Asbjörn lod hagen hvile i håndfladen, imens han roligt betragtede Kitsune og Brynjar. Han overvejede at blande sig, men så alligevel. På nuværende tidspunkt spillede Brynjar blot højt på skrå, muligvis for at se smart ud for kvinden kaldet Mainia, som tilsyneladende var igang med et flugtforsøg. Et smil gled henover de smalle læber. Indtil videre ville han forholde sig passiv. Men hvis de to spektakelmagere kom i totterne på hinanden så måtte han reagere. Han lod hånden glide ned til bæltet, hvor hans trofaste sværd hang. Klar til at hjælpe. Klar til at beskytte. Han lod blikket glide rundt i krostuen igen. Der var mange uskyldige herinde, og han ønskede ikke at lade dem gå herfra med traumer og blodpletter på tøjet. Konflikten skulle undgås, for alt i verden. Desuden, så var disse to mennesker ikke nødvendigvis nogle han ønskede at spærre inde. Kitsune stjal lidt hid og did, men hvem gjorde ikke det, i denne nødens stund? Og Brynjar slagtede både Mørkets og Lysets Krigere, og hvis han fokuserede mere på de førstnævnte, så ville Asbjörn ligefrem være tilfreds. Desuden havde han haft en lang, udmattende dag. Han så efter kvinden, der nu havde forladt stuen helt. Godt valg, måtte han indrømme. Hvis han kunne, så gik han også gerne.
Pludselig rejste byvagten sig op. Han burde gøre noget, så det ville han.
"Så er det godt, begge to. Tøsen er stærkt påvirket af alkohol, og skal ikke straffes herfor; i hvert fald ikke af én, som ikke selv har rent mel i posen, Brynjar." sagde han med en stærk, mørk stemme. Hans ansigt var mildt og der var endda et lille smil på hans læber. Han var ikke en ond mand, Asbjörn. Han var et godt menneske, som kun ville folk det bedste.
Det var bare ikke alle der var helt lige sådan.
Krystallandet
