"Alt forladt!" Svarede Calistra og viftede stadig affejende med hænderne, det var ikke ligefrem fordi at hun ville gøre grin med ham tvært imod havde hun mere lyst til at fortsætte med at kysse ham. At det tilsyneladende havde været så distraherende at kysse med hende at han ikke tænkte over hvad han ellers lavede var vel et godt tegn? Men først skulle en sandhed på bordet.

Inden hun kunne få lov havde den unge herres liv valgt at han skulle i en anden retning, som den bredskuldrede vagt lagde en bestemt næve på Nicodemus skuldre, falmede farven i Calistras ansigt. Af alle tidspunkter han kunne blive hevet væk på!?
Trods hendes evner ville kunne give dem et øjeblik mere sammen så skete det hele så hurtigt at hun bare målløst så på som han blev hevet væk som en meget pyntet fange. "Vi skal nok ses igen!" Nåede hun at kalde ud af døren inden vagten smækkede den bag dem. 
Selvom hendes tanker var i syv sind, på trods af at det hele føltes meget overvældende og ganske overskueligt, blomstrede et stille håb i hendes hjerte. Hun kendte hans navn og trods hun tendenserede til det ugidelige så skulle hun nok få fundet ham! Det kunne vel ikke tage så lang tid at finde ham igen?