Hans latter var næsten forventet. Hvor tom den lød, fik det til at løbe hende koldt ned ad ryggen dog. Det bekræftede kun, hvad hun havde hørt om ham, desværre, og hvorfor hun skulle holde sig væk fra ham, hvis hun skulle støde på ham. Det havde så ikke lige været muligt her til aften, men forhåbentligt ville hun kunne efterkomme det fremover. 

Zirra skar en grimasse, da han gned sin finger over den ømme hud. Det sendte et jag op igennem hendes krop, der endte med at få hendes ene hånd til at summe. Hun kunne føle nervebanen hele vejen fra hans tryk og ud i sin midterste finger, og det var bestemt ikke rart. Hun måtte trække vejret skarpt ind, men formåede at holde koncentrationen nogenlunde.
Hans berøring fik hende til at blive ekstra fokuseret på de sår, han allerede havde påført hende, og hun vred sig en smule under rebene. Sveden på hendes pande glinsede i det flakkende lys fra kaminen. 

"Jeg er ikke den, du er blevet bedt om at finde ud af noget om, er det ikke nok, at du ved, Cetus ikke findes?" prøvede hun. Hun vidste, det ikke ville gå, men der var ingen grund til ikke at prøve. Hun var ved at løbe tør for løgne.

Thanos fortsatte med at gnide fingeren over den varme hud. Om det var for at gøre hende ondt eller ej, virkede han ikke til at tænke så meget over det. Hans tanker drejede sig mere om den nye interessante oplysning. Hvorfor havde nogen skabt en hel eksistens som dække for denne kvinde? Hvem var hun? 
Hendes uheldige ord om Lyset var ikke forsvundet fra hans hukommelse og et eller andet sagde ham, at der var en forbindelse der. Men han ville hellere have svar ud af hende, end han ville spekulere.

Hendes spørgsmål fik hans bevægelse til at stoppe og i stedet klemte han let om hendes fod, mens han så på hende med noget, der nok skulle forestille at være et overbærende udtryk.
"Det vil være mere behageligt for dig, hvis du bare svarer på mine spørgsmål. Du behøver ikke bekymre dit lille hoved med, hvad jeg skal bruge af oplysninger." Hans hånd gled lidt længere op ad hendes fod, inden han klemte et par fingre omkring en tå. Med et roligt tryk begyndte han at bukke den den forkerte vej, som trussel om, at han uden tvivl ville brække den, hvis hun ikke snart fik munden på gled.

Zirra hev et hvæsende åndedræt ind mellem sammenbidte tænder. Hun kunne godt holde til at brække et par tær. Efterhånden havde hun helt glemt den brækkede finger. Kun stiksårene gjorde konstant opmærksom på sig selv med dunken og varmt, klistret blod. 
Men... Var det det værd? Thanos ville jo få hvad han ville have på et eller andet tidspunkt. Det var kun et spørgsmål om, hvor mange skader, Zirra skulle lide, før hun begyndte at tale. Hun havde håbet, han ville have taget hendes afledning og have opsøgt den adresse, hun havde givet, men han havde ikke engang skrevet den ned. Havde han allerede der antaget, at hun løj?
Hun kunne håbe på, han ville tjekke op på det, hvis hun nu besvimede, og han pludselig fik tid til at lave noget andet... Men... Det ville tage noget tid, før hun besvimede. Hans metoder var tydeligt lavet til at holde hende vågen og i smerte. Intet af det, han havde gjort indtil videre, ville overbelaste hende nok til at tage bevidstheden fra hende. 

Zirra følte sig som presset op ad muren i en blindgyde. Der var intet hun kunne gøre, intet hun kunne sige, intet hun kunne lyve om, der ville få ham til at stoppe. Selv hvis hun fortalte sandheden, ville der være en vis sandsynlighed for, at han ville fortsætte med at stikke i hende resten af natten. Hvis hun først var blevet ubrugelig for ham ... 

I hendes hoved havde hun altid forestillet sig, at hvis hun knækkede, ville det være banket halvt til blods, skrigende sandheden ud i smerte. Det her var mere som at give op. Give op, fordi hun vidste, hun ellers ville ende der, eller værre. Fordi han kendte til hendes familie. Fordi ingen savnede hende lige nu. 
Den askeblonde kvinde sukkede og så ned. "Jeg er spion for Lyset."

Thanos betragtede tavs Zirra, mens han holdt presset mod hendes tå. Han kunne se på hende, at hun tænkte. Og det skulle hun have lov til, han var interesseret i, hvad hun kom frem til. Han ventede tålmodigt på, at hun fandt ud af, hvad hun ville svare ham. Hans ansigt havde samme udtryksløse, svagt smilende udtryk, han altid besad. Som interesserede verden ham kun mildt.
Havde han kunne læse hendes tanker, ville han have været godt tilfreds. Torturen virkede som den skulle. Man kunne altid banke sine ofre til råt kød, men ville man få noget ud af det? Nej, præcis smerte var meget bedre, for skrækken over mere smerte skubbede meget mere til folk end den faktisk smerte.

Det var tydeligt at se på hende, at hun gav op, allerede inden hun sænkede blikket og åbnede munden. Så da hun sagde til ham, at hun var en spion for Lyset, troede han på hende. Der gik et øjeblik, inden han slap hendes fod og lænede sig lidt frem mod hende for at se undersøgende på hendes ansigt. En spion for Lyset. Mange ting gav pludseligt mening. Spion for Lyset. Han kom med en svag lyd, der nok mest kunne tolkes som morskab. Der var stor forskel på Mørket og Lyset, det måtte man sige. 

"En spion for Lyset. Jaså." Han rettede sig op igen. "Det ændrer en del." Ja, det gjorde det. Der var ikke det, han var blevet hyret til at finde ud af. Men han ville ikke kunne aflevere information til sin arbejdsgiver i forhold til denne Cetus Hark, der ikke eksisterede. Men han skyldte ingenting til Lyset, så han ville selvfølgelig informere sin arbejdsgiver om, at det var et fupnummer og manden ikke fandtes. At Lyset var lidt for gode, eller måske dårlige, til at lave et dække for deres folk.
At Zirra var spion ville Thanos holde for sig selv. Det var hans egen lille bid af information, han ville gemme til det rigtige tidspunkt kom.
Han rejste sig fra skamlen og betragtede Zirra lidt. Hvad skulle han gøre ved hende?

Roligt begyndte han at pakke sine ting sammen uden at sige mere til hende.

Zirra hørte Thanos' reaktioner mere end så dem. Det var lige så ligegyldigt som før alligevel med mandens konstant ligegyldige trækninger. Da hun hævede blikket igen, rejste han sig, og hun bed sig selv i læben i forventning om at noget ville ske. Men han begyndte bare at pakke sammen. 

Han havde ikke anet, hvad hun var, og denne gang troede han faktisk på hende. Hvordan kunne det overhovedet ske? De burde have styr på det her hos Lyset. Såvidt Zirra vidste, var hun ikke den eneste spion under Cetus Hark dækket, så hvis hun var kompromitteret nu, ville andre også være det. Dækket havde aldrig før givet hende problemer, i hvert fald ikke større end at hun rent faktisk var blevet sat til at lave arbejde for bygningsrenovationen et par gange. Forfærdeligt kedelige rapporter lavet fra tagtoppe eller fugtige kældre. Alt arbejdet burde komme igennem sekretærerne, og det var hende og hendes kollegaers job at få arbejdet gjort, så ingen kom efter Cetus med klager. 

"Hvem er så desperat efter at få fat i Cetus, at han sender en som dig?" fik hun endelig frem, efter at have tygget sine ord grundigt igennem. Hun agtede ikke at gøre Thanos sur, det ville bare være en smule positivt for hende at kunne komme tilbage til sine overordnede med viden om, hvorfor det var gået galt, og ikke bare at det var. "Man kan jo selvsagt ikke rigtig blive uvenner med ham..."

Nu hvor han ikke længere havde fat om hende og der ikke var en truende smerte lige om hjørnet, begyndte Zirras syn at svømme. Hendes krop var udmattet og øm, og selvom hun havde lyst til at flytte på sig under rebene, vidste hun at det kun ville komme til at gøre ondt. Det dunkede fra alle sårene og en hovedpine virkede til at prøve at snige sig ind på hende. I det mindste var det ikke så lyst i rummet, og det priste hendes øjne sig lykkelige for.

Selvom Thanos stod med ryggen mod Zirra, var hans opmærksomhed rettet mod hende. Ikke fordi han troede, at hun ville have evnerne til at slippe fri eller udgøre nogen fare, men sådan var han nu bare engang indrettet. Så hendes stemme kom ikke som en overraskelse, da hun valgte at snakke til ham. Han lukkede tasken og vendte sig mod hende med hovedet svagt på skrå. Thanos var en meget bogstavlig mand og hvis han ikke havde fået en ordre på noget, var det ikke noget, han var blevet betalt for, kunne man ikke regne med, at han gjorde det. Der var ingen, der havde sagt til ham, at han skulle holde sin arbejdsgivers identitet hemmelig, ikke for denne opgave. Så han overvejede blot kort, om han kunne give den videre uden at bryde noget af hans aftale.

Det kunne han godt. Men han valgte en mellemvej. Intet navn.
"Det hele handler om krystaller. Min arbejdsgiver er en mand, der fik et nej, hvilket vil koste ham mange penge. Jeg kender ikke detaljerne, men underskriften på brevet var Cetus Hark." Han betragtede hende kort, inden han efterlod tasken på bordet og tog skammelen foran Zirra, inden han stillede den på plads. Han brød sig ikke om at efterlade sig et rod, selvom han vidste, at han aldrig ville komme tilbage til denne bygning igen. Det var han for forsigtig til.

Han trak let på skuldrene. Han havde uden tvivl været for dygtig til en opgave som denne. Eller, det havde det jo vist sig, at han ikke havde været, men ingen sagde, at han ikke måtte tage en af de mindre farlige opgaver ind i mellem, og denne havde lydt interessant. Især som han opdagede, at Cetus Hark ikke var en mand, man lige kunne opspore.
"Min arbejdsgiver ønskede sig hurtige resultater." Hans forklaring på, hvorfor man havde søgt hans kunnen. Han gik over til pejsen, hvor han spredte de sidste stykker af brændende træ, så ilden snart ville dø ud. Ingen grund til at efterlade en livlig ild, der kunne brænde byen ned. De efterlod lys nok til, at han uden problemer kunne gå tilbage til kvinden, der var bundet til stolen.

Her trak han sin kniv fra bæltet og for et øjeblik kunne man måske komme til at tro, at han ville stikke den i hende og afslutte sit arbejde på mere blodig vis, men i stedet satte han sig på hug og skar rebet om hendes andet ben over. Derefter rebet om hendes overkrop, der bandt hende til stolen. Hendes hænder lod han være bundet.
Til sidst gik han over til tasken. På bordet lå en lille kniv, der ikke var meget værd, men skarp nok til at skære et reb over.
"Jeg forventer ikke, at du følger efter mig. Det ville være dumt." Efter at have sendt hende et blik, der med sin tomhed fortalte hende, hvor dumt det ville være, gik han over til døren og lagde en hånd på håndtaget. 
"Jeg blander mig ikke Lysets sager. Men jeg vil huske dig." Han smilede kort, lige så følelsestomt som alt andet ved ham, inden han skubbede døren op og begav sig ud i mørket for at forsvinde.

Hjertet hamrede i brystet på Zirra. Ville han slå hende ihjel nu, hvor han vidste alt, han var kommet efter? 
Thanos skar rebene over. 
Zirra åndede lettet op, tungt og hørbart.

Hun svarede ham ikke, som han snakkede og bevægede sig mod døren. Noterede sig blot ordene, så hun kunne gengive dem præcist senere. Måske var en af hendes kollegaer kommet til at underskrive et brev uden at tænke på konsekvenserne. Uanset hvad skulle de stoppes og håndteres. Helst meget hurtigt efter at Thanos havde rapporteret tilbage. Ideelt set inden. 
Hun sagde ikke noget til hans ord om at følge efter ham. Det var lidt svært, når hun stadig skulle komme ud af stolen. Det sagt så havde hun meget lidt lyst til at følge efter ham. De efterfølgende ord fik dog hendes vejrtrækning til at sidde fast i halsen på hende. Det var sjældent en god ting at blive husket som spion. Det var en meget dårlig ting at blive husket af Thanos. 

Zirra sad stille en rum tid efter Thanos var forsvundet. Hun fortalte sig selv, hun ville være sikker på, han var gået. Egentlig kæmpede hun for at få sin krop til at lystre. Da hun endelig rejste sig - med stolen i ryggen, fordi begge hænder stadig var bundet til den - endte hun også på knæ, da lyn skød op igennem den fod, han havde slået på. Det skar i hendes øjne som hovedpinen tog til, men hun fik kæmpet sig op at stå og stavrede hen imod bordet besværet af både krop og stol. 
Hun fumlede efter kniven med den hånd, der ikke havde nogle brækkede fingre, og da hun fik et godt greb om skæftet, holdt hun fast, som afhang hendes liv af at hun havde den kniv i hånden. Forsigtigt pressede hun den mod stolens ben og begyndte at skære i rebene. Rummet svømmede omkring hende, så hun satte sig ned på stolen igen for at arbejde, langsomt og præcist, så hun ikke fik skåret i sig selv. 

Hvor lang tid det tog, anede hun ikke, men den næste gik lettere at få skåret over, da hun faktisk kunne se, hvad hun lavede. Et øjeblik lod hun sig selv sidde og få vejret mens hun gned sine håndled. Den brækkede finger dunkede som påmindelse om, at hun måtte videre og helst i en retning af en healer.
Med et suk rejste hun sig og samlede sine spredte ejendele sammen i tasken igen, hvorefter hun humpede ud på gaden med et anstrengt udtryk i et svedglinsende ansigt. 

Et par lysende sten lå tilbage inde i rummet sammen med overskåret reb som det eneste tegn på, at noget var sket derinde.