Selveste Zaladin satte sig til rette på Pax’s ene skulder, og gav sig frydefuldt til at gnide sig i sine hænder – der var nemlig ganske enkelt noget kaosfremkaldende ved den unge mands paniske grimasse, der truede med at få selveste Ulven til at le højt; noget, han så absolut ikke gjorde sig i under normale omstændigheder.

I stedet for at le, forblev den gråhårede mands ansigt alvorligt og dernæst tæt efterfulgt af et – påtaget – skuldertræk. ”Det ved jeg ikke”, svarede han, velvidende at det dog netop var, hvad han gjorde; Isiodith var ganske enkelt for optaget af fænomener, langt størstedelen af de væsner, der gik i hendes nærhed, ikke forstod sig på, til rigtig at bide mærke i sådanne tilnærmelser. Desuden havde Pax ikke høje forhåbninger om, at en klodset og ung menneskedreng kunne tilkæmpe sig vej til skovelverhunnens hjerte.
”Men hvad nu hvis hun gjorde? Tog du hendes hånd måske?”, spurgte Pax hastigt, uden at give Theobald tid til selv at svare – der var dog rig mulighed for, at Theobald kunne synke endnu længere ned i elendighedens febrilske ubehag.

”Ved Zaladins lange røvhår Theobald! Du ved sgu da bedre. Du kan ikke gå rundt og holde ugifte kvinder i hånden. Nu tror hun jo sikkert, at du gør tilnærmelse til hende og Isiodith er ikke gift! Det er der, hendes alder kommer ind i billedet – tror du ikke, at en kvinde på over 200 år snart så sig selv med en mand ved hendes side?”, fortsatte Pax sin nådesløse spøg. 

Det var så tydeligt at den unge mand var ved at gå ud af sit gode sind, for han havde jo aldrig i sin vildeste fantasi troet at han havde gjort noget galt. Han ville bare være venlig, og en god ven! Og han havde fornemmet, at hun nok ikke havde så mange her i Dianthos ud over Pax - og han havde jo haft travlt. Også slet ikke at snakke om hvor mange krystaller hun havde givet ham, oh nej - var det også en slem ting!? Kunne han give hende dem tilbage, uden at hun blev fornærmet? 
Det var så tydeligt at hans tanker begyndte at lave spiraler ned i dybe afgrunde af skam, og afmagt. Dybt fortvivlet kiggede han hurtigt op på Pax da han spurgte om han havde taget hendes hånd. 

"Ja?" oh nej, havde det også været en fejl!? Han greb fortvivlet ind i hans brune lokker igen, og kastet nogle forskrækket øjne mod hans hjem, hvor den kønne elver stadig var. 
Ugifte, mand ved hendes side!? Men han - nej - hvad!? 
Ligbleg blev han i hvert fald, som var han ved at drætte sammen på de hårde brosten under hans fødder. På intet tidspunkt gik det op for den unge knægt, at Pax måske blot tog gevaldigt pis på ham. Nej, han troede helt og holdent at han havde lavet en kolossal stor fejl. Næsten til punkt, hvor han bare var så opgivende, at så måtte han jo bare gifte sig med hende! Der kunne ikke være andet for - vent.. levede elver ikke evigt?

Han blinkede og vente sine brune øjne mod ham. Næsten helt åndeløst fik han endelig fremstammet; "Tager - tager du pis på mig lige nu?"

Pax var nødt til – i et svagt øjeblik – at ligge en knyttet hånd for munden, i håb om at det hæse grin ville forblive indenfor i mundhulen. Men dertil også, at det for Theobald lignede, at han var lige dele alvorlig og eftertænksom.
Det var dog ikke længe, at han kunne holde til grinet, der pressede faretruende mod hans strube og med et, måtte han indse, at det havde sat sig fast i hans ene øje. Det var den konstatering, der fik Pax til at opgive.

Endelig kunne han le og han nikkede, i det han gik frem og klappede Theobald på skulderen. ”Helt ærligt, Theo – det er Odith, vi snakker om. Hun kunne ikke finde sit eget hoved, hvis hun mistede det”, lød det, hvorefter den leende bande-leder gjorde tegn til sine kammerater bag sig. Pax vendte Theobald mod sig, hans hænder hvilende på hver sin af den unge mands skuldre, hvorefter han tog en dyb indånding. 


”Men hvis jeg finder ud af, at du er resultat af et knækket hjerte hos hende, så kommer jeg flyvende lige i hovedet på dig og så ved jeg med sikkerhed, at du ender i rendestenen. Som det ser ud lige nu, så er det kun usikkert, en mulighed – men hvis Isiodith hentyder til det modsatte, så bliver det unægtelig en realitet. Hun er nemlig min familie. Forstår du?” 

Han havde taget pis på ham! 
Men i stedet for at blive sur, og irriteret på at nogen havde snydt ham på den måde. Begyndte Theobald istedet at grine, og ryste på hoved af sig selv og hans naive tænke gang. Han nikkede langsomt, nu kendte han godt nok ikke Isiodith særlig godt, men han måtte erklære sig enig i, at hun nok ikke ville kunne finde sit hoved hvis hun mistede det. 
Hans øjne blev dog store, og latteren lagde sig som hænder lagde sig på hans skuldre. Hvilede tungt, lige som den meddelelse som han kom med. Langsomt nikkede den unge knægt, for at vise han havde forstået hvad der blev sagt til ham. 
Han var som sagt hellere ikke ude på at såre nogen - eller ødelægge Isiodiths hjerte. 
"Jeg forstår - og jeg håber aldrig det ender sådan - det vil på ingen måde være min hensigt." sagde han stille og nikkede. "Har jeg desuden alt for stor respekt til dig Pax, at jeg kunne finde på noget så grumt - især ikke mod en kvinde som Isiodith." svarede han grav alvorligt, og nikkede igen. Han vidste ikke hvordan han kunne sige det bedre. Men sådan var det nu det var! Og han måtte hellere sikre sig, at alt var okay når han trådte ind i huset igen, hvor Isi jo stadig ventede.

Pax sendte Theobald et smil – et tomt og kort levet et af slagsen – hvorefter han trak sine hænder til sig. ”Godt”, lød det dernæst, men dog i tone der ikke indikerede, om det i grunden var oprigtigt eller ej. Evlyns ord, der talte om loyalitet og trofasthed, vejede tungt for den unge knægt, men Pax måtte også sikre for sig selv – uanset hvor meget denne Theobald virkede elskværdig; en knægt der ufrivilligt var blevet fanget i slummen. Ja, det kunne Pax fatte sympati for.
”Jeg graver lidt og kommer tilbage i aften. Hvor kan jeg finde dig til den tid? Her?”

I samme øjeblik, at ordene havde forladt hans hjerteformede læber, strøg Isiodiths petit skikkelse ud af døren. Det ene stålgrå øje skævede i hendes retning, hvorefter en uforståelig og næsten lydløs hvisken, undslap hans læber. Om Theobald hørte ordene – ”forbered dig på, at vores ører begynder at bløde om få minutter” – vidste Pax ikke, for han fik travlt med, at forberede sig mentalt på Isiodiths uendelige talestrøm. Han holdte af hende – som en ung mand, der elskede og respekterede sin mor – men ved alle Guderne, hun gjorde ham rundtosset…
Isiodith standsede, da hun nåede Theobald og Pax. Hun sendte dem et bredt smil, der talte om en tydelig tilfredshed i hende: ”Okay, jeg er færdig. Det er selvfølgelig med en række forbehold. Hvis jeg skulle have udregnet det med en større præcision, så ville jeg simpelthen være nødt til at gå ruten igen. Der er også en række ukendte variable, som jeg uanset ikke kan gøre meget ved, så selve udregningens resultat er præget af en hvis mængde støj. Jeg har forsøgt, at tage højde for det og jeg har således indlagt et usikkerhedsprincip svarende til fem procent i henholdsvis positiv og negativ retning – altså en fejlmarkør på plus og minus fire minutter og 36 sekunder – ”

Den smukke elverkvinde fortsatte sin talestrøm, men Pax stoppede med vilje med at lytte. Det var derfor et under – et mirakel – at han nikkede og sagde, ”det giver mening”, end ikke øjeblikket efter, at Isiodith omsider holdte inde.
Isiodith smilede fortsat bredt og nikkede bekræftende – for det gav mening. Isiodith kunne godt lide, når verden omkring hende gav mening.
Pax gav hendes arm et varmt klem – hun var trods alt en særling, der ikke passede ind: hverken hos dem eller hos hendes egen slags – hvorefter han nikkede ned langs gadebilledet. ”Vi skal snakke senere. Er du hjemme ved midnat?”
”Jeg er da hjemme lang tid før! Ja, altså, medmindre jeg ikke er, naturligvis! Men det kunne jeg ikke forestille mig, at jeg ikke skulle være –”
”Så ses vi der, okay?” Pax sendte både Isiodith og Theobald et smil, før han forlod dem for endnu engang.

Han hævede sine skuldre, og nikkede så; "Ja jeg har ikke så mange andre steder at tage hen lige nu" sagde han med et halvt smil på læberne.
Han nåede lige at fange de advarende ord, som han vente sig rundt og så den petit elverkvinde komme ud af døren. Og inden han spurgte om hvorfor, begyndte hun at snakke. 
I starten var det nemt at følge med - men jo mere i dybden hun gik, var det både tydelig på den måde øjnene blev store. Men også hans hænder der kørte igennem de brune lokker - næsten frustreret. Men mest fordi, han ikke kunne følge med i hendes mange regnestykker - og i sidste ende, kunne hun konkludere at det måtte i sandhed være halvanden time - plus minus nogle minutter og sekunder. Det var godt nok meget at tænke igennem - og det virkede også en smule omsonst at gå turen igen, blot for at være hundrede procent sikker på, at man havde de helt korrekte tal. 

"Ja, det - det giver fin mening Isiodith! Er helt forundret, du kunne komme frem til den konklusion så hurtigt!" prøvede han opmuntrende, og sendte hende en tommel op. Dog vente hans blik hurtigt mod Pax, som han for anden gang nu lagde sit farvel hos den unge knægt og elveren. "Vi ses." svarede han, og åndede så lettet ud, da han så ryggen af bandelederen forsvinde ned af gadebillede. "Så det.. var intenst." sagde han efter en god rum tid, og vente sig med et prøvende stort smil. "Vil du stadig blive, eller er du måske også på vej tilbage igen" prøvede han forsigtigt - og hånden var igen hans hår. 

Isiodith havde smilet – og Pax havde gnægget hele vejen hjem. Det var lige før, at den gråhårede mand ville betale for, at overhøre – at overse – de to akavede størrelser interagere. På et tidspunkt måtte Theobalds hoved jo trods alt eksplodere. Der var ganske enkelt ikke anden mulighed.

Isiodith nikkede, men det gik hurtigt op for hende, at det ikke besvarede Theobalds anmodning. ”Jeg kan hjælpe med at lave mad”, sagde hun smilende, hvorefter hun drejede rundt på hælen. ”Men så må jeg hellere også komme hjem. Hvis din far ombestemmer sig indenfor de næste timer, så må du endelig sige til!”