Katah strøg let forbi stenkæmpen, men til sit held slog den ikke ud efter hende i forbifarten, den var nok også for tung i optrækket til at tænke over den slags. Katan landede let på benne ben, og snurrede hurtigt rundt mod de to, hun pegede den ene finger imod kæmpen med et hånligt grin "Hahaha, ingen kan kæmpe med et karthork spyd, men jeg vil lade dig gøre et forsøg!" grinede hun, Katahs spyd var ikke et normalt et af slagsen, for det første bestod det af massivt metal, for det andet vejede det omkring 40 kg, og havde et balancepunkt, der lå væsentligt lavere, end det normalt gjorde hos spyd, ikke noget de fleste kunne finde ud af at bruge, så Katah frygtede intet, hvilket var tydeligt. Hun løsnede så læderremmen der holdt hendes økse på plads, som hun fandt det solide håndtag der sad på, hun lod fingrene strejfe over den ene æg med et næsten kærligt blik, inden øksen begyndte at blive rødglødene fra håndtaget op op til de to store ægge øksen besad.
Katah styrtede frem imod kæmpen, og da hun var ca. 2 meter fra den, satte hun af på højre ben med et voldsomt sidsspring for at forhindre kæmpen i at bruge spydet på nogen mulig måde, hvor hun i en stor bue svingede den store økse i en bue mod albueleddet på kæmpen, for at hugge den nederste del af armen af (?), øksen vejede for det første omkring 70 kg og bestod af massivt stil som spydet, den kunne let knuse sten, især når det var en som Katah der svang den.
Katah var sikker på, at kæmpen ville være hel igen, når den blev tilbagekaldt, og fremmanet igen, det var typisk den slags vagter, men det var hun fløjtende ligeglad med, det var nu hun havde lyst til at rive den i småstykker

Drea gik et par skridt væk fra golemmen det var klart at der snart ville komme et sammenstød mellem den og kvinden. Hun så sig let omkring og løb imod nogle træer som var et godt stykke fra vejen, hun gik rundt om det så hun ikke var for syn af de to kæmpende og forsøgte derefter at klatre op i det, det var noget svært med højre arm da kravebenet jo var brækket, men op kom hun da. Hun lagde sig på en gren godt dækket af blade, man ville nok havde set hende hvis man stod neden under hende, men hun turde ikke tænke på om nogen havde set hende gå derop.
Golemmen fandt ud af at dette ikke var noget almindeligt spyd og unlod at stikke ud efter barbaren da hun åbenlyst forsøgte at undgå det, istedet fik den lige præcis placeret spydet i en god position til at slå økseslaget af sig, det var et hårdt tryk som der blev placeret mellem våbnene og et af dem havde muligvis fået en ridse eller var blivet mindre bøjet.
Golemmen smed spydet imod det træ som Drea sad i, dog landte det fem meter derfra. Hånden blev formeret til en økse igen, og den satte højre fod foran og trampede den ned i jorden. Den ventede blot på et angreb.

Katah mærkede hurtigt slaget kraft mod spydet, og skyldte sig at give slip på øksen så hun ikke nåede at mærke det ubehageligt stød, der altid fandt vej igennem våbnet ved sådan en blokade. Begge våben faldt til jorden, dog havde ingen af dem taget skade, ikke af hvad der var til at se i hvert fald. Våbnene var ikke til at bruge i denne kamp åbenbart, kæmpen var både stor, stærk, klog og hurtig. Katah pustede den løse lok igen, det her var ikke en kamp med våben, men med magi, det måtte hun indse, og da Katah med sin unaturlige styrke kunne knuse sten, var det oplagt at det blev sådan! Denne gang greb Katah fat i kæmpens skulder, og forsøgte igen sit forrige udfald ved at svinge sig op på dens ryg (?) hvor hun brød ud i en stor flamme.
Her begyndte hun at varme hele kæmpens ryg, det kunne ende rigtigt grimt hvis hun fik lov til at varme den nok. Et sygeligt smil brød igen frem på læberne hos kæmpen, en smule blod løb fra den ene mundvie fra slaget hun havde fået før i kampen, hun havde fået slået hul på indersiden af kinden, men det var ingen alvorlig skade, den metalliske smag gjorde hende blot endnu mere ivrig i kampens hede, en ting hun var blevet oplært til fra barn ben, magen af blod betød kamp og som regel en nådeløs en af slagsen.

Drea så hvad der skete og ville ikke havde at golemmen kom tilskade for hendes skyld. dog var hun ikek klarover at golemmen var af samme matriale som hendes sten, og stenen kunne ej knuses eller smelte heller ej eksplodere, men energien fra golemmen kunne dog udløbe, hvilket blot forårsagede at den skulle hvile en uges tid.
Hun dækkede sin sten til og håbede at golemmen kom væk før det hun frygtede ville ske.
Golemmen stod blot i sin position og ventede på at se hvad kvinden kunne byde på, den forventede ikke at hun smed våbene og brugte sin magi, det endte jo ikke godt sidste gang hun gjorde det. Dog var den selv konstrueret til at modstå enhver form for fysisk vold. Dog brugte den mere energi på magiske angreb, og det var lige før at den buggede under sidste gang den mødte kvinden her.
Kvinden hægtede sig fast på den og den begyndte at snure rundet efter hende, den kunne dog ikke nå hende, hvilket den var pænt utilfreds med. Pluselig forsvandt den i en mindre sky af krystalstøv og kvinden ville falde til jorden.
Drea lå på sin gren og håbede på at hun ikke var opdaget, hun lå stille og trak vejret varsomt og så stille hun kunne.

Guden Marduk trådte tættere på kampens hede efter at havde set en kvinde løbe væk fra scenen. Uden tøven gik han ind mod den store golem og kvinden der satte sig på ryggen af denne. Solen ramte hans hud da han trådte væk fra skyggen af træerne og med det samme kunne han mærke styrken i hans krop og begyndte at lade op. Tiden i solen styrkede hans kraft og sind. Guden Marduk stod nu blot ved foden af golemen som var alt for fokuseret på kvinden på ryggen. Hurtigt greb han om dens læg og begyndte at tappe energien fra denne. Han kunne mærke hvordan energien fra golemen fodrede hans magi og slugte glubskt den sidste del. Golemen forsvandt ved hans mægtige evner og igen havde han beskyttet begge parter i en strid hvor kun en mægtighed som Guden Marduk kunne stoppe.
Da kvinden faldt til jorden ved siden af ham reagerede han hurtigt og intelligent ved at sætte sin hånd på hendes ryg og fjerne den energi der ville ramme hendes mave og bryst. Guden Marduk vidste at hovedet var det første man beskyttede og at benene kunne sagtens tåle et fald fra den højde. Så da kvinden landede var der ingen energi i slaget på hendes torso. Guden Marduk havde også set hvor kvinden løb hen og kiggede vagt mod hendes sted i træet for at gøre klar at han vidste hvor hun var. Et kort nik beviste og gjorde hende opmærksom på dette.

Katah gav et sejersrigt brøl fra sig og løftede en knyttet næve højt i luften da hun kom ordentligt op på den store golem, provokerende prikkede hun den i siderne med hælene, nok var den lavet af sten, men den kunne vel mærke noget, ellers havde hun fået krammet på den for længst. Katah havde ikke skænket tøsen en tanke, hvor var hun overhovedet? En fremmed viste sig, og kom tættere på, som Katah havde gang i sin rodeo-ridning, et lyn skød igennem hendes pupiller da hun så han ligefrem blandede sig i kampen. "Hey, det her er min ka...!" mere nåede hun ikke at sige, inden den massive masse under hende forsvandt som dug for solen, og hun landede på mystisk vis uden nogen form for skader, men da mærkede hun en fremmed hånd på hendes ryg, hun for op, og skulle lige til at åbne munden, sikkert med nogle ord der passede til de lynende øjne, men stoppede øjeblikkeligt da hun fik taget manden ordentligt i øjesyn, han kunne lige så vel være en Kathork som hende selv, hun kneb øjnene sammen mod ham, hun havde i hvert fald ikke oplevet andre hernede i syden der havde den højde og bredde, uden at de havde været på hendes side, ham her bar dog hverken klantattoveringer eller de generelle mønstre man fik lavet på sig, når man havde bestået sin prøve, og blev budt velkommen i de voksnes rækker.
Hun rømmede sig og fulgte kort hans nik, ham måtte hun tage sig af senere, hun gik ikke uden at have konfronteret kvinden, måske givet hende et matchende brud på det andet kraveben.
"Nå tøs, så mistede man nok gejsten! Jeg skal nok finde dig, om jeg så skal brænde hele skoven ned!" knurrede hun, og gik i retning af det træ, som Drea befandt sig i.

Drea blev grebet af panik, en ukendt person bare var dukket op udenvidere, og oven i købet havde han opdaget hende. Hun stivnede og klemte sig hårdere fast til den gren hun var på, og det gjorde det ikke meget bedre at se ham gøre noget for barbaren, hun følte sig tvunget til at tage dækket fra stenen igen og ofre den til at forsvare sig selv .
Det højre kraveben kunne stadig føles, og nu hårdere hun pressede sig til grenen, desto mere smerte forårsagede det hende, men hun tænkte ikke på det da hun var mere koncentreret på at tie stille da kvinden åbenlyst ikke havde opdaget noget endnu.
Idet at kvinden direkte blev guidet af mandens ansigt over imod hende begyndte hun for alvor at tro at det var to imod hende, frygten for den ukendte var ikke ligeså stor som for barbaren, men de var åbenbart ligeglade med hinanden eller sådan noget.
Drea turde ikke at bevæge sig og lukkede øjnene for ikke at tænke på barbaren som nærmede sig hende, hun forsøgte at finde sin indre fred for at få fokus på sit hjertebanken og mindske det højrere duk duk lyd som det lavede.

Kvinden på jorden virkede synderligt overrasket over Guden Marduks indblanding men reagerede tomt da hun fik et godt blik på ham. Nu ville han finde ud af hvordan kampen var forgået. Med nikket viste han kvinden på jorden hvor den anden kvinde var og nu kunne han se om det var et motiv for at slå hende ihjel eller om det var for at forsvare sig. Kvinden rejste sig og viste en tydelig vildskab da han hørte ordene "Nå tøs, så mistede man nok gejsten! Jeg skal nok finde dig, om jeg så skal brænde hele skoven ned!" Dette fik hans tanker på plads og han vidste hvad der nu skulle gøres. Idet kvinden fra jorden gik hen imod kvinden i træet, fik Guden Marduk hurtigt indhentet hende og tog fat i hendes højre skulder med sin venstre, placerede venstre ben omkring hendes knæhas og fjernede energien i benet imens han trak hende ned mod jorden bagover. Sæt dig. Og bliv sagde Guden Marduk fast og med en stemme der var hundrede procent autoritær. Dette blev sagt i hendes højre øre fordi han vidste at højre side var forbundet med positive tanker og derved også lydighed. Fordi han havde fanget hende hurtigt og fast, ville det næsten være sikkert at hendes underbevisthed ville reagerer på alle de signaler han sendte og hun bare blev siddende i en form for paralyse/suggestion/hypnose.

Guden Marduk kiggede så hen imod træet og satte i hurtigt løb imod dette. Imens han løb fjernede han energien i tyngdekraften så han bevægede sig endnu hurtigere end hvad der egentlig skulle være muligt. Kort tid efter stod han under træet og kiggede op på kvinden imens han studerede denne. Du er kommet til skade. Dit kraveben er brækket i højre side. sagde han igen med en fast stemme. Kom ned og lad mig kigge på det. Han bragte armene ud og gjorde klar til at gribe hende. Med et hurtigt blik bagud for at kigge efter kvinden på jorden fik han konstateret at (enten) hun var siddende og det hele gik som forventet (eller) hun havde gået fra sin plads og Guden Marduk blev nød til at få hende til at være ukampdygtig før han kunne få kvinden i træet ned.

Katah var i fuld firspring mod skoven, da manden fra før hev fat i hende, og trak hende bagover, hvordan hun kunne have undgået at se eller høre ham anede hun ikke, men det havde hun altså ikke, hvad der kom mere bag på hende var dog, at han var så hurtig, at hun dårligt nåede at lange ud efter ham da han gik videre. Hun rømmede sig, hun kunne stadig mærke såret på indersiden af kinden, det var holdt op med at bløde, men kødet der var bidt i stykker var der endnu. Hun kiggede langt efter Marduk, og kiggede så til sidst ned på sit ben, det føltes som om det sov, det prikkede underligt, og foden ville ikke rigtigt som Katah ville. Hun pustede igen den sorte lok væk fra ansigtet, og trak så lidt på skuldrene, inden hun rettede sig op og begyndt at massere den sovende lægmuskel, hun skævede over mod Marduk, Kathork var han bestemt ikke, med mindre der var sket nogle radikale ændringer oppe i Norden som hun ikke kendte noget som helst til, ergo var det totalt usandsynligt.
Til sidst rejste hun sig ved hjælp af et mindre træ der stod ved siden af hende, på trods af den friske brise der løb igennem skovens bund kunne hun mærke hvordansveden løb ned af hendes bare ryg, det var typisk Katah, hun kunne bemærkede først den slags når en kamp var ovre, ligesom smerte blot gjorde hende endnu mere blodtørstig ind til efter kampen. Hun huske stadig en af de kampe hun havde haft med Tarrak, hvor de igen havde slået hinanden til plukfisk, og det endelig havde lykkedes Katah at få en lille sejr over sin store tykpandede bror, men efterfølgende måtte opholde sig hos Shamanen den følgende uge, der proppede hende med smertestillende, rettede brækkede knogler ud, og dets lige, generelt ikke nogen behagelig tid.
Stille kom hun hen til sine våben, hvor hun samlede spydet op og studerede det efter det voldsomme sammenstød med øksen, der var ingen skade sket, men øksens ene æg skulle med sikkerhed slibes, hun vægtede tungt spydet i hånden, hun ville ikke bruge det til at kaste efter manden, det ville være spild af tid, og desuden ville hun sikkert få brug for det senere, især hvis golemmen viste sig igen, tanken fik det lille smil til at vokse på de røde læber, og igen kunne hun mærke adrenelinen begyndte at pumpe voldsomt i kroppen

Drea så forskræmt på den stolte kriger som pludselig faldt ned på knæet, blot ved en enkelt berøring... Hun fik næsten ondt af hende, selvom at hun godt nok koldt havde brækket hende højre kraveben og ville tage hende til norden for at give hende som gave til barbarens bror. Men stadig en smule sorg over at den kriger bare var blevet sat på plads som var hun en hund der blev råbt af?
Manden som kom imod hende var hun stadig lige angst for, for hvad var det for et menneske? en med en ekstrem fart og med et greb til at berolige et blodtørstigt væsen som denne barbar?
Alt i alt turde hun ikke at røre sig selvom at han muligvis ville hjælpe hende. Måske var det blot et trick? ja et trick for at få hende ind på et slave marked? Hun havde før hørt rygter om folk som spillede komedie på landevejene med den gode og den onde, og i næste øjeblik var man en fange af dem begge.
Måske havde Barbaren indgået en handel med den ny ankommende? uanset hvad holte hun blot ved i grenen og så forskræmt skiftevis fra kvinden og på ham.
''Hvad er dette for noget.....?'' små hviskede hun og forsatte med at se på dem begge.

Kvinden Fra Jorden bevægede sig ikke i retning af Guden Marduk og Kvinden I Træet men han kunne mærke hvordan dette ikke vil stoppe foreløbig. Det glædede ham. Meget. Det var længe siden han havde haft en god kamp. Og specielt med en så stærk kvinde. Hans berøring af hende gjorde det klart at hun var en kvinde med styrke. En svag stemme lød i hans øre. Hvad dette var? Hvis du ikke kommer ned så bliver hun din død eller værre. svarede Guden Marduk med en stemme der viste en tydelig irritation over hun ikke allerede var landet i hans arme. Blikket fortsatte over på Kvinden Fra Jorden og så hvordan spydet blev samlet op og kort spekulerede han på om hun ville kaste det. Hvis hun gjorde ville det kun gøre ham glad. Et klart træk på en kamp. Noget inde i Guden Marduk rørte sig. Pillede ved hans indre og gjorde ham klar. Adrenalin? Nej. Noget der virkede meget bedre Men kvinden virkede passiv og Guden Marduk kiggede igen op på Kvinden I Træet. Så hop her ned og lad mig se på dit kraveben! Stemmen var fast og det var tydeligt at se på hans holdning og ansigt at Kvinden I Træet snart skulle bevæge sig. Selve episoden mindede ham om hans hjemplanet. Hvordan han, Guden Marduk havde på diplomatisk vis fået to stridigheder til at blive neutrale igen. Kvinden Fra Jorden vækkede lysten i ham. Han ville have hende snart. Det var sikkert. Også hun skulle tilbede Guden Marduk. Inden længe vil hun enten røre sig under hans magt eller røre sig i frygt. Han smilte igen og lo lidt. Hop nu. Jeg griber dig sagde stemmen mildere og prøvede at overtale hende.

Katah kiggede vurderende på spydet, hvis hun kastede det havde hun automatisk startet en kamp, og det var hun ikke interesseret i, ikke med en hun ikke havde et videre grundlag til at slås med, med Drea havde sagen jo været en helt anden, hun fortjente det, og så var hun ligeledes ganske udemærket underholdning, mens ham den anden virkede til at være småskummel, som havde han en skjult dagsorden, og desuden havde han kræfter der overgik Katahs fatteevne, hun havde aldrig set noget lignende, eller følt det for den sags skyld. Hun samlede ligeledes øksen op fra jorden, og kiggede indgående på æggene og ganske rigtigt havde den ene ene lille skævhed fra slaget, det var ikke noget problem, øksen kunne stadig hugge en arm eller et ben af, men snittet ville ikke være det samme, hun sukkede opgivende, og satte den så på plads, på ryggen, inden hun vendte sig mod Drea og Marduk, et skævt smil var tydeligt, da hun børstede lidt jord af den lasede skindnederdel. "Ih ja tøs, spring du bar ned i armene på den vildtfremmede!" grinede hun så, og lod fingrene løbe ned ad spydets skæfte, det var glat, men på midten var et håndtag af læder der var viklet om det solidt metalspyd, i tilfælde af, at man skulle støde det, eller kaste det, hvilket Katah havde gjort en del, det var af samme grund, at det lyse læder havde samtlige mærker af blodstænk.
Kvinden lænede sig henslængt op ad spydet og betragtede de to med et grin, for det første var det en måde at provokere den store fyr på, hvis det var ham der angreb var det ikke så nedværdigende at tabe, for det andet havde hun lidt ekstra tid til at overveje hele situationen i, selvom hendes krop var spændt som en flitsbue og klar til kamp

Drea så bange ned på manden som stadig havde armene strakte for at gribe hende, men hvis hun lod sig falde ned i armene på manden kunne han nemt fange hende, hun var ikke vild med ideen og vidste ikke om hun turde stole på ham. Da kvinden råbte ad hende var det som om at hun per komando, bare for at komme ned, kravlede ind imod træet væk fra grenen, hvorefter hun så småt klatrede stille ned af træet for ikke at gøre helt som hun fik besked på.
Hun frygtede stadig manden, men hun ville hellere være nær ham end nær Katah, og hun turde heller ikke at løbe, et frygten for at blive forfuldt var for stor til at hun ville løbe sin vej.
Da hun var helt nede stod hun bag træet så det skærmede hende fra Katah's synsfelt, hun brød sig ikke om ikke at kunne se hende men lige nu var det mere om at holde øje med manden. Smerten var forsat stor i hendes kraveben men hun ville ikke vise hvor stor smerten var før hun vidste hvad der ville ske med enten hende eller de to andre.

Guden Marduk spekulerede ikke længere over Kvinden I Træet mere. Tankerne gik på det angreb han ville udøve mod Kvinden Fra Jorden. Hun vækkede hans sanser. Hendes styrke tændte hver celle i hans krop og han ville smage hende, føle hende, mærke hende, sanse hende. Lysten begyndte at tænde ham. Guden Marduk ville have denne kvinde. Og modstand vil kun få ham til at lyste hende endnu mere. Tankerne skiftede til hvad han ville gøre ved hende. Tænkte på hvordan han vil smage hendes energi før han begyndte at tappe hende. Tænkte på hvordan hun vil føle sig svag under hans magt, tænkte på hvordan hun vil overgive sig til ham når han begyndte at suge hende tør. Oh hvor han nød tanken. Han legede med hende. Inde i hovedet spekulerede han på hvordan han ville lade hende tro hun var ved at vinde og så slå til. Guden Marduk var klar. Alle scenarier havde udspillet sig for hans øjne og nu var det tid til at gøre som tænkt. Men da råbte kvinden. Ord som egentlig skulle provokere ham men han var for tændt til at lade sig påvirke. Men lyden fra Kvinden I Træet blev hans nye fokusområde og valgte at trække tiden lidt ud. Du skal ikke være bange for mig. Jeg har ingen interesse i dig. Guden Marduk forblev stille og rolig og trådte tættere på Kvinden Fra Træet og nu stod på jorden. Hans hånd nærmede sig langsomt hendes kraveben og igen sagde han beroligende ord. Tag det roligt. Jeg vil bare prøve at hjælpe. Hans hånd lå tæt på det brækket kraveben og han koncentrerede sig om at stoppe den energi der gjorde hun følte smerte imens han brugte en del af energien til at få hendes krop til at hele hurtigere. Han kunne stå hele dagen hvis han skulle få hende til at hele selve knoglen så han brugte kun tid på at få den sat på plads og lade knoglen sætte sig sammen så den ikke blev helet skævt. Og nu skal jeg nok tage mig af hende. Guden Marduk pegede mod Kvinden Med Våben og smilte.
Ja. Tage mig af hende. sagde hans stemme mere fjernt og uden den beroligende tone. Kort lo han og trådte væk fra hende med kravebenet og tættere på Kvinden Med Våben. Han svingede sine arme kort og hoppede lidt op og ned for at varme musklerne. Han var klar. Med et fast blik på Kvinden satte han i løb mod hende. Guden Marduk brugte igen sine fantastiske evner til at mindske modstanden i løbet og derved også øge sin hastighed som han havde gjort det før. Selv om det virkede tåbeligt at styrte direkte mod en kvinde med både økse og spyd havde Guden Marduk planlagt det ned til mindste detalje. Roligt i hans indre tænkte han på hvordan hendes krop ville tigge og bede ham om at stoppe, hvordan hun vil gøre alt for at lade hende slippe og noget andet rørte sig i ham. Noget velkendt og frygteligt. Han vidste hvad dette betød og prøvede at dæmpe sine tanker. Han ville ikke slå hende ihjel. Ikke endnu

Katah betragtede roligt manden, hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle tænke, ham begyndte at se mere og mere sadistisk ud, et træk hun ikke rigtigt brød sig om. Hun havde set det før, mange gange, mange af klanens krigere havde det hvis de var blevet udfordret til kamp , skulle jage eller igennem et af klanens mange ritualer.
Hun mærkede en frisk brise rulle igennem træernes blade, det hele duftede af forår, hun tog en dyb indånding og pustede langsomt ud, det her ville ikke ende kønt, det var sikkert!
Hun svingede kort spydet i rutinerede bevægelser, og pegede det så imod Marduk da hun fandt ud af, at han med sikkerhed ville angribe hende. Hun kneb øjnene en smule sammen mod ham, han var hurtig, en svag glød tændtes i hendes øjne, måske ville denne kamp kunne erstatte den hun blev frataget da Drea kaldte golemmen tilbage, forskellen var bare markant, dette væsen var intelligent, og besad en evne der ikke rigtigt var til at finde ud af, hvor gik hans begrænsninger?
hjertet i hendes bryst begyndte at hamre grundet hun var så spændt, sidst hun havde kæmpet imod en mand af hans størrelse var da hun kæmpede med sin bror, og de var vant til at slås med hinanden, de kendte hinanden ud og ind, dette ville blive helt anderledes!
Katah rettede ryggen, og lagde hovedet på sned da han begyndte at løbe imod hende, hun holdt stædigt om spydet indtil han var ganske få meter fra hende, hvor hun i en hurtig bevægelse, og af alle kræfter kylede det dødelige spyd imod ham, i og med at han var kommet så tæt på inden hun kastede, og grundet hendes utallige kræfter var spydet ikke rigtigt til at stoppe, han kunne suge nok så meget energi fra det, men det ville ramme og såre, andet var stort set uundgåeligt!

Drea trak skulderen tilbage da manden lagde en hånd på den, rykket i skulderen var nok ikke det smarteste hun kunne havde gjort, for i et satte det et stød af smerte gennem kroppen, smerten fosvandt dog stille efter et par sekunder da manden havde placeret hånden på hendes skulder. Hun anede ikke hvad der skete, kravebenet var næsten som i morges? hun turde ikke tro det.
''ta...tak'' stammede hun og så forviredt på manden hånd og på ham. Hvad var han for en? en mindre interesse for ham kom frem da han sagde at han ville tage sig af barbaren, så måske var han aligevel ikke en af de onde. Var også rart ikke at møde en mand udenfor byerne som ikke var sjofel overfor hende.
Hun bevægede hoveddet frem fra træet for at se lidt nærmere på det som der skulle foregå, en kamp som måske ville give en forandring for hendes liv i form af en fjende mindre måske? uanset hvad ville hun bare gerne undgå flere sammenstød med Katah og hendes familie.
Drea lagde mærke til spydets hastighed og blev et splitsekund bange for at det ville ramme gennem træet hun stod ved, hun satte sig ned med hoveddet nær knæene.

Han havde forudset dette før han overhoved havde sat i løb mod hende. Hendes krigeriske sind afslørede hende. Måden hun stod på afslørede hende. Den måde hun holdt spyddet og resten af af kroppen der var spændt. Balancepunktet var lavere end normalt. Hvorfor forstod han ikke endnu. Hvis spidsen var let kunne man dirigere det rundt som man ville. Det eneste fremdrift ville være fra bagenden. Så spyddets spids ville sagtens kunne flyve ud af kurs og det eneste der var farligt ville være bagenden. Havde vægten lagt i spidsen var det en anden sag. Man ville få bedre træning fordi det tungeste punkt var langt fra kroppen hvilket betød færre vil kunne løfte det såvel som bruge det. Kastede man det ville bagenden følge spidsen og være næsten ustoppelig. Men spyddet vil være det første hun mistede. I et kort sekund overvejede Guden Marduk at suge energien fra den inden det ramte ham. Men han kunne se der var for meget energi at suge. Så overvejede han at undgå spyddet fordi han havde set det ske. Men det ville ikke vise hans mægtighed. Så overvejede han at undgå spyddet, suge det energi han kunne, når det passerede ham og derved øge sin hastighed indtil han stod tæt på hende og kunne give hende et slag i maven. Han vidste hvad han skulle gøre. Den mængde energi han havde samlet siden han ville angribe var unaturlig. Han havde ikke været så fyldt siden træningen på Nibiru. Han blev glad ved mindet. Hvor han da savnede Nibiru. Hans folk. De andre Guder. Hvor han da ville elske at få samme status her. Hånden med spydet blev spændt og han vurderede endnu engang sine chancer for at overleve. Rimelige taget i betragtning hvad han ville gøre ved hende. Guden Marduk sugede alt den energi der lå omkring ham. Sollyset, græsset, luften, varmen, et par orme under hans fødder og en snes myrer. Han satte sin fart ned og ventede tålmodigt til spyddet kom flyvende. DÉR! Hendes arm trak sig tilbage og gjorde klar til et kast. Hele kroppen sitrede af kamplyst og ekstase over dette fantastiske væsen han ville betvinge. Tankerne fløj tilbage og han huskede Mushussu. Hans elskede drage. Men han var i krig og nu skulle der fokuseres. Spyddet forlod hendes hånd og Guden Marduk var helt sikker på energien i den. Han havde jo forhelvede levet i 4000 år og det ville da være underligt hvis han intet havde lært. Hænderne blev strakt ud foran ham, uden at røre ved spyddets bane, for at få mest tid til at suge dets energi. Tættere. Han sugede med alt hvad han havde så mest mulig energi blev absorberet. Tættere! Snart ville det røre hans aura og så skulle der fokuseres! DÉR! Spyddet ramte hans aura og han sugede udelukkende fra spyddet for at fjerne mest mulig energi. Spyddet bremsede...... Mere.. Mere..... Han kunne mærke spyddet komme tættere på hans krop. HI YA! brølte Guden Marduk højere end man ville forvente af en rolig mand som ham. Dette råb var med til at fokusere alt energien ud til spyddet. Han havde ventet lidt for længe kunne han mærke. Spyddet satte farten ned til et minimum men det var for sent. Spyddet ramte ham midt i brystkassen og prikkede hul i hans mørke hud og en lille dråbe af mørkerødt blod løb ned af hans overkrop. Selve spyddet faldt til jorden. Livløst og med en lille spids af blod. Guden Marduk var udmattet. Sikke et stunt han skulle prøve af. Blot for at imponere hende. Han smilte til hende Du har bevist at selv en Gud kan bløde. Han var et lille fjols. Kunne han dog ikke bare havde stoppet spyddet inden det ramte ham? Sagtens. Men hvor havde sporten været i det? Kvinden skulle tro hun kunne vinde. "Forpustet" trak han luften ind i kroppen og udnyttede dens energi. Brugte energien til at lukke hullet i hans krop. Med en finger tog Guden Marduk og tørte blodet væk. Er det så min tur nu? spurgte han overlegent og håbede hun ville forstå ham. Perversiteten rørte sig igen. Nu skulle hun få en omgang hun aldrig ville glemme.

Katah kastede spydet af alle kræfter, det var let at se, hver en muskel og sene var spændt til det yderste som hun sendte det dødelige spyd afsted. Lige da det havde sluppet hendes hånd rettede hun sig op, og stillede sig parat til et eventuelt angreb, nærkamp var hun trods alt rimelig god til, dette væsen skulle bare ikke røre hendes hud, ikke igen!
Hun kneb øjnene sammen, spydet strøg imod ham i en perfekt lige linje, hun havde været en af stammens bedste spydkastere, det var af samme grund, at hun kunne kontrollere så uregerligt et spyd som et der var vægtet i bagenden, men det var smart, for det første var spydet for tungt til de fleste kunne håndtere det på nogen måde, det var trods alt bygget med henblik på, at det var Katah selv der skulle bruge det, for det andet, hvis det endelig lykkedes et andet menneske at have styrken til at løfte det fra den massive jord, ville vedkommende slet ikke kunne bruge det, da vægten var så underlige fordelt i forhold til normen. En anden fordel ved spydet var, at det kunne godt være, at det var besværligt at få på rette kurs, men var det først det, var det mere eller mindre ustoppeligt, og når spydet hamrede mod dets mål, ville vægten af bagenden presse spydet yderligere imod målet med en voldsom kraft.
Kvinden spærrede øjnene en anelse op, da spydet ramte ham uden videre kraft, andet end det lavede et minimalt sår i forhold til hvad hun havde ventet, det kast kunnelet have gået hele vejen igennem og fortsat ud på den anden side. Overraskelsen var mere end tydelig, alligevel fik synet af hans blod tændt noget i hende, hendes pupiller blev mindre og hendes blik stikkende imod hans store skikkelse, hvordan min en mand som hans blod smagte, det var sikkert sødligt, hvorimod blod fra ofre der var skræmt som regel var syrligt. De stålgrå øjne fulgte blodet der stille løb ned over hans brystben.
Katah rystede så på hovedet, og sendte ham et kækt smil, hendes øjne brændte og adrenalinen pumpede rundt i hele hendes krop, hun kunne høre sit hjertes rytme i ørerne "Du skal ikke regne med at det bliver din tur forløbig!" lo hun så, og sendte Drea et kort blik, et eller andet sted irriterede det hende stadig, at Marduk havde brudt ind i den kamp der skulle have tilfredstillet hende som aldrig før, kampen der skulle vindes, med en masse skader, så hun kunne tage ind til kroen og stolt fortælle om sine bedrifer og vise sår frem, men sådan blev det ikke, og denne modstander var af en væsentligt anden kaliber.
Katah åndede tungt ind, og gav så et voldsomt brøl fra sig, som hun sendte et voldsomt flammehav imod manden foran hende, hun måtte holde ham på afstand, og ikke lade ham komme for langt væk, det var det eneste der kunne gøres nu!

Drea så frem fra træet igen og så spydet ved manden, hun gispede kort i den tro at det havde boret sig dybt ind i ham, eftersom hun så det bagfra. Det beroligede hende dog da spydet faldt til jorden foran manden, som om at det bare ikke gad at flyve længere og faldt til jorden.
Hun smilte lidt og så imod barbaren, hun så ikke helt tryg ud hvilket på en måde var rart at se på hende. for en gangs skyld var det ikke så slemt at være i nærheden af en af dem fra norden, lige frem underholdene at se på, men det kunne jo ikke vare evigt med denne underholdning, et eller andet sted burde hun nok gå videre for at komme væk fra kvinden og se at få sig et arbejde på en af kroene i byen, men hun havde også en lyst til at se om kvinden fik smæk.
Dreas smil forsvandt da Katah råbte til hende, hun havde helt glemt hvad det var for planer kvinden havde for hende.
Dette satte en mindre kæde reaktion igang i hendes tanker, hun prøvede at finde ud af hvad der var sikrest for hende, om hun skulle løbe eller om hun skulle blive og håbe på at manden slog Katah.
Et flamme hav opstod pludseligt fra Katah, og træet som Drea stod ved fangede nogle af flammerne og mindede mest af alt om et kæmpe bål efter et minuts tid. Drea var løbet væk fra træet, og ville helst ikke nærmere nogle af de andre træer da dem der var tætest på havde flammer fra Katah's lille ild show. Drea stod nogle 18 meter fra de to.

Hun kiggede på ham med overraskelse. Han blev rørt i sit inderste. Det var længe siden han kunne overraske. Det var sjældent det skete på Nibiru. Han kiggede på sin finger med blodet og pegede det imod hende. Vil du have? Smage? udtalte han sensuelt fordi han kunne se hendes lyst. Han slikkede blodet af sin finger. Du kommer ikke til at se mere af mit blod. Guden Marduk nåede ikke at sige mere før hendes mund udstødte en kæmpe flamme. Den var ny. Ikke lige hvad han havde forventet eller gennemspillet inde i hovedet. En svag overraskelse men en dejlig viden. Ilden bredte sig for øjnene af ham og en velkendt og behaglig følelse bredte sig i kroppen ved synet. Han huskede på hvordan han badede i vulkanen derhjemme. Igen under sin træning var han blevet presset til det yderste og han havde lært at suge energi og bruge sin krop imens. Og bare det at svømme i krævede så meget kontrol af evnerne fordi han både skulle absorbere varmen, trykket og køle sin krop ned når han svømmede rundt. Flammerne kom tættere på ham. Han kunne mærke varmen og begyndte at smile. Flammerne omkredsede hans krop og han sugede energien i ilden og dens varme. Hvor han elskede ild. Sjældent havde han fået ladet energien op på så kort tid. Guden Marduk kiggede ned på spyddet. Nu var hun blændet af ilden og han havde en rimelig chance for at angribe. Hun manglede sit spyd. Han bukkede sig ned. Samlede spyddet op og vejede det i hånden. Han havde ingen chance for at bruge det med samme elegance som hende. Men han kunne gøre noget bedre. Langsomt fjernede han den energi der fik spyddet til at have det lave balancepunkt. Det vægtede bedre i hånden. Billedet af hende stod klart og han sigtede mod hendes ben med spyddet. Med en bevægelse sendte han spyddet fra sin hånd mod hende. Men selve kraften var slatten og det var tydeligt at se han intet talent havde i spyd. Men spyddet kom frem mod hende og hun var sikker på at undvige det. Men afledning var alt hvad han skulle bruge. Med Guden Marduks evne brugte han en lille del af den lagret energi til at kaste en energibølge imod hende. Hvis den ramte ville det være et skub bagud på en tre meter taget i betragtning af hendes størrelse og hendes blindhed i flammen. Så nu satte han i fart. Et solidt hop op i luften hen imod hendes nuværende plads. Han havde forventet at ramme med energibølgen så han fik hendes plads. Det der bag ham havde han ikke skænket en tanke. Ikke siden han havde hjulpet hende. Fordi dette var noget bedre. Noget mere smagfuldt. Og snart vil han smage hendes energi. Han lukkede øjnene kort i luften og mærkede hvordan lyst bredte sig i sin krop. Nu snart ville han have hende! NU!