Hun kan ikke selv stoppe sin latter, da hun opdager hun nok lærte Nianna noget der måske ikke var helt smart at sige, men der var ikke noget hun kunne gøre ved det. "Det et udtryk man bruger, ved nogle som ikke er så kønne. En ork har grønhud, nogle få brune i huden, har mange muskler, de er høje og tunge. De har en bred kæbe som er firkantet, der næse er flad og de har store spidse tænder i undermunden." Forklarer hun, som hun viser lidt på hendes eget ansigt i forhold til hvordan dens ansigt ser ud, hvad hun helt præcis prøver at mene. Hun laver en grimasse, kan tydelig huske det møde hun har haft med sådan en, hun var ikke en fan og den var godt nok noget så grim.

Xilla vælger lukke øjnene som Nianna gør det, også for at få en fornemmelse med hvad der lige sker. Hun kan fornemme som hun lettere rumstere rundt for at skabe en mental bro. Hun kan tydeligt huske hvordan det var noget hun altid skulle gøre før i tiden med hendes indre ulv, hvor med halskæden var den altid stabil og intet de skulle bruge tid på. Det hele suser nærmest rundt, hvordan det hele ser ud, men om muligt hvordan det kunne kommer til at se ud om nogle år. Hvordan træet voksede så hurtigt, men endte med at stå flot, stor og stærk. Følelserne var først overvældende, men det var noget hun hurtig fandt lidt hoved og hale i. Det øjeblik var hun taknemlig for den indre ulv, så virkede det ikke så voldsomt, som det måske gjorde på andre. Hun var van til at have andet end sine egne følelser, men det var anderledes når det var en helt anden person vedsiden af hende på en måde. Men Xilla var taknemlig for at finde ud af hendes følelser, når hun havde svært ved nogle gange at sætte ord på det hele. 

Hun kunne ikke lade vær med at komme med en latter, som hun igen siger harmløs. "Vil du se hvad mine evner er? Det en hemmelighed mellem os, jeg stoler på du kan lade det blive bare mellem os," siger hun med et smil. Hendes ulv begynder at hoppe rundt, ivrig for at vise sig frem for deres nye ven. Hun elsker at vise sig frem, hendes ego er ikke noget som nogensinde fejler. Hun havde aldrig forstået, hvorfor hun skulle have en indre ulv med sådan et kæmpe ego. Men de havde lært hinanden at kende, havde lært at leve med hinandens personligheder.

Xillas latter havde en smittende effekt som Nianna også begyndte at grine. Det var måske ikke noget der var så godt at sige til andre, kunne hun fornemme, men som Xilla begyndte at fortælle og vise hvordan sådan en ork kunne se ud, måtte hun nikke anerkende. Det lød virkelig til at være en grim satan, men hun var næsten sikker på hun aldrig havde set sådan en før. Hun måtte lave en lille notits og skrive sig selv det bag øret, at en dag ville hun også se sådan en, på afstand ville nok være den bedste ide, hvis muligt. "Grim satan..." lo hun igen fornøjet, da ordene nu pludselig gav mere mening for hende. 

Nianna var overrasket over hvor pænt Xilla havde taget, at se hendes følelser og tanker, men smilet var kun blevet større. Alting blev lettere når ikke hun behøvede at forklare sig med ord, selvom det først havde været for ganske nyligt at hun havde opdaget sin evne, men hvordan skulle man også opdage den tidligere når hun først nu havde fået kontakt med andre væsner. 

Hun rettede sig hurtigt op, tydeligvis meget nysgerrig som Xilla spurgte hende om noget. Hun måtte vende og dreje ordene en smule, for hun ville nødigt misforstå noget, men da hun følte sig sikker på hun havde forstået det rigtigt, nikkede hun stille. "Hemmelighed.." Gentog hun med et smil om læberne, hvis det ikke var noget andre måtte vide, ville hun gøre alt i sin magt for aldrig at røbe det for nogen. Hun vendte sig en smule imod Xilla med hovedet ganske let på skrå mens hun ventede i spænding. Hvad kunne det være? Kunne hun skifte farve? Eller ændre sine vinger? Eller hoppe på tungen? Mulighederne var endeløse.

Hun kunne ikke lade vær med at grine, som hun igen sagde det ord hun havde lært hende ved lidt af et uheld. Well, hun kunne absolut intet gøre ved det lige nu. Hun ryster lidt på hovedet, inden hun rejser sig op, da Nianna ser ud til at forstå hvad hun mener. "Du skal ikke være bange for hende, hun er harmløs som et lam hvis du ikke gør hende noget," siger hun, da hun ved det måske vil komme som et chok når der pludselig står en kæmpe ulv foran hende. Hun følte hun ofte havde to personligheder, med hendes indre ulv der nogle gange selv påvirkede hende. 

Xilla lader kjolen glide af hende igen, ikke i humør til at skulle finde noget nyt. Hun havde ødelagt alt for meget tøj, de gange hun havde været nød til at forvandle for at redde sig selv. Xilla lukker øjnene, imens hun lader ulven komme frem. Hun kan ikke længere mærke det, men hun ved hvordan det må se ud, som hendes knogler begynder at brække, for at rykke rundt på sig selv. Der gik kun få sekunder, inden hun stod i alt sin pragt. Vingerne var spredt ud til hver sin side, havde et vingefang på godt 4 meter. Ulven tårnede op på 140 cm ved skulderen, var meget muskuløs men til den smalle side alligevel, tydeligt det var en pige når hun var det lidt smallere. Ulven samler vingerne ind til den kridhvide pels, som havde et svagt gråt skær, men ellers lignede den bare den var kridhvid hvis man ikke kiggede ordentlig efter. Hun var en stor pjuske bold, med alt den vinterpels den havde sig. De store lyseblå øjne hvilede på Nianna, som hun stod rank og stolt foran hende. De små pjuskede øre vipper rundt, for at lytte til omgivelserne. Halen hviler bagved hende, imens hun sørger for at holde øje med kvindens reaktion foran hende.

Undrende rynkede Nianna let i panden, bange for hvem? Hendes hoved gled ganske let på skrå, som Xilla afklædte sig kjolen, skulle hun kigge væk? Egentligt var hun ikke spor blufærdig, men som hun lærte andre bedre at kende, lærte hun også lidt om andres grænser, selv havde hun intet problem med at rende med rumpen bar, vejret var bare alt for koldt til det. Men da hendes knogler begyndte at brække, og hendes krop der vred sig i nogle stillinger, intet menneske burde kunne trak hun sig alligevel en smule tilbage med hænderne. Det så på ingen måde hverken behageligt eller godt ud, og hvad var nu det? Fik hun pels? Nianna sad i en blanding af frygt, forundring og tydeligvis en stor nysgerrighed malet i hele ansigtet da hendes øjne var store for at fange alt der udspillede sig foran hende.

Hun gispede svagt da en mægtig hvid ulv pludselig stod foran hende, med et vingefang hun aldrig havde set noget lignede hos. Hun tog sig for munden, som i et forsøg på at trække gispet til sig igen, da hun ikke ville være uhøflig, men hun rokkede stadig en smule i kroppen, hun kunne ikke tro Xilla ville gøre noget der kunne gøre hende ondt, men der stod en ULV foran hende?! 

Tøvende rejste hun sig op fra jorden, ulven var imponerende stor, ja faktisk højere end hende selv, som den stod rank og stolt. Hun sank en klump og strøg nervøst en tot hår om bag øret inden hun lod blikket vandre ned over ulven. Hun lignede sikkert en der havde set et genfærd, men ganske forsigtigt og imod al sund fornuft trådte hun et lille skridt hen imod ulven. Turde hun røre den? Måtte hun? Og kunne hun overhovedet kalde den, for en den? Hendes hånd dirrede svagt, som hun rakte den en smule frem imod ulven, men kun en smule for at sikre sig hun ikke gjorde noget for at tirre den. Jo mere hun betragtede den store ulv, jo flere detaljer opdagede hun ved den, for den var jo ikke kun hvid som først antaget, det var som om pelsen havde et gråt skær, men hvor så den dog blød og varm ud. Lidt efter lidt voksede smilet om hendes læber, trods hun stadig følte sig en smule usikker.

Ulven fulgte alle hende bevægelser, mest for ikke at skræmme hende. Hun kommer med en svag klynken, imens hun sænker hovedet lidt ned som hun rækker hånden frem, hvor hun skubber sit hoved under hendes dirrende hånd. Imens hun går fremad, længere nede i knæ, for ikke at skræmme hende, men på samme tid nærmest tvinge hendes hånd igennem den tykke vinterpels. Ulven vidste Nianna var forsigtig, så hun følte dette var måske det rigtige skub for hende, så hun ikke var så nervøs. Hun kunne fornemme usikkerheden, nervøsiteten som kom fra hende. Hun går roligt fremad, så hendes hånd glider helt fra hendes hoved, ned igennem hendes hale som det sidste. Ulven kunne nu godt li at blive snakket med, den var lidt af en hvalp inderst inde. Ulven har nærmest rundet sig hele vejen rundt om Nianna, inden den strækker hovedet længere ned til hendes hånd som er omkring hendes hale. Hun slikker på hendes hånd, inden hun ser på Nianna med et ulve agtig smil. Tungen hænger ud til den ene side, imens hun puster lidt ud, imens mundvigende pegede lettere opad.

Hendes ulv gjorde alt, for at den frygt der havde været i starten ikke vedbliver. Hun vidste det så voldsomt ud, for nogle der ikke kendte til hvordan sådan en forvandling skete. Det var også noget som gjorde ondt i starten, men jo flere gange man gør det, jo mere normal bliver smerten i de situationer. Men for et menneske, som ikke kender til meget, det måtte have set forfærdeligt ud. Hun strækker sig lidt ud, så der kommer lidt mere gang i blodomløbet igen. Hun bliver ved med at stå med lettere sænket hoved, så Nianna måske føler sig mindre truet af hendes højde. Det ville nok være skræmmende for mange, der pludselig står en kæmpe ulv der enten er højere end dig, på din højde eller måske en smule lavere end dig. 

Da ulven nærmer sig, er hun lige ved at trække hånden til sig, men hun beslutter sig for at stå fast. Da pelsen glider igennem hendes fingre, spærre hun øjne ganske let op, for hun havde ikke forventet hvor blød den faktisk var at røre ved, og smilet vokser stødt jo nærmere ulven kommer, mens hendes blik er fastlåst på hånden. Hun bed sig ganske let i underlæben, inden hun tog mod til sig og lod hånden stryge lidt tættere igennem ulvens pels, så hun kunne mærke kroppen under den kraftige pels. Aldrig havde hun troet hun skulle se eller opleve noget så utroligt, og ulven virkede oprigtigt ikke til at ville hende noget ondt, var det mon fordi det egentligt bare var Xilla som ulv. "Xilla...?" Hendes stemme dirrede ganske let, da hun var usikker på om ulven og hende var en og samme person.

Hendes blik flugte den rundt, som hendes hånd nede helt ned til den store hale. Hvor var den dog fantasisk, og så smuk! Pludselig stod hun i et dilemma, for den barnlige sjæl i hendes kom væltede frem, som hun mest af alt havde lyst til bare at kaste sig om halsen på ulven, den var så stor og så blød, hun kunne slet ikke forstå det. Hendes øjne begyndte at stråle om kamp med hendes brede smil, inden en latter gled over hendes læber, da hun så hvordan tungen hang let ud af dens mund. "Så smuk..." kom det lettere drømmende fra hende, nok mest som en konstatering. Hun vendte sig imod dens hovedet og lagde begge hænder om dens kinder, som hun havde set nogle i byen gøre ved deres hunde. Hendes blik kunne slet ikke falde til ro, hun skulle have alle detaljerne med, de store spidse øre. "Må jeg røre?" spurgte hun forsigtigt, da hun måtte tøjle sig selv lidt for ikke bare at nusse den alle steder. Der måtte vel være grænser for hvad den ville finde sig i, men hvor ofte fik man lige chancen for at møde sådan en skabning, og så endda så tæt på. 

De bliver begge glade, som de fornemmer hun begynder at blive mere afslappet omkring dem. Hun kunne til en hver tid løbe sin vej, men det havde hun tydeligvis ikke tænkt sig at gøre. Det var en boblende glæde de begge havde med dette, den første person udenfor sin egen familie som de havde vist sig frem til, frivilligt vel og mærke. Snakkede vi om når de havde brug for at kæmpe for deres liv, så var der godt nok flere end det. Hun kommer med et svagt bjæf, som hendes øjne et øjeblik skifter til hendes normale øjenfarve, for derefter blive ulvens egen lyseblå farve igen. Et sted var de den samme person, men de havde alligevel hver deres personlighed. Så de betragtede mest hinanden som to forskellige personer, som delte samme krop og tanker. Det fungerede for dem trods alt, men det kunne også være noget af en mundfuld de dage de var dybt uenige. De var nogle gange som yin og yang i deres personlighed, men det var alligevel noget der fik dem til at arbejde bedre sammen. De havde en forståelse for hinanden, hvilket var det vigtigste at de kunne samarbejde.

Ulven lukker øjnene let som Nianna holder ved hendes kinder, men hun åbner dem igen lidt efter, som hun begynder at snakke. Hun nikker til hendes svar, igen med et bjæf efterfølgende. Ulven elskede opmærksomhed, især at blive nusset, hun syntes ikke der fandtes noget bedre i hele verden. Også derfor Xilla mere betragtede hendes ulv som en hvalp, istedet for den farlige ulv den faktisk kunne være. Men hun var kun farlig, hvis nogle angreb dem, så vidste hun ingen nåde til nogle. Ulven ville gøre alt for at holde dem i live, som den havde gjort altid. Der kun en enkelt gang hun har fejlet, men den har lovet sig selv at det aldrig ville komme til at ske igen.

Der var noget som fangede hendes blik, ændrede den lige øjenfarve? Og var det ikke den samme som Xilla havde? Hun fik til sidst lagt to og to sammen, som hun blev overbevist om at de måske var to om en krop, hun vidste ikke hvordan det kunne lade sig gøre, eller hvorfor, men hun var dybt fascineret over det. Første gang den gav et bjæf fra sig, hoppede hele hendes krop af forskrækkelse inden hun måtte le, hun havde ikke set det komme men hun blev ikke bange. Hun måtte tøjle sig selv for ikke bare at springe rundt, som en lalleglad lille pige, der lige havde fået sit største ønske opfyldt, det ville nok se ganske komisk ud, men hvem ville ikke være blæst helt bagover af dette syn? 

Da ulven bjæffede igen, tog hun det mere roligt som hun tolkede det som et ja. Undersøgende strøg hun den ene hånd op over dens pande, og ganske forsigtigt op over det ene øre. Hun måtte have en fortrinlig hørelse, for det var da stadig en hun ulv ikke? Hun måtte slå tanken væk, inden hun blev alt for nysgerrig, men kunne man bebrejde hende for det?

Hovedet var næsten lige så bredt som Nianna selv var, nok mest på grund af den kraftige pels, men hun følte sig stadig lille omkring den. Stille bevægede hun sig langs den side, med en hånd der strøg igennem pelsen, til hun kom til de store vinger. Kunne hun flyve med dem? Det måtte hun næsten kunne så store som de var, helt forsigtigt lagde hun en hånd på vingen, hun ville nødigt beskadige nogle af fjerene, så hendes fingerspidser næsten kun snittede vingen. "Hvor er det..........!" Begejstringen oversteg hendes sproglige færdigheder, men der var vidst ingen tvivl om hvad hun tænkte og følte i øjeblikket. Hvor ville hun dog gerne vide hvad ulve, eller Xilla tænkte. 

Med et bump lod hun sig dumpe ned i græsset, mens hun stirrede helt forbløffet på ulven foran sig. Den tårnede sig op over hende, men hun virkede ikke længere spor bekymret for den, som hun bare sad og sugede alle indtrykkene til sig.

De fulgte alle hendes bevægelserr nøje, imens de store øre vipper lidt rundt, for at være sikker på at være helt på dupperne, hvis der skulle ske noget. De ville til enhver til beskytte Nianna først, hun var blevet en del af ulvens lille 'flok'. Det vil sige en del af dem hun stolede på, som hun ville beskytte med sit eget liv. Der var aldrig nogle tvivl i Xilla, hendes ulv var en flok leder, intet mindre kunne gøre det for den, nok også grunden til den aldrig kunne finde ro et enkelt sted indtil videre. Hun havde det nemmere ved at være lidt længere tid de steder der var en del af 'flokken', men stadig ville det ikke være nok til at holde hende der i længere tid. Ulven lukker øjnene, som Nianna begynder at røre på hende. Hvis den kunne, så havde hun begyndt at spinde, det var der ingen tvivl om. 

Ulven åbner øjnene, hvor den vipper hovedet rundt, som hun kommer ned til hendes vinger. Hun kan høre et svagt bump, efter det hun havde sagt. Hun kan først ikke se hende, så hun vipper vingen lettere væk fra hendes krop, så hun kan se Nianna på jorden. Hun virkede yderst begejstret, hvilket gjorde ulven glad, for det betød der ikke var et problem for hende at hun kunne forvandle sig. Det ville være ret træls, hvis hun havde haft noget imod det, det ville have været lidt af et problem, når både Xilla og ulven, havde taget hende ind som en de kunne stole på. Ulven sænker hovedet ned til hende, før den puster hende i hovedet med ørene fremme. Den begynder at ryste lidt på sig, inden den er ved at være klar over, det er tid til at give Xilla sin krop tilbage. Da den ikke selv kan kommunikere med kvinden foran hende, udover dens kropsprog. Den lagde hovedet på hendes et øjeblik, inden den går tilbage til tøjet, for at forvandle tilbage igen. Det var en ting ulven hadede med en passion, ikke at kunne kommunikere ordentlig med andre med brug af ord. Den lukker øjnene et øjeblik, inden der går nogle få øjeblikke som hun står tilbage i sin menneskeform igen. Xilla strækker sig lidt, for at få gang i hendes muskler. Det kan mærkes et øjeblik hvordan alle knogler har haft brækket og roteret rundt, men hurtig er det forsvundet igen. Som hun tager kjolen på, holder hun også øje med Nianna, selvom hun virker yderst begejstret, så er det jo aldrig til at vide hvordan personen først reagere, når Xilla er tilbage i sin egen krop igen. 

Nianna kunne ikke lade være med at grine, da ulven pustede hende i hovedet, som hun viftede med hænderne i et forsøg på at fjerne luften. Den ånde var måske ikke helt den bedste, men hun kunne ikke lade være med at lægge armene omkring hovedet på den store ulv, som hun gemte ansigtet ind i den varme pels ved halsen. "Tak...!" mumlede hun glad ind i den store pels. Hun var taknemlig for at Xilla havde vist hende det, at hun havde den store tillid til hende. Da hun mærkede ulven trække sig, slap hun ganske hurtigt sit blide greb om dens hals, for at betragte den i stilhed da den gik hen til kjolen igen. Hun trak benene op til sig i skrædderstilling, støttede albuerne imod knæene og lagde hovedet i hænderne, mens hun prøvede at tage den lettere overvældende følelse ind. Det havde været helt utroligt, hun vidste slet ikke hvordan hun skulle sætte ord på den oplevelse, der både havde været så bizar men også smuk.

Hun så hvordan ulven igen begyndte at ændre form henne ved kjolen, det fik hende til at skære en let grimasse, for hvor så det dog frygtelig ubehageligt ud, og lydende! De var ikke lige sådan at få ud af hovedet igen, men hun fik det til at se så smertefrit ud. Da hun igen stod i sin menneskeform og iklædte sig kjolen, gled hendes blik over hende, der var ikke længere nogen tegn efter ulven tilbage. "Det er en utrolig ulv!" lød det begejstret fra hende, som hun hurtigt rejste sig og løb imod Xilla da hun først havde fået kjolen på. "Gør det ondt? Hvordan? Hvorfor? Hvor længe?" fløj det ud af hende, uden at give meget mening, som hun greb ud efter hendes hænder. Hendes øjne og ansigt strålede af glæde, mens hendes blik gled over Xillas ansigt. 

Xilla når lige at vende sig rundt, da hun hører Nianna komme løbende, efter det første hun havde sagt. Hun kan ikke lade vær med at smile, over at hun er så begejstret over hvad hun lige har set. Det var rart med en ændring i reaktions mønster på nogle, men så igen de få der har set den, har været på den dårlige side af ulven. Hun giver et klem til Niannas hænder, som hun tager ved hendes med et smil plantet på hendes læber. "Lad os tage dem fra en ende de spørgsmål, kom lad os sidde ned igen," siger hun roligt, som hun trækker Nianna med ned at sidde igen. Ingen grund til at stå op, når der var flere spørgsmål at besvare. Men glæden som hun viser på hendes ansigt gør Xilla og ulven ved de gjorde det rigtige, ved at stole på Nianna. "Jeg har haft hende siden jeg var 5 år, det ligger i min familie at kunne forvandle sig til et dyr. Min familie har trænet mig siden jeg var 5 år, da det kræver en masse ting at kunne forvandle sig, det vigtigste er at være smidig. Det gør ikke ondt mere, men da jeg skulle lærer det, imens jeg blev trænet, det var en smerte der er ubeskrivelig." Siger hun, men laver en grimasse som hun tænker på de smerter der først var forbundet med det. "Faktisk så nægtede jeg i starten at forvandle, fordi det gjorde så ondt på mig. Men min familie vidste hvad der var bedst, så de tvang mig videre i træning og sørge for jeg forvandlede regelmæssigt, for at mindske smerten." Det var noget hun altid havde svært ved, at hun faktisk engang havde nægtet at ville dele sit liv med ulven, hun kunne ikke længere forestille sig et liv uden den.

Hun var bare heldig hun havde beholdt hendes evne, som hun kom tilbage til livet igen. Xilla er ikke sikker på hvad hun ville have gjort uden hendes ulv, den har redet hende mange gange fra måske at ende død igen. Den var hendes beskytter, en hun kunne regne med altid ville passe på hende. At dele hende med nogle, det var heller ikke så skidt. Ulven nød at kunne være sig selv engang imellem, også imellem andre væsner, så længe de ikke var truende.

Sidde ned? Hvordan skulle hun dog kunne sidde ned nu, med det hun lige havde set, hun havde lyst til at springe rundt og lave flikflak af, det var jo så vildt! Hun var blevet blæst helt bagover og det hoved der ellers normalt allerede kørte i højeste gear, havde nærmest ramt raket ruten i alle retninger på en gang. Hun måtte trække vejret dybt et par gange, inden hun satte sig ned med et bump, alt til sin tid og lige nu var det vidst bedst bare at gøre som hun sagde trods hun slet ikke kunne holde ud at være i sig selv. Hun havde lyst til at springe rundt og fortælle alt om ulven til Xilla som om hun ikke selv havde set den, størrelsen, pelsen, den bløde pjuskede pels! den lange hale, og ørene, de måtte ikke glemmes, de lækre pjuskede øre, og vingerne os! De var jo gigantiske, hun havde aldrig set noget lignende. 

Hun vred sig lidt på jorden, det var den værste prøvelse hun nogensinde havde haft at skulle sidde stille og lytte lige nu, men hun formåede at holde sig nogenlunde i skindet mens hun nikkede ivrigt til hendes forklaring, trods en del ting smuttede lige igennem, men det var SÅ svært at skulle fokusere på ordene og hvad de alle betød, når hovedet var et helt andet sted. For altså, havde hun selv set den ulv?! Endnu en gang måtte hun prøve at trække vejret dybt for at skabe mere fokus, tids nok til hun hvert fald fik fat i de sidste af hendes ord, det gjorde altså ikke længere ondt? Hun brummede let og holdt hænderne om knæene, som hun sad lidt og vippede i sin skrædderstilling. 

Hun kunne sagtens mærke alt den energi Nianna havde i sin krop lige nu, hvilket gjorde hun ikke kunne lade vær med at grine, som hun blev færdig med at snakke. "Kom så ud med det, du springer jo snart i begejstring," siger hun med en latter. Som hun opdager hver lille ting hun laver, hvordan hun hele tiden er lettere fraværende, i dybe tanker omkring det hele. Det måtte være en omvæltning for hende, lige pludselig at se nogle kunne forvandle sig til dyr. Her havde hun nærmest ikke kendt til meget, som de lige havde stødt på hinanden, nu havde hun opdaget at man kunne have en evne til at forvandle sig til et dyr.

Hun kunne næsten ikke forestille sig hvad hun bedst kunne li ved ulven, hvor meget hun havde lagt mærke til. Den bløde vinterpels, som egentlig aldrig bliver til en sommerpels, hvilket irritere Xilla til ingen ende. Det gjorde kun sommeren mere ulidelig end den allerede var i forvejen, hvilket også var grunden til de ofte var omkring nordlandet i sommerperioden hvor der var mest køligt om sommeren. De havde nemmere i vinteren over hele landet, hvor temperaturen generelt lagde lavt de fleste steder. Mon hun havde opdaget hvordan ulven havde et let gråligt skær nogle steder på kroppen, selvom den ellers udgav sig for at være kridhvid. Det var dog en fordel oppe i norden, når de skulle gemme sig for jægerene som var deroppe. Hendes ulv var bare en stor fluffy bold, som ikke rigtig lignede den kunne slå nogle ihjel med alt det pels og den hvalpe attitude den faktisk havde sig det meste af tiden, så længe den ikke følte sig truet.

En let rødmen steg op i hendes kinder, da det gik op for hende at Xilla tydeligvis havde opdaget hvor distræt og energisk hun havde været efter mødet med hendes ulv. Hun var dog ikke sen til at springe op og et stykke baglæns med armene ude til siderne, som skulle de forestille ulvens kæmpe store vinger, inden hun med et latter strøg håndfladerne imod sine kinder, som hun havde gjort med ulven da hun mindes den bløde tætte pels, og ørene! Hun formede dem med hænderne som hun gjorde et lille spring. Den lille pige i hende strålede klart igennem, hun havde jo aldrig haft en voksen at kunne spejle sig i eller nogen at lege med, alt havde handlet om overlevelse, men en sjælden gang imellem skinnede den lille pige igennem, hende hvis energi overskyggede alle andres, den uspolerede rene barneglæde over selv de mindste ting. For Nianna var der intet behov for at tale, hun var den sand mester i gæt og grimasser, som hun igennem tiden havde lavet mange små teaterstykker for sig selv, når hun genspillede nogle af alle de ting hun havde set ske i byen. Pludselig kom hun i tanke om det bedste, den store pjuskede hale. Hun lod som om hun indfangede en usynlig hale med armene og knugede den ind til kroppen som hun drejede omkring sig selv, inden hun faldt om i græsset med et grin.

Hun vendte blikket over imod Xilla, hun havde svært ved at stoppe med at grine igen, men stille fik hun dog samling på sig selv, inden hun vendte blikket op imod himlen. Var der mon mange som kunne skifte til et dyr? Og hvad med hendes familie, hvor var de henne nu? Hun lod armene falde ud til hver side, mens hun trak vejret lettere forpustet over de mange krumspring og snurre ture. Hun havde tydeligvis også fået varmen, da hendes kinder stadig havde den varme røde glød som tidligere. "Er der mange som dig?" kom det lettere forpustet fra hende, inden hun drejede sit blik over imod Xilla med et strålende smil om læberne.

En latter forlader Xillas læber, så snart hun bare springer op, som hun går igang med at lave gæt og grimasser. Hendes øjne følger hver bevægelse, tager indtrykkende til sig som har sat sig ved Nianna. Hun har nærmest lagt mærke til alle ting ved den ulv, men hun så nu også dybt fascineret ud af den. Hun havde denne barneglæde, som skinnede tydeligt igennem, som hun forsatte med at forklare alt om hvad hun kunne lige omkring ulven. Et stort smil er på Xillas læber, glad for Nianna bare tør at vise hende hvad hun tænker på sin helt egen måde. Alle her hver deres måde at gøre tingene på, der var kvinden foran hende bare mere speciel, fordi hun havde nok nærmere gemt sig selv væk fra andre menesker. Hun var selv glad for ulven havde lært hende alt om kropssprog, for at finde helt ud af om hvordan folk havde det uden de ellers gav udtryk for det.

Xilla husker hvordan hun de første gange, rendte rundt om sig selv for at fange hendes hale. Både Xilla og ulven havde være unge dengang, så det havde lagt naturligt til ulven at fange sin hale i de øjeblikke. "Min familie kan forvandle til dyr, i hvert fald min mors familie. Men jeg har ikke oplevet andre udover det, men de skal nok være derude," Siger hun med et smil. De havde alverdens dyr i familietræet på min mors side, den hun syntes gav mindst mening, var en som havde kunne forvandle sig til en fisk. Hun var den eneste i familien som havde fået en ulv, også en med dens egen personlighed. Hun kan kun huske små brudstykker, omkring at hendes bror forklarede det ikke var noget som var normalt. Men for Xilla var det noget som altid havde været normalt for hende, så hun kunne slet ikke forstå andre havde et dyr for sig selv, med deres egne tanker og kun deres personlighed. Lige meget hvad, så vidste hun at hun aldrig ville bytte rundt på det for noget i hele verden, det var unikt og hun elskede sin ulv, trods den er meget egocentreret nogle gange.

Ganske stille lader hun fingrene glide igennem det lange græs under hende. Xilla havde lært hende så mange ting, at det var helt overvældende at tage det hele ind, men højdepunkterne havde helt sikkert være ulven og de grimme sataner. Xillas latter var ganske smittende, som hun lå og lyttede til den. Var der mon et ord for den måde hun havde det på lige nu? Sammen med Xilla, for hun havde jo lært hende at kende og var faktisk kommet til at holde utrolig meget af hende, hvor mærkeligt det end måtte lyde. Hun drejede blikket imod hende, med en tydeligt tænkende mine. "Xilla....." kom det stille fra hende, inden hun satte sig op igen og nipsede lidt græsstrå af hist og her foran hende. "Hvad.. Ehm.." Hun gik hurtigt i stå igen, for hun kendte ikke nogle ord der kunne formulere hendes spørgsmål. I stedet pegede hun først på sig selv, derefter Xilla inden hun krydsede pege og langefingren over hinanden, som når et træ fik forviklet sine grene ind i hinanden og de for altid ville sidde sammen, det var den måde hun havde det på, at Xilla havde en plads i hende som aldrig ville kunne fjernes igen. Hendes smil lyste op, for hende gav forklaringen jo rigtig god mening, uden fik slet ikke tænkt på om Xilla mon ville forstå meningen.

Hun hørte sin mave rumle, og måtte slippe en latter idet hun lagde hænderne over maven. Det var måske også snart tid til at finde noget mad. Måske hun kunne vise Xilla sit hjem, det lille paradis rummede alt hvad hendes hjerte kunne begærer. Hun rejste sig stille op, der var kun to før Xilla der havde set hendes hjem, men hun vidste at hun kunne stole på hende, at hun ikke ville røbe eller ødelægge den plet der var hendes hjem. "Kom med.." lød det muntert fra hende, som hun rakte hende sin hånd. 

Hun venter lidt som hun begynder at snakke, men da hun stopper sig selv, inden hun laver noget andet. Xilla forstår hurtig hvad hun prøver at mene, "du er som familie for os Nianna, vi skal nok passe på dig når vi er omkring dig." Svare Xilla, med et stort smil på hendes læber. Hun vidste hun prøvede at snakke om at de var tætte, men hun måtte indrømme de så hende som familie, en del af deres egen flok, så for dem var de ikke bare tætte det var familie. Det var sjældent ulven tog nogle ind i hendes flok, nogle som hun ville se som familie. Så Xilla var glad for de var enige som at Nianna var en del af deres familie, de ville passe på hende når de var omkring hende.

En rumlen kommer fra Nianna, hvor hun hurtig ender med at komme med en latter sammen med hende. Hendes mave havde da en god timing må man da sige, lige efter alt det spændende er sket. Hun ser nysgerrig på hende, som hun ber hende om at følge med. Hun tager hendes hånd, som hun har rejst sig om. Hvad end planen var, så regnede hun med der ikke skete noget. Nianna havde bare en afslappet aura, ikke truende på noget tidspunkt. Hvilket gjorde hun bare ville følge med, hun var nysgerrig på hvad hun ville vise hende. Hun havde regnet ud hun nok boede i nærheden, men havde ikke umiddelbart tænkt mere over det. Men nu tænkte hun over det, fordi hun havde hørt hendes mave rumle. Hvilket nok gav lidt tanke til de måske skulle hjem til Nianna, for at finde noget mad, eller ind til byen. Men byen lagde alligevel et stykke herfra, samt hun havde set hende komme fra skoven. Xilla slår det hen igen, Nianna må vise hende vejen og hvad der lige skal ske nu, hun stoler på hende, så hun følger bare efter hende, imens hun holder øje med omgivelserne. 

Ganske tålmodigt ventede hun på at Xilla ville komme på benene, inden hun begyndte at gå afsted med hende. Blikket gled rundt i omgivelser, for selvom hun var overraskende afslappet, vidste hun også at nogle gange, når man mindst ventede det, ville overraskelser dukke op, og for en som hende var den slags sjældent en god ting. Hun førte Xilla igennem skoven, indtil hun stoppede ved en masse buske og træer, der nærmest dannede en uigennemtrængelig mur, der hverken var til at se over eller trænge igennem for bare tjørne og andre ubehageligheder, der skulle sikre hendes hjem på den anden side. Stolt vendte hun sig imod Xilla med et strålende smil om læberne. "Mit hjem...." præsenterede hun og slog armen ud imod det tætte krat, der langsomt begyndte at trække sig til siden for hendes hånd, og åbnede en smal passage igennem de mange tjørnebuske.

Igennem passagen, kunne man se hendes lille paradishave åbenbare sig, der var busk efter busk med alle mulige bær på, der var nøddetræer og buske, for hver gang hun havde fundet noget spændende enten naturligt fremkommende i skoven, noget nogen havde tabt, og i enkle tilfælde noget hun havde listet sig til i byen, havde hun taget det med hjem og passet og plejet det til at stå så grønt og frodigt som det gjorde året rundt, i modsætning til alt andet visnede hendes have aldrig hen. Ved hjælp af hendes evne pustede hun hver dag liv i hver enkelt plante, både frugt, nødder og alle de mange spændende grøntsager hun dyrkede rundt omkring. Især kålene stod flot og højt. Hun havde et lille bålsted, hvor hun sirligt havde lagt en ring af sten omkring for at sikre ilden ikke kunne sprede sig om natten mens hun sov, eller når hun var væk fra haven. Hendes soveplads bestod af nogle buske der slog en bue hen over jorden, hvor mos havde groet tæt hen over for at holde regnen ude. Indeni lå der flere forskellige slags skind hun brugte til at holde varmen når hun sov i sin lille hule.

Hun smuttede igennem den smalle passage, og ventede tålmodigt på Xilla kom igennem, inden hun lod den lukke sig bag hende, da hun ikke ønskede andre skulle risikere at finde den. Spændt på hendes reaktion, vendte hun sig imod Xilla og fulgte hende nøje med blikket.

Hendes ulv er klar, den er helt opmærksom i tilfælde der skulle ske nogle overraskelser som de går igennem skoven. Xillas blik tog alt ind, så hun vidste hvor hun var henne, og i tilfælde hun ville lede efter Nianna på et tidspunkt, så var det godt at kunne finde hertil. Hun finder sig bare i hun hiver afsted med hende, for hun ved en ting, hun er ikke nogle fare, som hun sagde harmløs. Xilla vipper hovedet på skrå, imens hun ser på den nærmest uigennemtrængelig mur af ubehageligheder. Hun smiler, som hun siger det er hendes hjem, imens hun ser så stolt ud. Hun ser fascineret til som der begynder at danne sig en smal passage, som de kan komme igennem.

Xilla får et chok, som hun kan se alt blomstre inde i den lille slags have som er derinde. Alt udenfor denne have var visnet, fordi det var vinter, men hos hende var alt frodigt og stod i sin pæneste glans. Men alle de forskellige planter hun havde, vidste Xilla straks at Nianna kunne forsørge sig selv med mad i denne lille have, især når hun kunne holde dem i blomst og frodig. Hendes blik landede derefter på bålstedet, som hun pænt havde sat sten omkring, hvilket kun var fornuftigt af hende. Derefter fandt hendes blik hendes hule, som var der hun sov. Det var nemt at se, i forhold til de skind der lagde under buen af buske, hun tror i hvert fald det er buske med mos på sig.

Hun følger med ind i dette hjem af hendes, det et helt andet hjem end hvad Xilla er van til. Selvom hendes ulv gerne ønskede at overnatte under himlen, så gjorde de ikke meget i det, selvom den kunne holde varmen uden problemer. Hun bevæger sig langsomt rundt, som hun ligger mærke til alle de forskellige ting hun har sig her i sit bo. Nødder, frugt og en masse grøntsager, hun ville kunne lave forskellig slags mad med alt dette. En dag måtte Xilla tage Nianna med til en by, hvor de kunne bo nogle dage et sted, hvor Xilla kunne prøve at lave nogle forskellige ting til hende, så hun kunne smage noget nyt, noget mere anderledes. Men Xilla var sikker på, der sikkert også var mange spændende måder at lave mad på ved denne helt primitive måde.

Nianna ventede i spænding, mens Xilla fik lov at bevæge sig rundt og suge alle indtrykkene til sig, selvom hun måtte strække sig og følge med, for ikke at slippe hendes ansigt af syne. Hvad tænkte hun mon? Kunne hun li det? Havde hun glemt at rydde noget op? Hun bed sig ganske let i læben inden hun lod blikket glide rundt, nej alt lå præcis som hun havde forladt det tidligere. Ganske roligt gik hun hen til de mange grøntsager der stod række op og række ned, hun var måske lettere sirlig med at få alt til at se ordenligt ud, som tingene nærmest var inddelt efter hvor stort det voksede sig, så der blev en pæn symmetri i haven.

Hun gav sig til at plukke lidt af den grønne kål, nogle gule ærter der egnede sig formidabelt til tørring men også grød, lidt løg og andet godt fra haven. Hendes redskaber var næsten lige så primitive som hendes levevis, for selvom hun igennem årene havde kunne finde mange ting andre havde smidt bort eller tabt, manglede hun stadig noget at kunne skære med, i stedet havde hun fået udformet en flintesten tilstrækkeligt til den var skarp nok til at skære i grøntsagerne, og ved hendes bålsted havde hun et kar stående med vand hun kunne skylle jorden af i. Den var et mareridt at få fyldt, men når vandet var blevet grumset kunne hun bruge det til at vande med, inden hun kunne fylde den på ny med frisk vand nede fra søen. Hun nynnede dæmpet for sig selv, som hun satte sig ned på knæ for at klaregøre grøntsagerne. Hun vidste hun havde lidt tørret kød gemt af vejen, og på et stålfad kunne hun sikkert nok formå at lave et måltid der også ville falde i Xillas smag. 

"Kan du.. ehm.. " Hun gik helt i stå, for hvordan kunne spørge når hun faktisk ikke kendte ordene. Hun skævede imod det lille bålsted ved hendes side. Flammerne var for længst gået ud, og der var kun ganske enkle gløder tilbage gemt i asken, men hun havde en god brændestabel stående, så hvis nu hun kunne tænde op? Hun gik over til den lille hule, hvor hun kravlede ind for at finde det lille stålfad der lå gemt inderst inde for den ikke skulle ruste blive helt mærkelig farvet af vand og vejret, inden hun kom kravlende ud igen med det under den ene arm.