Hun lod blikket følge ham, men han lod ikke rigtig til at bemærke hendes tilstedeværrelse, ignorante sydboer.
"Det der, det ser sgu ikke for godt ud!" brummede hun og rejste sig til sidst op, og skævede ned til Alexander, hernede lignede de alle børn små og skrøbelige. I Norden var sår som Alexanders meget normale, nogle gange måtte Shamanen kigge på det, men det skete kun sjældent og hvis det passede ham, men hernede skulle folk bare knipses til, og så var de dødeligt sårede.
Da han fandt bandagen frem og begyndte at vikle den om maven, kiggede hun bare på ham, som var det årets cirkus "Det skal bare have lidt luft knægt, så går det let over!" brummede hun så, men gjorde ikke tiltag til at bevæge sig, eller hjælpe ham. Hendes stemme var dyb og autoritær, men på trods af hendes muskuløse kropsbygning var man ikke ét sekundt i tvivl om, at det var en kvinde man stod overfor.

Krystallandet
Alexander er blevet lidt mere voksen ;)