Det var nærmest underligt hvor meget det med mad fyldte Adriens hoved. Man skulle tro han frygtede at dø af sult, men Rosalind var ikke bange. Det var intet problem. Hun ville sikkert finde på en eller anden ide før eller senere. Men han var en praktisk mand der havde en ide, desværre en ide som Rosalind nok ville finde en anden løsning end.
Som Adrien begyndte at kærtegne hendes skulder blev hun rolig. Godt nok talte han igen om lovløshed, men Rosalind var ikke bange for det faktum, hun stolte på Adrien og hun vidste han ikke ville gøre hende noget, ikke i hendes vildeste fantasi. Dog blev hun urolig som han fortalte det var noget for livet. Var han i fare, var de efter ham for at være her med hende? Eller var han stadig en komplet del af dem og ønskede at stadig arbejde for dem? Hun var usikker omkring tingene, men rystede tankerne væk. Hun ville helst ikke tænke at Adrien skulle på nogen måder være i fare.

"Sååååå, er de efter dig lige nu for ikke at være ved dem eller?" hun så bare mod flammerne og talte med en nysgerrig stemme der let kunne høres at være en smule nervøs. Hun var virkelig bange for at han kunne komme noget til, men hvis han vidste hvad han lavede så gik det nok? Han betød for meget for hende nu til at måtte være i fare, for så ville hun ikke et sekund være i tvivl om at hun også var i fare, for hun ville klart stille sig i vejen for hvem end der ville komme efter ham så.

Adriens afslappede attitude måtte have smittet lidt af, for det så da ud til at Rosalind også slappede af. Han smilte lidt for sig selv, kiggende ind i de dansende flammer i bålet, glad alene ved tanken om at sidde her. Et lille grin undslap hans læber ved hendes spørgsmål. Ikke et hånligt et, mere et kærligt et. "Nej, på ingen måder. Hos dem er man fri. Så længe man ikke sladrer til ordensmagten eller stikker dem til andre, så er man fri til at komme og gå som man har lyst," han fik et nært drømmende udtryk i øjnene. 
"Det er derfor jeg er en del af dem: De dømmer ikke og de er mere som en familie end så meget andet. En familie, jeg aldrig før har følt at jeg har haft," hans kærtegn var stoppet lidt, men begyndte igen da han tog en pind og rodede lidt rundt i bålet for at holde det i live.

"Med tiden kan det være, du gerne vil møde dem? De er venlige - måske lige med undtagelse af deres leder, men han holder sig mest for sig selv - og der er altid gensidig respekt, lige gyldig hvilke kår man kommer fra,"
om hun havde lyst til at møde dem var op til hende. Adrien ville aldrig tvinge hende til noget som helst. Han ville være der for hende lige gyldigt hvad der så end skulle ske i fremtiden. Han ville være hendes urokkelige klippe, hun kunne læne sig op af hvis hun havde brug for det.

Dem Adrien fortalte om lød som en drøm, et uvirkeligt drømme paradis, som hun aldrig havde set men ville ønske hun havde været en del af, men kunne det virkelig være så sandt, så virkeligt? Hun ville ikke betvivle ham så hun fandt bare ro i hans arme som hun så flammerne danse for øjnene af hende ”De lyder fantastiske. Men før jeg kan møde dem tror jeg at det ville være bedst hvis jeg kunne vende mig til ikke længere at være i storbyen. Det er så mærkeligt at tænke på hvordan jeg er fri her og nu, for jeg har aldrig været det før…” hendes blik var tænksomt som hun slappede af.
Inderst inde vidste hun godt at hun ikke var fri endnu, hendes familie havde sikkert allerede sendt folk ud for at lede efter hende og hun kunne ikke undgå at tænke på hvad hendes familie havde tænkt sig at gøre ved Adrien hvis de fik fat i ham også? Det var ikke en kidnapning, hun var taget med manden hun faktisk elskede væk fra det forbandede hul de kaldte ’hjem’.
”En dag vil jeg gerne møde dem… Men lige nu…” sagde hun stille som hun krøb mere hen til Adrien ”Lige nu vil jeg bare være her i nuet.” hun åndede lettet ud som søvnen var ved at snige sig tættere på hende. Hun var egentligt ikke træt, men efter en dag af rejsen som Adrien nok var vant til så var hun en smule udmattet.
Hun tog trygheden fra hans nærvær og kunne mærke at også Holt var tilfreds. På en underlig måde.
Tiden skulle nok vise sig at komme hvor hun ville møde dem, men for nu ville hun vendes til livet hvor hun ikke var omringet af vagter og hendes sindssyge far konstant kastede med ordre efter hende.

Adrien kunne ikke lade være med at smile af Rosalinds ord. Selvfølgelig var ikke alle folk i Det Sorte Laug lige fantastiske, men de folk han var tæt med var gode mennesker, der blot var misforståede andre steder. Laugets nye leder, Mordekai, var en bestemt karakter, faktisk lidt skræmmende, det samme var nogle andre medlemmer også. Han besluttede sig hurtigt for, at det nok var nødvendigt for hende at vide. "Det vil jeg også helst.. Vi skal vænne dig til vildnisset. Jeg ved hvordan vi gør det, og jeg ved hvordan vi undgår din familie. Så længe du er med mig, skal jeg gøre alt i min magt for at du er så fri, som du ønsker at være," sagde han varmt, som han lod en tot af hendes hår sno sig omkring hans finger. Alting ved Rosalind var smukt. Han var vant til Izilarnas hårde attitude, men Rosalind var bare.. Perfekt. Der var ikke andre måder at sige det på. Hun var stadig ny til alt dette, og han kunne ikke vente med at lære hende alt det, som han havde måttet lære alene. 

"Du vil komme til at møde vores leder når vi engang tager til Det Sorte Laug. Han er én af Krystallandets mest berygtede snigmordere, Mordekai kalder de ham. Han har aldrig vist sit ansigt, men er høflig og normalt rimelig imødekommende. Men han er også.. Skræmmende," Adrien var i hvert fald ikke meget for manden. Han var ikke glad for at være i nærheden af ham, for Mordekais store omdømme var, at han tilsyneladende kunne dræbe et menneske uden at skulle skære i dem eller noget som helst. At et prik fra hans hånd var nok. Det var ubehageligt at tænke på. "Men nok om det.. Hvad kunne du tænke dig at lave i morgen?"

Mordekai lød måske ikke helt som en person som hun ville bryde sig forfærdeligt meget om. Men faktisk mindede ordene som Adrien brugte om ham, de mindede hende om ord der førhen var blevet brugt af folk omkring hende til at beskrive hendes far med. Men lige så snart dørene lukkede og gæster var væk, så ændrede alt dette sig. Forhåbentligt ville det bare ikke holde stik når Rosalind ville skulle med Mordekai. "Mordekai." Rosalind nævnte kun hans navn, men det lå bare underligt i munden. "Han lyder til at være spændende. En dag møder jeg ham, og så finder jeg jo nok ud af det for mig selv." sagde Rosalind så, med et gab kort efterfølgende.
Rosalind lagde hendes arm i Adriens og hendes hoved på hans skulder. Han var måske muskuløs af bygning, men for Rosalinds hoved var han så blød som den bedste pude. Det var lige før hun bare kunne lukke øjnene og drømme lige der, lige nu. Men hun tænkte kort over dagen der ville komme for Adriens skyld.

"Vi rejser nok videre og så håber jeg at skyde min første pil afsted." Et smil spredte sig på hendes røde læber. Tanken om en pil flyvende gennem luften, udenfor tid, udenfor sted. Den bragte tanker frem for Rosalind. Tanker om hvem hun egentligt var. Hun var lidt som en pil på strengen. Kun ventende på at blive sat fri.
"Men først tror jeg bare jeg vil drømme lidt." hendes hoved fandt sig til rette og hendes øjne lukkede i. Hun tænkte ikke videre over noget som helst. Men lod bare søvnen krybe sig tæt på hende så hun kunne sove trygt ved Adrien.

//Out - ((Afsluttet))