Pigebarnet kom hen til ham med et reb og Randall kunne nu nok regne ud, hvad det skulle bruges til. Men han gjorde ikke noget for at modsætte sig, i stedet håbede han, at hun nød hans odør, der måske havde været en smule stram i forvejen, men nu efter turen i møddingen var brækfremkaldende. Undtagen for Randall, der ikke havde en følsom næse. Så han lod hende binde ham fast til det sølle lille træ og spændte lidt op i kroppen, da hun begyndte at stramme rebet. Ingen grund til at lade hende stramme det helt ind, han ville gerne kunne trække vejret.

Der kom en dæmpet latter fra ham, da hun begyndte at true ham med at skære hans tunge ud. Om hun kunne finde på det, vidste han ærligt talt ikke, men det skulle ikke undre ham. Med hans tredives års død og ulykke, så havde han faktisk prøvet det før. Druknede i sit eget blod bagefter. Heldigvis. Det ville have været ulideligt at leve uden tunge, Randalls kæft stod sjældent stille og det ville være mere tortur ikke at kunne snakke end selve det at få tunget skåret ud.

Hans blik faldt på brødet og det gik op for ham, at han egentligt var sulten. Ikke døden nær, da han havde spist på kroen, de lige havde forladt, men det var timer siden og der begyndte at være et hul i hans mave. Så da hun bad om at opføre sig ordentligt, så der måske ville falde et stykke af, lukkede han lydigt munden og sad i stedet og så på hende med lidt humor i blikket. Den bette spirrevip. Han håbede ikke nogen havde set den sørgelige tilfangetagelse. Eller, han var ligeglad men… det var ret sørgeligt.
Hendes spørgsmål fik ham til at trække på skuldrene, ligegyldigt.
”Hvad er det værste, de kan finde på? Smide mig i fængsel? Det har de prøvet på før. Slå mig ihjel? Ha!” Ikke at han uddybede den kommentar. Ingen grund til at vise sine kort.

Han stank langt væk.. føj! Tænk at nogen kunne være så ulækre!
...men okay, det var måske ikke helt hans skyld.
Der var jo det med møddingen.

Mei smilede ganske kort ved mindet om det, og kastede så et blik på ham som han sad der.
"Okay..." sagde hun og kom på benene for så at gå over og sætte sig på hug foran ham.
"Spis."
Hun proppede et stykke brød ind i munden på ham og ærgrede sig en smule over at hun var nødt til at made ham...
Men det var for farligt at gøre andet.

Hun trak kort på skuldrene.
"Jeg ved ikk." sagde hun ærligt.
Hvad de havde tænkt sig at gøre med ham, var hun ikke rigtig interesseret i... han havde vel fortjent det.

"Hvorfor?" spurgte hun så, mens hun stirrede lettere nysgerrigt på ham.
"Hvorfor har du... gjort kriminel?"

Til Randalls store fornøjelse kom det vimre lille tøsebarn over for at… håndfodre ham. Måske ikke verdens stolteste øjeblik i verdens historien, men for Randall var det bare så hysterisk morsomt, at han måtte lægge bånd på sig selv for ikke at le hende lige op i ansigtet. Ikke fordi han var ond, men fordi det var så morsomt, at hun var tvunget til at sidde der og stikke mad ind i munden på ham, samtidigt med at han stank være end garveriet i hovedstaden og han var hendes fange. Ak ja, man måtte jo more sig, mens man kunne, ikke sandt?

Lystigt tyggede han løs på brødet. Hverken specielt mættende eller spændende, men bedre end så meget andet. Det der med at sulte, det var han lidt for vant til, især når han endte i egne af Krystallandet, hvor både planter og vildt var mangelfuldt. Der var ret langt ned fra et bjerg, når man vågnede op i en ny krop, der ret hurtigt blev sulten. Så selvom brød var kedeligt, var det noget bedre end luft.

Hendes næste spørgsmål fik hans tyggeri til at gå i stå, som han stirrede lidt overrasket på hende. Hvorfor han havde gjort noget kriminelt? Det var ved guderne da et sært spørgsmål. Lidt tænksomt tyggede han et par gange mere, før han sank, så han kunne svare.
”Hvorfor jeg er kriminel? Det var ved Kile da et sært spørgsmål.” Man kunne se på ham, at han faktisk tænkte over svaret, inden han åbnede munden igen. ”Fordi et almindeligt bondeliv med markarbejde fra solopgang til solnedgang er det mest røvsyge man kan foretage sig. Kedeligt. Jeg vil have sjov. Kællinger, sprut og så mange krystaller, at jeg ikke behøver at bekymre mig om noget. Og krystaller hænger jo ikke ligefrem på træerne, heller ikke ved ærligt arbejde.” Det var ikke noget specielt revolutionerende han sad og sagde, ikke noget hemmeligt. Randall var som en åben bog fortalte gladelig om sig selv, ligeglad med, hvad andre tænkte om ham.

Det var halvt ydmygende for hende at sidde her og made ham... og han stank tilmed langt væk... 
Ulækre mandsling.

Men på den anden side, ville det være umoralsk af hende at lade ham sulte.
Kølig eller ej, det kunne hun alligevel ikke få sig til - så derfor delte hun lidt rationer med ham.
Fandens til blødsødenhed der dukkede op en gang imellem...

"Hm." sagde hun bare til hans svar.
Han burde have brugt sit liv mere effektivt - han kunne jo langt mere end at være irriterende, det havde hun da set.
Men at forklare ham det... jah, det ville være spild af tid.

Og svært.
Alle de krystalianske ord...

Da hun var færdig med at made Stinkadoros, bevægede hun sig over til at træ i nærheden, og satte sig med ryggen op ad stammen, front imod ham så hun kunne holde øje med ham.
Trætheden havde meldt sig efterhånden, og selvom hun kæmpede en kamp for at blive ved med at stirre advarende på ham en gang imellem, tabte hun.

Ti minutter efter hun havde sat sig, sov hun.

Der kom ikke rigtigt nogen reaktion fra tøsen efter Randalls ord, hvilket han også var pænt ligeglad med, så han spiste bare videre, stadig med morskab i blikket. Hun var tydeligvis ikke tilfreds med at være så tæt på ham. En skam, hun var en køn pige, hvis hun havde haft lyst, kunne de sikkert nok kunne holde varmen i løbet af natten. En tanke han dog ikke lige luftede høj for hende. Han var bundet til et træ og hun kunne frit gøre ved ham, hvad hun ville, blandt andet skære ham op som en gris til slagtning. Det havde han ikke ligefrem behov for, at hun gjorde. Så vidt han vidste, var dusøren udlovet på ham "Død eller levende", så han kunne komme til at miste hovedet. Af en eller anden grund havde de ikke opfanget, at død betød, at han dukkede op igen. Gad vide, hvor mange dusører der var udbetalt på hans grimme hoved igennem tiden?

Hans tanker blev afbrudt, som hun stoppede med at made ham og satte sig hen til et træ, så hun kunne holde øje med ham. Han var ved at overveje at snakke videre, bare for at irritere hende, men han ville nu hellere have hende til at falde i søvn. Og det gjorde hun ret hurtigt. Fantastisk! Han ventede lidt, utålmodigt, til han var helt sikker på, at hun sov. Og så begyndte han at vride sig i det reb, der var bundet rundt om træet. Hun havde åbenbart overset den kniv, han havde i bæltet - nogle gange havde han en i støvlen også, han havde bare ikke haft en, da han blev forbandet, så han skulle finde en ny hver gang. Og det havde han ikke denne gang. Men den i bæltet var lort at komme til, som han var bundet til træet med hænderne på ryggen.

På et eller anden måde lykkedes det ham at få den ud af bæltet og ned på jorden. Og efter nogle lydløse eder og forbandelser, havde han den i mellem hænderne. Alt foregik så stille som muligt, så han ikke vækkede hende. Med tungen i mundvigen og sejren i blikket, begyndte han at file på rebet om håndleddene. Selv det forbandede elverreb måtte give sig for den skarpe æg og snart var hans hænder fri. Derefter var det en let sag at få rebet om livet skåret over og han var fri!
Hvad så nu? Han kastede et blik på pigebarnet. Ikke at han havde tænkt sig at røre hende, det var ikke hans stil. Slå hende ihjel? Det ville gøre hans liv meget lettere. Blikket gled kort ned på kniven, som han stak i bæltet igen. Nah. Han myrdede ikke kvinder, mens de sov. Mænd, ikke så stort et problem.
Efter at have skævet længselsfuldt til hendes sværd, skyndte han sig ud i natten, der kun var svagt oplyst af månens skær. Hvis han nu skyndte sig samme vej tilbage, så kunne det være, at hans sværd stadig var der og der var en hest i stalden.

Lukket grundet inaktivitet