Krystallandet
Hobbit 27.09.2017 14:41
Naamah smilede over hvor ivrig Vidya var. Hun kunne jo nærmest spurte ned til biblioteket i vilden fart, hvis hun vidste hvor de lå henne. Naamah var ikke sikker på at hun kunne følge med den lille krops hurtige ben. Og det morede hende kraftigt. Det resulterede også i et veltilfreds smil på hendes læber, men hun sørgede for ikke at gå alt for langsomt. At pirre dæmonkvinden ville ikke ende særlig godt for Naamah, om end hun ikke frygtede at blive stranguleret på åben gade.Naamah kiggede efter dem med en uinteressant mine. ”Mennesker er altid så nervøse. Skravlede og bange for autoriteter. I modsætning til os andre” grinede hun muntert og drejede om et hjørne. Det var ikke fordi hun havde problemer med at skulle klare at blive stoppet, men så snart hun så et fakkellys et sted fremefter, skiftede hun retning. Det ville bare sænke dem mere, end det ville at tage en anden rute.
Der gik en halvtimes tid før de var fremme. Det havde været nød til at gøre holdt, eftersom en patrulje stoppede op for ad snadre med en af kroværterne i slumringskvarteret. Endelig nåede de indgangen til kartakumberne. Det var ikke en glorificeret rute, og den var mørk og fugtig. Naamah fandt en lille krystal frem fra lommen, hviskede et par ord på det ældgamle dæmoniske sprog og krystallen lyste op i et blåt skær – vidste dem vejen frem. ”Så er der ikke langt igen.” kun lige et par snoveje hernede til de nåede en tung dør hvorbag der gemte sig viden som de små skrøbelige mennesker end ikke forstod vigtigheden af.
