,,Hmm’’ mumlede hun stille, mens hun katteagtig drejede hoved. Uden helt at tænke over det, rakte hun hånden frem og lagde den på hans arm med de mange forskellige rifter. Selvom bagtanken var omkring at det var uhøfligt kunne hun ikke stoppe sig selv.
Alle mennesker havde vel deres ar, der men i livet som gjorde dem helt unikke. Hendes var armen der ikke længere eksisterede. Hun håbede at dem som havde taget den, faktisk havde fået nyttet ud af deres handling så det ikke bare var spildt. Endnu en dyb indånding mens en fingerspids fulgte en af arene ned. Også trak hun den hurtigt til sig igen. ,,Undskyld’’ mumlede hun stille. Lod de ravbrune øjne glide hen over hans figur. Nervøs for hvordan han havde reageret krøb hun lidt mere under tæppet der lå hen over hende.
,,hvorfor er du tager her til?’’ brød hun endelig stilheden med. Hun havde lidt ignorerede de andre spørgsmål, da det vel egentlig gav sig selv at hun ikke kunne sove. Igen blev hun grebet af lysten af at røre ved ham, men undlod det denne gang

Han fulgte hendes hånd med blikket da den nærmede sig hans arm, han stoppede hende ikke, han var på sin vis en smule nysgerrig for hvad hun havde tænkt sig, hvorfor rakte hun ud efter hans arm. Måske hun bare ikke var særligt vant til at møde andre mennesker, ikke vant til at have samtale partnere? Han sendte hende bare et venligt og roligt smil, og rystede en smule på hovedet af hende. "Det går skam nok, det er jo ikke fordi du forsøgte at rive dem op eller noget, og det gør heller ikke ondt. Men kan gætte på du så på den ene eller den anden måde er nysgerrig?" Med et skævt smil på læberne svarede han hende, og kørte det hurtigt over i et spørgsmål, hvorefter han selv kiggede ind i flammerne for først at kigge op igen da hun spurgte hvad han lavede der.

"Rejser bare rundt, jeg havde tænkt mig at se verden, og så tænkte jeg at jeg ville rejse til noget af det sydlige i landet, så ja det er derfor jeg er endt her, hvilket når jeg ser tilbage måske ikke var den bedste af mine mange ideer." han grinede lidt som han svarede, da han selvfølgelig hentydede til det faktum at han slet ikke var påklædt til varmen, og heller ikke bare generelt en person der burde være i varmen når han var så vant til kulde istedet.
"Hvad med dig, har du aldrig været væk herfra? været ude og se lidt af verden, opleve de andre kulture og klimaer?" smilende spurgte han hende som han nu bare sad og kiggede over på hende, afventede et svar fra hendes side af.

Med en smule besvær kom hun op og sidde igen.
,,Tænk at tage ud og se ting’’ sagde hun med et smil og nikkede eftersignede til det han forklarede hende. Spændende, hun ville også gerne ud og se verden. Men hun havde aldrig turet bare pakke sammen og forsvinde. Hvor skulle hun tage hen, hvad skulle hun leve på? Især når situationen her, hvor hun hørte hjemme, var så hård for hende. Fingrene gled igennem det blonde hår, hun skar en lille grimasse da hun fik fat i en filtret knude.
,,Nej, jeg har aldrig været ude for Topalis ørene’’ medgav hun endelig, trods at hun ikke var glad for at indrømme hun aldrig havde set andet hele hendes liv. Hun havde hørt om det andet land, set billede af bjerge, frodige marker. Et lille smil spillede hen over hendes læber, hun rykkede tættere på. Var faktisk mere interesseret i hvad han havde at fortælle. Hendes blik fangede igen hans arm. ,,Hvorfor alle de ar?’’ nyt spørgsmål, igen utrolig nysgerrig. Hendes fingre fandt igen vej hen til de mange ar, fulgte dem, studerede dem. Det var da utroligt han ikke havde mistet armen?

Han kiggede en smule undrende på hende, hvorfor sagde hun det sådan? Kunne hun ikke bare rejse ud i verden hvis hun ville? Han blev lidt fanget i hans egne tanker inden han vendte sin koncentration imod hende igen, og kommenterede på det hun havde sagt.
"jamen hvis du gerne vil ud at se verden kan du så ikke bare pakke sammen og rejse ud?" han sendte hende et smil, det havde ikke været noget problem for ham, men måske hun alligevel så sin familie ofte nok til at hun ikek ville langt væk fra dem? Han havde jo selv valgt at forlade hans familie lang lang tid før han rejste ud af bjergene. Han kunne ikke lade være med at slippe et lille indeklemt grin da han så hendes en smule besmertede grimasse da hun rodede i sit hår.

"Da jeg var ret så ung, valgte jeg at rejse fra min landsby ud i bjergene, jeg ville opleve verden allerede dengang. Så jeg begyndte at rejse rundt i bjergene alene og klare mig selv. Men en af de mange dage jeg var der ude, begik jeg den fejl at bevæge mig igennem et pas uden at kende forholdende. Under gennemrejsen skete der så et stenskred." han stoppede kort og sendte hende et smil, ville lige sørge for at hun ikke troede det var besværligt for ham eller noget i den stil, men alligevel skulle han lige bruge tid til at tænke over hvad han havde tænkt sig mere at sige til hende.
"Så jeg blev fanget i stenskredet, slået omkuld og fanget under sten, sammen med mit ene øre som lå mast under en sten. Så for at være ærlig var jeg ekstremt heldig, da den sten lige så godt kunne være landet på mit hoved. For at komme fri, var jeg nød til at rive min ene arm fri fra stenene." Han hentydede til armen med alle arene på, inden han fortsatte sin historie. "Og skære det meste af mit øre af." han stoppede der med at fortælle, da resten af historien hovedsageligt bare var om hvordan han lærte sine evner at kende og derved overlevede. "Undskyld den meget lange historie, men det er ikke altid lige nemt at forklare ting kort." han grinede lidt som han rystede på hovedet af sig selv og kiggede ind i ilden.

Hendes blik og fingre fulgte hvert enkelt ar mens han fortalte hans historie. Som prøvede hun at følge med i hvad der var sket for ham igennem hendes fingres berøring.
,,Men’’ hun pegede på øret ,,Hvorfor er de egentlig så spidse? hun lagde hoved på skrå og var også tæt på at røre ved det. Bare for at føle vinklen, var det måske blødere når det var længere end hendes. Hvorfor var de blevet skabt sådan? Der var så mange spørgsmål der gled op til overfladen. Og rejsen, samt de mange tordenskrald der lød ude fra. Berørte hende ikke på samme måde som de havde gjort før.
Faktisk havde hun lidt glemt at hun ikke havde kendt manden end et par timer.
,,Jeg ved ikke hvor jeg skulle tage hen?’’ prøvede hun at forklare på det spørgsmål han havde stillet tidligere. Forgabt i hendes forsøg på at finde ud af hvorfor han så ud som han gjorde, havde hun lidt glemt at han også havde stillet hende nogen spørgsmål.
,,Måske bedre sagt, jeg ved ikke hvor jeg skulle starte, hvordan jeg skulle gøre’’ medgav hun sine bekymringer. Hvordan skulle hun snige sig ombord på et skib? Eller måske et bedre spørgsmål, hvordan skulle hun finde penge til at komme ombord et skib. Det var ikke bare sådan at forlade øen, bådende der transporterede folk var dyre og hun var igen bange for at en som hende, nok ikke ville komme særlig langt. Før at hun var blevet endt som slave hos en. Det havde allerede været tæt på et par gange. Ikke en oplevelse hun ville gå igennem igen.

Han var tæt på at grine en smule over hendes spørgsmål, det var et spørgsmål han aldrig havde fået før, han havde oplevet folk været sure på ham grundet at han havde spidse øre, hvilket jo afslørede at han var en elver, men han havde aldrig oplevet nogen der ikke vidste at han var elver så snart de så ørene. "Jeg er en elver, vi er alle født med mere eller mindre spidse øre. Præcis hvorfor vi er det, ved jeg ikke, har sgu ikke oplevet nogle fordele ved det udover at der er mere at gribe fat i" han grinede lidt mens han lod sin arm hænge frit frem så hun kune føle efter arene, mest af alt fandt han det en smule morsomt og spændende at hun sad og fulgte arene.

"Hjælper det dig med at følge historien? Han kiggede ned på hans arm og hendes hånd. Han lyttede til hendes svar. han nikkede lidt og skulle egentligt til at svare da hun snakkede videre, og han lyttede bare. Hun havde ret det var måske ikke så nemt hvis man generelt var efterfulgt af andre af de folk der boede i nærheden. Han kiggede på hende.

"Det kan jeg godt se..." Han kiggede ind i ilden, hans blik flakkede lidt, måske han kunne hjælpe hende, men han havde bare ikke rigtigt muligheden lige nu til at hjælpe hende væk derfra. "Altså jeg ville gerne have hjulpet dig af øen, hvis jeg bare havde vidst hvordan jeg kunne gøre det." sagde han med en forsigtig stemme, som han lagde sig ned med hovedet hen imod hende.

De han fortalte om hans øre, lod hun alligevel to fingre glide hen over det raske øre. Hun tog sig ikke af hvor tætte de efter hånden sad. De var lidt nød til det, hvis hun skulle have mulighed for at røre det hele, med kun en enkelt hånd. ,,De er smukke’’ mumlede hun. De føltes lig som hendes egne, men det var stadig mærkværdigt med spidsen som der var på den ene af de to ører.
Men da han strakte sin arm frem, tog hun den igen i hendes enkelte hånd. Lod dem glide hen over hans ar, i en næste kærlig bevægelse.
,,Min lære mester var blind, han gjorde det samme på mig’’ mumlede hun stille. En skygge af sorg gled hen over hendes udtryk, dog forsvandt det næsten lige så hurtigt som det var opstået. Han ville ikke ønske hun sørgede over hans død. Han havde altid taget imod livet med åbne arme, trods alt det dårlige som der blev kastet i hans retning gav han aldrig op og fortsatte altid ufortrødent. Hun ville gøre det samme så længe hun levede. Da han lagde sig ned efter at have sagt han gerne ville hjælpe hende. Klukkede hun kort.
,,Jeg takker for din omtanke’’ mumlede hun stille og betragtede ilden. Hendes fingre begyndte ubevidst fra hendes side, at køre blidt hen over hans hår grænse og hen over håret. ,,Men jeg må forlig mig med, at mine vinger aldrig bliver spredt så bredt, at jeg kan flyve væk fra min redde.’’ kom der næsten poetisk fra hende.

Han lod hende røre ved øret, og trods at han vidste hun gjorde det kunne han ikke undlade at lave et lille ryk i kroppen grundet hvor følsomme ørene alligevel var. Det var underligt, hun havde virket meget mere tilbageholden tidligere, end hun var nu men måske hun bare var blevet mere tilpas. "mange tak, og i lige måde" han sendte hende et roligt smil. Han kiggede på hende da hun tog hans arm igen, og fortalte om hendes læremester. Han blev en smule nysgerrig omkring denne mand. "Hvad var han din læremester for? hvad lærte han dig?" spurgte han hende med et stille smil på læberne. Det var faktisk rart nok at sidde og snakke med hende, og hendes berøringer af hans ar blev også mere og mere behagelige, i virkeligheden var det her en meget underlig og surrealistisk oplevelse for ham.

"Bare fordi dine vinger ikke spreder sig så bredt betyder det ikke at nogen ikke kan give dig et skub og hjælp med at flyve, jeg kan love dig en ting og det er at hvis jeg nogensinde får en god mulighed for at få dig ud og se verden så lover jeg at hjælpe dig." han sendte hende et smil, og kiggede op på hende, han kunne ikke lade være med at ryste sit hoved lidt så hans hår kom ud af hans ansigt efter at hun havde rodet en smule i det var der noget der var endt i hans øjne og mund, hvilket var for at sige det mildt, irriterende.

"Enlig, gør din arm ondt stadig? Altså arret, har du nogen smerter i det?" han spurgte hende med et venligt og varmt smil på læberne. Hvordan mon det føltes at mangle en arm? Han kunne ikke lade være med at tænke over det og ej heller lade være med at at være nysgerrig overfor hende.

,,Han lærte mig alt hvad jeg ved i dag. Hvordan jeg skal overleve, han lærte mig at læse’’ hun smilede sagte og glædet sig over det dejlige minde det gav hende. ,,Desværre var han en gammel mand, og levede ikke længe efter han tog mig ind’’
Hun kunne ikke andet end at grine og nikke over det næste han sagde. Men valgte ikke rigtig at kommenterer på det, hun havde valgt ikke at håbe. Ikke for meget i hvert fald. Men hun kunne ikke helt stoppe sig selv i det, når hun betragtede solen gå ned i det fjerne når hun sad imellem de funklende juveler der var sandet her på disse kanter. Et håb om at være den som kom ud og fandt ud af hvad der i virkeligheden skete i verden.
Da han rystede på hoved, flyttede hun hurtigt sin hånd i frygt for hun havde gjort noget forkert og lagde det derfor tilrette i hendes skød.
,,Hmm?’’ mumlede hun da han spurgte ind til hendes arm. Hendes blik betragtede den sørgelige stump der var tilbage. Lige hen over albuen havde de taget. Hendes mund vred sig i en ubehagelig grimasse, da hun blev mindet om den nat. Hvordan hun havde vågnet ved en eksploderende smerte. Hvordan de havde brugt ikke en, ikke to, men fire hug før de var igennem knogler og væv.
,,Nogle gange, men det er mest efter ubehagelig drømme’’ medgav hun og trak så på skuldrene ,,Men efter seks år således, tænker man ikke længere over det’’

Det lød meget rart at have nogen til at lære en at klare sig selv, det var en af de ting han havde personligt manglet. Han havde kun klaret sig selv siden han havde valgt at forlade hans klan, så alligevel var han jo selv skyld i at han havde skulle klare sig selv. "Det lyder i hvert fald som en rar ting at have nogen til at lære en den slags ting." han sendte hende et smil, som falmede en smule da hun fortalte at han ikke levede længe efter han havde taget hende ind til sig. Han lagde derfor en hånd på hendes skulder ganske forsigtigt. "Håber han havde et godt liv inden det så." han begyndte at smile da hun grinede en smule over ham.

"Undskyld, det var ikke for at skabe dårlige minder hos dig, jeg var blot nysgerrig." sagde han hurtigt da han lagde mærke til hvordan hendes mund vred sig, det havde jo aldrig været hans mening at vække dårlige minder. Han nikkede derfor bare til hendes svar, og kiggede sig lidt omkring en smule nervøs for at sige mere fordi han var bange for at vække flere dårlige minder end han allerede havde gjort. "Håber da at det ikke sker alt for ofte at du har den slags?" han kiggede op på hende, mens han langsomt satte sig op og kiggede på hende. Han sad bare lidt og kiggede før han igen veg sit blik og kiggede ind i ilden. "Men hvad sååå? Hvad laver du så på en almindelig dag?" forsøgte han lidt for at starte en samtale, han var stadig ikke træt. Han havde absolut heller ikke tænkt sig at sidde i akavet stilhed, da det bare ville være akavet.

,,Man lærer hurtigt her at leve de år man har fuldt ud, fordi man ikke ved hvornår den slutter’’ hun strakte sig lidt ,,Han havde et godt liv’’ nikkede hun for at understrege at han ikke havde fortrudt noget. Han havde været en vis mand, som havde fået lov til at leve et langt og godt liv.
Hun rystede på hoved da han sagde undskyld. Hun havde spurgt ind til hans ar, så var det vel kun i orden at han spurgte ind til hendes.
,,Jeg var en lille pige da de brød ind i min forældres hus, nogle gange drømmer jeg at det er den aften igen. Men nej, det sker ikke ofte’’ ikke længere i hvert fald. Det havde været rigtig slemt efter at hendes forældre havde besluttet sig for, at de ikke længere kunne opdrage hende. Hun savnede hendes familie hver dag, og ønskede om at se hendes brødre var stadig højt. Måske hun en dag, kunne besøge dem igen. Den tanke bragte et smil frem på hendes læber.
,,Stjæler ting’’ sagde hun og vente sig grinede imod ham ,,Og bygger videre på huset her ude’’ der kom i et lille blink, og følte sig for første gang i lang tid en smule kæk over det hun havde sagt. Det var vel ikke meget normalt at folk var ærlige omkring det de sagde og gjorde. Sandheden lå i, at hun ingen penge havde og ikke kunne skaffe sig et job til at få det. Hvilket kun gav hende en mulighed. At stjæle ting.

"Det kan jeg forestille mig, jeg ved i hvert fald hvordan jeg tænkte omkring livet efter det stenskred, udover hvor glad jeg var for at være i live og opdaget mine egenskaber, så ville jeg have så meget ud af livet så muligt, hvilket er derfor jeg valgte at rejse videre." Han smilede til hende da hun fortalte at den gamle mand havde haft et godt liv, dejligt at høre. Han smilede bare som svar til at hun rystede på hovedet. Han lagde en hånd forsigtigt på hendes hoved som tegn til at hun ikke behøvede at sige mere omkring hendes oplevelse med armen, han havde tænkt sig at lade det lægge. Han sendte hende et varmt smil da hun selv smilede.

"Det lyder ikke som om der kan være mange der er særligt glad for at du gør den slags?" svarede han hende med et stille grin, og rystede på hovedet, og ruskede lidt op i hendes hår da han sad med hånden på hendes hoved, og sendte hende et smil da hun fortalte at hun byggede videre på huset her, eller hytte var det jo nok nærmere.

"Skal du ikke så have lavet det i noget træ på et tidspunkt? Eller i hvert fald noget der kan holde til lidt mere end ler kan?" han spurgte hende nysgerrigt. Han tænkte overhovedet ikke over at hun manglede en arm, for ham var det ikke det han så når han kiggede på hende, det var ikke en kvinde der manglede en arm. Han så nogen der var viljestærk og uden fortryden gjorde hvad de ville, og kæmpede sig gennem dagen uanset hvad der kom imod dem. "Du skal virkeligt være stolt af dig selv" sagde han så roligt og kiggede ind i flammerne og så op i loftet.

Hun grinede højt. Hun kunne ikke lade være.
,,Folk elsker da, når deres ting pludselig forsvinder?’’ og skubbede drillende hans håndvæk, da han begyndte at rode i hendes blonde hår. Det var allerede rodet nok i forvejen, det hjalp jo ikke at han gjorde det værre. Men en følelse af noget rart, begyndte at forme sig i hendes mave. En følelse hun ikke helt kunne placere eller forklare hvad var. Men det at sidde her, snakke om ting mellem hav og himmel. Det var spændende, det var nyt. Det var noget som hun ikke vandt til.
Hun prøvede at glatte hendes hulede hår lidt mere på plads.
,,Jo træ ville måske være en idé, men sten er bedre.’’ hun rakte den lille stum op ,,Desværre er det svært at’’ hun kiggede tænksomt op i loftet, mens hun prøvede at finde det ord som hun skulle til at sige. ,,at, løfte, når man kun har en arm. Jeg har prøvet med at trække det med fiskernet men det er tungt og tager lang tid’’ hun trak på skuldrene og mærkede pludselig hvordan at søvnen var ved at krybe ind i hendes øjne og gjorde det svært for hende at holde sig vågen.
Hun lagde sig langsomt ned, hoved imod hans og lukkede øjnene.
,,men jeg.. tror jeg vil sove nu’’ kom der lavmeldt og et stort gab efterfulgte sætningen.

Han kiggede på hende, og kunne ikke andet end bare at ryste på hovedet af hende, han forstod det var en nødvendighed, ligesom at han gik på jagt når han var sulten. "Det er også vigtigt at holde sig positiv, og de fleste klarer det jo nok også." sagde han med et bredt smil på læberne. Det var nød til at være sandt, hun virkede ikke som typen der stjal fra de der havde det svært. Han smilede bare til hende, som hun skubbede hans hånd væk og han kæmpede lidt imod men lod hende flytte den.
"Det kan jeg kun forestille mig, men der er jo ikke så meget andet at gøre end at knokle igennem." sagde han med et smil, og en lidt mere alvorlig mine i ansigtet. Han vidste det ikke ville være nemt for hende, men han vidste også at hun ville få noget ud af at komme igennem. Da hun lagde sig ned smilede han blot til hende, og lagde sig ned på samme tid.
"Sov godt, og tak for snakken." sagde han stille og smilende, før han lagde sig ned med lukkede øjne, længe gik det ikke før han faldt i søvn.