Juno skulede rasende til Pax, men kunne ikke benægte at Treston ikke ligefrem var grim. De havde jo alle tre øjne i hovedet. Selv Treston måtte vide det. Juno reagerede dog ikke med meget anden en sin skulen og et fnys. Hans vrede ville have været noget værre, hvis ikke det var fordi Pax havde trukket ham ind til sig. Følelsen af at være tæt på Pax fysisk, fik altid Juno til at slappe betydeligt af igen, ligegyldigt hvad der gik ham på.

"Dét har jeg aldrig lovet!" påstod Juno grinende udefra og satte i højlydt latter, da han hørte, hvad det var, der lugtede så meget indenfor. Han skulle kun endnu mindre indenfor nu, og han grinede, indtil han blev helt svag i benene af latter. Der var noget særligt ved at få lov til at nyde, at både Pax og Treston skulle udsættes for lugten, og bare for at være i nærheden af den slags eksperiment. Især når Pax havde taget et aktivt valg om at være indenfor, sammen med sin ven, selvom det ikke var strengt nødvendigt. 
Det lykkedes kun Juno at vente udenfor et par minutter, før han blev for utålmodig. Indenfor kunne han stadig høre stemmer, som måtte betyde at Treston ikke var taget afsted endnu, og Junos nysgerrighed vandt over ham, og han gik hen til den åbne dør for at stikke hovedet ind. Lugten fik ham straks til at rynke på næsen og skærer en grimasse. 
"Hvad tager jer så længe? Er alle gamle mennesker så lang tid om alting? Jeg vil have Pax for mig selv igen." Han skulede til Treston igen, men denne gang er der noget opstillet over det, der betød at han ikke helt mente sine ord, men gerne bare ville drille eller provokere. Stadig holdt han sig dog stædigt fra at gå helt indenfor. 

    Ulvens - efter Trestons mening - temmelig offensive udmelding om, hvad Juno syntes eller ikke syntes, fik ham til at løfte et øjenbryn, men han nåede ikke at kommentere nærmere på det, før Vernon vendte frygteligt tilbage og gav sig til at plapre videre om sine halvfordøjede majs.
    Da glasset, der antageligvis måtte indeholde mavesyre, (selvom Treston ikke havde lyst til at overveje nærmere, hvordan Vernon var kommet i besiddelse af netop det menneskelige sekret,) kom på banen, blev det åbenbart Ulven for meget, og den anden mand kom også på benene og greb Trestons skulder i en gestus, der kunne have været beroligende, hvis ikke den forhenværende Ridder havde fået den klare mistanke, at han blev brugt som et menneskeligt kødskjold imod Vernons galskab...
     "Tjenester, tjenester, tjenester... " mumlede Vernon og forsvandt så op af trappen igen - angiveligt for at gøre de sidste forberedelser. Knapt var han forsvundet, før Treston blev trukket ved albuen som et uartigt barn og skubbet halvt ud af vinduet, som var han en fulderik på et værtshus, der havde givet sig til at kaste op i ølstuen...
    Meget apropos opkast var Ulvens ofrede maveindhold neden for vinduet det første, Treston fik øje på, og med irriteret vrissen gjorde han sig fri af Pax' greb og rettede sig op igen.
    "Du-" begyndte han arrigt - ville sige et par ting eller to om den andens... omarrangering. Treston var zalanme ikke blevet flyttet rundt på på dén måde siden han var en lille dreng, og han brød sig meget lidt om det! 
    Men så fik han taget endnu en indånding inde i huset og besluttede sig derefter for, at selvom han stadig mente, Ulvens reaktion på lugten var temmelig overdreven, så var hans idé med vinduet måske alligevel ikke helt dum... 
    Derfor pakkede han modvilligt sin fornærmelse sammen igen og maste sig ind ved siden af Ulven i den smalle vindueskarm - tog en stor mundfuld af den kolde aftenluft, mens han med en halvtræt mine lyttede på Pax' forsikringer, og for sig selv bed mærke i det meget operative ord: Nærmest...
    Den sidste del kunne Treston dog ikke lade være med at fnyse en lille latter til. "Et romantisk problem? Er det så dit eller mit, Ulv?...siden du er så ivrig efter at få mig hurtigt ud af klappen?" 
    At Juno i det samme kaldte ind og udtrykte sin utålmodighed var bare helt perfekt, og Treston kunne ikke lade være - han gav sig til at le; en varm, oprigtig latter, der kom lige fra hjertet af, og på én eller anden måde indkapslede og accepterede absurditeten i dét, der åbenbart var hans liv nu.
    "Hooold nu kæft..." mumlede han og tørrede lattertårer væk med den ene hånd, netop som Vernon kom ned ad trappen igen og meddelte, at han var klar, når de var. 
     

Pax havde det for skidt til at kommentere på Junos fornægtelse. Ubehaget over den kraftige og væmmelige odør, havde sat sig fast mellem hans øjenbryn som en let hovedpine og Pax var ved mildest talt ved at gå til. Pulveret gjorde underværker men var så langt fra tilstrækkeligt, og en forræderisk stemme, så lig Zaladin selv, hviskede i Paxs øre, at der var klukkende vandløb, frodige marker og dybe skove ikke så langt derfra – alt han skulle gøre var at begynde at løbe…

Det tog Pax et langt sekund at fatte Trestons ord, men da han gjorde, blev den irriterede forvirring erstattet af noget giftigt i hans ene våde øje og ganske overlagt, lod han tavsheden indfinde sig imellem dem. Den forblev liggende omkring dem som et tungt men drivvådt tæppe, selv efter Treston omsider var stoppet med at le.
Juno var hans. Og man tog ikke det, der tilhørte Pax, medmindre han gav en lov.
”Bare rolig –”, lød det lavmælt men knap så truende, som Pax ellers havde ønsket det grundet hans udfordringer. En tåre undslap i det øjeblik også hans ene øjenkrog og arrigt tørrede han den væk… og snøftede. Af instinkt, naturligvis. Kraftedme ikke fordi han mente det…
”Vi synes begge to at de der blonde krøller er lidt søde, så når du kommer tilbage, er du velkommen til at slutte dig til os i vores seng.” Pax betragtede fortsat Treston, hans ønske at chokere den anden til tavshed. Han havde trods alt ikke kommenteret på Paxs spøgefuldhed tidligere, hvormed han håbede, at det samme gjorde sig gældende nu. En tavs Guldlok, var en foretrukken Guldlok.
Det udfordrende i Paxs halvvåde blik forblev der dog og blev efterfølgende cementeret, da han lænede sig frem mod den anden. Enhver kunne se, at der ikke var noget oprigtigt flirtende eller legesygt i bevægelsen, hvormed det blev til en overlagt men dog dårlig parodi på selv samme. ”Hvis du tør, selvfølgelig. Noget siger mig, at du er den type mand, der ikke ville kunne tage det. Jeg kan tage fejl, naturligvis, men det gør jeg sjældent.”

Øjeblikket strakte sig et sekund mere og som havde Treston netop ikke lige fornærmet ham, krakelerede Paxs syge ansigt i et tomt smil. Et falsk et, dét han havde lært, dét der var Ulvens. ”Han siger, han er klar”, mumlede han, hans tone fri fra alt det truende fra før, hvorefter han skubbede sig fri af vindueskarmen. Forinden at Pax dog forlod Treston helt, lod han en flad hånd kollidere med selvsammes bagdel i et højlydt klask…

Det var jo ikke fordi, at han var rigtig sur.

Junos øjenbryn trak sig sammen, da Treston blot begyndte at le af hans spørgsmål. Hans hensigt havde været at drille, men ikke på den måde, der fik Treston til at grine sådan, og Junos hoved faldt til siden, inden han skævede til Pax i stedet, som kunne hans ægtemand forklare ham joken.
I stedet for at forklare noget som helst, drillede Pax dog bare videre - heldigvis stadig rettet mod Treston. Med sine øjenbryn trukket yderligere sammen, indtil der kom en dyb rynke imellem dem, rystede Juno bestemt på hovedet. Han havde ikke sagt at de blonde krøller var søde, og han havde slet ikke sagt, at Treston kunne slutte sig til dem. Hvis Treston så meget som kom i nærheden af deres seng, ville det blive en blodig affære af det usexede slags. 
Juno, forvirret og med en tøvende vrede, så fra den ene til den anden mand, indtil Pax lænede sig frem mod Treston, hans kropssprog et helt andet end det plejede at være, og Juno med et suk og rul med øjnene kunne slappe af igen. 
Som om Pax ved noget som helst om, hvilke mænd der kan tage hvad, tænkte han for sig selv, stadig fastlagt i hvordan Pax havde påstået, at han havde vidst, at Juno var til mænd. Hvis nogen som helst skulle overtale Treston til at prøve noget andet af, så følte Juno sig sikker i, at ham selv og Pax var de værste bud i hele byen. Juno ville fryse fast i samme øjeblik at en mand lagde hånden på ham, og Paxs reaktion ville blot være en udadreagerende version af det samme.
Derfor blev Juno også stående hvor han var, og først da Pax klappede Treston i røven, reagerede han ved at lægge sine arme over kors og skule mod sin mands ryg. Han havde bare at komme alene tilbage - han kunne vove på at overtale sin ven til at blive i byen nu. 

    Da Pax lænede sig frem, trak Treston helt instinktivt ansigtet til sig - spærrede overrasket øjnene en anelse op og slugte resterne af latteren i forbløffelse over den andens ord og den andens... invasive opførsel. Han nåede ikke at gøre andet end at blinke forvirret - og en anelse chokeret - et par gange, før Ulven havde skubbet sig fri af vindueskarmen.

    Klasket kom fuldstændig bag på ham og fik ham til at stivne - stadig halvejs lænet ud af vinduet - som om hans hjerne lige skulle være med på, hvad der egentlig var sket. Så rette han sig en anelse op og stirrede sig vantro over skulderen efter Ulven, mens hans mund lige så stille gik op og i, som om den forsøgte at komme på noget intelligent at sige.
    Treston var på ingen måde berøringsangst, når det kom til andre mænd - han var flyttet ind på væbnernes sovesal som tolvårig og havde først fået sit eget kammer, da han blev forfremmet, så blufærdighed og sippethed lå ikke rigtig til ham. Desuden havde omgangen og jargonen med de andre Riddere til tider tangeret til at være overordentlig kærlig - naturligvis pakket ind i drengestreger og udfordringer mændene imellem...
    Og så havde det så længe Treston kunne huske været en tradition, at når én af Ridderne stod til at skulle giftes, kunne vielsen ikke finde sted, før alle de andre Riddere havde fået mulighed for at snave den kommende brudgom i gulvet.
    Så nej - han følte sig bestemt ikke som en berøringsangst snerpe... men derfor var der nu alligevel meget langt til, at være komfortabel med at blive klappet i røven, som var man Ulvens kælling...
    "Jeg værdsætter komplimenten! Men jeg tror, du er fuld af lort!" endte Treston med at kalde efter den anden, da han endelig havde genfundet mælet. Rettede sig op fra vindueskarmen og fortsatte - stadig med hævet stemme: "Det eneste, jeg mistænker din mand for at ville stikke i mig, er hans lommekniv, og det eneste, du vil røvrende, er min tillid! Men jeg tager gerne din pointe om ikke andet - hvis dét kan gøre dig glad. Jeg ved udmærket godt, at jeg ikke kan lege med de hårde drenge her..." Han kastede et sigende blik i retning af Juno ovre ved døren. "...og det prøver jeg altså virkelig heller ikke på. Jeg tager intet ansvar for hans opførsel... Lyst hår og blå øjne er desuden virkelig ikke min ting!" råbte han - som en eftertanke efter Ulven, før han mumlende tilføjede: "Det minder mig kraftedeme for meget om samtlige familiemiddage, og dét billede kan da få enhver ild til at gå ud...!" 
    Han løftede et øjenbryn af Juno og slog så lidt hjælpeløst ud med hænderne, da han samlede tasken og vadsækken op og lige så stille satte kursen efter Ulven, så han kunne komme væk fra dette galehus... "Bliver du aldrig træt af, aldrig at vide hvad zalan han har for? Eller er det kun mig, der er for dum til at forstå, hvad der foregår halvdelen af tiden? Taler I sådan et hemmeligt sprog sammen, man skal være kriminel for at kunne høre? Er det derfor der tilsyneladende foregår en masse, der ikke bliver sagt højt?" Treston atter slog ud med hænderne - i forstilt overgivelse og med et ironisk udtryk over ansigtet - før han erklærede for Juno: "Dét hér er en forbandet hvepserede, at du ved det. Jeg troede, mit liv var kompliceret, men hvadend i Zaladins forbandede navn, der foregår her, så skal jeg ikke bede om det! Nej tak! Få mig væk herfra, mens jeg endnu har bare en lille del af min fornuft i behold...!"

Pax stoppede op i døråbningen, hvor bag trappen til førsteetagen ventede på dem. Han skævede til Guldlok – der ganske tydeligt var ved at miste fatningen – og dernæst til Juno, hvis skulende blik fik begge af hans mundvige til at sitre. Heller ikke den blonde mand var hans fan i dét øjeblik, men fordi Juno stadig ikke var skridtet ind i selve det vakkelvorne hus, kunne Pax ikke mønstre en decideret følelse af skyld. Hans grå øje talte da også sit tydelige sprog – det her er hævn for at forlade mig…

”Treston –”, kaldte Pax, den lille lærredspose stadig hvilende under hans bløde næsetip. ”Ro på. Jeg tager pis på dig. Selvfølgelig er du ikke velkommen i vores seng!” Pax forsøgte sig med et overbærende og påtaget smil, men var usikker på om det overhovedet lykkes ganske enkelt fordi, at lærredsposen øjensynligt skjulte det meste af hans ansigt. ”Desuden tager jeg din tillid til mig meget alvorligt! Det er sødt. Jeg værdsætter den meget – skal vi få kylet dig igennem den der portal, så du kan finde dit hjertes udkårne? Det går jeg også meget op i. Jeg er faktisk nærmest helt romantisk på den front.” Hvilket naturligvis også var en kæmpe løgn, men Pax affærdigede enhver protest ved derefter at vende ryggen til Treston og give sig til at bestige trappen. Forinden han dog nåede særlig langt, stak Vernon hovedet frem, hans hænder om en endnu en krukke, hvis indhold Pax så sandelig ikke var interesseret i at finde ud af, hvad var…
Vernon lod sine læber adskilles, tydeligvis begejstret over al fatteevne men da Pax knurrede, lyden umenneskelig, dyb og truende, var den gamle mand forsvundet med et skingert hvin og foruden nogensinde at nå, at færdiggøre hvad end han havde sat sig for. Den tilfredsstillelse, det gav Pax, fik ham til at smile ondskabsfuldt.

Tommy mødte sin leder på førsteetagen, stående på fjedrende fødder og med ivrige hænder, der blot ventede på at blive sat i gang med noget – hvad som helst!
En cirkel af indgraverede krystaller var blevet konstrueret på soveværelsesgulvet, men det var mønstrene, malet i hvidt kridt imellem dem, der optog Pax mest. Endnu engang blev hans næse bombarderet med en stank, denne dog så ulig den, der havde mødt ham først. For Ulven lugtede magi af noget, han ikke kunne beskrive som andet end elektrisk, og som fik hans næsebor til at summe. Pax afskyede fornemmelsen, skønt den var praktisk og stak derved sin næse endnu længere ned i alt det grønlige pulver.
Ikke, at det hjalp…
Da Treston sluttede sig til dem, indikerede Vernon, at han skulle vente med at træde indeni i cirklen og begyndte derefter at messe lavmælt. Ordene var ikke nogen, Pax før havde hørt og han forstod dem derved ikke, men forholdt sig tavst indtil portalen begyndte at vågne.
Blåt, knitrende lys skød pludselig ud af ingen ting, startende som en uhåndgribelig kugle af noget, der slog faretruende gnister. Kun langsomt blev den større og større, indtil portalen omsider manifesterede sig fuldkomment, som en væg af noget bølgende og blåt, der ikke lod nogen af dem se igennem den og om på den anden side.

Pax sukkede og stillede omsider lærredsposen fra sig. Dernæst vendte han sig rundt mod Guldlok, hans arme lagt over kors.
”Du ved, hvis du nu ikke kommer tilbage af egen fri vilje, så – ja, jeg er jo ikke nogen iskold nar men jeg føler alligevel, at jeg bliver nødt til at være hudløs ærlig –” Pax skubbede sig fri af væggen, dén han var faldet skødesløst op af, alt imens Vernon havde vakt sin magi til live, og begyndte dernæst at aflægge den spæde afstand til Treston. ”Du ved sikkert allerede hvordan den går. Nogle skal betale mig tilbage, så hvis det ikke er dig, bliver det dine forældre og de skal virkelig gemme sig godt før, at jeg ikke kan finde dem og giver op.” Pax lagde en arm om Trestons muskuløse skuldre og viftede affærdigende med hånden, som var han også selv træt af at høre sin egen stemme. ”Det er ikke personligt eller noget. Det er bare forretning. Det kan også være, at jeg selv tager mig af det og hugger et eller andet værdifuldt, men det ville være nemmere for mig, hvis jeg bare får krystallerne, ing?” Pax klappede sukkende Treston på ryggen, hvorefter han trådte nogle få skridt væk fra ham…
… Og tog et kort tilløb, hamrede ind i den anden mand og sendte ham på hovedet først ind igennem portalen…

Tommy fulgte smilende ind end ikke sekundet efter…
Og konstaterede, at ham selv og Treston så absolut ikke var havnet det rigtige sted… 

Juno kvalte et grin, der satte sig fast i hans hals og fik ham til spruttende at vende sig væk fra døråbningen, da Treston påstod at Pax var fuld af lort. Det var så godt set, at det fik hans mave til at krampe, imens han kæmpede imod for ikke bare at bryde ud i højlydt latter. 
Det var svært at tage det ilde op, når Treston bragte hans mordtrussel op igen, for også denne gang havde han ret. Hvis Treston så meget som nærmede sig deres seng, ville Juno finde lommekniven frem igen og denne gang ville han tøve, på trods af hvad han ellers lige havde lovet Treston om at være velkommen tilbage i Dianthos uden at skulle frygte for sit liv fra hans side af. 

"Jeg tror jeg ville finde dit liv mere kompliceret end mit," svarede Juno med et skuldertræk og et slet skjult smil, da Treston brokkede sig til ham, efterfulgt af et vink, da de to mænd gik op ad trappen. Lugten indefra var slet ikke så slem, når man fik vænnet sig til den første omgang af væmmelse, men af princip nægtede Juno fortsat at komme indenfor. Husets gulve knirkede også tilstrækkelig højt til, at Juno fint kunne følge med i, hvor de var og nogenlunde høre hvad der blev talt om - om ikke andet hørte han det, da Pax hamrede ind i Treston, og da vågnede Juno betydeligt op, da han håbede at det betød, at Pax ville være alene, når han kom ned igen. 

    Med et sidste blik på Juno, der bare så lidt for veltilfreds ud, trak Treston øjenbrynene opgivende ned over øjnene og satte op af trappen med en lavmælt mumlen, der endte i et fnys over Pax' sarkastiske lort. Et fnys, der med al tydelighed sagde: Ja, dén er god med dig! 
    "Min tillid rækker efterhånden omtrent så langt som jeg kan kaste dit lange kadaver..." erklærede han og ville bestemt have sagt mere, men blev afbrudt af Vernon og Vernons krukke med tvivlsomt indhold, der fik Treston til helt instinktivt at søge imod den modsatte side af trappen.

    Ovenpå betragtede den forhenværende Ridder kridtstregerne og det blålige, gnistspyende kraftfelt med et udtryk, der var mere end bare almindeligt tvivlsomt. En lille del af ham var faktisk lettet, for ovenpå Vernons eksperimentering nede i køkkenet, havde Treston mere eller mindre forventet at blive mødt med rituel djævelskab i form af ofrede husdyr og okkulte tegn, udført i menneskelig fækalia...
    I forhold til dét, var de sirlige kridtstreger og nøje placerede krystaller jo helt civiliserede. Dog havde Treston svært ved at udvise megen tiltro til Vernons evner - heller ikke selvom alting lod til at være, som det burde. 
    Da Pax begyndte at tale løftede Treston først et langsomt, overrasket øjenbryn - forventede, at der nu ville komme - enten noget flabet eller noget, der rent faktisk var en lille smule ægte... men pakket ind i noget flabet. 
    I stedet lagde Ulven armen om skuldrene på Treston og gav ham en trussel, pakket ind i ingenting, og Treston bøjede hovedet under en lille, hård latter, for nu var han atter en gang blevet bekræftet i, at han vidste, hvordan verden hang sammen. 
    "Ja, jeg ved, hvordan den går," bekræftede han - med et stramt smil om læberne - og lagde selv armen om den anden mand, som var de et par drukkammerater på vej hjem fra en våd aften. "...selvom jeg tør vove og påstå, at selv du ville få et mindre hyr med min fader... Ved du hvad." Han drejede hovedet og forsøgte at fange den andens blik - var godt klar over, at dét, han havde tænkt sig at foreslå, måske ikke var helt retfærdigt, men han kunne ikke komme på noget bedre. Og Josefine havde trods alt været mere end ivrig efter at låne ham krystaller til turen... 
    "Lad os lave en aftale. Giv mig et år. Et år fra dags dato. Hvis jeg ikke er nået hjem igen inden da, så opsøg Josefine Solberg og forklar hende sagen - så er jeg sikker på, at hun gerne vil lave et udlæg, så du kan få dine krystaller igen, uden at skulle give dig i kast med at true dig til dem, fra en... meget lidt samarbejdsvillig Ridder af Lyset, der desuden ikke aner, at hans mellemste søn associerer sig med slummens bundfald." Treston trak læberne ud i et smil, der på igen måde havde noget med morskab at gøre - højst en snert af galgenhumor. Et smil, der havde til formål at tage toppen af den indlejrede fornærmelse - dog uden at gøre sig alt for umage... "Josefine arbejder sommetider som healer i Huset, og hun er ét af de bedste mennesker, jeg kender, så hvis det meget uventet skulle komme dertil, at du er nødt til at opsøge hende, så gør mig en tjeneste og opfør dig ordentligt. Så skylder jeg dig én - er det ikke sådan, det fungerer?" Treston klappede igen - stadig med den noget stramme mine. "Ja, det gør jeg jo nok under alle omstændigheder, men dén må vi tage, når jeg har lov til at gå gennem Dianthos' porte igen..." Med et lille suk slap han den anden og besluttede sig så for, at det jo skulle siges: "Du skal vide, at jeg er virkelig taknemmelig for-"
    Så ramte Ulvens skulder ham som en rambuk, og sendte Treston - snublende og ude af balance - igennem portalen.
   
    Treston nåede knapt at registrere, hvordan det føltes at blive transporteret på magisk vis, før portalen spyttede ham ud, og han ramlede ind i noget meget hårdt - hørte noget smadre - og fortumlet fandt sig selv liggende halvt ind over et bord med noget, der føltes som smadret porcelæn, stikkende ubehageligt op i ribbenene. Der var ophidsede stemmer og den skramlende lyd af stole, der blev skubbet tilbage, og så blev Treston grebet i nakken og fik vredet armen om på en måde, der mindede ham ubehageligt om den sidste, forfærdelige familiemiddag, hvor Ersten havde hamret ham med ansigtet først ned i bordet, da bølgerne først begyndte at gå højt.
    "Hvad ved Zaladins forbandede flok skal dét hér ligne?!" var der én, der brølede, og så blev Treston ellers trukket temmelig ublidt på benene, hvor han blev vidne til et halvt dusin mænd - bænket omkring det opdækkede bord - som stirrede chokerede på dén forstyrrelse, i form af Treston, der havde afbrudt deres middag. Ud af øjenkrogen fangede Treston glimtet, da Tommy - efter et hurtigt blik ud over kaosset - kom på bedre tanker og forsvandt tilbage igennem portalen, inden nogen af de chokerede tilstedeværende skulle nå at få fingrene i ham. 
    "Jeg-" begyndte Treston at forklare sig, men han nåede ikke længere, før manden, der havde hevet ham på benene, gav ham en knytnæve i siden, der fik ham til at tabe vejret fuldstændig. 
    En midaldrende mand var fløjet op fra sin stol og stirrede forsvarsbered tog anklagende på de tilstedeværende. "Hvem af jer?!" krævede han at få at vide, mens en krum finger blev rettet imod Treston. "Hvem af jer har sat dét hér i værk? Jeg fik at vide, at dette ville være et sikkert møde! At vi kunne tale uforstyrret, og at min tilstedeværelse her ville forblive imellem os der sidder samlet omkring dette bord!"
    Udbruddet mødte råbende protester, og flere af de andre mænd kom rødhovede og arrige på benene og gav sig til at brøle i munden på hinanden. Imens gjorde Treston sit yderste for bare at trække vejret nogenlunde normalt oven på slaget. Trække vejret og prøve at finde hoved og hale i, hvad zalan der foregik...

    Med et lille plop af forskubbet luft vendte Tommy tilbage til Vernons gamle, forfaldne byhus og trak på skuldrene ved synet af sin chef. 
    "Noget floppede - vi endte midt i et møde af en art," oplyste han og trak så på skuldrene igen. "...men jeg nåede ikke at give ham hverken krystallerne eller kompasset, så der er ingen skade sket."
    

Pax rettede sig op, hans mørkebrune øjenbryn krøllet sammen mod midten af hans pande…
Vernon kløede sig eftertænksomt i det lange, hvide skæg…
Pax så hen på Vernon…
Vernon så hen på Pax…
”Han sagde noget, gjorde han ikke?” 
”Jeg tror ikke, at det var vigtigt.”
”… sikkert ikke…”

Pax havde nået at dreje rundt på hælen da det så karakteristiske, øredøvende sus fra portalen meddelte at noget eller nogen var trådt igennem den. Skævende henover sin ene skulder, modtog Pax Tommys besked og for et langt øjeblik var der kvælende stille i det lille værelse.
”Amen kraftedme…”
”Ja, det var jo ikke helt planen… jeg var ret ellers sikker…” Vernon lod de skarpe griseøjne glide henover inskriptionerne på gulvbrædderne, ledende efter den fejl, der havde sendt Treston på afveje.
Imens havde Pax travlt med at stirre forurettet ud af det ene vindue, overbevist om, at det var samtlige af gudernes værk og at hans evige fordømmelse i efterlivet på en eller anden måde allerede var begyndt.
Ikke, at han som sådan havde noget valg – det handlede jo om professionel stolthed, fortalte han pligtopfyldende sig selv. Han havde lovet Treston en hjælpende hånd og han havde (åbenbart) ikke leveret på tilstrækkelig vis.
Nej, for sådan én som ham… hans ord var jo alt, han havde, hvormed han simpelthen var nødt til… det ville være decideret pinligt, hvis han sådan lod den anden i stikken…
Pax sukkede for endnu engang, skridtede hen til døråbningen og råbte ned til Juno: ”Vernon har fucket – et eller andet op! Treston er endt… ja, jeg ved ikke hvor han er endt men i hvert fald ikke dér, hvor vi aftalte…” Pax tav for at gnide sine øjne, lugten i huset efterladende hans øjne fugtige. ”Tommy siger noget med et møde. Jeg – vi bliver nødt til at gå igennem. Jeg gør det godt igen, når vi kommer hjem, men du har selv set hvor… absolut hjælpeløs og hysterisk han kan blive, når tingene ikke går hans vej...”

At gå igennem portaler havde for Pax altid været lidt af en prøvelse. Han brød sig ikke om det, han blev syg og havde potentiale til at ligge vandret flere dage efter. Det var også derfor, at da han selv og Juno vadede igennem den magisk pulserende væg, at han uden omsvøb udbrød: ”Fuck dig.”
Guldlok ville naturligvis vide, at ordene var henvendt til ham men det var den mindre forsamling af fremmede mænd, der syntes mest fornærmet; de så nemlig alle op på de to nyankommende, deres ansigt forvredet i arrigskab, deres underkæber hængende hvilende mod deres fedladne brystpartier, deres øjne ligeså store som tallerkener…
Det tog dem et øjeblik men efter dét var passeret, brød kaosset ud for endnu engang. 
”Hvad bilder du dig egentlig ind –”
”Magen til frækhed! Jeg har aldrig været vidne til noget lignende!”
”Hvad gør I alle sammen her? Jeg var af den overbevisning, at vi kunne tale uden at blive forstyrret! Og så – så sker dette!”
”Ikke så meget som jeg, kan jeg godt sige Dem! Jeg havde eftertrykkeligt fået at vide –”
Pax gned sit ansigt, sukkede, skævede træt til Juno, vendte dernæst atter sin opmærksomhed mod forsamlingen og knurrede så højt, at han kunne mærke, at alt indenfor hans bryst vibrerede…
Med ét blev alle stille…
”De Herre. Hver sød at sætte jer ned. Mange tak for det… nåh, lad os starte med få én ting på det rene… hvor er vi?” 

Hele vejen nedenunder kunne Juno høre Treston plapre løs. Ikke om hvad, men nok til at høre hans stemme, og endelig mistede Juno sin tålmodighed. Han syntes eller selv han havde været meget gavmild med de to tosser hele aftenen, men det tog dem for lang tid at sige farvel, selvom han havde udtrykt sin utålmodighed flere gange før, og Juno var allerede ved at liste sig opad, for at se hvad der tog dem så længe, da Pax råbte ned til ham, og straks satte han i løb op ad trappen, væltende op ad den. 
"Du kan lige fucking vove på -" råbte han efter Pax, da den anden fortalte ham, at han ville følge efter sin forbandede ven igennem portalen. "Intet kan gøre op for det, hvis du går igennem uden mig!" Advarede han ham truende, imens han fik indhentet ham og kom ind i værelset Vernon havde brugt til sin mangelfulde portal. Juno holdt sig ikke tilbage fra at skule af ham. Normalt ville han ikke have turde lægge sig ud med én, der holdt en portal åben, men i Paxs skygge følte han sig sikker til at opføre sig lige så åndssvagt som han ville. Hvad ville Vernon turde gøre ved det?

Hvis Treston var i problemer, så ville Pax garanteret også bevæge sig direkte ind i problemer, og Juno ville umuligt kunne finde ro før Pax var ude af de problemer igen, så det var med urokkelig beslutsomhed at Juno gik med Pax ind i portalen. 
Lige så snart de kom ud på den anden side, fortrød Juno sit valg. Mænd var altid et skidt tegn, fremmede mænd var et faretegn i sig selv, og den risiko de udgjorde steg i Junos erfaring kun betydeligt, når de var vrede. Selvom Pax ikke så den mindste smule bekymret ud, da han så hen på Juno, kunne Juno ikke stoppe sig selv fra diskret at træde et halvt skridt om bag sin leder. At dét var det sikreste sted at være, blev kun tydeliggjort, da Pax effektivt fik hele forsamlingen til at tie, og Juno så med et drømmende blik op på sin mand. 
"Du kan sgu da ikke bare -" mumlede én af mændene og Juno så straks spændt på ham. Hvem var dum nok til at gå imod Pax og hvad ville konsekvensen være? Men selv han så ud til at forstå, at der ikke var plads til den slags kommentarer lige nu, da han skævede fra Pax og Juno, og rundt om bordet, imens hans stemme langsomt døde ud. 

    "Visitér ham!" krævede den midaldrende mand, der stadig havde sin tykke pegefinger rettet imod Treston. "Find ud af, hvem af disse magtliderlige slanger, der har sat dette op!" To velklædte, sammenbidte fyre, der uden tvivl var en form for livvagter, at dømme ud fra deres villighed til at parere ordre yderst prompte, rejste sig bag ham og svingede omkring bordet, mens gutten, der havde fat i Treston trak øjenbrynene sammen.
    "Du har muligvis vægt i Byrådet, men det betyder ikke, at du har kommandoen her, Perikon!" udbrød han og blev straks bakket op af en to-tre andre omkring bordet. "Sæt dig, gamle mand!"
    "Købmand Falthe forsikrede mig om-"
    "Falthe taler ikke for os alle her!" brød en anden ind, og den midaldrende mand, Perikon, vendte sig imod ham i stedet:
    "Nej, men I forventer vel alle at få del i goderne, hvis jeg får Byrådet med på jeres krav!" Hans ansigt var helt forvredet i arrigskab nu. De to vagter han havde sendt omkring bordet, nåede i det samme frem og manden, der havde givet Treston en knytnæve i ribbenene, fik et skub, der tvang ham tilbage. Treston rettede sig op, da idioten slap hans arm, men holdt hænderne op som tegn til de to vagter om, at han ikke havde den mindste intention om at være besværlig. 
    "Hør-" begyndte han appellerende, men blev afbrudt af den umiskendelige lyd fra portalen. Lukkede så øjnene i opgivenhed, da to meget velkendte skikkelser kom til syne fra den lysende rektangel og de protesterende, forvirrede råb rejste sig fra de forsamlede mænd igen. 
    Treston åbnede øjnene igen med et overrasket øjenbrynsløft, da Pax fik ro på masserne, og alle, undtagen de to livvagter, lod sig dumpe ned på deres stole igen. Perikon holdt den ene hånd op foran ansigtet, som for at skærme sine træk, og det endte med at blive manden, der var blevet omtalt som 'Købmand Falthe', der tog ordet:
    "Dette er et lukket møde, D'herre!" Det blev slået fast med snerpet misbilligelse, men noget fik ham alligevel til at fortsætte: "Og her i Juvelen er vi vant til, at Købmandslaugets magt og ønsker respekteres! Dette er uacceptabelt! Jeg vil ikke-"
    "Han bærer et dokument med Dronningens mærke!" afbrød den ene livvagt advarende, da dommerskiftet med Lysets mærke blev fundet i Trestons inderlomme og hevet frem, som var det en giftig slange han havde båret rundt på. Gispen gik igennem de forsamlede mænd, og Treston, der i det samme genkendte en velhavende købmand, hvis datter Dastor havde forsøgt at få Ersten giftet til, fattede pludselig en lille smule af, hvad zalan der foregik.
    "Det er en misforståelse det hele!" udbrød Treston og gjorde for første gang en lille smule ud af, at forsøge at komme fri. "Vi har ingen interesse i jeres møde her - og dét dokument dér har intet at gøre med Lysets Dronning." Kun Lysets Dommer. "Hvad-end... forlig I forsøger at forhandle her - så har vi intet at gøre med nogen af parterne." 'Forlig' var måske et vel rosenrødt ord i denne sammenhæng - Treston havde en rimelig stærk mistanke om, at der foregik nogle temmelig beskidte forhandlinger under bordet her... Perikon lod til at have magt i Byrådet - sad måske sågar i det - og at dømme ud fra hans reaktion var det bestemt ikke meningen, at nogen skulle finde ham her; omkring Købmændenes bord. Havde de gang i at bestikke et rådsmedlem? "Jeg forsøger at komme til Fristavn!" Et bebrejdende sideblik til Pax og Juno. "Juvelen er den helt forkerte havneby!"
    Den ene livvagt havde fået dommerskriftet åbnet op og var gået i gang med at læse det over med rynket pande. "Treston Reynlest - er det dig?"
    "Ja," bekræftede Treston lettet - fangede ud af øjenkrogen, hvordan dén købmand, han havde genkendt, rynkede panden ved lyden af efternavnet. "Hvis du læser skriftet dér igennem vil du se, at jeg slet ikke har lov til at blande mig i politik! Overhovedet..."
    "Hvem er de to så!" ville en tynd, langnæset fyr vide med en håndbevægelse imod Pax og Juno, mens købmanden Treston havde genkendt gav sig til at mumle: "Måske vi alligevel skulle tilkalde byvagten..." Blot for at blive overfuset af Perikon, der lige akkurat fjernede hånden nok fra ansigtet til at kunne sige: "Dét vover du lige på, Jansson! Så skal jeg sørge for, at jeres varer fra Rubinien beskattes så voldsomt, at det aldrig vil kunne betale sig at lægge til i Juvelen havn igen!"

Okay, det her var interessant… og ikke kun fordi, at Guldlok var holdt nede af alt for stramme greb, der ikke så spor behagelige ud…

Paxs blik blev gradvist mere og mere intenst af nysgerrighed, og det fulgte pligtfuldt de indignerede købmænd rundt omkring bordet. Han sagde intet og forblev tavs, afventende, selv da de oppustede bavianer i smukke gevandter indikerede, at ham selv og Juno burde forklare sig; han betragtede dem, indtil de atter så væk, påtaget ligeglade men med slet skjult forlegenhed af den arrede mands overvejende stirren, og for endnu engang at kaste sig ind i ilden af den diskussion, der brændte dem.
Sådan gik adskillelige øjeblikke og des mere de andre gav ham, des mere de skændtes og afslørede, des mere på skrå syntes Paxs hoved også at glide – for ikke at tale om hans smil der unægtelig også blev bredere… det her havde alligevel potentiale men hvordan skulle han nappe disse tilgængelige frugter? Det ville unægtelig tage tid…
Pax hævede sit blik og lod det fæstne sig på Treston; han var ikke videre kærkommen taget den nye situation i betragtning men han var også umiddelbar svær at skaffe af vejen. Dernæst så Pax hen på Juno, der ikke ville forlade hans side, selv hvis han beordrede det – Pax var faktisk slet ikke i tvivl om, at den blonde mand ville forsøge at myrde ham, skulle han foreslå det og det var der simpelthen ikke tid til… hvilket…

”Mit navn er Pax.”
For endnu engang forstummede forsamlingens hidsige ord og for endnu engang havde Pax samtlige købmænds opmærksomhed…
Der var stille en kort rum tid, hvori Pax lod dem alle tage ham i nærmere øjesyn, velvidende at historier – sande som falske – i dét øjeblik blev genspillet for deres indre blik. Han mødte deres øjne med sine egne og ligesom de memorerede hans træk, således gjorde også han. 
”Der er ingen grund til at involvere byvagterne”, fortalte han dernæst, hvorefter Pax med et lydløst suk skridtede hen i retning af Guldlok. Ikke at han så på ham, for i stedet gled de tofarvede øjne henover forsamlingen af gullige pergamenter på bordet, hvilket fik Perikon til at læne sig ubevidst frem i håb om at skjule dem. Pax havde sådan lyst til at fortælle ham, at han ikke behøvede… at han ikke kunne læse dem alligevel… og at han ønskede at spille det langvarige spil…
”Der er jo tale om en kedelig fejl. Én, jeg selvfølgelig tager på mine egne skuldre, det er klart.” Pax stoppede op under en meter fra Treston og skar en påtaget grimasse af beklagelse i hans retning. ”Så vi har tænkt os at gå nu. Jeg vil gerne hjem, forstår I – femogtredive akt venter nemlig…”
De tofarvede øjne gled udover det indelukkede rum og for et kort øjeblik var alting stille. Så rejste Perikon sig op, tog en dyb indånding, mønstrede sit mod og sagde: ”Nej!”
Pax nikkede, som havde han slet ikke hørt den andens udbrød, hvorefter han prompte svarede: ”Jo. Og nu skal jeg fortælle jer hvorfor… fordi det er smart. Kan I godt se det?” Pax kneb øjnene en smule sammen, som undrede han sig helt oprigtigt over, om de overhovedet var i stand til det, alt imens hans blik gled rundt.

Juno følte en smule med Treston, da han så, hvordan han blev holdt fast, men hvis han skulle være ærlig, så kendte han mænd som Treston, vokset op med rigelig krystaller og endnu flere forbindelser, og han kendte mænd som dem om bordet, for hans far havde været én af dem, og han vidste, at hvis der var nogen som helst risiko for at Treston ville ende med sin hals skåret op, så var der højere sandsynlighed for at det var Pax eller en mand som ham, der var den skyldige. Ikke de fedladne mænd, der hørte til købmandslauget eller deres livvagter. 
Måden de allerede diskuterede på, afslørede at de ikke kunne stole nok på hinanden til at have den slags hemmeligheder. Lidt bestikkelse af en rådsmand var trods alt nemmere at blive enige om at skjule, end mordet på en rigmandssøn. Også selvom dokumentet de havde fundet på Treston selvfølgelig ville give den stakkels fyr en god undskyldning for at være forsvundet ud af det blå. 

Alligevel, selv som Juno rationaliserede at mændene i rummet ikke var farligere end de mænd han var vant til at omgås, spændte hele hans krop op, som Pax forlod ham, for at skridte hen mod Treston, og efter et sekunds overvejelse og skeptisk blik omkring bordet, trådte han et skridt bagud og mod portalen. 
"Og du er?" spurgte den mand der sad nærmest ham, og Juno reagerede instinktivt med raseri. Ingen mand skulle vove at tale til ham eller se på ham, og i hans lomme strammede hans greb sig om hans kniv. Kun fordi Pax var der med ham, holdt han sig fra at stikke af eller myrde manden. 'Der er to ting du skal arbejde på først. Dit temperament er det første'. Det her var ham, der arbejdede på sit temperament.
"Ikke nogen," svarede han med kølig vrede. Hvis han afslørede sit fulde navn, var der lige så stor sandsynlighed for at de ville genkende hans fars efternavn, som der var med Treston, og Juno var ikke interesseret i, at de troede han var vigtigt, hverken som fjende eller allieret. Han havde ingenting at gøre med den gamle mand alligevel. Den runde mand rejste sig op, stadig med øjenkontakt med Juno, der rystede bestemt på hovedet og indikerede, at han ville springe igennem portalen, hvis han vovede at komme tættere på. 
"Jeg forstår det," sagde han i stedet, og så væk fra Juno og udover resten af bordet. "Vi har vigtigere ting på dagsordenen. Jeg siger vi stemmer om det. Alle for at lade de unge mænd gå, hænderne op!" 
Hænder løftedes langsomt rundt om bordet, men mere end et par faldt også igen, da de så Perikons ansigt blive rødt i et raseri, der stod i stærk kontrast til det rolige Købmand Falthe havde, som han selv holdt sin hånd løftet. Lige præcis over halvdelen af hænderne var dog ikke løftet, og Junos blik gled til Pax og Treston, i forventning om at de løste dét problem, for Junos eneste forslag til hvordan de skulle gøre det, var ved at skære hænderne af dem, der ikke havde løftet dem, og det ville muligvis blive svært, når de var i mindretal. Hans eneste anden idé involverede at efterlade Treston til sin skæbne, men det ville Pax aldrig gå med til, og Juno kunne ikke vende tilbage igennem portalen så længe Pax ikke var med ham. 

    "Ej men..." Treston kastede et opgivende, håbløst blik ud over forsamlingen. "Ved Zaladins sure røvhul, nu må det stoppe dét hér!" Det sidste blev sagt så højt, at det overdøvede den begyndende mumlen blandt de forsamlede købmænd, og med blikke bordet rundt tog de sidste mænd deres hænder ned og vendte opmærksomheden imod Treston. Sidstnævnte gjorde en frustreret bevægelse, der skulle omfatte hele situationen. "Det er en misforståelse! Jeg er pissehamrende ligeglad med jeres små intriger! Jeg-" Treston brød selv af for at daske til dommerskriftet, som den ene livvagt stadig stod og forsøgte at hakke sig igennem, så fyren fortumlet løftede blikket og hans makker alarmeret strammede sit greb om Trestons arm - dog uden tilsyneladende at vide, hvad han så skulle gøre derfra... "Jeg er erklæret landsforræder, for gudernes skyld! Du kan selv tjekke de sidste sider! Der er ingen myndighed under Lysets magt, der vil tage et ord jeg siger, for gode vare! Jeg er bare på vej til Fristavn!" Han følte, det var den tiende gang dét faktum blev understreget, men det krævede åbenbart lidt ekstra at nå ind bag købmændenes tykke pandeskaller... "Om jeg så gik direkte ud på gaden og skreg af mine lungers fulde kraft at Købmandslauget køber rådsmedlemmer over middag, så er der ingen, der ville lytte!" Han kunne ikke lade være med at udstøde en hård, selvhånende latter. "Jeg ville sandsynligvis blive anholdt for at forstyrre den offentlige orden! Og de to dér?" Endnu en hidsig armbevægelse - denne gang i retning af Pax og Juno. "Prøv at se på dem! Ligner de politiske intrigemagere? Hm?" Det var et lidt farligt spørgsmål, for i noget andet tøj var Juno køn nok til at kunne gå for en surmulende rigmandssøn, og Treston var temmelig sikker på, at Pax ikke ville være i stand til at stryge det beregnende, intrigante skær, der lurede i det umage blik, om det så gjaldt hans liv... 
    Derfor fortsatte Treston også hurtigt: "...De er ikke andet end et par tvivlsomme fyre fra den billige ende af Dianthos, som jeg har hyret til at fragte mig til Fristavn - hvilket ikke just har været en udpræget succes indtil videre, som I måske kan se!" Han lod skuldrene synke en smule og slog appellerende ud med hænderne. "Lad os nu for zalan bare komme videre med vores aften, så I kan komme videre med jeres!"
    De usikre blikke, der blev sendt mændene omkring bordet imellem, sagde Treston, at de var ved at tippe i hans retning - at de i virkeligheden ikke helt vidste, hvad pokker de egentlig skulle gøre, hvis de endte med at tilbageholde de tre fredsforstyrrere, der var dumpet ned midt i deres møde. 
    Så blev det vist Jansson - købmanden Treston genkendte fra forældrenes indiskrete forsøg på at sætte sønnerne op med en rig købmandsdatter - et nummer for meget, og han slog to fingre i bordet for at få folkets opmærksomhed. "Dét dommerskrift dér er meget belejligt, synes I ikke?" spurgte han bordet og høstede et par nik fra de forsamlede, før han henvendte sig direkte til Treston: "Reynlest, var det? Jeg kender din fader perifert-"
    "Og jeg kender din datter, Købmand Jansson," afbrød Treston - fortrød at det kom til at lyde som en trussel, men kunne dårligt tage det tilbage. "Hvor vil du hen med dét?"
    Manden så lidt befippet ud, men fortsatte alligevel: "...sidst jeg hørte om Reynlests sønner, var de alle en del af Lyset. Måske er dommerskriftet bare en måde-"
    "Det ser nu ægte nok ud..." afbrød den ene livvagt.
    "Det er ægte..." mumlede Treston og gned sig træt over ansigtet. "Det er ægte, selvom guderne skal vide, at jeg ville ønske, det ikke var det... Og kan vi så få lov til at gå?"
     

Pax’ øjenbryn steg gradvist mere og mere til himmels, des mere Treston insisterede på at tale. Der var tilsyneladende slet ingen chance for at få den anden til at lukke munden, når først talemekanikken rigtig blev olieret med stress og afmagt. Og så var naturligvis også truslen, der kom lige så meget bag på Pax som på denne Jansson, der fik uhyre travlt med at pruste i Trestons generelle retning.
Det hele virkede, i hvert fald på Pax, en smule overilet, en anelse for følelsesladet, en anelse for febrilsk, men netop som han skulle til at skære igennem den summende utryghed, fik han snuset til luften omkring sig… og hvad der med ét blev klokkeklart for ham, var, at Juno var bange.

Pax’ tofarvede øjne gled hen over alle de ligegyldige og grå ansigter, indtil hans blik landede urokkeligt på Junos skikkelse. Han gjorde hastigt inventar af den så velkendte skikkelse; der var ingen, der kunne forhindre Junos bortgang igennem portalen og stadig stod han fri, samtlige lemmer på deres retsmæssige plads, intet blod, ingen…
Men han ville jo gerne lære, ikke sandt? Han ville jo gerne være fri af fortidens greb og spøgelseskolde, altomsluttende fingre… og nok til, at han havde søgt Sarahs hjælp, gået udenom Pax, velvidende at ord om hans udflugter ville nå tilbage til ham selv…
Pax løsrev ikke sit blik fra Junos og skønt de kalkulerede tanker kunne lede til en form for vrede, var det ikke det, Pax følte. Kun forståelse og en villighed til at være behjælpelig…
Han tog et skridt nærmere Juno, men forblev stadig med afstand til ham. Imens Treston råbte færdig, benyttede Pax tiden til at lade sit blik glide hen over pergamenterne. Hans første plan var gået i vasken, men det betød ikke, at hans næste også behøvede det og Pax havde aldrig kunne sige nej til en god mulighed – nok kunne han ikke læse, men det betød ikke, at han ikke kunne tyde enkelte ord eller andre sammenhænge, hans hjerne værende god til tal… især hvis de ikke hang sammen…

For optaget af det, han havde fundet, bed Pax først for sent mærke i den halvskjulte skikkelse, da han rejste sig. Manden var petit, skaldet og havde den største næse, Pax nogensinde havde set, og i samme øjeblik han rejste sig, forstummede al snak for endnu engang.
Pax og den fremmede så hinanden an for blot et øjeblik før, at den ukendte omsider viftede afvisende med den ene hånd i retning af Treston.
”I kan gå”, meddelte han, tilsyneladende ikke synderlig interesseret i andet end hvor Pax’ fingre befandt sig – og hvad de havde taget. ”Men jeg går stærkt ud fra, at vi mødes igen, Ulv. Lad det ikke blive en vane at gå igennem forkerte portaldøre. Det er… grænsende til pinligt.”

Juno skævede utrygt til Pax, da Treston begyndte at tale som et vandfald. At give for meget information om sig selv var farligt i hans øre, og selvom Treston lignede én, der kunne beskytte sig selv, så var Pax tydeligvis villig til at udsætte sig selv for fare for at beskytte ham, så det var ikke kun sit eget liv Treston satte i fare. 

Med blikket rettet mod sin mand, kunne Juno ikke undgå at bemærke, at Pax trådte et skridt mod ham og portalen. Han var stadig udenfor rækkevidde, men han var tættere på, og Junos kæbe spændte op, imens han forsøgte at tvinge frygten ud af sig selv. Han kendte Ulven godt nok til at vide, at alle hans bevægelser, alle hans ord, var der et formål med, og formålet i dette tilfælde havde været helt tydeligt for ham, men det fik ham kun til at knytte sine næver hårdere og vende blikket væk fra Pax og tilbage mod den potentielle fare.

Alligevel tog Juno det personligt, da Treston omtalte ham som ikke værende i stand til at være politisk intrigemager. Han kunne, hvis han ville, og han fik helt lyst til at være på tværs, hvis Treston skulle udtale sig om, hvad han kunne, at dømme blot udfra hans udseende. Selvom det var mere end ti år siden at Juno havde klædt sig som en rig handelsmands søn, kunne han godt lide at tro, at han ville kunne gøre det igen, hvis han fik chancen. At han ville kunne lades som om, om ikke andet. 

Det var med lettelse at han hørte en af mændene erklære dem frie til at gå, men Juno blev stående præcis hvor han var, tættest på portalen, indtil Pax sluttede sig til ham. Han ville ikke risikere at gå uden ham, men var heller ikke villig til at afsløre at de var hinandens svaghed, hvorefter han endte med at gå igennem portallen som den første, så snart Pax var tæt nok på ham, til at Juno stolede på, at han ville følge med ham hele vejen igennem. 
Han følte sig syg, da han kom igennem på den anden side. Vernon stod på den anden side med et ansigt, der var vådt af sved, men Juno ignorerede ham for i stedet at åbne vinduet i lokalet og hænge sin overkrop ud af det. De to portalrejser på kort tid havde efterladt ham kvalm og svimmel, men han tog ikke blikket fra portallen og ville ikke gøre det, før Pax kom med ham.
"Hvor er han?!" spurgte han også straks Treston, da det ikke var Pax, der kom igennem portallen som den første og helt uden at give ham tid til at komme efter. Han kunne ikke gøre det tydeligere, at han ville have efterladt Treston til at dø, hvis det betød at Pax ville komme tilbage til ham hurtigere. 

    Den mystiske fyrs ord var åbenbart dét, der skulle til, for at få Perikons livvagter til slippe Treston, og med et lettet gisp kunne han endelig hive armen til sig og rette sig op - kaste et blik rundt på de forsamlede og så ryste på hovedet i tavs vantro. Det her var… det underligste, mest frustrerende han længe var blevet udsat for, og nu havde Treston fået nok. For jo - der var en masse åbenlyse spørgsmål, han burde stille; om Perikon eller Jansson eller mødet i sig selv. Om den underlige fremmede, der åbenbart kunne tage beslutninger på købmændenes vegne og om hans tilhørsforhold, når han nu lod til at vide, hvem Pax i virkeligheden var.
    Men som sagt havde Treston fået nok, og derfor snuppede han også bare dommerskriftet ud af hånden på dén vagt, der havde læst højt fra det, og rullede det sammen med et par hurtige, knappe bevægelser. Delte så et hurtigt, irriteret blik med Ulven, før han skubbede sig forbi den anden mand uden et ord mere og fulgte efter Juno igennem portalen. Kastede et enkelt, hurtigt blik over skulderen, idet energien i kraftfeltet omsluttede ham, og fik et sidste glimt af Ulven, da den mystiske mand i det samme rakte ud, og greb den andens arm.
    Så var Treston igennem portalen, snublede en anelse - ude af balance - og havde kun netop fået sig selv på ret køl, før Junos spørgsmål blev slynget efter ham. Vel aggressivt, mente han nu nok…
    Men alligevel vendte han sig imod portalen med en lille håndbevægelse. ”Han er vel lige…” Da Pax ikke umiddelbart lod til at være i hælene på ham, rynkede Treston panden. ”Ham den underlige fyr kendte ham tydeligvis… måske de lige skulle… veksle et ord, eller noget.”
    I det samme rørte Vernon lidt på sig ovre i hjørnet, og Treston opgav at finde på en forklaring, til fordel for vreden, der steg op i ham. ”Hvad zalan, Vernon?” spurgte han arrigt. ”Juvelin? Siden hvornår har Fristad og Juvelin været forvekslingsværdige?”

    Tilbage til Købmandslaugets møde havde den underlige mand ganske rigtig grebet Pax om albuen og sendte nu den anden et afvæbnende, lille smil, der trak de smalle læber ud under den store næse. ”Det passer mig faktisk udmærket, dét hér.” Ordene var lavmælte og manden gav sig til at rode diskret indenfor den faconsyede jakke, hvorefter han rakte en lille, sammenfoldet seddel frem imod Ulven. ”Instruktioner,” forklarede han og smilet fik endnu et ryk. ”Så slipper jeg for at finde dig i Dianthos og kan koncentrere mig om samlearbejdet her.”
    Et hurtigt klap på Ulvens skulder og så vendte manden sig imod bordet igen. ”D’Herre,” begyndte han og slog ud med hænderne. ”Skal vi fortsætte?”



    På sedlen stod intet andet end: 

Vernon kradsede sig fraværende i det lange skæg, hans skarpe øjne fæstnet på portalen, der indtil videre kun havde spyttet tre ud af fire rejsende ud på den rette side. ”Han skal skynde sig, hvis han skal nå det”, mumlede den portalkyndige, hans ru stemme pludselig noget vaklende. Hvis han ikke fik Ulven hjem igen – nej, han måtte ikke tænke sådan! Ikke medmindre han havde en glaskrukke ved hånde…
”I det mindste kender han jo vejen hjem! Og han er en stor dreng! Han kan sagtens klare sig selv.” Vernon var ikke sikker på, om han forsøgte at opmuntre de tilstedeværende eller sig selv; alt han vidste var dog, at det ikke lykkes ham, uanset hvem dét var tiltænkt, og hvor han før havde svedt af anstrengelse, begyndte han nu at svede af én skrækindjagende tanke…
Vernon end ikke skænkede den høje – eller den lavere – blondine et eneste blik, for optaget af de bange anelser, der havde slået kløerne i ham… ”Han har højest et minut… men det er jo Pax… det ved han skam godt… mhm… sagde jeg det ikke også til ham? Nej? Nå… han virkede dog i godt humør, synes jeg… kvik som altid! Det har jeg desuden altid sagt – Pax er en kvik dreng! … og hurtig…”

Pax tog imod papirlappen men lagde den i en af sine mange lommer foruden, at tage den i nærmere øjesyn. Faktisk forlod hans tofarvede blik ikke den fremmede mands ansigt før, at han sendte et kort nik i forsamlingens generelle retning og vendte sig om mod portalen…
Han havde vel nogle sekunder endnu… så længe han bare trådte igennem den inden det allersidste øjeblik…
Hvor intet vover, intet vinder… og det var jo ikke værre, end at han kunne gå hjem…

Vernon var begyndt at pille fraværende med sit skægs spids, havende den tynde tot hår mellem samtlige af sine fingre, alt imens hans fødder dansede utålmodigt på det slidte trægulv. ”Lige om lidt… så… så kommer han… susende…” Den gamle mands stemme var blevet skinger af stigende panik og der lød en pibende lyd fra hans stemme, da portalens blå skjold begyndte at flakke… ”Nej, nej, nej – ÅH! ÅH TAK SPIDS! VELSIGNET VÆRE GUDERNE!”
”… lige til øllet, var? Hah!”
Det var ikke elegant, men der kunne heller ikke herske nogen tvivl om, at Pax slet ikke kunne fatte en eneste forfængelig tanke; hans ansigt var flækket i et smørret smil, hans ene øje glimtede af indestængt begejstring og liggende på ryggen med favnen fuld af alskens pergamenter. Hans åndedrag var hektisk, som havde han løbet – og det havde han, da han havde kastet sig hovedkulds igennem portalen – og for et kort øjeblik lå han blot og stirrede henrykt op i loftet.
”Jeg kunne ikke lade være. Jeg var nødt til det –”, forklarede han, da han snurrede rundt og brugte sit momentum til at komme op og sidde på begge af sine knæ. Han så på Juno, velvidende den anden øjensynligt var parat til at flå hovedet fra hans skuldre; dernæst så han hen på Treston. ”Beklager! Men det var simpelthen for godt til at være sandt!”

"Vel lige hvor?!" Snerrede Juno, da Pax endnu ikke var kommet igennem portalen. "Han gik igennem for din skyld!" Et eller andet sted, vidste han godt at det ikke var fair, at lade sin bekymring gå ud over Treston, men han var det nærmeste offer, indtil Vernon var dum nok til også at åbne sin mund, og Treston lod til at få den samme ide af at gå efter ham, for i samme øjeblik haglede han på ham, for at have lavet den muligvis værste portal i nyere historie, noget Juno godt kunne stille sig bag - hvis han bare havde gjort sit arbejde rigtigt, ville han allerede nu være hjemme med sin mand igen. 

"Han skal skynde sig, hvis du vil overleve!" Truede Juno, hans ord fuldstændig uden substans, da Vernon påpegede at Pax skulle skynde sig, hvis han ville nå igennem. Stakkels Vernon vidste dog ikke, at Juno ikke havde noget at have sine ord i, og hans ansigt mistede en betydelig mængde farve, imens Juno allerede mentalt var flyttet sig videre til, hvordan han kunne finde vej til Juvelin til hest, så han hurtigst muligt kunne møde op med sin mand igen, hvis ikke han kom igennem portalen inden den lukkede. 

Hele rummet åndede lettet op, da Pax endelig kom igennem portalen, tilsyneladende uskadt, og Juno var næsten for lettet til at være vred. Men også kun næsten. "Du kan lige vove på nogensinde at være så langsom igen!" Truede Juno, imens han selv faldt på knæ, hans arme smidt over Paxs skuldre og hans ansigt begravet ved hans hals. Alle tanker om at lades som om han var selvstændig og rolig, afmålt som Pax gav indtrykket af at en leder skulle være, var glemt. I det øjeblik var Juno ligeglad med hvordan han burde være og hvad hans position i Flokken betød. Alt han gik op i var at knuge sig ind til Pax og mærke for sig selv, at han var okay.

    Larmen fra overetagen havde tilkaldt Ulvens mand - var det Tommy, hans navn var? - og gutten stak nu hovedet ind henne fra trappen af og spærrede så øjnene overrasket op ved synet af Treston og Juno. Tydeligvis forbløffet over at se dem uden Ulven. 
    Treston var ligeglad og på ingen måde i humør til at forklare - i stedet kneb han øjnene sammen under Junos indirekte anklage og løftede et provokeret øjenbryn. "Jeg bad ham på ingen måde-" 
    Men Juno var allerede videre, og nu var det Vernon, der var skydeskive for den unge mands vrede. Det andet øjenbryn fulgte med op i panden på den forhenværende Ridder, da dødstruslerne begyndte at fyge igennem luften, og Vernon spærrede øjnene op som en forskrækket kanin. En forskrækket kanin, der havde fået noget tungt i hovedet umiddelbart forinden, måske... En meget træt, overrasket kanin... Træt og grim...
    Trestons meget lidt konstruktive tanker blev i det samme afbrudt af en anstrengt lyd fra den efterhånden temmelig flakkende portal, og sekundet inden den kollapsede ind over sig selv, blev Pax spyttet ud med et flonk, der afbrød både Vernons pludren og beskyldningerne mændene imellem.

    "Ved alle guder..." mumlede Treston og stirrede bare på Pax, der lå på ryggen med et smørret, selvtilfredst grin og favnen fuld af pergamentruller. Så registrerede Trestons hjerne at Ulven havde favnen fuld af pergamentruller, og at der ligesom kun var et sted, han kunne have fundet dem henne. Treston lukkede øjnene i gru og måtte vende sig fra de to mænds ellers meget ømme genforening, for at få styr på sig selv - køre en hånd over ansigtet, så de efterhånden temmelig mørke rande under hans øjne blev trukket ud et øjeblik. Så vendte han sig igen.
    "Forsøger du aktivt at få mig hængt, eller opfører du dig bare sådan!?" udbrød han så og slog ud med en bevægelse, der omfattede både Juno og Pax og den bunke af - uden tvivl vigtige og hemmelige - dokumenter, sidstnævnte havde i favnen. "Seriøst, menneske?! Jeg er er kun lige akkurat undsluppet løkken i første omgang, og så noler du deres dyrebare under-bordet-kontrakter to minutter efter, at de alle sammen har fået mit navn?!" Treston stirrede vantro fra den ene til den anden - havde et øjeblik ikke flere ord. Vidste bare, at han var godt arrig - over hele situationen faktisk! - selvom han samtidig udmærket godt var klar over, at han ikke kunne tillade sig at lade det hele gå ud over Juno og Pax...
    Selvom han havde lyst.
    Med et giftigt blik imod Vernon, som bestemt også bar sin del af skylden, lod Treston sig opgivende synke ned i en stol, der var blevet trukket ud til kammerets væg for at gøre plads til kridtstregerne på gulvet. Lænede så hovedet tilbage imod plankevæggen og lukkede øjnene. Han skulle have taget imod Josefines tilbud... Lånt krystallerne af englen og slugt sin stolthed...
    Med et suk åbnede Treston atter øjnene og gjorde en appellerende bevægelse imod Vernon. "Kan vi... venligst forsøge os igen? Lidt mere mod øst, denne gang, hvis det ikke er til for meget besvær."
    Vernon sendte et hurtigt, mimrende blik imod Pax og Juno, men skjoskede ud midt på gulvet og gav sig til at stirre ned i kridtstregerne, som om de ville fortælle ham, hvad der var gået galt, hvis han bare stirrede intenst nok. Mens den gamle galning gav sig til at rette sine streger til under mangt en hovedkradsning og mumlen, lagde Treston sit trætte blik på Pax og Juno. 
    "Hvem var dén gut?" spurgte han så, fordi han lige så godt syntes, han kunne få lidt information, mens Vernon gjorde sig færdig - når nu Pax lod til at være ude af stand til at holde sine lange fingre under kontrol, ville Treston da i det mindste vide, hvem de havde pisset af i processen... 
    Udover Juvelins Købmandslaug, naturligvis, hvilket sagtens kunne vise sig, at være problematisk nok!