OCC:hej kan du ikke huske at jeg har telepatiske evner, Nea

IC:Han er meget træt så han falder i søvn

//Frys

OOC: Dine evner er blokeret af halsbåndet^^

Fallen hører en ny tone blande sig med hendes musik, og hun bliver roligt i kroppen.
Musikken afslapper hende, og hun spiller bare videre.

begynder at spille lidt højere, og nyder den gode musik der kommer ud af det

Anolicia lyttede opmærksomt efter hvad han sagde, og nikkede sammentyggende engang imellem. Hm.. Det virker ikke som omhan rigtigt savner sin familie. Mærkeligt.. Jeg ville give hvad som helst for at se mine nu... "Javel. Det kan jeg jo ikke gøre noget ved.." sagde hun roligt, for lette stemningen lidt. Kort satte hun et hår bag sit øre, inden hun langsomt begyndte at spise af hovedretten. Hvordan skulle hun klare sig igennem menuen? Det måtte blive hendes død.. Eller i så fald ville hun sikkert kaste op lige så snart hun kom op på sit værelse. Allerede nu kunne hun smage den forfærdelige smag i sin mund...

(jeg trode maden smagte godt Õõ)

Hun slipper tangenterne, og flyglet falder hen i tavshed. Hun ser ned på sine hænder, der hviler på tangenterne, dog uden at holde dem nede.
Hun kaster et blik på drengen.

Nearyn fornemmer den trykkede stemning og ligger bestikket fra sig. Han rejser sig langsom og spørger i en høflig og glad tone for selv at hjælpe lidt på stemningen. "Vil de danse lidt?" Han rækker bydende en hånd ud i en spørgende, blid bevægelse.

kan stadig ikke se hende "hvem end du er, så håber jeg vi ses på et tidspunkt" bukker let og han ænse et omrids af en person, han bukker i den retning og forsvinder, som et lyn forsvinder så pludseligt som han kom, intet til at afsløre hvor han måske var blevet af, intet.

Kort belv Anolicia meget forundret over hans spørgsmål. "Ja.." svarede hun dog og lagde sin hånd i hans, inden hun rejste sig forsigtigt op, og trådte væk fra stolen. Okay.. Hun måtte snart overgive sig. Han var forfærdelig charmerende på alle måder.. Og så havde han jo et godt udseende. Roligt fulgte hun med ham ud på gulvet, (Hvor jeg tror de går hen..)

OOC: FRYS! Nu håber jeg det er iorden >___< Ellers må du lave en afslutning. Hvis jeg ikke går i seng ligger mit hoved snart på et sølvfad omgivet af dampede grøntsager!

OOC: Vi fryser. Jeg hopper selv i høkassen nu. Vi skrives ved^^

IC: Nearyn fører hende blidt ud på gulvet. Han tager hendes hånd og ligger en hånd på hendes hofte. Han holder sine øjne blidt i kontakt med hendes Han begynder at lede i en waltz.

( Til dem der ikke gider læse det hele: Hun forsøger at flygte, men det mislykkes.. )

Hun ser forvirret rundt efter ham, men kan ikke se ham. Hun kryber sammen på den lille stol, og ser så på flyglet igen.
Hun spiller roligt på flyglet igen, og denne gang, bryder en smuk stemme igennem rummet, blidt.. Med en sang:
"Night-time sharpens,
heightens each sensation
Darkness stirs and wakes imagination
Silently the senses abandon their defences ..."
Hendes sang fortsætter lidt endnu, men hun stopper dog brat midt i en sætning, og rejser sig fra stolen.
Hun sætter bogen på plads, og går over til vinduet. Hun åbner en 'dør' af glas, som fører ud på en terasse. Hun går ud på terassen, og mærker den rare kølige luft imod sin krop. Længe står hun og mærker den kølige luft, og hun bliver lidt fjern.

Hun går ind af døren igen, og hen til den store dør, ud til gangen. Hun griber om håndtaget, og hiver ned i det, men der sker intet. Den er låst. Hun panikker kort, men beroliger sig selv med, at den nok bare binder lidt. Efter at have prøvet at åbne den nogen tid, går hun tilbage ud på terassen. Hun går hen til kanten af terassen, og ser ned med et vaktsomt blik. Hun bemærker, at der render vagter rundt dernede, og det smadrer hendes glastynde idé om at flygte. Hun bryder sig ikke om at være der. Der er noget ved stedet der skræmmer hende.
Hendes vinger er langt fra helede, og det undlader hende fra at flyve.
Men hun vil ikke give op så let. Hun 'springer' akrobatisk over hegnet omkring terassen. Hun svinger sig ned i armene, og får fat i noget fast grund under fødderne, hvilket viser sig at være en lille udbøjning i væggen. Hun klatrer ned af siden på bygningen.
Pokkers kjole.. Gid Gud havde den..
Hun placerer den ene fod forkert, og glider ned af siden, dog når hun at gribe fat med den ene arm, i en gargoyle af en art. Hun klynger sig til den, og ser op og ned. Det har var nok ikke helt så smart..
Der er langt ned, og hun frygter for faldet. Hun ser efter et levende væsen. Hvis hun kan stjæle noget energi, så kan en energi søjle aftage for hendes fald. Men der er intet omkring hende.
Et knæk lyder fra Gargoylen, og Fallen slipper den straks, hvilket resulterer i, at hun må gribe ud efter noget andet at støtte sig til.
Hun ser op. Det er umuligt at klatre lodret op af den mur. Hun flytter blikket nedad. Der er langt.. Hun ser sig om, og blikket fanger et træ lidt ved. Hun lukker øjet et sekundt, og hendes krop ryster kort.
Hun slipper med arme og ben om muren, og springer imod træet. Men det er for langt væk, og hun ved det. Hun åbner vingerne, og de bremser for faldet, og trods smerten, holder hun dem ude.
De får hende til at svæve tæt nok på træet, til at hun kan gribe fat i en gren. Hun klynger sig til grenen, og ømmer sig, for sine vinger.
Fra træet, kommer hun ned på en gren, lidt længere nede. Derfra hopper hun ned på græsset. Hun ser sig om, efter vagter, men de 2 tætteste, går den modsatte vej, og har derfor ryggen til. Hun hanker op i kjolen, og løber imod muren, som hun trykker sin spinkle krop op af. De må ikke se mig. For så er jeg på den..
Hun bevæger sig tæt ind til muren, og bevægser sig langs en sti, lidt væk fra muren.
To vagter går forbi hende, og hun stivner forfærdet. Den ene stopper op, og ser imod hende.
,, Vent lige.. Jeg tror der er nogen .. '' siger han til sin ven. Han går imod Fallen, og hun lukker øjet, i håb om at forsvinde.
,, Hej ! Du dér! Kom frem! Giv dig til kende! '' råber stemmen, og den skær i hendes ører.
Gå væk! Gå væk..! tænker hun, og bliver stående som forstenet.
Hun hører en slibe lyd, fra et sværd der bliver trukket. Hun åbner forfærdet øjet. De to vagter har nu begge trukket deres sværd, og de går truende frem imod hende.
,, Hov.. Er det ikke hende dér den bevingede tøs ? Hende der faldt ned fra taget ? '' spørger den ene, og den anden svarer, med at give ham ret.
Den ene af de to vagter går hen til Fallen, og rækker hende hånden, samtidig med at han sætter sværdet på plads i skeden.
,, Kom med indenfor.. Det er koldt herude.. '' siger han venligt, og ser på hende, med roligt øjne.
Gå væk!. Hun trykker sig op af muren, og kniber øjet sammen.
Den anden går over, og griber om hendes håndled.
,, Vi har ikke tid til det her tøs! '' vrisser han, og trækker hende uhøfligt og hårdt med sig. Han fortæller kort sin ven, at han vil tage Fallen ind.

Den store hoveddør knirker højlydt, så det runger i entréen. Fallen kryber sammen, og bider smerten i håndledet sammen. Vagten har et hårdt greb, og hun føler kort, at hendes ikke-eksisterende blod ikke kan komme ned i hånden. Hun fryser pludselig gevaldigt, og føler sig, som som rummet er for lille for hende.
Hun bliver trukket forbi vagter og tjenestefolk, kokkepiger osv. De ser alle underligt efter de to, og Fallen bliver let forlegen, men vagten virker tilsyneladende ligeglad med dette. Han trækker hende bare ubarmhjertigt af sted.
Han hiver vredt døren til hendes værelse op, og giver hende et hårdt skub ind i rummet. Hun snubler og falder på hovedet. Hun drejer rundt, og ser op på ham, med et stort sørgmodigt blik.
Han er fuldstændig kold overfor hende, og ignorerer hendes bedende blik.
Hun hører ham sige noget lignende ,, .. misfoster .. '' og det får hende til at vende hovedet væk fra ham. Han tager nøglen, der sad i døren, ud, og låser døren efter sig.
,, Og bliv så derinde! " råber han ind af døren, og Fallen kan høre ham, gå sin vej, ned af korridoren. Hun kan høre hviskende stemmer derude fra. Det må være tjenestefolkene, der undrer sig.
Hun sætter sig på sengen, og kryber sammen, med en let hulken. Det sidste håb, var bristet.. Sammen med hendes værdighed.
Hendes søvn overmander hende lidt efter lidt, og hun lader sig falde bagover ned i sengen. Hun drejer rundt, og gemmer ansigtet i puden. Nogle få tårrer glider ned af kinden, og ned i puden..
Snart efter falder hun til ro, og ind i drømmenes onde verden..

( Kilometer indlæg.. =3 )

han vågner op. han prøver at fjerne døren men kan ikke. han ser på halskæden og prøver at flå den af men det virker heller ikke. han ser på den sten i midten der lyser. han finder en anden sten og begynder på at slå på stenen. "Gå i stykker din dumme tingest"

(Den giver sig ikke det fjerneste. Sansynligvis går din sten i stykker først, hvis ikke det bare begynder at gøre for ondt at tæske på et jernbånd om din egen hals på et tidspunk. Stenen er minet fra under krystalbjergene. Den er tæmmelig uforgængelig. ikke helt, men næsten.)

Han stoper et stykke tid for at se hvor langt han var kommet. der var ikke en ris i stenen så han smed sin sten væk. Jeg bliver vist nød til at tage min hætte af tænker han. han gør det og han leder efter et sted at smutte ud. (bare et lille hul. han er meget smidig) han ser på celle døren og han ser træmmerne. han hopper op og klemmer sig igenem træmmerne. han hopper ned på gulvet og ser om der er nogen og gemmer sig i et hjørne

//Frys

(den bedste mulighed er op gennem gitteret. Hele brønden er indrettet til det her så du er omgivet af solid klippe på alle andre sider end op. Men en person af din størelse burde også kunne tvinge sig gennem gitteret.

Rent appropros, så ville det heller ikke være i din interesse at ødelægge stenen. tænk over det. Al dem rå magiske kraft som den konstant suger ud og forsegler.... alt sammen sluppet løs på en gang... hvad tror du der ville ske?.... nemlig... Ka *Fu#¤%&>* Boom. Og hvis en sådan eksplosion kommer derfra hvor stenen er så prøv at gætte hvad der sker^^. Hvis du er heldig så "farvel hoved" men det er langt mere sansynligt at det bare er "farvel dig" faktisk sågar "farvel dig, og asken af dig, og farvel alle dine oprindelige atomer" ^^, det kommer selvfølgelig an på hvor meget viden om magi du har haft adgang til, men hvis du har haft adgang til en stor del, så burde din char vide sådan noget^^. bare for future referance)

Han sidder bare i hjørnet stadig med hætten af hovedet

(vagterne patruljere jævnligt og grundigt, men de skulle umidbart være til at snige sig forbi dem)

han ser sig omkring og der er ingen vagter. han løber hen af gangen og gemmer sig igen i et hjørne. (der er skygge i hjørnet)
Han kigger hen af den næste gang og der er stadig ingen vagter så han løber videre. Han leder efter Nea. Han finder en gang der er blokeret af sten. gad vide hvad der er bag ved det tænker han. Han sætter sig i et Hjørne

//frys

OOC: OMG! Der er godt nok blevet slettet et stykke >___<, i hvert fald på min computer. Men jeg kan sådan ca. huske hvor mig og Nearyn var noget til... ^____^

BIC: Anolicia fulgte roligt med ham ud på gulvet, og placerede sin hånd let på hans skulder. I takt med ham begyndte hun roligt at danse, imens hun beholdte øjen kontakten imellem dem. Det kunne næsten havde været helt smukt.. Hvis hun altså ville glemme at han havde købt hende som slave, og derher garanteret bare var et fup nummer for at få hende til at føle sig tryg.

OOC: Hvorfor minder det her mig om Skønheden & Udyret? OO;; Altså ikke forstået som Nearyn er et udyr xD