Ray faldt på knæ, og bare kiggede ned i jorden, han rystede helt utrolig meget, og ilden i hans hænder brændte stadig. Asjar og Adrian gik begge to på knæ ved siden af ham, og stirrede meget bekymret på ham, det her var hvad de havde frygtet, at Ray ville end tilbage der, tilbage i det tårn, det tårn som han havde været i hver gang han lukkede øjnene i alle de år, det var først for nylig at han rent faktisk kunne lukke øjnene, uden at være der. Men de kunne se det på ham, han var tilbage der igen. Asjar havde kun hørt korte historier om det fra Adrian af, Adrian havde også været i tårnet på det tidspunkt, og han havde set det hele.
I hovedet på Ray kørte hans tanker.
 
Han var i tårnet igen, han hørte glasset der blev knust, og han så dem, så dem falde ud, falde ned mod jorden, og han hørte skrigene.
Han hørte glasset der blev knust, og han så dem, så dem falde ud, falde ned mod jorden, og han hørte skrigene.
Han så dem, så dem falde ud, falde ned mod jorden, og han hørte skrigene.
Så dem falde ud, falde ned mod jorden, og han hørte skrigene.
Falde ned mod jorden, og han hørte skrigene.
Han hørte skrigene, skrigene, skrigene, hans ejne skrig, deres skrig. Så dem falde, falde, falde. Glasset knuste, han hørte det, han hørte glasset, knuste, knuste, knuste, knuste.
Han var fanget, stivnet, stivnet, kunne ikke bevæge sig. Han så dem, på stenen, blodet, blodet der flød, brostenen der blev malet røde.


Adrian kiggede ondt på Elaina da hun talte, hende! Det var hendes skyld! Hun skulle bare lige komme her og sætte gang i Rays minder, minderne om dengang. Adrian rejste sig op, og gik faretruende hen mod hende med et blodtørstigt blik rettet direkte mod hende, han skulle nok sørge for at hun ikke ville skade hans mester endnu mere, og bagefter ville han fjerne resten af den usle familie, som havde behandlet Ray så forfærdeligt. 

Asjar kiggede på Adrian som han rejste sig op gik over mod Elaina, men hun blev ved Ray, hun kunne ikke forlade sin here i den her situation, og hun kendte Adrian, han var ikke typen som havde brug for hjælp til den her slags ting. For det kunne godt være at Ray havde brugt største delen af de sidste 800 år på at finde ud af at leve med det der var sket, men det havde Adrian ikke. Adrian havde brugt de sidste 800 år på at blive stærkere, så stærk at han ville kunne beskytte sin herre mod fare, som den der var foran dem.

Som Ray faldt på knæ og græd med stadig hænderne i flammer. Hun fornemmede at hans bulter forsøgte at tage sig af ham, men hun ønskede ham intet ondt, trods det skæve start. Var de trods alt familie. Som hun spurgte, fornemmede hun hurtigt at det skulle hun aldrig have gjort. Situationen vendte hurtigt og Adrian blev gik fare truende imod hende. Hun gik flere skridt tilbage og vagterne stod omringet hende. ”Adrian stop, det er ikke min skyld de er døde. Jeg vil Ray intet ondt.” sagde hun roligt med fattet stemme, hun måtte bevare roen og håbe at roen kunne smitte af på Adrian. Vagterne klargjorde deres sværd og skjold. Elaina kunne mærke en stigende frygt i baghovedet, frygten for at blive skadet igen, frygten for at dø igen. Og for hvad denne gang? 

Adrian så blot endnu mere sur ud da Elaina talte. ''Vil ham intet ondt? Kig på ham! Det er DIN skyld! Har du overhovedet nogen anelse om, hvad han er gået igennem, huh? Nogen anelse om, hvordan han er blevet behandlet, hvad han har skulle gøre? Han har skulle kæmpe hver evig eneste dag, for ikke bare at give op, hver eneste dag!'' Adrian råbte det meget vredt. Han ville ikke lade nogen skade Ray. Aldrig!

Ray var stadig fanget i det øjeblik, men Adrians vrede stemme, hev ham ud af det. Han rejste sig op, og var vred, ekstremt vred. ''Adrian! Ved du hvad der gjorde mig i stand til at kæmpe hver eneste dag? Ved DU hvad jeg holdt mig oppe? Leon gjorde! Leon er det eneste der har hjulpet mig, og hvis du så meget som krummet et hår på hans efterkommers hoved, så kommer du til at fortryde det!''. Ray var rasende som han stormede over mod dem. Adrian så rædselsslagen ud som Ray kom gående, og gik hurtigt væk. Ray gav ham et vredt blik som han passerede forbi ham, hvorefter han kiggede undskyldene på Elaina. ''Jeg beklager Adrians opførsel, han mener det godt, nogen gang bliver han bare lidt for overbeskyttende.'' Han sendte Adrian et vredt blik, hvorefter han kiggede på Elaina igen, ilden i hans hænder døde så langsomt ud. ''Elaina, jeg har gjort mange ting som jeg ikke er stolt af, men jeg har stadig gjort dem, og jeg har tænkt mig at tage ansvaret for dem når det kommer. Med det sagt, så er mine grunde til at gøre ting, mine grunde, og hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde dengang, er min egen sag. Du føler sikkert at jeg fortjener at blive straffet, og det gør jeg også, så hvis du gerne vil straffe mig, slå dig løs, men bare vid, at alting er ikke så sort og hvidt som det måske lyder.'' Ray havde stadig et blik af skam og skyldfølelse, men han gjorde på for det med sin bravende selvsikkerhed som var skruet fuldstændig op.

Elaina så nervøst på Adrian, hun kunne ikke beslutte sig for om hun syntes om han overreagerede i denne situation eller blot følte sig trådt på. ”Nej, men men det var ikke min hensigt at gøre ham ked af det” svarede hun stille igen. Vagterne der var rundt om Elaina havde var tæt på at hive deres sværd frem, de ville ikke lade ham skade hende, ikke så længe de var der!

Men som situationen så ud til at være yderst anspændt og på kanten til at kolliderer bevægede Adrian på sig. Han var vred, ikke på hende, men på Adrian. Selvom hun sjældent følte med tjeneste folk, følte hun faktisk lidt med Adrian. Ray var kun et barn dengang, og måske havde det aldrig været Adrians ønske at blive til vampyr at se sådan en lille dreng gå med den følelses over sig, hun kun forestille sig hvilket bånd igennem alle disse år de to havde fået. Det havde nok været Rays eneste og bedsteven igennem alt. Hun tog stille hun ville ikke blande sig yderligere i deres mellemlignede om hvordan tingene skulle være. Det havde hun ingen ret til. Elaina nikkede blot og svarede ”Det er okay, der var heldigvis ingen som kom til skade” sluttede hun med et lille venligt smil. Elaina lyttede til hans ord, og Ray havde ret verden var ikke sort og hvid. Og hun forstod også godt at grunden kunne være større end selve handlingen. Af Rays reaktion vurderede Elaina at Ray aldrig havde fortalt dette til nogen, ellers havde nok ikke reageret sådan, da hun faktisk selv reagere sådan når Hektor pressede for meget på hende – nok en familie svaghed. Hun smilede kort og gik med rolige skridt imod Ray og lage sine arme omkring ham og gav ham et langt varmt kram og sagde ”Jeg tro at du har straffet dig selv længe nok nu”

Ray blev kylet fuldstændig ud af den da Elaina krammede ham, han var på ingen måde vant til at folk omfavnede ham eller i det hele tager kærligt rørte ham på denne måde. Igennem hele hans liv var han blevet sultet for kærlighed, for følsesmæssige bånd fra andre. Men nu, nu omfavnede hun ham, et familiemedlem rent faktisk udviste udviste venlighed over for ham, selvom noget af det eneste hun vidste om ham var at han havde gjort en masse forfærdelige ting igennem sit liv, og så var dette hendes reaktion på det? Han kunne ikke forstå det, vidste ikke hvordan han skulle reagere på det her, det virkede så fremmede, så mærkeligt for ham.

Til at starte med stod Ray bare der med opspillede øjne mens Elaina omfavnede ham, prøvede at tænke over hvad han mon skulle gøre nu, så efter lidt tid viklede han også sine arme rundt om hende, tillod sig selv at fjerne nogen få af de mange mure han havde sat op for sig selv, tillod sine følelser at få frit løb. 

Da hun sagde det med at han nok havde straffet sig selv nok nu, så begyndte han så småt at grine, hun havde ingen anelse, alle de år hvor han havde hadet sig selv for det han havde gjort, hadet sig selv for at gøre alle de ting, men det værste, det værste han havde gjort var at efterlade Leon. ''Jeg dræbte mine brødre, jeg var en forfærdelig greve, jeg har gjort så mange forfærdelige ting igennem årene, men det værste jeg nogensinde har gjort var at efterlade Leon, det var at flygte og lade ham blive der uden at tage ham med mig. Jeg vil aldrig tilgive mig selv for at have gjort det ved ham.'' Elaina lagde formegentligt mærke til at det var ikke noget han havde sagt ud af sin mund, men at han havde sagt det til hende inde i hans hoved, havde brugt sin telepatiske evne til at sige det.

Trods denne situation omfavnede han hende, og et sted følte hun at en byrde han havde båret blev lettere. Trods at Ray ikke kendte hende, så var ikke selv altid stolt over de ting hun havde gjort. Selvom hendes ikke inkludere drab, så var det jo stadig slemt et sted. Elaina skubbede tankerne væk.

Elaina undrede sig dog da han begyndte at grine og så roligt op på ham hvorefter hun naturligt slap krammet. Elaina smilede, selvom Ray havde efterladt Leon, havde han trods alt fået kone og børn, måske han havde været heldig og været lykkelig med dem. ”Ray, nåede du at høre om hans liv, men hans kone og børn? Måske trods det har han haft et rigtig godt liv med dem” sagde hun opmuntrende. Leon var jo stadig et barn da Ray efterlod ham og vendte først tilbage på dødlejet, det var nok begrænset hvad de havde nået at snakke om. Desuden nyttede det ikke blive ved at beskylde sig for noget han ikke vidste med garanti. Elaina kunne ikke lad vær med at tænke mon Ray havde levede i eksil i alle de år. Men umiddelbart ud fra reaktionen virkede det ikke til at han havde fået bearbejdet meget af den sorg og byrde han havde, så hun true ikke at spørger yderligere ind til det, det var nok på det tidspunkt hvor Ray skulle komme hvis han havde brug for at snakke om det. Derfor smilede hun blot stille til ham.

Efter Elaina slap ham, tog Ray et skridt tilbage og vendte sig lidt til siden for blot at kigge på stjernerne med et smil på læberne. ''Det sidste Leon nogensinde sagde til mig, var 'lev'. Da han så at jeg stadig var i live, så var hans sidste ønske at jeg skulle blive ved med at leve, men jeg tror først det er nu jeg for alvor forstår hvad han mente med det. Han mente ikke at jeg bare skulle overleve, han mente ikke at jeg bare skulle gå rundt og stadig være i live. Hans sidste ønske til mig var at jeg skulle leve, at selvom vi var gået igennem alt det sammen, selvom jeg havde forladt ham, selvom jeg var blevet en vampyr, så skulle jeg leve.'' Han kiggede på Elaina, ind i hendes dybe blå grønne øjne. Han så ud til at være lidt forlegen i det, og lige pludselig lignede han bare en generet femten årig. ''Elaina jeg har brug for din hjælp.'' Sagde han ret forlegent, hvorefter han tog en kort pause, åndede ind og så sagde,  ''Elaina, kan du lære mig at leve? Som i for alvor leve? Ikke bare sidde på et gods i 800 år og læse bøger og andre mærkelige ting, men leve.'' Han ånede lettet oå da hen endelig havde stillet sit spørgsmål.

Både Asjar og Adrian så til med stor forvirring og forundring i øjnene, selvom de prøvede at gemme det. At denne unge kvinde skulle kunne få Ray til lige pludselig at få det så godt med sig selv igen, og endda så hurtigt? Det var jo slet ikke til at forstå! Men var det ikke alligevel det? Både Asjar og Adrian havde jo kendt Ray dengang han var menneske, Asjar havde dog kun lige set lidt til ham i et års tid inden de blev forvandelede, men Adrian, Adrian havde været med Ray lige siden han var syv. Ray og Leon havde været uadskillelige, altid sammen, og Leon havde den her aura omkring sig, en form for aura der altid fik det bedste frem i Ray, og Adrian kunne set at det var derfor Elaina havde så nemt ved at berolige Ray. Hun havde tydeligvis arvede denne smukke aura fra sin forfader. 

Hun betragtede ham roligt, og så på ham. Det virkede til at Leon havde haft et godt liv, trods de ting de havde oplevet sammen så havde Lean nok med tiden tilgivet for de synder der var sket. Det ville Elaina også selv. Elaina kunne godt forstå at Ray havde levet efter den overbevisning især hvis han havde bearbejdet sig selv så længe, så han havde ikke set de muligheder og glæder der også var ved livet. Da han endelig var færdig skulle hun til at sige noget, men smilede først da han vendte sig om og så på hende med hvad der lignede et lidt forlegent blik hvorefter han snakkede igen. Hendes smil en anelse større eftersom Elaina ikke var den der smilte allermest var dette også lidt uvant for hende. ”Jeg vil gøre mit bedste Ray” svarede hun glad og forsatte ”Jeg kan spørge min mand om du må bo hos os en tid?” spurgte hun roligt, hun var ret sikker på at Hektor ville hjælpe når han hørte hvem Ray helt præcist var, samtidig kunne Hektor måske også lære Ray nogle ting, Elaina var trods alt kvinde og havde nok ikke svaret på alt i livet, samtidig var Hektor det ældre end hende og havde det mere livserfaring. Elaina bemærkede kort butlernes forvirring, det var garanteret også nyt for dem, eftersom situationen havde udviklet sig vil hun ret overbevist om at de aldrig havde set deres herre på denne måde ”Dine butlere er selvfølgelig også velkommen” afsluttede hun med et lille smil. Det var ikke kun Ray som skulle være på slottet men også de der havde været sammen med ham i alle disse år, alt andet ville være underligt. 

Ray smilede let ved tanken om det, at bo sammen med familie igen, at bo et andet sted end godset og rent faktisk, måske, bare måske, få en fornemmelse af familie igen. ''Det ville jeg elske Elaina, men er du sikker på at din mand ville acceptere at have tre vampyrer boende? Især når man tænker på at vi jo stadigvæk har brug for næring''. Ray så lidt nedtrykt ud da han sagde det sidste, Ray holdte altid en facade oppe af at være en stærk og stolt vampyr som elskede at drikke blod, men i virkeligheden var der ikke noget han hadet mere, han hadet at være bundet til evigt liv, han hadet at være tvunget til at drikke blod, han hadet ikke at kunne gå i solen. 

Ray var også glad for at Adrian og Asjar var velkommene, han ønskede ikke at tage nogen steder hen uden de to. Han var dog glad for at Walter og Dakran ikke skulle med hen og bo hos Elaina, ikke fordi Ray personligt havde noget imod dem, men i modsætning til ham selv, Adrian og Asjar, så nød Walter og Dakran, ja især Dakran, at være vampyrer. Ray blev faktisk ofte skræmt af nogen af de ting som Dakran kunne finde på at gøre. Walter virkede mere som en ældre udgave af Adrian, eller, det gør han lige indtil man lærer ham at kende. ''Mange tak for at Adrian og Asjar også må komme med Elaina. Walter og Dakran bliver dog nok hjemme og passer på godset, vi kan jo ikke have at der sker noget med det''. Sagde Ray, han ønskede nemlig ikke at Elaina var klar over hvilke slags personer nogle af hans butlere var.

Hun smilede, hun var glad for at der endelig var faldet ro over situationen og at dette måske ville hjælpe Ray med at komme videre over sine sorger. Hun var dog ikke nervøs for sin mands holdning til dette, nok nærmere hendes svigerinde og svigermor. Som altid virkede til at hade hendes forslag og generelt bare hende, så et familiemedlem var nok hellere ikke bedre. Bare Ray ikke blev sur på Astra, hun kunne være noget direkte i sin tale, og Elaina ønskede bestemt ikke en større krise på lennet. ”Ja, jeg er sikker på at han vil acceptere det. Du bør dog vide at min svigerinde og jeg aldrig har kunnet enes, og derfor kan hun være noget direkte, hvis du nu skulle støde ind i hende” sagde hun med betryggende, med et lille smil.

Elaina havde allerede på denne kort tid, set hvor over beskyttende hans butler var overfor ham, og derfor kunne hun jo hellere ikke drømme om at bede ham om de skulle forsvinde og efterlade ham et nyt sted. ”Det lyder som en fornuftig ide. Kan I få næring fra dyr?” besvarede hun, Elaina havde næsten glemt det spørgsmål, men det var jo essentielt at de fik deres nærig. Elaina vidste faktisk ikke hvad der ville ske med dem, hvis de ikke fik det? Ville de mon blive aggressive og nærmest blive et vildt dyr som bare skulle have deres mad, eller ville de ligesom menneske dø af sult.

Ray stod og tænkte lidt over de ting som Elaina sagde, det lød ikke til at denne svigerinde var en specielt behagelig person overfor hende, og hun var åbenbart meget direkte? Det burde en adels dame da ikke være, troede han. Ray kunne dog også være meget direkte nogle gange, men han var jo heller ikke ligefrem bare en eller anden normal greve, og han vidste faktisk i bund og grund heller ikke hvordan en greve skulle opføre sig, det var jo kun hans to storebrødre der havde lært hvordan en greve skulle være, mens han bare skulle lære helt basalt etikette så han ville kunne blive gift væk senere. 

''Det lyder ikke som om at dig og din svigerinde har et specielt behageligt forhold, hvis det er så kunne jeg godt tage en snak med hende omkring det, se om jeg kan få hende til at være dig lidt mere venligt stemt.'' Ray smilede uskyldigt til Elaina, han ville gerne snakke med svigerinden hvis det var, men han var godt klar over at hans måder at snakke med den slags personer på måske ikke var så velset... Han kendte dog bare ikke rigtig så mange andre måder.

Han stod og tænkte lidt over det da hun spurgte ham om næring, og om hvor vidt dyreblod ville være godt nok. ''Dyreblod kan godt tildes hjælpe på tørsten, men det er dog på ingen måde lige så godt som det af humanoide væsner, det skal dog nævnes at det tager ca. en måned før vi for alvor ville føle os svage af blodmangel, og vi har noget på os lige nu, så hvis det er så har vi jo nok en måned eller to til at finde ud af noget''. Ray fortsatte med at stå og tænke, han ville fortrække ikke at ende ud med at skulle leve på dyreblod, det var det han havde gjort i starten, og det var bare ikke specielt effektivt til at stille tørsten.

Elaina smilede varmt som han nævnte at han kunne tage en snak med Astra, han måtte gerne, men efter blot deres snak havde hun også lidt nervøse anelser om hvordan denne samtale ville gå. ”Det pænt at dig Ray, men pas på. Bare lad vær med at nævn noget om at jeg har sendt dig eller noget i den stil.” svarede hun lidt nervøst. Både nervøs over selve samtalen, men også det forhold de havde om sådan en samtale kunne gøre det værre. ”Grunden til vores det anstrengte forhold, er fordi hun ikke ser mig værdi som hertuginde. Jeg er yngre end hende og er ja er gift med hendes bror” svarede hun forklarende. Hvis han skulle snakke med hende, burde han også have kendskab til den grund. Elaina vidste at det blandt andet var derfor Astra havde det svært med hende. Og hun kunne også godt forstå det, Astra var jo noget ældre end hende og det virkede jo nærmest unaturligt i normale bondske række.

Elaina nikkede ”Okay. Hvis vi har nogle i fangekælderen, hvilket vi nok har så kan de jo passende donere lidt til jer” svarede hun med et lille smil. Elaina havde intet imod at straffe dem der fortjente det. Og tappe lidt blod fra en fange skulle da være det mindste, ifølge hende. Hun kendte ikke til Hektors ønsker hvis hun foreslog det for ham, men det var da et bedre alternativ end at tage tjenestefolkene m.m.

Ray stod og tænkte lidt over det da Elaina forklarede ham hvor hendes og hendes svigerindes anstrengte forhold kom fra, han kunne godt til et vist punkt forstå det, men han var stadig ikke enig i svigerindens opførelse af Elaina. Ray stod kort og tænkte lidt, hvorefter han sagde med et let grin på læberne, ''tja, hvis det er grundet alder hun ikke kan lide dig, mon ikke hun så lytter til en gammel mand som mig?''. Ray var jo uden tvivl det ældste medlem af Duncan familien, og han fandt det sjovt at tænkte over hvordan svigerinden mon ville reagere på at høre at han var lige under 900 år gammel. ''Åh, og bare rolig Elaina, jeg skal nok lade vær med at sige at du har sendt mig. Nu ved jeg ikke meget om hende, men jeg tror ikke hun vil være så meget efter dig hvis blot hun finder ud af at en af dine forfædre som nu er en vampyr bor hos jer. Det faktum at jeg har to butlere med mig som begge er vampyrer hjælper nok også lidt på det, min bare tilstedeværelse har det med at påvirke folk på... interessante måder.'' Ray stod let og smilede ved dette, der var tit hvor folk havde været bange for ham udelukkende grundet det faktum at han var hvad han var, hvilket havde både positive og negative sider ved sig.

''Nå men Elaina, hvornår vil det være muligt for os at flytte ind? Mine butlere skal for resten nok kunne hjælpe til rundt i huset, og jeg har blot brug for en seng og adgang til et bibliotek og så skal jeg nok klare mig.'' Ray stod let og smilede ved tanken om nye bøger han ikke havde læst før, da han havde levet så længe som han jo havde i sit gods, så havde han læst hver bog der var der mange gange, så han glædede sig til at prøve at læse nogle nyere skrifter. Ray havde altid elsket at læse, endda helt før han blev til en vampyr.

Elaina selv træk på smilebåndet, som han nævnte at Astra måske kunne se noget fornuft ved Ray, selvom han ikke lignede en på tæt på de 900 år. Ville det alligevel være lettere komisk at se hendes udtryk når han sagde det. ”Det skal jeg ikke kunne sige” svarede hun med et lille grin, for hun kunne godt se det komiske i det. ”Tak, åh jeg ved snart ikke Ray. Hun er noget stædig og ved ikke om det hjælper med trusler” Elaina blev lidt usikker om det var det rigtig ordvalg at bruge trusler det lød så ondt. Men i bund og grund var det jo en form for trussel at Astra skulle være sødere, eller også skulle Elaina havde hun mon været for hård imod hende? Men hun var jo hertuginde det var hendes pligt at tage det endelig valg.

”Når jeg vender tilbage vil jeg omgående skrive et brev til ham og derefter til dig om i kan få lov at være her. Vi har masser af værelse så det skulle ikke være et problem, og der også et større bibliotek til rådighed” svarede hun roligt. Elaina kom til at tænke på hvor meget Astra elskede bøger og nærmest var opslugt af dem. Ray og hende ville med stor sandsynlighed møde hinanden der.  

Ray stod og lyttede til hvad Elaina sagde, han var glad for at hun ville tage ham og hans butlere ind. Han kunne ikke vente med at se deres bibliotek og få læst nogen nyere bøger! Han forstillede sig at der nok var blevet skrevet en del nye bøger siden hans tid. 
Ray nikkede kort til Elaina med et smil på læben hvorefter han svarede, ''tja, nu må vi jo se hvordan hun reagere på min tilstedeværelse, i værste tilfælde så ser jeg hende behandle dig dårligt og så trækker jeg hende bare ind til siden og beder hende om at lade vær.''

''Jeg er glad for at høre at i har et stort bibliotek til rådehig, jeg kan ikke vente med at gå løs i en masse nye bøger.'' Ray vendte sig så småt om og kiggede tilbage mod Adrian og Asjar, han smilede lige kort til dem hvorefter han vendte sin øjne mod Elaina igen. ''Nå, jeg tror vi smutter igen, når du har fået snakket med din mand osv. så kan du bare lægge et brev til mig her, hvor vi står lige nu under en sten, så skal jeg nok læse det, vi ses''. Ray smilede kort til hende hvorefter han så småt begyndte at gå tilbage mod sine butlere.

Han var nærmest som hendes storebror, lige så beskyttende og venlig. Det var rart. Rigtig rart at have en der mindende hende om Marius hendes elskede store bror, som hun havde et utrolig stort savn til. Måske endda Hektor ville kunne se Marius i ham og derved ligesom hende holde af Ray. Hun smilede af hans kommentar og svarede ”Okay” hun ville ikke længere bede om ham at lade værre, for hvis han bare minde lidt om hendes familie, ja så ville han være mindst lige så stædige som dem når de først havde besluttet sig for noget.

”Du skal være mere end velkommen” sagde hun blot lettere kærligt. Elaina lyttede, ja det var nok også på tide at hun fandt tilbage sine gemakker det var trods alt stadig aften og han kunne blive urolig for hende velbefindende. ”Okay, vi ses snart igen.” lovede hun og gik derefter med sine vagter tilbage til lennet hvor hun lage sig ind i sine gemakker, men havde bedt en vagt om at sende bud efter sin mand når han engang vågnede, så hun kunne spørger ham til råds.