"Selvfølgelig havde de en bagtanke med det. Mørket har haft magten, er blevet slået flere gange, men de kommer altid tilbage. Jeg tror aldrig man vil kunne slå dem helt," sådan var realiteten for Tarrim. Han prøvede på ikke at tænke for meget på det generelt, og det var det samme, han ville opmuntre Guinevere til. "Jeg har altid den tanke, men prøver på at skubbe den om i baghovedet. At være forberedt er en god ting, men det er ikke godt for helbredet at gå rundt med dystre tanker konstant," han sendte hende et smil, mens han efterhånden fik spist op af den mad der var blevet ham tilbudt. Da skålen var tom stillede han den fra sig og tømte beholderen med vand før han sukkede let af tilfredshed.

"Det er der helt klart. Der er fordele ved alting, men også ulemper," Tarrim kunne ikke lade være med at blinke let til Guinevere. Han havde måske fået et lidt godt øje til dværgekvinden, men hvem ville ikke have det til deres redningsmand? Hun så jo også køn ud. Han holdt sig dog fra at kommentere det til hende, da hun jo, som hun selv havde sagt det, var af royal afstamning. Selv hvis han skulle blive interesseret i mere end blot dette bekendtskab, så havde han gang på gang lært fra mangt og mange, at en tidligere smedesøn som han, aldrig ville finde en kvinde i et højere lag. For det var, hvad han var: En smedesøn og en kriger. Han tilhørte folket, og folket var ham.

Guinevere smilede roligt. "Man kan selvfølgelig vende den om og sige, at det samme gælder for lyset.. Selvom i før er blevet slået tilbage, kommer i tilbage. Det er en mere betryggende tanke" Guinevere ville i hvert fald langt hellere tænke på at lyset genvandt styrke, fremfor at mørket skulle vende tilbage.

Guinevere kunne virkelig ikke lade være med at kommet med et grin og et nik med hovedet mens hun kiggede ned på sine egen hænder. Hun tog en dyb indånding og begyndte at pille ved sin egen negl. "Yeah.. Det opdagede jeg.." hun var blevet taget med tilbage til fangekælderen i sit sind. Hun huskede lugten, smagen af det gamle brød og ikke mindst de utal af gange hun blev hevet op til hvad mørkets krigere havde lavet til en scene for tortur. "Faktisk flere ulemper end fordele.. Men jeg er glad for at det var mig de fik og ikke min bror.. og at de lod min søster være.." Nogenlunde... Deres lillesøster havde også lidt, men Guinevere havde sørget taktisk at tage alle slagene i stedet for den yngre og overholdte reglerne så længe de lovede at der ikke blev lagt en finger på andre familiemedlemmer.. De gik med til de fleste - med undtagelse af hendes far og thanen. Som var neglen det mest spændende i verden fortsatte hun med at kigge på den, men hun havde et lille smil på læben. Alt det var fortid nu. Det kunne man kun smile over.

Guinevere påmindede hurtigt Tarrim om, at han måske burde være lidt mere positiv. Han smilede let over at hun vendte det hele om og gjorde det positivt. "Du har ret. Vi nægter at lade os blive trampet i jorden for evigt. Vi er en stædig flok.. Beklager mit lidt for negative syn," han kørte en hånd gennem sit skæg for at redde det lidt ud, og mens han gjorde det, tog hans notits af hvordan Guinevere var blevet meget god til at studere sine hænder. Hun virkede helt nervøs, men han lod være med at lægge for meget vægt på det. I stedet lod han i starten som ingenting og gik videre med at få rettet op på både hår og skæg. Det var lidt vigtigt at se mere præsentabel ud, selvom han ikke helt vidste hvorfra han lige pludselig fik den idé.

"Forhåbentlig får de hverken fat i dig, din bror eller din søster igen.. Eller nogen her i Dragorn for den sags skyld," han lagde blidt en hånd på Guineveres skulder. Trods hun smilede, var han stadig overbevist om, at der var et eller andet. Om det var galt, var ikke til at vide. "Hvad siger du til at jeg forsøger at sende nogle folk til at hjælpe her i Dragorn når jeg er kommet tilbage til hovedstaden. Jeg har brug for at vide, at I klarer jer, og nu ved jeg godt at jeg lyder som en hønemor. Ved Zaladins rynkede kugler," han rystede på hovedet efter sin rablen og kunne ikke være med at grine lidt over det. Hvordan hun formåede at få ham til at reagere på den måde, for det var der ikke mange der kunne. Han havde været ret isoleret på det sidste, og kun få lysets krigere havde kunnet få ham ordentligt i snak.

Guinevere smilede stadig med blikket vendt nedaf mod sine fingre, der var overraskende rene. Nok mest fordi hun næsten lige havde haft dem nede i varmt sæbevand - men det hindrede hende ikke i at pille for at få fjernet det sidste der nu engang måtte være der. "Der er intet at undskylde for - efter hvad der er sket på det sidste, kommer negativt syn nemt frem" og det nyttede heller ikke noget at være voldsomt positiv hele tiden - man var nødt til at se verden i et realistisk perspektiv.

Som Guinevere mærkede hånden på sin skulder, løftede hun blikket og så direkte ind i Tarrims klare brune øjne. De havde aldrig prøvet noget lignende og Guinevere ønskede aldrig nogensinde at se sin familie i så stor sorg og smerte igen - hvad hun selv blev udsat for at gemt væk. Der er vigtigere ting at tage sig til. Dværgekvinden begyndte at grine, en varm latter som ikke havde fyldt hende i alt for mange måneder. "Det er godt at nogen er det" formåede hun at få frem gennem det brede smil. Efter lidt tid, med at smile og smågrine, faldte hun mere tilbage igen, selvom smilet stadig sad på hendes læber. "Det vil vi være meget taknemmelige for. Men kun hvis i har resourser til det. Vi er ikke de eneste der har lidt under denne krig" De skulle nok klare sig, selvom hjælp ville blive modtaget med kyshånd. Men når krigen havde haft så store konsekvenser som den havde, var det ikke kun dværgeriget der var blevet ramt.

Tarrims smil kom tilbage idet Guinevere nævnte at der ikke var noget at undskylde for. Det glædede ham, at han godt kunne tale rent ud af posen, for han var ikke meget for, at holde tilbage på ting, der helst ikke skulle forblive usagte.
Hendes latter fyldte Tarrim med håb og det smittede grundigt af og fik ham til at grine med. Her var én af grundene til, at han så kunne lide dværgene. Selv i de mørkeste stunder var de gode til at få folk i godt humør igen, og for en person som Tarrim, der havde set, hørt og mærket alt for meget i sit korte liv, så var det en velsignelse at sidde her nu og le med en royal dværgekvinde, som var det enhver anden hverdag. Der var lige som lidt noget sjovt, underfundigt over det. Han tænkte dog ikke meget over det.
"Jeg kender dog ikke nogen der er lige så stædige som Dragorns dværge. Ser du, jeg har været her før, og jeg har kæmpet side om side med dværge før. Vi har også et par af jer i vores rækker. Stædige som æsler, stærke nok til at flytte bjerge, i hvert fald i jeres tro," komplimenterede han hende som han gav hendes skulder et let klem.
Det ville være en skam at sige, at de stoppede med at tale dér: Faktisk talte de videre i timevis om alt og ingenting, og Tarrim fandt det virkelig rart at have én at være på bølgelængde med, når det kom til det meste. De forstod hinanden, og det værdsatte Tarrim.
Så det var da også med en lille klump i halsen, at han, tre dage efter, drog af sted mod Hovedstaden. Han fik sagt en varm farvel til de folk han havde mødt i løbet af sin hviletid og tog derefter af sted mod Hovedstaden med et lille, skævt smil på læberne.

//Out