Havde Asith spillet sine kort dårligt ved at nævne den skjulte by? Måske. Han havde dog håbet på at det ville give idioten en smule håb om asyl, nu da han ikke så noget håb i at skride fra lejren. Asith rystede irriteret på hovedet og forholdt sit blik på Naem alt imens Selmy stod frem for at forsvare ham. Hadet der brændte i ørkenelverens øjne blev taget personligt, selvom de ikke var rettet imod ham denne gang og Asith tog sig selv i at forestille sig en blodig konklusion på en situation hvorpå den forpulede Naem gjorde sit had imod Selmy fysisk. Han kunne fandme lige vove. Det kunne godt være han var beredt på en død, men Asith havde ikke glemt sine lektioner i hvordan man kunne gøre processen lang og pinefuld. Det kom en smule bag på ham - denne tørst for hævn over en forbrydelse, som ikke var sket og med et dybt åndedrag tvang han ham selv til at ligge låg på det. Vreden stilnede sagte af da Selmy havde forladt samtalen og fortsat ind i teltet hvor overhovedet og barnet stadig var. Sikket rod. Asiths blik gled efter ham og kort skulle han til at følge inden han blev tiltalt igen. Hans udtryk på Naem var ikke ligeså rødglødende som før, men der var stadig ufattelig lidt interesse i at høre hans ævl om ære og mambagift. Forbandede fæ!
Ørkenelverens advarsel fik Asith til at stikke ham et bittert smil. “Jeg stoler ikke på ‘mennesker’.” Svarede han spydigt og lod ham ellers træde tilbage. “‘Bruge hovedet’. Det er fandme en parodi.” Tilføjede han da, men mest af alt til sig selv selvom han var sikker på, at med Naems gode hørelse, kunne han høre hvert et ord. “I det mindste famler jeg ikke i blinde.” Asith drejede af på sin hæl og fulgte efter Selmy ind i teltet. Han undgik specifikt nogen form for øjenkontakt med overhovedet eller barnet henne ved sengepladserne og gik direkte til sin rejsepartner. Røgelsen gjorde igen luften indenfor mindst ligeså ulidelig og tyk som udenfor og det var et under at man overhovedet kunne se røgen fra piben.
“Hul i det. Lad os friske vores vandbeholdning op og komme væk herfra. Jeg vil hellere tage mine chancer med oasen end at lukke et øje i den her slangerede.” Han talte selvfølgeligt lavt og skævede imod de andre i teltet. Hans blik faldt på barnet. De havde uden tvivl sat noget igang, men at han havde advaret ham fra at tage noget fra Naem i fremtiden, var forhåbentligt nok til at stifte en varsomhed blandt menneskene.
 

Han kunne ikke finde ro? Det var ikke svært at relatere til eller forstå. Asith havde dog været ret sikker på at udmattelsen ville tage Selmy’s usikkerhed og tvinge den i søvn, men det virkede ikke til at være tilfældet. De røde øjne fulgte langsomt de optegnede streger i Selmy’s kort imens han lyttede til knægtens svar og til slut nikkede langsomt og forstående. Søvnløse nætter havde Asith lidt megen af og der var ofte ikke særligt meget trøst at finde… Når man var alene. Han havde dog et enkelt minde om at blive lullet i søvn med nænsom hånd og for en kort stund overvejede han at dele ud af sin kunskab. “Hnm...”
Det lange hvide hår, trods dets fine struktur og glatte overflade havde i den grad behov for en kærlig hånd. Det var sandet og havde blodige streger i sig, som mest af alt mindede om et blodspor trukket i nylagt sne. Spidserne var dog - for det meste - rene at berøre, hvis ikke en del spaltede og tørre - guderne vide hvornår Asith tog sig tid til at klippe sig hvis han overhovedet gjorde det.
Der gik en smule tid før Asith igen svarede Selmy og i sidste ende kunne man vel heller ikke kalde det for et reelt svar. Det var mere et forudindtaget forsøg på at være ham behjælpelig på den eneste måde, som Asith kunne tænke på. Mørkelveren spidsede sine grå læber - ikke for at udføre en illusion - men for at knibe en melodi fra sig.
Asiths fløjten var ikke høj, men hvad den manglede i volumen, gjorde den op for i fleksibilitet i sit toneleje. Han kunne ikke spille musik for at redde sit eget liv, men fløjte kunne han, også selvom der gik ufatteligt lang tid imellem situationer hvor han fandt det passende og indtil nu havde deres tur også været totalt fløjteløs. Melodien var simpel og lød som en fortolkning af en folkevise af en eller anden art, men var for uigenkendelig til at være en populær en af slagsen. Den var langsom og krævede udstukne toner og havde en specifik form for melankoli over sig, som en vuggevise der advarede om nattens farer i stedet for den slags der sang om stjerner, måner og nuttede dyreunger der sover i skovene. Alt i alt… Var det yndigt? En sær form for yndigt måske, taget i betragtning af hvem det egentligt kom fra. Asith ville normalt hellere æde sin egen hat end at dele den slags med andre, men Selmy kunne måske bruge den lave melodi til at abstrahere fra sit tankemylder og så havde mørkelveren trods alt ingen hat at æde.
Alt imens Asith fløjtede og spillede for Selmy sin melodi, forblev hans blik observant i kortet for der var ikke en chance for at han ligeså ville give ham et show. Det var lidt for udstillende som det allerede var, så han undgik helst at lade sig blive set på ligeså.