Igen fulgte han hende nysgerrigt med øjnene som hun gik hen til ham og flyttede på hans arme i en underlig vinkel. Hvad skulle det nu hjælpe på at finde ud af hvad de skulle kalde ham. Han kiggede nysgerrigt på sin arm, for at se om der var sket noget specielt med den. Der var ikke noget nyt han syntes han, udover at stoffet strammede endnu mere om armen, og det var ikke det rareste, så han lod armene sænke sig. Også fordi det blev trættende at holde armene ud til siden så længe. Men han måtte sige at han godt kunne lide berøringen. Det var ikke tit han mærkede varmen fra et andet væsen, og det var altid spændende, fordi folk var ikke alle sammen lige varme. Især ikke hvis de lige havde grædt i deres hænder. Så plejede hænderne at være lidt koldere.

Han stod og tænkte et stykke tid over hvad hun havde sagt. Han synes ikke nogen af de kvaliteter hun nævnte, beskrev ham særlig godt, men han kunne godt lide den måde hun tænkte. Det var en spændende tilgang til problemet. "Så hvis jeg er stærk så kunne jeg blive kaldt... Bjørn!", udbrød han og lavede sig stor og stillede sig nærmest som en bjørn i sin truende position. Det resulterede så i at først så røg trøjen næsten helt op under brystet på ham, og derefter forkyndte en sprækkende lyd at trøjen revnede i et af sømmene. Deamiel blev overrasket og blev også en smule fortvivlet. Det var jo en gave han havde fået af en sød gammel dame, og nu havde han ødelagt den. Han prøvede at finde sprækken, men han kunne kun mærke den med fingrene. Han blev nød til at se på skaderne. Han trak trøjen hurtigt op over hovedet, hvilket resulterede i at revnen blot blev større.
Efter at have fået trøjen af holdt han den som om det var en lille skrøbelig sommerfugl i hans næver. Han kiggede bekymret på den og med forsigtige fingre prøvede han at finde revnen. "Ej. Jeg håber ikke hun bliver ked af det. Det var så pænt af hende give den til mig, og nu har jeg bare ødelagt den." Han lød så ærgerlig over hvad han havde gjort ved kjortlen. Han håbede det kunne reddes, men han vidste ikke hvordan.

Som manden uden navn talte med sådan nærmest 'stolthed' over han havde fundet en ide til et navn, så kunne Marie ikke andet end at finde det en smule komisk. Han var virkelig en af en slags. En usleben diamant. Han havde måske ingen hukommelse om hvem han faktisk var, men han var inderst inde blød, hyggelig og ikke mindst sjov.
Dog ende hendes næsten lille fnis fra navnet da kjortlen revnede. Hendes øjne skød mod lyden og hun kiggede så op igen mod hans øjne. Hendes kinder var ikke længere det eneste i hendes ansigt der var rødt. Stille slappede hun dog af som hun kunne se det gik ham på. Hun lagde lidt sit hoved på skrå da trøjen kom af. Hun så da også lige en ekstra gang op og ned af ham, men som han fiflede rundt med den for at finde hullet lagde hun blidt sin hånd på hans. "Jeg kan fixe det søde. Er det okay... Bjørn?" spurgte hun roligt mens hun stod ham nært. Hendes frie hånd tog lidt i kjortlen for at få ham til at give slip hvis han ville, men hvis han ikke ville stoppede hun med at hive lidt i den. "Jeg har noget nål og tråd, og hvis der er noget jeg ved fra mine brødre, så er det at sy en revne eller to sammen igen. Ellers kan jeg også sy dig en ny når vi når Tusmørkedalen. Vil du med der til?" forsøgte hun sig så med. Hendes kinder var stadig røde, men hendes læber trak en rar smilende mine.

Han regnede ikke med at der ville være noget han kunne gøre. Det var ligesom når den lille fugl var gået i stykker. Så var der ikke noget at gøre. Så var det langt bedre at gøre den helt i stykker, så det ikke gjorde ondt på den lille fugl mere. Og så var der jo også en lille smule mad til ham. Så krakkelerede han heller ikke så slemt. Det var altid mærkeligt når hans form slog revner, og der begyndte at dryppe mørk væsker fra hullerne. Men han lyste straks op da pigen sagde at hun godt kunne ordne trøjen. Så var hans gave altså ikke helt tabt endnu! "Kan du ordne den?! Det må du meget gerne," sagde han begejstret og rakte hende trøjen. Han var så glad for at hans gave ikke var helt tabt endnu. Det var jo heller ikke et lille dyr. Gaven kunne jo ikke være i smerte på samme måde som fugle og harer.

Han satte sig ned i vejkanten og ventede på hvad pigen ville gøre med trøjen. Han holdt bare øje med hende, fordi han var ikke helt sikker på hvordan hun ville gøre det. Han begyndte at lege lidt med de tørre græsstrå da han blev spurgt om han ville med til dalen. "Det ved jeg ikke. Jeg går bare rundt for at finde svar på nogen spørgsmål," svarede han og legede lidt videre med græsstråene. Han lagde sig ned på ryggen og kiggede op i himlen, som solen gjorde den klarere som den steg højere op over horisonten. Strålerne kærtegnede hans ansigt og bryst og han lå og så drømmende op i den krystalklare blå himmel med et sagligt smil på læben. "Hvad kalder man egentlig dig?", spurgte han mens han fortsat kiggede op i himlen.

Som Bjørn lagde sig hen og legede med det tørre græs gik hun hen til sin gamle hingst Bjarne som hun åbnede en sidetaske hos. Her løftede hun en lille nål og tråd i Bjørns kjortels farve. Hun gik så hen til ham og satte sig ned i skrædderstilling mens hun begyndte at sy revnen. Hun sad der og så engang imellem op og så mod Bjørns smukke krop. Hun blev nogle gange komplet fanget af dens muskuløse udstråling, men hun tvang sig selv til at holde sig igang og holde øje med nåle for ikke at stikke sig selv.
Mens hun arbejdede svarede hun: "Mit navn er Marie, men du kan ligesom jeg kalde mig lige hvad du vil." hun kiggede ikke hen på ham som hun svarede men kunne ikke helt få sine tanker på "kun arbejd". Hendes tanker var optaget af tankerne om hvad han tænkte. Hun synes han lå der og så helt drømsk ud. Som hvis han så verden i et helt andet lys, med helt andre øjne. Hvad end han tænkte så kunne det kun være godt.

Som hun var tæt på at blive færdig udstøde hun et kort "Av." da nålen en enkelt gang ramte hendes finger og en lille blodsdråbe kom til syne. Hun tog hurtigt fingeren til sig og satte det lille hul nålen havde lavet på hendes hånd til hendes mund. Det var ikke fordi det gjorde ondt, men chokket var nu alligevel og hun havde ikke et ønske om at Bjørn skulle gå rundt med blod på sit tøj fordi hun ikke kunne lade være med at stikke sig selv en enkelt gang i fingeren.

Han kløede sig dovent på maven som han bare stirrede op i himlen. Han kunne godt lide blandingen af følelsen af solens varme stråler mod den kolde efterårsmorgenluft. En kamp som de hver især kæmpede, som kølede hans ene side og varmede den anden. Det eneste han savnede var nogen fugle, men de fleste var nok alligevel draget ned mod de varmere egne, som for eksempel... ej hvad var det nu den ø hed... Topalis? Noget i den stil. Man kunne se da han nåede til den del i sin tankerække at der var noget han skulle tænke over, med sin rynkede pande og hvordan han kløede sig tænksomt på næsen. 

Han prøvede at kigge på pigen, der åbenbart blev kaldt for Marie, mens hun fortalte ham det. Han kunne ikke helt forstå hvad Marie indebar. Det var lidt løst. Lidt flygtigt. Ikke så klart et navn som det de havde snakket om med at han kunne kaldes for Bjørn. Det kunne han forstå og respektere. En bjørn er et imponerende dyr, som man skulle have respekt for. Han havde ikke noget imod at blive kaldt Bjørn, fordi bjørne passer også på deres egne. De var dejlige dyr. "Så kan jeg også kalde dig for Harekilling," sagde han muntert mens han igen havde vendt sin opmærksomhed mod den blå, blå himmel. Han strakte sine arme ud til siden og lukkede øjnene med det samme saglige smil.

Han satte sig op med et ryk da hun kom med et smertes udbrud. Han kiggede bekymret på hende, men der løb ikke nogen tårer ned af kinden på hende, men hun havde sin finger i munden. Han kiggede nysgerrigt på hende for at finde ud af hvad der var gået galt. Han rykkede sig helt hen ved siden af hende, så hans bryst rørte hendes ryg for at kunne se ting bedre fra en anden vinkel, og prøve på at se det fra hendes synspunkt, men der var ikke mere han kunne se. "Er det noget med fingeren?", spurgte han nysgerrigt og prikkede forsigtig til hendes hånd hun havde i munden.

Han kløede sig dovent på maven som han bare stirrede op i himlen. Han kunne godt lide blandingen af følelsen af solens varme stråler mod den kolde efterårsmorgenluft. En kamp som de hver især kæmpede, som kølede hans ene side og varmede den anden. Det eneste han savnede var nogen fugle, men de fleste var nok alligevel draget ned mod de varmere egne, som for eksempel... ej hvad var det nu den ø hed... Topalis? Noget i den stil. Man kunne se da han nåede til den del i sin tankerække at der var noget han skulle tænke over, med sin rynkede pande og hvordan han kløede sig tænksomt på næsen. 

Han prøvede at kigge på pigen, der åbenbart blev kaldt for Marie, mens hun fortalte ham det. Han kunne ikke helt forstå hvad Marie indebar. Det var lidt løst. Lidt flygtigt. Ikke så klart et navn som det de havde snakket om med at han kunne kaldes for Bjørn. Det kunne han forstå og respektere. En bjørn er et imponerende dyr, som man skulle have respekt for. Han havde ikke noget imod at blive kaldt Bjørn, fordi bjørne passer også på deres egne. De var dejlige dyr. "Så kan jeg også kalde dig for Harekilling," sagde han muntert mens han igen havde vendt sin opmærksomhed mod den blå, blå himmel. Han strakte sine arme ud til siden og lukkede øjnene med det samme saglige smil.

Han satte sig op med et ryk da hun kom med et smertes udbrud. Han kiggede bekymret på hende, men der løb ikke nogen tårer ned af kinden på hende, men hun havde sin finger i munden. Han kiggede nysgerrigt på hende for at finde ud af hvad der var gået galt. Han rykkede sig helt hen ved siden af hende, så hans bryst rørte hendes ryg for at kunne se ting bedre fra en anden vinkel, og prøve på at se det fra hendes synspunkt, men der var ikke mere han kunne se. "Er det noget med fingeren?", spurgte han nysgerrigt og prikkede forsigtig til hendes hånd hun havde i munden.

Kort før prikket fra nålen og navnet han ville kalde hende blev fortalt til hende kunne hun ikke andet end at smile. Det var et sødt navn, og hvis det var fra ham så måtte det havde en eller anden betydning fra noget han så i hende. Så med røde kinder og et smil var alt hun kunne svare: "Det er dejligt navn. Jeg hedder Harekilling så og du er Bjørn." sagde hun så for at symbolsk forsegle deres kaldenavne hos hinanden. Det var et kært navn hun havde fået og som tankerne bandt sig stille til navnets mening så synes hun kun mere og mere om det.
Hvor Bjørn var stor, stærk og sikkert glad for sin egne der var Harekilling jo lidt mere svagelig, men hjælpsom, blød og sød. I et kort øjeblik ønskede hun næsten hun var født med det navn. Men tanken forlod hende hurtigt for hendes forældre havde selvfølgelig også ment et eller andet med navnet Marie.

Som Harekilling kunne mærke det muskuløse bryst fra Bjørn røre hendes ryg stivnede hun lige kort. Han var så varm at hun følte en hel unik form af behag ved berøringen. Han var en af folkene hvis arme man altid ønskede om sig, for man vidste at der var man sikker, der var man tryg. Hans bryst var det samme. Tætheden mellem deres kroppe gav hende en skøn følelse. "Jeg stak mig bare på min nål. Jeg har det fint Bjørn." sagde hun blidt til ham og vidste ham sin finger hvor en lille prik af rød var at se. Hun vende sit hoved en smule så hun kunne se ham og reflekterede så den lille nål i lyset fra den herlige sol for at fange hans opmærksomhed på tingen der havde lavet det. "Den lille nål der gjorde det, men  det sker normalt en gang eller to. Intet slemt i det." fortalte hun med sin rolige stemme.
Hun ville næsten bare ønske han ville blive lige der. At tiden måtte stoppe, bare kort. Behagen af varmen fra ham var sådan en rolig og fænomenal følelse at det nærmest som at blive kærtegnet på ryggen af ham. En følelse der normalt ville være mærkelig med en person man havde mødt for så kort tid siden, men ham her. Der var noget magisk over ham. Han var så, åh så drømsk at den tankerne om tid ikke engang slog hende.

Hans øjne fulgte nøje hendes hånd. Der var tydeligvis ikke sket noget særlig slemt, men han kiggede fortsat nysgerrigt på hendes hånd. Han kiggede kort over på nålen, som hun præsenterede den med solens glimt i spidsen, men hans øjne vendte straks tilbage til hendes hånd. Han greb med sine hænder ud efter hendes "sårede" med blide hænder. De var grove fra den tidligere ejers hårde arbejde i skovhuggerfaget, men han var ganske blid med sin berøring af hendes hånd, som han undersøgte den med både hænder og øjne. "Du har meget små hænder," konstanterede han. Han blev ved med at vende og dreje hendes hånd ganske forsigtigt, men slap den så igen. Han havde efterhånden også set nok på hendes hånd. Den var også mærket af hårdt arbejde, men modsat ham, så havde hun selv gjort det arbejde. Han tog bare æren for en andens arbejde, kunne man sige. 

Han lagde sig igen ned i det tørre græs, men denne gang så han også kunne kigge op på hende, hvis hun ville tale med ham. Igen kiggede han op i himlen. Han lå og undrede sig over hvad der mon lå over skyerne og på den anden side af himlens blå farve. Han lagde en arm på sit bryst og den anden hånd under sit hoved.  

Som Bjørn holde hendes hånd følte hun sig underligt skrøbelig. Det var kort som om at nålen havde gjort så meget mere. Hans berøring var varm og men med hans forsigtighed var det nærmest som hvis han prøvede på ikke at ødelægge hende, dog da hun hørte hans bemærkning om hendes hænder føltes alt normalt igen.
"Du har ret. Det har jeg Bjørn" sagde hun så forsigtigt til ham som han slap den igen. Hun begyndte igen stille at sy kjortlen og var da også snart færdigt.

Maries øjne fulgte Bjørns krop og hun kunne ikke fjerne sin undren over hvad der løb gennem hans tanker. Hans drømsk syn ud mod skyerne virkede til at undres over alle mulige ting. "Så skulle den lige straks være klar igen" sagde 'Harekilling' så blidt som hun nærmede sig en slutning på processen af syningen.
Det var hende klart at Bjørn ikke selv før havde prøvet at sy. Hans blik efter hun havde stukket sig gjorde kun dette klart, så hun forestillede sig hvad han før havde været igennem siden han ikke længere kunne huske sådanne mundane ting og hendes blik gled så mod skyerne som hun satte nålen igen kjortlens revne for sidste gang.

"Sådan Bjørn. Nu skulle den være klar igen." sagde hun så mens hun rejste sig op og gik hen til ham med den stolt præsenteret i hendes hænder. Hun satte sig ned på sine knæ og lagde den ned ved hans side og ventede at han ville tage den på så hun kunne se om der var mere der skulle gøres ved den eller om den var komplet repareret og fin igen.

Han sendte hende et tilfreds smil, idet hun bebudede at det ikke ville være lang tid inden hun ville have repareret den gave han havde fået. Ikke at han ikke havde noget imod ikke at have tøj på, men han havde lært at mennesker generelt ikke brød sig at se ham nøgen. Han kunne ikke helt forstå det. Alle dødelige væsner blev jo født nøgne. At have så meget imod den naturlige krop kunne han ikke helt forstå, men der var så meget ved mennesker han ikke kunne forstå alligevel. En af de mange ting. Nogen gange kunne han ikke tro sig selv at han var så gammel som han var. Så lidt som han vidste.

Han var næsten ved at døse hen til sidst, inden Harekilling hev ham ud af sin døs, med besked om at hun var færdig med at sy trøjen sammen. Han missede lidt med øjnene. Han så hvordan solen var efterhånden ved at komme højere op på himlen. Han satte sig op med et suk og han strakte sig med at langt og tilfreds gab. Han så først op på hende med det ene øje lukket og et drenget smil. Bagefter så han ned på trøjen som han tog op og så imponeret på syningen. Det var svært for ham at se at flængen havde været der før. Han trak den glad over hovedet igen, selvom han kæmpede en smule med den alt for lille trøje. Til sidst kom han da i den. "Tusind tak for hjælpen, Harekilling," sagde han glad og rejste sig op. Han stod overfor hende og bukkede sig ned og lagde sine arme omkring hende i en varm omfavnelse, for derefter at rette sig op så hun blev løftet op fra jorden. 

Som den store mand, som Bjørn nu var, omfavnede Marie iført kjortlen hun lige havde syet blev hun glad. Det var ikke mange der virkelig værdsatte det når man foreksempel lappede deres bukser eller syede deres skjorte ind. Men Bjørn var bare ikke som resten. Han virkelig så at hun havde lagt arbejde i det. Det var sådanne ting der kunne gøre Marie blød i knæene. En mand der faktisk anerkendte hvad hun gjorde. Hun rødmede som hun blev løftet og kiggede på Bjørn "Det var da ingenting. Jeg ville gøre det til hver en tid Bjørn."
Hvis ordene havde været til alle andre ville de havde været irriteret eller bare uden mening. Men når hun talte til Bjørn var det anderledes. Hun kunne ikke andet end at lyde troværdig og sandfærdigt være glad. Bjørn var bare af den støbning som bragte glæde og lykke til alle han var nær.

Som hun igen blev placeret på jorden og kunne se Bjørn an pillede hun lige en smule ved trøjen for at sikre sig den ikke sad mere upasseligt end den nu allerede havde gjort. Hun så en gang op og ned af ham, stadig med hendes røde kinder, og så ham så i øjnene. "Den passer fint ik'? Altså... Hvis det er. Så er det meget normalt ikke at gå med trøje når det bliver for varmt på markerne hvor jeg bor. Så hvis det bliver for varmt eller den sidder lidt drilsk, så kan du bare give mig den og så kan jeg nok sy den lidt mere til i Tusmørkedalen." sagde hun så. Hun kunne godt se trøjen sad lidt stramt på hans store krop. Det var også en god undskyldning for at han tog trøjen af igen, men det var nu mest for at være sød mod ham. Det måtte jo ikke være rart at havde for stramt tøj på og især ikke når det bagte ned med solens lys fra oven.
Det var også en af de gode grunde til at hun var rejst mod Tusmørkedalen. Der ville solen ikke kunne jage hende og bage jorden under hendes fødder. Måske ville Bjørn også tage med. Så var ingen af dem alene.

Afsluttet / Inaktivt