”Jeg kan vidst spise lidt af alt” svarede hun roligt. Hendes øjne bevægede sig næsten med lynets hast til den trækning han havde i hånden. Hun havde efterhånden lært at skulle reagere på enhver bevægelse. Men hun gjorde ingenting. Iulia løftede blikket igen for at kigge på Lorcán igen, og smilede i stedet til ham. ”Har i altid boet her?” begyndte hun at spørge ind til, for at lærer stedet, såvel som ham lidt bedre at kende.
Hobbit 13.09.2017 01:38
Iulia sendte ham et smalt halvstrengt blik over ansigtsudtrykket der gemte på en latterkrampe der ikke fik tilladelse til at nå frem til overfladen. Men hun kunne ikke lade være med at fortsætte med at smile af det, som han selv smilede bredt. Hun var jo trods alt blevet advaret, det måtte hun give ham. Hun tog et stykke mere og forsøgte så vidt muligt at ignorere den geleagtige konsistens. Hjerne var virkelig en mærkelig ting at spise, men det var mad, så hun ville så absolut ikke brokke sig. Efter den manglende føde de sidste mange år af sit liv, var kræsen ikke et ord man kunne bruge om hende.”Jeg kan vidst spise lidt af alt” svarede hun roligt. Hendes øjne bevægede sig næsten med lynets hast til den trækning han havde i hånden. Hun havde efterhånden lært at skulle reagere på enhver bevægelse. Men hun gjorde ingenting. Iulia løftede blikket igen for at kigge på Lorcán igen, og smilede i stedet til ham. ”Har i altid boet her?” begyndte hun at spørge ind til, for at lærer stedet, såvel som ham lidt bedre at kende.
Helli 17.09.2017 12:56
Gwen nikkede bekræftende, stadig med et kækt smil på læberne. Hende og Rouku var generelt kommet godt ud af det med hinanden, men hu n havde også haft behov for noget latter i sit liv. Noget Rouku var mere end frisk til at give hende.Hun lagde lidt på skrå og kiggede over mod der hvor hun mente at de var gået hen. At de nok havde forladt lige det sted, gjorde hende ikke så meget. De var nemlig tilpas langt nok væk til at Gwen ikke længere kunne se den røde blob af Lorcáns hår, som var det hun kiggede efter.
”De må i det mindste have udvekslet et par år, ellers går der da lang tid inden der sker noget som helst mellem dem,” pointerede hun. Der var stadig en hvis jalousi forbundet ved det Lorcán og Iulia havde kørerende, men det var fordi at Iulia var den eneste Gwen rigtig havde. Det betød dog ikke at hun ville stå i vejen for Iulias glæde. Gwen blev bare nødt til at komme sig over det!

It's time to look inward, and begin asking yourself the big questions:
Who are you? And what do you want?
Hobbit 19.09.2017 17:58
Rouku kiggede ned på hende og tilbage hen i mod stedet de var forsvundet hen. Hendes ord forsikrede ham at han i det mindste ikke var den eneste der havde set noget. En eller anden kemi der var udviklet stort set så snart de var kommet ud af den dragehule. Hvis ikke man knyttede bånd ved at have overlevet et drageangreb, vidste Rouku ikke hvad der gjorde. Men Lorcán opførte sig anerledens. Det var både sjovt men også rart at se. ”Der går nok langt tid alligevel, kender jeg Lorcán ret.” svarede han og lagde armene over kors. ”Hvordan har du det med det hele? Dem der sniger sig afsted, livet her?” følelsessnak var måske ikke hans stærke side, men lige pt stod han og kiggede i en anden retning. Dertil var det ikke følelser forbundet direkte til ham. Han frygtede skam ikke at miste Lorcán ej heller at blive erstattet. Han vidste ikke hvad den mindre rapkæftede tøs tænke.
Helli 21.09.2017 10:20
Det var underligt for Lorcán at snakke med en han faktisk kunne lide. Det var ikke sket ofte over årerne, og det var nok derfor at han ikke havde mere stil end en teenagedreng. I det mindste kunne han stadig godt snakke med hende, men det var om små ting. Faktisk at vise hende interesse ville nok tage lidt mere tid.”Jeg har, Roukus familie er tilflyttere, men vi har været bedste venner siden han flyttede hertil,” indrømmede Lorcán med et bredt smil. Han kunne godt lide at bo her, selvom han nogen gange gerne ville have eventyr væk fra Norden. Opleve noget nyt og spændende. Som at finde to piger i en dragehule uden at vide hvor de kom fra. Det var stadig noget Lorcán ønskede at spørge om, men de havde en tendens til at lukke af når de kom i nærheden af emnet, så Lorcán måtte vente til at de selv havde lyst til atkomme ud med det. ”Hvor kommer I fra?” spurgte han så forsigtigt, han var ikke sikker på om dette var et emne han ikke måtte røre. ”Du behøver selvfølgelig kun at fortælle mig, hvis du har lyst.” Han ville ikke presse hende til mere ned hun havde lyst til.

Hobbit 27.09.2017 14:39
Iulia smilede som svar. Det var rart at have en bedste ven i sit liv. Iulia havde Gwen, som også var den person i hele verden hun var tættest knyttet til, og det ville nok altid forholde sig sådan. Der var i hvert fald, lige nu, ikke andre i verden hun ville ofre sig selv for som hun ville med spilopmageren der havde den fantastiske gave at kunne se lysere på sit liv og sin fremtid end Iulia var i stand til. Måske var det bare et spørgsmål om at tænke anderledens end den tankegang hun var fanget i. Sociale færdigheder var i forvejen meget nedsinket ved hende. Det var imponerende i sig selv at hun indvilligede i samtaler.Iulia blinkede og havde svært ved at holde sine øjne det samme sted. De flakkede, inden hun tvang sig selv til at slappe af i sit ansigt, fremfor at se anspændt ud. Hun kiggede ned på sin tallerken og tog en dyb indånding. ”Tusmørkely.” hun huskede tilbage på sin barndom så godt hun kunne. Det var dog svært at binde sig fast til de minder, og ikke minderne fra minen der udgjorde en større del af hendes personlighed end nogen anden tid. ”På en gård med vores forældre. Men det er lang tid siden” Det var måden hun kunne svare på hans spørgsmål uden rigtig at besvare det. Hun vidste godt han havde ment hvorfra de kom da de kom ud af dragens hule. Den dag de fandt frem til hinanden. Men Iulia var stadig bange – hvad vis de havde fundet ud af at de var undsluppen? Folk døde i minerne, men deres lig var oftest ikke til at overse der.
Helli 28.09.2017 10:35
Gwen stod lidt og skiftede vægten fra den ene fod til den anden. Det var måske ikke lige et emne hun var mest trygt. Følelser var så svære, og når man som Gwen havde været så afhængig af sin søster i så lang tid, ja, så var der bare problematiske følelser. ”Jeg vil gerne have hun er glad. Mere end noget andet, men det er lidt svært til tider. Hun er min storesøster..” der lå mere bag det. Usagte ord, som at Iulia var det eneste familie Gwen havde tilbage. Selvom Gwen ikke var bange for at blive glemt, så var hun bange for at bliver overset når Iulia fik for travlt, selvom dette var irationelt. De havde behov for at lære livet selvom de ikke havde hinanden. De var ikke længere i minen.
It's time to look inward, and begin asking yourself the big questions:
Who are you? And what do you want?
Hobbit 07.10.2017 03:12
Sætningen virkede afbrudt for tidligt, som gemte Gwen på mere end hun sagde. Rouku kiggede på hende med en afventende mine om hun skulle tilføje mere. Da hun ikke virkede til at ville sige det alligevel, lod han være ved at dvæle mere ved det. Hvad end de to tøser havde været udsat for, havde det sat dybe spor – dybere end de ar han havde kunne se enkelte steder på dem. Hvad de så end gemte på, var der ingen grund til at presse det ud af dem. ”Hun vil altid være din storesøster. Jeg har selv en lillebror og Lorcán er nærmest som en tvilling for mig” fortalte han med en varm stemme og kiggede roligt ned på Gwen ved siden af ham. ”Ligemeget hvad, vil jeg gøre alt for mine brødre – ligesom jeg er sikker på at Iulia vil gøre alt for dig og omvendt” De to søskende havde et tæt bånd, det var helt og aldeles sikkert – men hvilke forfærdeligheder der lå bag, havde Rouku ingen anelse om. Helli 05.11.2017 17:48
Det smertede Lorcán at se hende være i så meget smerte over noget han ikke havde nogen ide om. Det kunne godt være at de stadig ikke var tætte, men han ønskede at hjælpe hende med hele sit hjerte, og det var ikke bare fordi at han måske var faldet lidt fra hende.”Vi behøver ikke at snakke om det hvis du ikke har lyst,” bekræftede han for han nægtede at skubbe hende ind i noget hun ikke ville snakke om. Det var nok det man lagde mærke til meget hurtigt med ham. Han lagde meget vægt på at være sikker på at dem han snakkede med var okay, især Iulia og Gwen, som tydeligvis havde været igennem et stort traume.

Hobbit 08.11.2017 22:40
Iulia tog en dyb indånding og smilede til ham. Noget af hende ville gerne sige det. Ville gerne afsløre at de ikke bare kom fra en hyggelig gård og var havnet i problemer fordi de var gået ind i den forkerte hule. At de ved et tilfælde befandt sig i en dragehule hvis rassen de nogle gange kunne høre rumle i minerne. Det var i hvert fald det som Iulia nu koblede lyden til, i stedet for almene forfærdeligheder der skete.Et andet sted viste hun også godt at de allerede var afsløret på den front. De skader, ar og generelle personlighedsmæssige træk afslørede at de ikke bare var stukket af fra svære familieforhold eller hvad end folk løb fra i dag. Men at afsløre det? Det var en helt anden sag. Havde det kun været sin egen sikkerhed hun havde stået til ansvar for, havde det måske været nemmere. Men Iulia havde også Gwen at tænke på. ”Jeg håber at kunne fortælle det en dag” svarede hun efter noget stilhed og løftede sit blik for at møde hans. At være sårbar var ikke noget hun kunne lide, faktisk var det noget hun havde undgået det meste af sit liv. At fortælle om hvad der var sket, ville tydeligt betyde at hun måtte vise noget sårbarhed frem for verden.
Helli 17.11.2017 20:00
Nu blev det lidt for seriøst for Gwen. Hun var ikke klar til at snakke om noget så dybt, og selvom Rouku ikke pressede på, kunne hun mærke hvordan han gerne ville vide hvad der var sket. "Selvfølgelig vil hun altid være det. Det er ligesom delen ved at være søskende, man kan ikke slippe af med dem, uanset hvor irriterende de er," sagde hun, lettere dramatisk, som om at hun gerne ville slippe af med Iulia. Det havde da hendet at hun havde ønsket ikke at have Iulia, men det var oftere at hun ønskede at Iulia var hos hende. Når Iulia havde kæmpet for ekstra mad, eller nogen af de 1000 andre grunde til hvorfor de ikke lige var samme. Gwen følte sig virkelig kun sikker hvis Iulia var i nærheden, selvom hun ikke lod det sig vise.
It's time to look inward, and begin asking yourself the big questions:
Who are you? And what do you want?
Hobbit 18.11.2017 13:12
Det var en yndig måde at slippe uden om et alvorligt og seriøst emne. Rouku grinede over hende dramatiske stemme over sitautionen med at søskende var noget man vitterligt aldrig slap af med. ”Det er da også bare belastende” spillede han med, i den lette dramatiske tone. Nogle gange kunne søskende dælme også være noget så irriterende! Ham og Llyr havde haft deres episoder af skænderier hvor begge parter hvis ikke var helt tilfreds med hinanden. Sådan havde alle søskendepar det, det var han overbevist om. ”Skal vi lave ballade?” af en eller anden grund var den trang kommet frem, og selvom han var en voksen mad var han stadig meget glad for at lave sjove ting, der potentielt kunne kaldes for ballade. Noget han regnede med Gwen heller ikke var helt modstander af. Helli 18.11.2017 22:03
En varm og stærk hånd tog blidt Iulias hånd og klemte den, som Lorcán kiggede med et mildt blik på hende. Et næsten opmuntrende smil, selvom der var noget medlidenhed bag der også. "Når du en dag kan, så er jeg her for at lytte til det," sagde han varmt. Han håbede at den dag ikke ville være 10 år ude i fremtiden, for hvem vidste hvad der ville ske der, men måske var det godt at tiden kkunne læge nogle af alle de sår Iulia og Gwen havde inden i sig. Deres fysiske var trods alt ved at forsvinde, og kød var ved at komme på benene, men man kunne se og høre på dem nå rman var omkring dem, hvor meget de stadig bar. Pludselig ryk i dem, hvis man for hurtigt rakte ud efter dem, og hele deres måde at se på verdenen. Gwen gemte det bag leg og ballade, Iulia gemte det mere bag en hård facade og en brændende kærlighed for sin søster. Det var i hvert fald det syn Lorcán havde fået af det hele.
Hobbit 22.11.2017 16:58
Iulia stirrede ned på hans hånd der varmt lukkede sig om hendes i en blid facon og hun løftede derefter blikke til Lorcán. Hun flyttede ikke hånden fra hans, for det var faktisk rigtig rart. Der var en forsikring over det. Ligesom hans ord gav. Hun kiggede på ham med store øjne, der gled over i noget blidt og taknemmeligt der normalvis ikke var at se på det hårde tildækkede ansigt. "Tak" og hun mente det. Hun var ikke klar til at fortælle det. Hun var ikke klar til at flå op for de mange sår og mange år med stilhed. Fortælle om sit liv. Iulia ville nogle gange hellere at hun bare kunne glemme det. Gemme det væk og aldrig få det frem igen. Leve et normalt liv. Måske de kunne få et normalt liv. Et normalt liv her.
Helli 26.11.2017 13:58
Man kunne næsten se Gwens ører lave en trækning, næsten ligesom en hund der hørte ordet 'mad'. For hende var det bare ballade hun reagerede på og hendes ansigt viste forundring og nysgerrighed over hvad Rouku nu kunne foreslå at sjove spillopper som de kunne lave. Det var nok lidt til frustration for Iulia at Rouku og Gwen var faldet lidt for godt i spænd over at lave ballade. En ting var da Gwen kun alene kunne gøre det og de var i minerne. Det var begrænsende hvilket omfang hun ville gøre det i, men her? Det gik galt.”Så som?” sp urgte hun grinende og man kunne nærmest se julelys i øjnene på hende. Hun var klar på at lave ballade!

It's time to look inward, and begin asking yourself the big questions:
Who are you? And what do you want?
Hobbit 06.01.2018 23:37
Rouku var ganske tilfreds med den reaktion. Han havde også allerede haft en grundfornemmelse af at det ord ville tiltale den yngre pige langt mere end fest og fine kjoler. Han grinede ved synet af julelysene i de matte øjne. Han kiggede sig omkring, for at være sikker på at der ikke lige var nogen der smuglyttede med, før han hviskede ned til hendes øre, så det kun var tiltængt dem. Da han var færdig havde han et drilsk smil på læben. "Kom" hvilket var nok til at Rouku satte afsted væk fra festlighederne med Gwen efter sig. De skulle nok ende i ballade for det her. Helli 07.01.2018 11:24
Lorcán vidste ikke alle de ting der foregik inde i Iulia, men en ting han var sikker på, var at hun aldrig havde set smukkere ud end hun gjorde i dette øjeblik. Han havde absolut intet imod det ellers hårde udtryk hun gik med, men der var ikke noget der var bedre end når hun smilede. Normalt var det nemmere at lægge mærke til omkring Gwen, de to søstre var tydeligvis tætte, men at få henvendt det til sig selv. Hans hjerte kunne ikke undgå at hoppe over et slag."Det er ingen årsag," sagde han blidt. Alle havde deres egne problemer, men det vigtigste var ikke at hænge fast i dem for evigt egentlig.
Han kunne endnu ikke nænne at trække sin hånd væk fra Iulias, og for en sympatisk gestus var den ved at blive lidt for langt trukket ud til bare at være det, men nu var Lorcán vidst heller ikke den der var mest begået omkring piger han rent faktisk virkelig godt kunne lide.

Hobbit 16.01.2018 12:54
Iulia havde i mange år ikke tilladt sig selv at smile meget mere end blot et par få millimeter. Noget der som regel kun foregik hvis Gwen var i nærheden. Der var noget befriende men også frygtindgydende nu at kunne gøre det igen, foran andre mennesker. Eller andre mennesker var måske så meget sagt – hun kunne foran Lórcan og var heller ikke blind for at komme med et lille smil når Gwen og Rouku var i gang med et eller andet. Det hun nok var allermest bange for, var at det hele blev taget væk igen. At det måske bare havde været en drøm at de havde forladt minerne, og at hun ville blive brutalt vækket næste morgen med iskoldt vand fordi hun havde sovet over sig.Noget i hende var stadig umådelig pinlig opmærksom på at han stadig holdte sin hånd, men hun var også modstræbende for at give slip på den. Den varme var ikke ligesom man varmede sig ved ilden. Den var hjemmelig og gav noget opvarmning til det ellers kolde måde hun havde båret sig selv på i længere tid. I den tid hvor stilheden havde lagt sig, havde hun ikke tilnærmelsesvis opdaget at Rouku og Gwen var forsvundet i mængden – imponerende nok. ”Hvor længe må vi blive her?” der var noget af hende der håbede på at han sagde at de aldrig behøvede at tage herfra, men hun vidste også godt at maden havde været skrap. Hun kunne se det, og kendte de bekymrede udtryk alt for godt. Et par ekstra munde at fylde, selvom de var villige til at arbejde for det, kunne vælte balancen.
Helli 16.01.2018 15:50
Gwen blev nærmest bare hevet med over Roukus begejstring. Det var svært ikke at blive det og selvom aldersforskellen alligevel var en del år, så havde de bare fundet en ven i hinanden.Hendes øjne blev bare større og større som hun lyttede til hvad der blev hvisket ind i hendes øre før at hun nikkede ivrigt. Hun greb dog fat i Roukus arm som han begyndte at løbe afsted, sådan så hun ikke blev væk, og kunne løbe med ham. At have en halv blind pige løbende rundt? Det var ikke det mest praktiske.

It's time to look inward, and begin asking yourself the big questions:
Who are you? And what do you want?
Helli 16.01.2018 15:55
Der var intet i Lorcán der nogensinde kunne finde på at bede Iulia om at forlade dem. Selvfølgelig var der folk rundt omkring i byen der måske ønskede at de skulle lade de to søstre gå videre, men alle der havde mødt dem, havde svært ved at sige at det var noget de blev nødt til det. Især når man tænkte på den stand de havde været i, da de lige var blevet fundet."Så længe I har behov for det," svarede han og man kunne godt høre at han mente det. Om det så krævede at han måske måtte ridde lidt længere væk for at de kunne finde mad til dem omkring sig, så ville han gøre det. Han ville bare ikke sende Iulia eller Gwen ud for at dø i kulden. Hvis man ikke var vant til at begå sig heroppe, så ville man ikke overleve, og noget havde vist sig, at selvom de var fundet heroppe, så var de ikke klar til det sneklædte landskab.

Hobbit 21.01.2018 10:32
Iulia var taknemmelig. For at de endelig var sluppet fri af deres fangeskab, men også at de var blevet så vel modtaget. Alt var bedre end de kuldsorte huler hvor lyset ikke havde mødt dem i mange år efterhånden, efterladt dem blege og ikke mindst udsultet i forhold til en almen person i landet. Når man først havde overlevet det, var verden og livet udenfor ikke så skræmmende. Men alligevel var hun taknemmelig for at de ikke stod alene. At de var blevet fundet af Lorcán og Rouku. To vildt fremmede der alligevel havde taget dem med hjem, hjulpet med at forbinde deres sår og sørget for at de fik noget at spise. Der var ikke nogen ord i verden der kunne udtrykke den taknemmelighed, og Iulia havde svært ved at vise det, hvor meget hun end ville."Tak" Man kunne især ser det i hendes øjne. Ærlige mosegrønne øjne, selvom resten af hendes ansigtstræk stadig skulle lærer at udvise følelser. Det blev til et lille smil, men det var bedre end ingenting. "Jeg vil gerne hjælpe hvor jeg kan. Jeg er ikke vant til at lave mad, men.. jeg tror jeg kan jage, eller finde brænde eller hvad end der er nødvendigt" hendes stemme afslørede at hun havde det dårligt med bare at tage imod uden at give noget igen. Iulia ville ikke udnytte dem, hvor praktisk det end måtte være for deres overlevelse.
Chatboks
IC-chat▽
Krystallandet
