Asith var lige ved at miste fodfæstet et par gange ned ad bakken, men udover det gik det forholdsvist glat. Selv hesten - til trods for dens partners uheldige endeligt - havde et fænomenalt fodfæste og virkede vant til terræn som dette så længe det ikke bevægede sig på egen hånd. De endte op helskinnet i bakkens midlertidige skygge og Asith stoppede kort for at lade Selmy ned og op til hans side før han igen gik med stenformationerne og deres skygge som pejlemærke. Selmy’s bekymringer formåede ikke rigtigt at trænge igennem den hårfine barriere af chok som i al stilhed stadig lod sig manifestere bag Asiths lidt FOR rolige øjne. 

“Så må vi jo overbevise dem.” Svarede Asith og det var vel uskyldigt nok? Hvis det altså ikke havde været for hans frie hånd, som hvilede på hans daggert på hoften - de lange skarpe negle, som stadig var lettere blodige, klikkede utålmodigt imod metallet. En udfordring - trods Asiths normale mangel på blodtørst - ville være velkommen for han havde en dyb, frustrerende vrede som havde formet sig i bunden af hans mave. Afmagtheden fra næsten at blive slugt af naturen selv gav ham en lyst til at krydse klinger med et eller andet bare for at modbevise den hjælpeløshed han før havde følt! I guder hvor han foragtede det!

“Uanset hvad... Vi holder til der indtil det er nat. Det er ikke klogt at rejse om dagen når vi har mistet så meget vand.” kommenterede han efter de havde dækket halvdelen af distancen og stenformationen blev mere tydelig; Det lignede munden af en grotte, formet af et opløftet stykke sandsten fra ørkenens dybte. Den førte sikkert ingen steder grundet al sandet, men ‘tag over hovedet’ var hvad de først og fremmest havde brug for. En næsten rektangel-formet stykke sten udgjorde næsten et tag over indgangen og dækkede det i en intens, mørk skygge. I mørket kunne Asith spotte bevægelse, men det var svært at sige om det bare var en illusion kreeret af varmen der skabte bølger i luften eller om der rent faktisk var beboere i skyggen, som skulle tages af.

Det blev gjort klart at der var ‘rejsende’ at finde i stenformationen, men ikke den slags, som man pænt kunne bede om at dele stedet med. Firbenede fodspor i sandet havde ganske kort givet en advarsel for skyggens beboere, men Asith havde ikke antaget det for at have været andet en tilfældige huller i det ustabile sand. Inden han kunne træde op på det flade sten, som udgjorde grotte-indgangens ‘gulv’, standsede han halvt og hvis Selmy var tæt nok på, greb han fat i hans skulder og gennede ham bag sig. Fem par store reflekterende øjne mødte dem i skyggen og den første og største af de pjaltede Rakkalaph-ulve trådte et skridt fremad med busket ryg og en advarende knurren! De andre rejste sig fra den blodige klump længere inde i hjørnet, som kun kunne være resterne af et nedlagt byttedyr, men for skyggelagt til at kunne ses klart.

“Du må ikke løbe. Det skal nok gå.” Instruerede Asiths Selmy med en rolig stemme. Han virkede ikke bange, men hans blik var vidt åbent og årvågent. Han gav ham langsomt hestens tøjler og forsøgte for alt i verden at undgå pludselige og stressende bevægelser der kunne få ulven til at beslutte sig for at angribe med sin familie i ryggen. 

“Ja...” Svarede Selmy, men uden helt at mene det. Han var stadig bekymret, at ingen af dem ville kunne kæmpe. Asith måtte da være dødeligt træt, selvom han havde gjort alt for stå komme på benene og børste sandet af sig, som var det ingenting. Han havde været vant til, at Asith havde kunnet snyde og trylle sig igennem deres problemer med løgne, forklædninger og andre illusioner. At de nu skulle regne med Selmys gamle metoder, som at snakke sig ud af konflikterne, virkede mere risikabelt og krævende end nogensinde før. Han var nok blivet forvænt med at have Asith lige ved hånden. 

Det var en lettelse at se, at området stod tomt, men også ret mærkeligt. Det lignede umiddelbart en fælde, for man skulle tro at skyggen midt ude i ørkenen ville være et sted man sloges om at belejre. Selmy var blevet godt træt af eventyret for i dag, og ville bare ned at sidde, køle ned og... få den arm på plads, så han kunne få fred fra tanken om, at Asith ville forsøge at tvinge ham, når han mindst ventede det. Hvorfor skulle han absolut lege striks nu, nu hvor de var fanget ude i ørkenen sammen!? Selmy sendte mørkelverens ryg et skulende blik i sin kortvarige utilfredshed. Indtil de kom helt tæt på, klippestykket, som skulle vise sig, at have en lille grotteindgang ved nærmere eftersyn. Hvis Selmy virkelig så hvad han troede han så, så havde de virkelig været heldige med at finde et sted, der lå så privat! Han fulgte med Asith ind, og skulle til at konkludere med en kommentar, at der var fri bane, men i det buldre mørke, spottede han pludselig ulvene, hvis sorte øjne skinnede igennem grottens mørkeste kroge. 

Da den ene ulv modigt gik frem mod de uventede tobenede gæster, slap Selmy sin skadede skulder og tog i stedet fat i Asiths arm, og ville hive ham med, som tegn på at de skulle løbe væk i en fart, men Asith nåede at standse ham, før hans panik nåede at træde i kraft. I stedet frøs han fast på stedet, og fulgte forfærdet Asith med blikket et øjeblik. Hvad havde han tænkt sig!? Han fik hestens tøjler i hænderne, og som hestens ansvar blev lagt tilbage hos Selmy, virkede den pludselig mere nervøs, som om at den beskyldte ham for at det var gået dens staldkammerat ved sandgraven, og nu var det blevet dens egen tid.

Selmy byttede tøjlerne fra den venstre hånd til den højre, og tog med en langsom bevægelse fat i skaftet med sin venstre hånd, der hørte til hans raske arm. Han fortrød at han ikke havde trænet noget mere sammen med Asith, frem for at give op så hurtigt, men han havde nu ikke regnet med, at de ville blive udsat for flere farer af denne slags. Han trak ikke sværdet, men havde sine grå, urolige øjne rettet mod den nærmeste ulv, og ville trække det så snart der kom en foruroligende bevægelse fra dem.

De var for mange til at tage kampen op imod og Asith vidste det. Det eneste han kunne komme i tanke om var at intimidere dem nok til at sende dem løbende. Heldigvis var de magre og ynkelige og deres allerede tøvende adfærd sagde en del om flokkens selvsikkerhed. En stærk og hovmodig flok havde allerede flået dem i stykker og tilføjet dem til bunken af ædelse, som lå og blødte bagerst i grotten. Asith håbede ved Zaladin at Selmy strittede imod sit instinkt til at flygte og holdt sig i ro imens han besluttede sig for sit næste tiltag. Hesten, som Selmy holdt, var desværre ikke helt så nem at bede holde hovedet koldt og nervøs begyndte den at skridte bagud imens den åbenlys lod panikken gribe sig. Den tiltrak ulvenes opmærksomhed og de få af Rakkalaph kreaturene som havde været nervøst hengemt, rejste sig for også at træde fremad. En mørkelvisk hvisken, som næsten lød som en bøn strømmede fra Asiths læber. Han måtte tænke hurtigt! 

Det blev for meget for hesten at stirre rovdyrene i øjnene og med et højt hvin stejlede den og bakkede endnu! Det satte jagt i ulvenes øjne og med faste skridt begyndte de at danne en halvcirkel omkring dem. Et panisk udtryk overkom Asith og han åbnede igen munden med nye instruktioner.

“Selmy.. Sæt dig op på hesten.. Nu! Og holdt fast!” Han vidste, at de ville miste hesten, hvis Selmy ikke gjorde det! For at købe ham et ekstra sekund for at stige på krikken løftede han armene og med viftede vildt med dem imens han tog nogle skridt væk fra ham og hesten for at holde ulvenes opmærksomhed på ham. Han købte ham al den tid han kunne og så snart han så Selmy på hesten ude i periferien, hvis han altså adlød ham, nikkede han som et intetsigende tegn inden han pustede hårdt ud! Som altid, når han ville påføre sig en illusion, dukkede et gyldent lys op fra hans åndedrag, hang i luften i et split-sekund inden han syntes at... sluge det igen? Den ildflue-lignende magi skød direkte tilbage ind i kæften på ham og i et øjeblik oplyste ham fra bag tænderne! Ulvene sprang og Asiths trådte et overmodigt skridt fremad for at... skrige af dem?! Men det var ikke Asiths stemme, som skreg! Et øresønderrivende, metallisk brøl kom fra mørkelverens læber og genlød aggressivt imod grottens loft og med ét forstyrrede ulvende i deres angreb! Med panik i øjnene, høje hvin og halerne mellem benene, faldt de kort over hinanden inden de med al hast flygtede fra grotten og ud i det gyldne sand-hav! Hesten, som Selmy forhåbentligt havde sat sig på, ville udentvivl finde sig selv indhylet i panik, men heldigvis med en erfaring rytter på sin ryg, som kunne følge den tilbage til grotten når den var kommet over dens forskrækkelse!

Tilbage var ekkoet af Asiths brøl og den ene alfa-ulv som krævede et sidste brøl før den ligeså løb ud for at forsvinde i det bløde ørkenlandskab! Flokken var spredt og dominans - selv en falsk en af slagsen - var blevet bevist! Asith selvsikre position vaklede kort og med en rystende hånd fandt han klappevæggen at støtte sig på imens hans blik søgte efter Selmy, som nok havde travlt med at trøste en frygtsom hest et eller andet sted? 

Det hele gik så stærkt, og fra det ene øjeblik til det andet, hørte han mørkelveren remse noget utydeligt, og det næste gik hesten amok, og tvang ham til at slippe skaftet på sit våben, for at gribe ud efter tøjlerne med begge hænder i stedet, så hesten ikke kom fri. Det var en voldsom bevægelse, som med garanti ville give signal til ulvene om, at de skulle angribe nu. Han tøvede ikke med at adlyde, men det var en smerte at skulle hive sin egen kropsvægt op, men styrken kom et sted indefra, hvor Selmy stadig havde et brændende ønske om at leve. 

“Asith, hvad med dig!?” Han troede at Asith havde givet ham tegn på at stikke af uden ham, for Asith lod ikke til at ville med. Han viftede armene som en selvmordstruet idiot, for at lokke ulvenes opmærksomhed væk fra Selmy. Havde han tænkt sig at han bare skulle forlade ham, efter at han nær havde risikeret sit eget liv, for at få ham op af Sandhvalens gab!? Det smertede ham, da han besluttede sig for, at give efter for hestens ønske om at ride ud af grotten. Han holdt godt fast, med armene omkring hestens hals, og lod den fare ud af grotteåbningen.

Den skræmte hest galoperede derudaf, og Selmy gik glip af at se lysglimtet, der skulle have afsløret, at Asith ville forsøge sig med et sidste, endegyldigt trick. Et sted bagude, blev lyden af hestens hove overdøvet med et skærende og monstrøst skrig, der ville kunne have sendt alle levende væsner bort. Selv Selmy mærkede hvordan hele hans krop spændte sig endnu mere til hesten af skræk. Det var lige før han ikke kunne holde på vandet, hvis ikke det havde været fordi, at Asith tidligere havde fortalt ham om talentet før. Hvordan han enemand havde formået at skræmme en hel caravane af mennesker afsted, fordi de troede, at der var en glubsk drage på vej.

Selmy drejede hovedet skarpt da han hørte ulvenes hvinen og piven, og han så hvordan de indhentede ham på sin hest. Men i stedet for at angribe ham, løb de susende forbi med deres haler mellem benene. Han spærrede øjnene forbløffet op, inden han Igen måtte han gribe sig godt til hestens hals, fordi den stejlede i chokket over synet af ulvene. Den drejede skarpt en ny vej, og hurtigt greb Selmy tøjlerne, og tvang den tilbage i kontrol. Han ønskede ikke at få den ned i fart, men styrede den hastigt tilbage i retning mod Asith. Så snart det gik op for hesten, at Selmy ville have den ind i den farlige grotte igen, stred den imod alt hvad den kunne, men med den fart de havde galoperet afsted med, endte dem med at ankomme med en klodset og voldsom entré af en sandsky. Selmy sprang ned ad hesten og styrtede direkte hen til Asith, greb fat i hans tunika med sin venstre hånd og slog ham ind i den nærmeste grottevæg!

“Hvad i ALVERDEN tænkte du på!? Sig mig har du et dødsønske!?” Det var ikke for sjovt at Selmy genbrugte et af de selvsamme spørgsmål, som Asith selv havde stillet ham for længe siden. Dette havde nær kostet ham livet. For anden gang i dag! Selmys sjæl kunne ikke klare til mere rædsel. “Du skal aldrig, ALDRIG gøre det igen!” Den forhøjede puls og adrenalinkicket fra flugten, fik ham til at lyde mere vred en han var. Han var mindst lige så lykkelig og lettet, men det kunne slet ikke spottes på ham endnu, fordi rædslen stadig var printet i hans ansigt.  

Asith pustede lettet ud da Selmy kom sikkert tilbage. Et held at han var god med heste eller han kunne muligvis have været fanget på dens ryg hele vejen tilbage til Dianthos. Selvom det var en klodset tilbagevending og at hesten muligvis var bare én forskrækkelse mere væk fra at dø af stres, ville Asith kalde det en sejr. Han skulle lige til at gå Selmy i møde, men knægten havde fart på - nok til at afkorte Asiths skridt fremad og i stedet blev han banket tilbage imod grottevæggen som om han var på næppet til en ordentlig røvfuld. Den kom ikke, men Asith formåede at få en mindre straf i form af baghovedets sammenstød med stenen bag sig. “....Av.” Pev han tørt og gav Selmy et forvirret blik. Aldrig havde han før været fysisk med sin vrede, så Asith var med god grund en kende målløs. Han åbnede sin mund for at protestere mere, men Selmy’s vrede udbrud fyldte, i Asiths optik, mere end hans eget dragebrøl lige havde gjort og for en kort stund havde han lyst til at gøre det samme som ulvene og stikke en ikke-eksisterende hale imellem benene. Selmy’s ord derimod skabte irritation i stedet for underdanighed og da han havde sagt det sidste, var det knægtens tur til at blive grebet i sin krave og hevet op på sine tå-spidser! 

“Aldrig gøre hvad igen, Selmy??” Svarede han snerrende med et skarpt udtryk og bitter grimasse. Hans røde iris lyste op i opbyggende frustration. “Sørge for at vi ikke bliver ædt, hva?? Er det DET jeg skal undgå i fremtiden?? Tch!” Han slap Selmy og gav ham et harmløst skub så han ikke længere stod med grottens væg imod sin ryg. “Vi har EN udmattet hest, du kan ikke forsvare dig og hvis vi var løbet på vores egne ben, var vi endt som-” Han lavede et henkast til den mørke, blødende silhuet af hvad end ulvene havde været igang med at æde inden de kom. “-Hvad end det der er!” Han lavede et langt og dramatisk træk på skuldrene og lagde igen blikket på Selmy. “Og selvfølgelig har jeg ikke et dødsønske! Glemmer du at jeg har gjort det her før??” Han tog et skridt imod ham og pegede en skarp finger imod Selmy’s ansigt. “Der er ikke nogen af os der dør herude, hører du mig?! Og specielt ikke til et par udsultede hunde eller en forpulet SANDBANKE!!” Hans irritation var blevet til en fuldent vrede og han var ikke engang sikker på at den kom fra øjeblikket de havde haft i ulvenes selskab. Med et hvæs vendte han sig imod grottens indgang og sparkede til resterne af hvad der engang havde været et andet byttedyrs ribben! Alt imens bandede han velkendte til på mørkelvisk og også nogle få nye ord!

Det var sjældent at Selmy blev vred. Altså så vred, at han ligefrem skældte ud. Man skulle tro at Asith ville lytte til ham, når han for en gangs skyld talte med store bogstaver, og havde skubbet ham op mod væggen, men åbenbart ikke! Måske havde han aldrig prøvet at miste nogen, og måske vidste han ikke, at der faktisk var nogen der ville savne ham, hvis han blev dræbt. Han havde regnet med en mere underdanig, eller i det mindste en undskyldende reaktion fra ham, men i stedet mærkede til, hvordan Asiths lunte var kort, og han blev grebet i kraven og løftet op. Al magt over Asith og endda over sit eget fodfæste blev taget fra ham, og det fik Selmys øjne til at lyne tilbage mod de sort-røde øjne. Hvis ikke det var fordi det var hans partner, ville han have stridt mere imod og forsøgt at sparke sig fri. 

Så snart han blev sat ned på jorden igen, og blev tirret af et afvisende skub fra Asith, vendte han sig om efter ham, og fulgte den mindst lige så rasende mørkelver. Sparket mod knogle- og kødbunken var lige makabert nok, og det gav et sæt i Selmys krop. “Det er sådan nogen som dig der dør tidligt, fordi du handler på impulsive ideer! Hvordan kunne du vide, at rakkalapherne ikke ville angribe i frygt!? Hvad hvis det var gået galt!? Så ville jeg ude i ørkenen alene, og for hvad!?... rødder!!” Asith havde provokeret ham nok til, at han blev ved med at skælde ud, frem for at tale i et sobert toneleje. Det værste var, at Selmy ikke kunne få lov til at være vred, uden at mørkelveren absolut skulle overgå ham og forsøge at rette skylden over på ham. Han var i sin gode ret til at være vred! Asith skulle bare lukke arret og falde ned! “Du har nær været dræbt to gange i dag! Kan du ikke forstå at jeg er vred, elvermand!?” I sin vredes glemsomhed viftede han med sine arme, indtil hans skulder selvfølgelig stak til ham og tvang ham til at støtte det igen. Smerteligt veg han sig væk fra Asith, for ikke at lade ham se hvor hjælpeløs han var blevet. Det støttede ikke ligefrem hans sag.

“Jubelnar!” Vrissede Selmy irriteret over sit nederlag. Asith kunne ikke argumenteres med, for i den sidste ende levede de trods alt endnu. Asiths plan var lykkedes, endnu engang, og Selmy havde som altid været en klods om benet på ham. Der var ikke noget mere ydmygende for ham, end at stå ved Asiths side, når det kom til våbenteknik eller selvforsvar. Besejret lod han sig selv glide ned ad væggen, og ned at side med et støvet bump i det sandede stengulv. Han lukkede øjnene og hev vejret dybt ind og pustede ud i et suk, for at få styr på de følelser han ikke kunne kontrollere. “Alt jeg ser på dagen lang er dig... Og når jeg lukker øjnene, ser jeg dig stadig...” Han holdt dem lukkede. Det hjalp ham til at falde til ro igen, men det ændrede ikke på, at han hellere ville have haft den undskyldning fra Asith, så han kunne komme videre.  

Nej, Asith kunne ved gud ikke forstå hvorfor Selmy var så fandens vred! Han burde være lettet! Lettet over deres overlevelse og deres tilflugtssted! Asith havde lige løst deres problem, så hvorfor blev han skældt ud som om han skulle have gjort det hele anderledes på en eller anden måde?? Asiths vendte sig igen for at give Selmy et ondskabsfuldt blik, men synet af Selmy der satte sig ned ad grottevæggen med en fuldkommen besejret positur for bare at tilføje mere forvirring til deres skænderi. Alt han ser på...? Hvad i dødsrigets navn skulle det betyde?? 

Asith havde haft al hensigt til at fortsætte sin råben og sin pegen og sit endeløse forsvar hvori han foregav at have styr på hele lortet, men han kunne ikke med god vilje blive ved med det nu hvor Selmy sad og så så patetisk ud! I guder, hvor var det belastende! Man kunne ikke engang have ret uden at være skurken, kunne man? Asith stirrede stift på knægten og afventede et eller andet, men som Selmy blev ved med at sidde med lukkede øjne og et fokuseret åndedrag, mistede mørkelveren lysten til at fortsætte. 

“....” Han lavede en irriteret hvæs inden han ligeså lagde ryggen imod den modsatte grottevæg, men forblev stående. Først nu mærkede han hvor velsignet kølig skyggen var i forhold til at vade under solen. Det var dumt... at bruge energi på at skændes. Asith rystede på hovedet og hægtede sig igen af grotten for at hente hesten ind - der var ingen grund til at lade den stege ude i solen. I stilhed begyndte han at tage deres resterende ejendele ned og da han kom til deres vin, stoppede han tøvende. Han ville hellere have haft vandet på den anden hest med sig, men måske var det ikke helt dumt at den ikke var gået til. Asith vendte sig igen og sluttede sig til Selmy. Han satte sit lange korpus ved hans side og bed proppen af vinen. “Giv mig dit håndled...” Efter stilheden og deres råben, virkede Asiths normale toneleje lavt - men han var også stadig hæs efter hans hals havde været belagt med sand. Han tog med forsigtighed Selmy’s arm og begyndte at tage stoffet af, som han før havde pakket rifterne ind i. “Det her vil svige.” Advarede han og hældte en tynd stråle af vinen over de fire rifter, som han selv havde gravet i Selmy’s hud. Hans røde øjne, nu udmattede og stille, betragtede dem grundigt.

“Det var ikke min mening at rive dig...” Hold nu kæft det er en vandet undskyldning! Gør det bedre! “Jeg er ikke god til at være forsigtig.” .... Håbløs! Jubelnar er ikke en dårlig titel. 

Hvad Selmy havde ment med det sidste han havde sagt ville nok ikke kunne forklares nærmere, ikke fordi det var helt umuligt, men nok mere fordi... altså hvordan skulle man sige sådan noget, uden at skræmme livet ud af ham? Alt han havde i hovedet for tiden var Asith. Frygten for ham, beundringen af ham og besættelsen af ham. I dag havde han desværre set mørkelverens lig for sig op til flere gange. Forestillet sig hvordan det ville være, at have alt, og pludselig få det revet ud af hænderne igen som et lynnedslag på en klar himmel. Den dag de vidste besked, at Sidonius Kiefer var blevet myrdet, kunne Selmy ikke forestille sig den smerte han ville gå igennem fremover. En hverdag med sorg og ændring i personligheden. Ændringer i hverdagen... Hvis Asith døde ville han igen være alene, og han tvivlede på at han nogensinde ville kunne erstatte Asith. Ingen var så sær som ham, der hvor han kom fra... Ingen ville kunne fylde det tomrum, som Asith ville efterlade. Hvad værre var, så havde de ingen fællesbekendtskaber som han kunne sørge sammen med. Ingen ville kunne forstå ham eller føle med ham, for ingen ville kunne forstå, hvad Selmy havde i Asith. 

Asith var endelig blevet stille. Garanteret fordi han var pisse forvirret over ham, og forhåbentligt ikke fordi han havde kaldt ham øgenavne... Forsigtigt skulede han efter Asith, som han skramlede med deres nu få ejendele, og var forsigtig med ikke a blive taget i at stirre. Han lod mere eller mindre som ingenting, da Asith kom tilbage mod ham og satte sig kammeratligt ved siden af ham op ad den kølende, med bulede klippevæg. Stemningen mellem dem var meget mærkelig, nu efter at de nær var røget i totterne på hinanden, og en af dem burde sige noget... Selmy sad afvisende med ansigtet vendt væk fra ham, og da Asith bad efter hans arm, flyttede han kun meget lidt på den, så Asith selv måtte gribe ud efter den, og pakkede den ud. Igen var han blid ved ham, og det virkede beroligende på ham. Han vidste han var i trygge hænder. “Det eh... det er fint” Svarede han, og gav tilladelse til at Asith kunne hælde de dyre dråber vin på hans håndled. Han bed tænderne sammen og forberedte sig på plagen, der ville komme. “Nhr!” Han stampede en enkelt gang med foden mod gulvet, men udover det var han ikke pivet omkring det. Det var trods alt en kendt procedure i healerhuset, når folks snitsår skulle renses.

Da det var overstået sukkede han udmattet igen, og vendte sit hoved mod Asith. Undskyldningen der kom fra ham fik ham til at undre sig en smule over timingen, men han beklagede sig ikke. “Du kunne jo ikke gøre noget anderledes, hvis du ville overleve...” Svarede Selmy lidt tøvende. Hans blik gled undersøgende ned på Asits hånd, der endnu undersøgte Selmys flåede håndled. Det chokerede med et sæt i Selmys krop, da han egentlig så hvor solide og skarpe neglene var “Jo, du kunne file dine kløer lidt ned..! Bare en anelse?” Dette var endnu en ting der gjorde Asith til Asith. Han var en sær skabning, som var yderst forfængelig med sit udseende, og kunne ikke lide at blive set på, som var han et monster. Og alligevel fik neglene og håret til at grå, og han havde ladet sit ansigt tatovere... Selmy smilte forsigtigt, og tog sit håndled genert til sig, inden han selv pakkede det ind igen. “...Tak. Jeg er vel også ked af min behandling af dig... generelt”.  

De nævnte kløer blev løftet og kigget på da Selmy spurgte ind til om Asith kunne file dem ned eller noget. Sandt som det var, lige nu lignede de mest af alt noget på et rovdyr da Selmy’s blod stadigvæk farvede en tre stykker af dem. Deres mørke farve og spidse tipper gjorde heller ikke noget flatterende for ham, men Asith havde bare altid konkluderet at synet af ham selv var uhjælpeligt. Det havde været praktisk og i mange tilfælde havde han brugt kløerne som værktøj, men de var ikke gode når det kom til kontakten med blød hud... Og det var nok ikke sidste gang han ville få brug for at holde fast i Selmy, så...? Det kunne han vel gøre? Asiths vidste dog ikke hvordan han skulle anskaffe sig en fil, så hans daggert måtte på en eller anden måde få jobbet gjort. I midlertiden undskyldede Selmy for sin egen behandling af ham, hvilket gav mørkelveren et uforstående udtryk og lettere opgivende rystede han på hovedet. 

“Uden grund. Jeg ved godt jeg er en ‘jubelnar’.” Svarede han upåvirket, måske med et tørt forsøg på at være humoristisk, men havde ikke energien det krævede. Det var ikke et under at Asith ikke var lige nem at have med at gøre, for han havde ingen illusioner om sin sociale kunnen - den var simpelthen ikke-eksisterende og når den var, var det sjældent ham selv og ikke et spil for galleriet. Han puttede kork-proppen tilbage i vinden og stillede den ved sin side. Man kunne vel bruge en tår af den beroligende alkohol, men Asith var ret sikker på at det var en dårlig idé taget deres vandbeholdning i betragtning. Hans blik søgte ud i grotten og han konkluderede at der stadig var en del at gøre inden han kunne slappe af igen. Selmy’s arm skulle fikses og den blodige kødklump skulle fjernes fra grotten så ulvene ikke fik den fede ide at komme tilbage. De så tynde nok ud til at kunne finde på det ud af desperation. Hans blik landede på hvad man bedst kunne beskrive som et naturligt trappetrin i stenen, som udgjorde en udmærket improviseret briks. “Når du er færdig med at sunde dig...” Han talte igen og passerede blikket over Selmy inden han selv rejste sig. “Så læg dig på ryggen dér.” Han pegede på ‘trinnet’. “Jo hurtigere vi kan sætte din arm på plads, jo bedre. Ellers kan du få varige mén.” Han havde ikke just lyst til at agere kiropraktor, men han havde gjort det et par gange før og vidste hvad det medførte at ignorere det... Men dem kendte knægten nok til i forvejen, taget hans baggrund i betragtning. Imens han ventede på at Selmy kom i position, aflastede han hesten for resten af deres ejendele så den ligeså kunne få en pause. 

Selmy havde betragtet Asiths fingre, som Asith nærstuderede dem, måske første gang han rigtig havde overvejet at klippe dem ned? Det ville nu være synd at klippe kløerne på et rovdyr, men mest af alt klædte de lange negle resten af det barske udtryk, der var over Asith. Og Selmy fandt det fascinerende... og på en eller anden mærkelig måde... attraktivt. Af en eller anden grund kunne han ikke glemme første gang han havde hejst sig ned fra æbletræsgrenen, og havde mærket Asiths hænder gribe rundt om ham. Neglene havde stukket ham flere steder igennem tøjet, og Selmy havde trukket tiden nok ud til, at æbletræets ejer, havde sendt hundende ud efter dem... Uden at kunne læse tanker, tænkte Selmy på at tilbyde at låne ham sin neglefil, men af selviske årsager holdt han hen med det, og i stedet smilte han lumsk for sig selv. 

“Ha...” Af alle øgenavne var det absolut det han havde kaldt Asith. Jubelnar. Men Asith havde sikkert kaldt ham alverdens ting, der var endnu værre, da han havde overhørt ham svovle på mørkelvsk. 

Hans blik fulgte Asith med en pludselig nervøsitet som han rejste sig fra ham. Han vidste at han ikke kunne løbe fra at skulle sætte sin skulder på plads, men han vidste ikke om han stolede nok på Asiths evner, til at lade ham gøre det på sig. Men om ikke andet kunne han instruere ham. “Har du prøvet det før?” Spurgte han, og antog allerede at Asith havde tænkt sig at hjælpe ham. Han rejste sig og satte sig hen på platformen i midten af grottegulvet, og hev sit tøj op over hovedet. Noget lettere af få af, end at tage på. Hans arm var uden tvivl tvunget ud af skulderskålen, det kunne han let mærke, da han følte sig op ad armen og hen ad den deforme skulder... Mentalt forberedte han sig, ved at forsøge at lukke ned for tankerne, samtidigt med at han varmede skulderen op med håndfladen så musklerne ville være mere medgørelige.

“Du skal holde ved min albue og trække til, mens du med din anden hånd tvinger min skulder på plads...” Han sank nervøst, som han samtidigt formåede at holde hovedet koldt nok til at kunne instruere ham og pege, hvor han skulle lægge sine hænder. 

Asith vendte sig imod Selmy og nikkede til hans spørgsmål. Han var langt fra en læge, men han havde i nogle tilfælde været det der kom tættest på og derfor gjort hvad der skulle gøres. Der var nok ingen tvivl om at Selmy havde været vidne til flere end ham selv og derfor var knægtens råd sat pris på. Hans egen teknik var ikke ligefrem elegant eller uden komplikationer, så han følte sig - sjovt nok - i sikrere hænder ved at gøre dette på Selmy end en person, som ikke kendte noget som helst til den slags.

Da knægten fik sig lagt, satte Asith sig ved hans side, hvor trinnet gik ned, så Selmy lå hævet i forhold til mørkelveren. Han gennede Selmy ud til kanten så hans skadede arm hang udover og tog fat; Den ene hånd kroget om hans albue og den anden på overarmen så han kunne sikkert lede knoglen tilbage på plads. Asith tøvede lidt imens han, for nu, bare holdt armen stille for ikke at påføre Selmy nogen smerter inden han gik igang.

“Okay... Jeg gør det nu..” Han gav Selmy et stift blik og et beslutsomt nik! “En... To...” Han tog selv en dyb indånding og hans tag i Selmy’s arm blev en smule fastere. “Tre!” Asith trak Selmy ud i stiv arm! Han rykkede ikke brutalt i ham, men han undgik at være alt for djævelsk langsom for han vidste at der ikke var nogen nænsomhed at finde i et forlænget indgreb! Det ville uden tvivl gøre ondt, men Asith ville for alt i verden hellere gøre øjeblikket kort i stedet for langt og pinefuldt! Hans hånd der støttede imod Selmy’s overarm begyndte at skubbe imens den som havde fat i hans albue begyndte at vugge armen i bevægelse, så arm og led naturligt kom nærmere hinanden. “Bare en smule mere!” Forsikrede Asith Selmy imens han havde blikket fastlåst på hans arbejde. Mærkeligt som det pludselig føltes som første gang han gjorde det? Han havde været ret selvsikker i sin evne til at gøre det da han først havde opdaget knægtens skade, men nu? Han kunne mærke hvordan hans hjerte bankede nervøst under hans bryst af bekymring - ikke usikkert på hans kunnen, men på smerterne han måske påførte sin patient? Det krævede desværre en smule tvang at få Selmy’s arm til at poppe tilbage i sin skål og Asith besluttede at det var bedre ikke at advare ham for at spare ham den eventuelle frygt. Det her havde allerede taget sekunder nok så med et målbevist ryk tvang Asith armen tilbage hvor den hørte til! Ét intenst øjeblik inden en stilhed og en ømhed ville overtage og Selmy ville finde sin arm hvor den igen skulle.  

Det overraskede ham egentlig ikke, da Asith nikkede ja til, at han havde prøvet det før. Det gjorde ham roligere, og han lagde sig ned på platformen, og var afklaret med hvad han var nødt til at gå ind til. Han fremstod ganske rolig, men var blevet helt ligbleg af bekymring, som han vendte hovedet og kiggede på Asith, der tog plads til højre for ham. Han stolede selvfølgelig på ham, for hvad kunne han ellers gøre? 

De tre sekunder gik pludselig stærkt, og Selmy bed tænderne sammen i beslutningen om, at holde det ud og gøre det til en mindre skrækkelig oplevelse for Asith, for han ville trods alt hellere ligge her på platformen, end at skulle sidde hvor han sad, og med et sådant ansvar. Dette var i hvert fald hans første tanke, men så snart Asith strak i hans arm, og skubbede hans skulder mod dens korrekte placering, spændtes hans krop som en bue, og hans ben vred sig, alt imens han ikke gjorde noget for at vige væk fra Asith, der forsøgte at hjælpe ham. Han kunne mærke at der skete noget i hans krop, som føltes korrekt, men frygteligt smertefuldt. Da Asith endelig afslørede, at den snart var på plads, kunne Selmy ikke længere holde sin ynken og klynken tilbage, og behovet for at bande var der også, men det lå ikke naturligt på tungen, som hos de fleste andre. “ARGHH!” Skreg han op i et chok, da armen pludselig poppede armen på plads i skålen, og det hele lød meget voldsommere end det var, her i grotten grundet akustikken. Hjertet arbejdede hårdt og fik det hele til at dulme omkring hans skulder, og også i hovedet fra det stressfulde øjeblik. “T-Tak” Stammede han og kneb øjnene sammen, så et par smertestårer, der havde samlet sig i tårekanalerne blev klemt ud således at de trillede ned ad hans kinder. Det hele var faktisk gået suverænt hurtigt. Faktisk lige så hurtigt som Salem var om det med sine patienter, hvis ikke hurtigere. Måske var det på grund af Asiths styrke... Og alligevel havde det ikke virket som om han var gået alt for hårdt til den.

I nogle lange øjeblikke, lå han på sin venstre side, og holdt på sin arm, helt indtil hans vejrtrækning holdt op med at få ham til at gispe på den måde. Og endelig kunne han slappe af igen. Hans arm havde været fuldstændigt tvistet og forkert, men chokket over sandhvalsangrebet og Asith, der nær var blevet levende begravet, havde fuldstændig taget ham væk fra problemet. Først nu kunne han mærke en lettelse i kroppen... Men også en ekstrem ømhed, som om han havde fået tæsk det samme sted.

“V-vil du ikke finde din daggert frem...?” Selmy kiggede på sin lange overdel, der lå og flød på gulvet. Nu hvor de havde mistet halvdelen af deres ejendele, måtte Selmy atter bruge sit tøj, som forbinding. Han sank en smule målløst og puffede sig selv op at sidde.  

Asiths lunger tømtes i lettelse da det var overstået og Selmy’s arm endelig var hvor den skulle være. Han skulle stadig helst ikke bruge den, men nu kunne helings-processen begynde. Asith foldede forsigtigt Selmy’s arm tilbage ind til sig så han kunne holde ved den og da han gjorde et forsøg på at komme op, slangede Asiths arm sig bag om hans ryg og gav hjalp ham op i en siddende position. Han burde nok i virkeligheden blive liggende, men de skulle have sat armen i slynge uanset hvad. Da Selmy virkede stabil nok til at sidde, gav Asith slip og fandt sin daggert frem fra sin hofte. Han begyndte dog ikke at skære Selmy’s tøj op, men i stedet tog sin egen tunika af og bredte bredte bunden foran sig for at tage en firkant ud af den. Han havde ikke bruge for at den dækkede det meste af hans ben alligevel - han var trods alt også i bukser. En lignende firkant blev skåret ud på bagsiden og begge firkanter blev revet forsigtigt igennem daggerten imens Asith formede lange, brede bånd ud af stoffet. Det blev til to lange bånd og ét der var kortere - det var til hans håndled. “Føles det som det skal?” Spurgte han, mest af alt for behov for samtale så det ikke blot blev en akavet stilhed hvor han intenst sad og rørte ved knægten. "Udover smerten... Du ved." Hans fingre åbnede langsomt for det stykke tøj Selmy havde bundet om sit sår for at skifte det ud med det korte bånd, som han først dyppede i mere vin for renlighedens skyld.

“Put din arm imod dig hvor den sidder mest komfortabelt.” Instruerede han så og klappede det overskudne sand af de bånd, som skulle blive til Selmy’s slynge. Godt de havde valgt hør og ikke bomuld - det udgjorde det bedre svøb og ville ikke strække sig så meget i længden. Med afventende øjne holdt han båndet oppe, klar til at vikle det omkring Selmy så snart han havde sat armen hvor den var mest afslappet. Det vigtigste nu var at den ikke blev belastet.

“Ved du... Hvad det var? Det tilbage... I sandet?” Spurgte Asith efter lidt tid hvor hans blik var blevet fjernt og træt igen. Han havde stadig ingen ide om hvad der overhovedet havde hent dem og alting var gået for stærkt til at dvæle på det op til nu... Og sekunderne bagefter havde Asith været for chokeret til at spørge om noget som helt... Måske var han stadig i chok, for han fandt det svært forblive udenfor sit hoved når Selmy ikke decideret råbte af ham eller ulve knurrede truende imod dem.

“Jah, det tror jeg da. Jeg har ikke kommet til skade på den måde før...” Sukkede han udmattet og spændte sine fingerled, for at se om han kunne bevæge dem og føle med dem, for hvis ikke, var det et tegn på nerverne var revet over. Han kiggede spørgende på Asith, for at se hvordan han selv klarede det. Om han mentalt var til stede, eller kørte på autopilot.  Umiddelbart så det ud som om han klarede det rigtig godt, og Selmy følte sig i sikre hænder, da Asith begyndte at tage sig af hans håndledsforbinding såvel som armslyngen. Han ventede tålmodigt siddende, mens han fulgte daggertens bevægelse igennem tunikaen. Bladet var så skarpt, at hver lille hørtråd sprang op ved første, nænsomme møde. Og så blev Selmys tøj da skånet for denne gang... Det letteste var, bare at følge Asiths instrukser, så han kunne komme ned at ligge hurtigst muligt. Han holdt armen ind til kroppen, i en højde, som ikke ville presse blodomløbet, og Asith klarede resten, og bandt den sidste afgørende knude til armslyngen bag Selmys nakke. 

“Om jeg ved hvad det var? Jo, jeg har da læst lidt og set tegninger af dem, men jeg kan ikke huske så meget. Jeg tror nok de kaldes sandhvaler, men de ligner mest af alt store, råhvide orme med tænder hele vejen igennem mavesystemet. Al den sand og dyreknogler den har i maven puster den tilbage op på sandoverfladen igen, lidt ligesom en hval gør med vand. Det ville have været en hæslig død, hvis ikke du nåede at blive kvalt i sand først... Det var godt du ikke døde” Han skrånede hovedet lidt og studerede Asiths øjne, som var blevet lidt fjernt. Han kunne først gætte sig til nu, at det først rigtig var gået op for Asith, hvad han nær havde været udsat for. En værdi død for en kriminel måske, men ikke for en ung elver... “Asith” Lød det meget blødt fra Selmy, som han prøvede at vække ham fra hvad end af grumme tanker han måtte have i hovedet lige nu “Læg dig ned og luk øjnene. Jeg hjælper dig...” 

Selmy’s arm blev endelig bundet I slynge. Det var ikke et perfekt brug af stoffets længde, men I sidste ende så klarede Asiths jobbet - det sad så behageligt som det kunne og var sikkert bundet bag Selmy’s nakke. Alt imens han finpudsede hvordan slyngen sad, lyttede han til Selmy’s svar omkring hvad der egentligt havde fristet deres skæbner I dag. En… sandhval? Først så Asith forvirret ud, men jo mere Selmy fortalte og jo mere klar han beskrev hvilken slags død Asith ville have haft, mistede han igen noget af personligheden over sit ansigt og det var svært at sige om han blev en lille smule bleg eller ej? 

Asiths blik mødte ikke Selmy’s, men I stedet var fast rettet imod arbejdet han lavede med slyngen indtil han kom til den konklusion at det ikke kunne forbedres mere. Dernæst sad han bare og lignede at hans krop tog autopilot imens en langvarig monolog fandt sted bag hans pande. En monolog omkring tænder og hvor tæt på dem han havde været og hvordan hesten, som var forsvundet bag ham nød godt af det endeligt, som Selmy lige havde forklaret så farverigt. Asith var ikke sart.. Han var en kujon, men ikke sart, men det her? Det fik det til at vende sig I ham I en sådan grad at han var ret sikker på, at han havde kastet op hvis han havde haft nok mad I sig… Og trods varmen, føltes han hud kold of klam. Nærmest sygligt. 

Han var revet ud af sine tunge og morbide tanker da Selmy sagde hans navn og foreslog at han… Lagde sig og lukkede øjnene? Han skar en forvirret grimasse. “Det er ikke tid til at hvile sig.” Svarede han og stødte imod klippegulvet for at komme på benene. “Ulvenes middagsmad skal ikke ligge herinde mere. Ellers kommer de bare igen efter det..” Forklarede han og gik hen imod den blodige klump, som var på størrelse med et voksent rådyr. Da han kom tæt nok på, konkluderede han at det ikke var en eller anden falden planteæderæder, men en ulv af samme slags. Sikkert den svageste I flokken og derfor den, som blev udpeget af sine brødre - desperate af sult.En patetisk stakkel selvom den var givet det samme, som sine søskende; Tænder og kløer. “… Ugh..” Han lænede sig ned for at tage fat I et af benene og påbegyndte at slæbe den ud. Den var tung og Asiths krop blev ømmere for hvert minut, men han formåede at få den trukket I en fornuftig fart. Et tykt spor af blod og flosset kød blev efterladt bag den sammen med en sødlig lugt af blod og varm død. Da han kom forbi Selmy stoppede han og gav han ham et blik. “Jeg går ikke langt.” Lovede han med et nik. 

Selmy vidste ikke hvad han præcist ville have ud af, at få Asith til at lægge sig ned, udover at han blot skulle slappe lidt af, mens han kunne kigge på Asith, hvor hans ansigt så allermest fredeligt ud... og måske kunne han endda vise ham noget af den ømhed, som han selv længdes efter. Hvis en blid hånd mod Asiths ansigt overhoved kunne få lov til at blive? Men det var som om at Asith ikke kunne finde den indre ro, og han kunne dårligt blive siddende. Han skulle absolut modstride Selmys ønske, og rejse sig, før han kunne få gjort eller sagt noget for at stoppe ham. Han så spørgende efter den forvirrede Asith. “...Ulvene kommer da ikke tilbage hertil efter det brøl du gav dem...?” Mumlede Selmy utilfredst, uden helt at kunne vide noget om ulvenes adfærd med sikkerhed. Han ville helst have at han blev i grotten hos ham. Han så derfor ubekvemt til, mens Asith samlede det lodne lig op i sin hånd og slæbte det med sig ud. Selvom Asith lovede, at han ikke ville gå langt væk, havde han en fornemmelse af, at Asith ville have ulvekadaveret så langt væk som muligt... eller også ville han væk fra ham, bare for at få nogle minutters fred fra ham? Måske havde han lugtet lunten og var frastødt af ham? Eller også var det det sædvanlige med, at Selmy ikke var til at holde ud at være i enrum med...

Selmys tanker om sig selv var temmelig mørke, og særligt når han pludselig var alene. Han lagde sig surmulende ned på sin raske side, vendt væk fra grottens lysning, og førte sin ikke-indpakkede hånd ned til sit skridt, for at give sig selv et dulmende klem... Det gjorde ondt allevegne, men det var intet i forhold til den smerte, der truede mellem hans ben, når mørkelveren var tæt på, og Selmy var tvunget til at holde sig tilbage.

For ikke at give efter for fristelserne lukkede han blot benene om hånden og lukkede irritabelt øjnene. 

Nu hvor han faktisk lå ned kunne han mærke, hvor træt han pludselig var i kroppen, ovenpå al den fysiske og mentale anstrengelse, der havde været ved at være på flugt fra døden, og ved at være så dehydreret. Han var lige ved at falde i søvn, men hvis Asith virkelig var tilbage hurtigt, så var han fluks om at flå hånden fri igen, for ikke at afsløre hvordan hans krop havde valgt at gå imod ham lige pludselig. Igen. 

“Du skulle have forladt flokken.” Fortalte Asith den blodige klump imens han slæbte den over sandet og hans ord hang tørt under hans forpustede åndedrag. “Flokken beskytter ikke den svage… De tolerere den indtil den bliver en byrde.” Fortsatte han lavt, som om den døde ulv var I stand til at lære noget fra ham. Man skulle tro at han var blevet skør, men han var trods alt en eneboer til hverdag og I de øjeblikke hvor han var alene havde han tendens til at tale med dig selv - og denne gang med et ulve-lig, som han havde fundet en sær sympati for. Asith stoppede først med at slæbe ulve-kadaveret da han var kommet omkring 200 meter væk fra deres skyggested. Og det var praktisk, for ved de 200 meter var der endnu en nedstigning I sandet, som Asith kunne sparke liget over og så klarede tyngdekraften selv de næste 30 meter hvor den ikke alene var langt væk fra deres skjul, men også ude af syne. Det skulle holde ulvene på en jævn afstand.

Asith tøvede kort på sin plads der på bakkens top og skimmede horisonten, som føltes så overvældende og brændende gul! Heldigvis var ørkennatten kold og når den kom over dem, ville det blive mindre ulideligt at rejse I den. Hellere fryse end at brænde op! Hvor han dog hadede det klamme lag af sved der fik hans hud til at glinse og hans hår til at klistre til hans ansigt. Han havde mødt ørkenen I ave, men nu? Nu hvor han havde fået en forsmag på hvad der gemte sig I den, var han ikke så sikker på om han beundrede den mere. Han vendte om og traskede træt tilbage imod deres skyggelagte skjulested.

Asith dumpede ned at sidde ved klippevæggen igen og skævede imod Selmy, som I midlertiden havde fundet nok komfort til at falde I søvn. Han havde taget sin tid for at spare på energien og havde ikke tænkt sig at vække ham. Godt… Det var et eller andet over måden hvorpå Selmy havde talt til ham, som havde været mærkeligt anstrengende. Det havde han været før, når han udtrykte hans sælsomme bekymring for ham, men aldrig havde det gået ham på som nu. Øjne på ham lige nu? Det føltes bart og intimt og.. ydmygende? Det var en sensation, som Asith ikke kunne putte en finger på.

Han havde et behov for at rette på sig selv, sit glinsende ansigt og vilde hår, men hans hænder og underarme var sorte af blod fra det døde dyr så I stedet hvilede de sig på hinanden imens Asith trak benene op foran sig I en ret ‘lille’ position, som kun blev mindre af at han lagde panden imod sine arme og drog et langt og rystet suk. Hans brystkasse føltes tynd og hans hjerteslag alt for hårde...
Selmy’s sovehjerte havde givet ham et åbent vindue til at krumme ryggen og lægge armene om ham selv - dog med ukendt formål. Hans skarpe negle prikkede rastløst imod hans hud og, trods deres indsmørelse I blod, rakte op I hans hvide manke for at tage fat I en håndfuld hår og knibe det. Zaladin tage det… Hvis dog bare sandet blødte hvis man stak det! Tids nok ville Asiths stramme hold på sig selv, de prikkende negle og ryggen I håret stoppe og med væggen som støtte bag sig, ville han også finde en smule ro bag lukkede øjenlåg og komforten der kom fra den blålige skygge de begge befandt sig under.  

Det var ikke engang fordi Asith havde været længe væk, og ej heller havde det hårde stengulv været særlig behageligt at ligge på, og alligevel havde Selmy haft det så let ved at falde i søvn, og han vågnede ikke, da Asith listede sig tilbage og tog plads op ad væggen. Det havde været en meget hård nat og morgen at rejse i, og nu var de sikkert kommet en smule ud af kurs, fordi de havde vandret lidt længere øst på, for at søge skygge i grotten... Det var problemer de måtte tage sig af næste aften... For i Selmys optik havde han problemer, der vejede tungere, og som han ikke engang kunne fortælle Asith om. Mørkelveren var jo alt for svær at komme ind på, og han blev mødt af forvirring og gnavenhed, når han forsøgte at eksperimentere med ham og hvad end af grænser han havde, når det kom til omsorg og fysisk kontakt. Hvorfor guderne havde valgt at bringe Selmy sammen med mand, der på ingen måder ville være god for ham, kunne kun guderne selv vide, og Selmy blev testet og var alene om sin synd og sin skam. Det var faktisk meget godt, at han kunne sove, og få tankerne i bero. 

Da Selmy engang vågnede omkring aftentid, satte han sig op i forvirring, først i en undren over hvor han var, men så huskede han hvor gårsdagen havde bragt dem hen. Hele hans venstre side, som han havde ligget på, var nu kold og øm, og gjorde det pludselig svært at skelne imellem hvilken arm, der faktisk var skadet. Stadig morgenforvirret lod han blikket kigge rundt, indtil han så Asiths skikkelse, der havde valgt at sidde op ad væggen. Det var gyseligt at se, hvordan Asith kunne sove på alle mulige måder, som slet ikke så behagelige ud. Blodet på hans arme var størknet, men det var stadig væmmeligt, at han havde valgt at pakke sig ind i sine arme... Der var et eller andet, der stak i brystet på ham, når han kiggede godt efter. Han virkede sølle og hjælpeløs, og hvis de ikke havde mistet deres tæpper, havde Selmy haft lyst til at hente et og svøbe det om ham, og måske vække ham, for at høre om han var okay....

I stedet søgte Selmy rundt om sig selv, indtil han greb sit tøj. Han tog midlertidigt slyngen af og iklædte sig sin hørtunika og tog derefter slyngen på igen. Han kom på benene og tog hestens vandskind og gav den noget væske at styrke sig på, inden han med den ene arm, og en smule støtte med den dårlige arm, fik sadlet hesten på igen, og strammet den seler godt og solidt til. Det var sgu en god hest... En piveskid, men stærk nok til at kunne bære dem begge. Uden den var de på spanden, så han besluttede sig for at han ville passe bedre på denne her. Han stillede sig hen til hestens hoved og kærtegnede dens mule, for første gang i et forsøg på at skabe et bånd med sin hest, hvilket han burde have gjort med sin første hest, så det i det mindste ville have søgt tilbage til ham. Selmy stak hånden ned under tunikaen og tog i kæden til hans medaljon, og holdt den højtideligt fremme. “I lysets navn navngiver jeg dig.... Thatos! Ja... Thatos. Et ærefuldt navn til en handlestærk hest. Må du leve længe og give os styrke på vores mange fremtidige rejser” Hesten virkede til at være lidt ligeglad med sit nye navn, og den var mere interesseret i at dykke hovedet ned i vandskindet, frem for at blive nusset med. Men i det mindste virkede den mindre afvisende end Asith... Selmy sukkede ensomt, og holdt om sig selv og strakte sin krop, uden at bruge armene på det.

Han tog vandflasken og fiskede tomater og noget af det tørre brød op af deres inventar og gik hen og tog plads foran Asith og puffede til ham for at vække ham, hvis ikke han allerede var vågnet under dåbsakten af Thatos, på trods af at Selmy havde navngivet den på et behageligt lavt niveau. 

Han drømte om tænder i sandet imens det sidste af dagen gik og solen bevægede sig i en halv-bue over deres skjulested. Tænder og sand, som forsvandt under fødderne når man løb på det. Han drømte om ulve liget, som var blevet til en formløs bunke af kød, pels, tænder og kløer og hvordan den blev gjort mere og mere uigenkendelig af sine brødre og søstre... Og endelig drømte han et eller andet med en dåb af alle ting, for Selmy’s sære påfund af at navngive hesten formåede at trænge ind i Asiths rem-søvn og pille lidt ved hvad der foregik - godt det samme, for Asith var mere end klar til at forlade det abstrakte, sandede mareridt for at komme tilbage ind i et der var bare en smule mindre absurd! Det var dog først da Selmy gav ham et puf at han virkelig kom tilbage til virkeligheden hvor han indtil nu bare havde svævet i et eller andet limbostadie imellem at sove og være vågen. Han åbnede sine øjne og var med det samme mødt af ubehaget fra at være ubevægelig i en træls position over flere timer. Bare at rette sig op var en pine og det var ikke fordi hans krop føltes let som en fjer i forvejen. Han var ør i hovedet og det lod sig vise i den halv-forvirrede måde hvorpå han kiggede på Selmy. 

Stivnakket rettede han sig op og tog sig til sin ømme skulder. “Ugh...” Kluntet strakte han sine ben ud frem for sig og lænede sig imod den nu velsignet kølige sten bag sig. Klimaets skifte kunne allerede mærkes, men det var først når solen gik helt ned at nattekulden ville komme over dem med et forskrækkende fald i temperatur. “Thatos...?” Mumlede han og trak glemsomt en hånd over sit ansigt som om det skulle hjælpe ham med at vågne. Og det gjorde det på en måde for Asiths hånd var stadig sort med blod og nu var der tilføjet en tyk streg af det i hans fjæs - godt det var så tørt at det nærmest bare var et grynet lag over hans hud der kunne børstes væk som størknet mudder. Han skar stadig en ubekvem grimasse og begyndte at børste det af sig! Kort skævede han til landskabet bag Selmy og indså at aftenen var rundt om hjørnet inden hans sort/røde øjne igen fandt knægten og gav ham et indgående blik. “ Erh... Hvordan har din skulder det? Tror du den skal have en dags mere hvile?” Ikke at han havde lyst til at blive hængende for længe - jo hurtigere de kunne komme frem til Oasen og få styr på deres situation igen, jo bedre. Han ville egentlig tjekke slyngen som holdt Selmys arm oppe, men der var allerede én for mange af dem, som var svinet til. Asith ville slå ihjel for et bad i en is-sø lige nu og det var sjældent han tog imod et sådant et med et taknemmeligt sind. Han havde taget det milde vejr i Dianthos så meget for givet - det vidste han nu.  

Selmy så helt vågen ud, og han kiggede forundret på Asith, som han vågnede og fokuserede sit blik på ham. Ud fra hans klagende suk, kunne han regne ud, at Asith også havde haft en hård nat, så han stak ham halvdelen af maden, som han kunne gnave af, inden det ville være passende at tage af sted. Det var først da Asith mumlede hestens nye navn, at Selmy kvikkede op med et smil. Havde Asith ikke lige sovet? Måske rævesov Asith altid, og var altid på vagt. “Ja. Thatos. Det hedder vores hest nu.” Han tog en god bid af tomaten, og var hurtig til at redde den dyrebare saft fra, ikke at plaske mod gulvet “En af de yngre guder, der hører til Aladriostemplet! Sig mig... eh, lod du bare som om du sov?” Skamfuldt blussede hans kinder op. Han havde troet at han havde været privat med hesten, da han havde udført et religiøst ritual, som nok var en smule for højtideligt og fjollet at gøre for en hest. Nå... Pyt. Asith var vel også ret underlig selv, sådan som han rendte rundt og svovlede for sig selv på mørkelvisk og fandt interesse i ukrudt, bark og grene på vejen. 

En smule i væmmelse trak han sig en smule længere væk fra Asith, som han børstede størknet blodflager af sig, for at skåne sig selv for at få det på sig. Selmy havde det ikke så godt med blod, hverken i flydende eller fast form. “Ehm...” Hans blik flakkede forvirret fra smuldreret og op til Asiths blik igen. “Nej, det går ikke. Jeg kan sagtens hvile på hesteryg, men vi kan ikke risikere at løbe tør for væske... Vi har rigeligt med mad, til vi når til Oacen. Vi burde kunne genopfylde vores flasker og købe mad for de sidste ravstykker vi har”. På trods af at det var lidt kvalmende at spise af det tørre brød, så fik han det ned, og Selmy kom balancerende på benene igen, ved at støtte sig til væggen med den raske arm. “Kom. Jeg synes vi skal tage af sted nu...” Han børstede sit tøj fri fra krummer og rakte ham sin hånd, for at hjælpe Asith op.

Uanset var der stadig noget galt. Han kunne mærke det på Asiths humør, og det gjorde stemningen meget tynget.