Devyn anede ikke hvor hun skulle gøre af sig selv. Hvis hun kunne så havde hun nok kravlet ind i et mussehul. Ikke for hendes egen skyld men for deres. Sådan som de stod der og næsten diskuteret gjorde hende helt ør i hovedet.

"Lege. Helt ærligt hvad mener du?" spurgte hun og anede ikke hvad det var han snakkede om. Hvis han nu bare ville sige det en gang så kunne hun jo forstå det. Hun regnede da ikke med at han ville lege tagfat eller sådan noget. Det ville da også være lidt underligt.
Stille rystede hun på hovedet og bed sig i læben.

Mira skulede blot mod ham og havde til hensigt at blive stående til han forlod stedet.
"Jeg er ikke interesseret i at vise ansigt for folk, som har onde hensiger." Lød det lettere koldt fra hende og hun pegede atter mod retningen, som førte væk fra vandfaldet.
"Afsted. Nu. Og kom ikke tilbage."

- Frys -

Cazz trækker let på skuldrene, og trækker sin jakke på.
"Jamen så vil jeg da ikke forstyrre mere. Farvel d'damer!" Siger han, og laver luftkys som farvel, før han løber ind imellem skovens træer med ug turlig høj fart.
Lidt efter flæger et højt skrig luften, før alt bliver stille som graven...

//out

Lyden af det faldende vand dannede sig langsomt i halv dæmonens ørekanal. Lydende vendte langsomt tilbage, og ligeledes gjorde den voldsomme lugtesans. Hvad var der hændt ham? Hvad var der sket? Ja netop det var Morgoth ikke sikker på, men hvad han helt præcist var sikker på, var at han for - ja hvor lang tid vidste han egentlig heller ikke, da hans tidsfornemmelse pludselig var ret tynd - havde han siddet på hans sorte hingst, og reddet ned af en skov sti et stykke herfra. Og siddende på en hingst var han ikke ligefrem, da han lå halv kravlende på jorden nært ved det enorme vandfald. Med kroppen fuldt iklædt hans sædvanlige tøj, trak han sig nærmere og nærmere vandet. Det sortnede endnu for hans øjne, og noget der mindede om en hvis koldsved dannede sig ned af hans rygrad. Havde han feber? Følelsen føltes sådan, men når man havde feber, var lysten til ædelse eller væske der ikke ligefrem. Netop det havde han, i høj grad, specielt en eller anden form for væske.
Tanken om hvorfor han netop var endt sådan et sted, og hvorfor hans ellers trofaste ganger var forsvundet, bragte ham mere eller mindre i tvivl - for ikke at tale om forvirring. Hvad i alverden lavede han der? Hvad foretog han sig i det hele taget, sådan som at kravle rundt på den bare jord. Og hvor kravlede han i det hele taget hen imod? Netop nu var hans kurs imod vandfaldet imod vandet, som syntes at være yderst dragende, ikke kun udseendsmæssigt, men også for hans tørre hals vedkommende. Han sank en klump, mærkede hvordan en smertefuld fornemmelse dannede sig ved hans strubehoved. Han rynkede brynene, trak en hånd op for at gnide sig i panden. Vendt, hans maske var tabt. Han spærrede øjnene op, og drejede ansigtet bagom. Heldigt nok lår den bag ham, i sin fineste stand. Han sukkede, og fortsatte imod vandet.
Lyden af det faldende vand fik ham til at se op, han kneb øjnene sammen og prøvede at fokusere. En svimmelhed dannede sig for ham, og fortalte ham at han ikke skulle bevæge øjnene yderligere end ud til siderne. Han standsede sin kravlen, og prøvede at rejse sig. Han satte sig på hug, men måtte derefter sætte en hånd ved siden af sig for ikke at tumle om. Hvad skete der helt præcist? Hans krop ville ikke lystre, ville ikke reagere. Han trak sig selv op, og mærkede hvordan hans knæ gav efter. Nej, han måtte sætte sig igen, men en stædighed bed sig fast i ham. Han holde sig oppe, og bevægede sig imod vandet der pludselig var ham nært. Faktisk så nært at han kunne træde ned i det. Han standsede, lod de isblå øjne falde imod den klare overflade. Så smukt vandet var, så blankt og så .. dragende som det nu engang stadig var. Han havde lyst til at sænke sig ned i det, lade vandet gennemtrænge hans krop og genskabe det behov hans krop stillede ham. Uden han vidste af det, trak hans skikkelse sig frem som en magnet, og faldt forover ned i vandet. Følelsen af vandet slående imod hans torso fik hans skikkelse til at trække sig sammen, og gispe ihærdigt efter vejret. Luften af slået ud af hans krop, da han langsomt gled under vandet. Tøjet gjorde hans krop tungere, så han faldt langsomt tættere og tættere imod bunden. Han sukkede, så luftboblerne trak til vejrs. Hvad var der sket?

Lyde kunne høres fra krattet nær ved og lidt efter maste en fin tynd skikkelse sig forbi nogle buske ind i lysningen omkring vandfaldet. Hun havde gået længe nu. Det ville have været meget nemmer bare at tage en flyvetur, men det havde hun af en eller anden grund ikke lige haft lyst til. Hvorfor hun var endt herude? Hun havde såmænd bare været på udgik efter et sted at sove. Sært som det lød, havde hun faktisk ikke nogen fast bopæl, men det passede hende egentlig også fint. De fleste boede jo i huse for at holde varmen, men det var ikke nødvendigt for hende. Desuden nød hun omgivelsernes skønhed i meget høj grad, så hun kunne ikke tænke sig at afskærme sig fra dem ved at spærre sig selv inde i et hus. Ikke at hun havde noget imod huse, eller folk, der valgte at bo i dem for den sags skyld - og hun var heller ikke klaustrofobisk. Hun holdt simpelthen bare af naturen. Det var vel heller ikke så sært, når hun nu havde boet i den siden, hun var omrking fire - var det ikke?
Venus bevægede sig langsomt hen mod vandet. Hun var lidt træt faktisk, og ret tørstig. Så standsede hun. Der lå en maske, bare sådan midt i det hele. Lige umedbart så det ikke ud til, at nogen ejede den maske, men det måtte der jo være. Hun satte sig på hug for at se nærmere på den. Lidt væk fra masken var der spor af nogen, der ser ud til at være kravlet. Men hvorhen? Sporene endte ved vandkanten, men der var ingen, der førte tilbage igen. Hun rejste sig langsomt og gik forsigtet hen til bredden. I første omgang var der ikke noget at se for de brusende vandmasser, men så var der alligevel noget, der fangede hendes blik. Hun gik i stå. Ansigtet virkede bekendt, men det var så svært at se gennem vandet, der med sine mange små skvulp og bølger fuldstændigt udtværede ansigttrækkende. Hvad i alverden lavede han dernede? Hun vidste det ikke. En stemme forsøgte at trænge gennem det tykke tankespind, og lidt efter lidt fik den banet sig vej frem. Tror du ikke, vi burde få ham op af vandet, inden han drukner? spurgte den, som om det var den mest almindelige ting i verden, at noget havde smidt sig selv ned i en sø og nu ikke kunne komme op igen. Endelig, efter hvad der syntes en evighed for Venus, men egentlig blot var et sekund eller to, fik hun redet sig tilbage til virkeligheden. Så hurtigt, som det nu var muligt, smed hun sig ned på knæ og rakte ned i vandet efter skikkelsen for at prøve at trække ham op ad vandet.

Morgoths skikkelse svævede i vandet, hans hår viklede sig omkring hans ansigt og kærtegnede blidt hans lukkede øjenlåg. Med armene strakt ud fra hans krop, lod han sig trække længere og længere imod bunden under ham. Vandets temperatur var kølig, men ikke kølig så det forvoldte ham nogen ubehag, tvært imod det stik modsatte. Han lod sig forsvinde fra den virkelige verden, lod sig trække dybere og dybere imod alt andet der var virkeligt, men lyttede blot til den søde sang af vandets hvisken. Svimmelheden var der dog endnu, og fik en snurrende fornemmelse til at danne sig på grund af hans lukkede øjne. En fornemmelse der normalt ville have skabt kvalme, men denne gang var det ganske anderledes.
Han åbnede da alligevel øjnene, kneb dem en anelse sammen ved vandets berøring af øjenæblet, og åbnede atter munden. Boblerne trak sig til overfladen, som når tyngde kraften trækker en sten i fald, og ligeledes fulde hans vidt åbnede øjne med i boblernes bevægelse. Han blinkede lettere betaget med øjnene, for derefter at vende sig ganske let i vandet. Besværligere end beregnet, mærkede han hvor tungt tøjet egentlig gjorde hans svævende skikkelse. Bevægelsen fik ham til at lukke øjnene sammen, da vandet stødte imod hans øjenæble. Han trak atter vejret ud, så boblerne endnu engang gled til vejrs. Først da gik det egentlig op for ham, at han befandt sig under vand. Og netop som han ønskede at sige til vejrs igen, sparke med fødderne så han kunne svømme, tog svimmelheden til. Han manglede luft i lungerne, som endnu var tørste efter væske, men hvis han drak nu ville han drukne. Netop nu var luften nødvendigere end noget andet, og han ville da trække sig til vejrs, indtil en krampeagtig smerte fangede hans torso. Han krummede sig sammen, og mærkede hvordan smertestødende blev værre. Muligt at han aldrig havde oplevet det, men han havde det som om han skulle føde. Føde et barn der aldrig ville være muligt at føde for hans vedkommende, eller skabe i det hele taget. Han spærrede øjnene på vidt gab, og åbnede munden i et lufttagende skrig. Udfra munden strømmede der ikke kun bobler, men derimod også en tynd sivende stråle af blod. Blodårene i hans krop fremhævede sig, og blålige striber syntes at danne sig overalt på hans krop. Hvad skete der?
Han vred og drejede sig under vandet, mærkede hvordan hans krop pludselig havde mindre kræfter til at vende sig. Pludselig dannede der sig en panik i hans krop. Hvis han ikke snart kom op, ville han drukne med sikkerhed, men kræfterne var der ikke til at svømme. Hvis der bare ville være en hjælpende hånd så .. Han spærrede øjnene op, og anede noget over sig. Noget der havde samme form som .. en hånd?! Han strakte armene ud fra sig, og baskede febrilsk med fødderne. Han gjorde alt hvad han kunne for at komme op, og i takt med han kom nærmede til overfladen kom boblerne i massevis udfra hans næsebord og mund. Nu skulle det bare gå stærkt!
Da han nåede tæt imod overfladen, greb han hånden - med begge hænder - og trak til. Netop som hans hovede kom til overfladen, hev han luften ind i lungerne, og et enormt gisp lød fra ham. Livet vente atter tilbage, som et lys i mørket.

Hendes bekymrede øjne stirrede ned i vandet, ned mod det ubestemmelige ansigt. Han bevægede sig ikke. Var det for sent? Luftbobler af liv steg op til overfladen som små råb om hjælp, og pludselig begyndte skikkelsen at bevæge sig kraftigt og febrilskt. Det var som om, mennesket var vågnet op af en drøm, en rus, en tåge. Nu var han på vej tilbage til virkeligheden. Venus strakte armen så langt ned, som det var muligt, og tog hænder greb hårdt fadt om hendes. Manden var tung, for tung og hun blevet hevet halvt i vandet. Alle lyde forsvandt omkring hende, og tavsheden trykkede mod hendes trommehinder. Hun måtte op hurtigt. Hun tog den anden hånd til hjælp og trak af alle kræfter.
Få øjeblikke senere lå hun på siden prustende og stønnende. Hun havde almindeligvis ikke megen muskelkraft at bruge af, men nu følte hun sig udmattet, som havde hun slet ingen. Langsomt men sikkert kom hun op på albuen og så sig omrking. I første omgang kunne hun ikke få øje på den skikkelse, hun lige havde trukket op af vandet. Hun anstrengte øjnene for at se. Helt henne ved bredden lå en mørkt klædt herre og gispede ligesom hende efter vejret.
Hun sukkede. Anspændtheden forlod hendes krop og gjorde nu plads for kulden omkring hende. Hun slog armene om sig. Hendes normale evne til at holde en behagelig kropstemperatur havde midlertidigt forladt hende, kunne hun mærke. Kulden fik hende til at ryste for første gang i meget lang tid, og gåsehuden var også begyndt at gøre sin entré. Hun satte sig på knæene og krummede sig så meget sammen som muligt for at holde varmen. Ikke at det hjalp det mindste. Det var ubehageligt. Hun koncentrerede sig og kneb øjnene sammen for i det mindste at få lidt varme, og det virkede. Tøjet dampede svagt og blev tørt. Til sidst generede den kolde brise, der fik træerne og buskene til at lave de særeste lyde, hende ikke engang mere.
Noget dæmrede et sted i hendes sind. Hun var ikke alene her. Øjnene flakkede lidt for så at falde på manden ved bredden. Hun kravlede et par meter over til skikkelsen og betragtde ham undrende. Hun var sikker på, hans blege ansigt og skumle udseende ville have skræmt hende, men det gjorde det ikke. Det virkede alt for bekendt, selvom hun ikke umedbart kunne komme på, hvem han var. Nå, man kan vel starte med se, om han overhovedet har klaret den... Forsigtigt lagde hun en hånd på hans skulder og rystede den blidt. "Er du okay?"

Som Venus nåede Morgoth ikke at fange skikkelsens udseende, som netop trak ham op fra vandet. Det eneste han egentlig opfangede, var de røde hår der kort slog ham i ansigtet, og den yndefulde han der havde trukket ham op fra vandet. Mere nåede han netop ikke, da han slyngede sin tunge skikkelse imod den hårde stenjord under ham. Skikkelsen der derefter havde trukket op forsvandt fra ham, som så meget andet omkring ham. Atter måtte han være model til at miste synssansen, da alt sortnede for hans øjne. Hvad han derimod ikke mistede var følelsessansen, da han endnu mærkede den dunkende smerte i hans torso. Smerten overskyggede næsten fornemmelsen af, hvordan halvdelen af hans krop endnu var nede i det lunkne vand, der for lidt siden havde været det ene paradis for hans sindstilstand. Derudover tog han ikke yderligere notits af hvor gennemblødt han egentlig var, og hvordan kulden langsomt gled over hans våde krop. Faktisk lod han sig slet ikke påvirke af dette, da smerten simpelthen var for uoverkommelig. Men lige så langsomt med at han fik synet tilbage, for ikke at tale om luften, trak den sig tilbage. Den uendelige smerte syntes ganske kort at forlade hans ubevægelige krop, men alligevel, alligevel kom den tilbage da han trak for meget luft ned i lungerne. Hvad var det der forudsagde denne form for smerte? Og den nu dunkende hovedpine, fra den tidligere feberfornemmelse. Han havde ingen fornemmelse, som han lå der med kinden imod stenjorden, ingen overhovedet. Netop nu ønskede han det heller ikke, da han hans fysiske færdigheder ikke var på det højeste. Han havde trods alt været ved at drukne.
Den pludselige duft af kvindelighed dannede sig i hans næsebord, og de førhen lukkede øjne åbnede sig. Pupillen i hans øjne trak sig sammen i en tynd streg som lyset ramte hans øjne, og udvidede sig derefter til sin normale størrelse. Den søde lugt af kvinde var for ham genkendelig, og ikke fordi det kvindelige køn ikke ligefrem var uvant for ham, men fordi der var noget bekendt ved lugten. En lugt han for længe, længe siden havde oplevet. En lugt han ikke havde lært at kende, så han kunne kalde personen for ven - eller fjende, for den sags skyld. Han forblev derfor ganske rolig, og ventede blot imens skikkelsen nærmede sig. Netop som hånden greb omkring hans skuldre, lod han blikket glide bagud. Han fangede ikke hendes hoved, netop fordi hun var bag ham og han måtte derfor til sidst dreje sig. Netop som han havde tænkt sig at svare skikkelsen, standsede han sig selv. ,,Venus?" hvislede han hæst, og stirrede med sammenknebne øjne imod hende.

Hun slap øjeblikketligt grebet som om hun blev chokeret over, at det hun rørte ved var levende. Et kort øjeblik, der syntes at vare mindst hundrede gange så længe, stirrede hun bare tilbage ind i de sammenknebne øjne, Morgoth stirrede på hende med. Mens øjeblikket gik, spurgte hun sig selv om, hvor i alverden han kendte hendes navn fra, hvorefter hendes sind svarede med billeder, der fór så hurtigt forbi hendes indre blik, at hun ikke nåede at opfange dem. Ikke desto mindre kendte hun nu svaret på sit spørgsmål, og hendes mundvig hævede sig et på milimeter til et træt, skævt smil. Hun nikkede og spurgte igen: "Morgoth?" Hun undrede sig lidt over, hvorfor hun mon ikke havde genkendt ham før, men måske var hans mest fremstående kendetegn også hans stemme. Under alle omstændigheder kunne den betegnes som temmeligt speciel, mente hun.
Mens hun sad der og betragtede sit game bekendtskab, spegulerede hun på, hvad i alverden, han havde lavet nede i vandet. Det virkede utænkeligt, at nogen skulle have lykkedes med at smide ham derned. måske var han komme i en eller anden form for rus. Ved nærmere eftertanke, var det temmeligt usandsynligt, for han virkde temmeligt ædru. men det kunne vel lige så nemt være dukkertens skyld, kunne det ikke... Et eller andet sted uden for Venus tanker bulrede vandfaldet mod vandoverfladen som dunrende jungletrommer, kunne hun høre, men lyden virkde fjern. Måske var det fordi, hun havde tankerne beskæftiget andetsteds. Måske var hendes omgivelser bare ikke vigtige lige nu. Hænderne knugede let det grønne kjolestof og krøllede det. hun forsøgte at huske, hvad han vidste om Morgoth, og til sidst kom hun frem til, at hun ikke vidste ret meget. Hun syntes dog at huske, at Morogth vidst ikke var godmodige tybe. Venus betragtede ham lidt uden at sige noget. Sådan som han lå der med gennemblødt tøj og træthed malet i ansigtet, så han nu ret sølle ud. Der var ikke meget skræmmende ved ham. Hun slog armene om sig. Egentlig kunne hun jo godt tørre hans tøj. Hun tvivlede i hvert fald på, at det ville genere nogen... hendes højre hånd løftese, så den pegede mod Morgoth. Men kune ikke umedbart se, der skedte noget, men om ikke så længe ville tøjet, hvis alt gik vel, begynde at dampe og tørre.

Lige så langsomt med at det nøjagtige syn, hvilket var ret så godt taget betragtning af hvad der egentlig hvad hændt hans øjne, åbnedes hans øjne yderligere. Hvis han ikke tog helt fejl kunne han, lettere end nogen anden, lugte hvordan en vis tvivl dannede sig ved den rødhårede kvinde foran sig. Ligeledes gjorde det da ved ham, da han meget muligt kunne have taget fejl. Måske var det ikke denne Venus, som han for ganske lang tiden - gud vide hvor længe - havde mødt. I hvilke situation huskede han netop ikke, og generelt hvilke relationer der lå sig til denne kvinde, huskede han heller ikke. Faktisk var han på ganske bar bund i forhold til hende, men han huskede derimod hendes udseende og derved hendes yderst røde hår. Han måtte nok mene at netop hendes hårfarve, var genkendeligst ved hende. Det var derimod også utrolig smukt, indrømmet, og noget der i kort tid kunne fange halv dæmonens altid stirrende øjne. Det der denne gang fangede hans opmærksomhed, var det skæve smil der dannede sig i krystalianerens mundvige. Det fik ham til at trække en anelse på smilebåndet selv, og da fik han bekræftet at han ikke havde taget helt fej - hvordan skulle hun ellers, kende hans navn?
Han lod da blikket trække fra den rødhårede og lod blikket for første gang, glide ned af sin helt og aldeles våde krop. Tøjet sad klistret ind til hans krop, eller så meget den nu kunne, på baggrund af de halv tykke lag der var inden under det øverste lag. Han rynkede let næsen ved dette, og drejede ansigtet for at betragte hans kappe. Pelsen der lå som et tykt lag imod hans skuldre var lige så vådt, hvilket gav det et ret så fesent udseende, da det ikke strittede majestætisk efter den lille tur i vandet. Han hævede ganske let hænderne, greb omkring kappens hang og åbnede for dem. I en blid bevægelse trak han den fra skuldrene og lod den dumpe ned ved sin side. Nu var han lettet fra en større byrde, for ikke at tale om vægt, hvis han skulle rejse sig igen. Og netop som han egentlig havde tænkt sig det, mærkede han en hånd hvilende imod sig. Han hævede blikket fra jorden, og lod det direkte falde imod Venus. Næsten beundrende, eller nok nærmere undrende, stirrede han åbenlyst op i hendes ansigt. Hvad der netop undrede ham, var ikke så underligt. Som Mørkets General, en af bagmændene, den anden værste skurk i landet, havde han ikke ligefrem regnet med at få hjælp. For hjælp var det jo egentlig hun gav ham, på sig egen .. diskrete måde, hvis man da kunne kalde den det. Om ikke andet var det hjælp, hjælp til at tørre hans yderst våde krop.
,,Tak," lød da da hæst, fra Morgoth der endnu stirrede imod den rødhårets øjne. Han vendte da blikket fra hende, og trak brynene sammen i et alvorligt ansigtsudtryk. Ikke ligefrem noget man ville have hørt fra hans side, men hun havde trods alt ikke kun hjulpet ham med at tørre hans tøj, men derimod også reddet hans liv. Og det var jo ikke en overdrivelse, hvis hun ikke havde trukket ham op, ville han have sikret sig egen død - godt og grundigt. Tøjets vægt havde været det værste for ham, for ikke at tale om den underlige form for rus han havde fundet sig i. Og hvad havde egentlig dannet den form for rus? Smerten fra tidligere havde forladt hans torso, og var ikke tilbagevendt. Endnu i hvert fald.
,,- Men det er virkelig ikke nødvendigt" konstaterede han da, og satte hænderne imod jorden. Med det våde hår svingende imod hans ansigt, dryppende ned imod hans i forvejen våde skuldre, rejste han sig fra jorden. Hvor var det tøj ufatteligt tungt.

"Det er ikke noget.." svarede hun lavmeldt, mens hendes blik flakkede undersøgende rundt på tøjet. Det var efterhånden tørt, noterede hun sig. Et hjælpe andre mennesker var generelt ikke noget hun anså for at være noget. Det var nærmere et princip eller en regel, hun levede efter. Og hun var da også glad for at hjælpe, for folk var som regel glade for det. At Morgoth var - ja, den han var, gjorde ingen forskel, for han havde endnu ikke gjort noget for at skade lige netop Venus. Hun havde ikke noget at bære nag over. Ud over det havde hun også, ville de fleste nok synes, et lidt besynderligt synpunk. Selvom hun troede fuldt og fast på Isari, lysets gudinde, mente hun også, at der skulle være noget ondt til i verden. Hvis der ikke var noget ondt, ville der heller ikke være noget godt, for så ville du gode pludseligt være neutralt og normalt, og så var det svært at vide, hvad der ville blive af begrebet.
Hun trak hånden til sig - måske lidt hurtigt - da Morgoth rejste sig. Hun sad frosset med den ene hånd støttende mod jorden og den anden hånd holdt oppe, som om hun holdt om noget med fingerspidserne. Det var ikke fordi, hun var bange. Hun var bare blevet indfanget af sine egne tanker. Hun syntes egentlig, det kunne være det samme, om hun tørrede tøjet færdigt, og under normale omstændigheder ville hun også bare have gjort det. Men hun kom til at tænke på, om Morgoth ville blive irriteret, når han nu havde bedt hende stoppe. Han havde jo ikke være ondskabsfuld, og hun havde nok også fået lidt line at løbe på, da hun jo trods alt havde reddet hans liv. Hun besluttede sig for ikke sætte sit held på en hårdere prøve, end det kunne holde til. Hun rejste sig og viftede lidt jord af sin kjole. Pludselig gik det op for hende, at hendes tøj heller ikke ligeefrem var tørt. Det begyndte at dampe og det samme gjorde hendes hår, der ellers havde hængt tungt ned over hendes skuldre. Altså bortset lige fra et par hårtotter i panden, hvorfra nogle vandråber trillede ned af hendes ansigt. Da hun igen følte sig varm og tør, virkede hun mere aflsappet. Hun skuttede sig ikke længere lige så meget, og hun skulle ikke bruge kræfter på at opretholde sin kropstemperatur. Eller det vil sige, det skulle hun, men da hun altid gjorde det, virkde det ikke som nogen anstrengelse.
Hun bed sig i læben og så på Morgoth med et halvt spørgende halvt bedømmende blik. Samtidig med hun stillede sit spørgsmål, forsøgte hun nemlig også selv at finde svaret. Hun havde godt en fornemmelse af, at de ville det samme som at lede efter en nål i en høstak.
"Må man spørge, hvad du lavede dernede?"

Det var ikke noget, sagde den rødhårede. Morgoth hævede ganske brynene, lod de isblå øjne langsomt finde vej til hendes, for derefter at omslutte dem i i et gennemborende blik. Han granskede det kvindelige ansigt med sammenknebne øjne, for derefter langsomt at trække det stirrende blik tilbage. Det var ikke høfligt at stirre, var der en indre stemme der sagde til ham. Det var der altid, havde der altid været. En stemme der fortalte ham hvad der var godt for ham, hvad der bestemt ikke var godt for ham, og hvad han egentlig burde holde sig helt og aldeles fra. En stemme der fortalte ham om hans psykiske behov, og fortalte når den var tilfredsstillet. En stemme der skreg af smerte når han blev udsat for den, og når den spandt af saglighed. Netop nu talte den om høflighed, men om han adlød den? Ikke just. Han stirrede vis han havde lyst, han stirrede altid om man ville. Han kunne ikke undgå stirren, end ikke hvis han egentlig ville undgå den. Hans øjne var skabt som de var, og dem blev der ikke lavet om på. End ikke selvom de var hans egentlige kilde til svaghed, døren til følelserne der udspredte sig i halv dæmonen. Følelser var en blot en svaghed for ham, de fleste af dem i hvert fald. Nogle hadede han som hans egen vrede selv kunne udvise sig, og andre elskede han lige så meget som han elskede lysten selv. Og om han i den grad elskede, på den ene og på den anden måde.
Blikket der tidligere havde trukket sig tilbage, lagde sig atter imod Venus. Denne gang kiggede han ikke for at studere, men blot fordi hun rejste sig. Hendes bevægelse havde rent ud sagt vakt dæmonens opmærksomhed. Hvad han havde lavet dernede? Spørgsmålet havde han også stillet sig selv, op til flere gange hvis han måtte være helt ærlig. De sammenknebne øjne åbnede sig atter på vidt gab, om et mere tankefuldt glimt lagde sig over de isblå øjne. Hun måtte endelig spørge, havde han lyst til at sige, men han var ikke sikker på han kunne give hende et svar tilbage.
,,Druknede, vil jeg tro?" hvislede han pludselig, han blinkede da det tankefulde udtryk fra øjnene igen. Han vendte blikket ned imod sig selv, satte en tynd hånd imod sin torso og følte ganske let efter. Havde der ikke været noget der, tidligere? Noget der havde markeret sin eksistens, via en gennemborende smerte? Jo det havde der været, han havde smagt blod i munden - hvilket han stadig gjorde - kastet det op som om det var syrer. Endnu et spørgsmål der forlangtes at blive svaret, hvilket han ikke kunne. Han rynkede næsen i foragt, hævede hænderne for at trække hans øverste del af sig. En læderjakke uden lukningerne, så det var en smal sag at få fjernet. Derefter begyndte han at knappe knapperne op på den langærmede skjorte. Knapperne sad i starten af halsen, og stoppede efter ti centimeter - højest. Så det tog heller ikke specielt lang tid før de var åbnet. Hans nysgerrighed dirrede efter hvad der var hændt hans krop, og stemmen ligeledes for at få svar på hans indre spørgestiller. Han sultede efter viden, viden om hvad smerten havde forudsagt ham.
Da han til sidst stod med skjorten i den ene hånd, og blikket vendt direkte imod hans torso, måtte han tage sig selv i at stirrer - mere end normalt vel og mærke. Hans overkrop var bleg, ganske bleg faktisk, og fremhævede derved ikke så meget hans maskulinitet, eller muskler generelt, men derimod skader. Skaden han netop havde fået så ganske uskyldig ud, da faktisk bare var et stort, gigantisk i Morgoths øjne, rødt/lilla/blåt mærke.

Han havde været ved at drukne? Det kom jo ikke som nogen overraskelse, men hun havde da regnet med noget mere - informerende, var vel ordet hun ledte efter. Så var han måske i en eller anden rus... Alt andet ville da også være besynderligt, tænkte hun og lod blikekt vandre. Vinden tog fadt i hendes lange hår og grenene på træerne, hvor der ikke længere sad så meget som et enkelt blad. De var alle sammen blevet blæst væk i løbet af efteråret, og nu var der ikke andet tilbage af dem end noget sammenkrøllet, brunt og tørt kvas. Det var trist at se på, og ligegyldigt hvor meget hun end holdt at være i naturen, så kunne hun ikke rigtigt føle glæde ved at se på alt det døde. Hun vidste godt, at det nærmere var en slags dvale planerne var sunket ned i, men det fik dem jo ikke til at se mere levende ud. Åh, hvor hun dog glædede sig til at sneen kom og dækkede det hele, for det fik trods alt alting ti at se lysere ud.
Væk i sine ejne tanker lagde hun ikke meget mræke til, hvad der foregik omrking hende; heller ikke at Morgoth var begyndt på noget højst besynderligt. Det var ikke hans stirren, selvom den - hvis hun altså havde lagt mærke til den - havde generet hende nok. Den havde sandsynligvis fået det til at løbe koldt ned ad ryggen, men det var ikke det. Det var det faktum, at han var begyndt at tage tøjet af. Normalt ville det være naturligt at tage sit fugtige tøj af, men nu havde han jo én i nærheden, der nemt kunne fikse det problem. Hun stirrede lidt på ham. Hvad i alverden foretager han sig?
"Altså, hvis du skal til at tage dig en måneskinsdukkert igen, så skal du altså ikke regne med -" Hun standsede og så på mærket. Han måtte vel have smerte dér, sådan som han stirrede. Måske havde det noget med hans lille svømmetur at gøre? I øvrigt havde hun godt lagt mærke til, at han var bleg, men nu hvor endnu mere af huden var synlig og indrammet af sort tøj, hår og ikke mindst mørke, virkede det langt mere tydeligt. Det var næsten ikke engang hudfarvet mere. Den blege hud fremhævede mærket ganske udemærket. Om det var en god eller dårlig ting, kunne vel diskuteres, men Venus blev hurtigt enig med sig selv om, at det så noget ubehageligt ud. Ikke desto mindre fik hendes nysgerrighed overtaget og hun gik tættere på og bukkede sig let ned for bedre at kunne se det. Det kunne vel være en blodansamling. Jo, det kunne det sagtens, men hun var ikke sikker. tilbage i oprejst position å hun på Morgoth med øjnene let knebet sammen i et undrende ansigtudtryk. Det lignede mere eller mindre, at Morgoth havde fået et ordentlig stød i brystkassen og efterfølgende var faldet i vandet, men det virkede forkert af flere årsager. Venus var sikker på, hun ville have set eller hørt nogen forsvinde derfra, men da havde hun ikke. Og Morgoth havde jo ikke fået et stød i hovedet, så hvordan skulle han kunne glemme, hvad der var sket? Nej, kunne ikke være løsningen, men hvad var der så sket...

Med blikket hvilende studerende imod det enorme mærke, lod han en pege- og lange finger glide forsigtigt over den nøgne hud. Han trak munden sammen i en streg af smerten, og lod fingrene fjerne fra den røde hud. Hvad? Det var jo ikke ligefrem fordi han havde slået sig undervejs i faldet, eller det var i hvert fald sådan han huskede det, hvis han måtte være helt ærlig. Han huskede generelt ikke overdrevet meget af hvad der egentlig var hændt ham, slet ikke inden han ankom til stedet. Rent faktisk huskede han intet netop lige fra det tidspunkt hvor han, meget muligt ikke, var faldet af hesten. Og hvor var den hest i det hele taget? Hvor var hans mest trofaste, og sikkert også bedste ven, forsvundet hen?
Han stirrede blot intenst videre imod mærket, imens vreden i ham lige så stille voksede. I takt med at han blev mere og mere forvirret over situationen, desto mere blev han vred over hvilken situation han befandt sig i. Vred var det ikke ligefrem man ønskede halv dæmonen, da han havde lidt af et .. hvad kunne man kalde det? Jo, ustyrligt temperament. ,,Måneskinsdukkert, må jeg være fri" hvislede han isende tilbage til hendes kommentar, og skænkede hende derefter ikke et blik efter kommentaren. Ved lyden af hans tonefald ville man allerede kunne høre forskellen på hans humør fra tidligere, og til nu. Glad var bestemt ikke, det ville stå klart for en vær. Specielt nu da noget der lignede to røde linjer dannede sig under hans øjne, fremhævede det hans vrede. Det var sjældent Morgoth rødmede, men rødmen for hans vedkommende fortalte ikke at han var forlegen, eller flov over en bestemt situation, men derimod om hans - igen - yderst ustyrlige temperament.
Han hæftede da til sidst blikket imod den rødhårede kvinde, og spærrede advarende blikket op imod hende da hun nærmede sig. Lige nu havde han ikke lyst til yderligere konfrontationer, da slet ikke nu når Venus var et tidligere bekendtskab. Han trak derefter maven ind i en indånding, og lod hende granske hans røde torso. Han fulgte hendes bevægelser ganske nøje, uden at kommentere hende det mindste. Da hun til sidst rettede sig op med sammenknebne, for ikke at tale om undrende øjne, lod han sine faste til hendes. Jo hun havde skam ganske ret i at det var lidt af en blodsamling der havde dannet sig, men et stød havde han ikke ligefrem fået. Så hvad var det egentligt? Netop da syntes det at være lidt af at mysterium, hvis det ikke havde været for den bule der bevægede sig nær hans navle. Bevægelsen dannede sig en underlig form for følelse inden i ham, en følelse der alt i alt godt kunne minde om når et barn sparkede i en gravid kvindes mave. Ikke en smertefuld følelse, blot en livsbekræftende følelse der vakte individets opmærksomhed. Og den vakte da især hans, så han vendte derfor hurtigere end noget andet blikket imod maven, for at stirre lige så intenst imod den, som han havde gjort ved Venus. Hvad i alverden?
,,Er det bare mig .." startede han kynisk, og hævede brynene ganske let, ,,Eller buler jeg ud?" spurgte han hende, og hævede ganske let hånden der bar skjorten. Han løftede let en pegefinger og prikkede til udbulingen. Ved denne berøring trak den sig sammen, og udbulingen forsvandt. I hvert fald i nogle få sekunder, inden den dannede sig bag hans ryg - tæt ved rygraden.

(Undskyld ventetiden ;*)

Venus stod bare og stirre på den lille udbulning, hvor uhøfligt det end var. Hun havde set den før, Morgoth spurgte. "Ikke at jeg egentlig behøver at svare... men jo du buler ud," svarede hun ham noget faværende, fordi hendes opmærksomhed stadig var fæstnet til bulen med kæder og syvtommers søm - billedligt sagt naturligvis. Begivenhederne blev mere og mere besynderlige som tiden gik her, syntes hun, og hun var sikker på, at Morgoth ville give hende ret - selvom alt det mærkelige nok var startet noget tidligere for ham.
Morgoths fingerbevægelser ikke så langt fra bulen og dermed inden for hendes synsfelt, fangede hendes opmærksomhed. Hun fulgte deres bevægelser ned til bulen, hvor de prikke lidt til den. Bulen trak sig sammen og forsvandt, næsten som en snegl der trak sig tilbage til sit sneglehus. Lydene fra naturen omkring hende var i forvejen faldet i baggrunden, men de forsvandt nu helt fra hendes opmærksomhed, mens hun spegulerede. Hun vidste ikke, hvad hun skulle tænke. Var det spændende, fordi det var underligt? Eller var det skræmmende og ulækkert? Nu så hun bare på Morgoth med et endnu mere forbavset ansigtudtryk - og hvis der ellers var plads til flere trækninger, så virkede hun også en smule bange. Hun kneb læberne sammen, som ture hun ikke sige noget. Hun var bange for alle de ting, der skete, og bange for, hvornår Morgoth mente, hendes nysgerrighed var for meget. Alligevel kunne hun ikke stoppe sig selv i at spørge: "Hvad er der sket... eller... hvad sker der med dig?"

Egentlig gjorde det ham ikke synderligt at Venus stirrede, faktisk gjorde det ham ingenting eftersom han selv stirrede lige så meget. Ikke kun af natur, eftersom hans øjne generelt virkede ret stirrende, men han stirrede virkelig. Udbulingen der tidligere havde været der var pludselig forsvundet efter hans berøring, som en dyr der trak sig tilbage. Han blinkede forundret ved dette, og nikkede ganske langsomt til Venus'es bekræftelse. Så var han måske ikke ved at være helt vanvittig? Eller, mere end normalt om man vil. I hvert fald tog ingen af dem fejl, da det med hundred procent havde bulet ud fra hans torso.
Venus havde ganske ret i at situationen de begge syntes at befinde sig i, blev mere og mere besynderlig. Ikke kun fordi hans fysisk syntes at være ganske underlig, men generelt fordi at hele situationen virkede fuldkommen vanvittig. Lige så meget som Venus spekulerede han også på hvad i alverden der var hændt ham, og hvordan han egentlig var kommet til stedet. Det der ramte ham allermest var stadig hans forsvundne gange, der normalt ville have været så trofast at den havde fulgt efter dens herre - i såret tilstand eller ej. Men da dette tilsyneladende ikke var tilfældet, kom han i sidste ende frem til at der var hændt den noget. Hvad det ellers skulle være, havde han ingen idé om, måtte han være helt ærlig om. ,,Hvad der er sket?" gentog han da, og lod de daværende tåget øjne vende sig imod de kvindelige. Han rømmede sig ganske kort og vendte blikket ned af sig selv. Han trak i en grimasse for derefter at lægge blikket tilbage imod Venus. ,,Jeg ved det ikke, Venus .. Jeg ved det virkelig ikke," lød det da til sidst fra ham, med et tonefald der kunne mindes om en vis blidhed.
Netop som han trak ud i skjorten for at trække i den igen, hævede bulen i ryggen sig yderligere - og denne gang kunne det mærkes. Hans vejrtrækning stoppede pludselig ved denne prikken, og han førte langsomt en hånd om bag ryggen. Denne gang da han følte imod udbulingen forsvandt den ikke, den flækkede derimod.

(mange gange undskyld de ekstremt forsinkede svar ^^")

Venus sprang ubesværet - på grund af hendes evne - to meter tilbage af forskrækkelse, da byllen flækkede. Hendes reaktion virkede ret overdreven, men at springe var så let for hende, at det syntes som ingenting. "Adr!" Hun overvejde kraftigt at flygte et sekund og skulle også lige til at sætte af fra jorden, men hun besluttede sig for at blive. Om Morgoth kunne klare sig selv eller ej var ligegyldigt, man lod ikke folk i stikken. At lade i stikken betød godt nok normalt efterlade alene tilbage med en udefrakommende fjende. Her var der tvivl om hvorvidt, der overhovedet var noget at flygte fra; selv Morgoth var i tvivl, hvilket vel også betød, han ikke helt kunne klare sig selv.
Venus tvang sig selv til at gå et par skridt nærmere, men så heller ikke længere. Hun ville alligevel være klar til at springe væk, hvis der skulle ske noget uventet. Adrenalinen begyndte at sive ud ihendes blod og løbe rundt til hendes muskler. Væsken ville ikke kunne gøre så meget der, for der var ikke meget muskel at styrke, men den styrkede hendes sanser. Hun kunne igen høre vandfaldets brusen og vinden gennem de afpillede grene. Sandet under hendes fødder knasede ved den mindste fodbevægelse og skurede mod støvlesålerne, så det kunne mærkes op i foden. Hun stirrede skiftevis på Morgoth, på byllen og så på Morgoth igen, mens hendes hjertemuskel punpede kraftigere og kraftigere. Hun vidste godt, hun var nødt til at falde ned for at tænke klart. Hun vidste godt, at mørket omkring hende styrkede hendes angstfornemmelse. Hun vidste godt, det sandsynligvis ikke var så slemt... Sandsynligvis... Jamen det hjælper jo ikke noget, når man ikke kan være sikker! Hendes næsebor begyndte taktfast at udvides og trækkes sammen, mens luften susede ud og ind ad dem ned og op ad lungerne. Hun forsøgte at slappe af. Dybe indåndinger...

(PS. Har du set det har sneet idag *dances* )

(afsluttet plot, you will never knows what happent - my fault!)

En kølig vind løb langs det store vandfald, Katah var stoppet op og havde besluttet sig for et hvil efter den lange rejse fra issletterne hvor hendes klan holdt til. Hårdt satte hun det store massive metalspyd i jorden og satte sig ved kanten af vandfaldet hvor hun sænkede fødderne og benene ned i det kolde brudense vand, de fleste mennesker klædte sig som regl med store pelse og støvler på denne årstid, men Katah var ikke til at ryste, hun var vokset op i snestorm og minusgrader, og gik derfor endnu kun rundt i et lændeklæde af skind, og ligeledes en top, der kun dækkede hvad der nu var nødvendigt.
Hun dyppede kort hænderne i vandet og gned det indtørrede blod væk, satans til stædige køtere de har hernede tænkte hun irriteret, før hun gav sig til at rede det lange sorte hår med fingrene

Alexander kom haltende ned imod det store vandfald, han bevægede sig så hurtigt som han kunne imens han holdte en hånd hårdt på sin ene side, han lagde slet ikke mærke til kvinden som også var der, men fik dog hurtigt revet sin frakke af, hele hans ene side var fuldstændig rød efter et langt snitsår under.
Han var blevet overfaldet af en kæmpe gruppe banditter som åbenbart var blevet utålmodige, og normalt ville der heller ikke have været et problem, men de var mange og Alexander var heller ikke ligefrem klar til det.
Han fik revet sin skjorte i stykker, og rakte ud efter sin frakke, for at rive noget ud, en rulle bandage kom frem fra frakken og han begyndte med meget besvær at vikle den omkring sin mave.