Han vidste ikke helt, hvordan han skulle tyde hendes reaktion og forholdt sig derfor tavs, indtil hun kom med tilføjelsen. Så forstod han pludselig hvad, hun mente, og et lille lettet smil gled over hans læber.
"Jeg har selv en stærk tro, men er ikke ne af dem, der generes af andres troen på andet eller på intet. Ej heller kunne det falde mig ind at angribe nogen for deres religiøse overbevisning. Vælger en anden at angribe, vil jeg dog forsvare mig, men jeg holder på den enkeltes ret til selv at vælge ... For mig er det et spørgsmål om personlig præfference. Jeg er opvokset med at værdsætte og tilbede Gud, og det har bragt mig trøst og personlig glæde. Jeg føler, jeg får noget ud af det, og derfor vedbliver jeg at tro, som jeg gør. Jeg har den dybeste respekt for folk, der ikke behøver den sikkerhed, som det vel er at kunne fralægge sig selv en smule ansvar til trøst for sig selv. Jeg ser intet galt i religion, så længe man ikke bliver fanatisk, men ligeledes ser jeg fordelene ved ikke at have det i tilværelsen. Jeg er lidt ambivalent omkring det." Han afsluttede sin lille enetale med en undskyldende grimasse. Han havde altid så meget at sige på det punkt, og det plejede aldrig at bringe ham noget godt, men han var glad for, de kunne tale sammen alligevel og uden at komme op at toppes over noget så individuelt og personligt.

Zilanea nikkede samtykkende da han holdt op med at tale. "Folk må tro hvad de vil, jeg vil bare ikke påduttes noget." Det var ikke unormalt at de helt fanatiske troende kunne være meget... ekstreme når det kom til den slags. Heldigvis var de færreste så slemme, selvom stort set alle havde en eller anden form for tro. Zilanea selv havde ikke mødt andre der ikke-troende.
"Må jeg forresten spørge dig om noget?" Hendes blik afslørede hverken nysgerrighed eller andet, men uden at afvente et svar, fortsatte hun: "Har din gud et køn?" Det var ikke til at sige hvad der var til grund for hendes spørgsmål, i hvert fald ikke at dømme ud fra hendes ansigtsudtryk.

Han smilede taknemmelig over hendes forståelse og holdning. Det var yderst tilfredsstillende, det måtte han indrømme. George var heller ikke sikker på, han nogen sinde havde mødt en, der ikke troede på noget, men han tog det i stiv arm, lige så lidt overrasket, som hvis det havde været en diskussion om yndlingsvine og han fandt ud af, hun ikke drak.
Til hendes spørgsmål skulle han netop til at svare og havde åbnet munden halvt, da hun kom med det yderst uventede spørgsmål. Han forsøgte at læse noget af hendes ansigt om årsagen til spørgsmålet og var en smule foruroliget over intet at kunne få ud af det, selvom han forsøgte ikke at vise det. Han rystede let på hovedet.
"Nej, intet køn. Ej heller nogen billedliggørelse. Det nærmeste vi kommer det er afbilledningen af hans søn." Han var ikke helt sikker på hvor, det ledte hen, men fandt det bedst at svare åbent. Tilknappethed havde aldrig bragt ham langt, og indtil nu havde hun jo forholdt sig rolig nok, så han valgte selv at beholde sin afslappede positur, mens han blot betragtede hende for en reaktion af den ene eller den anden art.

Det var faktisk ikke fordi Zilanea ikke troede på noget. Det var korrekt at hun ikke gik ind for nogen religion eller lignende. Det hun troede på, var hende selv, og det hun var i stand til at lære af.
Hun skulle lige til at acceptere hans svar med et kort, eftertænksomt nik. Men så kiggede hun undersøgende på ham. "Men du sagde det jo alligevel. 'Hans søn'." Hun uddybede ikke sin undren nærmere, så bare indgående på ham. Hvorfor hun overhovedet brød sit hoved var ikke til at sige, for hun var faktisk ret ligeglad med andres guder. Selvfølgelig var det ret klogt at vide lidt om alle religioner i Krystallandet, det vidste alle fornuftige mennesker, men hvad skulle man bruge det til, når denne mand sandsynligvis var den eneste i hele landet der troede på lige netop denne.

Hun var såmænd intelligent nok og var tydeligvis opmærksom på det, han sagde, da hun opfattede det, han havde sagt og netop kom til at fundere, som han så tit selv havde gjort det som yngre. Alt han kunne svare med var det, han selv var kommet frem til.
"Jeg ved det, og det har undret mig mange gange selv. Min lære har altid været, Gud intet køn har, og dog omtales han i vore tekster som han. Min egen opfattelse - om den så er rigtig eller forkert skal jeg ikke kunne sige - har ledt mig til en teori om, at da det samfund, jeg kommer fra, er meget mandsdomineret, og at det er i kraft af det faktum at mange mænd er for stolte til at kunne se en kvinde i den rolle som almægtig, bliver Gud tiltalt som han. At tiltale ham som den eller det ville blive betragtet som nedværdigende, og jeg antager, det er det, der er begrundelsen for den mærkværdige tiltale. Det er lettere indviklet; langt fra så simpel en religion som mange her til lands. Der er mange hundrede skrifter, selvom kun fire er officielt udvalgt. De dækker historie gennem hundredevis af år, dækkende møder mellem mennesker og Gud gennem hele perioden, omhandlende hans profeter, hans tjenere og almene troende foruden fortællingerne om hans søn ... Temmeligt omfattende som sagt, men når man vokser op med det, kommer det lidt ad gangen." Han smilede skævt, vidste godt, det måtte være virkelig forvirrende. Det havde han tit selv været, mens han havde læst de forskellige testamenter. Især nogle af de uofficielle, der havde næsten direkte modsætninger til nogle af de andre. Han havde lært sig selv at huske mere på moraler og læresætninger frem for hele beretninger - især fordi der var så mange.
Det var beundringsværdigt, hun var så interesseret, når hun ikke selv havde en decideret religion - og selv hvis hun havde haft en, så var det at lytte om en andens stadig en flot præstation de færreste ville indlemme sig i. Han kunne kun respektere hende for den nysgerrighed omkring det og for hendes forståelse, og hun steg konstant i hans anseelse.
Han var naturligvis også klar over, der ikke var meget, hun kunne bruge sin viden om hans religion til, og derfor var han blot endnu mere imponeret over, hun lyttede og spurgte ind til det alligevel. Som han selv vidste, var der kun ham og hans kammertjener, der var kristne, i hele Krystallandet, og det var nok næppe fordi hun kunne få meget ud af det andet end at vide de ting om ham. Og det bragte nok en gang spørgsmålet op: hvad skulle hun bruge det til?