Det milde skub virkede ikke som forventet og i stedet blev Flix flyttet på. Af ren refleks, for at være sikker på ikke at falde, lagde han en arm omkring Hyde, selvom det nok ikke var nødvendigt. Der lød et nærmest lettet suk fra Flix idet trøjen blev hevet af ham, da han endelig fik ordentlig plads til vingerne. Det var den største ulempe ved at skulle fremstå som menneske, vingerne blev lagt fladt mod ryggen og hen over skuldrene i flere timer. Han måtte vride lidt i skulderbladene og ryste med vingerne, som når man forsøgte at få liv i en sovende fod.

Idet Flix lod blikket møde Hydes, flyttede han begge hænder ned til kanten af Hydes bukser og gav sig til at åbne dem.
"Nårh ja. Jeg er heller ikke et menneske," sagde han, som om det var en mindre detalje han lige havde glemt at nævne, men smilet afslørede, at det havde været et bevidst valg, ikke at sige noget. En lille, uskyldig alf, der ikke engang kunne bruge sine vinger i menneskelig størrelse, var næppe så overraskende som en blodsugende vampyr. Han gik heller ikke ud fra, at det gjorde noget, så uden at vente på en reaktion, stak han en hånd ned i de nu åbne bukser og kærtegnede på samme måde, som Hyde havde gjort mod Flix' lår tidligere, dog mod noget lidt andet end låret. Blikket blev fastholdt i Hydes, men så efterhånden lidt mere sultent ud, end det havde gjort før.

For Hyde tog det ikke mere end et enkelt blik at få sin mistanke bekræftet, da først trøjen var væk og et skævt smil bredte sig om Hyde's læber. Det var næsten hundrede år siden, at han sidst havde smagt alfe-blod og tanken alene fik blodet til at rulle friere i hans årer. Normalt var der jo heller ikke til mere end et par mundfulde i sådan et væsen, men Flix var samme størrelse som mennesker! Alt det blod! 

Han brummede lavmælt af nydelse, da han pludselig mærkede Flix' hånd i sine bukser og han pressede sig villigt mod de kyndige fingre, mens hans egne gav sig til at arbejde med linningen i Flix'. "Er det din egen magi eller en andens, som holder dig i denne skikkelse?" spurgte han roligt, mens hans egen hånd gled ned gennem den åbne flip.

Forventningerne begyndte at fylde mere og mere, idet Flix kunne mærke kulden fra Hydes fingre. Det var måske mere desperation end forventning og det kom næsten bag på ham, hvor ivrig han egentlig var.
"Mh-min egen," svarede han halvt stammende, da han formåede at holde et lille støn tilbage over hvor Hydes hånd var på vej hen. Der var grænser for hvor længe han kunne holde den magi i gang, men grænsen var langt fra nået og Flix brugte tæt på ingen energi, på at forblive sådan. Selv ikke nu, hvor han koncentrerede sig mere om hvad hans egen hånd lavede og bestemt også hvad der foregik i hans egne bukser.

De store øjne, der indtil videre havde haft travlt med at holde øje med alt der foregik, gled kortvarigt i af den nydelse, der hurtigt havde bredt sig i hele kroppen. Da Flix åbnede dem igen, landede hans blik på Hydes læber og det skæve smil, der afslørede en af spidse hjørnetænder.
"Har du lyst til at bide mig?" Eller hed det ''at smage på mig''? Flix' tidligere undren om effekten af hans blod på Hydes slags, der hurtigt var blevet skubbet til side, kom nu op igen. Han kunne heller ikke undgå at tænke over, hvad Hyde havde sagt. ''Kun hvis du beder mig pænt om det''. Med de ord var Flix ikke bekymret, for han havde ikke den største lyst til at mærke de tænder i sig og selvom han ikke kendte Hyde, var han naiv nok til at tro, at det ikke ville ske, medmindre han selv bad om det. Men det betød vel ikke, at Hyde ikke havde lyst til at gøre det og Flix var nysgerrig.

Hyde nikkede og arkiverede informationen i sin hukommelse sammen med alle de andre ting, han indtil videre havde mærket sig ved Flix. Flix var vitterligt en ganske interessant alf og hans evner gjorde ham måske til et nyttigt værktøj. Mere nyttigt, end han først havde antaget. For i sin normale form ville han muligvis kunne spionere. 

Hyde's tanker blev afbrudt, da han mærkede en uventet brummende stønnen presse sig vej ud over hans læber og han blev omgående nærværende igen. Flix' magi havde åbenbart været mere effektiv, end han havde ladet sig selv indrømme. Normalt kunne han sagtens foretage den slags interne analyser, mens han havde gang i andre ting, men lige nu brusede og boblede lysten i hans årer og... Endnu engang afbrød hans krop ham og han fnøs frustreret. Det var vist på tide, at han gjorde noget ved det.

Flix' spørgsmål fik bare Hyde til at smile let og i et snuptag hive Flix' bukser af. Det efterlod ham nøgen fra knæene og ned, mens han selv trådte ud af sine støvler og lod sine bukser falde. "Ikke lige nu," svarede han og tog et fast tag i Flix' liv og løftede ham op fra jorden. Med endnu et skævt smil, gik han et par skridt hen til væggen og pressede Flix ind mod den. Hans læber søgte Flix', mens han betydede den anden, at han ville foretrække, hvis han slyngede benene omkring Hyde's liv.

Hyde kunne finde en masse nyttigt hos Flix, men det røg direkte hen over hovedet på ham, for helt vildt nyttige havde hans evner aldrig været for andre end ham selv. Derfor faldt det ham heller ikke ind, at det var grunden til at der blev spurgt ind til det. Hyde var vel bare nysgerrig, taget i betragtning at Flix ikke havde evner der var udbredt hos alfer. Eller måske mere frustreret, hvis man dømte ud fra fnyset.

Flix fik ikke mulighed for at sikre sig, at alt var som det skulle være, før gulvet blev fjernet under ham og i det samme lagde han armene om Hydes hals, for at hjælpe til med at holde sig oppe. De få skridt Hyde tog, inden Flix mærkede væggen mod ryggen, blev brugt på at skubbe de lave, lysebrune støvler af. Det var dog kun det ene bukseben han nåede at skubbe af, med hjælp fra en fod, før han slyngede benene omkring livet på Hyde. Tyngdekraften tog hurtigt over og sørgede for, at bukserne slap den anden fod og landede på gulvet bag Hyde.
Den ene hånd fandt vej til den kolde nakke, hvor han viklede fingrene ind i det korte, mørke hår og tog let fat, mens læberne mødte Hydes. Måske det ikke var helt upraktisk, at gøre den slags med en som Hyde, for Flix kunne efterhånden mærke hvor meget blodet pumpede rundt i kroppen og skruede op for varmen. Det var langt fra nået til et punkt hvor sved kunne mærkes, men viste sig mest i kinderne. Som Flix spændte op i lårene, både for at gøre det nemmere for Hyde at holde ham i den position mod væggen, men også for at presse sig selv endnu tættere på Hyde, kunne en tydelig forandring i vejrtrækningen også høres. Den gik fra at være næsten ubetydelig, til dyb og en anelse ukontrolleret, jo mere lysten fik lov til at tage over.
Flix trak hovedet tilbage, så meget han nu kunne inden det blev lænet mod væggen. Det milde greb om håret i Hydes nakke, blev strammet en anelse og neglene fra den anden hånd, blev placeret mod hans skulder, som om han forsøgte at holde bedre fast om Hyde på den måde. Det var Flix' måde at sige, at han ville have Hyde til at tage det næste skridt, at han heller ikke ville trække det ud længere.

Hans egne fingre tegnede også mønstre på Flix' overkrop og han pressede Flix hårdt ind mod muren, mens han dog forsøgte at være forsigtig med hans vinger. Deres kys blev hurtigere og mere intense og han var sådan set ikke i tvivl om, at Flix ønskede at han skulle fortsætte. 

Med endnu et fast greb om Flix, gik han igen væk fra væggen og gik i stedet hen til sengen, som de endnu ikke havde rørt. Forsigtigt lænede han sig forover og fik Flix til at slippe, så denne faldt ned at ligge på madrassen. Hans vejrtrækning var tung og let anstrengt og han mærkede dele af sin krop reagere ganske ivrigt på at se Flix ligge så indbydende foran sig. Han lagde en hånd på hver side af hans hofter og forsøgte at få ham til at vende sig rundt, så han lå på maven. Det var bedre for ham på den måde.

Den minimale smerte der sad i roden af vingerne, så længe de var presset mod væggen kunne ses i Flix' blik, men det var langt fra slemt nok til, at han ikke kunne ignorere det, så det gjorde han. For hvad der foregik ud over det, var meget vigtigere. Lettelsen over at blive flyttet fra kold væg til blød seng, viste sig i et svagt, behageligt smil og han slap grebet om Hyde, både med begge hænder og benene, der var viklet om ham.

Flix kunne ikke dy sig fra lige at lade blikket glide hele vejen ned ad Hyde og det svage smil blev lidt bredere, inden han gjorde som Hyde tavst bad om og vendte sig om på maven. Det lange hår gled fra ryggen og ned omkring hans ansigt. Uden at vide om det var Hydes intention, satte Flix håndfladerne mod madrassen og løftede sig op, så han kom op på alle fire. Vingerne blev hvilet fladt mod ryggen og han drejede hovedet for at skæve mod Hyde, så godt han nu kunne gennem det lyse hår. Han svajede i ryggen, egentlig mest for at gøre så godt plads til Hyde som muligt, men også for at gøre sig det mere indbydende at se på. Han kunne mærke hjertet banke hurtigere, næsten helt ud i fingerspidserne. Nu var her virkelig også ved at være godt varmt. Eller måske det bare var Flix, der var en del mere ivrig end han troede.

Hyde havde ikke lidt af forfængelighed i mange hundrede år og han nød Flix' blik. Dog rystede han let på hovedet og smilede, da Flix kom op på alle fire og svajede i ryggen. Der var ingen tvivl om, at alfen var aldeles indtagende i den stilling. Det var endnu en information, han gemte i sin erindring til senere. Men det var ikke, hvad han havde bedt ham om. 

Derfor satte Hyde sig på knæ bag Flix og lagde igen hænderne mod hans overkrop. Forsigtigt, men bestemt, pressede han Flix ned i madrassen igen, inden han selv fulgte efter og lagde sig ovenpå ham, så han ikke umiddelbart kunne rejse sig igen. Vingerne fik han arrangeret sådan, at han ikke kom til at bøje dem i unaturlige vinkler og hans ben fandt ind mellem Flix', så hans blev presset lidt fra hinanden. Så løftede han sig lidt op på knæene og lod en hånd finde ind mellem dem, så han kunne forberede Flix - bare lidt - inden de fortsatte.

Flix havde uden tvivl forventet at hans valgte position ville virke som han have regnet med, men det var ikke tilfældet, da han kort efter måtte glide ned at ligge igen. Han havde efterhånden forstået, at lige meget hvor meget han ville have noget at skulle have sagt, så kom det ikke til at ske, for Hyde var tilsynladende mere kontrollerende end Flix. Ikke at det gjorde ham noget, nu han mere eller mindre selv havde lagt op til den leg de havde gang. Eller i hvert fald ikke havde stoppet det, da Hyde lagde op til nøjagtig det samme nede i krostuen.

Blikket blev stadig holdt skævende mod Hyde, så han kunne følge bare lidt med i hvad der skulle ske, selvom der var grænser for hvor meget han kunne se fra den vinkel. Hans ben blev skubbet fra hinanden, så han var vel lidt forberedt på det næste, men den kolde hånd fik ham alligevel til at undslippe et svagt overrasket gisp, efterfulgt af et nydende støn. Han begyndte at spænde i hele kroppen og det kunne især ses på ryggen, da vingerne rykkede med i de små bevægelser. Mens han brugte et par sekunder på at vænne sig til følelsen, var hans vejrtrækning rimelig overfladisk, men fandt hurtigt tilbage til de dybe indåndinger. Han greb løst fat i lagnet under ham med begge hænder og kunne ikke lade være med at løfte underlivet en anelse, for at skubbe sig selv bare lidt tættere på Hyde. Det var endnu ikke lykkes ham at slippe spændingerne i kroppen helt.

Den øjeblikkelige reaktion fik Hyde til at smile stort og et lille tilfreds grynt undslap ham. "Utålmodig?" spurgte han drillende, mens Flix spændte i hele kroppen under ham. Han var selv mindst lige så utålmodig, men han mente da selv, at han var bedre til at skjule det. Med et lille grin nappede han Flix let i skulderen med sine tænder - dog uden at bide igennem huden. Det var lige så meget et drilleri til ham selv, som det var til Flix og der gik da heller ikke meget mere end et par øjeblikke mere, inden han flyttede på sin hånd. Forsigtigt guidede han sig selv ind mellem Flix' balder og stønnede dybt og langtrukkent, mens han forsigtigt pressede sig ind.

Den let røde farve i kinderne blev markant tydeligere efter Hydes spørgsmål, som om Flix blev lidt forlegen over hvor utålmodig han egentlig var. Han kunne bare ikke helt komme udenom det faktum, at han faktisk var så utålmodig som han gav udtryk for, så der var vel ingen grund til at lægge skjul på det.
"Selvfølgelig," svarede han. Så sjældent Flix selv fik lov til at vælge at den slags skulle ske, kunne man vel næppe bebrejde ham. Om det så virkelig havde været hans eget valg, eller Hyde der med vilje havde skubbet det i den retning fordi Flix' evne havde påvirket, gjorde det ingen forskel. I det mindste følte han sig ikke tvunget.

Til sin egen overraskelse reagerede Flix mere på at mærke tænderne nappe i hans skulder, end han havde forventet. Der lød en svag ryst i hans vejrtrækning og han forsøgte at dreje hovedet mere, selvom det ikke var muligt, for at se om Hyde virkelig havde tænkt sig at bide. Han var nysgerrig, måske lidt for nysgerrig på at vide hvordan det føltes og det lod til at være en bedre idé, at finde ud af det mens man samtidig nød noget andet. Han kunne ikke helt finde ud af om det var underligt, at han faktisk ønskede at Hyde skulle bide til, så han valgte ikke at kommentere på det, men det lille hint af skuffelse i blikket, kunne han ikke skjule.

Det kunne ikke ses længe, da han i næste øjeblik kneb øjnene sammen og stønnede anstrengt, over at mærke Hyde presse sig ind. Det gjorde ondt, det kunne aldrig undgås og kom til udtryk i hænderne, der greb endnu hårdere fat om lagnet. Med et par dybe vejrtrækninger, fik Flix lidt mere kontrol over smerten og begyndte endelig at slappe lidt af, men ikke helt, for han kunne stadig ikke lade være med at løfte sig lidt fra sengen og skubbe sig mod Hyde. Det virkede næsten som om han forsøgte at løfte sig op på alle fire igen, men han var udmærket godt klar over, at det ikke kunne lade sig gøre, medmindre han fik lov. Engang imellem lød der et halvkvalt støn da han bed smerten i sig, men langt de fleste lyde der ellers kom fra Flix, var i ren nydelse. Han havde ikke længere fokus til at holde hovedet drejet og havde det ikke været fordi, at han løftede sig den smule fra sengen, var ansigtet blevet begravet ned i lagnet.

Hyde pressede sig roligt men støt ind og holdt så en pause, da han var helt begravet i Flix' varme. Han lagde sig forsigtigt helt ned på Flix' krop og lod sine kølige hænder glide over Flix' skuldre og hele vejen ned af hans arme, indtil de lå over Flix' hænder. Forsigtigt løsnede han Flix' greb om lagnet og flettede i stedet sine egne fingre ind mellem hans. Så krøllede han sine fingre ind mod Flix' håndflader og lod på den måde igen Flix få noget at gribe fat i. Og så begyndte han at bevæge sig. Stille og roligt og med kontrollerede bevægelser, mens han kyssede Flix på siden af halsen og skiftevis nappede og bed let i den sensitive hud.

De kølige hænder, først mod skuldrene og derefter ned over armene, fik Flix til at ryste i et øjeblik, som om han frøs. Den kolde hud mod hans krævede noget tid til tilvænning, men gav ham samtidig nogle helt andre, behagelige følelser. Det føltes som kuldegysninger, men den slags man helst gerne ville have til at løbe gennem hele kroppen.
Hydes fingre, der flettede sig ind i Flix’, så han kunne stramme grebet om dem i stedet, fik ham overraskende hurtigt til at slappe en hel del mere af. Det gjorde også at han bedre kunne nyde, da Hyde begyndte at bevæge sig og han stoppede med at prøve, at løfte sig fra sengen. Undtagen med underlivet, som han stadig pressede mod Hydes.
De skiftende nap og bid mod hans hals sendte hver gang, hvad der føltes som små stød gennem kroppen og gjorde ham mere ophidset, end han var i forvejen. Med et tungt suk løftede han hovedet så meget han kunne og drejede det, for igen at kunne se Hyde. Så kunne han måske også fange Hydes læber med sine, hvis han kom lidt nærmere, bare for en kort stund, da han alligevel anstrengte sig for at holde hovedet drejet så meget.

Det gik ikke Hyde's opmærksomhed forbi, at Flix lod til at være opstemt af de små bid. Og han kunne derfor ikke lade være med at smile lidt skævt, da Flix næsten drejede nakken af led i forsøget på at komme til at se om på ham. Det var tydeligt, at han ønskede et kys og Hyde var da heller ikke komplet imod at give ham det. Hvis ellers... Han smilede igen og strakte sig så langt, at han næsten kunne nå Flix' læber med sine. Han bevægede sig ikke lige nu, men nøjedes med at rulle en lille smule med hofterne. "Et kys for et bid?" foreslog han med en drillende undertone i stemmen. "Jeg er ret sikker på, at du vil kunne lide det."

En anelse længere og Flix kunne få det kys han ønskede, men Hyde stoppede op lige inden han kunne nå. I en anden position ville det ikke have været noget problem for Flix at arbejde lidt mere for det, men han kunne umuligt gøre mere som han lå nu og han vidste stadig, at han ikke ville få lov til at flytte sig, medmindre Hyde gav ham lov.
Enhver anden havde måske brugt et par sekunder på at tænke sig om, finde ud af om Hydes ord blev sagt fordi det var sandt, eller om det bare var for at gøre Flix mere tilbøjelig til at sige ja. Men naiv og nysgerrig gik sjældent godt i spænd, så Flix stolede blindt på Hyde.
"Fint," svarede han med et svagt smil og nikkede.
"Du må ikke bide for hårdt," skyndte han sig at tilføje. Han havde undladt selv at bringe det på banen tidligere, men nu hvor situationen bød sig, kunne han godt mærke at han faktisk var lidt mere nervøs, end han troede at han ville være og det kunne tydeligt ses i hans blik. Han ville egentlig også have bedt Hyde om ikke at bide for længe, men det gik han ud fra, at Hyde havde styr på.
"Og kys mig først," sagde han bestemt. Han forsøgte at få det til at lyde mere eller mindre som en ordre, selvom det ikke var svært at høre, at ordre var noget Flix oftere adlød end gav, men så kunne han da få en fornemmelse af at bestemme bare lidt.
Han strammede grebet om Hydes fingre med den ene hånd og strakte armen i et forsøg på, at få Hyde til at flytte sig det sidste stykke og komme tæt nok på, til at deres læber kunne mødes. Forsøg være det afgørende ord, for hvis Hyde ikke frivilligt lod sig flytte, kunne Flix umuligt tvinge ham.

Hyde kunne næsten se tankerne løber gennem Flix' hoved og han endte da også med bare at smile, da Flix gav efter. Præcis som forventet. Flix var i det hele taget ikke ligefrem svær at læse. Han lod sig da heller ikke narre af forsøget på et bestemt tonefald, men eftersom det hele tiden havde været hans plan, strakte han sig lidt længere og fandt Flix' læber med sine egne. 

Han spændte i armene og lagde dem omkring Flix' skulderparti for at holde ham fast og han tog Flix' egne arme med i bevægelsen, så alfen kom til at ligge næsten helt krøllet sammen med armene. Det gav dog Hyde lov til at kysse ham længe og grundigt, mens han igen stødte sig sammen med Flix et par gange. Han nappede til sidste Flix let i læben og kyssede ham derefter ned af siden af halsen. Han strakte igen sine arme ud, så han kunne holde Flix' fast og ledte efter det helt rigtige sted at penetrere. 

Havde Flix sagt noget om, hvor længe han måtte bide ham, så havde Hyde sikkert ignoreret ham alligevel. Han havde fået alfeblod før og han vidste, hvor meget han kunne tåle. Med mindre selvfølgelig at Flix' blod var anderledes sammensat, siden han nu kunne være menneskestørrelse. Men det var der jo kun én måde at finde ud af på! Langsomt bed han igennem lige på det sted, hvor skulder mødte hals. Han nød denne penetration næsten lige så meget som den anden og da han endelig smagte blod på tungen, gav han sig igen til at støde i lange rolige stød. Mange års øvelse havde dog ladet ham stikke igennem på et sted, som kun lod nogle få dråber blod finde vej af gangen. Og han smagte aldeles himmelsk. Hyde stønnede lavmælt.

Det var nogle dybe suk og lave støn der lød fra Flix, mens han nød kysset der var mere end tilfredsstillende. Alligevel forsøgte Flix stadig, at få det til at vare bare lidt længere ved at flytte sig med, da Hyde flyttede kyssene til halsen i stedet. Selvfølgelig lykkedes det ikke, for han blev stadig holdt fast, nu ikke så krøllet som under kysset.
Han gjorde alt han kunne for at lægge bare lidt skjul på hvor rystende nervøs han egentlig var, men som Hyde allerede havde observeret, var Flix ikke specielt trænet i at lægge skjul på noget som helst. Han måtte dreje hovedet tilbage og vende blikket mod sengen, så han i det mindste kunne gemme det bekymrede blik væk, mens han mærkede Hydes læber mod halsen.

Flix fortrød intet, lige indtil tænderne strejfede hans hud. I det øjeblik fortrød han helt aldeles, at han var gået med til Hydes tilbud, men han var også klar over, at det var for sent at bakke ud. Hvis han var heldig, så var Hyde venlig nok til at gøre, som Flix havde bedt om. Ikke at bide for hårdt.
Der lød et anstrengt støn i smerte så snart Hyde bed igennem huden, efterfulgt af et støn i behag over de langtrukne stød. At Hyde begyndte at bevæge sig igen, gjorde det sværere at fokusere på smerten, men Flix kunne ikke lade være med at spænde op i skuldrene. Vingerne rystede en anelse igen, men denne gang ikke af nydelse.
Var det muligt ville Flix stramme endnu mere til om Hydes fingre med sine, men han havde allerede så hårdt fat han kunne. Det var langt fra så slemt, som han havde forestillet sig. Det nev utrolig meget, endnu mere fordi han spændte så meget, men han kunne ikke lade være.
Han vred sig lidt under Hyde, ikke for decideret at komme fri, bare af ren refleks når noget gjorde ondt. Selvom det måske stadig var en diskret hentydning til, at han ikke ville have Hyde til at bide for længe. Hvis muligheden bød sig ventede han også på at kunne ændre på deres position, mest for at få fri plads til vingerne, men også for ikke at lade Hyde gøre alt arbejdet.

Flix virkede ikke komplet til at være henført af situationen, men for at være komplet ærlig, så havde Hyde andet i tankerne lige nu. Fornemmelsen af Flix' varme og den sødlige smag af det blod, som han ikke havde smagt i mere end hundrede år, hensatte ham i noget nær ekstase og han endte med at have drukket to hele mundfulde af hans blod, inden Hyde registrerede, at hans kinder og næsetip var begyndt at summe ganske let. Med et lille muntert fnys og en kraftanstrengelse trak han tænderne til sig og kyssede Flix på siden af halsen, inden han med endnu et muntert fnys pludselig fik lyst til at løfte sig lidt og på den måde lade Flix få lidt af sin bevægelighed tilbage. 

Det var ikke en fornemmelse, han havde følt længe, men den rus, som nu rullede gennem han, mindede ham mest om dengang, da han som menneske sammen med et par kammerater havde sneget sig væk fra hærens hovedstyrke for at feste i skoven. Rolf havde fundet nogle blade frem, som de havde røget sammen og ingen af dem havde kunnet holde op med at grine i flere timer. Lige nu smilede Hyde da også lettere fjoget, inden han denne gang kyssede Flix mellem vingerne.

Så snart Hyde trak tænderne til sig igen, løb der kuldegysninger ned ad ryggen på Flix. Han trak den ene hånd til sig og lagde den mod skulderen i en lille pres. Han havde været en anelse nervøs for at føle sig lidt ør over at have mistet blod, men de to mundfulde var ikke nok, til at Flix kunne mærke nogen bivirkning.
Mens han gemte ansigtet væk mod armen, for lige at bruge få sekunder på at håndtere smerten, kunne han ikke lade være med at fnise lidt over Hydes muntre fnys. Enten var det sandt hvad Flix havde fået fortalt, at blodet fra alfer havde en anden effekt end blodet fra mennesker, eller også var Hyde bare ekstremt glad for alfeblod.
Kysset mellem vingerne var næsten helt beroligende, men Flix tog sig ikke tid til at nyde det. Den ekstra plads Hyde lavede mellem dem, gjorde det muligt for Flix at føre en arm bagud og skubbe en albue i siden på Hyde, efter at have sluppet presset mod sin skulder. Flix kunne bestemt ikke prale af sin styrke, men var han heldig, var Hyde så uforberedt på albuen, og optaget af effekten fra blodet, at det ville kunne lade sig gøre. Hvis det lykkedes at få skubbet Hyde ned at ligge på ryggen ved siden af sig på den måde, ville han løfte sig, kravle med og stille sig på alle fire hen over Hyde, med et ben og en arm på hver side af ham.

Hyde var på ingen måde forberedt på skubbet fra Flix' albue og med et lille muntert udbrud rullede han om på ryggen i sengen og kom til at grine en lille smule, da Flix pludselig fandt ind over ham. Hyde var ikke normalt en person, som havde let til latter. Han havde endog ofte svært ved at smile. I hvert fald, hvis man talte om ægte smil og ikke de smil, han brugte for at narre nogen til at tro, at han var en rar og hyggelig gut. Og netop derfor, fandt han det en smule befriende at le lige nu. Han lo ikke overdrevent meget, men hans skuldre rystedes igen og igen af en lille latter og et fjoget smil hang stadig om hans læber. "Alfeblod," konstaterede han muntert og kom så til at grine igen.