Vladimir var tæt nok på nu, det var Sayuto sikker på. Han kendte sine egne evner godt og denne afstand var fint. Han lod ikke til at lade sig skræmme af stokken, faktisk vendte han bare et lettere ligegyldigt blik imod stokken. Den ville kunne gøre nogen skade, ved mindre Vladimir vidst hvad der holdte Sayuto i live, og det gjorde han ikke.
Klik..
En af knapperne der holdte Sayuto's kappe sammen med blev åbnet. Han slap ikke Vladimir, men låste heller ikke for hans bevægelser fulstændig. Det ville være synd hvis fjolset ikke gjorde modstand. Han elskede en modstander der gjorde modstand. Det gjorde det hele endnu mere spændene.
Klik..
Endnu en knap røg op, og Sayuto sænkede sit blik en smule. Han kiggede imod jorden. Egentlig sjovt.. Græsset omkring hans fødder var blevet rødt af blodet der faldt fra hans kappe. Så vidste han at der var jern omkring ham. Måske kunne det udnyttes til noget, men hvad..
Klik.. Klik.. Klik..
Hele kappen blev nu åbnet, og smidt over i hans taske, over den anden kappe. Vladimir ville nok have muligheden til bedre at forstå hvad Sayuto var nu, men om han regnet den helt ud var ikke sikkert. Brikken der holdte ham i live kunne nu ses, og det så rimelig brutalt ud som den sad plantet der i hans bryst. Hans Jinya halskæde kunne nu for alvor ses.
"Fortalte jeg dig ikke lige at man ikke skal undervudere sine fjender. Jeg har intet røvhul." Svarede han roligt, inden hans skorpion hale kom frem. Han tøvet ikke med at sende spidsen imod Vlad's bryst. Spisen som var fyldt med en gift, specielt egnet til Vampyre. Det var som om han havde vidst at Vladimir ville blockere den anden gift, for denne gift spredte sig ikke igennem blodet, men igennem musklerne.

Mus.
Lidt forvirring over hans sande væsen.
Et objekt. Han er blot et objekt. Et forhekset objekt, hverken mere eller mindre!
Triumf kaster sig over vampyren og musene begynder at gynge. Deres haler har snurret sig om hans klæbrige hjerne og de svinger frem og tilbage i dem, mens de griner skingert. De får Vladimir til at smile, får hans blik til at gløde.
Med en hurtig, naturlig bevægelse, trækker han stokken frem og får spyddet indeni til at springe frem som en slange der har gemt sig i højt græs. Denne slange hugger hurtigt, kolliderer med halen der kommer imod dens herres bryst.
Vladimir spreder endnu bredere, da den metalliske klang giver genlyd i skoven. Uden at anstrenge sig overhovedet, så stryger han halen væk fra sig og ned mod jorden. Mellem ét af leddene på halen, så borer han spyddet hårdt ned i jorden, for at forhindre ren bevægelse i det øjeblik han får brug for.
Hårdt, så stamper han på halen og tager fat i spyddet med sine stærke tænder, mens en hånd tager om halen længere oppe. Med et brutalt ryk, så trækker han halen til sig og springer op i luften.
Spyddet er faktisk ret tungt, selv for en voksen mand at bære, så det ser noget nær overnaturligt ud at vampyren drejer halsen voldsomt, for at trække spyddet op fra halen og kyle det mod Sayuto's bryst. To kan lege den samme leg.
Og det er præcis hvad Vladimir har tænkt sig at gøre. Han vil få afløb med denne lækage af energi der pludselig siver fra ham, han vil lege lidt rundt med Sayuto inden han skiller ham fra hinanden og smider hans afrevne lemmer i søen. Der er et smil på hans læber hele tiden. Selvsikkert.
Små drenge vinder ikke i den virkelige verden.

So, new writers should give quick stories a go but not because you suppose they're a straightforward option to writing novels. I am so completely happy to hear you're going to write out the reply and pin it to your board. What matters is that you organize to fulfill them at the library (or wherever you could have determined to jot down) at a particular time and stay there for a specific time period, thus creating accountability. This main exposes college students to the basics of skilled writing, expertise required across writing careers in nonprofit teams, authorities companies, publications, leisure, media and enterprise. Write a funny, charming, intelligent letter to an company and attempt to get an internship. santebeaute-24.fr... Bustural ... Valufix

De fleste af hans overnaturlige kræfter er ikke til at bruge. Dette gælder i hvert fald de pyromaniske og omskabelsesevnerne - der er noget ved tegnet der tynger Vlad ned. Han føler sig tungere end før og kan i det hele taget ikke bevæge sig. De fleste ville nok have givet op, måske endda gået i panik, men Vladimir er en forskruet lille lort. Der er ikke noget smil at se hos ham, men inderst inde ler han højt af denne tåbelige knægt. Tror han virkelig at sådan en.. ja, en dreng kan stille noget op mod en vampyr af hans rang?
I et øjeblik, så lukker Vladimir øjnene og tager en dyb indånding. Han lader luften blive i lungerne og pludselig begynder han at bevæge sig. Musklerne spænder sig hårdt, så voldsomt at hans ene ærme revner. Senerne skinner igennem og blodårerne pumper løs bag den blege hud. Det er som at se en dominobrik under huden på en albinokanin.
Ved brug af ren fysisk styrke og intet andet, så begynder han at flå sig løs. Tykt, rødt væske begynder at strømme fra en blodåre der er sprunget af anstrengelsen.
Når Vladimir gør dette, så er hans tænder lukkede tæt sammen og åbenlyst blottede. Når han kommer til at smile nu, så kommer han til at ligne et sindsforvirret uhyre, hverken mere eller mindre. Selvom det måske skulle være svært at tro på, så er vampyren ved at rejse sig.
En smule blod drypper nedad hans mund, på grund af et for brutalt tryk i tandkødet. Han vil heale det senere. Så snart Vlad er trådt ud af tegnet, så løsnes han med ét - det er som når man slipper en spændt elastik. Han eksploderer simpelthen i et hav af flammer der alt omkring sig, sluger alt jernet med en grådig, brølende lyd der er så voldsomt at han kan mærke sin brystkasse vibrere. Heden er så stærk at Vladimirs eget ansigt ville smelte hvis han ikke var beskyttet af sine egne kræfter. Det er fuldstændig med vilje at han lader Sayuto forblive uskadet af disse voldsomme flammer. Det tager kun jernet og intet andet. Nå ja, måske ryger nogle blade også med i forløbet...
Hensynsløst og aggressivt, så tyrer Vlad en åben hånd mod Sayuto's hals, for at hamre ham op mod et træ. Blodet drypper stadig roligt fra hans tænder, men ellers ser han behersket ud. Ro og vildskab er perfekt afbalanceret i hans øjne, sådan som når man ser et jagende kattedyr.
"Lille Dreng." hvisker han bestemt, med blikket boret ind i hans.
"Hvis der er noget du ikke ved om følelser, så er det at du kan drage dem til din fordel."
En hale, udseendsmæssigt fuldstændig magen til Sayuto's, vokser sig pludselig ud af Vladimir's ryg, selvom han ikke ser ud til at tage notits af det. Med denne hale, trækker han sit spyd til sig igen og vifter lidt med det.
"Og hvis du nogensinde mangler et lille røvhul, kan jeg hurtigt bore dig ét."
Skævt smil, næsten venligt.

Sayuto's øjne blev en smule større da han blev hamret ind i træet. Han så faktisk direkte skræmt på Vladimir. Hvordan kunne idiot komme ud af hans fælde? Der var intet der gav mening. Jernet var stærkere end råstyrke, det vidste han! Ikke engang en af samme rang som Vlad burde være i stand til at slippe fri fra det ved ren og skær råstyrke. Måske var han bare uopmærksom et øjeblik. Han kunne også tydeligt mærke at han ikke havde mange kræfter tilbage. Han prøvet virkelig at udregne hvorda Vlad var sluppet fri, men intet syntes muligt, så han lukkede sine øjne, og lod sig blive klæmt op af træet.
"Jeg ved intet om føelser, og hvis du abselut vil give mit et røvhul, så værssko. Det vil ikke have nogenbetydning, for jeg vil alligevel ikke kunne føle smerten, og jeg vil blot kunne skaffe en ny krop hvis jeg blev træt af hullet. Det burde du vide." Han sænkede sit hoved en smule. Imens han snakket, havde han's hale listet sig ind imellem Vladimir's ben, men først nu jordet halen's spids - der stadig var fyldt med gift - imod Vlad's røvhul.

Der lyder et hårdt, tørt slag mod jorden, da den fjendtlige hale bliver tvunget ned. Den hale som Vladimir fik til at vokse ud af sin ryg, jog spyddet til undsætning. Nok kan vampyren tåle en hel del smerte, men han vil aldrig mere tillade noget som helst invadere hans røvhul.
Øjnene er stadig dybt fokuserede på Sayuto's ansigt, prøver at indfange hans tåbelige, arrogante blik.
Ild.
Formskift.
To evner der er blevet afsløret for Sayuto. Det er måske derfor han ikke regnede med råstyrken i selve vampyrens krop, som han har haft med sig gennem hele den lange rejse der kaldes livet. Den dødes liv, men ikke desto mindre et liv. Han kender sin krop bedre end nogen anden gør og han ved hvor hårdt han kan presse den - mulighederne er næsten uendelige. Hvis almindelige mennesker tog sig sammen, så kunne de opnå de mest fantastiske ting med deres krop. Forme dem... fjerne smerten... løsrive sig fra dem... presse dem... alt dette er taget til et nyt niveau for vampyrer, for Vladimir kan jo forme sin krop som han ønsker det. Men hvis blot mennesker indså deres potentiale! Enten er de dovne, fede bastarder i hyggelige hjem, omgivet af tryghed eller også er de skravlede, små gnaveragtige væsner der kryber rundt og tigger efter rester og penge. Hvor ofte har Vlad ikke haft lysten til at klappe dem blidt på skulderen og bede dem om at bore kroge i sig, uden at skrige? De ville ikke have viljestyrken til det.
Halen presser hårdere ned mod den fjendtlige, for at holde den på plads.
"Ikke hurtig nok." siger han venligt, men presser ikke hårdere mod Sayuto's hals, som han ville have gjort med et menneske. Det nytter jo alligevel ikke noget.
"Du har potentiale, dreng. Men jeg er for stor en mundfuld for dig."
Måske er han ved at blive en tand for nobel, men han slipper ham og træder varsomt bagud igen. Spyddet bliver trukket væk.
"Skal vi ikke blive enige om det?"

Sayuto lod sig synke en smule sammen, men stod stadig oprejst op af træet. Han skulede imod Vlad. Den idiotiske vampyr skulle ikke tro han var noget bare fordi han har var en vampyr. Sayuto vidste nu hvad Vlad havde af våben (Hvis man ser bort fra mesmerisme, men det vil alligevel ikke have nogen effekt på Sayuto.), men Vladimir kendte langt fra til Sayuto's våben. Hans sinds manipulations evne, kunne mere end blot rode med folks sind.
Klik..
Sayuto tog fat i sin ene arm, og skruede den en halv omgang, indtil den kom med en klikkene lyd. At være en dukke havde sine fordele..
"Ingen.. Slet ikke en latterlig vampyr.. INGEN ER EN FOR STOR MUNDFULD FOR MIG!" Hvæsede Sayuto irriterret og sendte sin hånd imod Vlad's mave. På vejen faldt den nederste del af hans arm til jorden, eftersom den var blevet skruet af, og istedet var der nu et skarpt sværd, som også var fyldt med den samme gift som på hans hale. Grunden til han ikke havde taget sin arm af fra starten, var i et håb om at Vlad havde troet Sayuto skulle til at slå ud efter ham, og nok ville tage fat i hans hånd. Hvis Vlad gjorde det, ville sværdet alligevel ramle ind i han's mave, for det gå igennem hånden.
"Og jeg mener ingen.." Hvislede han, og der blev sendt et stærkt minde, som nok ville gøre ondt, igennem Vlad. Om det Vlad's eller Sayuto's minde var ikke til at sige.
"Den her gift vil give dig lidt længere tid at leve på. Halvanden time eller sådan, men i den tid vil du langsomt blive svagere, og svagere.. Du vil ikke kunne blockere den ved blot at lukke af fra sine blodåre, ligesom du gjorde med din arm, for den rejser igennem din krop i musklerne.." Sayuto trykkede sværdet hårdere ind i Vlad for at gøre såret større. (Lad nu den lille dreng få sin vilje, Lesta skal nok have noget der kan fjerne giften xP)

Fandens.
Det er jo en typisk fejl der er begået af overlegne idioter verden over. Det er jo egentlig delvist vampyrens egen skyld - han har jo levet nok til at skulle vide, at folk ikke længere har den mindste smule ære i sig. I hans dage - de gamle dage, åh hvor han savner dem! - så ville Sayuto have taget det som en mand og ikke brugt beskidte kneb på den måde. Vladimir havde jo i princippet afbrudt kampen, men nu vender Sayuto for pokker tilbage og bruger noget så irriterende som gift der faktisk virker på ham. Det gør ikke engang Vlad irriteret, men bare skidehamrende irriteret. Hvorfor skal de unge knægte opføre sig på den måde?
Hans egen hale knytter sig om spyddet og jager det foran Sayuto's fødder, for at distrahere ham, inden den slår voldsomt ud efter hans hoved. Det er naturligvis mere for at få ham væk end at decideret gøre ham fortræd, men derfor rykker han sig stadig bort fra sværdet. Det overfladiske sår bliver hurtigt healet, men det er besværligere med musklerne. Hvis giften ikke spreder sig gennem blodet og i stedet æder sig gennem muskler som en hurtig cancer, så kræves der andre metoder. Vladimir koncentrerer sig, mens halen holder Sayuto væk.
Muskler.. isolation..
Det er hovedsageligt mavemusklerne det er gået ud over og han kan allerede mærke giften sprede sig. Den er ganske vist hurtig.
Lag af knogler begynder at danne sig og dække de skadede områder til, for at forhindre giften i at sprede sig. Det er en besværlig metode og det gør det ubehageligt at bevæge sig, men løsningen er i orden, så længe den er midlertidig. Han må enten gendanne sig nye muskler eller prøve at få fat i en drik der healer sådan nogle skader hurtigt. Lige nu, så vil han sætte denne tåbelige dreng på plads, én gang for alle.
"Åh, hvor er du sørgelig. Sådanne gifte påvirker mig knap nok." siger han ligegyldigt og beslutter sig for at antænde ham. Heden begynder at bølge gennem luften, uden at det kræver meget anstrengelse. Den forpulede dukke vil nok komme til at brænde inden ret længe. Det er hede og ikke flammer - siden dukkedrengen ikke har følelser, hæmmer det ham fuldstændigt. Han vil nærmest først opdage den frygtelige fare, når han først brænder, hvilket fylder vampyren med fryd.

Der skulle ikke meget til at få Sayuto væk. Han var færdig med at hælde ild i Vlad, og han følte sig ærligtalt lidt dum uden sin ene hånd. Han tog fat i sin hånd igen, imens Vlad kæmpede imod giften for at få den væk, men ligeså snart heden begyndte, sprang Sayuto op fra sin plads, og kom på god afstand af Vlad. Han fik hurtigt dannet en tyk jernmur for at holde ilden tilbage fra sig. Han fik også sin taske og sine kapper tilbage, ved at få noget af jernet til at bære det over til sig. Han virke overhovedet ikke påvirket af hvad der var på den anden side af jernmuren, men begyndte roligt at tage sine kapper på igen. Jernmuren dannet hele tiden to nye lag, for hvert enkelt der blev brændt af, så Sayuto blev siddene bag sin mur, og ventede på at Vladimir var færdig med at brænde ting af.

Som om han har et uendeligt lager af energi, bliver Vladimir bare ved med at fyre hede af. Anstrengelse er overhovedet ikke til at spore, men der er noget andet i ham. Det virker faktisk en tand malplaceret, for selvom han ikke ser sådan ud, så føler han sig forvirret. Det minde der blev skudt i ham gjorde ikke ondt på ham, men det rokkede ét eller andet.
(fik museburet til at tippe)
Han står ubevægelig, fordi han ærligt talt ikke ved hvad han ellers skal gøre. Denne lidt langtrukne handling med at skrælle lag af jernmuren foregår nærmest kun fordi Vlad har mistet sin tråd, hvis den nogensinde har været der. Det minde.. er det hans eget eller er det noget som Sayuto har implanteret i ham? Han forstår det ikke og det føles ubehageligt. Det er som at træde ind i et fremmed hus, kigge sig undrende omkring og sætte sig ned i møbler der virker bekendte... fordi man har jo fået at vide at dette rent faktisk er dit eget hus, ikke en andens, som du åbenbart tror af én eller anden grund.
Er det hans minde?
Det kribler ubehageligt i ham og får ham til at rynke brynene ubevidst. Han prøver at knytte næverne sammen, men kun for at finde ud af at den højre hånd ikke er i stand til dette - armen er stadig immobiliseret på grund af giften der er blevet skudt ind i ham. Nå, hvis Sayuto har tænkt sig at gemme sig som en vaskebjørn under en skovbrand, så må han vist hellere se at komme i gang med at gendanne den arm.
Roligt, stadig med blikket på dukkedrengen, så begynder han den lidt uappetitlige proces. Det ser nærmest ud som om han er begyndt at.. smelte? Der ryger store flager af hud af armen, selvom ærmet skjuler det. Da blodtilførslen er stoppet, så begynder det ikke at sprøjte fra den, da musklerne bliver blottede. Det kan ikke ses, men Vladimir føler stoffet fra ærmet gnubbe sig mod sit nøgne kød. I små, grå stykker, falder musklerne af og ned på jorden. Hans hånd er fuldstændig knoglet nu, kun holdt sammen af sener. Alt andet synes at falde af den arm og det stinker noget så forfærdeligt.
Dette er lugten af totusind år gammelt lig, kære venner og naboer. Nå ja, måske ikke ligefrem totusind. Denne arm er blevet gendannet før, ikke sandt? Gad vist hvor mange af mine legemsdele der stadig er oprindelige og ikke et produkt af omskabelsesevnerne?
Han klukker ved tanken. Nyskabte stykker kød begynder at samle sig om de blege knogler, som bakterier i en petriskål. Nyskabte blodårer snor sig hvor der før var inficeret væv og endelig bliver det hele nydeligt pakket sammen i et nyt lag hud. Hele processen tager mindre end femogtyve sekunder. Musklerne der stadig er forseglede i knogle indeni ham, vil sandsynligvis tage længere tid, så dem tager han sig ikke af lige nu.
Fingrene begynder symbolsk at bevæge sig på den højre hånd, inden begge arme bliver hævede. Muren af flammer bliver stærkere, selvom vampyrens hænder ikke har nogen rolle i kræfterne. Det ser bare nydeligt og teatralsk ud.

Imens Vlad var ved at genskabe sin arm, fik Sayuto sneget en lillesmule jern op af søen, og om bag ved Vladimir. Han brugte en del koncentration til at udføre dette nummer, for han kunne ikke se hvad der skete på den anden side af sin mur.
Også slukker vi vidst for jule lysende.. Tænkte han ligegyldigt, inden et monster af Jern, bogstavligtalt slugte Vlad. Det inkapslede ham i et hyldster af jern, og lod ikke til at ville fjerne sit greb. Sayuto tog chancen imens den var der, og stak af fra stedet imens jernet stadig havde sit greb omkring Vlad.
Sayuto vidste at giften i Vlad's krop alligevel snart ville sprede sig, og for alvor begynde at tage til, og Vlad ikke ville have nogen chance for at holde det væk, med sine kræfter. Jernet, både omkring Vlad og muren, klaskede sammen i to store bunker jern efterhånden som Sayuto forsvandt fra stedet ..

Hauru kommer løbende. Han holder et fast greb om sin højre hånd, for at stoppe blødningen, dog hjælper det ikke så forfærdeligt meget. Han går direkte hen til blødsøen, og sætter sig på knæ foran den. Han holder sin venstre hånd ud over søen, og blodet fra hånden drypper ned i den.
"Irriterende lille unge!" mumler han irriteret. Han ser lidt på sit ærme, der også er smurt en del ind i blod.

Rena kommer gpende med blikket vendt mod jorden.. hun sukker tungt, og fletter let fingre med sig selv, 8D..
"alle hader mig" mumler hun, og sukkre igen.. hun lader sine katte øre hænge ned af hovedet, pg stønner opgivende

//det kan godt tage tid inden jeg skriver igen.. ser Yallahrup med min søsser

Han skæver mod Rena, men ryster bare svagt på hovedet, og ser tilbage på søen. Hun kan sikkert ikke kende mig alligevel.. tænker han. Han tager sin trøje af, så han kun har den sorte bluse på. Han ligger den grønne trøje på jorden ved siden af sig, og ser på sin bluse, hvor der, åbenbart, også er kommet lidt blod på. Dog ikke så meget som på trøjen, hans arm, eller hånd. Egentlig burde han også tage blusen af, men det gider han ikke, da Rena står bag ham, ikke så langt fra.

OOC: Oka

Rena lukker øjnene og skutter sig, da det er en smule koldt.. jeg skulle havde taget noget emre tøj på.. tænker hun og åbner øjnene igen.. hun sukker opgivende..

Han knytter sin venstre hånd, pga. smerten. Han rejser sig så op, og tager sin trøje i den anden hånd. Han vender sig om og ser på Rena.
Men.. Måske genkender hun mig hvis jeg begynder at snakke med hende.. Hvis hun genkender min stemme.. Sh*t, jeg er på den! Han smiler skævt.
"Hvad er det for noget jeg har roddet mig ud i?.." mumler han opgivende, men smiler så, som om intet er sket.
Han lægger armene over kort, skærrer så en kort grimasse, pga. smerten i hånden.

hun ser hurtgit på Hauru..
"h.. hauru?" spørger hun stille, og går lidt tættere på ham

Det giver et svagt ryk i ham, da hun siger hans navn. Han smiler så svagt.
"N.. Nej.." siger han bare, som om han ikke aner hvem denne såkaldte Hauru er. Han vil helst ikke kendes ved, specielt ikke af Rena, da hun jo hader ham nok i forevejen.

hun trækker svagt på skuldrende, og sukker.. hun går så derfra da hun ikke ved hvad hun ellers skal gøre
//er meget træt.. så ses

Han ser efter hende, sukker så lettet.
"Puha.. Jeg håber ikke hun finder ud af det," mumler han, før han selv lunter derfra.

OOC: Ses