Han lagrede hendes ord. Han havde aldrig før snakket med den slags personer om deres arbejde, så det vakte hans nysgerrighed at få indsigt i det. Hendes ord om hans tiltaleform bragte igen et smil frem på hans læber.
”Jeg kan lide den formelle tone. De fortjener at blive tiltalt sådan.” Han blinkede drilsk til hende og lagde nakken bagover for at se op på stjernerne. De var fremme, og de var klare, smukke. De blinkede konspiratorisk til hinanden, som havde de en hemmelighed, menneskerne ikke fik del i.
Alexander mærkede også kulden snige sig ind nu, hvor den før så isolerende kappe dryppede på fliserne under ham. Han kørte en hånd gennem sit hår, hvorved det dryppede fra spidserne. Dette kunne vist ikke være sundt. Altså, at være våde, som de var, i en kold, skyfri nat som denne.
”Jeg er bange for, at jeg ser mig nødsaget til at finde tilbage til mit logi for at finde noget tørt tøj. Aftenen udviklede sig i en retning, jeg ikke havde forudset. Havde jeg vidst, at jeg ville møde Dem, ville jeg have bragt skiftetøj med!” Han rystede på hovedet over sin egen klodsede formulering. Han vidste ikke helt, om han kunne tillade sig og sige, at hun også skulle passe på sig selv, for hun var jo en voksen person som han selv… selvom han ikke altid handlede som én!
”Det har været rart at møde Dem. Jeg håber, vi ses igen inden længe.” Han rakte hånden frem mod hende og smilede undskyldende for hans pludselige tilbagetrækning.

Hun griner over hans mislykkede ordspil. ikke ad ham, men med ham. Hendes blik følger hans, op på himlen, hvor fjerne galaxer breder sig ud over et sort tæppe. hun sukker, og smiler.
"Det går nok. men tilgiv mig, hvis jeg glemmer at bruge den." svarer hun ham, og lader blikket glide tilbage på ham.
"Ilige måde" griner hun. husk det endelig næste gang, ikke?" hun afværger hans hånd, og giver ham istedet et langt, varmt knus. Aldrig før har hun kunne snakke med en mand, som hun kunne idag.
"Kom godt hjem Alexander. Du ved hvor du kan finde mig!" halvråber hun efter ham, da han går. Hun vender blikket imod gyden, og lader det hvile på skikkelsen.
"hvis du vil mig noget." hendes stemme skælver af kulde. "Så er jeg på det nedlagte bordel. jeg har ikke tid til at vente på dig" siger hun henvendt til skikkelsen, før hun drejer om på hælen, og løber ind i en af gaderne i nærheden...

//OUT

Han så stille på dem fra sin plads i gydens mørke.
han så Karizma vende sig i løb, og hun kom ud for hans syns vinkel.
''pokkers hvorfor gøre det svært for mig?'' siger han med et let grinnede udtryk.
han rejser sig og spurgter i den retning Karizma løb i, lige forbi Alexander, som han skubbede til siden med sin albue.
derefter forsatte han om hjørnet længere hende efter Karizma.

//out

Alexander var overbevist om, at de nok skulle ses igen. I hvertfald, hvis det stod til ham! Han begyndte at gå mod sit bestemmelsessted, da han blev opmærksom på personen, der kom ud fra gyden. Han orkede ikke at undre sig over det, da kulden efterhånden havde fået et godt tag i ham.
Da Kanismo spurtede forbi ham og skubbede ham med allbuen, skulede han ondt efter ham. Forarget skulle han til at sige noget, men opgav det igen. Han ville bare hjem og finde varmen igen!

//Out.

Høje, men langsomme skridt kunne høres tæt ved springvandet. De var svagt overdøvet af den brusende klare lyd af springvandet, men de kunne alligevel høres. Jocelyn smilte muntert, da hun kunne høre den velkendte klang som hendes skridt gav på brostene. Hun var endelig nået frem til noget hun kunne genkende, fra før hun stak af. Hendes skridt var langsomme, mest fordi at hun ved hver skridt så sig fascineret omkring over de små forandringer der var sket i de sidste 10 års tid. Hun smilte mens hun tænkte på at der egentlig var håb for at hun ville finde sin lillebror James. Hun kørte en hånd gennem det røde hår og så sig omkring igen. Hendes blik fandt springvandet og hun huskede tilbage på de gange hende, James og deres to andre søskende havde leget her, da de var små. Et stort smil prydede hendes blege ansigt, ved mindet. Hun var klædt i en brun poset bluse og et par brune, endnu mere posede busker - som sædvanlig. Over hendes skulder var en taske hvor hendes ånde - bog lå i. Udover bogen var der noget tøj og en lille læderpose med jader i.

Bag om springvandet, i den modsatte side af hvor Jocelyn stod, sad en sammenkrøbet skikkelse. Cyneziqa krummede benene indtil sig, hev vejret febrilsk ind og ud af lungerne. Hans magre krop syntes at ryste af den svage aften kulde, og hans lange æsellignende halse flagrede hastigt fra side til side imod jorden. Hans lange sort-brune hår, klistrede sig ind imod hans pande, og sindsygen glimtede let i hans rovdyrslignende øjne. Han lignede en der bar på en voldsom feber, hvilket sikkert var ganske rigtigt, men derudover var der alligevel så meget andet.
Hans bukser var tilsyneladende det eneste tøj han havde på, da hans øverste klæder var flænset op. Skoene var sparket af i vildskab, og smidt et stykke fra ham. Hvorfor dette var gjort, var han ikke rigtig sikker på. Varmen i fødderne gjorde ham måske endnu mere vanvittig, end noget andet på hans krop?
Skeletarmen der borrede sig ud fra hans venstreskuldreblad, pressede sig skævt imod springvandets stenside. Dens negle knugede sig let sammen, og bevægede sig let. Han rynkede brynene, og blinkede hektisk med øjnene, hvilket så ud til at være ude af kontrol. Uhyggeligt, og en anelse barsk syn.

Jocelyn havde ikke lagt mærke til den sammenkrøbede skikkelse og et stort smil prydede stadigt hendes ansigt. - Det ville sikkert have set lidt underligt ud, udefra. På den ene side stod en ung kvinde der stod og smilede stort og som tydelig vis var meget glad. På den anden side sad den sammenkrøbede mand, som virkede syg - både fysisk og psygisk.
Lyn fjernede endelig blikket fra springvandet og så rundt. Hovedgaden vrimlede med ånder, sikkert folk der var blevet dræbt her. På hovedgaden. De virkede ikke som om de kunne se hende. Måske var de ikke vandt til at mennesker kunne se dem, så Lyn valgte ikke at forstyrre dem. Hun gik et par skridt rundt om springvandet, før hun stoppede op. Hun fik øje på Cyneziqa og betragtede ham halv stirrende. Hun så ud som om at hun var splittet i to. Den ene del var bekymret for Cyneziqas tydeligt ikke så sunde tilstand, og den anden havde bare lyst til at gå og lade som om hun ikke havde set ham. Hun betragtede ham indgående, ville gerne vide om han havde set hende, eller om han ligesom hende ikke havde bemærket den anden tilstedeværende.

Han kørte hånden igennem sit fedtede hår, og mærkede hvordan varmen far panden tilsluttede sig hans hånd. Han havde forstand nok til at mærke, at den var grueligt gal, men om han ville gøre noget ved det vidste han ikke. Han havde ingen mulighed for det, specielt ikke i disse tider, nu da Mørkets Lord havde overtaget magten over landet. Stedet vrimlede med heste, med sorte stærke ryttere. Hestene var de værste, de store dyr som sparkede hårdere end noget andet. Normalt brugte ham dem ikke som ridde dyr, nærmere som middag.
Han indåndede, og lod derefter de klaprende tænder klappe sammen igen. Ubeskriveligt hvor meget hans hovede dunkede. Han havde aldrig haft den feber som denne, ikke så voldsom. Han havde jo ligefrem koldsved.
Hans blik hævede sig hastigt, da han hørte skridtende nærme hans skjulested. Han satte hænderne i ved sin side, og trak sig selv et stykke længere fra lyden af skridtende, men åbenbart ikke hurtigt nok. Han stirrede direkte ind i en kvindes øjne, som tydeligt viste bekymring. Både for ham, og ikke mindst hende selv.
Han åbnede let munden, og stirrede på en eller anden måde forbløffet imod hende. Derefter sænkede han hastigt blikket, og sank en klump. Meget havde han alligevel oplevet, men ikke den slags for blik. Lige så hurtigt som blikket var blevet sænket, vendte han blikket tilbage. Han stirrede hende igen, som et hvert andet barn ville have gjort. Derefter holdt hans vejrtrækninger op - lignede det.

Jocelyn mærkede hvordan hendes blik blev låst fast, da han kiggede op. Hun sank lydløst en klump og så kort ned, for derefter at se op med det samme igen. Hun vidste at hun ikke bare kunne stå og stirre på ham, men hun var ikke sikker på om hun ville indlede en.. samtale? - Hun var ikke sikker på hvad hun skulle sige til ham, hvis hun overhovedet ville sige noget. At han nok skulle se en læge? - Det ville han sikkert blive utrolig overrasket over.
"Er.. Eh - Er du.. okay?" Fik hun til sidst tvunget frem. Hun mærkede hvordan følelsen af fortrydelse hurtigt skyllede ind over hende. Hun bakkede et lille skridt bagud, prøvede at få det til at se ud som om hun bare ville lægge vægten på det andet ben - hun ville ikke være så tæt på ham, men hun kunne forestille mig hvordan det måtte være, hvis man sad og var syg, hvilket han i hvert fald virkede som om han var, og folk så bakkede væk fra en. Hun prøvede at se afslappet ud, prøvede med hendes kropsprog at få hendes sætning til at virke henkastet, men hun vidste godt at det ikke rigtig var lykkedes.

Han kneb øjnene let sammen, og stirrede åbenlyst stadig på hende. Han lændte sig fremover, satte hænderne foran sig for derefter at være på alle firer. Han kunne tydeligt mærke på hende hvad hun følte, det lå til hans race som dæmon. Derudover vidste hendes kropsprog også alt andet, end det hun tydeligvis gerne ville have det til at vise. Det var tydeligt for alle, men især ham.
Han rynkede let brynene ved hendes spørgsmål, og han lod halen svinge en hurtigt, og en anelse hidsig gang. På alle firer kravlede han imod hende, hurtigt men alligevel forsigtigt. Han rejste sig på to ben, med krummet ryg inden han nåede helt hen til hende, men da han nåede dette stak han panden nær hende. Han pegede imod den, og sagde med en let hvislende stemme:
,,Føles det okay?"
han lagde en anelse vægt på okay'et, da han på en måde fandt hendes spørgsmål usansynlig dumt. Hun burde da kunne se, med de to øjne hun nu havde fået, at han langt fra var okay. Sådan opfattede han i hvert fald situationen.

Jocelyn bed hårdt i læben, for at tilbageholde et gys, da hun mærkede hans hånd mod sin pande. Den var kold, men havde stadig en smule af varmen fra hans pande ved den. Hun sank en klump og rømmede sig lydløst. Hun kunne godt høre på ham, at han syntes at det var et dumt spørgsmål, men hun tænkte ikke så meget over det, da hun mest af alt bare ville løbe væk fra ham eller noget i den stil. Hun var tydelig vis ikke komfortabel, ved at have ham så tæt på hende.
"Undskyld, jeg tænkte bare.." Hun tog en dyb indånding og tog sig sammen. "Jeg tænkte bare at jeg nok overhovedet ikke har ret til at råde dig til noget, så det ville være dumt at råde dig til at besøge en læge. Men jeg kunne ikke bare.. gå.." Hendes sidste ord, lød utroligt fristende nu. Også selvom hun ikke kunne se nogen grund til at han skulle være.. farlig, for hende, så kunne hun ikke lide hans.. nærvær? Hun hørte nogle svage skridt bag hende, men hendes blik var låst fast af Cyneziqas, så hun kunne ikke se hvem det var.

Han lagde hovedet let til den ene side, og lyttede opmærksomt til hendes ord. Han fandt ikke rigtig betydning i dem, og undlod tilsyneladende at svarer på dem. Hans blik flakkede imellem hendes øjne, og hendes mund, alt imens den talte. Ubeskriveligt distraherende at se på, hvis man snakkede til en person.
Han trak hånden til sig, og lagde den imod sin nøgne skulder. Han åbnede hvidt sine øjne, hvorefter et hidsigt svirp lod fra hals hale,
,,Betænksomt.."
mumlede han let, og sendte hende derefter et sigende blik. Han bredte ud i et lettere flabet smil, som syntes at have en anelse mystik over sig - på en underlig sindsforvirret måde. Han svang halen nær hans ben, og lod dens behårede ende glide forsigtigt over sine bare fødder. Det var bare en anelse mystisk, for ham, at stå og smile alt imens hans pande dunkede af feber. Blot en anelse ironisk, måske?
Blikket fra hendes øjne forsvandt, da skridtene bag hende fangede hans opmærksomhed. Hans glubske dyrerøjne, stirrede nu direkte imod Taylor. Han virrede let med hovedet, så nogle få tåtter, gled ned fra de andre lokker, og ned imod hans øjne. Hans øjne fandt derefter vej, tilbage imod Jocelyn. Smilet var atter forsvundet, men glimtet fra hans øjne, vedligeholdte sig.

Hun lyttede til hans ord og så forlegent i jorden. Hun var ikke så vild med den fra hendes side akavede situation. Jocelyn udnyttede sig af Cyneziqas distraktion, til også at se hvem der var kommet. Hun vendte hovedet og så på Taylor kort, før hun hurtigt så tilbage på Cyneziqa. Hun kunne ikke lide at vende ryggen til ham. Hendes blik bevægede sig langsomt ned over ham og ned til hans hale. Hun betragtede den kort og rynkede kort næsen over, om han mon var født med halen eller om den var vokset ud senere. Hun vendte blikket op imod Cyneziqas ansigt igen og mødte hans blik. Hun kunne ikke forstå hans smil og prøvede at finde ud af hvad han tænkte på, ved at se ham i øjnene. Det hjalp dog ikke rigtig og et sekund overvejede hun hvad han var. Han virkede ikke som en krystallisianer - slet ikke. Men hun kunne ikke genkende nogle træk fra ham og hun havde ikke hørt om dæmoner før.
Jocelyn så lettet imod Taylor, da han sagde noget. Hun ønskede inderligt at hun havde sin bog i hånden, så hun kunne fremmane en af hendes ånder til at stå ved hendes side. Bare for en sikkerhedsskyld. Hun kunne ikke lide at stå helt hjælpeløs.

Han kunne ikke lade være med at lade smilet brede sig endnu mere, ud i hans ansigt, da hun så ud til at være forlegen over hans sætning. Det var sjældent for ham, at se en kvinde opfører sig sådan overfor ham. Det var generelt sjældent for ham at se en kvinde.
Han skævede fra Taylor til Jocelyn, uden at sige et ord de første sekunder. Han trak ansigtet fra hende, og travede forsigtigt væk fra hende, for så at træde ved siden af hende. Han strakte ansiget frem, med hænderne strukket bagud for sin krop,
,,Man behøves nødvendigvis ikke at have taget noget form for stof, eller gjort sig fortjent til sygdom. Bakterier kommer ganske frivilligt, og kan ganske nemt trænge igennem ens immunforsvar."
forklarede han, og lagde hovedet let bagover. Han vidste tilsyneladende hvad han talte ham, og han havde sin grund. Alkymister havde brug for den slags viden, ikke mindst for kemikkens skyld, men også deres egen.
Han vendte blikket tilbage imod Jocelyn. Hans øjne var rødsprængte, og gav blot endnu en stærkere præg om hvordan han havde det,
,,Du har ingen grund til at være bange. Ham dér er ingen trussel, for nogen af os.."
startede han, og bredte endnu engang ud i sit flabede smil,
,,- For mig er han i hvert fald ikke.."

(jeg smutter for idag, så godnat begge to. I kan enden fortsætte, eller skrive videre uden mig. Begge dele er okay. d;)

Jocelyn lyttede til ham og fik et næsten lidenskabeligt blik i øjnene, da han begyndte at snakke om bakterier. Jocelyn havde brugt de lidt over 10 år, hun havde flygtet fra ånderne på at læse alt hvad hun kunne komme i nærheden af og hun vidste en del om sygdomme, symptomer og kurer. Hun smilte svagt ved sig selv, mens hun bevægede sig ind i sin lille underlige verden, før hun blev mindet om at hun var sammen med nogen, da Cyzeniqa sagde noget til hende. Hun rynkede svagt på panden. Kunne ikke finde mening i hvad han sagde, nok fordi at hun overhovedet ikke så Taylor som en trussel. Det kunne han selvfølgelig sagtens være, han så jo ikke ligefrem svag ud, men ligenu tænkte hun kun på at holde øje med Cyzeniqa.
"Jeg er heller ikke bange for ham.." Hun fortrød hurtigt hvad hun havde sagt. Både fordi at det måske kunne støde Taylor - hun havde før haft et par problemer med mænd og stolthed, men også fordi at hun, selvom hun var næsten helt sikker på at Cyzeniqa allerede havde lagt mærke til at hun ikke rigtig følte sig tryg ved hans nærvær, ikke var så sikker på om hun ville have ham til at vide at hun følte sig lidt skræmt af hans udseende og udstråling.

(Taylor: Sorry jeg liger ødelægger rækkefølgen, men det ser ud til at du er logget af og..?
Edit: - Cyzenica - Farvel farvel.. xD - Ps. Hvad er forskellen mellem at skrive videre uden dig eller fortsætte? xD)

(Okaii.. Ses, Taylor.. xD Cyneziqa - Ehm, ved ikke lige om han er gået, men går ud fra at han er gået?)

Jocelyn lyttede forbløffet til Taylor. Hun så efter ham da han gik og så, så rundt. Et par ånder var stoppet op, for at kigge på dem. Jocelyn lukkede kort øjnene, og åbnede dem så igen for at se rundt - for anden gang. Hendes handlinger lidt umotiverede. Hun så den vej Cyneziqa var gået og gik så beginvenheden igennem i sindet. Til sidst rystede hun på hovedet og gik videre.

//OUT

(Min karakter var åbenbart gået, uden jeg selv vidste det? Syret. :O)

- out

Ron sidder på springvandets kant, med sin hat nede foran fødderne, mens hun sidder og spiller på sin elskede sitar.
Der er ikke mange penge i, selvom hun har spillet i lang tid. Hun har ikke været så heldig på det sidste med at få penge, da de fleste bare har overset hende eller ikke gidet høre på musikken.
Hun nynner svagt med på melodien, mens hun vipper fra side til side, men sørger for at hun ikke falder i vandet.

Rundt blandt de mange mennesker kommer der en gående som de fleste stopper op ved at kigge underligt på, det var tydeligt at de fleste var i tvivl om at han var en kvinde eller mand, for det var virkelig svært at se det på ham, men der var også nogle få mænd der fløjtede efter ham fordi de syndes han var pæn.
Hans rolige skridt stoppede op da han hørte noget musik og han kiggede kort rundt.
Hoshiro var iført en flot hvid Kimono på med en svag lyserrød farve i og rundt om maven var der en lidt mere laksefarvet korsæt som bar bundet rundt om maven på ham så der dannede en sløjfe på ryggen.
Han fik så øje på en pige sidde og spille musik henne ved springvandet og han bevægede sig så med rolige skridt hen imod pigen.
Da han så var nået hen til hende stoppede han op ved hende og lagde en lille håndfuld penge ned i hendes hat.
"sikke smuk musik du spiller, må man spørge hvad det er for noget du spiller på? har vist aldrig set sådan et indstrument før?" spurte han så med en meget lyd og blid stemme og kom med et roligt og venligt smil.

Ron kigger forundret ned i hatten, da der pludselig er det dobbelte end før. Hun spiller melodien til ende, før hun smiler taknemligt til personen.
"Det er en sitar," svarer hun så. "Det bliver ikke brugt så meget, som f.eks. en guitar gør, det er nok derfor."
Hun studerer hatten lidt mere, før hun griner. "Du har vidst lige givet mig det dobbelte af hvad der lå i den eller mere. Hvordan har du råd til det?"
Ron har pludselig glemt alt om at spille på sitaren, så den ligger bare over hendes lår lige nu, og rør sig ikke ud af flækken.