Der var meget, der kunne blive sagt til både hans ord om området og om magien. Ecaeriss selv havde en stærk teori om, at magien løb i slægten, og at hendes egen var naturens måde at forfine sin mors helbredende magi. Hun måtte ofre sin egen krop for at fastholde livet - Eca kunne blive ved, så længe hun ofrede andres eller andets liv. 
Men der var ingen grund til at komme ind på en lang diskussion om den slags, og den ville uden tvivl også ende med at kede begge parter, da de øjensynligt havde et meget ens syn på sagen. I stedet betragtede hun Eroan lige så meget, som han betragtede hende, og hun trådte selv et skridt tættere på, så der til sidst var under en håndsbredde imellem dem. Hendes blik var blevet fanget af hans hånd ved guldkæderne, og hun opdagede, hvor meget brystet hævede og sænkede sig under åndedrættet, som ikke kun var påvirket af traveturen.
"Ja hvad så nu," gentog hun i en udånding og fandt hans øjne med sit blik. "Når ingen fremmede kan forvente at finde os, her i din lille, hemmelige lysning ..."
Stemmen var faldet til en hvisken igen, og selvom hun havde lyst til at spørge ind til, hvor meget hans dyrevenner snakkede til hans sind lige nu - for de måtte have en eller anden grad af sammenflettede sind efter det, hun havde set mellem dem - var det forbløffende nemt at glemme, at ulven og fuglen sikkert så på. Det var ikke helt det samme som havde der været andre elvere til stede. Hendes egen hånd løftede sig i en spejling af hans og fingrene gled ind mellem knoglerne i det tværgående frontstykke, hvor fingerspidserne, der var blevet godt kolde af turen, berørte hans varme brystkasse.

Eroan mærkede en kort kuldegysning skyde op langs hans ryg da Ecaeriss' kolde fingerspidser rørte hans brystkasse. Så nært som hun stod nu kunne han ikke lade være med at spejle hende og lade sine fingre glide forbi guldsmykket og lægge sig imod den glatte, blege hud. Kontrasten var slående, men det var hendes øjne der holdt hans. Så nære at han nærmest intet andet kunne se, kunne ikke meget andet end at drukne i øjne så mørke og dybe som søer i de dybe skove. 
Han var, perifært, klar over at hans båndsdyr var til stede. Men nuet og Ecaeriss' nærvær overvældende den bevidsthed i en sådan grad at den var uvigtig. Han kunne mærke sit hjerte slå hurtigere og stærkere. Vi har virkelig været alene for længe når der ikke skal mere til. Tanken var næsten fjern, men nok til at få ham til at smile og trække sit blik fra hendes. 
"... " Det tog ham et øjeblik faktisk at få ordene formet og udtalt. "Vi kommer ikke til at blive forstyrret. Og her er rigeligt varmt nok til at du ikke behøver... " Han så ned af hende og op på hende ansigt igen. "'kjolen'. Og jeg ville klart foretrække at den forsvandt. " 
Uden at sige mere lod han langsomt sine fingre glide op af hendes brystkasse, blidt for hans ellers relativt grove fingre, og foldede dem forsigtigt om nakken på hende før han tog det sidste, lille skridt som kun efterlod nok plads imellem dem til at hun lige ville kunne få sin hånd fri og stoffet der dækkede hendes bryster strøg imod pelskanten på hans vest. Han havde, næsten, glemt at hun var skovelver og var i stedet tabt i den fysiske følelse hendes berøring, duft og nærvær skabte. Nok var Eroan vant til at være alene, men det betød ikke at han var lavet af sten. 

Kuldegysningen syntes at skyde videre over i Eca fra Eroans fongerspidse, og følge hendes rygsøjle helt ned til halebenet. Tungen fugtede læberne, der pludselig var tørre i den varme luft. Lidt modvilligt lod hun fingrene glide ud fra mellem knoglerne, og i stedet lod hun hånden glide ned ad hans mave og ind under vesten til hans side. 
"Så er der godt, den er... Nem at få af," svarede hun og skænkede skulderen, så stoffet gled ud over den og ned over overarmen.
Det bløde fløjl blev stoppet af hendes albueled, og dækkede lige præcis brystvorten, inden hun med endnu en let trækning lod stoffet blotte hele brystet. Afstanden mellem dem blev reduceret yderligere, så brystet gemte sig i hans pelskant, og hendes ånde ramte hans hals. 
Den ene hånds negle gav sig til at lege henover huden ved hans side, og lod dem presse lidt ind, mens den anden startede ved hans buksekant og søgte rundt langs den. Blikket forblev låst i hans. 
"Og jeg ved tilfældigvis, dit tøj er lige så praktisk anlagt," sagde hun med en drillende tone, inden hun hev i den snører, hun selv en lille time forinden havde hjulpet med at binde, så den holdt bukseben oppe. 

Et eller andet sted havde han godt vidst hvor det her var på vej hen. I hvert tilfælde hvor han håbede det var på vej hen. Men det overraskede ham alligevel noget da Ecaeriss bare lod halvdelen af kjolen glide ned. Han følte mere end så det, for hendes øjne var stadig det der fyldte hans synsfelt. Der er aldrig nogen der har kunne holde den øjenkontakt før. noterede den lille del af hans tanker der ikke var totalt fyldt af Ecaeriss. Hendes berøringer gjorde det kun værre og hvor hendes negle bed sig let ind i hans hud var det som om små stik af exceptionel følsomhed bredte sig fra. Så tæt som hun stod på ham, tæt nok på til at deres hud rørte hinanden uden at gøre noget, kunne han tydeligt mærke hendes vejrtrækning, lige som hun måtte kunne mærke hans. Hans fingre gled fra hendes nakke op i hendes lange, kraftige hår og viklede sig let ind i de sorte, bløde lokker imens han lod sin anden hånd finde resten af hendes 'overdel' og trække den ned også. 
"Åh ja... der er, aah... visse fordele ved at være 'vildmand'. " Hans stemme blev afbrudt kortvarigt som hendes negle gled hen over hans ud lige over hans 'bæltesnørre' hvor huden var følsom og efterlod let gåsehud bag dem. Som hendes fingre trak væk løsnede bæltet sig og lod både hans kniv og lændeklæde falde til jorde. Benklæderne holdt lidt længere og gled langsomt ned af hans ben, men så tæt som de stod var der ikke længere nogen tvivl om hvor tiltrækkende han fandt hende. 
Eroan var den første der brød øjenkontakten. Hun var så tæt på allerede at han kunne mærke hendes åndedræt imod hans hud, hendes ansigt så nært at deres næser næsten rørte hinanden. Han slap hendes blik for at bøje nakken en smule, nok til at han kunne nå hendes læber med hans, og lod med overraskende blidhed sine læber glide over hendes, for forsigtigt til at de kunne kaldes et kys. 

"Jeg er i det mindste så civiliseret, at jeg har en hytte ude i skoven," svarede hun tilbage, åndeløst mod hans strejfende læber.
Et suk sneg sig ud i små brudstykker, mens hun kortvarigt slap ham for at frigøre armene fra kjolestoffet. Det var en hurtig bevægelse, og hænderne var snart tilbage ved hans sider igen, hvor den ene kravlede op under hans vest, og den anden brugte hans hofte som støtte idet hun lænede sin krop ind mod hans, strakte sin hals og søgte efter et rigtigt kys. På vejen fandt hendes læber siden af hans kæbe, og imens var hun sikker på at tætte kontakt lod hendes hjerteslag buldre over i hans krop. 
Altid så desperat efter den mindste nærhed, brød en tanke ind i hendes hoved. Hvis han hader skovelvere så meget, er det så nok, I begge er udstødte?
Men hun kunne se, hvor tændt han var, og hun havde ingen intention om at lade den her mulighed gå sig forbi. Det kunne være en fælde - at han hadede skovelvere så meget, at han lod dem lokke til sin hemmelige lysning, hvor ingen heller ville finde liget - men så kunne han lige så godt have slået hende ihjel ved søbredden og efterladt hende med røverne. Så ville han ikke være kommet hende til hjælps - selvom han dog havde sagt, han ikke havde set hendes race oppe fra himlen af. 
Den hånd, der ikke stadig kravlede op under hans vest, var vandret nedad og havde taget fat, mens læberne udøvede pardans med hans. Det her måtte være oprigtigt - ellers kunne han ikke vedligeholde sådan en reaktion. Medmindre det var en del af planen... Hvordan var han gået fra skovelverhad og over til at invitere hende med herhen? Kun på grund af udtalelsen om, at skovelverne havde forvist hende lige så meget, som de havde forvist bjergelverne? Hun havde ikke nævn, at hendes eksil teknisk set var overstået - det burde hun nok ikke tage op nu. Men ville det overhovedet ændrer noget?
Han havde hendes krops reaktioner i sin hule hånd, og det trak i tankerne for at lade sig rive helt med. Hvis han ikke havde rent mel i posen, ville det næppe være en udfordring at gøre hans vest til tjære og proppe det ned i halsen på ham. Det svære ville blive at kæmpe mod hans dyr bagefter.
Tvivlen blev for meget, og stadig med den stakåndede, sukkende stemme, fik hendes læber mumlet: "Er det sådan her du gør med alle skovelvere, du møder?"

Eroan lod gladeligt sine læber finde hendes som hun søgte et rigtigt kys. Hendes nøgne overkrop presset imod hans næsten bare hud lod ham føle hendes åndedrag som hendes kurver blev fanget imod hans brystkasse. I nogle sekunder fandtes der ikke andet i hans verden end hendes læber og hendes krop imod hans. Hans hånd lagde sig om nakken på hende så længe kysset varede uden at han tænkte over det og en lavmælt lyd undslap hans strube, en nærmest spindende vibration imod hendes læber. 
Det var Ecaeriss der fik afbrudt hans koncentration om deres kys ved at lukke sine fingre omkring ham. Den fornemmelse fik ham til at spærre øjnene op og udstøde et lille gisp. Hans frie hånd gled ned af ryggen på hende, ned til hvor hendes kjole kun hang på hendes hofter og dykke ned under stoffet for at lægge sig på hendes bagdel. 
I modsætning til Ecaeriss var han holdt op med at tænke for længe siden. Hele hans opmærksomhed var fyldt af hende, hendes bløde læber imod hans, hendes duft, hendes glatte, bløde hud i mod hans. Så det var først da hun brød kysset for at tale at han var tvunget til at overveje hendes ord. Det tog ham længere end normalt. Hans krop insisterede på at de havde bedre ting at lave end at tale og at hans læber og tunge ville være meget bedre brugt på andre, mere intime, ting. 
"Det... er det bestemt ikke. " Han var lige så stakåndet som hende og hans stemme føltes ru og som om den tilhørte en anden i hans ører. "Men du er... heller ikke ligesom... dem. " Han formåde et bredt smil, næsten et grin før han lagde sit hoved på skrå og bøjede sig ned så han kunne hviske i hendes øre før hans læber fandt først hendes øreflip og så den følsomme bue op langs hendes spidse øre. "Vi forviste må jo holde sammen... tæt sammen. " 

Selvom tvivlen havde et godt tag i hende, havde Ecaeriss ikke selv sluppet taget i Eroan. Hun havde ikke lyst til at slippe. Hun havde lyst til at høre hans gisp blive til støn, og trangen fik hende til at stramme grebet. Tankerne var stadig ikke helt med i det, men hans halvt usammenhængende ord fik hende hevet længere væk fra behovet for at vide sig sikker på hans motiver. Måske skulle hun bare lade sig flyde med og for en gangs skyld først tænke på konsekvenserne bagefter.
"Så længe du siger til ..." begyndte hun, men måtte synke, da han trak hende helt tæt på og lod hånden glide ind under stoffet. "Hvis du pludselig ... Får lyst til at slå mig ihjel ... Så jeg kan ... Giv dig ... Kamp ... Til ... Stregen."
Hendes stemme blev brudt af den tunge vejrtrækning og kroppens skælv. Koncentrationen rev sig løs, da hans læber fandt vej til den mest følsomme del af hendes øre, og hendes knæ blev så bløde, at hun måtte læne sig ind mod ham og et øjeblik løsnede grebet om ham igen. Den anden hånd skød op langs hans ryg og satte neglene i, mens et støn flød ud ved siden af hans øre. 
Der var gået for lang tid siden sidst, og kroppen længtes mere end fornuften kæftede op. Mørkelverens besøg hos hende havde kun vækket lysten og behovet for at have den intimitet i sit liv endnu mere, og da han var forsvundet ud i morgengryet, havde han taget håbet om at beholde nærheden med sig. Nu var hun så tæt på at få den igen, at hver en celle i hendes krop føltes draget af ham, mens de mørke tanker i baghovedet fortalte hende, hvordan det ville ende galt - at han ville forsvinde ud i intetheden så snart det her var overstået. 
Men derfor skulle hun vel ikke stoppe sig selv fra at nyde det, så længe det varede, skulle hun? Især nu, hvor det ikke lod til, han havde skumle bagtanker.

Ecaeriss' reaktioner var alt hvad han kunne Eroan kunne ønske sig. Skovelver eller ej, støn som hendes var det samme for alle. Som hun lænede sig imod ham spredte han benene let for at stå bedre fast, og lod endnu en lavmælt, halvt knurrende lyd undslippe sine læber da hun satte skarpe negle i ryggen på ham. Han lod sin hånd glide langt nok op igen til at han kunne få fat i hendes kjole og brugte modvilligt sin anden hånd til at hjælpe med at skubbe stoffet ned over hendes hofter. Forsigtigt, frem for at flå det af som hans instinkter mente han burde. 
"Mmngh... " Hvad end ord han havde tænkt sig at bruge blev til en strubelyd som hendes fingre åbnede og lukkede sig om ham. "Vi kan, aah... Finde meget bedre ting at bruge... vores tid på end... at slås. " Lykkedes det ham endelig at sige som han denne gang lagde begge hænder på hendes hofter og bagdel. Han løftede sit hoved nok til at kunne se ned på hendes ansigt og smilede til hende. Hendes ord havde hevet ham lidt ud af øjeblikket, tvunget ham til at tænke over hvad han lavede. Og måske lidt over hvorfor. Og Eroan var nødt til at indrømme, i det mindste over for sig selv, at noget af det var ensomhed. Det var længe siden han havde været nære med nogen, andet end sine dyr. Og endnu længere siden han havde været intimt sammen med nogen. Og her var Ecariss, smuk og kold som is indtil man kom tæt nok på til at mærke varmen under. Stærk og bitter som brændevin. Hans smil blev bredere. Det var nok for ham. 
"Kom... " Hans stemme var stadig mærket af hans dybe, hurtige åndedræt, men mindre ru og mere tydelig. Med en let anstrengelse af hans ryg og arme løftede han hende op fra jorden, nok til at hvis hun ville kunne hun slå benene omkring ham, og vendte sig om imod hans soveskind. 

Benene svingede sig lydigt omkring Eroans krop, da han løftede hende op til sig. Armene blev lagt om hans nakke, og selvom det nu var trist, den ene ikke længere kunne begrave sig i hans skridt, fandt fingrene hurtigt andre ting at tage sig til. Flette sig ind i hårlokkerne. Glide nedover de muskuløse skuldre. Hun overgav sig. Lod lysten tage over og glemte de formanende tanker, der altid tvang hende fra andre væsner og tilbage ind i ensomheden. Lige nu kunne de være to. Blive ét sammen og nyde det selskab, de begge længtes efter ellers. Om det så kun var for en stund, var det det hele værd.
Med et istemmende støn lod hun sin mund udforske hans øre startende fra spidsen og arbejdende sig hele vejen ned til kæbelinjen, hvorfra hun nåede så langt ned ad halsen, som hun kunne i den nuværende stilling.
"Jeg vil bruge så meget tid med dig, at jeg glemmer mit eget navn," sukkede hun, mens den ene hånd gled tilbage op mod hans hals. 
Læberne fandt ved til ørekanten igen og fortænderne gav sig til at nappe op langs den følsomme, flossede hud, mens han flyttede hende derhen, hvor han gerne ville have hende.

Med Ecaeriss ben låst omkring hofterne på ham var det utroligt fristende at gøre mere mens han havde hende der. Men selv med hans styrke var det ikke så nemt som man skulle tro. Slet ikke imens hendes hænder og læber distraherede ham som de gjorde. Som hendes læber gled ned langs hans øre og hals tog han et par forsigtige skridt over imod hans skind, men i stedet for at stoppe og sætte hende ned der fortsatte han forbi dem.
"Så må jeg vel hellere gøre... mit for at det sker. " Svarede han med en lettere stakåndet stemme som hendes tænder begyndte at nappe i hans ører. Til trods for deres flossede udseende var de lige så følsomme som de fleste andre elveres og den behagelige fornemmelse der ridslede ned af ryggen på ham fik ham til at ændre sit greb om hendes bagdel en smule så hans hårde længde kom til at presse let imod hende nedefra. 
Tre lange skridt mere brage dem hen til det store træ hans ting lå under og med en lavmælt, stønnende lyd fik Eroan presset Ecaeriss op af den glatte bark. Hendes bløde hud imod hans stod i skarp kontrast til de prikkende mærker hendes negle havde efterladt i ryggen på ham og den brusende, dunkende lyst der spredte sig ud igennem ham som varmen fra et bål. Tålmodighed havde aldrig været hans stærke side, slet ikke sammenlignet med andre elvere, og alle hans instinkter råbte at han havde hende hvor hun skulle være og at se at komme videre! Og denne gang fulgte han dem. 
Med træet's hjælp til at holde deres fælles balance var det simpelt at gå lidt ned i knæ, nok til at lade ham passe dem sammen og med et dybt støn lade spidsen af sin hårdhed glide op mellem hendes folder. Med let skælvende arme holdt han dem der længe nok til at fange hendes øjne før han rettede sig op og stødte op i hende til deres kroppe var så tætte som de overhovedet kunne komme. 

Ecaeriss var bestemt heller ikke stille ad sig, da hun blev presset op ad træet. Stammen var overraskende nok ikke knudret og ru, og hun strakte sig op ad den, mens Eroan fik bedre fat om hendes hofter. Neglene gled henover hans skuldre og pressede sig grådigt ned i huden. Hun ville have ham tættere på, og lige som hun udstødte et længselsfuldt støn, gik det ønske i opfyldelse. Vejrtrækningen blev afbrudt og hun bed sig i læben, så snart hun mærkede ham under sig. Et højlydt, dybt støn skilte hendes læber ad igen og hun lænede hovedet tilbage mod træstammen.
Den positur holdt dog ikke længe, for hendes hænder ville på eventyr på hans krop igen. Stødt stønnende fik hun hevet sig frem mod ham igen og mens hænderne gled ned over hans brystkasse, bøjede hun nakken for at fange hans mund igen. Først fandt hun dog hans kæbekant, øret da han stødte op i hende igen og derefter fik hendes tænder fat i hans underlæbe. 
Stønnene blev mere dæmpede, mens hendes læber dansede med hans, men flere gange måtte hun afbryde kyssene for at få afløb for de lyde, han bragte op i hende. Den ene hånd fandt vej om til hans nakke og kravlede op i hans hårlokker, hvor den lukkede sig om en håndfuld og pressede ham nærmere.

Hele Eroan's fokus var snævret ind til Ecariss' krop imod hans, til følelsen af hendes skød der omsluttede ham, til hendes negle i hans hud. Hvor hun stønnede var hans lyde dybere, mere gispende. Hans arme sitrede mens han holdt hende oppe, deres kroppe presset imod hinanden imens hans hofter bevægede sig imod hendes i lange, langsomme stød. Nok var han utålmodig, men han havde ikke travlt med at blive færdig... 
Hendes vandrende hænder og kyssende læber trak spor af kuldegysninger over ham og da hendes tænder fangede hans læbe pressede han sig ind imod hende, op i hende, med et højlydt gisp af nydelse. Han holdt sig der, så tæt de kunne komme på hinanden, imens deres læber spillede imod hinanden. 
Da de kom op efter luft og hendes hænder begravede sig i hans hår begyndte han at bevæge sig igen, hurtigere nu, hårdt nok til at presse hende op imod træet med hvert stød. Hele hans krop bevægede sig imod hende nu og det føltes som om hans hjerteslag var voldsomt nok til at vibrere igennem hele hans væsen. 
"Mmngh... " om det var et ord eller bare en lyd imod hendes læber var han end ikke selv klar over, men hans fingres greb om hendes bagdel blev hårdere og hans bevægelser mere hektiske, som om han ikke kunne holde sig tilbage længere. 

Ecaeriss støn blev skiftevis dæmpet og hævet mellem kys, bid og kærtegn med læberne. Flere steder begyndte Eroans hud at smage salt, men det stoppede hende ikke i at lade tungen glide over halsen, kæben, øret. Med ryggen presset godt op mod træet, gav hun så meget modspil, hun overhovedet kunne mønstre som svar på hans hofters grådige bevægelser, mens fingrene stadig var lukket om håret og trak ham ind mod hende.
Vejrtrækningen tog til i takt med hans bevægelser og små spjæt af nydelse forplantede sig helt ud i fødderne. Fingrene åbnede og lukkede sig og hun kunne ikke bestemme sig for, om hun skulle læne nakken tilbage mod træet eller bøje sig frem over mod ham. Håret var en vilter nattehimmel bag hende med enkelte lokker faldende ned imellem dem.
"Ååååh ... Ja ... Ja," var omtrent de eneste ord, hun kunne få frem over de ellers normalt veltalende læber. 
Tankerne var ikke længere i nærheden af hjernen. Den lille rest af fokus lå i hofterne, som forsøgte at vippe sig mod ham i den trange plads mellem hans krop og træet. Hendes hud var begyndt at glinse under de fantastiske anstrengelser, og mens rystelser manifesterede sig op fra skødet og til skuldrene, gjorde hun ekstra meget ud af at skyde brysterne frem mod ham. Vise sig frem. Fange hans blik og usagt fortælle ham, at hun ville have alt, han kunne give.

Hver eneste bevægelse af Ecaeriss' hofter sendte stød af nydelse igennem Eroan og fik det til at føles som om hendes skød greb om hans længde som bløde, våde men faste fingre. Det eneste i verden der betød noget var hendes krop imod hans og som hun lagde nakken tilbage imod træet lænede han sig selv lidt tilbage så han faktisk kunne se hende. I takt med at solen var begyndt at falde imod horisonten og farverne omkring dem begyndte at skifte over i det blålige var det som om hendes hud og hår stod skarpere for hans øjne og han drak synet af hende. Dele af ham følte han burde sige noget, fortælle hende hvor smuk hun var, men lysten havde komplet overtaget fra resten af ham. Så det måtte vente til senere. 
For hans krop kunne ikke vente længere. Måske var det de år der var gået siden han sidst havde været sammen med nogen. Måske var det Ecaeriss' skønhed og vellyst der drev ham. Men han kunne mærke hvordan han kom tættere og tættere på den forløsning der altid var for enden af et samspil som deres. 
"Jeg... mngh... Kan ikke holde... til mere.. " Hans stemme var ru imellem hans stønnende vejrtrækning og han forsøgte at fange hendes blik, at holde hendes smukke brune øjne fanget med hans. Han ville se hendes ansigt som forløsningen kom og hvert eneste af hendes hofters bevægelser frem for at møde hans tvang ham tættere og tættere på, indtil han til sidst stødte op i hende med et dybt, næsten smerteligt støn og ikke trak sig tilbage igen. Hele hans krop gav sig i en række skælvende ryk som han tømte sig i hende, men til trods for den voldsomme følelse slap han aldrig hendes ansigt med øjnene. 

Bladskygger spillede henover Eroans olivenbrune hud med gyldne pletter fra aftensolen. Ecaeriss kunne ikke lade være med at bide sig i læben over at se ham så betaget af hendes krop og mens han kom tættere og tættere på, gjorde hun alt hun kunne for at vise sig frem og gøre sig uimodståelig. Hun svælgede i opmærksomheden.
Neglene trak røde striber ned over skuldre og brystkasse, mens Eroan stønnede og skælvede, og Ecaeriss lod sig presse tættere på ham idet hans krop lavede krampetrækninger ind mod hendes. Armene blev lagt om hans nakke og hun trak sig ind til ham, dog med hovedet foran hans, så øjenkontakten kunne bibeholdes. 
Hans gyldne øjne passede til de svindende, gyldne solstråler og syntes at bore sig ind i Ecaeriss sorthvide væsen. Hun stønnede med ham og pressede med sit indre om hans, håbende at presse ekstra skælv ud af hans krop. Med et skælmsk smil på læben bøjede hun sig frem og fandt hans læber med sine - drillende og pirrende ligesom hendes hofter og underliv. Bare fordi han havde fået sin forløsning, skulle han ikke slippe så let. Hun var på ingen måde færdig med at udforske hans krop.

Ecaeriss' drillende læber bragte Eroan tilbage til virkeligheden selv om hendes hofters drillende bevægelser stadig trak små efterskævl ud af ham. I et kort øjeblik var det som om alt spænding og styrke forlod hans krop sammen med hans forløsning og hans arme rystede svagt som de holdt hende oppe imod træet. 
"Du... er virkelig... noget særligt. " Hans stemme rystede lidt og blev afbrudt af hendes læber flere gange... og af hendes hofter. Fornemmelse af hvordan hendes underliv klemte om ham var næsten smertefuld nu hvor hans krop var ovre sit højdepunkt, men han gjorde ingen mine til at trække sig ud eller væk. 
I stedet lod han hende drille, lod hende bevæge sig imod ham og nød hendes nærvær, nød hendes dybe, mørke øjne og drillende læber imens hans sitrende muskler langsomt faldt til ro. Så trådte han væk fra træet og vendte sig om, tog to korte skridt og sank så på knæ oven på bunken af soveskind. Med et lavmælt, anstrengt grynt fik han dem lagt ned så han ikke længere skulle koncentrer sig om at holde hende oppe, men nu lå over hende og så ned på hendes ansigt. 
"Du virkede ikke... færdig endnu. " Han smilede bredt. "Nu har jeg fået... så er det din tur. " Hans ene hånd gled op langs hendes side og op over et af hendes bryster. "til at få hvad du vil have. "

Ecaeriss nød i fulde drag, hvordan hun frembragte skælv i Eroans krop med sine bevægelser. De små klem. Læbernes dans. Hun nød det så meget, at hun måtte klamre sig lidt ekstra til ham, da han trådte væk fra træet, for hun havde brugt ryglænet til at læge ekstra pres mod ham. En lys kluklatter undslap hende, og før hun vidste af det, lå hun med ryggen sunket godt ned i bløde skind. Den elfenbenshvide hud havde fået mere glød, og nu hvor de lå i skyggen på jorden, kunne det ikke kun være aftensolens skyld. Kinderne var røde. Brystet hævede og sænkede sig stadig med en voldsom fart.
Hun mødte hans blik og bed sig i underlæben, da han talte. Så hun kunne få lige, hvad hun ville have? Hendes ene hånd nussede sig vej op langs hans arm, tøvede ved skulderen, lod neglene tage fat ved halsen og begravede sig så i håret. Hånden knyttede sig om en klump hår og med en bestemt mine, tvang hun ham bagud og nedad, mens hun trak benene op og rundt om hans ryg.
"Mhn, jeg vil have det hele," sukkede hun.