Sofie nikkede lidt. Nogle evner var en forbandelse mere end en velsignelse, selvom det på overfladen virkede ret praktisk. "I det mindste er din evne da praktisk" at kunne se folks sjæle gjorde det vel nemmere at sortere i sine venner? Hvis man havde det luksus problem at have så mange venner man kunne sortere i dem..
Sofie fulgte skabt hans hånd som han rakte ud efter hendes hår. Hvad havde han tænkt sig?! Han prikkede og.. Ved alle guderne det havde han bare ikke lige gjort! Hun kunne mærke sit hår rejse dig, og så mod spejlet. Det så helt mærkelogt ud når det gyldne pludseligt var inderst! En varm og mild latter undslap hende. Ej det var da simpelthen for fjollet! Men dejligt.
Grinet varede dog ikke længere end til hans næste spørgsmål. Hendes hår lagde sig fladt ned igen som hun vendte blikket væk fra ham, hendes udtryk stramt "hun er kaptajn på et skib.. Og det er åbenbart mere vigtigt for hende end mig" svarede hun tvært, og hånden der lå under Rofus knyttede sig, mens hun sank længere end i madressen. Der var selvfølgelig mere til historien end det, men det var virkelig ikke noget hun følte for at dele med nogen hun lige havde mødt!... End ikke med ham.
Sofie trak benene op til sit bryst og lagde armen om dem "jeg lovede vist at fortælle dig om hvorfor mit hår lyser som det gør.." skiftede hun så prompte emne "for en to års tid siden blev jeg syg, sådan RIGTIG syg. Ingen af de læger og kloge koner mine bedste forældre kunne finde kunne gøre noget og vi troede jeg ville dø. Men nogen havde hørt om en healer ved et temple ikke så langt fra landsbyen der efter signe kunne helbrede alt - for en pris. Vi tog dertil og betalte og han helbredte mig rigtig nok, men fik også min evne til at manifestere, og jeg endte med at lagre en uhyrlig mængde hans hans evne inden han var færdig med at heale.. Det har lyst siden. Jeg ved ikke hvad der bestemmer farverne men det lader til at passe til evnens natur på en eller anden måde"

Rofus brummede lidt "Både og.." det ville være besværligt at forklare hvordan det egentlig føltes i længere tid. Så som at vide at ens egen mor som sådan ikke er en god person...
Som hendes hår begyndte at svæve bredtes et bredt smil på hans læber. Hendes latter var nærmest melodisk, ved lyset hvor var hun dejlig... 
Som hun svarede hans spørgsmål viste han at han havde lavet en brøler. "Hvordan kan hun tro at det?!!?" udbrød han markant mere arrigt end havde troet. Men hvad i alverden troede hendes mor kunne være vigtigere end hendes egen datter?!? Hans egen mor var da travl til et punkt hvor at han havde følelsen af at blive glemt, men hun var der altid når der var brug for hende...
Han nussede blidt hendes hånd. Det var ikke meget, men måske kunne det hjælpe lidt. Det gjorde det i hverfald når hans mor gjorde det. "Oh.." han så ned et øjeblik og mumlede "Jeg er glad for at du kom dig..." Han lænede sig bagover og lå nu på sengen. "Det lyder ret sejt, syntes jeg. Er der noget du vil spørge mig om, jeg føler at jeg har spurgt dig om ret meget"

Rofus arrige svar gjorde kun Sofies vrede stærkere. Hun viste, inderst inde godt at hendes mor elskede hende, og hun elskede sin mor. Men hun var altid væk for at skaffe guld så de kunne leve godt! Sofies næver knyttede sig hårdere endnu, og hun kunne mærke vægten af sit tøj presse ned mod hendes skuldre.
Rofus blide berøring af hendes hånd havde nær fået hende til at græde.
Hun ville tusinde gange hellere være vokset op med et hul i maven af sult, end et hul i hjertet af savn..

Men nu var tingene anderledes! Sofie var væk, og nu kunne hendes mor ikke længere bare komme og se sin datter når det lige passede hende! Sofie ville selv finde en måde at tjene penge, nok til hende selv og familien, og så kunne det være hendes mor ville komme hjem!
Sofies blik gled tilbage til Rofus. Eller måske blot tjene nok til to?
Hun blinkede engang og flyttede hurtigt blikket igen. Hvor i alverden var den tanke lige kommet fra?! Hun rødmede, og den tyngde der havde lagt sig omkring hende, lettede igen.

Som Rofus lagde sig ned, greb Sofie chancen. Hun fandt et løst gyldent hår og stoppede det hurtigt i munden. Det var herre klamt, men der gik kun et øjeblik før hun mærkede den healende effekt træde i kraft. Det var ikke så effektivt som hvad hun havde gjort for Rofus, men det gjorde stadig underværker. Og det hjalp gevaldigt på hendes humør at have mindre ondt.
Sofie rømmede sig lidt "Såå uhm nu har du hørt om mine.. Hvordan fandt du ud af du havde dine evner?" for sent opdagede hun at hun havde sagt det i flertal. Looooort okay måske ville han ikke bide mærke i det!

Rofus undrede sig lidt. Det føltes som at luften omkring dem føltes tungere, men han gjorde sit for at at lade hendes hånd mærke det. Men med et forsvandt følelsen, og han kunne have svoret på at Sofie havde set på ham med et drømmende blik. Han rødmede, var det fordi at han var der at følelsen havde lettet? Hvad havde hun mon tænkt på der?

Som Rofus lå på sengen, begynde hans tanker at vandre. Han havde egentlig ikke set ret meget af verden, og der måtte være så meget derude! Oh! og ligge og se på stjerner, sammen med hende. Vent lidt, den var ny... Men det føltes bedre..? mere rigtigt. 
Hendes rømmen fik ham tilbage til verden igen "Mit syn har været sådan så længe jeg kan huske, folk troede sjældent på mig når jeg fortalte om det dog.. Min mor endte med at tro på det til sidst dog... Faktisk tror jeg du er den eneste der ved jeg kan det udover min familie" Han løftede hans frie hånd op mod loftet "Den anden..." Han rødmede kort, det var ret pinligt egentlig, men nu havde hun jo fortalt om sin, vent sagde hun ikke signe evner? han blinkede overrasket med øjnene. "Øhh ser du, jeg tror den dukkede op da jeg var et barn, og jeg syntes det var uretfærdigt at jeg skulle hjælpe med at flytte på ting i kælderen, og jo mindre jeg gad og mere irriteret jeg var jog tungere blev de skide ting... Men når der var dage jeg godt gad så var ret egentlig meget let. Jeg fandt først ud af det da jeg kom til at svæve op under et loft ved et uheld" Rofus slog en mild latter op "Jeg havde prøvet at få noget fra den øverste hylde jeg ikke kunne nå, så jeg stod på tær og kunne næsten nå, men jeg manglede bare lige lidt mere. Så jeg strakte mig og pludselig kunne jeg nå! Men så kom jeg højere, og højere op indtil at jeg var oppe under loftet. Hvor at min mor var nød til at få mig med med en kost. Det er ikke ligefrem min stolteste dag i livet" Hans hånd faldt slapt ned på sengen, hun syntes sikkert at han var vild kikset nu...

Sofie nikkede lidt for sig selv "Det giver mening" hun skævede lidt til ham "Kunne forestille mig det blev træls hvis folk viste det og spurgte hele tiden.. det ville være svært at skulle fortælle nogen man kender de er en dårlig person" medgav hun, og tænkte ikke rigtig over hun var den eneste anden. Han havde lidt været nød til at fortælle det! Eller, han kunne jo bare have sagt nej og ladt hende i stikken, men det var ikke sådan han var. Tanken om hans gyldne lys fik hendes til at smile lidt drømmende igen, men det var som om det ikke helt nåde hendes øjne. Tanken om hendes mor hang stadig bagved og ulmede.

Hun lod blikket hvilke frem for sig mens han fortalte om hans anden evne "Det lyder da ikke værst! Jeg er glad for du ikke kom til skade med det!" hun stak ham et grin over skulderen, et der bestemt ikke nåde hendes øjne "Og jeg er glad for du ikke vabbede mig ned med en kost!" hun trak langsomt sin hånd til sig igen. Den var blevet lidt klam i handsken.
"Hvorfor kom du egenligt tilbage hertil i stedet for at blive hos din familie?" spurgte hun så lidt mere stille og lagde begge arme om sine ben, med hagen hvilende på knæene. 

"Yeah det har du ret i..."  Rofus stirrede lidt op i luften. Det var ikke ligefrem morsomt at vide at ens mor ikke var en god person... Men hun satte trods alt familiens først, og det havde hun altid gjort. Så det var jo som sådan ikke nødvendigt at hun var det, men inderst inde gjorde det stadig ondt...

At hun så væk, gjorde underligt ondt i brystet. Hans frie hånd mærkede efter men nej der var ikke noget blåt mærke "Jeg er også glad for det" At se hende grine hjalp på smerten, men som han så hendes øjne gav det ham et jag mere.
"Der var ikke lige en i nærheden" svarede han med et glimt i øjet. forhåbentlig hjalp det lidt på hendes humør, tanken om at hun havde det skidt gjorde mere ondt end han havde ventet. Pis! skreg han indeni som hendes hånd gled væk under hans, nu havde han sikkert gjort hende helt trist. 
Rofus tog en dyb indånding "Ser du... Efter min familie blev udvist, fik min mor et brev fra en mand om et tilbud med en ny kro" Rofus knugede hænderne sammen. "Manden vil tydeligt ikke nogen noget godt! Det er som at nogen har lænket hans sjæl med kæder af mørke, som han selv fodre for at holde hans eget lys inde. Og min mor! hun valgte at arbejde sammen med narrøven, hvor at hun bed mig af med at hun havde tænkt sig at udnytte ham mere end han udnyttede hende!"
Rofus satte sig op, og slog hårdt ned i sengen, som gav et ryk under kraften fra slaget. "Så jeg har tænkt mig at stoppe de her Kile tosser så min familie kan komme hjem igen og ikke skal have noget at gøre med den nar..." Tårrer trængte sig på i hans øjne, men ingen af dem var undsluppet endnu... 

Sofie lukkede øjnene mens Rofus talte og lyttede intenst. Da han slog ned i madressen så det kunne mærkes i hele sengen sprang hendes øjne dog op og lagde sig på ham igen, før de vandrede til hans knyttede næve. Wow. Jo, Rofus så da lidt stor ud, men hun havde ærlig talt troet han bare var godt i stand. Han var tros alt krodreng og alt det der! Måske hun havde taget fejl?

Sofies tanker vendte hurtigt tilbage fra Rofus distraherende fysik, og hendes blik blev tænksomt.
Hun havde aldrig haft luksusen af at tro hendes mor var en god person. Kaptajn Sirenesang var trods alt pirat. Men det var ærligt heller ikke noget hun havde tænkt over før nu. Var det overhoved så vigtigt?
Sofie bed tænderne sammen, og gled ned fra sengen uden et ord, og gik hen og samlede sengetæppet op fra gulvet, hvor de havde efterladt det. Hun stod et øjeblik med det i hånden, tænksomt. Der var kun ét af gøre!
Med beslutsomheden malet i ansigtet vendte hun sig om og gik tilbage til Rofus. Med et kast og et blik på Rofus spredte hun tæppet ud over ham, og trak det roligt ned omkring ham, til det lagde sig om hans hoved og dækkede hans perfekte hår. Hun trak det videre ned og satte sig på hug foran ham "Rofus.." da hun var sikker på tyngden havde forladt tæppet igen slap hun det, og lagde i stedet en hånd ovenpå det, hvor hans næve var, og gav den et klem igennem tæppet "VI stopper de Kile tosser så din familie kan komme hjem igen!" hendes ord var faste og hendes blik sagde det ikke var til diskussion. "Vores mødre gør nok hvad de tror er bedst for os, men de har altså ikke altid ret! Så lad os sparke de rådne nosser ud af byen!!"
Sofie viste ikke helt hvornår hun var begyndt at græde, men hendes blik var en anelse sløret som hun intenst stirrede på Rofus, og det gyldne lys fra hendes hår, reflekterende sig i våde spor ned af hendes kinder.

Rofus øjne fulgte Sofie som hun forlod sengen. Han så ned, i takt med at tårene ramte madrasen.
Han var jo sindsyg, det han ville gav jo ingen mening, så selvfølgelig forlod hun ham. Hendes problemer var jo trods alt større end ham, og han ville kun gøre ting værre. Hans hånd knugede sig endnu en gang, men opgivende lod han den flade ud. Hvad nyttede det? Han var alene igen, alene i mørket...
Tæppet der omsluttede ham fik ham til at se frem, og se hende igen. Hendes lys flakkede ikke i det øjeblik, det.. det var det smukkeste han nogensinde havde set. Han blinkede som hun sagde hans navn, i et førsøg på at se mere klart. Vi.. hun sagde vi! Og hun ville hjælpe!
"Ja sgu da! vi smider dem på porten!" udbrød rofus, lidt mere grødet en han havde håbet, men pis med det! de var sammen om det her!
Lavmeldt kom et "Tak" fra Rofus, ved Isari han var glad for at ikke at skulle gøre det alene...

Sofie snøftede en gang for at undgå snottet løb ud af næsen på hende, og smilede skævt til Rofus "Sådan skal det lyde" hun gav hans hånd endnu et klem igennem. Det var nok farligere for hende at være i andre folk nær, og til tit lige så farligt for dem selv, men hun var ikke et sekund i tvivl om at hun var villig til at møde den fare for Rofus skyld.. og noget sagde hende, at han havde det på samme måde!
Og hvis han skulle smide den førende religiøse orden, der for det meste havde folkets opbakning, ud af byen for at få sin families kro tilbage... ja så ville han få brug for alt den hjælp han kunne få!

Hans lavmælte tak fik hendes hjerte til at springe et slag over. Hvorfor fik han hende til at føle sig så blød i knæene? Det måtte være en bivirkning af at have brugt hans evne så meget.

Inden flere tåre og traumatiske barndomsoplevelser kunne nå at blive bragt op, skubbede hun tæppet lidt til side og greb begge hans hænde i sine egne behandskede, og trak ham op fra sengen. "Men vi smider ingen ud på tom mave, og du lovede mig vist at dele hvad der var i køkkenet!"

Sofie kunne ikke sige hvad fremtiden ville bringe, men én ting viste hun dog.. Det kunne ikke være så slemt så længe den involverede Rofus.