Jeffrey lod tiden gå, og glemte med jævne mellemrum stjernebarnet i sin fangekælder. Han lod tiden trække for at se om der skete noget. Lod sine vagter tirre hende med ord om at hendes eneste ven i dette mørke sted ikke længere var ved hende. At hun var helt alene. At hun ville forblive helt alene.
Han lod ugerne gå, men der skete intet. Vagterne så ingen forskel, andet end hun var trist og sørgelig. At hun græd.
Det burde havde vækket skyldfølelse i Jeffrey. Stukket til ham bare en smule, men han noterede sig blot en vigtig detalje. Sorg kunne ikke skabe noget han kunne bruge. Det var tid at få hende videre.

Hvilket var præcis hvad han gjorde. Han fandt en køber i Rubinien. Det sted hvor det var nemmest at sælge eksotiske skabninger. Hvor menneskelige de end var.
Det var en velklædt sydlig herre som dukkede op, som stod og ventede med rank ryg og hænderne på ryggen. Jeffrey sad i sin stol som Purnima blev bragt ind i lænker. Han havde hovedet på skrå og betragtede hende. Han havde ikke noget at bruge kæledyr til. ”Hun er ikke trænet. Men det tænker jeg ikke bliver et problem for dig.” de kolde blå øjne kiggede ned på hende, som var hun intet andet end en vare for ham. Og det var præcis hvad hun var. En ting, som han ikke kunne bruge, men som han kunne sælge.

Purnima havde forventet at hun ville sidde i den lille celle forevigt, men det var ikke hvad der endte med at ske. Der var gået uendelig lang tid, og dog så kort, da der pludselig var et par mænd der kom ind og hev fat i hende.
Hun følte sig bange og forvirret, usikker på hvad der skulle ske med hende, som hun blev hevet gennem fortet og op et sted hun aldrig havde været før, og der var... Jeff.

Hendes øjne blev store, og tårerne der ellers var faldet som en strøm de sidste par uger, var stoppet, selvom øjnene næsten virkede røde og puffede, menneskelige i en forstand, selvom hun var så tydelig umenneskelig.
”Hvad... er det her?” hviskede hun forvirret, mens hun kiggede fra Jeff og så over på den mere velklædte herre og så tilbage på Jeff. ”Du... du lever?” Han var hendes ven ikke, eller havde han ikke været det?

Det var nærmest rørende for ham at se hvor meget det havde påvirket hende at få revet sin eneste ven på hele dette gudsforladte sted væk fra sig. At hun havde været helt alene og tårerne var faldt nemt og i hobetal. Men hans planer med hende, kunne ikke ændres af et en kortvarig følelse af empati.
Den velklædte herre så undersøgende på Purnima mens han med en eftertænksom mine begyndte at gå rundt om hende. Vurderende.
Jeffrey selv lod sit blik faldte hen i de klare blå øjne, mens et skævt smil kom frem kort på hans læber. Hans øjne havde ingen gnist af følelser af nogen art. Formentlig fordi han distancerede sig fra dem. Han kunne ikke tillade sig at føle noget for pigebarnet, andet end hvad hun kunne indbringe ham af fortjeneste. ”Naturligvis gør jeg det. Jeg er herre over dette sted.” forklarede han hende kort. ”De fleste afslører ikke deres evner for en fjende, men derimod taler frit med en ven. En skam jeg ikke kan bruge dig” Som var hun et stykke kvæg eller får som han ejede og kunne udnytte. Men han havde ikke noget at bruge stjernedatteren til, andet end at hun var pæn pynt. Noget den fine herre var langt mere interesseret i.
”Er De fristet?” det ragede ham en høstblomst hvad den anden herre havde i tankerne at bruge pigen til. Dog havde en lille stemme i hans baghoved en forhåbning om at det ikke var brutalt, men derimod blot pynt han så i hende, og ikke andet.

Purnima brød sig ikke om blikket fra den fremmede mand, og hun hev lidt i sine kæder og nægtede at stå stille, selvom vagterne selvfølgelig gjorde sit for at hun gjorde. Hvad skulle der ske med hende? Hun var bange og forvirret, men mest af alt voksede dig en dårlig følelse i hendes bryst, som hun ikke rigtig kunne bedømme hvad var. De ubehagelige følelser var ikke nogle hun ofte havde.
”Du er skyld i det her?” hviskede hun. En storm raserede i hendes øjne, men overraskelsen havde også slået hende i maven og hun stod endelig stille. Ude af stand til at vide præcist hvad hun kunne gøre ved det her, eller hvad der var godt for hende. Hendes øjne gled over på manden der var her. Var hun hans nu?

Manden så ovenud lykkelig over fundet som Jeffrey havde bragt ham. En kuriositet selv blandt slaverne i Rubinien, og pigebarnet skulle nok gå i høj kurs, også selvom hun ikke var trænet. Det kunne de jo gøre. En pose krystaller landede på Jeffreys bord i en stille handelsaftale. Purnima skulle til Rubinien.

Jeffrey var ret ligeglad med manden som gik rundt om Purnima som var hun den forbudte frugt han endelig havde fået lov til at komme tæt på. Det var aldrig et godt blik.
Det trak let i hans mundvig som det dæmrede for pigebarnet. "Ja. Ja jeg er" ingen grund til at ligge skjul på noget. Han havde aftalt en handel med en mand fra Rubinien hvor slaveri var ganske normalt og lovligt, nu han ikke havde noget at bruge hende til. Trods stormen der rasede i hendes klare øjne, var hun ikke andet end en pæn pynteting han ikke kunne bruge i kamp eller strategi.

Jeffrey nikkede til manden som posen ramte hans bord. Han nedværdigede sig ikke til at tælle hver en krystal som en grådig fedladen købmand, men accepterede at pegnene var som de skulle, ellers kom konsekvenserne senere.
Alligevel kom der et lille stik i ham over mandens grådige blik, som han oftest havde set ved sine medkrigere. "Husk min gode herre. En pige som hende er mere værd uskyldig" ordene blev sagt nonchalant som han lænede sig tilbage i stolen.

Der var ikke flere tårer tilbage i Purnima. Hun var prugt op, indvendig og udvendig. Hun kunne ikke mere. ”Du var min ven,” hviskede hun i stedet for, og læberne dirrede på hende i raseri, men inden hun kunne overveje at gøre noget, blev der hevet i hendes bånd, som manden gryntede lidt og beordrede at de skulle hjælpe ham ned med dem.

”Det er op til mig hvad jeg gør med hende,” kom det lidt irriteret fra manden, inden han nikkede en enkelte gang til Jeffrey og sammen med krigerne, begyndte Purnima at blive slæbt ned. Heldigvis for Purnima, så vidste manden også godt at Jeffrey havde en pointe i det, ikke at hun vidste hvad det betød at være uskyldig.
Purnima kiggede en enkelt gang over skulderen som hun blev ledt væk, og blikket i hendes øjne sagde mere end nogle af hendes ord kunne sige. Hun var blevet forrådt, og i det her øjeblik var der ikke en person hun hadede mere i verdenen end Jeffrey. Han havde formået at knække et uskyldigt væsen, som nok egentlig ikke burde høre til i denne her verden.

Den afkræftede og overvundne skabning syntes nærmest at synke endnu mere sammen for synet af ham. Vreden der dirrede i hende var let genkendelige, men ikke noget han tog sig af. Specielt som hun virkede mere afkræftet og ude af stand til at gøre noget ved det. Ordene ramte ham heller ikke. Han vidste hvordan hun havde set ham, men han havde aldrig været den hun troede.
"Fordi du så noget godt i mig, som simpelthen ikke er der" svarede han hende som hun blev trukket i sine bånd, påbegyndende at blive trukket med sin nye ejer.

"Naturligvis gør De det" besvarede han den irriterede mand med et knas neutralt respons, som udviste ligegyldighed.
Purnima var nu et overstået kapitel. Han havde brugt energi og ressourcer på at finde noget nyttigt at bruge hende til, men var i stedet endt med en jævn mængde krystaller til rådighed i stedet. En udemærket byttehandel, nu hun havde været ubrugelig for ham.
Hvor hun endte eller hvad hun havde tænkt sig at gøre med sin følelse af at være forrådt, udnyttet og nedbrudt, bekymrede ham ikke. Jeffrey var urørlig for den solgte pige.