Carolina lader blikket glide hen mod kvinden, der sidder længere henne ved et af træbordene i kroen. Hun virker til at være optaget i en anden samtale, men ind i mellem ser Carolina, at kvinden sender skjulte blikke over mod Levon og hende. Hun har ingen forståelse for kvindens fascination af denne mand, men hun har efterhånden fundet ud af, at mange falder for Levons tricks og charme. Carolina er ligeglad, så længe hun bare ikke selv bliver blandet ind i det på nogen som helst måder. Hun lytter igen til Levons ord, og et lettere træt smil glider over hendes læber.

"Hun lyder i hvert fald ikke helt nem," svarer hun blot en smule kryptisk og smilet forsvinder derpå. Hun tager det halvtomme krus i sine hænder, hvorefter hun drikker det sidste af vandet. Krusset stiller hun igen på bardisken.
"Men det lader jo til, at du har helt styr på hende," tilføjer hun da. Varmen er efterhånden ved at komme tilbage i hendes krop igen, og ansigtet har fået en lidt mere sund kulør.

Da han spørger, hvad hun synes om situationen, kan hun ikke rigtigt bestemme sig for, hvad hun skal svare. Levon kender ganske vidst ikke til hendes anden side, og det er ikke ligefrem nogen side, han nødvendigvis skal lære at kende, men på den anden side trives hun også ganske godt med at fortælle halve sandheder.

"Jeg er ikke typen, der skal dømme rigtigt og forkert," svarer hun da, ganske sandfærdigt. Hun lever udsvævende, på kanten af loven, men inderst inde tror hendes hjerte på det gode. Men ikke det gode i mennesker. Det har hun efterhånden opgivet at tro oprigtigt på - der er altid intentioner bag hver en god gerning. Carolina kan stadig ikke få ind i hovedet, at Levon blot ønsker at hjælpe hende.
"Og jeg kender ikke til situationen. Men jeg synes ikke, det er pænt at flirte, blot for at lave noget sjovt," tilføjer hun så. Stadig med en form for ambivalens, for hun udnytter også mænd, når hun har brug for det. Levon har brug for sjov - er der en forskel? På nød og lyst?

Han bemærker hendes blik glidende mod den anden kvinde og smiler skævt ad det uden helt at vide hvad, han skal tro.

De kryptiske ord får ham til at smile; han kan godt lide deres lille leg, og han betragter hende opmærksomt, mend hun drikker ud.
"Nem er hun ikke, nej, men vi er kommet til en forståelse, tror jeg ... HVorvidt jeg har styr på hende eller ej, skal jeg ikke kunne sige. Mange gange har hun vist mere styr på mig end omvendt, og der er tider, hvor jeg nærmest føler mig som en skødehund." Han sukkede tungt, men smilede stadigvæk muntert, for han var ikke så træt af legen, som han foregav at være det. Modsat hvad mange troede om ham, fandt han det lige så morsomt selv at blive forført som at forføre en anden, og med kvinden her, var der en gensidig leg i gang, som han skønt dens længde endnu ikke var blevet træt af.
Det er tydeligt for ham, hun er ved at have det bedre, nu hun har fået lidt farve i de små kinder og det blå skær er forsvundet fra hendes læber, og han er kun glad for at se hende sådan.

Hendes ord om at dømme rigtigt og forkert, får en mild klukken lusket fra ham, og hans øjne funkler af morskab.
"Det var nu ikke så meget rigtigt og forkert, jeg var interesseret i, mere din holdning til mine affærer." Et charmerende smil spillede om hans læber, mens han fortsat betragtede hende.

"Tja, at flirte for at lave sjov ..." Han så ud som om han smagte på ordene, "Det var måske ikke lige det, jeg ville sige, det er, men folk kan vel opfatte det sådan. Modsat af hvad mange tror, så giver jeg aldrig en kompliment, jeg ikke mener! At flirte ligger i min natur, og jeg kan ikke gøre meget for at afholde mig selv fra det, selvom jeg forsøger kraftigt fra tid til anden. Det falder mig ganske naturligt. Ydermere er jeg aldrig ligeglad med de kvinder, der kommer ind i min tilværelse, selvom det måske godt kan virke sådan. Hvad end de ser i mig, så ser jeg noget i dem også, og jeg er ikke typen, der kaster en kvinde bort, når legen er slut! JEg har for stor respekt for dem til den slags! JEg ville aldrig indlade mig med en kvinde, jeg ikke respekterede - på den ene eller den anden vis - og om jeg så er let at imponere er ikke op til mig at bedømme." Hans blik hvilede oprigtigt på hende, og det var ikke svært at se, han mente hvad, han sagde. Han var meget mere åbenhjertet overfor hende nu end under deres sidste møde, og han vidste det godt. men denne gang var de også mødtes under andre forudsætninger, og han havde ikke noget imod ikke at være så mystisk lige nu. Hans syn på hende var ændret en smule, og det var nok til også at ændre hans opførsel over for hende.

Carolina er jo, som Levon nok har opdaget en opmærksom lytter. For det meste interesserer hun sig ikke oprigtigt for, hvad den anden siger, men det at være en 'lytter', giver hende også plads til at være en 'tænker'. Men hun interesser sig faktisk for det, Levon siger, men mest af alt, fordi hun gerne vil vide, hvem han er. Indtil videre har han jo spillet rimelig mystisk, men Carolina har godt bemærket, at noget af mystikken er ved at forsvinde fra ham. Hvorfor gør han det? Er det bevidst? For at narre hende? Et øjeblik slår hun de lettere paranoide tanker væk, og responderer på hans tale:

"Det er da i hvert fald rart, at I har en forståelse." Hendes stemme er en smule hæs, og stadig taler hun lavt. Bevidst passer hun på med ikke at sige for meget, men samtidig også lade være med at udstråle, at hun tænker, som hun gør. Det lykkedes delvist - normalt ville det gå strålende, men hun er trods alt meget afkræftet.

Da Levon efterfølgende begynder på sin lange tale om komplimenter, kan hun ikke lade være med at smile et hurtigt, lille smil. Han er alligevel en passioneret ung herre - men stadig ikke noget for hende! Hun nikker blot, da han afslutter 'talen', mens hendes grønne øjne for en kort stund møder hans.

At Carolina er opmærksom og lytter meget tog ikke nogen videnskabsmand at finde ud af. Det overrasker ham blot, hun er interesseret i det, han siger.
Han er ikke ude på at narre hende eller lignende, han slapper bare mere af sammen med hende, nu situationen er blevet mere alvorlig mellem dem. Det tillader ligesomm ikke hans lille leg, som han rent har opgivet.

Hendes ord bringer et skævt, ironisk smil over hans læber. Det er tydeligt, hun tænker langt mere end hun siger, og det interesserer ham i grunden ikke, hun prøver at gøre ham tilpas med sine ord, selvom det er ædelt af hende at forsøge. Han drejede sig mod hende med en albue mod bordet og hånden støttende sit hoved ved tindingen, mens han opmærksomt så mod hende.

"Og hvad er så din egentlige holdning til situationen?" spurgte han let drillende. "Kom bare med det; jeg værdsætter en ærlig mening!" Hans smil er varmt og imødekommende og blikket ganske roligt. Han indgyder tillid, som han sidder der og opmærksomt afventer hendes tanker, som om de betød lige så meget for ham, som havde hun været Lysets Dronning. Og han er virkelig interesseret. Havde han ønsket at blive talt efter munden eller at blive bukket og skrabet for, havde han taget på besøg hos sine højerestående venner og deres familier, og det skuffede ham ærligt talt en smule, han skulle finde den samme mangel på selvstædnighed hos Carolina, selvom hun naturligvis har andre grunde til at være sådan end de har. Men alene tanken om, hun skulle frygte, han ikke ville lade hende bo hos sig vinteren over, faldt ham latterlig. Intet hun kunne sige ville ændre hans mening om hende eller hans ønske om at huse hende, men det kunne hun naturligvis ikke vide.

Efter sin lille tale møder han blot hendes blik og nyder de kønne, grønne øjne. Måske er han ikke noget for hende, men selv er han ikke så kræsen. Han nyder deres samspil af karakter, deres små tvist og drej, selvom hun er tydeligt svækket. Han kan ikke lade være med at forestille sig hvor meget de vil kunne få ud af hinandens selskab, når hun har det bedre. Ikke på nogen seksuel måde, men stimulerende for hjernen. Sjældent har han mødt så meget modspil fra en person, og han nyder det ærligt talt en hel del.

Carolina ved egentlig ikke, om det er for at behage Levon, at hun blot taler ham en smule efter munden. Det er måske bare fordi, hun er så bange for, at han pludselig vil vise en komplet anden side af sig - en, som vil skræmme hende. Det har ikke noget at gøre med at bo hos ham, faktisk har hun længe ikke skænket det en tanke. Der er alt for meget andet at tænke over lige nu, og da han beder hende om hendes oprigtige mening, sidder hun også længe uden at sige noget. Denne gang vil hun gerne fortælle, hvad hun mener om det, men hendes tanker er så rodede lige nu, at hun ikke rigtigt kan danne sig et klart overblik over, hvad hun egentlig mener om det. Hun tager sig kort til hovedet og ser ned, men blikket vandrer hurtigt op igen.

"Jeg har det ambivalent med det, for jeg kan også selv være en charmerende, flirtende type, hvis det er det, jeg har lyst til. Selvom du måske ikke ligefrem tror det," siger hun og et lille smil breder sig over hendes læber. At det så ikke altid er fordi hun nyder 'skuespillet', hvor hun er flirtende og smilende, er noget helt andet, men dette giver hun på ingen måde udtryk på.
"Og nu, hvor jeg har hørt lidt mere om jeres forhold, virker det også mere i orden. Først virkede det bare som en lille forestilling til ære for denne kro og jeg - for at du kunne demonstrere den indflydelse og magt, du har på hende," siger hun. "For hun virker jo selv lidt udenom det nu, og bare hun giver dig igen af samme skuffe," tilføjer hun med et lille, drillende smil.

Det er faktisk også lang tid siden, at Carolina har talt så meget med et menneske. Og selvom hun ikke har været ærlig for Levon hele vejen igennem, har hun løjet meget mindre, end hun ville have gjort i andres selskab - men der er alligevel den der lille snert af frygt og tvivl, og derfor spekulerer hun ikke længere ud i fremtiden. Og hun vil da slet ikke indrømme, at hun nyder at være i selskab med ham!

Heldigvis for Carolina har Levon kun én side. Jovist kan han da strække den og dreje den, men han er ikke typen, der vender hundrede firs grader lige pludselig. At han skulle kunne skræmme hende er ganske umuligt, med mindre en udefrakommende skulle antaste Carolina, for så ville han bestemt ikke bare vende den anden kind til og se til. Men det ville ikke så meget være møntet på Carolina som for hende, hvilket han dog godt kunne forestille sig, hun vilel have et problem med.

Da hun tager sig til hovedet og ser ned et øjeblik, er det tydeligt for ham, hun overvejer hvad, hun skal sige, selvom han ikke helt er klar over, det er fordi hun ikke kan finde rundt i sine egne tanker. Det morer ham lidt, men det lader han hende ikke vide.

Den første del af hendes svar fik et blidt smil frem på hans læber og et varmt glimt i hans øjne, og han rækker op og stryger hende kort over kinden. Ikke på den flirtende, charmerende måde som tidligere, mere som en venskabelig, betryggende gestus.

"Det erjeg slet ikke i tvivl om!" informerer han hende med et oprigtigt smil temmelig anderledes end det der så åbenlyst forsøger at charmere. "Du har udseendet og personligheden til det, hvis du - som du siger - har lyst til det." Han tiltror hende en hel del efterhånden, og det er ingen hemmelighed. At hun er en meget stærk, uafhængig kvinde, der forstår at skaffe sig det, hun vil have og har brug for, står lysende klart for ham. Han ville have nydt det, hvis hun havde forsøgt at forføre ham, og alligevel værdsætter han at de kan sidde sammen som nu og tale som de gør. Det er lidt noget andet end han er vant til, men i grunden meget befriende.
Den anden del af svaret får hans smil til at vokse sig lidt frækkere.

"Ah, en lille forestilling. Ja, jeg må indrømme der kommer et par stykker af dem, men det er sjældent på mit initiativ. Modsat hvad nogen går og tror, kan jeg faktisk godt holde fingrene for mig selv!" Han blinkede fortroligt til hende. "Men ja, vi er vist lige gode om den her affære. Det skal dog siges, jeg ikke ville gå længere end til en uskyldig flirt medmindre jeg var fuldstændig sikker på, det ikke ville blive fortrudt senere! Jeg er ikke typen der tager for at tage; jeg ønsker at behage lige så vel ... Og det kan man ikke så godt, hvis man er en fortrydelse, vel?" Han lo let og betragtede hende muntert. Han havde nydt det drillende smil, meget endda. Det var som om, et smil fra Carolina var mere værdifuldt end de fleste kvinders latter, fordi det var forholdsvis sjældent, og han nød at se det spille om hendes smukke læber.

Levon er udmærket klar over, hun ikke har været helt ærlig under hele deres samtale, men han tager hende det ikke ilde op. Det var at forvente for en kvinde i hendes.. situation. Usikkerhed og udnyttelse kunne ikke ligge langt under hendes overflade, og han ønskede blot, hun aldrig skulle føle det berettiget fra hans side.

Måske ville hun ikke indrømme overfor sig selv, hun nød hans selskab, men Levon har været i selskab med nok mennesker - eller også er han bare en smule opblæst - til at kunne sige, hun i alt fald ikke er utilpas ved ham. Der er små ting, der giver hende bort; hendes smil, måden hun gentagende gange fanger hans blik, at hun langsomt åbner op for ham ... Alt sammen meget små ting hun nok knapt ville bemærke selv, men han der er så vant til at vejre den slags, ser det straks.

At han selv er ganske godt tilpas i hendes selskab lægger han ikke skjul på, og det burde være rimeligt åbenlyst for hende efterhånden. Hans afslappede holdning, åbenhed og de mindre anmasende smil burde være stærke nok som indikatorer herpå.

"For resten, Carolina," siger han i et venskabeligt toneleje, "du må ikke tøve med at sige mig din ærlige mening! Havde jeg ønsket at blive talt efter munden, havde jeg søgt overklassen ud." Han blinkede fortroligt til hende med et bredt smil og havde blot ytret sine tanker og følelser, så hun kunne høre dem. Han håbede ydermere hun ville fange komplimenten i ordene; at han foretrak hendes selskab over de snobbede overklassevenner hun ikke kunne undgå at vide, han havde. Han regnede hende intelligent nok til at opfatte det i alt fald.

Carolina bliver lidt overrasket, da hans hånd strejfer hendes kind. Hendes første indskydelse er at trække sig væk fra ham, men af en eller anden grund, som hun ikke selv rigtigt kan finde ud af, lader hun ham gøre alligevel. Måske fordi han ikke prøver på noget længere - eller fordi, han er begyndt at betragte hende på en anden måde. Derfor får hans ord rent faktisk også hendes kinder til at blusse svagt op et kort øjeblik - hans komplimenter bider ligesom lettere på hende, når det ikke kommer til at se ud som om, at han prøver for hårdt. Da Carolina mærker varmen i sine kinder, ser hun hurtigt væk og roder sig lidt i håret - da hun selv føler, hun er under kontrol igen, ser hun på ham igen.

"Så længe, man har styr på sine grænser, er det meste vel okay," konstaterer hun da bare, igen en smule kryptisk og med et lille smil over læberne. Selvom det ser ud som om, Carolina selv har styr på sine egne grænser, er de - hendes grænser, altså, meget flydende og svære for hende at finde ud af. Men hun taler og agerer, som om hun selvfølgelig har styr på, hvornår folk træder hende over tæerne.

Carolinas blik bliver en kende alvorligt, da Levon begynder at tale om at blive snakket efter munden. Hun ved ikke helt, om hun vil kalde "at tale efter munden", men i bund og grund er det jo nok sådan. Hendes problem er bare, at hun er så vant til at spille skuespil og agere, som de fleste har lyst til - og det plejer aldrig at være et problem. Det er bare blevet et problem, fordi Levon af en eller anden grund kan gennemskue hende så let som ingenting - hun er holdt op med at være irriteret over det, men glemmer hele tiden, at han læser hende som en åben bog. Det må have noget med den generelle følelse af udmattelse, der har overvældet hende fuldstændig. Men hvad skal hun så svare ham nu? Uden at hun blotter sig selv for meget?
"Jeg forstår," ender hun så bare med et svare med et lille nik. Hun har ikke lyst til at tale om sine grunde for at være, som hun er.

Han kan se, han overrasker hende, og skal lige til at fortryde, da han opdager, hun ikke trækker sig væk. En velkommen overraskelse, selvom han er klar over, han ikke skal tage sig for mange friheder. Den svage blussen i hendes kinder og hendes bortvendte blik får et svagt smil frem på hans læber. Hun tror det måske ikke, men hun har lige ladet ham vide noget mere om sig, og han er ganske godt tilfreds med det. Hun er altså ikke upåvirkelig trods alt. Godt, han var lige ved at blive bekymret. Ikke at han tænker på hende på den måde længere, men at komplimentere folk lægger i hans natur, og han er glad for, han ikke kun møder en mur af modstand fra hende, da det ville gøre ham rimelig akavet i længden.

Han finder det ganske bedårende, måden hun roder i sit uglede hår, og han giver hende tiden til at samle sig igen, mens han bare lader som om, han ikke betragter hende for meget.

Den lille klukken der kommer fra ham ved hendes ord er fulgt af et muntert blik. Igen tilbage i sit kryptiske hjørne. Levon tager det som et tegn på, hun ikke er helt sikker på sig selv, og om det så bare er i hans selskab eller generelt, mangler han at finde ud af. Hun har ellers nok præsteret at have sine meningers mod, men nu er hun pludselig vag og afvigende, og det både forundrer og fascinerer ham.

"Grænser er en meget vigtig ting at have, ja," sagde han selv med et kryptisk smil og et lille hint til hende om det, han nu havde regnet ud om hende. Måske burde han ikke drille hende på den måde, når hun var udmattet, men han kunne ikke helt lade være alligevel.

Det undrer ham ikke spor, hun er vant til at spille skuespil og agere efter folks nsker for at kunne klare sig, og han forstår godt hvorfor, det er svært at abstrahere fra. Måske med tiden vil hun begynde at slappe af sammen med ham, men det må han vente tålmodigt med at finde ud af.

Han gengælder hendes nik og smiler beroligende til hende. Og måske har hun ikke lyst til at tale om sine grunde for at være som hun er, men Levon følger hendes tanker alligevel. Hans indlevelsesevne er imponerende i sit omfang, og hans forståelse for hendes situation ligevis. Så han forstår kun alt for godt, hvorfor hun svarer som hun gør.

"Nu må du sige til, hvis jeg udmatter dig for meget," sagde han og kunne ikke tilbageholde et frækt glimt fra sine øjne trods den uskyldige tone, "På dit ord kan vi være på vej væk herfra for at få dig arrangeret i et værelse i mit hus, hvor du kan hvile dig." Hans øjne var venlige og rolige, og det frække glimt i øjnene forsvandt ved fortsættelsen. Han var oprigtig og mente hvad, han sagde; han brød sig ikke meget om tanken om at ende med at udmatte hende til en grad, hvor han måtte bære hende til sit hjem og putte hende - mest for hendes skyld. At have hende tæt på sig i sin favn og være bedre i stand til at beskytte hende mod kulden var temmelig tiltalende, men han havde på fornemmelsen, hun ville kæmpe voldsomt imod, og det ønskede han for alt i verden ikke. Det ville føles for meget som at tvinge hende med sig og holde hende mod sin vilje, hvad netop ikke var hans intentioner.

Carolina ER svær at blive klog på - også selvom man er sådan en stor menneskekender, som Levon åbenbart er. Men grunden til hendes pludselige tilbageholdenhed har bare noget at gøre med, at hun rent faktisk ikke orker at diskutere - og så bliver hun får hun en lille smule "du får ret, jeg får fred"-agtig holdning. Når hun bliver mere frisk igen, skal hun nok blive lidt mere, som hun var, sidst de mødtes.

Hun forstår hurtigt hans hint, mens hun prøver på, ikke at blive irriteret over det. Carolina trækker blot lidt på skuldrene af hans drilleri, og ser et øjeblik væk. På en måde bliver hun en smule ukomfortabel ved det, men på den anden side ville ingen andre end Levon nok have fået lov til at lade sådan en drillende bemærkning gå ubemærket hen. Han skal alligevel føle sig en smule heldig, i hvert fald, når han bryder sig om Carolina - for det er ikke altid, at hun gengælder folks følelser omkring hende.

Carolina nikker lidt ved hans ord - egentlig havde hun skubbet dette lidt i baggrunden, men hun er faktisk træt, og ville sætte pris på at tage hjem til Levon inden for det næste korte stykke tid. Tanken om kulden, der venter hende udenfor, udmatter hende dog næsten.
"Så synes jeg, vi skal gå nu," svarer hun og på eget initiativ rejser hun sig fra barstolen, strækker sig en smule og begynder at binde det tørklæde, hun havde om håret inden hun gik ind, fast. Rygsækken samler hun op fra gulvet og sætter på ryggen.

At hun er svær at regne ud gør bare processen sjovere, og Levon viger ikke tilbage af den grund. Han har dog ikke taget helt med i sin beregning hvor træt hun er, da han har haft lidt svært ved at bedømme det.

Så hans drilleri faldt ikke i god jord, hmm, det måtte han huske ikke at bebrejde hende. Som sagt burde han ikke drille hende, når hun var så udmattet. At han er den eneste der har fået lov at smide sådan en bemærkning og få det svar, er han uvidende om, og alligevel føler han sig faktisk lidt heldig over ikke at have fået en næve i fjæset. Det havde været dumt at drille hende, det indrømmede han, bestemt ved hendes næste ord, der bekræfter hans frygt.

Han smilede venligt til hende, fandt sin pung frem og betalte hvad, han skyldte, før han selv kom på benene. Han var tæt ved at lægge en arm om livet på hende for at føre hende hen til stumtjeneren, hvor hans kappe hang, men han stoppede sig selv lige i tide og ledte i stedet an derhen, hvor han fiskede den ned og dernæst gik hen til Carolina og slog den omkring hendes skuldrer og lukkede den fortil. Ikke at den ville beskytte hendes ben og fødder meget mod kulden, men den ville i det mindste holde vinden fra hende. Han betragtede hende et øjeblik med et uudgrundeligt udtryk i ansigtet, hun næppe ville kunne tyde, men som bundede i netop tanken om den kulde, der ventede dem derude.

"Hvor er ens hest, når man har brug for at komme hurtigt af sted?" mumlede han nærmest for sig selv og lagde så hovedet let på skrå.

"Jeg foreslår vi skynder os. Har du nogle ting, der skal hentes, vil jeg sende en tjener efter dem, så du ikke skal ud i kulden igen." Han smilede omsorgsfuldt til hende. Havde han kunnet passe de støvler, hun bar, havde han byttet dem ud med sine egne for at give hende lidt mere varme, men nu havde han ikke just de mindste fødder i verden, så det var udelukket, med mindre han var klar på at gå hjem i strømpefødder, hvad ikke lige var tilfældet. Det ville ellers have været godt for hende, men der var ikke så meget han kunne gøre ... og dog. Med et skævt smil vendte han sig rundt mod krostuen og viftede af en af barpigerne, der hurtigt og forventningsfuldt kom til.

"Hør, et par varme vinterstøvler til leje for en aften?" spurgte han indsmigrende og sendte hende et yderst charmerende smil, "Godt høje og godt varme at foretrække; bare nævn din pris! Min tjener vil komme med dem igen indenfor et par timer." Pigen havde aldrig helt kunnet stå for Levon, og hun havde endnu et par timers arbejde, så hun nikkede blot og kravlede ud af sine knæhøje forede støvler og rakte dem frem. Levon bukkede og smilede taknemmeligt, før han rakte dem videre til Carolina.

"Vi kan ikke have, du fryser et par tæer af på vejen," sagde han venligt og ventede på, hun tog dem, før han vendte sig tilbage mod barpigen med et bredt smil.

"Hvor meget, min smukke?" Kvinden kendte tydeligvis Levon for godt og lagde blot hånden over hans brystlomme med et undskyldende smil, og han kluklo let og stak hånden i den, før han trak en broche op og viste den frem for hende, og hun tog den med skinnende øjne og placerede den over sit bryst. Hun måtte have set hvordan han altid havde en lille trinket på sig for at rette op på eventuelle skader han forvoldt i et forhold, og det generede ham ikke, hun havde valgt den frem for penge. Et smykke fra Levon var måske ikke så sjældent igen, men hun lod ikke desto mindre til at sætte pris på det, da hun vendte tilbage til sin post og Levon igen vendte sig mod Carolina.

"En fin lille scene," indrømmede han med et gavtyvesmil. "Heldigt jeg har den slags på mig." Han blinkede sammensvorent og afventede hun fik støvlerne på.

Carolina opdager hurtigt, at han er ved at lægge sin arm om hende - men hun er taknemmelig, da han lader være. Han skal heller ikke gøre det for akavet for dem, for det havde hun ikke ladet ham gøre. Selvom hun bryder sig om ham, betyder det ikke, at hendes grænser er mindre strikse (i hvert fald ikke, når det gælder ham).

"Alt er i min rygsæk," svarer hun blot og gider ikke tale mere om det. Hun ejer intet andet, end det hun står med her, og hun ved ikke, hvorfor Levon måske skulle have fået det indtryk.

Hendes nyligt fremkommende irritation bliver ikke mindre, da han pludselig skal til at spille helte-gentleman igen. Hun kan sagtens selv, og det er ikke med hendes gode vilje, overhovedet, at han får lov til at hjælpe hende. Han skal ikke få hende til at føle sig endnu mindre, end hun allerede gør. Hun lægger armene over kors og overvejer at lave en scene - og modsat Levons små skuespil ville den bestemt ikke blive pæn og hæderlig - men hun orker det ikke nu, trætheden overskuer alt andet.

Derfor trækker hun med en tydelig rysten på hovedet støvlerne på, hele vejen op til knæet. Derefter tager hun det tæppe, som hun tidligere havde om benene og binder det igen stramt omkring hendes hofter. Hendes greb om rygsækkens hanke strammedes lidt, og ansigtsudtrykket er blevet lidt mere hårdt og lukket igen.

Det er nærmest en tanke som *selvfølgelig* der går gennem Levons hoved ved hendes ord om rygsækken, og han smiler undskyldende.

"Okay," sagde han blot, afholdt sig fra at undskylde, kun for dernæst at opdage hendes modvilje overfor hans simple gerning med støvlerne. Det forvirrede ham faktisk en smule, hun var så meget imod det, da han kun tænkte på at holde hende varm, og for en gangs skyld var der ikke noget galant eller indsmigrende over hans handlinger, det var simpel god fornuft. Naturligvis skulle hun ikke få flere forfrysninger på fødderne end hun muligvis allerede havde.

Han overvejede at kommetnere overfor hende, det blot ville spare på en lægeregning til ham senere, men han lod være; hun var alt for udmattet lige nu og ikke mindst for irriteret.

Han ser blot på hende, indtil hun er klar til at gå, hvorpå han åbner døren og skal til at holde den for hende og vente på hende, af ren og skær vane, før han husker hvem, han er sammen med og selv går ud først. Han holder dog døren med et par fingre, så hun selv kan tage den og den ikke skal smække i for næsen af hende.

Ude på gaden sender han hende et enkelt tvetydigt blik, før han begynder at gå. Når hun kommer op på siden af ham, vil han automatisk indpasse sine skridt til hendes, så han ikke går for stærkt, hvad han ellers har for vane at gøre. Han vil jo nødigt gå fra hende.

Carolina kan godt mærke, at Levon undrer sig over hendes reaktion, men hun er ligeglad med det. Sådan har hun det bare, og hun føler ikke, hun er nødt til hverken at forsvare eller forklare sine reaktioner. Desuden ville hun være alt for stolt til at lade ham betale sin lægeregning, hun ville nok også være for stolt til at lade nogen behandle hende i det hele taget.

Hun tager fat i døren, da hun skal ud og lukker den, inden hun følger efter Levon. Hendes skridt er også forholdsvist hurtige, og selvom det er ham, der kender vejen, har hun ikke travlt med at indpasse sin rytme efter hans.

Det var på ingen måde forventet, hun ville kommentere på sin reaktion i nogen henseende. Han kendte hende efterhånden bedre end hun troede og vidste også dette. Hendes udmattelse gjorde det nok ogås lidt værre, og han var for nu blot fokuseret på at få hende arrangeret i et værelse, så hun kunne få hvilet lidt og få varmen.

De går hen ad vejen sammen. Som forventet havde hun god fart på, men alligevel kunne længden af hendes ben ikke måle sig med hans, hvorfor han var nødt til at gå en smule langsommere end han normalt gjorde på egen hånd. Ikke at det på nogen måde generede ham, og han var så vant til det, så det ikke gjorde ham noget.

Havde hun forsøgt at indpasse sine skridt efter hans, ville han nærmest have leet højt, for det ville have været s meget imod hendes karakter.

De forsvandt lidt efter hen ad gaden med retning mod hans hjem, begge to begravet i tavshed.

//out