Det giver en god fornemmelse i maven, at vide nu er det slut. Han kan se det på hende. Der er ikke flere mennesker der skal tæves nu, hverken på den ene eller den anden måde. I hvert fald ikke i denne her celle. Og for første gang i et godt stykke tid slapper han fuldstændig af, med det trætte hoved lænende op af fængselsmuren. Det varer dog ikke længe før han atter må ryste forsigtigt på det. Sove tør han dog ikke endnu. Han er desuden bange for, at hvis han falder i søvn, vil han ikke vågne op igen.
Renatikas spørgsmål lyder som en joke i hans ører, og var det ikke fordi det ville give ubehagelige mavekramper, var han nok brudt ud i en latter. Han er nødt til at kigge over på hende for at vide om hun mener det seriøst. Hendes ansigt fortæller at den er god nok og Lucifer ved ikke om han skal grine eller græde. Med et dybt suk åbner han anstrengt sin mund, og mumler irriteret:
”Hvad jeg er i stand til? Intet. Absolut intet. Det kommer dig vel ikke som nogen overraskelse. Det er det du har brugt de sidste par måneder på at lære mig. Jeg er ikke i stand til noget overhovedet”
Lucifer kan godt mærke på hende, at der er noget på færde. Han skal ikke kunne sætte fingeren på om det er noget godt eller noget skidt, men det får hende til at være anderledes end hun plejer. Han vil vældig gerne involveres i det, for det kunne eventuelt blive interessant. Og dog. Hun regner vel ikke med at han gider at gøre hende tjenester, efter denne her lille episode?
Lucifer skutter sig. Det er begyndt at blæse udenfor, og noget af kulden trænger ind igennem tremmerne. Han kan næsten høre hvordan vinden fejer hen over gaden og tager små grene og visne blade med sig. Han elsker vinden. Frisk luft. Hvor ville han bare ønske at han kunne være derude i dette øjeblik.

Renatika kommer med en ubestemmelig lyd. Delvist et grin, delvist et host, delvist bare en ukategoriseret, overvejende, ru lyd. Lucifers svar var ikke havde hun havde håbet på. Men pyt. Hun forventer heller ikke at hans begrænsede forstand skal kunne overskue hvad det er hun har tænkt sig. Hun er ikke engang selv helt sikker på at det hele giver mening. Lige i øjeblikket lader hun sig bare føre med strømmen. Eller rettere, den modsatte retning af strømmen. Måske er hun slet ikke i vandet mere.
"Måske, ja," giver hun ham ret, uden at lægge ret meget i den påstand, "Men at have herredømmet over et helt land er én ting, at være i stand til noget ... helt andet ... er ... noget andet."
Det sidste bliver ikke meget andet end en mumlen, og pigen kan godt selv høre at hendes tale er ved at løbe ud på et sidespor. Eftertænksomt drejer hun sine hænder og betragter dem i det sparsomme lys. De virker små og skrøbelige, blege i kontrast til de udtørrede klatter blod af forskellig ejermand sprøjtet ud over dem. Mest hendes eget.
"Heh," hun giver et lille grin fra sig, men forstummer da det kradser og flår i den udmattede hals. Duften af forårsvind får det til at gyse over hele kroppen idet den kølige luft sniger sig ind under det flænsede tøj og frisker hende op. Roligt lukker hun øjnene og er et andet sted, væk fra cellerne, væk fra Krystallandet, et sted der består af tom og intet. Lyden af Lucifers hæse åndedræt holder hende fast i denne verden som et anker, og dovent åbner hun det ene øje på klem og betragter ham igennem et sløret forhæng.
"Hrm. Kan jeg stole på at du ikke kvæler mig i min søvn hvis jeg lægger mig til at sove nu?" spørger hun, kun halvt i alvor, men når ikke at vente på svar før bevidstheden giver op og lader hende døse ind i en delvis drømmeagtig tilstand. Hun trænger til at sove. Så må hun se hvor langt hun kommer når hun først vågner op.

Lucifer smiler for sig selv, da han godt kan høre på Renatika, at hun er klar over at det hun siger egentlig ikke rigtig holder. Hun ville nok ikke indrømme det hvis han konfronterede hende med det, men det er sådan set også lige meget. Han er jo ikke i tvivl.
Den trætte hjerne kæmper virkelig for at holde sig vågen. Det er næsten ikke muligt mere. Lucifers krop sover allerede – ikke i nogen videre behagelig stilling, men kræfterne er der ikke til at rykke sig. Da Renatika rent faktisk forslår at de får noget søvn ånder Lucifer lettet ud. Det er næsten uvirkeligt at høre hende sige, efter at hun har opført sig som en gal i et godt stykke tid. Måske er hun ved sit normale jeg? Måske var det bare træthed? I så fald vil Lucifer fremover holde sig fra hende, når hun er træt.

Lucifer nikker alvorligt til hendes spørgsmål. Han skal lige til at tilføje om han kan regne med det samme, men gider egentlig ikke diskutere det nu. I så fald dør han nok uden rigtig at opdage det. Det kan han godt leve med.
Lucifer strækker benene ud og glider ned af ligge på siden. Gulvet lugter af råd. Det er lige meget. Det varer ikke længe inden Lucifer selv falder i søvn, og der endelig falder ro over cellen.

Efter at have prøvet at nå søvnens bevidstløse stadie i mange timer, opgav Morgoth til sidst. De gentagende tanker, der konstant syntes at fremkomme i hans hoved, holdte ham vågen. Lyden af hans bankende hjerte, tillod ham ikke at lukke øjnene i. Smerterne, for de skulle da ikke glemmes, tillod ham ikke behagelighed. Megen modstand stod imod halv dæmonen, hvilket resulterede i at han besluttede at stå op. Han kunne tilsyneladende heller ikke andet, taget hans fysiske tilstand i betragtning.
Klokken var langt over midnat, da han bevægede sig ned imod fangekælderen. Nattens sorte tæppe var endnu ikke trukket tilbage fra solens ellers gennemtrængende stråler, hvilket derfor betød at klokken endnu ikke var nået seks. Lyden af de trippende skridt, blev højere og højere, jo tættere Morgoth nåede bunden af trappen. Hans lange, ravn sorte hår dansede omkring hans nærmest hvide ansigt, imens han vandrede ned af den stejle stentrappe. De stikkende øjne stirrede målrettet imod gulvet under ham, nærmest som om han talte trinende under sig. Dette var ikke ligefrem tilfældet, langt fra faktisk. Da han endelig nåede bunden, standsede han. Stilheden havde lagt sig over fangekælderen - nogenlunde da. Hans sanser forhindrede ham i at nyde stilheden, alle andre ville kunne nyde. Lyden af de tunge åndedræt, der fortalte ham at fangerne sov, kunne tydeligt høres i halv dæmonens ører. Nogle sukkede, andre stønnede nærmest i søvne, mens nogle var utroligt stiltiende. De stiltiende kunne ofte tolkes som ikke-levende, men de roligt bankende hjerter fortalte ham det modsatte - desværre.
De panterlignende øjne, hævede sig da fra stenjordens grund. Lod sig falde imod de siddende soldater, der som fangerne var drattet af. Morgoth gjorde intet for at vække dem, ikke det mindste faktisk. Han behøvede ikke deres hjælp, til at finde de ønskede fanger. Han brugte blot hans givne evner, sanser om man ville, også var hans 'problem' løst.

Som en svævende skygge bevægede han sig ned imellem fangerne. Hans blik var fremad liggende, men lige så langsomt med han nåede den omtalte celle, vendte blikket sig til venstre. Hans skridt blev pludseligt lydløse, lette som en mild brise der strøg sig over gulvets sten. Han ville ikke vække dem, Renatika og Lucifer. Det var ikke hans hensigt, lige foreløbigt. Forsigtigt strakte han en hvid hånd frem, som blidt omfangede en tilfældig tremme. Han trak sig langsomt nærmere, stoppede da han nærmest kunne lugte metallet der omfavnede tremmen. Månens blide, mælkeagtige skær omfavnede hans i forvejen hvide ansigt - eller i hvert fald en del af det. Hans ubeskadige ansigt lyste sig blidt op, fremkaldte halv dæmonens skønagtige, nærmest kvindelige udseende. En trækning dannede sig ved hans mund, et smil ville man måske kalde det, da hans isblå øjne fangede de sovende kroppe. I hans øjne, så han pludselig børn. Sovende, børn.

I sin søvn er Renatika som en stille, grå eksistens i baggrunden.
Dette er alligevel hendes foretrukne stadie. Langt borte i en verden der ikke er nogens, forsvundet væk i en fantasi der er uvirkelig og intet har at gøre med Krystallandet. Hvor al smerte, berøring og blikke er kunstige og kun kan føles igennem et tykt, beskyttende slør.
Roligt bevæger pigens brystkasse sig op og ned, afslappet og trygt, uafhængigt af hvor kroppen befinder sig. Cellen her er ikke hvad man kan kalde trygt, og endnu mindre nu, hvor den mørke, elegante skikkelse af en halvdæmon har nærmet sig tremmerne. Men Renatikas sind og krop er adskilt i søvnens omfavnelse. Den udsultede vagabond på jorden er ikke andet end en tom skal, og lige nu er sindet frit. Langt borte.
Desværre varer den tilstand ikke længe. Den alt for genkendelige skikkelses tilstedeværelse får pigens instinkter til at reagere, og Renatikas bevidsthed hives tilbage til sin krop. En søvnigt forvirret lyd kommer fra hende, et barnligt støn, en uforståelig mumlen. Hun fik ikke sovet mere end et par timer. Men hun gør bedst i at vågne i en allerhelvedes fart nu.
Omtumlet ser hun sig omkring i cellen der virker ganske anderledes oplyst af fuldmånen udenfor. I et kort øjeblik kan hun ikke lade være med at nyde synet af hvidt, roligt måneskin, men da pigen får øjenkontakt med Morgoth kun få meter fra sig, stivner den søvndrukne krop og bliver kold som is. Hjertet springer et slag over, for blot at stige i fart sekundet efter. Pludselig bliver hun i tvivl om hvorvidt hun er vågen eller ej. Det kunne være en ondsindet drøm. Og i lang tid sider hun blot musestille og stirrer mod halvdæmonen med tilbageholdt åndedræt og et håb om at alting vil forsvinde hvis hun gør sig ubemærket nok.
Blikket flakker lynhurigt og diskret mod Lucifer, hvis åndedræt stadig lyder roligt og monotomt i kælderens tørre luft. Pigen åbner prøvende munden, men har ikke stemme til at kalde på ham og forbliver i stedet tavs som døden.

Når man sover glemmer man kulden. Og man glemmer smerten. Det er derfor det er så fantastisk at sove, for man kan rent faktisk tillade sig ikke at tænke på de problemer man står overfor - i allerbogstavligste forstand. Ingen vil bebrejde én at være ligeglad.

Lucifer sover tungt. Det er det hele hans system har haft brug for, for uden søvn vil hans sår ikke kunne hele og han vil ikke kunne tænke klart. Havde han været vågen ville han også have kunne mærke sulten, men den er heldigvis også fortrængt. Gudskelov for det, for de beskidte rotter har allerede været der og tømt skålen der stod ellers uberørt på jorden.
Havde det været hvilken som helst anden nat var Lucifer nok vågnet, på grund af Renatikas rumsteren - det er en vane fra sine år som gadedreng. At befinde sig på Krystallandets gader om natten var ikke det klogeste man kunne gøre. Lucifer havde hørt om flere gadebørn der var blevet slået ihjel, myrdet på brutal vis, og derefter plyndret for alt af værdi. Måske en underlig ting at gøre eftersom de fleste gadebørn ikke render rundt med noget kostbart på sig, men i det mindste ville ingen savne dem. Deres lig ville blive fundet på gaden når solen atter stod op, men ingen ville rent faktisk prøve at finde ud af hvordan der var havnet dér. Vagterne ville blot ryste på hovedet med deres 'åh-nej-endnu-én blik. Og når det nu var sådan det var, så var det godt hvis man kunne passe på sig selv, selvom man sov, og være opmærksom. - Men ikke denne gang. Lucifer vågner ikke bare sådan. Han er alt, alt for langt væk i sin egen drømmeverden.
Et skridt, to skridt. Hen over gaden. Det stærke sollys blænder ham. Han prøver at løbe, bare for at mærke vinden imod sit bare ansigt, men falder snøvlende til jorden. Det er svært at se noget, men han får rejst sig op. Det blæser stadig. Vinden tager til. Lucifer prøver at stå fast, men forgæves. Og pludselig bliver han revet med, rigtig, rigtig langt op.

Lucifer trækker benene til sig i søvn, for ikke at ramle ind i ting i luften. Hans vejtrækning stopper af og til, for blot at fortsætte igen. Tung vejrtrækning. Og han ved absolut intet om, at generalen overvåger dem begge to.

Det lettere glubske smil der havde udspillet sig på halv dæmonens læber, dalede da Renatikas vidste tegn på at vågne. Den hvide hånd der før havde hvilet imod den enkelte af tremmerne, trak sig ganske blidt tilbage. Den forsvandt ikke bag det sorte slør, som Morgoths lange kjortel udgjorde, men lagde sig derimod blidt på cellens rustne håndtag. Lyden af låsen der slog sig tilbage, fik det umærkelige smil til at fremtræde ganske let igen på halv dæmonens læber. Han havde ikke behøvet en nøgle, overhovedet ikke. Med de telepatiske kræfter han besad, kunne han med lethed låse en ubeskyttet dør op. Ubeskyttet dør ment på den måde, at den ikke var låst magisk. De fleste af cellerne var det ikke, heller ikke den celle som Renatika og Lucifer befandt sig i. Det havde ikke været nødvendigt i Morgoths øjne, taget de to fangers kvæstede kroppe i betragtning. Muligt at de havde magiske kræfter, men begge så ikke ud til at kunne udrette det store nummer - ikke på daværende tidspunkt, i hvert fald. Hvis det kom sig sådan, skulle de da nok sørge for at de såkaldt magiske kræfter ikke gjorde nogen gavn for dem, alligevel. Det var ikke det største problem Morgoth på daværende tidspunkt havde på sig, nej det ville være forkert at sige. Lige nu, var der noget andet der forstyrrede ham, meget endda.
Hånden der endnu lå imod cellens håndtag, svajede ganske let, så døren åbnede sig. Ganske langsomt trak han døren op, trådte med lydløse skridt ind i tomands cellen, for derefter at lukke døren efter sig. Et lille klik hørtes, da låsen atter slog i igen. Låst inde med fangerne, det var nærmest ironisk? Tanken strejfede generalens formørkede tanker, fremhævede det lille smil på hans læber yderligere. Denne tanke forduftede da, og ligeledes det umærkelige smil, da lugten af syre strejfede hans næsebord. En misfornøjet rynke dannede sig ganske, ganske led i den ellers glatte pande, ved lugten af maveindhold der dannede sig i cellen. Et af fangerne havde tydeligvis kastet op, i løbet af natten. Men kunne han bebrejde dem? Maden der blev serveret, for ikke at tale om fangekælderens andre fanger, var ikke just tiltalende. De levende fanger, mindre tiltalende end de døde. Men var det ikke også blot hans underlige form for tankegang? Det ville de fleste nok sige, hvis de kendte til Morgoths .. ubehagelige former for tanker.

Hånden der endnu hvilede imod håndtaget, løftede sig langsomt fra det og stak sig da ind under kjortlen. Det lange sorte hår faldt ganske blidt ned over det hvide ansigt, tildækkede halvdelen af ansigtet der i forvejen var dækket af nattens skygger. De isblå øjne stirrede forsat imod Renatikas nu vågne ansigt, der forskræmt kiggede op imod hans. Hun brød da alligevel øjenkontakten imellem ham, valgte at kigge forskræmt imod Lucifers sovende skikkelse. Ham havde generallen næsten glemt, måtte han da nok indrømme. Men han blev da bekræftet om hans eksistens, da hans øjne fulgte Renatikas eksempel. De isblå øjne studerede den sovende skikkelse, granskede den sammenkrympede drenge krop, der fra en tid til anden glemmer at trække vejret. Det står hurtigt Morgoth klart, at Lucifer er inde i en dyb søvn - drømmende, ser det også ud til. Dette er kun godt for halv dæmonen, faktisk er det ham en fordel at krympet sover. Så undgår han forstyrrelse, i hvert fald i de første par minutter, hvis Renatika bestemmer sig for at vække hendes celle kammerat. Det håber han ikke på sker, dels fordi det blot vil skabe yderligere problemer for Morgoth, dels for hendes egen skyld. Situationen skulle ikke gøres mere ubehagelig, end nødvendiget, hm?
Lydløst bevæger halv dæmonen sig over cellens stenbelagte gulv. Hans blik hviler nu imod Renatikas grønne/lillae øjne, opmærksom på hver bevægelse hun foretager sig. I takt med han nærmer sig hendes liggende skikkelser, glider han længere og længere ned på knæ. Den hvide hånd der før gemte sig under kjortlen, hæver sig med en løftet pegefinger. Han ligger den imod læberne, som tegn til at hun ikke skal give lyd fra sig. Dette gør hun klogt i, signalere de sammenknebne øjne der stirrer frem imod hende. Da han er mindre end en halv meter fra hende, sidder han på knæ foran hende. Ganske langsomt, næsten smidigt, kravler han over hendes skikkelse. Den sorte kjortel dækker nu dem begge to, som et sort tæppe. Den er varm, på trods af Morgoths unaturlige kolde kropsvarme. ,,Du har taget noget fra mig," hvisler han pludseligt, med en stemme så lav så Renatika næsten kun ville kunne høre den. ,,- Så nu vil jeg tage noget, fra dig" afslutte han da, og lade den for omtalte hånd forsvinde ned på maven af den femtenårige pige.

I takt med at Morgoth kommer tættere på møver pigen sig uvilkårligt tilbage på alle fire, presset ned mod det beskidte gulv som et bange dyr. Selv da hun støder baghovedet mod hjørnet mellem tremmerne og murstensvæggen fortsætter kroppen som af sig selv at bevæge sig bagud og væk, indtil den sarte hud skrarper ubehageligt op af den ru overflade igennem det tyndslidte tøj. Kroppen bevæger sig skam. Men halvdæmonens øjne har paralyseret resten af Renatika. Bevidstheden rører ikke på sig, tankerne overdøves af hjertets hektiske banken, blodet bruser igennem ørerne i høj, skræmt fart. Kun få spørgsmål lykkes det Renatikas underbevidsthed at få presset igennem vældet af overlevelsesinstinkter:
Hvad laver han her?
Og hvad er den hurtigste måde at få ham væk på?

Det var jo lige lykkedes at slippe af med ham, for pokker. Sådan da. I hvert fald havde han været væk i al den tid de to unge havde været i cellen, og en del af Renatika var overbevist om at Generalen havde glemt alt om dem. Eller bevidst valgt at ignorere dem.
Det var nok for meget at håbe på, i virkeligheden. Der måtte jo have været en grund til at han ikke bare havde beordret soldaterne om at slå dem ihjel på stedet. Ikke engang landsforræderen tidligere kendt som Lucifer havde de skåret halsen over på, hvilket gik stik imod Renatikas påstande om at hans eksistens var udtjent. Hende? Kunne hun lidt bedre forstå. Hun var trods alt en tilfangetagen oprører. En kilde til informationer. Hun havde skam forventet at de ville forsøge at presse hende for navne, lokationer - og hun havde været forberedt. Men af en eller anden grund minder situationen lige nu ikke om et forhør.
Pigen presser sig endnu længere tilbage og gør sig så lille som muligt da Morgoth læner sig ind over hende, den underlige mikstur af kulde og varme fra hans krop som et klamt sjal der overvælder hendes krop. Den sorte kjortel lægger sig som en nattehimmel over dem og spærrer det allerede sparsomme lys fra at komme tættere på, Renatika er isoleret. Generalen gør tegn til at hun skal tie stille.
Fandeme nej.
Hans hvislende stemme sender et ubehageligt kuldegys ned langs pigens rygrad og får blodet til at fryse i årerne på hende, men hans pludselige berøring får det hele til at eksplodere. Med et højt, dyrisk og uforståeligt råb løfter hun foden og placerer et spark i Morgoths ansigt, springer til siden og spurter over i den modsatte ende af cellen i så høj en fart at hun ikke kan mærke sine ben. Voldsomt kolliderer hun med tremmerne, men når ikke at tage sig af den efterfølgende smerte før hun snurrer rundt i forsvarsposition. Han skal ikke røre ved hende. Nej. For helvede, hvor skal han ikke røre ved hende.
"Vent! Skrid, stop, lad være!" hvæser hun åndeløst og ryster på hovedet, "Bliv dér! Hvad vil du have? Jeg vil give dig hvad som helst, bare du ikke rører ved mig!"

Upåvirket af virkeligheden og i en lykkelig drømmeverden, kastes Lucifer rundt i orkanens bløde arme. Hans ansigt trækker sig i søvne. Alting er så lydløst, og til trods for at han er midt i orkanens øje, findes der ikke en eneste lyd i verden. Det hele er som én, fredfyldt bobbel af behag og varme. Og søvn. Lige nu synes det om om intet kan røre ham. Ligeindtil Renatikas røst prikker hul på hans bobbel, og alle lyde pludselig kommer tilbage.

Det dyriske kampråb sætter et spor efter sig, i form af et skingert ekko. Hele drengens krop spjætter forskrækket og hans matte hjerte hopper op i halsen. Det første Lucifer når at tænke er, at hvor er det ærgeligt at han er tilbage i cellen. Sulten og smerten og kulde og stanken er det første der møder ham. Men kort efter tager fornuften over, og det går op for Lucifer hvorfor han vågnede. Renatika!
Med en lydløs bevægelse kaster han hurtigt blikket rundt i cellen, og får til sin store rædsel øje på Morgoth. Generalen. Umiddelbart må han siges, at være Lucifers største fjende. Ikke en person han har lyst til at være spærret inde med. Lucifers blik spurter videre til Renatika, der i samme øjeblik noget så hjerteskærende beder ham om, at lade hende være. Lade være med at røre ved hende. Lucifer kan kun gætte sig til hvad Morgoth, det lede svin af en general, har haft gang i. At dømme på Renatikas klynkende tone, er det i hvert fald ikke noget rart. Nok heller ikke vold, for så ville Renatika være meget mere aggressiv. En kulde løber ned af Lucifers nakke.
Langsomt og forsigtig sætter Lucifer sig op på hug. Med blikket fastlåst på Morgoth lader han sin hånd undersøger gulvet bag sig, op af væggen, for eventuelle redskaber at bruge, imod Morgoth. En sten, ikke større end den kan være inde i en håndflade. Men det er hvad han kan få, og det må han nøjes med. Adrenalinen pumper vildt ophidsende i blodet, for tredje gang på det døgn. Han har i hvert fald ikke tænkt sig at stå og se til. Ikke denne gang.

En hurtig bevægelse sender stenet igennem lokalet, med retning imod Morgoths baghoved.

Morgoth havde ikke glemt nogle af dem. Faktisk, havde hans tanker ikke forladt dem en eneste gang siden, sceneriet på markedspladsen. Han havde ikke alene spekuleret på om halshugningen nu kun havde været et oprørsmoment, eller pigebarnet havde været et lille element i noget større, men også hvordan hans tidligere underordnede skulle lide under hans hånd. For det var det der hele tiden havde været planen; at Renatika skulle holdes i live så længe som muligt, indtil hun begyndte at tale; og Lucifer, jah. Han skulle blot synde for hvad han havde begået. Men sådan som det var situationen så ud, på daværende tidspunkt, så det ikke ud til at arte sig sådan.
Men gid han havde. Gid han havde glemt dem, så var han i det mindste sluppet for endnu en nat uden søvn. Han var derudover også sluppet for at skulle have vandret ned i den mørke kælder, for at udfører det han netop var i gang ved. At skulle fratage det fra Renatika, som han netop havde tænkt sig at fratage, var ikke just noget han så frem til at gøre. Han havde ikke medlidenhed med hende, det var ikke der var hans problem, det var blot det at skulle .. berører hende på den måde, som han var nødvendigt for at stoppe den ’urolighed’ der var dannet i ham. Den omtalte ’urolighed’ var selvfølgelig påbegyndt, efter han havde drukket pigebarnets uskyldsrene blod. Han vidste at, hvis han nogensinde skulle kunne håbe på at få søvn den næste måned, så var det nu det skulle stoppes.

Den hvide hånd der hvilede imod Renatikas mave, spredte fingrene ud og greb derefter omkring hendes trøje. Han løftede op i den, nåede netop at placere hans iskolde hånd imod hendes faktisk, på trods af den kolde temperatur nede i fangekælderen, varme maveskind. Hvad han derefter havde tænkt sig at gøre, måtte guderne vide, da Renatikas dyriske skrig ramte ham som et slag i hovedet. Han standsede hver bevægelse han ville havde udført, vendte ansigtet op imod hendes. Et ansigt er ikke just hvad hans øjne mødte, men derimod en beskidt fod der sparkede imod hans ansigt. Den ramte ham, og den ramte ham hårdt. Hælen smadrer sig ind imod hans ene øje, tilfældigt eller ej, imod hans i forvejen beskadigede øjenbryn. Såret der før var blevet lavet af Renatikas dødbringende slyngplanter, blev nu revet op af hendes spark – og smertefrit var det ikke just for ham. Med et overrasket gisp blev han slynget bagud, så han måtte støtte af dem den enkelte arm for ikke at ramle imod gulvet. Det sorte hår dækkede nu hele hans ansigt, på grund af sparket der faldt imod hans ansigt. Forsigtigt løftede han hånden op imod sit ansigt, lagde en pege- og lange finger imod hans skadede øjenbryn. Ganske rigtigt, såret var revet op igen – faktisk var det revet yderligere op, så revnen nu havde nået den tynde hud der dannede øjenlåget.
En undertrykt snerre hørtes fra generalens hals, da han lugtede den metalliske lugt. Forsigtigt stablede han sig på benene, imens han blot lyttede til hvordan pigebarnets hjerte hamrede af sted. Men hvad var det? Et andet hjerteslag hørtes lige så tydeligt som hendes, men dette slog ikke af frygt; derimod af vrede. Et umærkeligt smil dannede sig på de smalle læber, og de grålige øjenlåg sank sig halvvejs ned over de isblå øjne, i et kynisk blik. Et sus hørtes da i hans følsomme ører, da stenen kastede sig igennem luften. Den ramte ham på bagsiden af skulderen, lige så hårdt som Renatikas spark havde været, slog den imod hans skuldre. Han trak irriteret skulderen op imod sit ører, rynkede næsen i en kortvarig grimasse der afspejlede smerten stenen havde forvoldt ham. ,,Brug hellere dine kræfter til senere, Lucifer” lød hans dybe stemme da, og de stive øjne vendte sig imod den siddende skygge, der formede Lucifers skikkelse. ,,- Du for brug for dem,” advarede han ham, med et tonefald så kold som hans øjenfarve. Han vendte sig da, så imod Renatikas stående skikkelse.
Som hendes spark ramte hendes ord ham. Hun bad om nåde? De isende øjne spærrede sig yderligere op, fjernede sig kortvarigt fra hendes for at studere skyggen ved hans side. ,,Hvad som helst?” gentog han da, og lod en rynke danne sig nær hans mundvige. Han fnøs, hånligt, og rakte da en hvid hånd frem imod hende. ,,Okay,” svarede han hende, vurderede Lucifers skikkelse, før han da vendte blikket tilbage imod den rødhårede pige foran ham. ,,Bring mig så hvad i krystalianere kalder for .. uskyld, - din uskyld, helt præcist”

Ud af øjenkrogen bemærker Renatika hvordan Lucifer kommer op at stå og i gang med at forsvare sig, men kan ikke blive enig med sig selv om hvorvidt det er en god eller dårlig ting. På den ene side har hun lyst til at forbande ham for at komme i vejen igen. På den anden side har hun virkelig brug for hjælp lige nu. Eller bare en smule støtte.
Følelsen af Morgoths hånd ligger stadig koldt og klamt under trøjen på hende som vådt slim, og en kuldegysning løber op af pigens ryg, hen over nakken og får håret til at rejse sig på hovedet af hende. I et kort sekund har hun trang til at kaste op, men behersker sig. Hun har brug for at bevare overblikket lige nu. Det er nødvendigt at hun forbliver i kontrol. Mister hun kontrollen, dør hun. Hun dør.
"Min ..." Det tager lidt tid for hende at forstå hvad Generalen mener, men da betydningen går op for hende rammer den som en flodbølge i ansigtet, og hun presser sig længere tilbage mod de rustne tremmer, "Nej, det var ikke det jeg mente! Det -- nej -- for pokker!"
Øjnene flakker panikslagent fra Morgoth til Lucifer og tilbage igen, i et mislykket forsøg på at danne sig et overblik. Der er for mørkt. Måneskinnet falder ind gennem det smalle vindue, men alligevel er det for mørkt til at kunne se noget som helst ordentligt. Halvdæmonens hånd lyser faretruende hvidt i lyset, og Renatika ryster voldsomt på hovedet for at samle tankerne.
"Hør nu her! Det er informationer I vil have, ikke?" forsøger hun desperat og forhastet, mens hun kanter sig langs væggen i et forsøg på at komme længere væk fra skikkelsen foran sig, "Jeg er en oprører. Jeg har kontakter, det er det I vil have, ikke? I vil have oprørerne under kontrol. Det kan jeg hjælpe med ... jeg kan hjælpe ... bare ikke ... bare ikke rør mig."
Et akavet smil. Hænderne venligt viftende foran sig, som var Morgoth en aggressiv hund der skulle beroliges, mens pigens ben ryster og bliver følelsesløse. Hun vil væk herfra. Ud af den her situation, uanset hvad.
"Ikke ... ikke rør mig. Jeg ... Ikke ... Navne. Jeg har navne. På oprørere."

((Lidt kort, men yeah))

Den forskræmte skikkelse synes ligesom at være forsvundet lidt, i hjørnet. Måske fordi han havde håbe på, at stenen havde ramt hårdere og måske havde vagt lidt med ubehag, end den rent faktisk gjorde. Det så ud som om, på Morgoth, at den ikke havde været til den store gene.
Havde man kun kunne bestemme hinandens tilstedeværelse på lyde, så havde Lucifer nok slet ikke eksisteret. Han tør knapt nok trække vejret. Morgoth synes urealistisk stor. Som en hel himmel, måske. En nattehimmel, vel og mærke. Og ikke en særligt smuk én af slagsen.
Halvdæmonens hvislende stemme får ham til at gispe. Hvis stilheden havde været en tynd og velbestemt linie på et hvidt stykke pergament, så kunne Morgoths ord havde været den grimme, uflyttelige klat, der af og til kommer og ødelægger alting. Sort klat. Et ubehageligt udfald. Der var så roligt, inden han kom og vækkede dem.
Bare tanken om at Morgoth rent faktisk ikke helt har glemt Lucifer... Han forsøger at lade være med at danne sig billeder og scenerier i hovedet, men forgæves. Han skal gemme sine kræfter til senere, det sagde Generalen. Havde han dog bare sagt ”Jeg slår dig ihjel klokken 03” Eller ”Jeg hugger din fod af med en økse”. Så havde det måske været lidt nemmere at sluge. Men når det hele er så åbent, kommer man til at danne sig alverdens billeder.

Uskyld. Hendes Uskyld. Og Morgoth. Morgoth vil tage hendes uskyld. Lucifer knytter hænderne. Han ved godt at det ikke vil ske - Lucifer vil ikke lade det ske. Det vil slet ikke ske overhovedet. Og hvis generalen prøver, så får han sparket sit grimme ansigt ind i hovedet, så alt der er tilbage er mærket efter Lucifers fodspor.

Da Renatika, i frygt formodentlig, pludselig kaster om sig med løfter om hemmelige informationer og navne, glemmer han dog lidt resten. Han vil ikke påstå at han er chokeret. Knapt nok overrasket. Men det giver alligevel lidt af et skuffet sug i maven, at høre hende 'bukke under' som hun gør. Han troede rent faktisk at det var noget hun brændte lidt for, det dér med at være rebelsk og modstander af lorden. Men det var åbenbart mest for publikums skyld. I virkeligheden er hun lige så meget en kujon om han er. Han håber ikke at hun tænker alt for meget over hvilke konsekvenser hende lækager kan få, for så er der for alvor noget galt. Lucifer kender jo godt lordens taktikker. En oprører kan meget nemt blive slået ihjel, ja. Men ikke kun ham, også hans kone og hans børn. Og hans nabo. Krystallandet kunne blive ryddet fuldstændigt for folk, på meget kort tid.

De iskolde øjnes pupiller trak sig sammen til minimal størrelse, ved menneskebarnets ord. Han ville have brudt ud i latter grundet hendes panikslagene ord, hvis han virkelig havde ønsket informationer ud af hende. Men det var ikke hvad han ønskede, han ønskede det han netop havde bedt hende om. Og ærligt talt, om hun gav ham uskylden frivilligt eller ej, ragede ham. Hun havde fået sin chance, og nu var den brugt - godt og grundigt. Han ville tage den fra hende uanset hvad, det var der vidst ikke megen tvivl om. Om Lucifer så ville stoppe ham i hans, om muligt grufulde handling, eller ej var for ham også ganske ligegyldigt. Morgoth skulle personligt brække hans lemmer, så de var ubrugelige i en tid. Han skulle alligevel få smertens nervepirrende følelse, at føle.
Som fortalt ville Renatikas forfærdede person normalt have moret halvdæmonen, men netop på daværende tidspunkt synes det ikke at være sådan. Derimod gjorde hun ham vred, ufatteligt vred. Han fandt hende ynkelig, sørgelig om man ville. En lettere aggressiv rynke dannede sig nær Morgoths ene mundvige, trak sig frem i et misbehaget ansigtsudtryk. Vreden fremtrådte ganske langsomt i hans ansigt, bredte sig ud i hans krop som gift bredte sig ud i blodet. Hans muskler spændte sig i hans brede krop, så nerver nær hans hals og kraveben hævede sig over den tynde lag hud. ,,Navne, informationer? Intet af det ønsker jeg mig, fra dig," konstaterede han da, med det kyniske tonefald endnu hvilende i hans ord. Hånden der før var holdt frem imod Renatika, faldt ned langs hans side. En anden hævede sig frem, trak op i den ført nævnte arms ærme, og en lang hårløs arm blottede sig. De lange sorte negle blottede sig, skindede faretruende i månens skær, da han atter hævede hånden. Langsomt bevægede Morgoths øjne ombag hans skuldre, betragtende Lucifers skikkelse bag ham. Udfra hvad han kunne se ud af øjenkrogen holdte den rødhårede mand sig endnu bag ham, havde ikke rørt sig ud af stedet lige foreløbigt. Om han så senere ville gøre dette, var ikke utænkeligt. Det var derfor halvdæmonen var på vagt, klar på hvad skikkelsen bag ham, end kunne finde på. For det kunne jo være hvad som helst, kunne det ikke? Stenkast ville der nok ikke blive mere af, eftersom det ikke havde den største effekt på ham. En ting var i hvert fald sikkert, hvis han prøvede på noget, fik det sin konsekvens.
Lyden af Renatikas rystende skikkelse, fik ham til at vænne blikket tilbage imod hende. Den ført misbehagede rynke, dannede sig nær hans mundvige. Hun troede han ville voldtage hende, gjorde hun ikke? Hvem bebrejdede hende? Netop nu så det også sådan ud, og han ville da også have gjort det, hvis det ikke var for hans medfødte evne. Han ville ikke røre hende med en ildtang, eftersom han besad denne evne. Han ville tage hendes uskyld via denne, ved blot at berøre hendes hendes hud hvor den let brydende hinde sad. Det var let, for ham, og smertefrit for hende - sådan da. Det var også derfor, uden de største advarsler, at han trådte frem imod hende. Han greb om hendes skuldre i et jerngreb, pressede hende op imod tremmerne, og lod den blottede hånd finde vej ind igennem hendes tøj til hendes hud. Her placerede han sin hånd, trykkede den ganske ublidt imod hendes hud for at gennemføre 'sprængningen'. Om dette så lod sig gennemføre, var ikke til at sige.

Med ét føler Renatika sig meget, meget lille.
Han takker nej. Afslår brugen af en ganske udmærket stikker villig til at forråde sine kammerater. Ikke noget man støder på hver dag, men han afslår. Han afslår, og pludselig er alle Renatikas nøje indsamlede oplysninger, omhyggeligt optjente kontakter nytteløse. Og hendes plan falder sammen som et metaforisk korthus omkring ørerne på hende.
Det virkede ikke.
Hun presser ryggen op mod tremmerne i et fuldkomment forgæves forsøg på at forsvinde ind i mørket bag sig, trække gardinerne omkring sig og blive usynlig. Det nytter ikke at gemme sig i mørket når ens jager har rovdyrøjne.
Hver eneste af Morgoths bevægelser får pigen til at klynke skræmt og vride sig. Hendes hektiske hjerteslag får mørket omkring hende til at pulsere aggressivt og truende, mens de to personer i rummet sammen med hende bliver slørede og uskarpe at kigge på. Deres bevægelser ligner noget man ser igennem vand, langt borte, i en drøm. Men det er desværre alt for virkeligt.
Pigen åbner munden for at sige noget, men lukker den igen. Hun ved ikke hvad Morgoth vil gøre, helt præcis, selvom hun har en idé. Hun ved bare at han vil røre ved hende. Komme alt for tæt på. Om det så er noget så uskyldigt som at klappe hende på hovedet, så skal hun ikke nyde noget af det. Sidste gang var slem nok.
Hendes blik flakker i et kort øjeblik mod Lucifer.
I et desperat spring dukker hun forbi Morgoth, spurter tværs over den smalle celle og kaster sig ind bag Lucifer, klyngende sig til hans sparsomme kød. Har hun valget mellem at være tæt på Morgoth eller Lucifer, så vælger hun fandeme den ranglede knægt.
”Vent, vent, vent,” siger hun med en halvkvalt stemme og flakkende, skræmte øjne, så hurtigt at man skulle tro Tiden selv havde drukket for meget koffein og bestemte sig for at sætte tempoet op, ”Du må ikke – Jeg vil gøre hvad som helst, skaffe dig hvad som helst – hvad vil du have? Uskyld, jomfruer, jeg kan skaffe dig jomfruer, I guder, hvis nogen kan skaffe dig jomfruer så er det mig. Jeg finder nogle der er pænere end mig, ikke? Tykkere, tyndere, større bryster. Blond, sorthårede, sig hvad du vil have åh gud Lucifer lad ham ikke komme tæt på mig!”

((Jeg kan ikke rigtig skrive langt for tiden ... gnarfk.))

Da hans rødhårede veninde pludselig kryber om bag ham, som et barn bag sin mor for at søge tryghed, er han tæt på at springe til siden helt instinktivt. Man kan ikke just sige, at han er vandt til, at hun bevæger sig hurtigt imod ham for at søge tryghed, nærmere at hun giver ham en knyttet næve i ansigtet, eller et nådesløst spark i maven. Og til trods for at situationen er nogenlunde så klaustrofobisk og sammensnerpet som den overhovedet kan blive, skal han kæmpe for ikke at komme til at smile, bare en anelse. Lettet og måske også lidt varmet over denne pludselig drejning. Det er nu han skal vise sit værd. Og han får kun én chance. Nu har du fandme bare at bruge den, Lucifer!
Han er allerede forslået, da han kaster et vredesfyldt blik på generalen. Han ville ønske at han selv var større og stærkere. Hans kræfter er allerede brugt op, det var de for længe siden. En del af skylden har selvsamme person, som han i dette øjeblik forsøger at beskytte for en pervers og alt for magtfuld mand. Perverse svin!
Skævende kigger han på Renatika, der klamrer sig til ham og mest af alt minder om en forslået hundehvalp, med halen imellem benene. Hendes klynkende og bedende stemme synes fjern i hans svimlende hoved, men en konstant flod af adrenalin holder ham oprejst. Lucifers krop er spændt og næverne hvide.
En sagte mumlen bliver trinvist til ord, og de sidste står klart og tydeligt i det mørke lokale. Det kræver ikke et geni at høre, at Lucifers stemme ryster. ”Tag mig i stedet, gør hvad du vil. Lad hende være”. I slutningen af sætningen fornemmes dog en sagte udtoning, et strejf af den tvivl der altid vil være til stede, når man spytter så kraftfulde ord ud. Han har ikke engang lyst til at tænke tingene igennem, for han ved, at han vil fortryde det. Hun har absolut intet godt gjort for ham, og kun en idiot ville ofre sig for en type som hende. Hun er ikke det værd. Frygten for sit eget liv får hans hjerterytme til at kamme over, og usikkert skæver han ned til Renatika, i håb om at se bare en lille smule varme eller taknemmelighed. Et sådan syn kunne måske milde hans dystre tanker. Bare lidt.

Da den tynde pigeskikkelse dukker sig under Morgoths kraftige krop, når halv dæmonen netop at sætte af med den højre fod, inden han slår kroppen imod tremmerne. Ærmet der før var trukket op til den muskeltrænede biceps var atter gledet ned omkring hans håndled, og endnu engang fuldførte han ikke hans udtænkte handling. Tålmodighed er ikke noget han generelt besad sig meget af, og man kunne da også begynde at mærke på ham, om hvorvidt den var ved at blive brugt op eller ej. Brugt op synes den bestemt at være, da en umærkelig hvæsen hørtes fra hans hals. De mørke bryn rynkede sig sammen i en irritabel grimasse, alt imens de hvide hænder løftede sig fra hans side. I et håndbrækkende greb, lod han sine fingre omslutter tremmerne, hvorefter han langsomt strammede grebet omkring metalstængerne. For en tid stod han med rykken til de to krystalianere, beherskede sig; kølede sig selv lidt ned, for ikke at fare dem begge i struben. De legede med et glubsk dyr, det var der vidst ikke så megen tvivl om.
Lyden af Renatikas ord er blot som en summen i hans øre. Som en lille irriterende flue, der flyver nært hans øre og summer ind i det. Gør sig et ufatteligt forsøg på at flyve derind, selvom den egentlig godt ved dette er umuligt. Dét er Renatika i hans øjne, på daværende tidspunkt. En flue han allermest har lyst til at klaske, træde på, for derefter at gnide fodsålen hen over jorden, så den i forvejen udsmattede masse trædes yderligere ud på jorden. Han fandt hende lige så ligegyldig, som en flue kun kunne være det. Det var derfor også at han ikke reagere på hendes ord, lod endnu blot ryggen vende imod de to mennesker, imens hun blot plaprede løs. Men hvad der derimod fik ham til at reagere, blot en smule, var ordene da der hørtes fra Lucifer. Hans rystende stemme kom igennem Morgoths lydløse barrikade, sneg sig ind på ham, og vækkede ham fra hans aggressive trance. En hæs latter hørtes fra hans hals, og blev langsomt højre og højre. Hans skuldre rystede til sidst, da han prøvede at stoppe sig selv. Dette gik da ikke så godt, da latteren hørtes i hans stemme: ,,Lucifer, åh Lucifer," hans stemme var nærmest syngende, da han udtalte krystalianerens navn. Det lød næsten for perfekt. ,,Tror du det er så simpelt? - At du med så enkelte ord, en så enkelt ordre, kan stoppe mig fra at tage det, jeg forlanger?" han smilede nu, lod et ondskabsfuldt smil hvile på de røde læber. ,,Der tager du så grueligt fejl, min rødhårede ven" det før nævnte smil var nu gledet fra igen, og de næsten lukkede øjne stirrede nu vidt frem for sig, imod de to mennesker. Som en vildfaren elefant, farede han frem imod dem. En hvid, knyttet hånd, slog imod den rødhårede drengs skridt. Hvis dette slag indtraf, ville han efterfølgende sende et nærmest knæbrækkende spark imod Renatikas knæ. Hans tålmodighed var brugt op, helt og aldeles!

Renatika forsøger at krumme sig sammen og blive helt, helt lille. Forsvinde ind i mørket. Blive til et punkt på væggen.
Hendes nedbidte negle borer sig ind i Lucifers flanker i søgen efter tryghed mens hun kniber øjnene sammen og spænder hver eneste muskel i sin krop. Nu dør hun. Det er der vist ikke så meget tvivl om, hun dør nu. Dør. Hvad fanden tænkte hun på, søge i ly bag Lucifer, selv hvis knægten havde bare den mindste chance for at sætte sig op mod Morgoth ville han ikke være så dum at beskytte hende, ikke når han kan nøjes med at træde til side og lade dæmonen få sit spil og selv slippe med skinnet i behold. Men hvis hun nu prøver hårdt nok, ser bestemt nok på ham, gør et eller andet der kan få et eller andet uforklarligt inde i hjernen på ham til at slå klik og bestemme sig for at det er værd at sørge for hende, hvis bare, hvis-
Hun åbner øjnene. Og opdager chokeret at Lucifer allerede har taget handling.
Tavst betrager hun ham, med en blanding af overraskelse og tilfredsstillelse malet i øjnene, men resten af ansigtet fortrukket i en udtryksløs maske. Godt så. Måske har hun en chance, nu.
Den hæse latter der netop nu stiger op fra Morgoths mørke skikkelse får pigen til at krumme sig sammen i frygt og klemme endnu hårdere fat omkring Lucifer, trække sig tilbage mod væggen af rent instinkt. Hendes hjerne har en hæsblæsende diskussion med sig selv om hvorvidt hun skal lukke øjnene for at slippe for synet, eller holde dem åbne for at være i stand til at se hvad der foregår. De går på kompromis og lader det svimle vådt for øjnene for Renatika i et par sekunder, før de stiller skarpt igen på dæmonens løbende skikkelse der pludselig er meget tættere på end før, og ikke ser ud til at have tænkt sig at sætte farten ned.
Renatika giver et skrig fra sig.
Og et højere, da hendes knæ knasende bøjer sig den forkerte vej.
"ARRRH," Hendes krampende hænder giver slip på knægten foran sig, kroppen bliver tung og ramler mod jorden, mens små stød af smerte sendes fra det ødelagte led og op af ryggen, og hele benet er i flammer og lyn. Klynkende og bævende søger hendes hænder først ned mod smertens kilde, men gennem de sorte pletter der danser voldsomt for hendes øjne er pigen pludselig kun i stand til at tænke én ting.
Hun skal væk. Væk. Væk. VÆK.

Det er bare synd at der ikke er nogen steder at flygte hen.

Lucifer registrerer ikke så meget omkring sig. Renatikas faste greb i ham. Han føler sig fanget, velvidende at hun blot forsøger at finde tryghed, men tanken om at et eventuelt slag på ham også vil påvirke Renatika når hun sidder så tæt på ham, modstrider lidt hans vanvittige idé om at beskytte hende. Vanvid imod vanvid, vanvittigst er dog Morgoth. Hans position med ryggen imod dem gør det hele værre. Lucifer føler ikke at han er i stand til at vurdere, hvorvidt Morgoth rent faktisk har tænkt sig at springe på dem igen. Hvis bare han kunne se hans ansigt.
Af årsager, der måske ikke er så uforklarlige endda, føler knægten sig lettet, da Morgoth griner af Lucifers heltemodige forsøg på at være... Ja, en helt. Lucifer er ret sikker på, at selvom Morgoth tager hvad han vil have af Renatika, så får han ikke fred. Han har svigtet sit parti og har, imod alle odds, vendt sig imod den hånd der fodrede ham. Det eneste foder han får nu, er tørre tæsk og en smag af blod. - Og dog, alligevel, har en tanke plantet sig i hans hoved, en tanke han ikke kan slippe af med igen. At hvis han lader Morgoth kaste sig over Renatika, så bliver hans egen straf knap så smertefuld, som hvis han står i vejen. Han vil nødig være en egoist, men nogle gange må man sætte sin egen overlevelse over andres.
Og så når han ikke rigtig at tænke mere over det. Hans tankevirksomhed blokerer for virkeligheden, og det giver bagslag. Lucifer havde ikke anet, til trods for utallige bank han har fået af Renatika m.m, at en knytnæve kunne være så hård. Måske er det bare stedet den rammer. Så dybt er Renatika dog alligevel aldrig sunket. Men hvad, det er nok alligevel bare et spørgsmål om tid.
Et pindsvin, det er hvad han netop nu kunne sammenlignes med. Fuldstændig sammenkrøllet på det beskidte gulv. Men han har ingen pigge på ryggen, han er alt for sårbar. En kniv imellem skulderbladende kunne gøre det af med ham. Gudskelov, at han slet ikke har overskud til at tænke på det lige nu. Smerten gør ham svimmel. Han bider tænderne så hårdt sammen at en hovedpine hurtigt sniger sig ind på ham. I hans tindinger dunker det agressivt, og det er svært for ham at få styr på sin vejtrækning. Det hele synes at være ude af kontrol og helt uden for rækkevidde.

"Svin" er det eneste ord der får kæmpet sig ud imellem sammembidte tænder, og ned i stengulvet.

Lyden af Renatikas gennemtrængende skrig fik Morgoth til at standse. De isblå krystaller; hans øjne, bevægede sig rastløst rundt i kraniet på ham. Langsomt rakte han en hånd bagud, søgte støtte mod den iskolde sten mur bag ham. Tænderne i hans mund klaskede ustyrligt imod hinanden, så ustyrligt at han til sidst måtte hæve den enkelte af hans hænder, for at ligge den for hans røde mund. Lyden af det pigede skrig hørtes endnu tydeligt i halv dæmonens øre; gav genlyd som bare pokker i hans hoved. Det ville slet ikke standse, ville ikke ryste sig af ham. Det fik ham kortvarigt til at miste vejret, lod en følelse så god som en orgasme til at gennemtrænge hans krop. Hånden der hvilede imod hans mund strammede sit greb, lod neglende kortvarigt borde ind i hans kæbeparti. Han lukkede blidt øjnene i, alt imens han lod hans krops rystninger dumle af. Til sidst stoppede de, som de aldrig havde eksisteret. Hånden der havde hvilet imod hans røde mund slap deres jerngreb, og de blå krystaller stirrede atter frem i mørket. Som en mørk skikkelse stod han der, imellem de atter faldende skikkelser. Det sorte hår, lå nu ikke pænt på hans skuldre, men havde revet sig aggressivt indover hans hvide, lettere kvindelige ansigt. Han lignede alt i alt en dukke, med sit porcelænsagtige ansigt, og alt for pænt glattede hår.
,,Undskyld, kære,” hørtes han stemme, blidt. De isblå øjne vovede sig ned omkring Lucifers sammenkrympede skikkelse, der lå for hans fødder. En rynke dannede sig nær hans røde mund, dannede et umærkeligt smil på hans læber. ,,Taget din person i betragtning, regnede jeg ikke med du havde nogle,” bemærkede han til sidst, imens han granskede det ildrøde hår der var plantet på Lucifers hoved. Månens mælkehvide skær lyste det op, som en enorm kontrast til alt i det mørke lokale. Som en flamme brændte det i halv dæmonens isblå øjne, der endnu stirrede åbenlyst imod ham. Han havde allermest lyst til at røre det, stryge sine fingre igennem den skadede knægts lokker, blot for at føle på ham; mærke hans let skadelige hud, der lå under beskyttende over det menneskelige kranie. I stedet for kærlige strøg, stirrede han blot imod ham. Betragtede ham i hans lidelser, imens han inderligt svor, at det ikke var sidste gang Lucifer skulle lide under hans hånd – ikke efter hans høj forræderi imod mørkets rige; imod ham.
Et næsten uhørligt fnys hørtes fra halvdæmonen, da han trak sine øjne til sig. Langsomt rettede han sig op fra sin støttende stilling, og trådte over Lucifers skikkelse. De kridhvide tær rørte lydløst stengulvet under ham, gengav ikke en eneste lyd imens han vandrede imod Renatika. Hans blik strejfede kortvarigt hendes skadede ben, undersøgende. Denne gang var han sikker på hun ikke ville røre sig, ikke med sådan en skade på slæb. Det havde på forhånd ikke været hans mening at skade hende så voldsomt, ikke på den måde. Men sådan var det nu engang endt, og hun kunne ikke bebrejde sig selv mere end nogle andre. Hun havde gjort modstand imod hans vilje, og måtte derfor lede for den konsekvens der efterfølgende måtte falde over hende – og Lucifer, for ikke at glemme ham. Dog måtte den unødvendige vold måtte siges at være stoppet, da Morgoth langsomt satte sig på knæ foran den skadede pige. Som han før havde betragtet Lucifer, dog langt fra med så udtryksløse øjne som nu, lod han øjnene vandre over hendes krop. Han så ingen kvindelighed, trods formerne der var på hendes krop. Ingen. Kun et barn, en møgunge af et barn, var hvad han så. Det var heller ikke for nydelsens skyld, han ville fratage hendes renhed – nej, langt fra. Dog skyldtes det noget lige så egoistisk som voldtægt, det der gjorde han var nået hertil. Det blod, det åh så uskyldsrene blod, der løb rundt i hans årer, gjorde ham rastløs; holdte ham vågen fra den søvn han havde behøvet i snart tre døgn. Han vidste, at hvis der ikke snart blev gjort en ende på det, blev han gal. Ikke blot sindssyg, men gal.
Ganske let strakte han sig frem over hende, lige så smidigt som en kat, og lod sit ansigtet trække hendes ganske nært. Næsten kærligt, omsorgsfuldt ville nogle mene, kyssede han pigens virrende øjenlåg. Hænder lige så hurtige som det blinkende øje, smøg de sig ind under pigens tøj. Her holdte den ene hendes tynde krop oppe fra brostenene, pressende frem imod den anden der lå imod punktet hvor den tynde hinde, befandt sig. Lige så hurtigt som hans hænder havde bevæget sig, sprængtes den. Hun ville næsten ikke mærke det, næsten ikke føle ’eksplosionen’ inde i hendes krop. Dog ville hun nok bemærke blodet, der snart ville løbe ned af hendes ben. Det uskyldsrene blod.
,,Se så,” mumlede han, imens han rejste sig fra sin siddende skikkelse. Langsomt, næsten vaklende grundet lugten af blod, trådte han fra de liggende skikkelser. ,,Så svært var det heller ikke, var det?” ingen følelse, ingen tone. Han var tom, fuldstændig tom. Dog alligevel tilfredsstillet, da han nu vidste han kunne gå til ro. Og med den tanke, forsvandt han. Væk.

Renatika græder.
For anden gang på under to døgn er pigen begyndt at tude som et barn. På grund af smerten. På grund af stressen. Men mest af alt på grund af at hun nu er fuldkommen klar over at hun har tabt og konsekvensen ligger ulmende forude.
Hvordan fanden er hun endt her?
Små, hikstende lyde baner sig op igennem hendes hals og flakser ud i nattemørket i takt med at tårene glider ind i den halvåbne mund og nær drukner hende. Klar over at Morgoth kommer stadig tættere på forsøger hun at møve sig i den modsatte retning, men de skarpe smerter i knæet stopper kroppen med krampende ryk og får hende til at klynke ynkeligt.
Generalens hånen får Renatika til at skæve akavet til Lucifer. Det må have gjort ondt, er det eneste hendes panikslagne hjerne er i stand til at komme op med. Morgoth slog hårdt, og han vidste tydeligvis hvad der virkede i en nævekamp. Ligesom hende selv, selvom at hun nu aldrig havde brugt dét trick over for Lucifer. Formodentligt fordi der var en eller anden person inde i hende der blev ved med at insistere på at knægten var god nok og holdte af hende og at det er vældig smart at gøre sig gode venner med folk som elsker én. I hvert fald kunne hun mærke den samme person langsomt blive mere og mere vred inde i brystkassen på hende. En dag skulle Morgoth have gengæld for det han gjorde mod Lucifer. Og en dag ville hun undskylde til den ranglede fyr. En dag.
Men hun glemmer hurtigt de tanker da det går op for hende at dæmonen er helt tæt på nu. Desperat forsøger hun at presse sig selv ned i gulvet for at komme væk, slår håbløst ud med armene for at få Morgoth af sig i det han læner sig helt ned mod hendes ansigt. For tæt på. For tæt på. For tæt på.
"Nej, nej, nejnejnej ..." kommer det fra hende, stemmen grødet, hæs af gråd og en blanding af dyb frygt og vrede.
Morgoths hånd glider om bag hendes ryg og løfter hende op. Og-
"NEJ! NEEJ!" Langt højere nu begynder hun at protestere så fangerne i de andre celler krymper sig passivt sammen.
Det virker ikke som om Morgoth vil voldtage hende. Tanken er stort set ikke faldet hende ind. Blot idéen om at han kommer så tæt på, rører ved hende ... får hendes instinkter til at gå amok. Og Renatika til at panikke. Hun kan ikke skelne Morgoths berøring fra den hektiske dunken af frygt gennem hendes krop, en trang til at kaste op er overvældende og små prikker for øjnene blokerer det allerede sparsomme lys. Hendes råb af 'nej' glider ud i uforståelige lyde og gråd.
Et eller andet varmt og vådt glider ned af hendes ben.
Hun slår hovedet mod brostenene da Morgoth slipper hende og hun er for svag og for disorienteret til at holde sig selv oppe. Længe efter han er gået ligger hun, stiv i hele kroppen og med krampeagtige bevægelser nu og da. Langsomt og besværet glider hun om på siden og krøller sig sammen. Pis. Pis. Pis.
Cellen virker pludselig meget mørkere.
Og det hele virker meget mere klistret.