Skumring skrabede utålmodigt i jorden, som hun altid gjorde, før un igen så ned på Devyn "Mennesket burde bare lære at kun holde sig til døde træer, der er rigeligt af dem, og så går de naturens gang, de træer der selv dør, kan end ikke jeg redde!" sagde hun ærligt og så sig om, mennesket var blevet et grådigt bæst over de seneste år, der var virkelig sket forandringer, det kunne selv Skumring konstantere, som ellers var ganske ung.
"Arh, det skal forældre som regl.!" lo hun kort og tænkte sig om, hendes forældre hvde været strikse med hendes opdragelse, men det havde blot gjort hende dannet, hun havde stadig sin forbandede ustyrlige nysgerrighed.
"Kan du så godt nøjes med søer? KHvordan kan du overhovedet leve uden vand på kroppen?" tanken havde pludselig slået ned i hende, hendes forælde hvade fortalt om forhandlinger ed havfolket, og at Kenteuerne altid måptte komme til havet, og ikke omvendt, ellers ville havfolkene dø, af solens hede.
Skumring spærrede øjnene op da Devyn spurgte hende om hvad hun var, forleden havde hun, mødt en dværg der heller ikke kendte til hendes race, men dette var virkelig mærkeligt, skumrings folk var godt nok velviddene, men hun havde da regnet med at både dværge og havfolk havde hørt om dem.
"Jeg er en Kentaur, folk af skoven!" sagde hun med en lille overraskelse i stemmen, og rømmede sig, før hun undrende strøg sig over panden, der måtte rettes op på noget seriøst i riget

Devyn kiggede lidt op på hende og bed sig så i læben. "Jamen gør de da ikke det?" spurgte hun og vidste ikke lige helt hvad hun ellers skulle sige. Sådan som kentauren havde sagt kunne hun jo godt kende svaret.
Hun lod sin hånd køre lidt rundt i græsset og smilte lidt.
Stille begyndte hun at bevæge sine føder.
Hun kom med et lille grin da kentaturen kom med sådan noget omkring forældre. Der kunne være noge tom det. De skulle altid bestemme hvordan det hele så ud og hvordan man skulle være.
Hun nikkede og smilte stort. "Ja det kan jeg godt. Jeg har en sygdom hvor jeg ikke kan tåle at være i vand for længe. Men jeg kan heller ikke tåle at være på land længe. Så det er lidt svært at finde ud af" sagde hun og smilte til hende igen.
Hendes øjne var varme og indbydende. Da hun fortalte hvad hun var smilte hun lidt og nikkede så. "Wow... Hvorfor har man ikke hørt noget om dig før? Er i farlige eller er i lige så fredelige som en mus der løbber langs skoven?" spurgte hun og lagde hovedet lidt på skrå.

Skumring rystede opgivende på hovedet, og strøg en tot på plads der blev rystet løs "Mennesklingene har en kedlig tendens til kun at tage frisk træ, det brænder langsommmere!" forklarrede hun og skar en grimasse "Det er det mig og mit folk laver, vi sørger for naturens gang er naturlig, og ikke ødelagt af mennesker, så farlige kan man ikke kalde os, med mindre man trodser naturen. Vi har måtte sætte mennesker på plads gennem tiden!" sagde hun ærligt og så op mod himlen, der ike var dækket af træernes grene hvor hun befandt sig. "Desværre er vi meget få tilbage, der var en grim jagt på vores folk for nogle år siden. Vi er meget få tilbage!" indrømmede hun med en trist tone, men efterhånden en tanke hun havde vendet sig til.
Hun fnøs utålmogigt og slog tanken ud af hovedet, før hun vendte opmærksomheden mod Devyns historie "Det lyder da til at være en mærkelig sygdom, blier du ikke forvirret af at skulle op og ned af vanet hele tiden?" spurgte hun overrasket og strøg sig over øjnene, med en let bevægelse, for hende virkede det underligt, men hun var vel vant til det.

Pludselig stoppede Skumring op, hun lukkede kort øjnene og tog en dyb indånding, hun kunne mærke at at et træ blev savet over, ikke langt fra dem, hele hendes føling med naturen var unaturlig fin da hun besad en stor styrke inden for naturens kræfter. Dette var sikkert skovhuggeren hun havde jagtet i flere dage nu. Arrigt bed hun tænderne sammen og vendte ryggen til Devyn "Beklager, jeg er nødt til at løbe!" mumlede hun, før hun satte i dundrende galop mod synderen

// Out

Devyn kiggede på hende og anede ikke hvad hun skulle sige i et stykke tid. Hun åbnede mundne men lukkede den lige så hurtigt igen. Hun lod en hånd gå op i håret hvor hun begyndte at klø sig i det. "Så de der mennesker gør det bare fordi de skal have noget mere varme. Ej hvor strengt. Kan man ikke gøre et eller andet? Slå dem ned eller sådan noget?" spurgte hun og var helt opsat på at gøre et eller andet. Hun rejste sig op fra græsset og begyndte at sparke lidt til det men hun gik og mumlede. "Dumme mennesker, sådan at ødelægge så smuk en skov.." hun begyndte at mumle lavere og lavere og kunne til sidst ikke høre mere. Hun satte sig hårdt ned på græsset, faktisk lige der hvor hun havde rejst sig. "Åh det er jeg da ked af. Det er jo synd at det er sket, er det så også menneskene der gjorde det?" spurgte hun og kiggede på hende med et smil. Hun lagde stille hovedet lidt på skrå.
"I starten blev jeg det, men nu har jeg ingen problemer, med at finde ud af hvornår jeg skal i vand, og hvornår jeg skal op der fra. Når min hud sprækker på mine læber så skal jeg ned i noget vand, men når jeg skal op så kan jeg mærke det på mine gæller, de begynder sådan og trække sig lidt sammen" sagde hun og grinte lidt.

Skumring nikkede bevidst, hun havde trods alt ikke lavet andet i hele sit liv end at passe på skoven og naturen "Menneskene skal have varme, ellers dør de, ikke ligesom racer som os!" sagde hun bestemt og så på Devyn, hvis hun tilhørte havfolket måtte hun være vant til kulde og ikke behøve varmen i samme omfang som menneskeskabningerne. Skumring selv bar kun en hørtop ove brysterne, egentlig ikke noget hun behøvee da hun var kentauer, men efter at have fået større kendskab til menneskene var det blevet naturligt at dække den del til, ligesom kvinderne gjorde. "Men menneskene bburde tage det døde tre, ikke de levende!" knurrede hun bittert og lagde roligt håndne mod en stor fyrrestamme ikke langt fra hende, efteråret havde taget alvorligt og bøg og eg var langsomt begyndt at tage efterårsfarver og bladene langsomt begyndt at falde af.
"Ja, det var ligeledes meneskene, der ar en overgang hvor man troede at et kentauerhjerte kunne forlængeet menneskeliv!" fortsatte hun roligt, det var en del af historien nu, selfølgelig blev hun oprørt, men hun kunne ikke gøre noget ved det.
Skumring rystede på hovedet og smilede så til Devyn, "Jamen du har vel brug for vand nu så, du har helt tøre læber" konstanterede Skumring med et enkelt peg mod Devyns kønne ansigt, heldigvis var der en sø i nærheden, floden var heller ikke så langt væk.
Devyn morede hende, det var sjældent at Skumring mødte folk med så stor forståelse for naturen som Devyn åbenbart havde, det var rart at snakke med et forstående individ

Devyn knyttede sine hænder. Hun kunne virkelig ikke forstå hvorfor mennesker var sådan! Hvis man fjernede de 'raske' træer for at få varme hvorfor var Kentauer her så? Der var jo en grund til at de var her som alle andre. Lige som hende, hun havde jo også et formål med at være her. Menneskene havde det og alle andre væsner. De var vel lidt ligesom elementerne der var rundt omkring. Jord, vand, ild, luft, lys, mørke. Alt det havde jo en ting til fællels, livet! "Derfor skal de da ikke tage det 'raske' træ. Godt nok lever de længere end det 'syge'. Men mennesker ødelægger jo naturen og raserne der nu lever i skoven. Når skoven er væk hvor skal dyrene, og racerne så gå hen? De kan jo ikke leve i skoven." sagde hun og bevægede sig frem og tilbage. Hun var godt sur over alt dette her. "Hvad med de der væsner med de der lange øer og er så høje. De der.. Hvad er det nu de hedder. Elv... Et eller andet. Der er jo nogle af dem der lever i skoven. De kan jo ikke bevæge sig i skoven! Vi burde gå til de højeste for at klage!" sagde hun stadig vredt og kiggede på Skumring.
Hun satte sig vredt ned på jorden og kiggede lige ind på Skumrings knæ. Hun lagde hænderne over kors og så ret sur ud. De var idioter alle de mennesker. Hun vidste slet ikke om hun ville lære alt om dem mere! Hun kunne bare tage hjemme til alle andre og passe sit liv der nede! Da skumring sagde at de havde spist kentauer hjerte blev hun endnu mere sur. "Hvad har de!? Det er bare løgn! Hvad sker der for alle de mennesker? Jeg kunne seriøst slå dem i hovedet med min finne! Hvis de så meget som ligger en finger på et eller andet her i skoven mens jeg ser det, så skal de da godt nok få med min finne. sådan en tung finne er noget der gør ondt! især når den er fuld med skæl!!" sagde hun stadig vredt. Hun rejste sig op, hun kunne slet ikke sidde ned. Hun begyndte at gå lidt rundt i ring mens hun knyttede sine hænder. hun slå ud efter en hel del ting selvom der ikke var noget. Det lignede lidt hun boksede eller øvede sig i at slå på noget. de så ret komisk ud, når man stod på side linjen. Hun stoppede op og lod sine hænder køre over hendes læber. "Orv ja det er de også. Så må jeg hellere komme ned i noget vand, inden jeg begynder at trække vejret mindre, og begynder at hyperventilere for at få luften." sagde hun og begyndte at smile en lille smule. Men med de mennesker. Ja det var ikke noget hun ville komme over lige med det samme!

Dagene var begyndt at føles længere, men det var nok fordi at Samson havde været rimelig tidligt oppe disse par morgener. Han havde mest af alt været sammen med sin tyr Brutus, og taget nogen lange ture gennem landet med ham. Han følte at der var et eller andet der manglede, eller også var det bare fordi at Samson var ved at være mere fornuftig med hensyn til drab og andre tortur sager? Det var i hvert fald en tanke som var faldet ham ind. Magten var ved at stige ham til hovedet, og han havde det med at rette lidt på sig selv og sin opførsel. Det der havde gjort alt dette, det kom nok fra dengang med Morgoth, hvor han pludselig havde mistet respekten for Samson. Her havde Samson indset, at han nok skulle arbejde på sin attitude. Om ikke andet overfor nogen bestemte personer.
Dagen i dag var perfekt til at mødes med hans lille luder. De havde aftalt at de skulle mødes om lidt midt i lysningen, så Samson var lidt spændt på om hun havde husket det, også selvom at han forventede at hun skulle komme, for ellers kunne hun godt vente sig.
Solens stråler prydede græspletten midt i lysningen. De store trækroner opslugte lyset udenfor cirklen, og det var svært at finde bare små pletter af lys, fordi træerne stod så tæt.
Samson gik frem mod græspletten. Brutus havde han dog også taget med sig i dag, for at komme hertil, men han havde dog forladt ham lidt længere inde i skoven, så tyren ville kunne få lov til at jage vilde dyr, eller fråde noget vand eller græs i sig ved en lille å.
Samson var i ført sin kappe med bandesymbolet bag på. Derudover havde han sine sorte gamle bukser på som altid, samt sin hat med de to smileys.
Samsons attitude var forholdsvis rolig at se på, men indeni var han på en måde som en tyr. Han manglede noget, som han ikke havde fået længe. Når Rasha kom, så ville han måske kunne få stillet sin 'tørst'. Dette fik et lille svagt smil frem på hans læber. Det ville han kun se frem til.

Samson rettede roligt på sin hat. Efter en tur på tyrens ryg gennem en skov og andre landskaber, så var det ikke helt umuligt at en hat kunne komme til at sidde lidt kejtet på hovedet.
Han stod og betragtede alle de muligheder til at få en hed scene. Der var flere muligheder i en skov end man lige ville kunne forestille sig.

Samson hørte en hestevogn et sted bag sig. Han vendte sig ikke lige med det samme, men for at træne sig selv, prøvede han i første omgang at fornemme vognen med sin evne, for derefter at vende sig om, for at se om hans bedømmelse var korrekt. Helt slem var hans bedømmelse ikke, men han var ikke helt selv tilfreds, da hans krav til sig selv og hans evner var høje. Han skulle helt bruge sine evner hver eneste dag, gerne op til flere gange, for konstant at have fuld rådighed over dem. Men da han havde været lidt sløv med hensyn til det de sidste par dage, så var hans koordination ikke hvor han ville have dem, men det gjorde ham heldigvis ikke så svag. Han skulle blot have koordinationen tilbage, så han kunne vurdere afstanden. Bare ved denne lille prøve, hjalp det ham lidt på vej, for så havde han noget at forholde sig til.

Samson så mod Rasha. Han fik et lille smil frem på læben ved synet af hende. Hun kunne altid finde ud af at tilfredsstille Samson, næsten uanset hvad han bad hende op. Det var lige før at hun burde have en lønforhøjelse.

"Goddag kære Rasha" Brummede Samson og strøg en hårtot væk fra hendes ansigt, idet hun var kommet hen til ham. Han så lidt på hendes pæne ansigt, mens han tog hårlokken væk.

"Det er efterhånden ved at være længe siden, men du har ikke forandret dig.." Samson smilede roligt mens han betragtede hende. Han vidste ikke hvornår han sidst havde set hende, men han ved, at det ikke havde været for nylig.

Samson smilte roligt af Rashas 'imødekommenhed'. Han lod hende tage kappen af sig og tillod den at falde til jorden. Han strøg hende over hendes arme, mens han så hende i øjet.

"Du smigrer mig" Brummede Samson lettere kælent. Han smilte et lille kælent smil med et lille glimt i øjet. Et eller andet sted havde han bare lyst til at flå tøjet af hende, men for at vise lidt værdighed holdt han sig trods alt alligevel lidt tilbage og var ikke så forhastelig, som han kunne tænkes at være - i hvert fald hvis man kendte til hans nuværende behov.

"Hvad jeg vil gøre ved dig? Har du tænkt på hvor mange muligheder en skov byder på?" Spurgte Samson lettere kælent mens han hævede det ene øjenbryn en smule for at understrege det perverse i den sætning, efterfulgt af et lille smil så man absolut ikke var i tvivl om, hvad han hentydede til.

Han lagde sine hænder på hendes hofter, og lod dem kærtegne hende op langs kroppen, specielt omkring hendes kønsorganer. Samson følte en stor magt over Rasha, men det var nok også kun fordi at han vidste at hun gerne ville gøre alt det som han bad hende om, hvilket var en fornøjelse for ham.
Han hev lidt op i hendes kjole nede fra og og lod sin hånd falde ind under, hvor han tog hende på balden. Han betragtede Rasha, alt imens han gjorde dette, for at blive tændt af hendes reaktion.
Han tog begge hendes hænder og placerede dem rundt om nakken på ham, hvorefter han løftede hende op, så man kunne se et stort stykke af hendes lår, hvis man kom gående lidt derfra.
Han gik over mod et træ, åbnede sine bukser med den ene hånd, alt imens at han stadig havde et fast tag i Rasha, som hang om hans hals. Han havde stadig sine underbukser på, men han pressede hende op af træet, hvor han kærtegnede hendes krop.
Han hev lidt i hendes kjole for oven, for at få stroppen der var omkring hendes hals, til at komme nedover så den bare sad løst.

Nickazho fulgte efter den høje mand, Taylor. Han havde ikke andet at give sig til, og Taylor som ellers plejede at mobbe Nickazho, skulle have igen! Det mente Nickazho i hvert fald. Hele vejen de havde gået indtil videre, havde Nickazho plapret løs om, hvad han havde set i omgivelserne, hvad han synes om naturen, og hvad han bedst kunne lide ved havet. Nævnt ind til små detaljer. Selvom Taylor havde vendt sig om og sagt at han ikke skulle følge efter, så havde han gjort det alligevel. Et par gange hvor Taylor ville have slået Nickazho havde Nickazho forsvundet foran ham så han til sidst var blevet træt af det - det troede Nickazho i hvert fald, hvilket fik den lille lillae dæmon til at more sig gevaldigt.
Nickazho så lysningen forude, og små lyspletter var begyndt at komme frem på skovbunden. For at have noget at give sig til, udover at følge efter Taylor, hoppede han fra lysplet til lysplet.

Nickazho var ved at gå ind i Taylor.
"Kan du måske ikke gå mere?... uduelige krystalisianer" Det sidste mumlede Nickazho lavt men med et stort, et eller andet sted, hånende smil. Krystalisianerne duede aldeles ikke til noget i Nickazhos forstand. Og det havde de aldrig gjort. Eller.. aldrig og aldrig.. det var lige lovligt mange år det indebar, når man skulle se på Nickazhos alder. Om ikke andet, så kunne han bare ikke længere huske det.

Da Taylor tyssede på Nickazho, himlede Nickazho lidt med øjnene.

"Du skal ikke ty....." Nickazhos øjne blev store, da han tittede frem fra Taylors fede krop, og så to krystalisianere, en mand og en kvinde, stående så tæt sammen. Ikke nok med det, så var de i fuld gang med at fjerne tøjet!!!
Nickazho tabte næsten sin kæbe helt ned til jorden. Han vendte sig først om og holdt sig for øjnene.

"Beskridte, beskidte, beskidte dyyyr! fjern jer, gå hjem, gå hjeeeeeeeeem!" Det var ellers meningen at han skulle skrige det, men al det der kom ud, lød bare som en peben fra den lillae dæmon. Få øjeblikke efter at have beklaget sig lidt, tittede han alligevel frem fra Taylors fede krop, med det ene øje lukket og det andet øje fuldt opslået som en spions. Han tog sin ene hånd op foran sin mund, som om at han holdt på en hemmelighed.

"Eeeew!" Peb han lavt, med en lille hæs stemme, som om at den netop var forsvundet i en stor forkølelse.

Samson mærkede Rashas nøgne krop mod sin. Han nød kærtegnene, men havde mest af alt bare lyst til at gå hårdt til, men bare for træningens skyld lod han sig beherske en anelse. De havde jo massere af tid.. troede han.
Da mærkede han, at de ikke længere var alene. En pibende lyd og en akavet stemning spredte sig, lige som da den hyggelige var kommet. Samson overvejede om han bare skulle se bort fra de lorte personer som der var kommet til stedet, og bare slå sig løs med Rasha, men han vidste ikke hvem det var, dog gik han ikke ud fra at de var trende på nogen måder, siden der kom pibende lyde. Han var tæt på at slå sig løs, da han netop var så ivrig som han var, men sukkede tungt og så Rasha tungt i øjnene inden han satte hende ned på jorden og hurtigt trak sine bukser op igen. Samson følte sig ikke pinligt berørt, han følte sig nærmere skuffet og irriteret. Der var nogen der havde forstyrret Rasha og ham. Selvom Rasha måske ikke havde nået imod at gøre det foran de andre, ville Samson dog ikke gøre det foran hvem som helst - i hvert fald ikke længere.
Samson lukkede sit bælte og vendte sig om og så.. Taylor? Og en eller andet lilla væsen? Samson hævede øjenbrynet et øjeblik.

"Hvad fanden er det for et selvskab du har samlet dig der, Taylor? Og hvorfor har du taget det hertil?" Samson lagde sine arme over kors og stod og dækkede for Rasha så hun ville kunne få noget tøj på uden at blive overbegloet. Stemningen var trykket, Samson var lidt desperat og kunne let blive gnaven eller flabet når tingene ikke gik som forventet i en desperat situation som denne.

Nickazhos store øje lukkedes langsomt da det begyndte at ryste lidt efter trangslen til at blinke. Idet han blinkede fik han sådan et spark at han trådte flere skridt tilbage og dumpede ned på jorden. Hans øjne fyldtes med tårrer et øjeblik, men de blev kort efter fulde af vrede så de nærmest kom til at lige vredes tårrer.
Han så mod den store mand som havde en krop som sammensat af bolde. Han var jo kugle rund af bolde! Mange bolde! Hvad var han dog for en hånddukke!? Der skulle i hvert fald en stor hånd til at styre den fede ting fuld af bolde! Krystalisianere troede virkelig at de var noget! Hvor var det dog latterligt!

Nickazho så halvforvirret vredt frem og tilbage fra Taylor til Samson, uden helt at vide hvor fanden han skulle starte henne. Hvem skulle først få skidebalden?

"Jeg.. er IKKE nogen dæmon! Jeg er en LILLA DÆMON!!! ER I DA TOTALT BLINDE!??" Nickazho rakte begge sine lillae hænder op mod himlen hvorefter han tog sig til hovedet. De store ærmer faldt helt ned til overarmene så hans arme blev afsløret.

"Du er bare jaloux!" Nickazho så et øjeblik halvblankt på Samson med en finger rettet mod ham mens han sad der på jorden. Måske var han ikke så jaloux alligevel den rådne krystallisianer! De to havde jo været meget fokoseret på en anden ting.

"..."

"Du... DU kan da bare.. I!!! I kan da bare skride hjem til jeres rede! Og lege jeres uhyrlige lege derhjemme! Hvis I da er væsener nok til at have et sted at holde jer til, eller er I begge dyr siden I befinder jer HERUDE?!?!" Nickazhos snakken var hurtig, og mest af alt havde folk nok bare lyst til at stoppe et eller andet i kæften på ham sådan som han dog plabrede løs uden egentlig at komme ret mange vejne.
Nickazho var i mellem tiden kommet på benene.

"OG HVORFOR SPARKEDE DU MIG DIN FORBANDENE MØG KRYSTALISIANER?!?!?" Skreg Nickazho og viftede med armene over Taylors opførsel, men også panisk over denne kejtede situation at komme til.

Samson så lidt vrissent på den lille dæmon som var lilla. Det var dog helt utroligt som den kunne råbe op og være med at afbryde så mange ting, eller bare irritere? Den irriterede tydeligvis Taylor, eller prøvede han at skjule at han rent faktisk gerne ville være sammen med den der taber ting? Samson ville nok have frydet sig et eller andet sted, men alligevel håbede han det modsatte, bare for Taylors eget bedste. Den lillae skabning kunne umuligt føre noget godt med sig.
Samson skævede lidt til Taylor. Så den havde hængt på ham i noget tid nu?

"Hvorfor fejer du ham så ikke bare væk?" spurgte Samson og ignorerede Nickazhos kommentarer.
Samson så kort efter Rasha. Ordet?
Det var sikkert mere en sætning til hvornår hun skulle komme igen, så de kunne ses en anden gang, siden de blev afbrudt nu og her?
Samson havde ellers håbet på en del bedre i en skov. Han havde trods alt prøvet at gøre det i en skov før, hvilket han kun havde haft positive oplevelser ud af.

"Han er altså en tøse dæmon?" Brummede Samson køligt. Alligevel havde hans pupiller forholdt sig smalle siden afbrydelsen. Et tegn på at der ikke skulle meget til før at man kunne få ham til at flippe ud.

Nickazho stirrede flabet tilbage på Taylor som om at han ikke gav op. Han gik frem mod ham igen for at stille sig ved siden at Taylor, bare for at genere ham og for at vise, at han da bestemt ikke var bange for den høje mandsperson! .. og hvorfor var de krystalisianere dog så høje! Det var da helt utroligt med dem! Hvad fik de at spise, som Nickazho 'manglede'?
Nickazho rettede sig lidt op og tørrede sine øjne af i det ene ærme, hvorefter han vendte sig mod Taylor igen.

"Jeg er aldeles ikke svag! Jeg vil bare ikke slås! Det burde I krystalisianere virkelig tage ved lære af! Så kunne I blive lige så klog som mig! Og jeg er ikke nogen kvinde! Selvom de burde værdisættes mere i krystalisianernes verden!" Nickazho holdt inde et øjeblik.. Hvordan var det lige de så på ham lige nu? Taber? Nickazho knyttede næverne. De ville snart få at se ville de! .. Han skulle bare lige finde ud af hvornår.

Nickazho så over på Rasha som kom gående i mod ham. Han betragtede hende og skulle til at træde et skridt tilbage eller to. Hvorfor kom hun dog hen til ham? Hun var en meget beskidt pige! Da hun sendte ham et fingerkys skuttede han sig helt og trådte flere skridt væk og faldt over en lille stub i jorden og landte endnu engang på bagen. Typisk!
Han skyndte sig at komme på benene i stedet for at blive siddende. Det kunne jo være at han var så heldig at de ikke lagde mærke til det.

Samson betragtede det lille lillae kræ som tilsyneladende ivrigt prøvede at overbevise dem om noget han ikke var. Om ikke andet, så var det i hvert fald ikke synligt.

*sikke et kvaj* tænkte Samson da den faldt over.. sig selv? Han himlede lidt med øjnene. Gad vide om han overhovedet ville kunne bruges til noget som helst? Det var jo en fremmed skabning, som Samson ikke havde set noget som helst til før. Det kunne jo godt være at han måske ville kunne være heldig, ligesom med krystal dæmonen, som kunne føre ham til værdifulde genstande.
Forskellen på de to var bare, at denne dæmon som stod lidt væk fra ham, så så dum ud, som man næsten ikke kunne tillade sig at være. Hvad skulle han dog bruge ham til?

Samson så efter Rasha med et lidt overrasket udtryk. Hun overfaldt dæmonen? Han vidste ikke helt hvordan han skulle forholde sig til det.
Samson skævede til Taylor.

"Det er ikke engang sikkert at den vil dø ved en halshugning.. der kan umuligt være noget oppe i det hovede der holder sammen på noget af kroppen.." Samson tog sig lidt til hovedet. Han var en smule gnaven, men også lidt betaget af denne situation. Hvad ville Rasha med Nickazho? Samson tænkte det værst tænkelige, selvom han godt nok kunne være ligeglad, men han havde aldrig set hende været så ivrig efter nogen før på den måde.

Nickazho rynkede lidt på næsen. Det var jo trods alt nogen ret fornærmende kommentarer han fik. Alligevel valgte han at ignorere det, eller det vil nok nærmere sige, at han fik noget andet at tænke på, da kvindemennesket pludselig overfaldt ham med sine kæmpe kram uden han nåede at rejse sig helt op. Da han var halvt oppe, faldt han netop ned igen da kvinden omfavnede ham... lidt for meget.

"WaaaAAAH!" gispede han og viftede med armene ud til hver side, alt imens han havde sit hoved boret ind mellem hendes bryster.

"NARJ NARJ NARJ!!! KVINDEbryyy....." Nickazho gik i stå. Sikke et ord han lige var ved at lukke ud, og sikke en vanskelig situation han befandt sig i lige nu! Det var yderst.. deprimerende!

"Flyt sig..." mere kunne han ikke nå at sige for han hev efter vejret. Han kunne ikke begribe hvorfor kvinden dog pludselig kastede sig sådan over ham som et andet stykke legetøj!
Nickazho hev efter vejret og så fabrilsk op mod himlen, som om at han skulle være sikker på at kunne nå ilten. Han følte sig utilpas, meget utilpas! For det første har han ikke lige kunne få noget ilt! for det andet,så havde han lige været klemt ind mellem to bryster på en KVINDE!!! og en KRYSTALISIANERS!! Han havde mest af alt bare lyst til at dø! Han kunne gøre det nemt ved at få Taylor til at dræbe ham, eller den fede runde mand.

*Naah.. De skal ikke få mig så let! Så vinder de bare "kampen"* Tænkte Nickahzo og rynkede lidt på næsten ved tanken. Han spærrede øjenen op. Hvad var det nu lige Krystalisianerkvinden sagde til ham?!

"Jeg skal aldeles ikke hjem til nogen!" Sagde han stædigt som et lille barn og satte sine arme i siden, for at se meget kort og kontant ud.

"Jeg har mit eget hjem!" Sagde den lille lillae dæmon mens han vred sig ud af hendes greb og gik et par skridt væk. Hans ansigts udtryk var meget stædigt.
Nickazho forsvandt i en lille åndelig røgsky, og dukkede op igen lige bagved Taylor hvor han forsøgte at sparke ham bag knæet, der hvor benet knækker sammen, i et forsøg på at få ham til at falde, eller bare blive forskrækket. Han trådte hurtigt et skridt til side, mens han så stædigt og bestemt på Taylor.

"Jeg hørte dig godt dumme krystalisianer! Jeg er ikke nogen vanskabning! Min race blev skabt før din! Og jeg er meget ældre end du er irriterende... store.... fede... krystalisianer!" Nickaszho pegede op på Taylor. Fingeren cirkulerede let rundt i luften, som om han troede at han forbandede ham på den måde, så længe han lavede de cirkulerende ringe.

Samson fattede ikke hvorfor Rasha var interesseret i sådan en gnom som Nickazho! Han kunne da umuligt være tiltrækkende! Han himlede lidt med øjnene af dem. Det så ud som om at der rent faktisk var en dreng, eller hvad den nu var for en, som ikke ville have Rasha - hvilket var helt uforståeligt! Men nu var han jo helt sikkert heller ikke normal. Bare synet af ham skriger nærmest unormal på lang afstand! Alle hans ar, og hans mærkelige farve i huden - det er ikke fordi det bare hjælper en smule.
Samson kunne nu ikke lade være med at få et lille køligt smil frem på sine læber ved synet af Taylors raserianfald, som han prøvede at begrænse. Eller prøvede han overhovedet? Gnomen gik ham tydeligvis meget på.
Han hævede øjenbrynene en smule og fjernede det meget lille smil på læben, da Taylor kom over og stillede sig ved siden af ham.
Samsons ansigt blev mørkt at se på, og det var tydeligt hvad hans holdning var til den sag, som Taylor lagde ud for sig.

"Der skal ikke andre ind på den borg, end hvad jeg har givet lov til! Sådan er borgens politik, og gnomen der går ikke ind under den politik på nogen måder! Så han bliver udenfor porten!" Samson havde hævet sin stemme så Rasha også ville kunne høre det - og nå ja, Nickazho, bare for at fornærme den skolede skid lidt. Han havde tydeligvis en kort lunte og var glad for at genere folk. Hvis han skulle nærme sig Samson, så kunne han da altid 'køle ham lidt ned'.
Samson kunne mærke på sig selv at han stadig trængte. Han prøvede ellers at fokusere meget på den lillae dæmon, men det var lidt svært for ham at slappe af, da han netop var opstemt. Han havde taget sin kappe omkring sig. Han var ivrig efter at få noget, så han skulle nok se at finde en på vejen tilbage. Det var godt nok også længe siden at han havde fået noget på den manér, så hvorfor ikke...

"Taylor... jeg tror godt at du vil kunne klare en lille gnom alene, ikke sandt? Du behøver ikke mig for at klare den lille sag. Jeg har noget jeg skal have ordnet." Samson skævede kort til Taylor, som pludselig var faldet sammen på grund af.. gnomen? Samson skulle lige til at bryde ud i latter, men holdt det inde. Det var måske ikke det rette tidspunkt at han netop havde sagt dét, for han kunne ærlig talt godt tvivle lidt nu, om gnomen måske ikke løb om hjørner med ham.
Samson rystede lidt på hovedet da han så Taylors pay back på dæmonen.

"Men min slave, bliver han ikke... han driver mig bare til vanvid, og han kan ikke finde ud af en skid alligevel... Jo, at gøre dig sindssyg.." Samson smilte kort fornøjet og klappede Taylor let på skulderen, som et tegn på at han skulle more sig. Samson så kort hen mod Rasha, inden han vendte omkring og gik med hast op mod borgen, med den hensigt at finde nogen på vejen. Vejen til borgen skulle derfor blive lidt længere end normalt, så han havde en mulighed for at kunne finde en han ville overfalde.

//out

Nickazho er en stædig lille dæmon. Han giver ikke op så let, og sådan en flok krystalisianere skulle ikke få ham ned med nakken! De kunne godt tro om igen! Alle sammen!
Nickazho lo højt da Taylor faldt til jorden. Han krummede sig sammen nede på jorden og rullede rundt i høj latter. Det havde den høje tumpe godt af! Så kunne han lære det!
Nickazhos skadefro ansigtsudtryk ændrede sig brat da han mærkede at tumpen havde langet ud efter ham og taget fat i ham. Hans øjne blev store og han mærkede hvordan han blev løftet op fra jorden. Han så ind i Taylors øjne som et uskyldigt barn, men øjnene forandrede sig hurtigt til et lille bæsts øjne, som bare tørstede efter hævn mod krystalisianeren, fordi han løftede ham sådan op som var han et dyr. Det var ikke pænt!

"Jeg tror ikke at jeg kan narre dig, jeg ved det! Du er en dum krystalisianer som tror at han er såååå smart! Men det er du bare ikke!" Nickazhos øjne stirrede vredt ind i Taylors. Kraniet oppe på hovedet lyste kort op i en turkis blå farve, men den forsvandt ligeså snart Taylor valgte at kaste Nickazho fra sig og han farede gennem luften lige ind i Rasha.

"WAAAAAAAAH!!!!"Nickazho baskede lidt med armene gennem luften, som om han troede at han ville kunne flyve så længe han gjorde det, men faldt dog sammen da han ramte jorden. Måske skulle man tro at sådan en barnlig sjæl ville græde højlydt, men Nickazho havde været ude for større skræmmer i sit liv så han var ikke sart. Han valgte at blive liggende nede på jorden, måske ville tumpen så komme hen til ham, måske sparke til ham, men Nickazho skulle overraske ham, ja han skulle! Han vil nok undre sig over, at Nickazho ikke piver, men nu skulle han vise ham, at han rent faktisk ikke var så sart overfor smerte. Det var snarre værre at påføre andre smerte for ham!

Venus landede lige midt i lysningen, eller hun mente i hvert fald, det var lige i midten. Græsset knitrede lidt under hendes støvler, da hun begyndte at gå. Håret var flettet for at undgå ugler. Når vinden strømede gennem håret med flere meter i sekundet, blev det temmeligt indfiltret og det var ikke til at sige, hvad man kunne finde i håret bagefter. Hun så ned på den flammerøde, fuldstændigt knudrede fletning. hun kunne lige så godt have haft det løst. En kam havde været rart.... Ved den tanker lyste hendes ansigt lidt op. hun stak en hånd ned i støvleskaftet og rodede lidt rundt. Faktisk havde hun en del ting dernede. Hvor skulle hun også ellers have dem?
Op fra støvlen kom en fint udskåren kam af træ. Den kunne måske hav været dyr, hvis hun havde købt den. Den var i hvert fald temmeligt pæn. Men Venus havde hverken købt eller stjålet den. Hun havde fået den af Kazoya, fordi hun tilfældigvis havde haft brug for den, mens han var i nærheden. En af de mere ... særprægede oplevelser, hun havde haft.
Venus satte sig i skrædderstilling på jorden, flettede fletningen op o begyndte at redde håret ud.

Ah, en lille fugl var landet.

Sorte øjne fokuseres på Venus mens hun stod blottet i lysningen. Dumme barn. Kendte hun intet til hvad man skulle gøre og ikke skulle gøre, når man rendte rundt i et sted som dette?
Det var som at tigge og bede om at blive ædt af et eller andet. Nu var hun bare så uheldig at det "Et eller andet" vidste sig at være Kyo.
Han lå behageligt på en gren oppe i en af de halvstore træer tæt på lysningen. Havde lagt sig et godt sted, med et godt udsyn til netop det sted som Venus havde valgt at lande.
Han rejste sig op, strejkede ryggen til den knækkede og hoppede så ned på jorden med en lydløs elegance som kun ganske få besad. Hun havde næppe opdaget ham endnu.
Gik lige så roligt hen til åbningen af træerne og lænede sig behaget op af nok det sidste træ der stod der og det der var tættest på tøsen.

"Dumt sted pludselig at lande"