Det, der var knækket i Pax, blev flydende og ude af stand til nogensinde at reparere sig igen, des mere Evlyn talte. Der var noget ved hendes ord, der lod Pax vide, at hun vidste, at han omsider ville bryde sit løfte men at hun også elskede ham nok til at afkræve et sidste øjeblik med ham forinden. Det var ikke sådan, det burde være, var det vel? Pax vidste det ikke og i et langt øjeblik lå han blot og betragtede hende.

Omsider nikkede han. ”Vi behøver ikke glemme det”, mumlede han, for i hans optik havde de et valg. ”Vi behøver ikke kun være dét en time eller to. Vi har haft mange øjeblikke som dem før. Selv når det har været…” Lort det hele.

Pax bøjede sig ned og kyssede Evlyns bløde mundvige. ”Jeg elsker dig højere, end du forstår lige nu. Og jeg stoler på dig, som jeg ikke stoler på nogen anden. Det vil aldrig ændre sig. Det kan det ikke, efter det vi har oplevet sammen. Ligeså vel som du altid vil have min ryg, så vil jeg også altid have din. Løfter eller ej.”

Hun nikkede langsomt, og lænede sit hoved mod hans da han kyssede hendes mundvige. Alle hans berøringer, hans stemme, hans duft - det var som noget man kunne blive afhængig af. Men måske var det følelsen af at høre til, følelsen han altid formåede at give hende. At hun ikke blot skulle bruges til ens egen lyst, eller vendings skyld. Nej, han ville bare gerne have hende, for hende? Kunne hun virkelig håbe på så meget? 
Hendes fingre gled ind i hans hår, som hun trak ham tættere på sig. Hendes blå øjne der søgte hans, selvom hun vidste de måske ikke ville lykkes. Fordi hans hjerte tilhørte en anden, måske mere end det nogen sinde ville tilhøre hendes. 
Så var der også lys, der var et håb og måske de en dag alligevel kunne være sammen. Blot de to, og hvis ikke. Var det så okay? Det måtte tiden vise. Lige nu, ville hun ikke tænke over hvad nu og hvis. Hun ville nyde øjeblikket, hvor det var i hendes seng han lå. 
“Jeg vil altid være din” mumlede hun endelig, og pressede sine læber blidt mod hans. “Lige meget hvad, ved du jeg er her - om jeg er rasende på dig, hvis jeg ikke forstår dig. Kan du altid finde mig, og sige du har brug for mig. Med et enkelt åndedrag ville du have mig igen. Og da jeg sagde ja til at blive din” hun grinede lavmælt, som hun genkaldte hans ord. “På papiret og hele svineriet. Så mente jeg det, og det gør jeg stadig.” Hun kyssede ham igen, mens hendes fingre gravede længere ind i hans hår. Hun ville have ham så tæt på som overhoved muligt. 

Det lyder som om, du ved, at jeg går – at jeg tager afsted efter ham. Kan du virkelig mærke det, Eve? Og ved du det, på samme måde som du ved, at jeg elsker dig? Eller har jeg forsømt den kærlighed så meget, at det er glemt? Hvordan kan du sige, at du vil være min igen. Du gav mig ringen tilbage. Har du ombestemt dig?

Pax sagde intet af det, hans tanker ellers spurgte om. Han ville ikke skændes, ikke formørke deres rolige og lyse øjeblik sammen. Han havde allerede formået netop det så mange gange, at han instinktivt vidste, at han ikke kunne reparere de skader, han havde påført hende. Man kunne ikke både være den, der gjorde den anden ondt og den, der trøstede.

Og alligevel kunne han ikke lade være med at forsøge.

”Jeg vil også altid gøre det samme for dig. Hvad end du har brug for, så skaffer jeg det”, hviskede Pax tilbage. Hans ord var oprigtige på en måde, han kun havde ment et fåtal af gange i sit liv. ”Uanset hvad vi er. Og jeg elsker dig. Jeg elsker dig! Du er det bedste menneske, jeg har mødt i mit liv. Det bedste.”

I det at Evlyns læber søgte hans, bøjede Pax sig ligeledes frem. Atter faldt han blidt nedover hende, og lod sin tunge adskille hendes læber, søgende og forsigtigt.

Hvis dette var det tætteste hun nogen sinde kom på at blive frelst, var det okay. 
For dette øjeblik havde hun affundet sig i det. I morgen ville hun nok tænke anderledes, når det faktisk kom op at han var nød til at tage afsted. Hun ville ikke bryde sig om det, og hun ville ikke kunne holde sig selv tilbage for at råbe op omkring det. Hvem ville nogen sinde lade dem man elskede, gå direkte tilbage i en anden persons arme? 
Men da han endelig lod deres læber mødes, greb hendes arme omkring hans krop og trak ham ind til sig. Som var hun allerede dér ved at miste ham. Slap hun ham, ville han forsvinde i øjeblikket. Lige som vinden der blæste ude for husets fire vægge. 
Hvor han var forsigtigt, kunne hun ikke holde sig tilbage. Hun var grådig, og lod det også vise i måden hun åbnede hans læber for at lade tungen mærke hans. 
Kort overvejede hun, at trække sig væk. Så hun også kunne fortælle ham, hvor meget hun elskede ham. Og hvis han ville tage hende tilbage, ville hun altid vente på ham. Lige meget hvor ondt det gjorde, når han gik. 
At han også havde været en af de bedste mennesker hun nogen sinde havde mødt i hendes liv. At selvom at alt det han følte han havde ødelagt, var der så meget han havde repareret for hende. Alle de ting hun ikke ville have turde og gøre, hvis han ikke havde været der for hende.
Men ingen af tingene blev sagt, og måske ville det være deres undergang?