Hauru stoppede med at kysse Koda på halsen, men holdte stadig fast i begge hendes håndled og hånden mellem hendes ben blev kun mere 'ivrig'. Han kom med et lettere ondt smil.
"Jeg synes det er meget sjovt," svarede han med et lille grin, hvilket kun gjorde ham en anelse mere skræmmende, da dette ikke rigtig var en situation at grine i.
Da Kodas håndled blev koldere og koldere, slap han med hånden, men tog hurtigt fat igen med en sort skygge, der voksede ud af hånden på ham. Det var sjældent han var nødsaget til at bruge sin egen magi over for andre, men denne gang var det en fordel for ham.
Han så på hende med et koldt blik og flyttede så hånden fra hendes underliv til hendes hals hvor han strammede til og langsomt borede neglene ind.
"Rør mig, og du er død. Lad mig gøre det, og du slipper herfra i live. Forstået?" Spurgte han koldt, mens han holdte blikket fast på hende.

Alt illusion om at faktisk være elsket af Hauru forsvandt lige så pludselig som den var kommet for lidt siden, g her var der blot  en ond mand der var ude på en ting, tanken var sørglig og skræmmende. Entelig ville Koda aldrig finde sig i sådan noget  her og straks have stukket en issyll i maven på hvem end der fik den ide at røre hende på den her måde. Men med den hånd der pressede sig imod hendes hals så hun havde svært ved at trække vejret, og som uden tøven ville kunne knække nakken på hende hvis det passede Hauru, gjorde at Koda ikke gjorde noget ved ham.
Alt nydelse var væk fra det her, hele hendes krop sitrede i vrede og semi panik.
Hendes øjne som man tydeligt kunne se at hvis de kunne dræbe var hauru for længest død, borrede sig ind i hans.
Koda svarede dog på igen måde på hvad der blev sagt, hun stod blot og frygtede for hvad han havde tænkt sig.
Men hun ville ikke give ham nogen fornøjelse ved at vise hvor mangge hun entelig var, kun vrede udstrålede hun.
Dog var hendes lår stadig klemt sammen men vidste inden længe var de nok ikke meget mere.
Koda måtte dog ind i mellem gispe efter vejret og hun vred sig også lidt fordi hun havde svært ved at trække vejret. Og trods hun ikke ville vise frygt kneb sig lidt tårre på.

Hauru glædede sig en smule over Kodas dræbende blik mod ham og siden hun ikke svarede ham, gik han ud fra at hun ville finde sig i det. Hvilket kun gjorde ham endnu gladere.
Grebet om hendes håndled blev sluppet, da den sorte skygge langsomt forsvandt, men grebet om hendes hals holdte han fast i med den anden hånd.
Han borede sit ene knæ ind mellem benene på hende, for at stoppe hende i at holde dem samlede, så han derefter kunne placere en hånd under hendes ene lår og løfte hende en smule op. Han pressede sig ind mod hende for at holde hende i den position, så han kunne få en hånd fri til at løfte hendes kjole op og hendes trusser af. Han gad ikke kæmpe så meget med noget, så han valgte decideret at rive trusserne af, så de gik i stykker.
I det han gjorde det, lagde han mærke til Kodas ansigt og tåren der var på vej. Det fik ham kun til at smile ondskabsfuldt.
"Husk... Det gør kun ondt hvis du kæmper imod," sagde han hånefuldt, mens han fik knappet sine egne bukser op.

Det her var entelig en ting Koda altid havde frygtet ville ske siden den dag hun forlod sit hjem så ung som hun var den gang, men da hun var blevet ændre regnede hun aldrig med nogle ville turde at begribe sig sådan på hende. 
Alt hvad der før havde været behageligt føltes nu af ren ubehag og trods Koda prøvede at spænde igen, så blev hendes ben tvunget fra hinanden, hendes trusser blev revet af og hun frygtede hvad der nu skulle ske, men tanken om at det ville blive værre hvis hun gjorde modstand.
Da hendes hænder kom fri så af ren refleks ved ikke at kunne få vejret så søgte hendes hænder ned til sin hals hvor Hauru holdt fast og prøvede at få løsnet hans hånd så hun bedre kunne få vejret.
Der kom stadig gisp fra hende i ny og næ. Herfra havde Koda også valgt at lukke sine øjne for prøve blot at komme igennem det her.

Hauru frydede sig over hvor lidt modstand der blev gjort og som Koda forsøgte at fjerne hans hånd fra hendes hals, blev grebet kun strammet en smule.
Idet han 'gik i gang', kom der et yderst tilfredst støn fra ham og mens han bevægede sig frem og tilbage blev grebet om Kodas hals løsnet mere og mere og til sidst slap han helt. Han hvilede i stedet hånden på træet ved siden af Kodas hoved. Den anden hånd havde han placeret under hendes lår igen, for at holde hende oppe under hele forestillingen.

Efter et lille stykke tid stoppede han, slap Koda og flyttede sig et skridt bagud for at knappe sine bukser til igen. Han så på Koda og grinede en smule.
"Se. Det var slet ikke så slemt," sagde han roligt. Og det var det jo sådan set heller ikke. For ham.
Han rykkede sig igen lidt tættere på Koda for at give hende et sidste kys, inden han flyttede sig et par skridt tilbage igen.
Han blik var igen blevet helt roligt, som om intet var sket.

Man kunne bestemt godt sige noget der mildt hjalp på oplevelsen var den ting at  Koda prøvede at slippe langt væk fra det her i sine tanker, men staidg var det på ingen måde til at blot vende det blinde øje til. Det var ren ubehag og  men hun ville ikke give Hauru den fornøjelse at skrige op som en af de mange andre tøser han måtte have gjort det her ved, for hun kunne umuligt havde været den første.

Da Hauru endelig var færdig og gav slip på hende faldt Koda rystende sammen under træet og havde en kvalme siddene langt oppe i halsen og havde af alt bare lyst til at finde en sø og vaske det hele væk fra kroppen. Det lå over hende som et tæppe af ubehag.
Dog var der noget der overskyggede den her oplevelse af skam og ubehag så var det vrede, Kodas hjerte var nærmest som is lige nu og hun havde bestemt lyst til at gøre ting ved Hauru lige nu.
Med lidt besvær kom Koda op og stå, hun havde ondt der hvor Hauru havde tvunget ssig adgang samt ved halsen.
Tænk at han bare nu virkede som ingen ting var sket.

Uden så meget som at blinke kiggede Koda vredt på Hauru og med det samme fokucerede Koda kun på en ting. Fryse væsken i Haurus krop. Hun vidste han ikke kunne dø af det fordi han var som hende vampyr og hun vidste præcis hvordan hun skulle bruge sin evne så Hauru ville føle smerte men også være ved bevidsthed. Særligt fokucerede Koda på Haurus muskler så hans bevægelighed ville blive stærkt nedsat og i de mindste led være helt ude af i stand til at blive brugt. Entelig ville det kun være smertefuldt og ubehageligt.
"Du vil fortryde alt!" hvæsede Koda vredt og is koldt.

Hauru stod og betragtede Koda, mens hun sad på jorden. Af alle de gange han havde gjort det, var det her ikke engang den værste. Så mange andre havde oplevet det der var værre, så det var egentlig interessant at se hvordan hun reagerede.
Da hun rejste sig igen, skulle han lige til at gå hen mod hende for at være sit søde jeg igen, men med ét faldt han på knæ foran hende på grund af smerten. Han så op på Koda med et vredt blik, mens han ihærdigt forsøgte at komme på benene igen, dog uden held.
"Koda... Stop!" Vrissede han. Man kunne tydeligt høre på hans stemme at smerten havde taget over og han røg langsomt længere og længere ned mod jorden. Han forsøgte at kæmpe imod, men kroppen ville ikke lytte efter.
Han stoppede dog ikke med at prøve. Hele tiden rettede han sig en anelse op, blot for at falde sammen igen.

Som Hauru faldt til jorden vidste Koda at nu havde hun overhånden. Roligt holdt hun blot sin evne ved med at holde hauru frossen og ville det så længe de skulle til  at lege. Koda hev Hauru hen til træet og smed ham i det møj han selv havde lavet som var kommet ud af Koda mens hun lå på jorden før.
"Nu skal vi to lege lidt kære... og når jeg er færdig... så kan jeg love dig for du har lært noget" sagde Koda iskoldt og venddte Hauru om så han lå på ryggen. Med et var Haurus højre ram dækket af is og koda sagde blidt "Med den temperatur går der 20 minutter og din arm er død af frost, jeg har hørt at få frostbid er yderst ubehagligt og smertefuldt, trods de smerteer du allerede er i kære"
Men det var kun det ene. Koda satte sig ind over Haru og lagde hånden på hans så tiltrækkende brystkasse, Koda lod kulden vandre og frøs et godt område af hud så langt ned at med en voldsom men langsom bevægelsen hev Koda en stor frossen flage af hud af Haurus brystkasse så der var adgang til ren kød inde under.
Det gentog Koda forskellige steder på Haurus overkrop og kom flere gange til at lade sine negle borre sig ned i det blottet kød der manglede hud.
Koda havde lært alt det her af sin læremester desvære, men aldrig havde hun haft bbrrug for det, men nu var hun glad for at kunne.

Ind i mellem lod Koda hauru få en pause hvor han kun lå i smerter for kun den nedfrysning der skete i kroppen for han ikke kunne bevæge sig, og så at hans arm var indhyldet i is.

Roligt gik Koda dog igang igen og tog fat i Haurus venstre hånd. så finde de var, men Koda sad nu pludselig med en issyl der var godt spids, og maste en ind under neglen på Haurs pejefinger. Da den var mast godt ind løftedede Koda lidt op i den til neglen poppede af, og det gentog Koda med hver en finger.
Efter det en pause mere.

Koda havde håbet den lille pause fik neglene til at heale fre migen, men det var ikke sket endnu, så i stedet tog Koda sin issyl og maste igenenm hvert fingerled på Haurus venstre hånd ganske langsom men fast, så efter hun var færdig havde han flere huller i hånden.

Det havde nok ind til vidre taget en lille time og Koda mærkede en mindre udmattelse af at bruge sin evne så meget og ville blot en sidste ting.

"Kære, nu skal du føle hvor ubehageligt noget er at få stukket i sig imod sin vilje der nede" sagde Koda kærligt og aede ham på kinden inden hun tog bukserne af ham. Koda tog godt fast i Haurus lem, tog sin issyl og ganske roligt og langsomt stak det op i urinrøret på ham og gjorde alt for det skulle blive den mest ubehagelige oplevede han havde haft i sit liv.

Koda trak så bukserne op på ham igen, men lod selvfølgelig issylen blive hvor den var blevet placeret.

Koda satte sig foran Hauru så han kunne se hende direkte ind i øjne for Koda havde sørgert for hver gang Hauru var ved at miste bevidstheden havde hun vækket ham.

"Kære... nu skal du høre her... jeg føler den smerte du påførste mig ved dine gerneinger har du nu mærket på din egen krop.... Og nu skal du høre hvad der sker her fra... Vi 2 er gift, og sådan bliver det... herfra bestemmer jeg, og hver gang jeg føler for du ikke har opført dig som du skulle, så kan du risikere at genopleve alt det her... du tilhøre mig som ægtemand og det er din rolle resten af livet... Opfør dig pænt, artigt og som en ægtemand, tro, og du vil få noget nydelse ud af vores forhold... pis mig af igen... og du ved hvad der venter.. ikke også min egen" forklarede Koda blidt og kærligt mens hun tøede Hauru op igen... Man kunne tydelig se noget ved den her oplevelse fra de mødstes til nu havde gjort noget ved Koda, hun virkede en anelse mere ustabil, og det sindsyge blik der hvilede på Hauru vidste tydeligt hun var ustabil og mente jævnt hvert et ord hun lige havde forklaret ham.

Da Koda smed Hauru hen mod træet, landede han med et bump på siden. At han landede i sit eget rod gjorde ham ikke meget lige nu, da smerterne fyldte for meget. Tilgengæld ville han have været sur over det i enhver anden situation. Han gjorde intet modstand da Koda vendte ham på ryggen og det vrede blik holdte han fast på hende.
"Intet.. Du gør... Vil stoppe.. Mig.." Vrisede han gradvist frem med nogle smertefyldte grynt imellem.
Han skævede op mod sin højre arm der var dækket af is, men kun i et kort sekund, før han så direkte på Koda igen. Han var nødt til at holde øje med hvad hun skulle til at gøre. Egentlig var han ikke rørt det mindste over at miste sin arm til frostbid, men tanken om ikke at kunne stoppe en ussel lille tøs som Koda, pissede ham af og man kunne tydeligt se at hans ansigt skiftede mellem en blanding af vrede og smerte.

Da Koda satte sig over ham, gjorde han alt hvad han kunne for at skubbe hende af, men det eneste der skete var nogle små spjæt og Koda ville højst hoppe en anelse. Han så fustreret ned mod sin brystkasse da hun hev frosne flager af forskellige steder og nogle indebrændte skrig kom fra ham, da neglene blev borret ind.
"Stop!" Vrissede han endnu engang. Hver gang Koda lod ham få en pause, åndede han helt lettet op. Godt nok var der stadig smerter i hele kroppen, men det var bedre kun med dem, end med alt andet også.
Han gjorde alt i sin magt for at flytte sin venstre hånd, da Koda tog fat i den, men igen, helt uden held. Med alt for stive led og Koda der holdt fast, var det umuligt for ham at flytte sig. De små indelukkede skrig kom igen, da neglene blev hevet af og lidt højere, da hullerne blev prikket i hans fingerled. Han forsøgte så vidt muligt ikke at skrige for højt. Han skulle jo ikke fremstå som svag, selvom han allerede gjorde det.

Da Koda snakkede om at han skulle føle ubehaget ved at få stukket noget ind mod sin vilje, kunne man rent faktisk se en anelse af frygt i hans øjne, hvilket nok var første gang han nogensinde havde været en lille snert af bange.
"Nej.. Nej, Koda. Stop... Stop!" Råbte han, stadig vredt, men man kunne tydeligt ane frygten og kort efter kom skriget.
Da hun trak hans bukser op igen, lukkede han øjnene kort og åndede lettet op. Isyllen sad der stadig, men nu blev det i det mindste ikke værre!

Han vendte igen blikket mod Koda mens hun snakkede. Han kunne langsomt mærke sin krop igen og begyndte at bevæge hvert et led for at få gang i kroppen. Den højre arm, der havde været helt frossen, skete der ikke noget ved, men alle andre skader kunne man se heale langsomt. Lige så snart han kunne bevæge sig ordentligt igen, farede han op og mod Koda. Han rakte venstre hånd frem og var milimeter fra at tage fat om halsen på hende, før han stoppede sig selv. Det var mere end tydeligt at se på ham, at han brugte alt sin energi på ikke at flænse Koda på stedet. Tilgengæld vidste han også godt hvad der var i vente for ham, hvis han prøvede. I stedet satte han sig med ryggen op ad træet og stak en hånd i bukserne. Nu skulle den isyl ud! Så han fiskede frem og tilbage for at få ordentlig fat og da han endelig fik fat, trak han til i en hurtigt bevægelse. Et lille smertefuldt hyl kom fra ham, før han så på Koda igen.
"Fint!" Mumlede han muggent.
"Og kan vi så lige snakke om det jeg blev smidt over i?!" Vrissede han. Han hentydede selvfølgelig til sit eget rod han havde lavet med Koda. Alt andet kommenterede han ikke på lige nu, men at blive smidt hen i sit eget snask! Ej, det var for meget.

Det hele havde ligefrem været en fornøjelse for Koda at bruge sin tid på hvilket måske skræmte hende en smugle, men også på en måde havde været dejligt at udføre.
Og et lille veltilfreds smil kom frem som Hauru måtte hive issylen ud af sit eget lem, det var så dejligt at se han skulle til det. Åh hun skulle næsten havde lavet modhager på isen så det havde været smertefuldt at få den ud, det måtte hun huske hvis det på noget tidspunkt blev en ting hun skulle udsætte ham for igen.
Men at Hauru blot accepterede sin nyeste skæbne gjorde på en måde Koda helt glad på en meget forstyrret måde.
entelig ignorerede hun blot Haurus kommentar om det rod han sad i og Koda rejste sig, gik hen til ham og satte sig over tværs på skødet af ham.
Roligt lod Koda sine fingre glide over hans brystkasse som hun havde gjort før men tog bestemt ikke hensyn til hvor der manglede hud.
Trods hun stadig følte sig beskidt for tidligere så den her lange lange hævn hun havde fået gjorde hende kun i godt humør.
Et virkelig borrende blik kiggede direkte ind i Haurus øjne.
"Kære, godt du forstår... det vil gøre så ondt på mig hvis jeg skal skade dig igen, så opfør dig pænt... men kære, du tilhørøe mig, så for nu af er det kun mig der skal se den her dejlige bryskasse, så husk tøjet frem over" sagde Koda blidt og man kunne næsten høre hvordan hendes stemme dirrede lidt.
Roligt lænede Koda sig lidt frem og hviskede ind i øret på Hauru "Og rør du så meget som en anden kvinde og jeg finder ud af det... så kan jeg finde på langt værre ting end alt det her" hendes stemme var nærest sukkersød at høre på

Hauru stirrede stadig vredt på Koda, også da hun satte sig overskrævs på skødet af ham. Nogle små smertefyldte støn kom fra ham da han mærkede hendes fingre mod sin brystkasse, der stadig ikke var healet helt. Følelsen i hans højre arm var langsomt begyndt at komme tilbage, men indtil videre kunne han stadig ikke rykke den og det føltes mest af alt som om den sov. Kommentaren om hans bluse gjorde ham kun mere irriteret og han havde egentlig mest lyst til at modsige hende. Men han vidste nu hvad hun var i stand til at udsætte ham for.
"Selvfølgelig," sagde han sammenbidt og bittert. Det var jo ikke fordi han behøvede at tage blusen på, når Koda ikke var i nærheden. Et lille smil kom frem på hans læber, da hun fortalte at han ikke måtte røre ved andre kvinder.
"Det er fint," sagde han helt roligt. Det var intet problem.
"Men så må jeg vel stadig godt pille lidt ved drengene, ikke?" sagde han stadig med et lille smil.

Hvor sødt Hauru havde stadig små tænder der ikke helt var hevet ud endnu, han skulle stadig prøve at bide fra sig og vise at han blot kunne gøre som han ville. Koda lo blidt over kommentaren med de drenge og imens borrede hun sine negle ind i et åbne kød på brystkassen og sagde "Kære, selvfølgelig må du lege med drenge... de må udsætte dig for alt det de har lyst til.. men gør du andet end at modtage... så.. pop" og da Koda sagde pop løftede hun en issyl op foran Haurus blik så det lignede med bevægelsen den blev stukket op i noget, og denne gang kunne man se små modhager på sylen.
Bare så han forstod hvordan det hele skulle fungere.
"Men godt du spørger min egen... tænker du noget så spørg endelig... eller prøv dig frem og se hvad koncekvensen bliver" sagde Koda blidt og klappede Hauru på kinden og gav ham så et blidt kys.
For nu af skulle de 2 bare være så lykkelige sammen, bare leve et dejligt liv hvor Hauru nok med tiden skulle lære at elske hende som hun elskede ham, det handlede jo bare at opdrage lidt på ham.

Hauru bed tænderne sammen, da neglene blev borret ind i kødet og igen holdte han sig fra at lange ud efter hende.
Han smilede dog under hele Kodas svar til om han måtte lege med drenge, men det smil forsvandt rigtig hurtigt da han så isylen med modhager. Han så helt malplaceret på Koda.
"Det mener du ikke..." Sagde han kort. Den anelse af frygt hun havde hørt i hans stemme lidt tidligere, kom op igen. Selvfølgelig mente hun ikke det! Det ville jo være forfærdeligt for ham. På den anden side.. Han var stadig ret nervøs for hvor langt hun ville gå, hvis han ikke gjorde som hun bad ham om. Men egentlig også lidt nysgerrig. Isylen med modhager var slemt nok, men hvad ville ellers ske?
"Hm.. Jeg tror jeg prøver mig frem," svarede han. Han var ikke sikker på hvor dumt gjort det var af ham, men han var så nysgerrig.
Efter Kodas kys tog han hurtigt fat om hendes arm, dog ikke hårdt. Han nåede ikke at tænke sig om, før han gjorde det, men da det gik op for ham, slap han hurtigt igen. Det var jo blevet en vane at prøve for et kys, og det ville han normalt også have gjort efter han tog fat i hende, men han var nødt til at stoppe sig selv. Han ville for en gang skyld være forsigtig med hvad han gjorde ved hende, da han ikke skulle udnyttes igen.

Da Hauru stillede spørgsmåltegn ved om Koda mente det hun sagde, og hun kiggede blot sødt ind i Haurus øjne og man kunne se et glimt af et dybt alvor og at han bare kunne prøve sig alt han ville frem, hun skulle nok finde på en passende straf til ham.
"Fint nok kære... men husk.. hver mig utro med andet end du lige har fået lov til, så vil du i flere år huske tilbage på dette øjeblik og hvor tåbelig du var ikke at lytte efter" sagde Koda blidt og med et grin.
Men trods alt det her var der stadig energi i Hauru at han ligefrem greb fat i hende, det måtte virkelig ligge dybt, men Koda nød han hurtigt droppede ideen igen og trak sin hånd til sig.
Koda lænede sig lidt forover og lod sin overkrop presse ind imod Haurus og slog begge sine arme omkring ham.
"Og husk kære... Hvis du opføre dig pænt... så opføre jeg mig pænt... og vi begge kan få noget ud af vores ægteskab" sagde Koda kærligt og lænede sig lidt frem og nappede Hauru i øret, måske hun skulle havde skåret et af dem af, eller en issyl ind i trommehinden, dem måtte hun pænt huske på til det blev realevant.
Koda greb fat i Haurus hård og rettede sig en smugle op inden hun fast hev hans hoved til sig og kyssede ham krævende.
Lidt belønning ved at sidde og lytte og ikke modsige hende skulle der jo være.

Da det gik op for Hauru at Koda mente det alvorligt, sank han lige en klump der havde sat sig i halsen.
"Nu er der jo ikke noget der stopper mig i at gøre som det passer mig, når du ikke er her," sagde han, udelukkende for at få sig selv til at føle sig lidt mere overlegen end han havde været tidligere. Det irriterede ham rimelig meget, da Koda lagde armene om ham. Det fik ham til at føle sig svag, bestemt fordi han ikke selv kunne bestemme hvad han ville gøre ved hende længere.
"Jeg opfører mig altid pænt. Husk.. Hvis du havde gjort som jeg ville fra starten af, havde jeg ikke behøvet at voldtage dig," svarede han hårdt tilbage. Normalt ville han ikke indrømme overfor folk, at han havde voldtaget dem. Han plejede at børste det af ved at komme med en flabet kommentar, men når han nu havde set så svag ud foran Koda, var han nødt til at komme med de slag han kunne. Om det så kun var psykisk.
Da Koda greb fat i hans hår kom han med et utilfredst støn, selvom han egentlig nød det en smule. Det var altid ham der var lidt grov overfor andre og det bundede måske i, at han egentlig gerne ville have det samme fra andre. Så da Koda kyssede ham, gengældte han det glædeligt. Han rykkede endda overkroppen tættere på hendes.

Haurs mange sølle forsøg på at bide fra sig var virkelig intet i hvordan han havde været før han var blevet sat på plads, så det hele virkede blot så ynkeligt, men da han ligefrem skulle nævne voldtægen trak Koda sig lidt væk og den smugle kærlighed hun lige havde vist over fra Hauru var straks væk og hendes blik var vredt og køligt.
"Kære, vi du agter vi skal diskutere dit lille stunt af hvordan du skulle tvinge dig på mig, så kan vi også diskutere nye spændene måder hvorpå du kan gøre op for det!" sagde Koda blidt men med en stemme der bestemt sagde at man ikke skulle pisse hende mere af. Og blot for at statuere det tog Koda sin issyl og lagde den op til Haurus øjre, lige ved indgangen og roligt pressede den lidt ind i hans øre, lige så snart isen mødte modstand lagde Koda lidt mere vægt i sit skub. Ikke så det ville skubbe hul i øret, blot så smerten ville befinde sig der.
Dog kort tid efter fjernede Koda hurtigt isen og rykkede igen tæt på Hauru hev hans hoved lidt tilbage så halsen var blottet (?).
"Du må forstå kære, det gør faktisk ondt at skulle behandle dig sådan her, eller, jeg nyder det også lidt, men hvis du nu blot opførte dig som du skulle ville du rent faktisk få noget ud af det hele" sagde Koda blidt men lød på samme tid en smugle skuffet.
Uh det var så fristendeblot at bide sig fast, men Koda ville faktisk ikke give Hauru den fornøjelse, ikke lige nu.
Roligt pressede Koda sig ind til Hauru strakkede lidt grebet om hans hår og kiggede ham direkte ind i øjne.
"Men bare rolig kære, du skal nok vende dig til at du tilhøre mig" sagde Koda blidt og gav ham et blidt kys.
For jo mere Hauru skulle vise tænder jo mindre nydelse skulle han bestemt have ud af det her.

Hauru smilede igen kynisk.
"Så fortæl mig hvordan jeg kan gøre op for det, og så skal jeg fortælle dig om jeg har tænkt mig at gøre det," sagde han med et lille grin. Da isyllen blev skubbet ind i øret på ham, kneb han øjnene sammen i smerte, men gjorde intet for at stoppe det. Og da Koda fik hevet hans hovedet tilbage og blottet hans hans, stirrede han bare vredt på hende.
Egentlig nød han at Koda pressede sig ind mod ham og at blive behandlet en smule hårdt ved at hun greb fat i hans hår gjorde det kun bedre, men det ville han selvfølgelig ikke indrømme.
"Hvis jeg opførte mig som jeg skulle, ville du meget hurtigt sidde på jorden igen," vrissede han med hentydning til efter hans overgreb på hende.
"Jeg tilhører ingen og lige så snart du ikke er i nærheden, kan jeg gøre præcis hvad der passer mig," sagde han, stadig med samme vrede tone som før, men kort efter kom et charmerende smil frem på hans læber og blikket i hans øjne blev også blidere.
"Men.. Hvis du nu fortsætter dine dejlige kys, så lover jeg at opfører mig pænt," sagde han blidt.

Hvornår lærte den her sølle mand at han hermed hørte til under hende, og han skulle passe på hvad han sagde. Nuvel Koda kunne ikke kontrolere hvad han gjorde når hun ikke kiggede på, men Hauru ville sikkert bruge det imod hende, og så måtte hun blot vise hvor utilfreds hun ville være med det.
Dog da Hauru så mente at han nok skulle opføre sig pænt hvis han fik flere kys vidste Koda udemærket det var fordi han igen ville prøve at tage styringen med sin evige 'jeg opføre mig pænt' charmme, men det skulle ikke vise sig at virke.
"Kære... Du får mine kys hvis du opføre dig pænt, ikke for du skal opføre dig pænt" sagde Koda med en latter og lænede sig lidt tilbage og holdt stadig et godt tav i håret på Hauru.
Med sin frie hånd søgte Kodas hånd ned til Harus venstre hånd og lod kort som hun ville tage hans hånd, men greb så hurtigt fat i et af de sår der var efter issylen var mast igennem Haurus fingre led. Og uden videre pressede Koda blot sin negl ind i det åbne sår.
"Du kan tigge efter kys!... Forklar mig hvordan du åbenbart fortjener noget kærlighed.... Erkend din underkastelse af mig og du vil få nydelse... Modsig mig så meget du vil og du vil gå frem til verdens ende i smerte og lidelse" sagde Koda vredt og der var ingen kærlighed i stemmen, hun ville have det hun krævede og hvis Hauru ikke ville give hende det nu, så ville han på et tidspunkt. Han skulle nok lære han igen krav på nogen måde ville kunne stille mere, og på sigt ville han ligge for hendes fødder og ikke engang turde skimte efter andre på gaden.

Hauru grinede lidt for sig selv.
"Hvad nu hvis jeg ikke har tænkt mig at opføre mig pænt, før du kysser mig?" Spørger han.
Han forsøgte at rykke hovedet tættere på Kodas, da hun lænede sig tilbage fra ham, men uden held da hun stadig holdte fast i hans hår. Han skævede mod deres hænder og smilede svagt, men smilet forsvandt da smerten kom. Igen så han vredt mod Koda og prøvede at rykke hovedet hurtigt frem for at bide ud efter hende. Dog lykkedes det stadig ikke at flytte hovedet meget.
"Jeg er ligeglad med at fortjene kærlighed. Jeg tager det, hvis jeg vil have det!" Vrissede han sammenbidt.
"Så giv mig det. Giv mig lidt smerte og lidelse," sagde han med et lettere sindssygt blik i øjnene. Han gjorde alt han kunne for ikke at lange ud efter hende, hver gang hun gjorde noget smertefuldt mod ham og på et eller andet tidspunkt ville han ikke kunne styre sig længere. Men indtil videre, gjorde han hvad han kunne for at være så flabet som muligt.

Lige så snart at Hauru bed ud efter hende, så kom der nærmest en hvæsen af vrede rettet imod ham, hvor Koda tydeligt viste tænder. At den lille mand havde nerver at prøve at bide hende. Men i det mindste var Hauru gået fra at være flabet til nu at være vred, et dejligt tegn på hun var kommet mere ind under huden på ham.
Men da Hauru lige frem bad om mere! lige så snart han havde afsluttet den sætning var hendes hånd straks væk fra hans hånd og oppe omkring den blottede hals hvor hun blot pressede til og lod lige fingerspidserne være lidt bøjet sså hendes negle borrede sig ind i huden på ham. På samme tid sørgede hun for der hver hun rørte ville is begynde at sprede sig og søge længere ind i halsen på ham om så han skulle blive kvalt i is ville hun ikke finde sig i det her. Desuden ville det kun være for smerte hun gjorde det da hun og Hauru var udemærket klar over han max ville midste bevidstheden hvis der skulle ske andet end smerte og han ville vågne efter hun engang fjernede isen, dog håbede hun at Hauru ville blive ved bevidsthed så længe som muligt.
"Så tag det da hvis du kan!" vrissede Koda og nød inderligt at skulle se ham lide. Han skulle ende op med at kunne lide alt det her hun udsatte ham for. Han skulle nok lære at elske hende som hun stadig elskede ham. 
"Kære, du forstår ikke hvor meget det piner mig vi skal igennem alt det her, forstår du slet ikke hvor højt jeg elsker dig?" sagde Koda med et sukkersødt smil men havde helt klart et blik der var psykotisk.