Kaizler lå bare helt stille i Naels favn og lod ham stryge hans hår og hviske til ham. Positive, opmuntrende ord om en bedre fremtid, hvor Nael ville tage sig af Kaizler igen, en fremtid med et hjem og beskyttelse. Det føltes så uvirkeligt, men som Nael blev ved med at snakke om det, lukkede Kaizler sine øjne og forsøgte at forestille sig det. På den ene side gjorde tanken ham bange. At skulle leve med Nael igen, at blive brugt som han ville til at afprøve smerten. Men på den anden side, var tanken beroligende. At lade Nael overtage styringen, sørge for at alt var godt. Så var smerten en lille betaling, var den ikke?

Naels stemme og hans blide berøring lullede efterhånden Kaizler i søvn. Han var så udmattet i sit hoved, at så snart hans tanker begyndte at sænke farten, var det næsten umuligt for ham at holde sig vågen. Hans krop blev tungere og hans vejrtrækning tungere og mere afslappet. Med Naels stemme i ørerne, gled han ind i søvnen, der var tom og mørk. Stille. Sikker.

Han sov tungt nok til ikke at vågne, da Nael flyttede rundt med ham, selvom han registrerede det et sted inde i søvnen. Og så snart Nael ikke rørte ved ham mere, kom mareridtene. Og det varede ikke længe efter, at Nael var gået, at Kaizler vågnede op, forskrækket, og med sparkende ben kom op at sidde. Nael. Hans blik gled rundt i det, der engang havde været et hus. Der var tomt. Havde han overhovedet været der? Var det bare en drøm? Der var stadig mad tilbage, hvor de havde siddet. Men han var ikke helt overbevist, ikke før han gik ud og så på liget. Selve den døde krop sagde ham ikke noget, men bekræftelsen af, at Nael faktisk havde været der, sendte kuldegysninger igennem hans krop og gjorde ham dårlig.

Det første stykke tid brugte han på at sidde og glo på liget uden at registrere kulden eller mørket. Hvad skulle han gøre? Nael havde ikke fortalt ham, hvad han skulle gøre. Og han var helt fortabt det første stykke tid, inden det gik op for ham, at han plejede at klare sig selv. 
Spørgsmålet var bare: Hvordan havde han det med at have mødt Nael? Ville han se ham igen? Han vidste det ikke. Den ro han havde fundet, da Nael havde holdt om ham var væk, og modstanden var kommet tilbage. Men han var bare forvirret.

En lyd fra skoven fik ham til at se op. Nej, han kunne ikke blive ved huset, han var i fare. Så han skyndte sig ind og pakkede sine ting, huskede at få maden med, inden han i al hast bevægede sig ud over markerne, væk fra Kzar Mora. Væk fra Nael. Langt væk. Han havde brug for at tænke. Eller forsøge på det, i hvert fald.

Det var nok meget godt, at han traskede derfra midt om natten, for der gik ikke længe, inden en gruppe dæmoner fandt huset og liget.