvad der var sit, det tænkte han slet ikke. Nej, han var kriminel nu. Ville de tage kontakt til byvagterne og efterlyse ham? Ville hans ansigt være at finde blandt efterlysningsplakaterne? Han vidste det ikke. Maas hadede byvagter. Men hvad Ellis havde gjort, var utilgiveligt.

Junos stemme afbrød hans tanker, og han så lidt forvirret på ham for et øjeblik, inden han snakkede videre. Det lød som en rar mand, ham han fortalte om. Lige nu kunne Ellis godt tænke sig at have så rar en voksen i nærheden, der ville kunne hjælpe. At Ellis selv var voksen, var ikke helt det samme, han følte sig ikke voksen. Vidste ikke nok til at være voksen.
En rynke dukkede op i hans pande og så han ud over græsmarken, der kun svagt var til at se.
”Han lyder som en god mand. Bedre end mig. Men ikke for god, kan man være det?” Ellis følte sig ikke som nogen specielt god person. Han var alt for hidsig og satte for det meste sig selv først.

Havde Ellis delt sine tanker, ville Juno have beroliget ham med, at han på ingen måde var en tyv. Han ville have sagt, at Ellis selv havde været med til at tjene de krystaller, og at han desuden kun havde handlet i selvforsvar. Og at han vidste, at Maas havde slået Ellis langt værre, end hvad Ellis havde slået ham i dag. Så man på det samlet set, i hvert fald. Men Juno var fanget i sine egne tanker, og derefter i sin egen fortælling.

"Man kan sagtens være alt for god," svarede Juno mumlende. "Når man glemmer at tænke på sig selv, fordi man tænker på andre først. Eller når man stoler på folk, man ikke burde have stolet på. Eller hvis man giver flere chancer, end hvad folk fortjener." Juno trak på skuldrene. Han havde aldrig set det bide Tarek i røven, at han var så god, men han forestillede sig, at det kun var et spørgsmål om tid. Han havde tænkt sig, at han ville være der til at have hans ryg, når det engang skete, men nu ville han aldrig få muligheden for at tilbagebetale kentaurens venlighed. 

"Og du er god. Lige så god som ham." Han ville gerne påpege at Ellis stadig hjalp ham; at han havde hjulpet ham, siden han havde mødt ham. Men han var bange for, at hvis han bragte det op, så ville Ellis indse, at Juno var skyld i alle hans problemer nu. I stedet forsøgte han at ændre emnet; "Hvad får dig til at tro, at du ikke er lige så god?" Han ville gerne bare holde kæft, men han var bange for at han ville falde helt i søvn, hvis deres samtale stoppede. Hans tempo var allerede ved at sløve ned, og et sted bag i sit hoved var han ved at overveje, om han kunne få Ellis til at stoppe for natten, ved at starte en slåskamp med ham. 

Ellis lyttede til Juno, men hans ord føltes ikke som om, at de nåede ind i hovedet på ham. Han hørte det i hvert fald ikke som en beskrivelse af ham. Han havde faktisk lidt svært ved at samle sig om samtalen, som adrenalinen begyndte at forlade hans krop og lod trætheden tage over. Trætheden og tankerne. Han flyttede kun fødderne, for følelsen af flugt stadig sad i ham og fik hans hjerte til at hamre. De skulle væk, så langt som muligt.

Juno blev ved med at kalde ham godt, og Ellis kunne ikke lade være med at ryste på hovedet, så det hvide hår faldt ned i øjnene på ham, hvor han for et øjeblik lod det hænge, for træt til at skubbe det væk. Spørgsmålet fik ham til at trækket svagt og usikkert på den ene skulder. Han vidste ikke, hvad han skulle svare, andet at han ikke var god. Gode folk gjorde gode ting, meldte sig ind i Lysets hær eller hjalp deres naboer. Ellis var der bare.

Han skævede mod Juno, og valgte så at skifte emne. For den lidt yngre mand så ud som om, at han var ved at falde i søvn gående.
”Hey, du bliver nødt til at forblive vågen, vi kan ikke stoppe endnu,” mumlede han og gav hans hånd et fast klem, inden han hev lidt i ham for at få ham til at gå lidt hurtigere. Tanken om at stoppe her fik Ellis til at se bagud igen. Vejen var stadig tom. Men de var for lette at finde her, der var ikke noget sted at skjule sig. Bare marker.
Så han blev ved med at presse Juno til at gå. Holde ham vågen med små ligegyldige historier om folkene i landsbyen, der havde sladder nok, selvom den var så lille. Efter en times tid begyndte der er dukke lidt træer op. Men Ellis stoppede ikke det første og bedste, i stedet hev han Juno med videre, men en halv times tid senere gav han op, og puffede ham ind i en lidt større gruppe træer.
”Lad os slå lejr her.” Slå lejr. Noget Ellis ikke vidste så meget om, men de kunne vel nok finde en plet at sove på. Han ville ikke tænde bål alligevel.

Ellis' klem om hans hånd vækkede Juno mere, end noget andet gjorde. Et andet menneske. I live. Sammen med ham. Det var svært ikke at tænke på Hector, men Ellis' ord gjorde det lettere. Historier, der for Ellis var ligegyldige, betød alverden for Juno. Det var en livline, om Ellis forstod det eller ej. Junos øjne løb i vand undervejs, af træthed mere end af noget andet, og han tørrede dem distræt fra tid til anden, men det var en handling uden anden tanke bag dem, end at vandet i hans øjne var irriterende. 

Han sank sammen i lettelse, da Ellis endelig lod til at finde et sted de kunne slå lejr. 

"Vi går direkte til delen, hvor vi sover, ikk?" mumlede Juno og lagde utroligt nøjsomt alle sine ting fra sig på den ene side af sig, inden han klappede jorden på den anden side af sig i invitation til Ellis. "Hvis vi sover tæt bliver det nemmere at holde varmen," mumlede han, men lod sine øjenlåg falde i allerede inden Ellis så meget som havde gjort tegn til at ville lægge sig ned. 

Ellis følte sig træt, men Juno så ud som om, at han var en levende død. Så han gjorde ikke noget for at forhindre Juno i at sætte sig på jorden og komme af med oppakningen.
"Jeg har ikke andre planer," svarede han og tog den tunge taske af ryggen, inden han begyndte at hive sit tæppe ud af den. Bagefter tog han tæppet ud af Junos taske og lagde det over ham. Der var koldt og Ellis vidste allerede, at det ville blive nogle kolde timer på jorden. Men han var så træt, at han nok kunne sove alligevel.

Af en eller anden grund blev hans kinder varme, da Juno sagde, at de ville kunne holde varmen, hvis de sov tæt. Det var rigtigt, men de skulle vel ikke sove så tæt?
Det virkede ikke til, at det var noget, Juno ville spekulere nærmere over, som han lignede en, der faldt i søvn på stedet. Ellis blev stående lidt og betragtede ham. Hvad havde han kastet sig ud i? Hvorfor lå han ikke hjemme i sin trygge - næsten trygge - seng, hjemme i varmen med Maas' snorken til at holde ham vågen? Hvorfor havde han set Juno og glemt alt om sin egen tryghed og sikkerhed?

Tankerne hang ikke sammen i hans trætte hoved, så til sidst lagde han sig ned ved siden af Juno og pakkede sig ind i sit tæppe. Dog ikke tæt nok på til at røre ved ham, det fandt han alligevel for sært. Han kendte ham jo ikke.
Det var ligefør, at Ellis ikke troede, at han kunne falde i søvn. Det var uvant for ham at sove ude, det var koldt og hans hoved summede ubehageligt med usammenhængende tanker og følelser. Men han var så træt, at han faldt i søvn uden at opdage det ikke ret længe efter, at han havde lukket øjnene.
Ikke at det ville blive til mange timers søvn, som der ikke var lang tid tilbage af natten, og solens stråler ville vække ham, medmindre andet vækkede ham først.