Samson rynker lidt på næsen.

"Svagheder er til, for at undgå dem mest muligt, så man ikke føler nogen svaghed..," brummede Samson ganske roligt. Samson havde skilt sig af med det meste, men uden selv at have tænkt over det, så havde han også med tiden skaffet sig flere svagheder, selvom han ikke ville indrømme det. Der var han netop svag.

Han åbnede munden for at svare tilbage på det omkring Mørkets Lord, men lukkede den igen da Cassa åbenbart ville give en omgang. Han så forfærdet efter ham, lidt uforstående at det virkelig skete da han ikke just havde forventet det. Han så sig over skulderen og så ham finde en flaske frem.
Han tog glasset som Cassa lige havde skubbet over disken og løftede det op til munden. Dog slog en tanke ham. Glasset blev sænket lidt ned fra munden igen, uden han havde taget nogen slurke. Egentlig havde han lovet sig selv, ikke at drikke nogen andre slags alkohol end dem som var hjemme på borgen. Dog var det gået op for ham, at selv de ikke var sikre mere for ham, da han ikke vidste hvem der kontrollerede dem. Hvis de altså blev kontrolleret. Det havde han ikke fået taget sig sammen til at få tjekket endnu. Det var dog ikke det der var galt her.

"En flok, består ikke af en! Skal de andre ikke også have?" Brummede Samson med sin dybe hæse stemme. Han glemte Navarana. Der var kommet sprut på bordet, og det var noget der altid havde interesseret ham, selvom... hans omgivelser bliver til fare for ham når han først har fået en hel del at drikke.
Samson havde dog aldrig været så gavmild af sig, så han ventede ikke på alle andre ligesom fik taget sig sammen og fik noget selv. Desuden.. Det var gratis alkohol, og hvor slemt kunne det være? Samson havde desuden fulgt Cassa med øjet, og han tvivlede på at han ville kunne nå at komme gift ned i det, mens han havde set til, eller havde en flaske med gift stående her i kroen.
Han hævede glasset endnu en gang, lugtede kort til det og satte glassets kant op til sine læber og tog tog det lille glas nøjagtig som en shot (går ikke ud fra at glasset var så stort igen? xD ).
Samson var ikke svagdrikker, men dette var alligevel noget som gik over alle hans forventninger og grænser inde for den ædru side.
Han satte glasset fra sig og sukkede veltilfredst. Det var stærke sager. Han lukkede øjnene kort, og mærkede pludselig en svimmelhed buldre rundt i sit hoved, som så gik videre ned til resten af kroppen. Samson synes ikke længere at kunne fokusere på et bestemt sted. Han ville se på Fujita, men det var som om at der kom flere Fujita'er, og ikke nok med det.. Grønne lignende væsener, som mindede ham meget om féer dukkede pludseligt op for øjnene af ham, og legede rundt på Fujita's krop. Han slog øjnene op og så sig snøvlet og forvirret omkring, da han troede at det var en af deres evner. Han fandt dog ingen tegn på dette, så han så endnu engang tilbage på Fujita.
Han rejste sig i en meget pludselig bevægelse, gik skævt ud til den ene side, og så lidt til den anden, greb fat i bordpladen og prøvede at stå stille - dog uden held. Derfor kantede han sig videre og stillede sig ved siden af Fujita. Han rakte ud efter en af de grønne féer han kunne se, men det endte blot med at han trådte mange mange skridt tilbage, da feen synes at flyve direkte mod ham op mod hans ansigt. Han dunkede direkte ind i krostuens væg og faldt til jorden.

"Humf.. Hv'-hvaa' bildorrh de'n sig iind'! Den lilløh sjo'vø' feeeeh!?" Samson lukkede sine øjne for en kort stund. Fordrukken. Få sekunder efter sprang han nærmest op og væltede stole og borde omkring sig.

"UPS! Nu ska' jarj!" kom det pløret fra ham, og så på de væltede møbler som lå for hans fødder. Han ville bruge sin evne til at samle det op så let som ingen ting. Men han kunne ikke fokusere, hvilket betød at magnetismen gik udover andre ting i krostuen. Glas splintrede da de faldt til gulvet, og glasskårene faldt rundt i rummet. Samson fik øje på den grønne fe som nær havde fløjet ind i ham, eller det troede han i hvertfald at det var. Han fulgte efter den, svingende fra side til side, for desuden kort at være nede på jorden og rode rundt. Han lagde sig på ryggen og kiggede op i loftet.

"Alle haaadårh miigh'! Ingøøhn pinslarrh føløøhs.. gu' hvå je' savn'r diiihg!" samson døsede et øjeblik hen, men endnu engang sprang han pludselig op, slentrede hen og hentede sin kappe som han pludselig var kommet i tanke om. Han var ikke kommet ret langt væk fra det bord hvor han havde siddet ved.

Endnu engang fik han øje på FéEN! Og nu måtte han jagte den, og se hvor den skulle hen. Den fløj over mod trappen, han fulgte slentrende og kluntet med som langt fra var at gå lige og var ved at snuple flere gange. Han gik nogen gange foroverbøjet, nogen gange bøjet let bagud, for at forsøge at holde balancen nogen lunde. Han prøvede at tage et skridt op af trappen, men faldt ved det aller første trin, så han måtte kravle op for at følge efter den meget sjove men hurtige grønne fe, som havde fået ham til at ramme ind i væggen.

"VEEEENTØØØH P' MIIIIG!" råbte han, så det kunne høres ud i hele kroen. Han forsvandt op på anden sal op mod stuen.

//out.. fortsætter jo så ovenpå i stuen, sådan så det er muligt at gå i frys xD

Cassa smiler bare selvtilfreds.. Samson kan tilbagekommentere alt det han vil.. Cassa ved at om ganske få minutter vil Samson være blæst fuldkommen til hundende!

Han tier faktisk helt indtil Samson har drukket den sjat i glasset, og skønt den fulde mand vælter rundt og smadre ting, morer det Cassa kosteligt at se på.

Han sørger dog meget opmærksomt for at ingen af de ødelagte og smadrede ting vil ramme personer i krostuen..

Han ser på Fujita med et skævt smil.
"Utroligt hvad lidt absint kan gøre ved en mand.. og selv med så stort kropsomfang som ham.." han ler let, rækker Fujita sin hånd mens han rejser sig.
"Men vi må nok hellere holde lidt øje med ham.." tilføjer han så.
"så kan vi kyle ham ud når han i det mindste har fået en smule mere overblik..

((til folk i emnet: vi skifter til en anden tråd for at kunne fryse o: join os bare ^^))

Fujita kan ikke lade være med et finde det morsomt, den måde at Samson vælter rundt på og snakker på.
Han bliver dog en anelse usikker, da Samson nærmest helt tryllebundet går over til ham, og kigger efter noget der tilsyneladene ikke eksistere.
Derfor rykker Fujita lidt tilbage.. men han bliver mere rolig da Samson vender retning og vælter op ad trapperne.

Han skæver så mod Cassa da denne taler.
Fujita kunne ikke lade være med et komme med en lille klukken til det Cassa sagde, og tog så bare imod hans hånd.

"Jeg er egentlig lidt træt.." mumlede han så bare.. ganske lavt. Det var ikke sikkert at Cassa ville høre det.
-Jaeh.. lad os det." han trak på skuldrende og fulgte med Cassa ovenpå.

//out

Hun så usikkert op på Horisont, men valgte lidt efter at svare.
'Begge dele. Jeg har intet hjem. Har ikke haft det siden jeg var 16, og det var mest pågrund af ham, at jeg blev tvunget hjemmefra.'
Hun talte så venligt til kvinden som muligt.
Og da hun fortalte hende hvad hun havde bestilt, nikkede hun bare.
Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til det, for hun var efterhånden ikke så vandt til venlighed mere.
Hun var stadig utryg. Men det var også fordi hun så sin stedbroder vælte rundt.
Nu var det ved at gå virkeligt galt, syntes hun.
Men på den anden side havde hun ikke så meget imod at han blev ydmyget.
Maden kom, og hun prøvede at spise havregrøden så langsomt som muligt. Hun så mest ned i maden, men nogle gange så hun taknemmeligt på Horisont.
Da hun så havde taget nogle bider, tog hun sig sammen til at spørge.
'Hvem er de,.?'
Hun så hende kort ind i øjnene, men betragtede så hendes hår, og derefter hendes fine tøj igen.
Hvad hun ikke ville give for sådan et sæt tøj.
For sådan et sund liv som hende.
Hun fik et mindre hosteanfald, men tog så en tår af den skoldkede te.
Lidt efter fik hun det alt for varmt, og tog kappen af. Hun havde jo ingen grund til at gemme sig mere.
Under kappen bar hun et stykke tøj der engang havde været en fin helt hvid kjole, men nu var den både meget beskidt og revet i stykker flere steder.
Man kunne tydeligt se hendes knogler, på hænderne, albuerne, og knæene og længere ned.
Hun så lidt ned af sig selv, og så over på Horisont, og kom til at misunde hende.
Hun så et øjeblik trist på hendes tøj og rene hud, mens hun tog endnu en bid.
Men da hørte hun Samson gå op, og hun så efter dem da de gik op.
På en måde ville hun med for at se hvad der skete, og på en måde ikke.
Hun kunne ikke rigtig bestemme sig. Hun så en tid på trappen og lyttede, mens hun roligt spiste,...

Hun skævede med hævede øjenbryn efter den tydeligtvis fulde Samson som han dalrede pinligt fuld rundt i krostuen for til sidst at fare brølende op af trapperne. Hun hævede det ene øjenbryn inden hun fik serveret maden for pigen. Hun rejste sig lidt op. " Jeg må nok hellere lige holde øje med at han ikke ødelægger et eller andet. Men bliv De bare og spis. Ellers spørg efter Horisont næste gang De er her i omegnen, så ved folk typisk hvor jeg befinder mig. Også kan De få noget varmt tøj, et bad og noget emre at spise." Hun løftede let op i kjolen inden hun satte op efter Samson Cassa og dennes lyserødhårede veninde.

// out

(( undskylder for det temmeligt rodede og hurtige svar men er dødsens træt ))

Hun blev endelig færdig med al maden, og hun havde spist det i et uvandt normalt tempo. Hun kunne ikke lade være med at være bare en llille smule stolt af sig selv, og drak rolgt resten af teen.
Maden havde smagt fantastisk syntes hun.
Hun følte sig dejligt mæt. Hendes mave rumlede ihvertfald ikke mere.
Hun sad lidt og nød stilheden, mens hun blev færdig.
Og derefter rejste hun sig, tog sin kappe, og gik ovenpå for at finde de andre.

//Out//

Simili havde længe fulgt situationens optrapning i stilhed og sukkede før hun tømte glasset, det var alt for længe siden hun havde haft ordentlig underholdning, da hun nærmest var buret inde hos sin læremester og begravet i bøger det meste af tiden.
Hun så spørgende på Cassa da han langede det lille glas over bordet, og kunne næsten fornemme hvad det var og skulle lige til at gøre indevendinger, men valgte at lade være, på trods af at hun vidste hvad det stads gjorde ved folk.
Roligt iagtog hun Samson der mere eller mindre væltede rundt i krostuen og kunne ikke lade være med at komme med en lille kølig latter, selvom hun fandt sådan noget ganske ynkeligt, og af samme årsag sjældent drak mere end hun kunne håndtere.
Hun rejste sig til sidst og tog kappen ove armen, som hun ligeledes gik ovenpå, egentlig ikke ofr at følge dramaet, men snarre for at finde et værelse


// Out

Ind af døren træder Icar letgående og ser sig roligt omkring på kroen, de fleste her kendte ham allerede noglelunde som ham der blandede sig i de fleste samtaler og i de fleste tilfælde med kvinder, og også som bekendt, ham der gerne fik lidt for meget hver, hver anden aften.

Han gav tegn til at Xenix skulle vente og gik så hurtigt ovenpå. Han kom ikke mange sekunder senere tilbage, hurtigt luntende ned af de skæve trappetrin. Han havde en sær rundt bule på venstre side, ved brysthøjre, et eller andet var indenunder hans robe, men han havde begge hænder fri. " Så! Jeg skulle lige hente min kære ven. " Sagde han en anelse forpustet og trak så roben af, som afslørrede en lille, meget rundt krystalkat med store blanke øjne, som mange fandt sødt. Han fik øjenkontakt med krofatter og råbte lavt" En flaske vin tak " og greb så fat i den nærmeste stol ved det nærmeste bord og trak den ud, og afventede at hun ville sætte sig på stolen. Quiki som katten hed, kikkede meget nysgerrigt rundt og skænkede da også Xenix et blik.

Xenix kigede kort på dyret, ikke at det var noget der tiltalte hende, det eneste dyr hun som sådan brød sig om var heste, og det var af ren og skær praktiske årsager,de kunne let og hurtigt bære en til det rette sted. Hun så afventende ned på stolen indtil det gik op for hende at han ønskede hun satte sig. Manerer havde han i det mindste, og roligt satte hun sig ned, mens det blå blik der i løbet af deres gåtur havde antaget normal farve, roligt fulgte ham mens han satte sig, om sagt stolede hun ikke på dette menneske, i hvert fald ikke mere end højst nødvendigt.
Kroen faldt nogenlunde i hendes smag, den var ikke for lille og rummede sikkert rigeligt med værelser, krofatter der kom ned med vinen sendte dem begge et venligt smil, og Xenix lafde roligt en lille diamant på bordet som betaling, hun havde tjent rigeligt på det sidste, og grublede derfor ikke over øknomiske forhindringer.
Hurtigt sendte hun et flygtigt blik gennem rummet for at se hvilke typer der var til stede, tilsyneladene ikke nogen i hendes smag, men hvad kunne man også forvente af sådan et sted som dette?

Han satte sig tungt ned på stolen, den halve time havde føltes som en evighed, især fordi at de ikke just havde snakket så meget. Han havde haft travlt nok med at læse hendes tanker til at kunne koncentrere sig om at føre en samtale samtidig. Da krofatter kom ned, stak Icar ham et venskabeligt nik og skulle til at stikke hånden i tasken efter mønter da han bemærkede at hun allerede havde anbragt betaling, og den diamant kunne jo dække flere dages måltider. Han løftede forundret øjenbrynet.
" Sikke mange penge, af en biblotikar at være" Sagde han kækt og vippede sig lidt på stolen. Quiki der havde krøerne godt begrabet i hans skjorte kravlede op på hans skulder og så bagud, med ryggen til Xenix.

Han tog det ene glas og hældte roligt glasset 3/4 dele op, og rakte hende det, og fyldte ligeså hans op, før at han greb om det let, med tre fingre på glashanken og lænede sig tilbage i stolen så han genvandt sin position. Hun havde begået mere end et drab, det må hun da havde. Og med de penge hun besidder kan hun umuligt være biblotikar. Måske spion for Mørkets Lord, det var faktisk et meget realevant bud, syntes han selv. Han målte hende afventende med blikket, der var mange svar hun kunne benytte sig af for at eliminere hans spørgsmål, hurtigt, så enelig testede han hende bare, han gad ikke at gå lige til den, hvis han kunne få mere viden om hende først. Plan B var jo at melde hende hos vagterne, men ved nærmere eftertanke ville han nok gerne undgå det.

Xenix tog venligt imod vinen, når hun selv tænkte over det, var hendes betaling nok ikke den smarteste del af planen, men som den prægtige løgner hun nu engang var, var en undskyldning aldrig af vejen "Det gælder bare om at have de rette kontakter, du har ingen anelse om hvor meget bøger er værd!" sagde hun kækt, og hintede diskret til at han nok ikke var så læst som han havde udgivet sig selv for at være det.
Roligt løftede hun glasset op til læberne og tog det første forsigtige sip, vinen var sød, hvilket faldt i hendes smag, dog vidste hun også at hun ikke skulle have meget, grundet hendes spinkle krop kunne hun derfor heller ikke drikke så meget uden at miste fatningen som så mange andre. "God årgang!" sagde hun med et kækt smil spillende på de røde læber og løftede øjenbrynene til et overbevisende udtryk

Han nikkede anerkendende, det var vel rigtigt nok, han kendte intet til bøgers værdi, men hendes svar var stadig for ringe til at det ville få ham til at tro, at hun virkelig var biblotikar som hun hævdede. Han tog glasset op til munden, cirkulerede det en smule i glasset for at ilde det, før at han tog en lille tår af glasset, så forsigtigt han nu kunne for ikke at afsætte det største aftryk på glasset " Ja det må man sige. Hvad skylder jeg dig så frøken, nu hvor de har givet vinen jeg så ellers ærbødigt bød dem på?" Spurgte Icar med et muntert ansigtsudtryk og tog endnu en tår af vinen. Den faldt ham bestemt også godt ind, selvom at han var mere til øl og andre drikke, men nu var denne vin sød, så det gik. Tør til maden, sød til fyraften, som en af hans venner engang havde belært ham, da de ved et tilfælde var kommet ind på vine i deres fuldskab.

Han lod til at være meget afslappet, hvad han også var, det var noget han havde været fra fødsel af, i hans unge år blev han altid betegnet som dogen, noget han langtfra var, men siden han forlod sine forældre var han ikke just blevet udsat for det. Han læste hendes tanker, stadig uden brug af kræfter, kun koncentration, det var en medfødt evne som han kun her fornyligt havde lært at mestre. Før den tid læste han altid folks tanker uden at kunne sige fra eller til. Quiki kælede hovedet op af hans øre, imens den spindede, han var for koncentreret på at lave flere ting på en gang til at skænke den en bitte smule opmærksomhed.

Xenix kneb øjnene en smugle sammen mod ham, der var noget ovr den stilhed der var over ham, hens konstante koncentration, den måde han lukkede verdenen ude. Xenix selv var blevet utålmodig hvis der var et dyr der kælede sig op og ned af hendes øre, men Icar, han bemærkede intet. Hun rømmede sig kort i ubehag og vendte øjnene over mod to fulde mandspersoner der sad og prøvede at føre en meget alvorlig samtale, men som endte i fnisen og useriøsitet, hun himlede kort med øjnene, men så så på Icar igen. Han havde allerede set diamanten hun havde betalt med, så hvorfor ikke lade den ligge der "De skylder intet, jeg har lige solgt mit hus og købt et mindre, så jeg har overskud!" sagde hun og løftede endnu engang øjenbrynene mens hun stak ham endnu en løgn, hvilket slet ikke påvirkede hende det mindste. Endnu engang nikkede hun tænkende til vinen, mens hun prøvede at regne Icar ud, selvom det var svære end som så "Kommer De tit her?" spurgte hu ntil sidst og slog diskret ud me armen, i tilfælde af han gjorde ville hun bestemt ikke tænke på hans alkoholforbrug, den der sad i kroen virkede nemlig til at have seriøse problemer. Alle sammen

Han kunne ikke lade værre med at slippe en lille latter ud af mundvigen, sikker dog hun kan. Hendes løjne var meget oprigtigt sagt og var det ikke for hans evne var han hoppet på dem med hud og hår. " Tjo, en gang imellem skader ikke, men det er kun hvis jeg mødes med nogle bekendte, jeg kender intet til alle disse drukkenbolte, jeg gør mig normalt kun i personer der er.. højere stående " Sagde han med en stolt stemme, det var selvfølgelig også en løgn, han var selv stamkunde, men kun om aftenen hvor der var gang i den.

" Du behøver ikke bruge dine penge på mig, jeg har selv rigeligt, så hellere spare dem sammen, eller også kunne de vel købe nogle bøger, der er nogle meget kvalificerede handelsmænd i byen?" Han tog en tår af vinen igen og kørte det lidt rundt i munden, det smagte skønt, men det kunne stadig ikke slå kicket af en stærk whiskey eller en omgang dværgesprit. Hun havde jo talent for at lyve, og i det hele taget for at bedrage. Han lod sin hærdede hånd ae Quiki blidt over den pjuskede pels, og gav den et kærligt smil, var der noget han holdte af i hele verden var det den kat, han selv havde fundet og taget sig af, ikke mange dage efter at han var løbet hjemmefra. Han stoppede med at vippe og bankede uheldigvis foden ind i bordets ene ben, så det gav et ryk i bordet. En smule irretation bredte sig i Icar. Han lagde hånden på bordet og med en hurtig magisk ladning fik han bord benet til at flytte sig en anelse mere mod hjørnet, så han havde mere plads til fødderne. (Brug af hans anden evne.)

Hun så mistroisk på ham, i hendes ører lød det lidt for arrogant til en type som ham, at sige sådan noget "Så det er sjældent De er her?!" sagde hun alvorligt og sippede endnu engang til vinen, måske talte han sandt, hun havde trods alt ikke set folk der havde hilst på ham endnu, men de kunne vel stadig nå at komme.

Idet han anbefalede hende de gode handelsmænd slog hun straks ned på hendes mistanke,der nu blot var blevet kraftigere "Sig mi,hvorfor anbefaler De mig andre handlere, når De selv er handelsman, det er da ikke så praktisk, og bestemt ikke nogen god forretning!" fastslog hun og løftede de mørke bryn mod ham med et skæptisk udtryk. "Desuden, har en bibliotikar alle de bøger hun kunne ønske sig, og så skader det vel ikke at være gavmild en gang i mellem!" sagde hun med et smil, og stillede glasset på bordet

Han fnøs underholdt og lagde en finger over sine løber, betænktsomt " Jamen det er da fordi at landet ikke ligger sådan at sådan at jeg sælger bøger, og det ville da være dumt at sige at en biblotikar har alle de bøger, han/hun behøver, når der altid er nogle nye at hente. Eller det vil sige, jeg sælger kun bøger hvis der kommer en kunde og anmoder om en specifik bog, så kan jeg jo altid skaffe den " Sagde han smilende og tog glasset op i hånden, og duftede muntert til vinen. Han havde allerede bemærket en enkel eller to at kroens stamkunder forsøge at få øjenkontakt med ham, men han havde afværet det godt intil videre.

" Ja forholdsvis, når jeg har aftaler med kunder fastlægges de i mange tilfælde her på kroen, og leveringen ligeså." Hans stemme var rolig og afslappet, ligesom hans kropsprog. Han var ikke speciel stærk af type men tilgengæld meget hurtig og havde nogle gode reflexer, og så var han smidig.

" Men nu er det jo ikke sådan at du er biblotikar, vel?" Sagde han pludselig med en skarp, direkte stemme, med et blik der så lige igennem hendes løgne, han kunne mærke at samtalen fik en negativ drejning eller faktisk bare mistænktsomt, men nok til at han mente at det var tid til at gå ligetil sagen.

Hun fortsatte roligt med at se skæptisk på ham, i hendes ører lød det forkert, men hun kunne jo tage fejl "Selvfølgelig er der nye bøger at hente, men det vil blot være nye synsvinkler på tingene, inet nyt spændende eller bane brydene emne!" sagde hun og lænede sig en anelse imod ham mens hun så indgående ind i hans øjne, havde hun vidst at han kunne se lige gennem hende havde hun nok været mere varsom med sine tanker, og bestemt med sin sandhed der havde frit spil bag hendes ellers kølige charmerende facade.
Roligt lænede hun sig tilbage i stolen og løftede let glasset op til læberne da han udtrykte sin teori om hendes opfundne erhverv "Hvad får Dem til at tro at jeg ikke er bibliotikar!" sagde hun så, ikke hårdt eller konsekvent, snarre køligt og bestemt, som en slange der advarrende hvæser af sin trussel.
Et øjeblik havde hun glamt alt om hanbs sociale status eller hans interesser, hvad der havde afsløret hendes ellers perfekte løgn var hvad der fyldte hendes hoved nu, han kunne ikke være en almindelig handelsmand, umuligt!

Han smilte blot velvidende tilbage, tydelighvis ikke påvirket af hendes konsekvente tale, han var alt for sikker i sin sag til at stille den i tvivl. Han lagde hånden på bordet og pegede så ned på hendes kniv. Hans øjne lyste af selvsikkerhed. " Din kniv... " Sagde han med en montom stemme og tilføjede bestemt men lavt " Jeg ved hvad den er blevet brugt til."
nærmest hviskede han men på en måde så hun sagtens kunne høre det. Velvidende lændte han sig tilbage i stolen og tømte sit glas og smagte velfortjent de sidste dråber af vinen, det var som om at de pludseligt smagte af så meget mere.

Han var meget bevidst i sin sag og kunne mærke hendes panik indefra grundet hendes tanker som han i sekunderne blev kastet udfra, da det gik forstærkt. Han vidste dog aligevel ikke nok til at han ville melde hende. Han var påpaselig og netop derfor havde han valgt kroen netop på dette tidspunkt da der var en del mennesker og dermed var sikkerheden langt højere. Han forventede mange forskellige reaktioner fra hende, men hans umilbare bud ville være at hun ville forlade bordet og gå.

Xenix kunne let mærke hvordan hendes indre panikkede en smugle, men så man på hendes ydre var hun upåvirket i alle henseener, hun sad roligt på sin plads uden at så meget som at lade øjnene flakke, dog antog de endnu engang en mat farve, så hun var klar på at indhylde ham i umådelige smerter hvis han prøvede på for meget.
Langsomt lod hun fingerspidserne løbe over knivens dekorative og smukke skede, mens minder fra hvert eneste mord vældede op i hende, men endnu engang kun psykisk.
"Det tror jeg ikke De ved, og det tror jeg slet ikke De skal udtale Dem om! Ved De hvad det er De sidder og beskylder mig for?" hvidlsede hun lavt med et blik der kunne gennembore selv den største og mest faretruende person, inden hun endnu engang stillede vinglasset fra sig på bordet med en bestemt og fast mine

Han mærkede hendes hårde blik gennembore hende som et spidst spyd, og det gjorde ondt mentalt, og som konsikvens for dette røg hans selvtillig sig en ordenlig tur. Han gengældte hendes blik med en dog mildere blik selvom at han var blevet en anelse usikker " Ja jeg er... Men jeg tror ikke at stedet er det rette for at fortælle dig, hvad jeg ved, men jeg siger intet videre, forløbig. " Sagde han med en direkte stemme, konsekvent men ikke nær så meget som hendes. Han var stadig helt rolig.
Langtsomt stillede han glasset fra sig og lænede sig tilbage i stolen og begravede sig igen i hendes tanker med et smil på læben, hun skulle ikke hidse sig sådan op, det var jo ikke sådan at han ville sladre.

Han kunne godt mærke hvordan han legede med ilden, ligesom en lille dreng der kørte fingeren ind og ud af ilden i et hurtigt træk, men på et tidspunkt ville tempoet blive for langtsomt og han ville brænde sig, det gjalde om at stoppe i rette tid.