Det var først da Ellis hev ham ind til sig, at Juno overhovedet bemærkede at han var kommet ned på gulvet til ham. Alle hans sanser var slørede bag gråden, der nærmest lammede ham. Der var heller intet han kunne stille op, da Ellis hev ham ind til sig. Instinktivt ville han gerne slå ham væk, men han fik kun løftet en hånd, før han blev enig med sig selv at det var for hårdt - han kunne lige så godt græde i Ellis' arme, som ethvert andet sted. Han spændte en smule op i skuldrene imens, og forsøgte at dæmpe sin gråd, men det var stort set uden held, og så snart Ellis gav ham lov til at græde, holdt han også op med at prøve at stoppe. 

Han greb fat om Ellis' trøje og hev dem tættere sammen, skubbede sit ansigt helt op mod hans hals og græd dér hulkende videre. Hans værste tab var uden sammenligning Hector, men han havde ikke kun mistet Hector, han havde mistet alt og alle. Sit hjem, sine ejendele, sine børn, sine venner, sit job, sin familie. Han kunne aldrig vende hjem til nogen af dem. 

Men Hector. Tanken om Hector var, hvad der gav ham lyst til at give helt op.

Han græd indtil han ikke havde flere tårer. Han holdt stadig krampagtig fat om Ellis, hans øjne røde og hans hud bleg. Han følte sig helt tom, hans følelser dæmpet og langt væk fra ham. Selv tanken om Hector fik kun en svag smerte frem i hans bryst. 

"Jeg skulle ikke have sagt alt det der pis til dig," mumlede han endelig hæst til Ellis, men uden at fjerne sig den mindste smule fra ham. 

Det var voldsomt. Ellis havde aldrig oplevet nogen græde så voldsomt før, som om Juno havde mistet alt i verden, og det først var nu, at han gav sig selv lov til at græde over det. Ellis blev ved med at holde fast om ham og holde ham ind til sig, tavs og med en klump i halsen. Han blev helt selv ked af det på Junos vegne, selvom han ikke vidste, hvorfor han græd som pisket. Men det gjorde ondt at være vidne til, at mærke hans krop ryste og høre ham gispe efter vejret mellem de utrøstelige hulk. Det var som at mærke ham gå i stykker i hans greb, og det gjorde ham ked af det. For han vidste ikke, hvad han kunne gøre, for at hjælpe ham.

Så han blev bare siddende, mens det langsomt stilnede af, og de til sidste bare sad op af hinanden. Det gjorde ikke noget, Ellis havde ikke noget i mod nærhed, selvom han ikke var så vant til det. Han stirrede bare frem for sig, mens han lyttede til Junos vejrtrækning og forsøgte at finde ud af, hvordan han skulle håndtere situationen. Der var også en svag angst for, at Maas ville komme for tidligt hjem og se dem sådan her. Han ville blive rasende.

Men hans tanker blev afbrudt, som Juno undskyldte for det, han havde sagt. Ellis trak lidt på skuldrene og fugtede sin underlæbe, mens han overvejede, hvad han skulle svare.
"Jeg vil ikke sige, at du har ret ... men ..." Han rystede svagt på hovedet, ude af stand til at forklare nærmere. Men det var heller ikke, hvad der var vigtigt lige nu. Han rørte svagt på sig og løftede hovedet for at se ned på ham, uden at gøre tegn til at han skulle flytte sig. Det hastede ikke så meget.

Han tøvede lidt og klemte så lidt om ham.
"Vil du fortælle, hvad der er sket?" Han forventede hverken et ja eller et nej, men han ville gerne lytte, hvis Juno havde brug for at fortælle. Og Ellis kunne ikke helt lade være med at tænke, at det nok var godt for ham at få det af brystet. Og han var lidt nysgerrig. Men ikke på sådan en pressende måde, bare ... hvad kunne få en person til at græde så meget?

Det ville have føltes bedre at høre, at han havde ret, inden han var begyndt at græde. Nu føltes det lidt ligegyldigt. Han genkendte svagt, at han ville være nødt til at tage emnet op med Ellis når han kunne få sig selv til at gå op i noget igen, men lige nu var det svært for at føle noget som helst. Udløsningen af hans gråd havde gjort ham en smule apatisk, men han nød det kun, for han vidste, at det var midlertidigt. Snart ville han føle alt igen, og det hele ville gøre ondt.

Juno blev siddende, med sin kind hvilende mod Ellis' skulder, selvom han kunne mærke Ellis rette sig op. 

"Min kæreste og... mine venner. De var i det hus, der brændte." Når han talte, lød det ikke som hans egen stemme. Det lød ikke engang, som om den kom fra hans krop. For Juno lød det, som om det var ord talt af en anden, i et andet rum. Det føltes langt væk fra ham, som om det ikke havde noget med ham at gøre lige nu. Han vidste, at hvis han nogensinde skulle tale om det, så skulle han få det ud nu, inden han begyndte at føle igen. 

"De venner der ikke var i huset... De ved, at det er min skyld, at det brændte. Jeg skulle have været derinde med dem." Selv nu, hvor han troede at han ikke følte noget, gjorde det alligevel ondt at tale om, og hans stemme, der i forvejen var hæs af gråd, snørrede sig sammen igen. Juno møvede sit ansigt op mod Ellis' hals, fordi han ikke kunne holde ud at se på Ellis, når Ellis nu vidste, at det var hans skyld at så mange mennesker var døde. 

En kold klump dukkede op i Ellis' mave, da Juno sagde, at hans kæreste og venner var i et hus, der brændte. Han vidste ikke, hvilket hus, der var brændt, men hvis det var sket i hovedstaden, var det jo heller ikke noget, der var relevant for sådan en lille landsby som denne. Og selv hvis det var, ville det tage nogle flere dage, inden nyheden nåede dem.
Han lyttede tavst til ham, som han sagde, at de andre ville vide, at det var hans skyld, at huset brændte. Og at han burde have været derinde med de andre. En tanke, der var ved at få Ellis til at protestere højlydt, men det lykkedes ham at lade være. I stedet sad han lidt, tavs, og holdt om Juno.

"Hvordan startede branden?" Han blev nødt til at vide noget mere, så han kunne ... sige noget mere. Han kunne ikke forestille sig, at Juno havde startet en brand i et hus fyldt med folk han holdt af. Nok havde han kun lige mødt ham, men intet han havde sagt eller gjort, kunne få Ellis til at tro, at han var sindssyg på sådan en forfærdelig måde. Så ulykkelig som han var, kunne han umuligt have gjort noget med vilje. Men det kunne have været et uheld? Et glemt lys eller gløder fra en pejs? Ellis vidste det ikke, og det var derfor, at han spurgte.

Bag ham kogte resterne af vandet stadig, men det lagde han ikke mærke til. Han lagde heller ikke mærke til, at det var hårdt for hans knæ at sidde der med Juno i favnen. Han var fokuseret på den fremmede unge mand i sine arme, der var så ulykkelig og havde mistet så meget. 

Juno havde troet, at han var lammet, at hans følelser ville være dulmede i hert fald resten af aftenen, men det gjorde alligevel ondt, da Ellis spurgte ind til branden. Juno havde på én gang lyst til at skubbe sig væk fra ham og at begrave sig tættere ind til ham. Han sad helt stille i et øjeblik, inden han møvede sig så tæt op mod ham, at han nærmest sad på skødet af ham. Han kunne stadig ikke se ham i øjnene.

"Jeg har fjender," mumlede han og dét i sig selv føltes slemt nok til, at han blev nødt til at løfte en hånd og gemme sit ansigt bag den. "En af dem, han satte ild til mit hjem." Tomheden i ham, fik ham til at føle sig svimmel. Havde han ikke fået noget at spise, ville han være besvimet, men som det var, kunne han nøjes med at hvile sin vægt op mod Ellis. 

"Han tvang mig til at se på." Han havde det fysisk dårligt nu. Det var ikke længere en stemme, der kom et andet sted fra, stemmen var hans egen nu. Smerten var hans egen og minderne hans egne. 

Ellis flyttede lidt på sig, så Juno kunne komme tættere på, han virkede til at have desperat brug for noget fysisk trøst, så han strammede sit greb om ham.
Fjender. Uden at tænke over det, nussede Ellis Juno lidt i nakken, det var ret tydeligt, at det var svært for ham at snakke om. Hvilke fjender til så ung en mand kunne finde på at brænde et hus af med folk indeni? Det var en form for ondskab Ellis ikke kendte til. Der var krige, der var Mørket og der havde lige været Kiles orden, hvilket ikke rigtigt havde haft nogen betydning for dem i den lille landsby. Men at en enkelt person kunne gøre noget så hjerteløst, det var svært at forstå.

Et stik af kvalme gik igennem ham, da Juno sagde, at hans fjende havde tvunget ham til at se på. Han trak ham endnu bedre ind til sig, og sad lidt uden noget at sige. Til sidst strøg han Juno over håret en enkelt gang.
"Det er ikke din skyld. Du har ikke styret ham, det var hans egen beslutning. Du har ikke givet ham en fakkel og bedt ham om at gøre det. Det er ikke din skyld." Han talte dæmpet og blidt til ham. Ellis kunne ikke helt bære tanken om, at Juno ville gå rundt og tage skylden for en andens handling. Fjender eller ej, det var ikke Junos skyld, at en anden havde valgt at slå folk ihjel. Han havde ikke presset ham til det.

Juno havde haft brug for den berøring han fik nu. Berøring i det hele taget var svært for ham - hvis han ikke var forberedt på den, fjernede han sig altid fra den, og kom den fra fremmede, kunne han lige så godt finde på at stivne fuldstændig. Men den berøring han selv opsøgte var nærmest livsnødvendig for ham. Han havde altid haft brug for at være centrum for opmærksomhed og for at føle sig nødvendig for dem omkring ham, og derfor havde det også passet ham så perfekt at lede børnebanden, hvor han havde fået opmærksomhed i uendelig mængder, og hvor han havde vidst, at han var nødvendig for deres alles overlevelse. Nu fik han den samme følelse ud af at mærke Ellis' hånd om sin nakke. Han følte, at han betød noget for nogen, i det mindste bare lige nu. 

"Tak," svarede Juno med et snøft, da Ellis forsikrede ham om, at branden ikke var hans skyld. Han havde en masse indvendinger, men han ville ikke sige dem højt. Det var bedre at tro på Ellis bare lidt endnu.
Han blev siddende helt op af Ellis lidt længere, inden han endelig rettede sig op og sad for sig selv, stadig tæt på Ellis, men langt nok væk til at de kunne se på hinanden uden problemer.

"Beklager, jeg ødelægger din dag med mit dårlige humør," sagde han med et hæst grin og klappede Ellis på overarmen, som for at afslutte samtalen. 

"Jeg mener det," mumlede Ellis bestemt, da Juno sagde tak. Han vidste godt, at Juno nok ikke troede på ham, for det der med at snakke logik, når ens følelser sagde noget andet, det var svært. Så meget vidste han da.
Der blev ikke sagt mere, og han blev bare ved med at holde om ham. Et eller andet sted var det lidt akavet, men samtidigt faldt det ham også ret naturligt, og så længe der ikke rigtigt skete noget, gjorde det ikke noget. Det var heller ikke fysisk kontakt Ellis fik mest af. Ikke at han som sådan følte, at han savnede det, ikke sådan meget i hver fald, men det var rart nok at få noget nu.

Han var faldet lidt i staver, da Juno endeligt trak sig væk fra ham, og han lod armene falde fra ham. Et mildt smil lagde sig om hans læber, mens han så på Juno, der nu ikke bare så forslået ud, men også forgrædt. Stakkels ham. Ellis' hjerte gjorde ondt på hans vegne.
"Det er okay." Et eller andet sted var han lettet over, at Juno selv gjorde tegn til, at han var færdig med at græde og de var færdige med emnet. Ellis vidste simpelthen ikke, hvad han skulle sige eller gøre, så det ville være rart at snakke om noget andet. Gøre noget andet. Men inden han kom så langt, rakte han ud og strøg en hånd over Junos hår for at understrege, at det var okay.

Og så rejste han sig og gik hen til gryden, der hang over ilden. Der var kun en sjat boblende vand tilbage i bunden, så han skubbede den væk og tog spanden, der efterhånden var tom.
"Jeg henter lige noget vand." Hans tonefald indikerede, at Juno var velkommen til at komme med, men han kunne også godt forstå, hvis han ville have et øjeblik til at samle sig. 
Ellis gik hen til hoveddøren og udenfor i mørket og kulden for at gå hen til den lille brønd, der hørte til huset. Den var blevet gravet i den tid, Ellis havde boet der, før skulle de ned til landsbyens fællesbrønd efter vand. Men med Ellis var der kommet krystaller og Maas havde besluttet at de skulle have deres egen.

Da Ellis lagde tryk på, at han mente sine ord, nikkede Juno blot. Han vidste ikke hvad han skulle svare uden at blive uhøflig. Han troede jo ikke rigtigt på ham. Selv hvis Ellis mente det, så var det kun fordi Juno ikke havde givet ham nok fakta. For hvis han bare havde givet Asad hvad han ville have, eller hvis han bare var blevet indenfor den nat, eller hvis han bare havde fået Hector til at gå med sig ud, eller hvis han bare havde nået at træne nok med Giles til at kunne overmande Asad og hans bande... Der var så mange ting han kunne have gjort anderledes, som ville have ændret deres skæbne, men han var endt med det her resultat, og derfor var det også på en måde hans skyld.

Juno så med store øjne på Ellis, da han strøg en hånd over hans hår. Det var en helt anden slags fysisk kontakt end hvad han var vant til. Sådan havde Hector aldrig rørt ved ham. Det havde hans mor eller Giles heller ikke. Det havde Vargas eller Thanos slet ikke. Han havde altid været den ældste, stærkeste eller klogeste, eller i det mindste ladet som om. Og når man var den ældste, den de andre så op til, blev man ikke strøget over hovedet. Han vidste ikke hvordan han havde med det, men det var en berøring, og han skubbede ikke Ellis' hånd væk, så han havde det ikke dårligt med det.

Juno blev siddende, da Ellis rejste sig op, og nikkede også kun, da han hørte hvad Ellis skulle. Han havde ikke tænkt sig at gå med, men han rejste sig alligevel selv op. Tørrede sine kinder, rettede på sit hår, så sit eget spejlbillede an i de mørke ruder. Han var ligbleg, randerne under hans øjne tydeligere end de plejede at være, og flere grimme blå mærker, han kunne se selv i vinduets uklare reflektion. 

Det øjeblik Ellis kom indenfor igen, kunne Juno ikke tage blikket fra ham. Logisk set vidste han godt, at han bare ledte efter en distraktion, og at Ellis ville være en perfekt én, men på et mindre logisk niveau var han bare betaget af hans spændte armmuskler, da han bar på den tunge vandspand. 

"Du siger bare til, når jeg skal gå igen," tilbød han lavmælt. Han havde allerede dårlig nok samvittighed over at græde hysterisk ud over den her fremmede fyr, han havde ikke lyst til også at få ham i ballade med manden han boede hos. 

I mørket, der kun var oplyst af lyset fra huset, fik Ellis hevet spanden op af brønden og fyldt den anden, som han tog med ind igen. Den var tung, men han havde ikke de store problemer med at bære den. I forhold til de større sten vejede den jo ingenting.
Varmen slog i mod ham, som han gik ind, og han lukkede døren bag sig med foden, inden han gik igennem stuen og ud i køkkenet, hvor Juno stadig var. At Juno stirrede, lagde han ikke helt mærke til, som han slæbte spanden over til hjørnet og gav sig til at fylde gryden. Det var først, da Juno snakkede, at han løftede blikket og så på ham.
”Åh … jah. Inden Maas kommer hjem, men der er lidt tid endnu.” Regnede han da med. Maas plejede at komme hjem efter at Ellis var gået i seng, normalt. Heldigvis, så var der mindre sandsynlighed for problemer.

Han smilede lidt forsigtigt til Juno.
”Så du kan i hvert fald godt nå at få en kop varm te.” Ellis havde det virkeligt dårligt med at sende ham ud i kulden igen, og ville gøre, hvad han kunne, for at Juno var så gennemvarm som muligt inden da. Han sænkede blikket og fik skubbet gryden ind over ilden igen. Egentligt var han træt, det var åbenbart hårdt at have så stor en hemmelighed, men han fortrød ikke sin hjælpsomhed.

”Ved du, hvad du vil bagefter?” I morgen. Ellis regnede ikke med, at Juno havde lyst til at blive boende ude i skuret mere end den ene nat. Helt forståeligt, men et eller andet sted var Ellis lidt ked af, at han ikke kunne nå at bruge mere tid med Juno. Det var så sjældent, at han mødte nye væsner, og … der var noget ved Juno. Han ville gerne lære ham at kende. Hjælpe ham. Trøste ham. Han vidste det ikke rigtigt, han var bare ked af at måtte smide ham ud igen. Han så ned i vandet, der allerede var ved at give tegn på at blive varmt. Der var vel ikke så meget andet for, end at fokusere på det, han kunne gøre for ham lige nu.

Det kunne ikke ses på ham, men Juno var lettet over, at han kunne blive indenfor sammen med Ellis lidt endnu. Det var ikke kulden, der holdt ham fra at gå ud, men tanken om at være overladt alene til sine egne tanker.

Han fnøs, da Ellis nævnte te. Varme drikke var ikke ligefrem noget Juno gjorde sig meget i, men de mindede ham om Giles. Det lod til, at de havde til fælles, at de tog sig af ham, og at de tilbød te. Måske de to ting hang sammen, at det var en del af at blive passet på, at blive tilbudt te. Men Juno ville også gerne have teen, selvom han hellere ville have en kold øl, og han gik hen til Ellis og stillede sig ved siden afham foran gryden og ilden den var på, så deres skuldre var oppe mod hinanden foran varmen. 

"Jeg tænker at jeg sover her i nat," startede han og overvejede, om han skulle nævne, at han ville skaffe sig en jakke og måske nogle krystaller fra kroen Ellis havde nævnt, inden han lagde sig til at sove. På trods af det job Giles havde givet ham, var Juno frem for alt stadig en tyv. "Og så i morgen... Så lokker jeg dig med mig, inden jeg skrider."
Juno drejede sit ansigt mod Ellis og så ham an, for at måle hvor svært det ville blive at lokke Ellis med sig. Han havde virkelig ikke lyst til at tage afsted alene, og han troede heller ikke på at Ellis havde lyst til at arbejde for Maas resten af sit liv. 

Ellis kunne ikke lade være med at smile lidt, da Juno fnøs over det med teen. Nej, han virkede heller ikke rigtigt som en tedrikker, men nu måtte han finde sig i, at det var, hvad Ellis ville hælde i ham. For varmen, men også fordi det var beroligende. Man fik det altid bedre med noget varmt mellem hænderne, det var i hvert fald Ellis oplevelse.

Da Juno gik over mod ham, rejste Ellis sig og de endte med at stå op og ned af hinanden, mens de så på ilden. Så tæt, at Juno rørte ved hans skulder. Noget Ellis lagde mærke til, for folk plejede ikke bare sådan at stille sig så tæt på. Slet ikke folk, han ikke kendte godt. Men han blev bare stående, for det var som sådan ikke en dårlig ting. Bare lidt uvant. Det var lidt sært, så meget Juno ville være tæt på ham.
Han drejede hovedet og så på ham, da han igen sagde, at han ville have Ellis med videre. Forundret lagde han hovedet en smule på skrå og betragtede hans forslåede ansigt.
"Hvorfor vil du så gerne have mig med? Du kender mig ikke."

Han kunne ikke helt finde ud af, om det irriterede eller smigrede ham, men sagen var bare sådan, at han ikke kunne tage med. Han havde drømt om at forlade landsbyen siden sine tidligere teenageår, men havde også altid vidst, at det ikke kunne lade sig gøre. Både fordi han ikke kunne forlade Maas, men han vidste heller ikke noget om verdenen. Han kunne kende forskel på de fire verdenshjørner og måske sove et par enkelte nætter ude, men kun med den rigtige oppakning. Som Maas plejede at stå for. Manden havde aldrig lært ham at klare sig uden for hjemme, noget han uden tvivl ikke havde, fordi han ville sikre sig, at Ellis blev, men det var ikke noget, Ellis havde tænkt nærmere over.

Der herskede en rolig stilhed imellem dem efter Ellis' spørgsmål, imens Juno så ham an og for en enkelt gangs skyld overvejede, hvordan hans næste ord ville falde i en anden persons smag.
"Jeg kender dig."

Han vidste ikke selv hvad det var, der gjorde ham så sikker i sine ord, men han var slet ikke i tvivl om at han havde ret. Ellis havde reddet ham. Han havde haft flere muligheder for bare at forlade ham eller udnytte ham. Han havde bundet rebet om hans håndled op uden tøven, uden overhovedet at overveje, hvad man kunne gøre hvad en forsvarsløs teenager, han havde inviteret ham med sig hjem, på trods af den fare det udsatte ham selv for, han havde givet ham mad og tøj og stod lige nu og lavede te til ham. I sidste ende var det teen, der havde gjort udslaget. Juno havde aldrig kendt nogen, der ville lave te til én, de ikke holdt af.
Alkohol, det kunne man købe til hvem som helst. Med alkohol kunne du få oplysninger ud af folk, du kunne få dem med i din seng, du kunne stjæle fra dem lettere, du kunne få dem til at se på dig med et mildere blik, når du afslørede for dem, at du havde smadret deres dyreste vase. Te havde ingen af de kvaliteter. Te var bare venlighed i en kop. 

"Tag med mig. Så kan du også lære mig at kende." Havde Juno været mindre desperat, ville han have smilet kækt, endda flirtet lidt. Som det var, smilede han blot forsigtigt og modstod fristelsen til at stryge Ellis' pandehår væk fra hans ansigt.

Jeg kender dig. Det var noget underligt noget at sige. Han kendte ham ikke, de havde lige mødt hinanden. Men den sikkerhed Juno sagde det med, fik de små hår til at rejse sig i Ellis' nakke. Han troede selv på, at han kendte ham. Var det magi? Eller var det bare ham, der troede? Det var svært at sige, og Ellis var et par sekunder om at reagere på det, for han vidste ikke, hvordan. Til sidst smilede han, ikke varmt, men lidt forvirret og med lidt humor, for at skjule, hvor utryg han egentligt pludseligt havde følt sig.
"Du er sær." Der var ikke noget ondt i konklusionen, selvom han mente det. Juno var sær. Opførte sig sært, sagde nogle sære ting. Han var sær, men på sådan en lidt ... sød måde.

Han rystede på hovedet, da Juno igen bad ham tage med.
"Det kan jeg ikke. Jeg bor her. Maas har brug for mig, og jeg ved alligevel ikke noget om at leve på landevejen. Her har jeg i det mindste tag over hovedet og mad." Han smilede lidt, men det nåede ikke rigtigt hans øjne. Et eller andet sted inde i ham, skreg en stemme efter at sige ja. Komme væk fra det kedelige liv her i landsbyen, komme væk fra Maas og hans strenge regler og hårde næver. Men ... han skyldte ham. Og han kunne ikke bare forlade ham.

Han flyttede blikket fra ham og ned på vandet, der var lige ved at koge. Stadig ikke helt tilpas, trådte han væk fra ham for at tage to rene krus fra en hylde. En lille pose med tørrede urter stod ved siden af og han åbnede den for at hælde lidt af det ned i krusene. Selv uden varmt vand duftede de behageligt, og han glædede sig pludseligt selv til en kop. 

'Du er sær'. Juno stod i chok et øjeblik, inden han slog ordene fra sig med et ryst på hovedet og et træk på skuldrene. Det var Ellis der var den sære her. Det var ham, der ikke ville forlade en mand, der udnyttede ham og skræmte ham. Juno havde ikke gjort andet hele sit liv end at løbe fra voldelige mænd, så han kunne ikke sætte sig ind i at ville blive med dem. 

Det slog ham hårdere, da Ellis trådte væk fra ham, også selvom han var nødt til det for at få fat i krus til dem. Instinktivt lagde Juno sine arme om sig selv, over kors, og fulgte med i Ellis' bevægelser, med et udtryk af manglende interesse, som han meget bevidst brugte, fordi det modsatte var sandheden.

Derhjemme havde han kunne få hvem som helst til at følge sig på ingen tid. Det var ganske vist mest børn, der ikke havde andre valg, men Hector havde da også sluttet sig til ham. En smertetrækning gik igennem ham ved mindet om Hector, og han følte sig som en idiot, da hans øjne igen straks blev våde. På samme tid vidste han, at hvis han havde kunne få Hector, der havde været en stædig narrøv, til at følge med sig igennem ild og vand, så kunne han også få Ellis til at tage med ham ud på landevejen. Et tag over hovedet var alligevel ikke meget værd, hvis man delte det tag med en voldelig faderfigur.

"Sov på det. Om ikke andet, så kan jeg måske få dig til at komme og sige farvel i morgen?" Juno snakkede stadig med sikkerhed i stemmen, selv imens han vendte sig fra Ellis, der alligevel var optaget af teen, og diskret tørrede sine øjne. 

Ellis kunne godt se, at Juno ikke så glad ud for at få at vide, at han var sær, men der havde ikke været noget ondt i Ellis stemme eller blik, det var bare en konklusion bygget på det, han sagde og gjorde. Så Ellis gjorde ikke noget for at undskylde eller forklare, men koncentrerede sig i stedet mere om det praktiske for hånden. Te. Det var simpelt, det var nemt, og han kunne ikke bruge så meget tid på det, men nok til at lægge lidt afstand mellem ham og sin gæst. Han var forvirret. Han vidste ikke så meget om fremmede gæster i forvejen, og han var ikke sikker på, at Juno var en typisk en af slagsen. Hvordan skulle han håndtere det her?

Han så dog op, da Juno spurgte, om han ville komme og sige farvel dagen efter.
"Selvfølgelig. Jeg ville blive ked af det, hvis du tog af sted uden at sige farvel først." Det mente han, det ville være trist at komme ud i skuret og så var det tomt, når han nu havde været ved at lære ham at kende. Og han ville også godt sikre sig, at han kom godt af sted.

Vandet var stille og roligt begyndt at koge og med en dyb ske, man også kunne bruge til suppe, hældte han vand i de to krus, inden han skubbede gryden af ilden.
"Kom med ind og sidde ned." Han bar begge krus in dog stillede dem på bordet, inden han satte sig på den ene stol. Han havde sat Junos krus sådan, at han ville sidde overfor ham. Teen duftede skønt og Ellis tog kruset op for at varme fingrene og dufte lidt til det, mens han ventede på, at det kølede nok ned til at han kunne drikke af det.
"Hvor gammel er du egentligt?" Det var bare et nysgerrigt spørgsmål, for at have noget at snakke om.

Juno nikkede, lettet over at de i det mindste havde det på samme måde, da Ellis i hvert fald gerne ville sige farvel til ham. Ikke at det betød at Juno på nogen som helst måde havde opgivet håbet om at lokke ham med. I morgen ville han give det et forsøg mere.

I stilhed fulgte han Ellis med blikket, imens han lavede te til dem, og fulgte også med ham ind til bordet, hvor han satte sig foran ham, som Ellis havde lagt op til. Han sad uroligt, med sit venstre ben hoppende op og ned, men lagde knap nok mærke til det - det var sådan han sad det meste af tiden. Men hans hænder kom der i det mindste ro på, da han efterlignede Ellis ved også at lægge sine hænder om det varme krus.

"18," svarede han, inden han tænkte sig om, og blev straks derefter mistænksom overfor, hvorfor Ellis ville vide dét. Ville han ikke tage ham seriøst, hvis han var yngre end ham selv? "Hvor gammel er du?"

Der faldt lidt ro over Ellis, som Juno også satte sig og der nu var et bord i mellem dem. Og te. Te gjorde alting bedre. Ikke at roen så ud til at nå Juno, der sad og vippede med sit ben, så der var ringe i teen, fordi bordet rystede en smule. Han sagde ikke noget til det, det virkede lidt som en måde at komme af med stress på, og så irriterende var det heller ikke. Ellis kunne ikke lade være med at betragte Juno lidt mere, nu han havde muligheden for det.

Atten. Ellis vidste ikke helt, hvad han havde regnet med, måske lidt yngre? Det var lidt svært at vurdere med de slag, han havde fået. Og så så han bare så træt ud.
Ellis trak let på skuldrene, da Juno vendte spørgsmålet mod ham selv.
"21, tror jeg nok. Deromkring?" Så vidt han vidste, havde han været fire, da Maas overtog ham, men hvornår på året han var født, det vidste han ikke.

Han pillede lidt ved sin kop og vidste ikke helt, hvad han mere skulle spørge om. Det føltes lidt farligt, fordi han helt sikke ville sige noget, der mindede Juno om, hvad der var sket. Ikke fordi, at han ikke ville snakke om det, men der var vel heller ikke nogen grund til at tvære rundt i det.
"Hvad plejer du så at lave i Dianthos?" Hvad havde han af arbejde? Ellis så nysgerrigt på ham.

Juno bed sig nervøst i underlæben, imens Ellis fortalte, hvor gammel han selv var. De var jo nogenlunde jævnaldrene, men han brød sig ikke om den magtforskel der alligevel implicit lå i at Ellis var omkring tre år ældre end ham. Og så kunne han ikke ryste fornemmelsen af, at Vargas når som helst ville træde ind af døren og erklære ham for gammel til at sælge for en god pris. 

Med en dyb vejrtrækning forsøgte han at fokusere på at slappe af, og han hørte knap nok hvad Ellis spurgte ham om, men med et blik på den lyshårede dreng og et stramt tag om sit krus, forstod han det alligevel. "Jeg..." startede han, men tøvede så. Der var mere end ét sandt svar på hans spørgsmål, og Juno var ikke sikker på at Ellis ville acceptere det svar, der indtil nu havde ligget nemmest at give.
"Lidt af hvert... Jeg arbejdede på lager indtil.. du ved." 

Junos blik faldt til hans hænder og krusset imellem dem. I teorien kunne han lige så godt fortælle Ellis om børnebanden, hvis han alligevel ikke ville med ham ud i verden i morgen, men Juno troede ikke på at han ville kunne forstå det. Banden havde ikke handlet om at tjene penge, den havde handlet om at passe på hinanden, passe på de svageste, og om at skabe en ny familie. Det kunne man ikke forklare for én, der havde accepteret sin skod familie.
"Hvad laver du herude?" spurgte han, selvom han havde en følelse af, at han burde have kunne gætte sig til svaret udfra de ting han havde set omkring sig. 

Ellis kunne godt se på Juno, at et eller andet var galt, måske troede hans gæst ikke, at han var så let at læse, men både hans ansigt og hans øjne fortalte løs. Ellis vidste bare ikke om hvad, andet end et ubehag. Omkring hans alder? Det forstod han ikke, og han besluttede sig for, at det nok var noget andet. Der var mange negative tanker og følelser i drengen foran Ellis, hvilket han kun kunne tænke var en skam, for han var sikker på, at han ville live meget mere op, hvis han havde noget at smile og le over. Altså, med det han havde fortalt, kunne Ellis nu godt forstå, hvorfor han var så ... mørk.

Junos svar fik ham til at smile og se nysgerrigt på ham, indtil han igen fik smidt samme spørgsmål tilbage i hovedet.
"Jeg laver ting ud af sten. Som jeg har vist dig. Alt fra små figurer til møllesten og den slags. De små ting laver jeg bare herhjemme, men nogle af de store ting rejser vi til." Han drejede kruset lidt mellem hænderne og trak på skuldrene. Det var ikke det mest spændende job, men det gav da lidt krystaller. Især de store ting, fordi det var nemmere end med en stenhugger.

"Hvad lavede du på et lager? Var det et godt arbejde?" Hun spurgte, fordi han ikke helt havde en fornemmelse af, hvad man lavede sådan et sted. Hans viden var meget begrænset til, hvad der foregik omkring ham i byen, og der var ikke noget lager. Altså, hvis man så bort fra lageret af mad og drikke på kroen og den slags. Det her lød dog noget større?