Atlas gryntede i ophidselse ved Asads svar, og han rullede med det samme om for at ligge på ryggen.

"Kom, sæt dig her," hviskede han og klappede sig selv på brystkassen. Han ville have Asad helt tæt på, og han ville egentlig helst have, at Asad bare holdt hans hoved fast og stødte til, men det vidste han ikke, hvordan han skulle få sagt. Han håbede, at stillingen i sig selv var nok opmuntring til Asad til at slå sig løs.

Asad så med skuffelse og irritation til, da Atlas vendte sig om på ryggen ved hans svar, og der gik også et øjeblik før han forstod hvad Atlas ville have ham til, selv som han bad ham om at sætte sig på ham. 

Med øjenbrynene trukket sammen i skepsis, gjorde Asad som han havde fået besked på, og satte sig på Atlas' brystkasse. Hans helt stive pik prikkede fyren under ham på kinden og Asad kunne ikke lade være med at grine ned til ham. "Flyt dig lidt længere ned på madrassen," bad han ham og flyttede også selv med, så han forblev siddende over ham. 

"Er det sådan her du vil sluge min pik?" spurgte han, med et smil i sin stemme, selvom det ikke længere var på hans læber, og han udnyttede pladsen på madrassen til at støtte sine hænder et sted over Atlas' hoved, og så ned på Atlas, imens han brugte sin nye mobilitet til at gnubbe sin pik over Atlas' kind lidt mere bevidst denne gang. "Du kan godt lide når jeg bestemmer, kan du ikke?" For selvom det var Atlas, der havde besluttet deres stilling, og Atlas selv, der havde tilbudt sin mund, så var det Asad der styrede tempoet nu, som det havde været hele dagen. 

Atlas rykkede sig, som han fik besked på, og da han var kommet på plads lidt længere nede på madrassen, lagde han sine hænder på Asads lår og så op på ham med sine store, brune øjne. Han nikkede.

"I dag kan jeg," svarede ham og slikkede sine læber, inden han vendte hovedet lidt for at kysse langs Asads pik. "Jeg vil bruges af dig."

Atlas havde også impulser og lyster til at være dén, der bestemte, den som pressede Asad ned i madrassen og holdt ham fast og stødte dybt ind i ham. Men ikke i dag. I dag havde han mest lyst til at give sig hen og lade sig bruge af Asad, at være dén, der forlod sengen med mærker over hele kroppen.

Asad pik gjorde et næsten usynligt spjæt, som Asad dog selv kunne mærke helt ind i mellemgulvet, da Atlas kyssede den.

"Hvis det er dét du vil have," svarede han stakåndet, som opfyldte han allernødigst et af Atlas' ønsker; som om han ikke selv fik mindst lige så meget nydelse af at bruge Atlas, som Atlas fik ud af at blive brugt.

Han rettede sig op, så han kunne se ordentligt ned på Atlas og i flere sekunder sad han, som bar han en krone på sit hoved. Helt rank og med en kropsholdning, som regerede han over et helt land. Han flyttede sine hænder til Atlas' håndled og klemte om dem. På venstre hånd kunne han mærke armbåndet imod sine håndflader, og Asad slikkede spændt sin underlæbe, inden han igen lænede sig frem, placerede sine hænder mod madrassen, og manøvrede sin pik mod Atlas' læber og skubbede til, for at komme ind i hans mund. 

Atlas åbnede lydigt munden for Asads pik, mens han stadig stirrede hengivent op på ham, og så snart tippen var inde, lukkede han læberne om den og sugede godt til. Hans store hænder klemte om Asads lår og bevægede sig hurtigt videre til hans røv, som Atlas også klemte godt om. Han ville aldrig blive træt af at rage Asad på røven. 

Det var lidt svært at trække vejret med munden optaget og Asads vægt på sin brystkasse, men den lille smule iltmangel gjorde han bare en smule høj og en smule svimmel, hvilket kun gjorde alting bedre.

Det burde være umuligt for én, der aldrig havde suttet anden pik end sin egen, at være så god til det, og Asad rystede instinktivt på hovedet, da nydelse strøg igennem hans krop som en kuldegysning. Han kunne slet ikke tage blikket væk fra Atlas' mund, men han mærkede tydeligt Atlas' hænder klemme om sine lår og i et øjeblik skævede han til dem. Han så så lille ud i forhold til, og han fik kun mere lyst til at være hård ved Atlas ved synet.

"Du gør det så godt," roste han, selv som han skubbede sig længere ind i munden på Atlas og videre ned i halsen på ham. Han vidste at han var stor, men herfra kunne han også holde øje med om Atlas var okay, så han fortsatte blot, indtil han i stedet begyndte at bevæge sig over ham, og rytmisk støde ind i munden på ham. 
Ret hurtigt kunne han ikke overskue andet end at opsøge sin egen nydelse og han krummede sig helt sammen om Atlas' ansigt, imens han jog den orgasme, han vidste havde været lige rundt om hjørnet lige siden Atlas var kommet ved følelsen af bare hans ene finger. 

Han stønnede som et helt horehus, da han endelig kom, hans underliv presset helt op imod Atlas' ansigt. Det var ikke meningen, at han skulle have tvunget sig så langt ned i ham, og Asad trak sig straks længere ned at sidde på Atlas' bryst. Asads pik lå slapt hen over Atlas' skulder og fra fyrens hage og ned over hans hals lå en fin perlerække. 

Asads kinder brændte og han så stakåndet og med adskilte læber ned på Atlas, uden at vide hvad han skulle gøre af sig selv nu. 

Atlas var næsten ved at blive kvalt, da Asad tvang sin pik dybere ned i halsen på ham, samtidig med at han pressede sin underliv op i hovedet på Atlas. Asads sorte kønshår kildede mod Atlas' kind, og selv om han næsten ikke havde mere luft tilbage, så ville det her bestemt ikke være en dårlig måde at dø på. Med munden om sin elskede. Atlas kunne i hvert fald godt komme i tanke om værre måder at forlade livet på.

Men Atlas nåede ikke at dø, for Asad trak sig væk og ud af hans mund. Atlas' halsmuskler var allerede ømme, og han snappede efter vejret, men han smilede alligevel stort til Asad, mens han slikkede sine klistrede læber og gav Asad et klap i røven.

"Du er dejlig," sagde han hæst (Asad havde måske ramt et eller andet i hans hals) og sank et par gange, inden han blot slappede af på madrassen, mens hans hænder strøg over Asads lår i dovne bevægelser. Han kunne godt selv mærke, at hans hals, skulder og bryst var helt fedtet ind, men han gad ikke gøre noget ved det lige nu.

Atlas' smil var alt Asad havde brug for, for selv at kunne slappe af. Han gengældte ikke smilet, men skubbede sig i stedet længere bagud og lænede sig ned, så han kunne kysse og slikke Atlas' hals, op til hans hage og videre op til hans læber, indtil de værste beviser han havde efterladt på hans krop var helt væk, og han i stedet kunne skubbe Atlas' mund åben med sin tunge og dele den salte smag. 

"Er du mæt?" spurgte han lavmælt, imens han strøg hengivent et par fingre over Atlas' hals, som han vidste, og kunne høre, var øm. Hvis Atlas var frisk nok til faktisk at ville have mere af noget som helst, så ville Asad give ham det, også selvom han selv var på nippet til at falde i søvn over Atlas. 

"Mmh," gryntede Atlas til svar og lagde straks begge arme om Asad og trak ham ned at ligge ved siden af sig med hovedet på Atlas' skulder. "Men jeg bliver sulten efter dig igen senere."

Hans krop var tilfreds nu; hver en centimeter af ham summede behageligt, og legetøjet sad stadig behageligt i ham og rørte nogle nye steder, hver gang han bevægede sig. Hele kroppen føltes varm og tung, og han var klar på en lur, selv om det ikke var så mange timer, siden han var vågnet i første omgang. Men de havde været aktive, og Atlas havde fået en masse nye indtryk. Den slags gjorde ham træt, og nu lå Asad her med ham, blød og varm og dejlig. Det var umuligt ikke at lukke øjnene og bare lade sig flyde hen.

Asad lod sig trække ned. Han lod sit hoved hvile mod Atlas' skulder og han lod sin krop hvile tæt op ad Atlas'. Han skubbede selv sit ansigt helt op imod Atlas' hals og indåndede tungt hans duft, inden han pressede sine læber imod hans hals, og kort efter sin tunge også. 

"Senere," gentog han lavmælt, som et løfte. De havde stadig noget de skulle, men det skulle ikke være nu. I stedet lagde Asad en arm over Atlas' mave og en hånd mod hans brystkasse, hvor han legede dovent med hans brystvorte. "Nu slapper vi af. Så går vi i bad, for jeg har seriøst gjort dig klam, og vi har en middagsreservation hvor de ikke lukker os ind, hvis du har mine sædrester i håret." Han mumlede det hele ind imod Atlas' hals, for for ham var det her et perfekt tidspunkt at tage en lur - han havde været oppe siden tidligt i morges, i sit forsøg på at finde en gave til Atlas og planlægge hvordan de skulle fejre hans fødselsdag, velvidende at Atlas ikke selv planlagde den slags. 

"Er du helt sikker på, de vil lukke mig ind?" spurgte Atlas og forsøgte ikke at lyde nervøs, da de en lille håndfuld timer senere gik ned ad gaden sammen mod spisestedet, Asad havde valgt til dem. Atlas rettede lidt på sit hår og tøj for tusindende gang, siden de havde forladt Asads hjem, og sukkede. Han var en cirkusrotte, en klatretyv, en vagabond... Han havde aldrig i sit liv spist et sted, der var finere end en helt normal, og som regel temmelig snusket kro, og han vidste ikke rigtigt, hvad han skulle stille op med sig selv. Han havde lyst til at tage Asad i hånden for at dulme nerverne lidt, men han var ret sikker på, at Asad ikke var til den slags, og slet ikke offentligt. 

"Hvad nu, hvis jeg ikke ser fin nok ud?" spurgte han og så ned ad sig selv, mens de gik. På vejen hjem fra deres tur til badehuset havde han købt noget nyt tøj, som så lidt finere ud, end det han normalt ville gå i. Et par sorte bukser og en mørketurkis trøje med tre knapper i halsen og et fint guldmønster broderet ved kraven. Han følte sig ret fin, men han var ikke sikker på, om det var nok.

Det var ulig Atlas at være nervøs på dén måde og Asad vidste ikke om han helt troede på, at det havde noget med spisestedet at gøre. Derfor trak han også bare distræt på skuldrene af Atlas' spørgsmål til at starte med. Han var mere optaget af at forsøge at regne den egentlige grund ud, end han var af at berolige Atlas.
Han tænkte at det måske havde noget at gøre med, at det samtidig var en date. Deres første hvor der rent faktisk lå nogle forventninger til Atlas. Deres første date, hvor Asad viste ham, hvilke forskelle der var kommet på dem imens Atlas havde været væk. Asad havde tjent penge, gode penge, og han havde beholdt dem alle sammen for sig selv, uden at føle noget ansvar for sin familie, og han havde samtidig kastet med sig om dem, på fint tøj og gode møbler og eksklusive restaurantbesøg.

Da Atlas spurgte igen kunne Asad dog ikke længere ignorere det. "Så brænder vi stedet ned til grunden," svarede han kølig og i al alvor. Hvis der var et sted, der ikke ville have hans krystaller, så kunne det sted lige så godt brænde ned, og helst med så mange af de ansatte fanget indenfor som muligt. Hvorfor ikke?

"Men Atlas -" Asad stoppede op og fik Atlas til det samme. Han lod dømmende sit blik glide over Atlas, som han i et svagt øjeblik tænkte på som sin kæreste. Hans nye trøje fremhævede diskret hans muskler, og Asad fik lyst til at flå knapperne i den åbne, også selvom de kun ville give ham adgang til de kraveben de skjulte. "Du er lækker. De lukker dig ind."

Asad havde ikke selv samme bekymring og han vendte sig også kun om og gik videre uden at vente på at få komplimentet sendt tilbage. Han vidste at han så godt ud - hans skab var propfyldt med tøj, og han havde flere smykker på i dag, end de fleste kvinder i Dianthos ejede i alt. Flere armbånd om hver håndled, ringe på de fleste fingre, øreringe i begge ører og en septum. Han var flamboyant når det kom til smykker, og sædvanligvis også når det kom til tøj, men i dagens anledning var det en smule mere afdæmpet. Ærmerne i hans mørke bluse havde flæser og en hals, der gik helt op til Asads kæbe, men der var intet mønster på den, og Asad var for en gangs skyld sikker på at den var samme farve som hans pressede bukser.

Atlas' nervøse mine lyste op i et strålende smil, da Asad sagde, at han var lækker. 

"Du skulle nødig tale," sagde han og grinede bredt. Asad så åndssvagt smuk ud i sit tøj og smykker, og Atlas havde lyst til at tage hans hånd og råbe ud i byen, at denne smukke mand var hans, og enhver der prøvede på noget, kunne se frem til at miste hele gebisset meget hurtigt.

"Du ser virkelig godt ud," mumlede han lidt lavere og slikkede sine læber, mens han helt tydeligt lod sit blik glide sultent over Asads krop. "Det er ret distraherende. Jeg får mest lyst til at tage dig med hjem igen."

Selvom Asad vidste, at han så godt ud, fik Atlas' kompliment ham stadig til at smile. Atlas havde ofte flirtet med ham, længe før det gik op for idioten at han var forelsket i ham, men det betød mere nu. Asad undgik hans blik og daskede også kun halvhjertet til ham, da han nævnte, at han havde lyst til at tage ham med hjem igen. 

"Det ville være spild at tage hjem nu. Jeg skal lige vise dig frem først," svarede han, selvom han selv havde svært ved at tage tankerne fra legetøjet i Atlas og hvor godt det ville blive, at få ham med hjem i seng igen. 

De nåede frem til restauranten, en høj bygning i træ, der ville være ganske nem at brænde, hvis Atlas' bekymringer blev reele og de blev lukket ind, men så snart værten fik øje på dem, smilede han og hilste på Asad ved hans efternavn. "Hr. Matagi, Deres bord er denne vej." Asad kunne ikke stå for at vende sig imod Atlas og smile overlegent. Hele Dianthos var hans hjemmebane, men han havde skabt sig et nyt liv i den rige del af byen, en ny identitet. Ingen her vidste at han boede i en lille etværelses lejlighed eller hvad han gjorde, for at skaffe sig de krystaller, der betalte for deres middag i dag eller som han sneg ind i værtens hånd, da de fik tildelt et afsides bord ved et vindue, der viste dem den brede brostensbelagte gade udenfor og de gadelygter der svagt oplyste den. 

"Dagens vin," bad Asad, inden værten kunne nå at trække stole ud for dem eller selv spørge, og han gjorde det med al intention om at få værten væk så hurtigt som muligt, hvilket han heldigvis også fangede, så Asad kunne tage et par hurtige skridt foran Atlas og hive stolen ud for ham med et bredt smil og et drillende glimt i øjet. 

Atlas' kinder blev meget varme ved tanken om, at han skulle vises frem, men den gjorde ham også glad; han vidste godt, at Asad ikke ville gå med ham hånd i hånd, eller kysse ham offentligt, men at blive vist frem var næsten lige så godt. Atlas var så glad ved tanken, at hans nervøsitet næsten forsvandt, og han fulgte blot efter Asad og så sig imponeret omkring i restauranten. Det var virkelig det fineste sted, han nogensinde havde været.

"Hr. Matagi," hviskede han med et lille grin, efter de var blevet vist hen til deres bord. "Skal jeg også til at kalde dig det?"

Han satte sig til rette ved bordet og begyndte straks at pille lidt ved et fine bestik. Det kostede sikkert mere end alle de ting, Atlas nogensinde havde ejet til sammen, og han blev med det samme grebet af en lyst til at stikke det i lommen, når de gik.

"Nej!" Udbrød Asad forfærdet og lidt for højt, og øjeblikket efter så han sig omkring med et forlegent smil på ansigtet, imens han fandt hen til sin egen stol. "Klamt. For at gøre det endnu værre, har jeg altid tænkt på dig som en Matagi også." Han rynkede på næsen, for hvis ikke han havde været dødeligt forelsket i Atlas lige siden han mødte ham, ville det så ikke have været helt forkert af ham overhovedet at overveje at date ham?

"Du skal være glad for at jeg aldrig har tænkt på dig som min bror," mumlede han, og rettede på bestikket selvom det lå fuldstændig parallelt. 

Tjeneren kom tilbage med to menuer, som Asad begge tog fra ham, og en vin, der blev skænket op til dem af for derefter at blive efterladt ved bordet.

"Hvad har du lyst til?" spurgte han imens han rakte Atlas den ene menu, selvom han ikke regnede med at fyren gad stave sig igennem den. "De har en virkelig god oksemørbrad."

Atlas skulle til at sige, at han da havde tænkt på Asad som sin bror det meste af sit liv, men når han nu tænkte over det, så var han egentlig i tvivl, om han nu også havde det. Hans følelser for Asad - havde han opdaget for nylig - havde aldrig været broderlige, selv om det var dét, han havde troet. Det havde været... kærlige. Meget kærlige. Og Atlas kunne da også tydeligt huske den første gang, han havde ligget vågen og rørt ved sig selv om natten, mens Asad havde sovet ved siden af ham. Han havde ligget og kigget på den sovende Asads ansigt, mens han havde holdt sig for munden med sin frie hånd, så han ikke kom til at larme for meget. Han havde været dum dengang; han havde troet, at det var normalt at gøre sådan noget. Det var det ikke, vidste han nu.

"Jeg har lyst til det, du synes, jeg skal have," svarede Atlas efter et hurtigt blik på menukortet. Det var absolut ingen idé i overhovedet at forsøge at stave sig igennem nogen af ordene, for de var alt for lange og snørklede. Han smilede lidt forlegent til Asad. Hans ordblindhed havde aldrig rigtig generet ham, for han brugte det jo ikke til daglig, men nogle gange, som lige nu, irriterede det ham, at han ikke kunne være smart og vælge et eller andet lækkert selv uden at skulle have hjælp til det.

Hvis ikke Atlas havde tænkt sig at vælge, så havde Asad heller ikke. Han viftede med menukortene og fik tjeneren bragt tilbage til sig. Han havde ikke fået de manerer med, som rigmandsunger havde fået i deres opdragelse, det kunne han godt selv se, men han var også ligeglad. Han ville have deres rigdom, ikke deres manerer.

"Vi tager hvad end kokken anbefaler - men to forskellige retter. Tak." Asad stirrede efter tjeneren, indtil han forsvandt helt og vendte så hele sin opmærksomhed imod Atlas igen. Han flyttede lidt på sig i stolen, rykkede den længere ind til bordet og rakte en hånd ud for at gribe fat om Atlas' håndled, hvor han strøg sin tommelfinger over armbåndet. 

Han havde lyst til at spørge ham om han var okay. Han havde set et øjeblik af noget, måske bare eftertænksomhed, men Asad var overopmærksom på Atlas i dag og kunne ikke lade være med at bekymre sig. Det var uvant for ham at have det sådan og han forsøgte også at ignorere det.
"Tillykke med fødselsdagen," sagde han i stedet og fjernede sin hånd fra Atlas' for at løfte sit vinglas i skål. 

Atlas' smil voksede, da Asad rørte ved hans håndled, og han blev nødt til at tage sig lidt sammen for ikke at række ud og snuppe Asads hånd, så han kunne kysse den. Han slikkede sine smilende læber og løftede sit glas og slog det forsigtigt mod kanten af Asads.

"Tak, smukke," sagde han, inden han kunne stoppe sig selv, og han smilede lidt undskyldende til Asad. "Jeg mener, her er meget smukt. Har du været her mange gange før?"

Atlas kunne sagtens forestille sig Asad komme her i smukt tøj og spise dyr mad, mens alle andre gæster beundrede ham og hviskede om, hvor smuk han dog var. Det var da i hvert fald det, Atlas ville have gjort. Han strakte sine ben lidt under bordet og lod sine fødder stryge Asads ankel.

Asad lagde undrende hovedet på skrå, da Atlas rettede på sig selv, og så sig omkring imens Atlas stillede sit spørgsmål.

"Jeg kommer her engang imellem," svarede han ærligt. Han havde nu aldrig taget kærester eller dates med hertil før. Han datede kun personer, der kunne lide ham, når han havde blod i håret, på tøjet, på huden. Personer, der kunne leve med, at hans arbejde var beskidt og hans venner et dårligt selskab. Han datede ikke typerne, der krævede at han tog dem med til steder som den restaurant de sad på nu, og han havde heller ikke holdt nok af dem til at vise dem sit fristed. Det var første gang han ikke kom her alene, men det behøvede Atlas ikke at vide. Han troede allerede at han var langt mere vigtig for Asad, end hvad Asad mente at han var. 

"Du må gerne kalde mig smuk. Eller Asibi. Her. Når der ikke er nogen der kan høre dig." Selvom de sad et godt stykke fra de andre gæster snakkede Asad selv lavmælt af vane. Hans øjne blev store, da han mærkede Atlas' fødder imod sin ankel og han smilede konspiratorisk til ham, imens han skubbede sin ene fod ud af skoen og straks efter pressede sin fodryg op imod Atlas' læg og helt op under hans knæ.