Miranda tog det kloge og mest rolige valg. Nemlig bare at sidde helt stille og vente. Hun vidste at hendes hidsighed og fyrige frembrusning ikke havde været særlig heldig, samt at hun havde en tendens til at glemme hvor hårdt et liv Caitlin egentlig havde ført sig. Hun var jo ikke den lille pige, som Miranda huskede fra da hendes søster stadig var i live. Hun havde levet alene på gaden i alt for mange år, og det satte sine præg. Noget Miranda havde været for langsomt til at indse. Så derfor sad hun nu blot helt sille og kiggede tomt frem for sig, ved træets fod.

Hendes blik strejfede sig hen over himlen og derefter græsset, mens hun blot lod tankerne løbe om hvad hun skulle gøre nu. Det var ikke livsnødvendigt at hun var voksen af udseende, men det havde gjort tilværelsen lidt nemmere. Hun ville havde en del større fysisk styrke, end det stykke pind hun var nu. Hun ville være genkendelig overfor ven og fjende. Noget der næsten opløste sig selv, men det dragede sine fordele at havde stærke allierede.

Mere nåede hun ikke at spekulere over før den grå kat hoppede ned fra træet, i en god afstand. Miranda holdte sig i samme stilling, bortset fra hendes hovede, som hun drejede hen imod katten. Et forsigtigt skævt smil kom frem, mens hun blot sad afventende og afslappet. Det var ret tydeligt at hun ikke havde i sine at springe frem eller tilbage nogen steder.
Miranda fjernede blikket fra hende igen, som Caitlin begyndte at tale. Hun mærkede en ny følelse vælde over sig. Følelsen af skam. En hun sjældent havde stødt på og hun ikke huskede særlig godt. Frygten der havde skinnet ud af Caitlins øjne, havde ramt et ømt punkt. "Det gør ikke noget. Det er hvad der kan ske." svarede hun med blikket fæsnet til græsset foran sine fødder. "Undskyld jeg overfaldte dig. Det var forkert af mig, og jeg skulle ikke havde gjort det. Du gjorde det jo ikke med vilje."

Caitlin havde ikke taget blikket fra sin moster et sekund efter hun var landet i græsset. Hun følte sig langt fra sikker og det kunne ses på hendes måde at holde sig på og ikke mindst i hendes blik. Den tillid hun havde haft til at hendes moster aldrig ville gøre hende ondt var brudt og for Caitlin tog det meget lang tid at genskabe den form for tillid. Især for en hun kunne sparsomt havde set gennem sit liv og som hun ikke vidste hvor god kontrol havde over sig selv. Tydeligvis mindre end Caitlin havde troet, men hvor meget mindre? Ingen overlevede på gaden ved at tro på det bedste i andre og det var tydeligt hvad havde været ved at fået hende slået ihjel dennegang også.

Derfor så hun heller ikke særlig betrygget ud over Mirandas undskyldning. Ord var lette at give, handlinger var det der talte. Hun var dog sikker på at mosteren et sted mente hvad hun sagde og det var da også hvad der fik Caitlin til at acceptere ordene en smule. Ikke helt dog og det kunne ses. Især som hun trak sig hen mod sin taske, før hun talte igen. "Nej, bestemt ikke." Hun strøg en hånd gennem håret og sendte så den anden et lidt spørgende blik. "Det kunne have fordele at være blevet yngre? Du ligner ikke længere helt kvinden på plakatterne i hvert fald..." Hendes optimisme og måde at se muligheder i en hver situation var fremme ved overfladen igen.

Miranda sad blot og kiggede frem for sig, tydeligt mærkende det intense blik der hele tiden hvilede på hende. Caitlin slap hende ikke af syne efter det her, og det vidste Miranda godt. Det var svært at sætte sig andre tanker i hovedet i hvert fald. Men hvis hun blot sad stille og slappede af, måtte det før eller siden smitte en lille smule af på den meget mindre skabning som sad så vagtsomt og kiggede på hende.

Miranda sukkede let og kiggede over på Caitlin igen. Hun trak let på skulderne, men begyndte at overveje mulighederne. "Det er rigtig nok, at der vil være en forskel. Men det er mest i hovedstaden der er bud efter mig." svarede hun og huskede igen ganske tydeligt hvordan hun var blevet opdaget. Heldigvis havde Ridderen ikke været klog eller oplyst nok til at vide hvem Miranda i virkeligheden var. Det var i hvert fald den lille ting, som havde gjort at hun ukendt kunne slippe ud af byen igen, til trods for at der hang en dusør over hendes hovede. "Der er tilgængel mulighed for at jeg kan få en ordentlig oppakning med mig denne gang." hun forsøgte med et smil, som hun kiggede på Niecen. "Jeg følger med tilbage til hovedstaden, men bliver der ikke længe." bekendtgjorde hun, mens hun begyndte at rejse sig op og tørre støvet af sit tøj.

"Jeg finder en løsning en dag.. Forhåbentlig snart." en let fortvivlense over hele situationen kunne aflæses i hendes ansigt, mere tydeligt end ved en fuldvoksen Miranda. Følelser var ikke nær så hengemte fra hendes ansigtstræk, som før. Den del af hende var ikke helt naturlig endnu. Imponerende at vand kunne ændre så meget. Men hvis alt gik efter planen, ville det være muligt for hende at etablere et nyt hjem. Et nyt hjem hvor hun havde større mulighed for egentlig at være den moster som hun skulle være blevet for mange mange år siden.

Caitlin lukkede hånden om remmen på sin taske, som hun mærkede sin mosters blik vende tilbage til hende. Det fik hende til at stivne en smule, men ikke slå blikket ned. Hun var på vej væk, men hun ville helst have sine ting med sig og ikke blive forfulgt. Lidt af en bedrift hvis hun tolkede sin mosters blik rigtigt. Det hjalp da heller ikke på den unge piges tryghed, som den anden slog hendes optimisme til jorde og gjorde den til intet. Så hun sad bare tavst og afventede hvad Miranda ville gøre. Ikke at mosteren gjorde andet end at sidde op af træet og se ud til at tænke.

Kun få øjeblikke dog, før hun fortsatte med at tale og med sin stemme holdt den skræmte pige fast til stedet. Endnu mere som hun kom med det sidste og langsomt rejste sig og da var det forsent. Det var meget tydeligt den tanke der gik igennem Caitlin i det sekund. Hun trak tasken til sig, mens hun rejste sig og bakkede et skridt. Der stoppede hun op og sank. Noget var skiftet i hendes mosters blik og det fik hende til at tøve. Det kaldte på noget i hende - forståelse, medfølelse - og det var så uventet at se så tydelige følelser hos den anden at hun for et øjeblik glemte sin frygt. "Du vil klare dig? Trods det her?" Hun kunne ikke miste det sidste familie hun havde. Ikke noget vand hun havde bragt med sig for en fortjeneste og slet ikke ved et åndssvagt fejltrin.

Det fik hende til at sænke tasken til jorden igen uden at slippe remmen helt. Fortabt så hun bare på den anden og vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige. Det sidste år havde været så kaotisk og det havde været som om hun langt mere end noget tidspunkt før var løbet og rejst fra nærdød til nærdød og hun kunne end ikke fortælle nogen om det. Hun var alene på en måde hun kun halvt havde forstået og ikke rigtig ønskede at forstå. Hvad værre var, så vidste hun hvad ventede tilbage i hovedstaden af problemer hun havde kunne skubbe fra sig for en tid med den udflugt hun havde været på med Amy. "Du vil klare dig, ikke moster Mir?"

Miranda bemærkede tydeligt den forandrede adværd hos Caitlin, som før havde været livsglad og drillende omkring hende, og nu var langt mere påpasselig og ikke mindst bange. Hun forsøgte at lade hver med at kigge for meget på det, og kun koncentrere sig om at samle sine egne ting sammen. Det lykkedes ikke helt og hun sukkede kort over sine gerninger. Hvorfor kom den forbistrede hisighed altid i vejen?

Miranda vendte sig med et undrende blik. Der var en bekymring i Caitlins stemme, som Miranda absolut ikke havde regnet med at høre. Som pigen stod der og knugede sin taske blødte Miranda hurtigt op i et smil og langt mere rolige blå øjne. "Ja, jeg klare mig. Det behøver du slet ikke at bekymre dig om, min pige." svarede hun og fik sat det sidste på plads med sin taske.

Tasken der ramte jorden igen og den nærmeste fortabte Caitlin, fik Miranda til at blive langt mere bekymret. "Hvad er der galt?" hun så skræmmende skrøbelig ud sådan der, og Miranda brød sig ikke om det. Hun foretrak helt bestemt den glade og varme pige som normalvis var der, selvom bekymringerne aldrig var langt bagefter hende. "Hey, selvfølgelig vil jeg klare mig! Ikk?" hun var gået få skridt tættere på og ragte sin hånd frem mod Caitlin med hovedet let på skrå. Hun var stadig pinlig klar over at hun selv ikke skulle være for frembrusende lige nu, og lade Caitlin komme til hende. "Jeg lover dig, at jeg nok skal klare mig! Og ikke mindst sørge for at være der langt mere for dig end jeg har været de sidste mange år." svarede hun og så stadig meget bekymret på den yngre pige, mens hun forsøgte med et lille smil.

Caitlin nikkede let til sin mosters forsikring, men hvor rolig den anden virkede så kunne den unge pige ikke helt tage sikkerheden til sig i første omgang. Hendes tanker var til det forlængst løbet videre til alt hvad hun selv havde været udsat for det sidste år og hun kunne ikke lade være med at føle mere alene end nogensinde. Mirandas bekymring, som denne så på hende hjælp heller ikke på den følelse, som hun gentog sit spørgsmål endnu en gang og fik det samme svar. Der var dog mere følelse med denne gang og som hun holdt den andens blik nikkede hun langsomt. Det var trods alt Mir. Hendes moster skulle nok klare sig.

Hendes hånd havde dog strammet sig om remmen, som Miranda var kommet hende nærmere, men hun havde ikke flyttet sig. Lidt af en præstation for hun havde virkelig ikke lyst til at give den anden en åbning mere til et angreb. Tilliden til mosteren var væk og det mere end Caitlin helt kunne tro muligt, men når alt kom til alt havde hun kun haft meget lidt med Miranda at gøre siden hun var endt permanent på gaden. Faktisk kun det lidt hun havde haft på Samsons borg.
Så hun holdt sig også nu hvor hun var og kom ikke nærmere. Mistroen var i hendes blik, men en del af frygten var ved at lægge sig. Nok til at hun hægtede remmen fra tasken over skulderen og nikkede let. "Godt." Hun var glad for at hendes moster mente hun kunne klare sig. Det var ingen ufarlig tid de levede i og som Caitlin så på den anden forstod hun mere og mere hvorfor Miranda havde været kastet så meget ud af balance. Der var bare forskelle som kunne give problemer med ved at blive yngre, men hun håbede de ville blive opvejet af den anonymitet Mir ville have en tid.

"Jeg klare mig." Kom det så en smule afvisende fra den yngre pige. Hun havde klaret sig selv i så mange år at hun ikke helt vidste hvordan hun skulle håndtere at have en anden til at blande sig i hendes liv. Det ville næppe blive med meget andet end begrænsninger og forbud, som hun så andre unge være underlagt og på gaden fik den slags en til at tøve og derefter blive slået ihjel. "Har jeg altid gjort, så tænk ikke på det..." Hun fik fundet et smil frem der dog ikke nåede hendes øjne, før hun rettede sig og skjule det sidste usikkerhed bag den sædvanlige facade af lethed uden dog helt at kunne skjule sin varsomhed også. "Skal vi se om vi kan nå byporten før de lukker den for natten?"

Caitlin var skræmmende mistroisk og tilbageholdende, for ikke at sige jumpy for hver gang at Miranda bare så meget som tænkte på at lave en bevægelse. Miranda havde forstået hvad Caitlin var gået igennem for alt for lang tid siden, og stadig blev udsat for. Bare alt for sent var den nåede frem på hendes nethinde. Hun var virkelig havnet på dybt vand med det her. Men hun skulle nok få det løst! Det skulle kunne lade sig gøre! Ellers vidste Miranda virkelig ikke hvad hun skulle gøre.

"Jeg kan ikke lade hver med at tænke på det. Der er en grund til at jeg bliver ved med at komme tilbage for at finde dig, efter jeg fandt ud af at du stadig var i live!" svarede hun og vidste virkelig ikke hvad hun ellers skulle sætte på. Miranda var ikke særlig god til at snakke om noget som helst der kom alt for tæt på, men hun var for en gangs skyld, begyndt at udvikle sig lidt mere. Til trods for det faktum at hun var tilbage i sin teenageform. "Ja.. Det vil ikke være behageligt at sove udenfor porten.." svarede hun og trak tasken helt tilbage og gik væk fra det aflukkede område. Hun kiggede tilbage over skulderen for at tjekke om hvorvidt Caitlin var med. Hun ville nok gerne tilbage til hovedstaden, men ville nok også gerne havde en pause fra sin moster i et stykke tid. "Og undskyld."

Caitlin fik ikke meget mere ro på sig, som Miranda kom på benene og nærmere hende. Der var en udstråling af fare fra den anden, som hun hidtil ikke havde ladet sig mærke af, men nu kunne hun ikke længere overse den. Det var lidt af den samme hun havde med nogle af forbryderne tilbage i hovedstaden. Folk hun aldrig ville vende ryggen til eller stole på længere end til en opgave var afleveret og hun væk. Det pinte hende dog at have skubbet mosteren over i den gruppe. Det føltes forkert og for hastet, men for nu var det svært for hende at gøre andet. Ingen minder kunne rigtig bløde op for det, men noget andet var Mirandas blik og stemme, som denne talte næst.

Det fik Caitlin til at stoppe op og holde op med at virke som om hun var halvt klar til flugt væk. Miranda virkede ærlig og lige så påvirket af det skete som hun. Som om det brud der var opstået mellem dem også gjorde ondt på hende. Så hun nikkede let. Først tøvende og så mere overbevist. "Okey.... Har du det virkelig sådan?" Hun havde ikke helt forstået før det at hun måske havde mere betydning for mosteren end som værende et forvildet familiemedlem og afterladenskab af søsteren.

Tanken fik hende til at komme nærmere, som de satte sig i bevægelse og til efter nogle meter faktisk at slå følge med den anden. Hun var stadig varsom og skævede jævnligt til den anden, men hun holdt op med at virke som om hun forventede det værste. "Slet ikke. Der sker en del omkring dem om natten... har jeg hørt." Et lille smil var kommet frem ved det sidste, som også blev der som den unge pige vendte ansigtet mod trækronerne og slog en trille. Det havde en ganske forbløffende effekt, som en lille fjerbold halvt faldt halvt flaksede ned fra en gren. Caitlin greb den lille fugl, som hun hørte Mirandas sidste ord og så til siden på den anden, som hun satte fuglen op på sin skulder. "Giv det lidt tid, Moster Mir... jeg skal nok falde ned." Den ukuelige optimisme var tilbage i hendes stemme, som den var i hendes blik. Der ville gå tid, men når alt kom til alt, så var Miranda alt familie hun havde.

Mirandas blik mildnede mens et lille smil kom frem på hendes læber, som hun kiggede forsinkrende på Caitlin. "Selvfølgelig har jeg det. Nok kom jeg aldrig godt ud af det med din mor altid. Men hun var min søster. Du er min familie, Caitlin. Desuden, i din barndom, virkede du mere som en gave til mig, end til din mor." det var desværre en dyster sandhed. Miranda vidste ikke helt hvad der var foregået dengang, men hun vidste at søsteren ikke havde været glad, og også nødigt beholdte sit barn. Miranda forstod ikke hvorfor, eller hvordan man kunne være sådan overfor sit eget barn, til trods for at hun ingen børn selv havde. Hun huskede sin mors mildhed og rolige natur. En natur der ikke var gået videre til Miranda, men var alligevel idyl billedet af en mor i Mirandas øjne. Noget søsteren desværre ikke havde udfyldt. Men Miranda. Miranda elskede den lille pige, som var hun gudernes gave. En tilstand som Caitlin nok aldrig kunne huske at havde set sin moster i, og efter mange års afstand fra hinanden, var Miranda blevet mere hård og brutal.

Miranda grinede let og kiggede med et løftet øjenbryn over på den yngre pige. "Kun hørt. Jamen, så må vi hellere få lidt fart på." svarede hun i en lidt mere munter tone, som Caitlin begyndte at slappe mere af igen. Det ville tage tid at vende tilbage, men det kom. Det skulle forhåbentlig nok komme! Alt imens faldte en fjerbold ned fra himlen som hurtigt blev grebet af Caitlin. Et undrende blik og generel ansigtstræk kom over hende, men hun valgte at lade det ligge. Der var nok en grund, som Miranda altid kunne frembringe senere. Hun havde ikke lyst til at lave ubehagelig stemning igen.

Miranda smilede let og nikkede som svar, inden de kom et godt stykke ud på landevejen og begav sig mod de store porte. Af en aller anden årsag vendte Mirandas mave sig lidt ved tanken om at skulle være i hovedstaden igen. Nok var hun af udseende forandret til en yngre model, men hun var stadig nervøs for at blive opdaget. Forhåbentlig ville det ende meget godt. En ting var dog positivt. Caitlins optimise var vendt tilbage.

//LUKKET