Kommentaren stak til en defensiv side af Ares. Nu er du ikke så bange…
Ares var ikke bange. Når man var bange, gik det ud over ens nærmeste. En rædsel der frøs lemmer til is og stjal ens handlinger. Som dengang med hans bror. Han havde set, hvad frygt gjorde: den gjorde folk langsomme. Den efterlod konsekvenser, umulige at rette op på.

Så Ares nægtede at være bange. Han slugte følelsen som en bitter ed, før den kunne vise sig.
Men den lå der alligevel, som en knude i maven, der strammede ved tanken om, hvad der ville ske, hvis han tabte ansigt her. Det ville ramme familien som en løbeild, hvis han ikke holdt sig samlet. Han skulle være deres fundament. Han kunne ikke tillade at slå revner.

Han kneb øjnene sammen. Læberne forblev en lige, presset streg.
Da han endelig talte, var stemmen flad, men ikke usikker.

"Så De keder Dem for hurtigt?" Konstaterende, ikke spørgende. Jontar virkede som en mand, der aldrig blev mæt. Når legetøj blev kedeligt, kunne han pege på noget nyt til at tilfredsstille ham. Og lige nu pegede den finger på Ares. 

Tålmodigheden slap op. Det dirrede under huden; af træthed, vrede, og noget han ikke burde vise prinsen. Samtalen kørte i ring… hvilket kun kunne betyde, at Ares endnu ikke havde givet det svar, Jontar ønskede.
Han følte sig lænket til bordet, mens andre bare kunne rejse sig og gå. En prikkende varme bredte sig i nakken da fyrstens søn lod stilheden hænge som vandpiberøg mellem dem.

Han tømte glasset i én hurtig bevægelse og satte det ned med kontrolleret ro.

"Jeg ved, De fisker efter noget - men jeg ved ikke hvad."
Der var et korrekt svar. Det måtte der være.
For de havde alle sammen været forkerte indtil videre.