Det var ikke kun i de vilde storme af dråber af regn og iskrystaller der stødte deres stødtænder med heglkuglerne som skabte denne positive ladning af energi i atmosfæren som skabte lyskilderne kendt som lyn. Viktor var stormen der skabte kaosset, hvirvlvindene der ruskede op i altinget. 

Druknet i følelser, gennemblødt i hidsig regn og fordampet i kropsheden, stod de nu fanget i kahytten der aldrig havde været Viktors, men noget som han havde tilrevet sig som sit eget. Kvisten havde sat sit præg på alt, og aldrig forstået alvoren af livet, end ikke hans eget. Richard havde gjort hvad end han kunne for at værne om sine ting, noget som junkeren nu krævede at vide alt om - ting han aldrig selv havde spurgt ind til. 

Var det ikke en kendelse ironisk at tænke på? Han som ikke kan få det han vil have, vil have at det han ikke kan få går nedenom og hjem. 

Stille så han til som Viktor gjorde det mest uforventelige. Det våde tøj blev taget af, som det på magisk vis ville finde sin vej til knager, bøjler, stolerygge og tørre sig indtil han var klar til det igen. Tirret og provokeret til, at han ikke selv ønskede at snakke mere, intet var alligevel at hente nu.. 

Og dog .. 

Richard tog en vejrtrækning dyb nok til at kunne trække vejret for to, en hånd skubbede det våde hår tilbage. "Alryss," lød det fra ham, og de tunge skridt lød som han kom det nærmere og med en fast placering satte hånden op mod væggen som han skærmede Viktor i sin position. Ikke et ord havde forladt hans læber efter det, end ikke mimik for vejrtrækning. Alt var så lige til. Han så bare intenst på knægten, som jo i sandhed ikke længere var en knægt. 

Gulvet knirkede bag Viktor i det øjeblik, han slap den våde skjorte fra sig. Han nåede knap at registrere lyden; hans blik søgte febrilsk efter noget han kunne tørre sig med - et håndklæde, en klud, hvad som helst - men tankerne var så kaotiske, at han ikke kunne finde orden. Han stod stille, fanget i sin egen storm.

Alryss... han sagde det så lavt, og alligevel ramte det som en hånd mod et åbent sår. En skarp sprække åbnede sig i Viktors frustration, og et lydløst fnys sitrede gennem ham.

"Hvad…?" Ordet var ikke engang færdigt, før han snurrede rundt - alt for hurtigt - og brat standsede, da han opdagede kaptajnens krop tæt nok på til at stjæle luften mellem dem. Brynene trak sig sammen i et stumt spørgsmål, og Viktor glemte at trække vejret. Richard stod der, massiv, stillestående, som om stormen udenfor havde formet sig om ham. Vandet dryppede fra Viktors krøller ned over hans hage som tunge tårer, og hver eneste dråbe føltes som et slag i stilheden. Han holdt kaptajnens cognacsfarvede blik, og et øjeblik var det som om hjertet skiftede rytme... langsommere, tungere, farligere.

Hans blik gled til hånden, der var plantet mod væggen og lukkede ham inde. En snigende hede rejste sig på Viktors bare hud, som om Richards nærhed gennemvædede ham lige så kraftigt som regnen havde gjort. Han rørte sig ikke. Turde ikke. Musklerne var spændte, ikke af trods, men af det, der lå lige under den: en hudløs, uvelkommen længsel. Og i den lange, tykke pause, hvor ingen af dem sagde noget, var det som om hele kahytten trak vejret med dem.

Endelig løftede Viktor hånden og satte den på Richards brystkasse. Det var ikke engang et skub - mere en rystende erklæring om, at han burde afvise ham. 
"Er der andet du vil sige til mig...?" Det var ment som en magtdemonstration, tænkt til at være rolig, fast, kontrolleret. Men facaden krakelerede i det øjeblik gåsehuden løb over hans hud. Det øjeblik det gik op for ham, hvor intenst Richard så på ham. 

Luftfugtigheden var kvælende, omklamrende, følelsesmæssig oprivende. Richard føltes sig som en nymodern Davy Jones der ikke havde opfyldt sin dagsorden. Tang og alger der hæftede sig til ham, hev ham dybt til bunds i havet. Stormen var ikke det værste for nu, det var hans indre uro. 

Øjnene tørret langsomt ud i mangel på blink og bevægelse, men alligevel var alt så tydeligt. De så, åd, og forlod det der var lige foran dem. Alt i mens hjertet slog knuder på sig selv, tunge dunk med forsinkelse per slag. Alryss, navnet lå som tjære omkring dem, eller var det blot en følelse der forekom hos Richard. For hvert åndedragt, var det tungere at hive vejret ind. 

Er der andet du vil sige til mig? som han dog kunne spørge. Richard lod endelig blikket bevæge sig to millimeter ned og op igen. Hånden der spærret Viktor inden holdt sin plads, mens den anden tog fat mildt fat om underkæben af knægten før han gjorde det som storme gjorde mod klipper. Kyssede det mod dets vilje med en kraft så sjældent set, at det kunne efterlade mærker. 

Blikket forblev fikseret på Richard. På måden de cognacgyldne øjne landede på ham, da de løftede sig igen. Deres påvirkning ramte Viktor som en voldsom forbindelse - grådig. Fortærende. Han vidste godt hvor de havde set hen. 

Øjeblikkeligt stivnede han, da Richard gjorde det ubarmhjertige og plantede fingrene i hans kæbe. Alt for tæt… målrettet. Instinktivt trak Viktor hovedet bagud, men ramte væggen i sit flugtforsøg. Læber strejfede ham først fjerlet - som en varsling - før de fandt ham igen. Kolliderede hårdt, altopslugende. Ødelagde ham. Han gengældte tøvende. Af vane. Af længsel. Det var jo det normale - at kysse tilbage. Men Viktor stod hård som en statue med Richard presset mod sig. Hånden på brystkassen pressede til, ikke et skub, men en bøn... om at stoppe? Fingrene krøllede sig ind i den fugtige trøje, grebet sitrende. Et skælv af et suk forsvandt ind i Richards mund. Og Viktors indre splittede sig som havet i en fabel; dingle udover rælingen i hans greb, eller drukne i hans begær. I begge tilfælde lige magtesløs.

En kuldegysning fór fra nakken og ned ad rygsøjlen i korte, destruktive rystelser - i lungerne, i maven. Gåsehuden sprang frem over den bare hud i et efterskælv. Skammen fulgte tung, iltfattig, som havvand i lungerne. 

Et kys — og han var tæt på at tilgive det hele igen. 

Det krævede alt i Viktor da han drejede hovedet. Mærkede Richards læber glide fra hans - ramme mundvigen. Øjnene blev lukket og han fortrød næsten, at han havde brudt det. Hjertet truede med at springe ud af halsen.
Et lille åndedrag. Han sank. 
"Du…" stemmen var lav, kæben spændt. "…gør det svært for mig." Han kunne ikke se på ham. Men han slap ham heller ikke.

Lige så ofte som planterne stod på linje, en superblodmåne eller lyn fra en skyfrihimmel, lige så ofte slog klipperne igen mod regnens pisk og gav slag fra sig. Intet kunne vare ved, end ikke på havet. Richard mærkede hånden, en gav den ikke meget at gøre godt med, men hovedet af junkeren kunne alligevel give sig. 
Som klippebrud der gled fra hinanden i et forsøg på at stå fast, smuldret det hele og Richards skuldre sank dybt og hovedet holdt sin plads, mens munden lukkede sig let i. Hånden slap Viktor, men Richard ville ikke kunne fortælle om det var undervejs eller efter kysset. Tiden var gået i stå for ham. 

"huh..?" lød det fra ham, som han var åndsfraværende, men efter lidt tid fik han løsrevet sig fra sin egen tjærefængsling og Viktor. Han lignede en med mange ord der forsøgte at finde sin vej ud, men samtidig sagde blikket også alt, at han var tom for ord, forklaring, søforklaringer, alt. En skygge af sig selv. En klump på størrelse med meloner blev slugt og før han egentlig noget at se eller gøre noget af sig selv, fandt han sig selv forlade Viktor i hans kahyt. Alt efterladt bag sig. 

Turen hjem var pludselig blevet .. lang. 

Læberne prikkede statisk, som om de ikke forstod, hvor den anden var blevet af. Kæben føltes nøgen uden Richards fingre om den, og Viktor blev tavs. Ansigtet varmt af rødme og stille ødelæggelse. Skyldig over at have trukket sig. Øjnene åbnede sig, men fandt gulvet. Først da Richard gav lyd fra sig - et huh, så forbavset, så forkert, som et punkteret gisp - skævede Viktor tilbage på ham. 

Han kunne mærke Richards ubehag, som om det forplantede sig direkte i hans egen krop. Hvert hjerteslag lød som en nedtælling. Han så farven forsvinde fra kaptajnens kinder, munden der hang skævt, de mørke øjne - store, fikserede - som om de ikke forstod, hvad der var hændt. I ét sekund så han så sårbar ud, at Viktor ønskede, han aldrig havde sagt noget. 

Hjertet slog panisk ved tanken om at skulle hjem. Om at skilles. Om at miste ham. At dette ville blive det sidste øjeblik, de delte. Han følte sig dum - dum over at have jagtet en dagdrøm. Hvor ædrueligt det var at indse, at virkeligheden aldrig havde bøjet sig efter den. Hvor umuligt det billede, han havde malet af dem, egentlig var.

Han blinkede. Bliv, tænkte han, men han kunne ikke sige noget. Millimeter for millimeter mistede han ham. Bliv. 
Fingrene gled ud af Richards trøje. Bønnen rungede i ham som et ekko, uden stemme, uden lyd; en bøn, der faldt på knæ og bad Richard om det umulige.

Bliv.

Han blinkede igen, og så stod han alene i kahytten. 

Hans hjerne føltes kilometer væk, som om han havde efterladt den i Turmelinien - i det mørklagte kroværelse, sammen med Richard. Det eneste han kunne var at stirre efter ham - på den lukkede dør. Han kørte hånden rystende henover læberne, og satte sig vaklende på stolen. 

Det havde altid været meningen, at de skulle skilles. 

Fortvivlelse skyllede ind over hans ansigt, som hos én, der var blevet ramt af en pil og ikke vidste, hvordan den skulle rives fri af knoglerne.

Det havde altid været meningen... 
men..

Han tog hånden til hjertet og gned fingrene hårdt ind i huden. 

... det var ikke til at bære.