Linda begyndte at grine over pigens ord, og nikkede lidt. kunne hun naturligvis havde ret i. Linda havde bare ikke helt fundt ud af hvad evnen som sådan kunne bruges til. Ann Marie derimod havde siddet og vrikket frem og tilbage med sine ben, mens hun havde koncentreret sig om at kigge på Caitlin og holde kluden tæt til sig. Hun nikkede smilende. "Ja.. Men ingen andre synes at høre hende. Hun hedder Lulu.."

Børnene stoppede deres talestrøm som Gidion var kommet tilbage, ikke fordi at de ikke måtte snakke, tvært imod, men de var alle en smule for spændte til at kunne holde samtaler kørerne imens. Drengene generelt var bare meget stille. Unormalt, men det var heller ikke en normal situation de var blevet sat i.
Som Gidion mærkede efter på hendes arm, syntes hun at stivne som et bræt i løbet af alt for godt tid. Han kiggede op på hende meget bekymret. "Er du okay?" som han sagde det og fjernede sine fingre fra punktet, faldte pigen sammen. Gidion panikkede og greb instinktivt ud efter hende, under hendes arme og løftede hende op, inden hun nåede at hamre hovedet ned i bænken. Det resultede selvfølgelig i at han havde trukket hende til sig. Men nu hun var besvimet, tvivlede han stærkt på at hun ligefrem ville gøre modstand. "Okay.." Gidion sad lidt lamslået, inden han fik taget sig sammen til at rejse sig og løfte hende med sig. Pigerne var løbet i dækning, og drengene stod lidt lamslået tilbage. "Jerry, George.. Tag pindene med op til soveværelset.. Linda, vil du hente noget nyt vand og en ren klud?" Alt imens fik han båret den alt for lette skikkelse ovenpå og langt hende ned i en seng.

Alting blev en anelse nemmere ved at pigen lå stille. Selvom Gidion ikke var meget for det, mærkede han videre på hendes arm og fik den til sidst lagt i skinne. Pigerne kom op af trappen og stilte sig og kiggede lidt på deres onkel. "Her.." Linda satte vandet på bordet og lagde kluden ved siden af. "Godt min skat.. kan du sætte dig og duppe hendes pande forsigtigt?" Ann Marie havde i mellemtiden kæmpet sig op i fodenden og sad nu med kludedukken igen. "Pas nu godt på hende" Gidion smilede til pigerne, som et tæppe blev langt hen over pigen, hvorefter han gik tilbage nedenunder. Drengene og Gidion fandt derefter mad og drikke frem, så pigen havde noget at styrke sig på. De havde ikke så meget forskelligt i det lille hjem, men det var mad, det var frisk og det kunne i hvert fald godt spises. De gik ovenpå igen, og som Gidion gik ind spurgte han pigerne efter om hun var vågnet igen.

Caitlin havde åbnet munden for at svare manden, da verden i stedet faldt væk og hendes bevidsthed med den. Hun var besvimet før i hendes liv, men ikke mange gange og ikke af smerte. Det gjorde hun så nu og hun brød sig ikke det mindste om det. Fornemmelsen af at se verden falde væk og sig selv sammen uden at kunne gøre det mindste for at forhindre det. Alt hun kunne var at gribe ud efter det nærmeste og ikke nå det før mørket havde hende og alt var væk.

NOget tungt hvilede op af hendes ene ben. Caitlins øjne bevægede sig under øejnlågene, som hun rykkede lidt på sig, stivnede som det gjorde ondt og så med et slog øjnene vidt op, som noget vådt lagde sig på hendes pande og forsvandt igen. Hendes blik fór forvildet over ansigtet på den pige der stod bøjet en smule ind over hende. Først uden den mindste form for genkendelse og så som kluden let blev duppet ned på hendes pande igen - med det resultat at Caitlin kort blev skeløjet af at følge den - kom dagen susende tilbage til hende med en sådan kraft at hun forsøgte at sætte sig op.
Noget der viste sig umuligt af flere årsager. Først fordi den ene arm var bundet sammen med nogle pinde og gjorde ondt at forsøge at bruge. Dernæst fordi hendes sider ikke brød sig det mindste om den bevægelse hun havde forsøgt for at komme op og sidde. Ribben, bryst og maven gjorde for ondt til det nummer. Sidst men ikke helt mindst, så faldt hendes blik på den lille skikkelse der havde lagt sig op af hendes hofte med en klud og så på hende med uforståelse og forskrækkelse. Det mere end noget andet fik Caitlin helt ned at ligge igen, mens hun så fra den ene pige til den anden. Hvor var det lige hun var henne igen?

Skridt der nærmede sig fik hende til at se mod døren og op på manden der kom ind af den. Han var en del hurtigere at placere nu hun havde fået pigerne tilbage på plads, men alligevel var det tydeligvis forvirring der stod malet i alle Caitlins træk. Så fangede hendes næse hvad han kom med og hun snuste ind, før hun gjorde endnu et svagt forsøg på at sætte sig op. "Ehmm..." Hun var lidt usikker på hvad hun skulle sige og endte med at se forundret ned på den mindste af pigerne. "Hvorfor ligger hun på mig?" Den våde klude havde hun kunne gætte sig til, men ikke helt hvorfor hun blev brugt som pude.

Der var gået et anstændigt langt stykke tid fra at pigen var faldet sammen af smerte, til Gidion kom ovenpå igen med mad til hende. Det var simpelt. Brød, lidt ost og noget kød fra dagen før. Det var tydeligt at se, både på husets indhold, men også på maden, at det ikke var det rigeste hjem som pigen var ankommet til.
Gidions øjne gik fra de forskellige piger og kunne ikke lade hver med at smile af Ann Marie som havde fundet stor kærlighed i at ligge sig på pigen. "Fordi hun kan lide dig, vil jeg tro." svarede Gidion som han satte tallerknen med mad på det lille træbord som stod ved siden af sengen. Ann Marie vågnede op fra sin lille slumre lur og satte sig op fra pigens hofte og gned sig i øjnene. "Lad mig hjælpe dig op at sidde." Det kom nok alligevel til at gøre ondt, som Gidion hjalp hende op at sidde, men det forløb forhåbentligt mindre smertefuldt end ellers.

Gidion satte sig tilbage på stolen, som var blevet skubbet hen til sengen, og ragte pigen tallerknen med mad. "Undskyld.. det var ikke min mening at du skulle besvime nedenunder." han lænede sig op af sine egne knæ med fingrene foldet sammen som han kiggede på hende. Mens han sad lige så stille og kiggede på pigen, lød hoveddørens hængsler give sig. Dette tiltrak Gidions opmærksomhed som han roligt drejede hovedet mod døren og trappen nedenunder. Det var uden tvivl Mary Ann. "Moor!" kom der instinktivt fra den yngste dreng, mens både Jerry og George løb ned af trappen. "Hej drenge! Hvad laver i alle sammen ovenpå?"

"Oh..." kom det lidt usikkert fra Caitlin, som hun så fra manden til den lille pige der sov ved hendes hofte og så tilbage til ham. Det var en uvant situation for hende. Ikke bare at have børn omkring sig på den måde med uskyldige åbne ansigter, men at de virkede til at kunne lide hende forvirrede hende ved sin ny-hed. At den mindste ligefrem lå på hende mest af alt. Caitlin var ikke den børn ellers søgte hen mod og slet ikke på den måde! Den lille virkede dog til at vågne, som der blev snakket omkring hende og det søvnige blik Caitlin modtog var nok til at få hende til at komme med et lille forsigtigt smil. Et der blev lidt stærkere, som det fandt Linda og kluden hun stadig holdt. Hvordan var hun lige endt i armene på omsorgsfulde mennesker? Det slog hende en smule mere ud af kurs end hun allerede følte sig og fik hende bare til at nikke let, som manden tilbød at hjælpe hende op at sidde.

Det gjorde ondt. Hun forsøgte ikke at vise det, men uden hans hjælp havde hun nok opgivet det helt. Som hun kom op, mærkede hun pudenblive puffet op bag hende og en anden stukket ind til den så hun havde noget at holde sig siddende op af. Det fik hende til at sende Linda endnu et smil. Den lille var virkelig om sig. Så trak manden dog hendes opmærksomhed tilbage til sig. "Det var heller ikke ligefrem..." Hun gik i stå og så mod døren, som lyden af en dør der knirkede nåede op til dem og drengene forsvandt. Det var nok til at sendte frygte irrationelt op i hendes øjne, til hun hørte drengenes råb og en kvindestemme der svarede. Det fik hende til at se spørgende tilbage på manden, mens hun knugede en smule om tæppet med den raske arms hånd.

Gidions opmærksomhed havde været på døren og drengene som løb ud, til at han ikke bemærkede hvordan frygten voksede op i pigens øjne igen. Ann Marie begyndte at se lidt mere vågen ud som lyden af hendes mor nåede hende. Gidion vendte blikket tilbage til pigen og smilede beroligende til hende. "Det er min søster, Mary Ann" svarede han som det spørgende blik ramte ham. "Mor til drengene og Ann Marie." Linda sad ganske roligt tilbage og fokuserede stadig på at være så behjælpelig så muligt. "Og til dit held, er det hende som er healer." Gidion rejste sig roligt og gik hen til døråbningen hvor en lavere kvindelig skikkelse nåede frem. Hun havde langt krøllet brunt hår og et varmt og venligt smil på sine læber. "Har de lavet meget ballade i dag" Hun trak sin bror ind i et kram og fik da øje på skikkelsen i sengen. "Ikke mere end de plejer." svarede Gidion ganske vaneligt og slap sin søster igen, som stod og kiggede på pigen. "Oh.. Hvem er så du, min ven?" spurgte hun direkte til pigen på sengen og gik nærmere hende, men nåede ikke langt før Ann Marie stragte sine arme ud og forventede at blive løftet op. Som hun helt naturligt blev, inden Mary Ann satte sig på stolen der før havde været optaget af Gidion.

Det var der, at det gik op for Gidion at han havde præsenteret hele hans familie, men ikke ham selv. Han lukkede øjnene svagt i og sank hovedet let. Hun kom rigtig meget til at lade ham høre for det senere. Drengene kom op igen og stod i døråbningen mens de kiggede ind.

Caitlin så en smule lettet ud, som manden besvarede hendes spørgende blik med en forklaring på hvem der kom og hvilken af søstrene det var. Han havde lidt af en familie i forhold til hvad hun selv havde og de virkede meget tætte. Hvorfor han havde alle børnene havde hun stadig ikke helt nogen ide om, men det virkede til at fungere. Hendes udtryk blev ikke helt beroliget af hans ord om at det var søsteren som var healer der kom. Caitlins erfaringer med dem var stadig noget blandede og hendes almene usikkerhed ved hvad der skete omkring hende blussede op på ny. Der var dog ikke det store hun gøre andet end at sidde hvor hun sad og se mod døråbningen.

Manden rejste sig som en kvinde kom til syne og gav hende et knus. De lignede hinanden så meget som søskende gjorde det mest, men havde hun været i nogen tvivl om hvem kvinden var, så blev den fjernet ved den mindste piges reaktion. Denne vågnede noget mere op og satte sig klar til at blive løftet op. Selv holdt Caitlin varsomt øje med kvinden som denne kom nærmere og satte sig ved siden af sengen med den lille på skødet. Hun holdt stadig fast i kanten på tæppet og sig selv mere stift end hvad kunne siges var afslappet. Så blinkede hun og mumlede. "Ingen vigtig... bare mig..." Hun mødte kvindes blik og kunne se det ikke var svar nok, selv før denne sagde mere og tilføjede lidt tøvende og beklemt. "Caitlin, frue..." Det sidste fik hende til at skæve til manden for hun vidste stadig ikke hvad han hed eller hvad kvinden hed til efternavn.

Gidion følte sig pludselig lidt malplaceret da Mary Ann overtog styrringen og talte med pigen. Som han nu erfarerede hed Caitlin. Hvilket fik ham til at krumme lidt mere tæer over at han ikke havde fået præcenteret sig.. Han vidste virkelig at han kom til at høre for det. "Rart at møde, bare dig, Caitlin. Mit navn er Mary Ann Violies. Som du forhåbentlig har hørt er jeg Gidions lillesøster." svarede hun Caitlin og løftede Ann Marie lidt bedre op på sit skød, som denne smilede glædeligt.

Gidion havde bevæget sig over på den anden side af sengen og kiggede fra den ene til den anden, for til sidst at lande på drengene i døråbningen. "Hør, få lidt at spise inden Mary Ann tager et kig på dig. Du har brug for lidt mere styrke end sidst." Kvindens øjne fjernede sig lynhurtigt fra Caitlin til Gidion. "Sidst?" Gidion rømmede sig lidt og endte til sidst med at sukke. "Hun besvimede." sagde han kort for hovedet, hvilket resulterede i at Mary Anns blik blev meget bekymrende som de landede på Caitlin igen. "Jeg var forsigtig, Mary Ann.." Han kendte sin søster godt nok til at vide, at det spørgsmål ville komme om meget kort tid, og rigtig nok hvilede hendes blik på ham, i et forsøg på at finde andet at spørge efter. Det havde altid været specielt for familien at den midterste søster var den mest hårdføre, og den som sagde mest. Hun var en venlig og varm sjæl, men hun havde et temperament som de andre to ikke havde. Ikke at det var vagt ret meget i hende lige nu. "Må jeg se din arm?" henvendte hun sig direkte til Caitlin.

Caitlin slog blikket en smule ned over den måde kvinden svarede hende på. Manden havde haft ret i at hun var ligeglad med hvem man var hvis man var kommet til skade. Det kunne den unge pige tydeligt høre i kvindens stemme og se i hendes blik, som hun var sig lidt for bevidst om hvor meget hvilede på hende. Så lod hun blikket glide fra kvinde til manden og spørgende tilbage igen. "Gidion?" Hun havde ikke lige hørt navnet før og ville være helt sikker på hun havde fanget sammenhængen. Der var trods alt en del navne kommet i spil siden hun var blevet samlet op i den lade og båret ind. Den lille pige på skødet af kvinden grinede ved hendes ord, mens den anden pige forsøgte at skjule en fnisen.

Så tiltrak manden - Gidion? - dog Caitlins udelte opmærksomhed for en stund ved at bringe det magiske begreb føde på banen. Til da havde hun fuldstændig overset tallerkenen der var blevet stillet i nærheden af hende og det fortalte hende mere end noget andet hvor skidt det stod til. Linda tog den behjælpeligt og satte ned i skødet på hende, da alt Caitlin virkelig kunne var at sende den lange blikke. Hun havde dog dårligt noget at løfte et stykke brød fra den, før de voksne tiltrak sig al hendes opmærksomhed og fik hende til at stivne. Deres stemmer var lidt for intense og de blikke der endte på hende, fik hende til at rykke sig sidelæns i sengen og trække sig sammen. Da gled kvindens blik dog tilbage til manden og Caitlin kunne ånde lettet op.

Hun nåede at tage en bid, før Mary Ann atter så direkte på hende og fik hende til skyldigt at slippe maden. Det var dog ikke den kvinden var interesseret i som hun indfangede Caitlins blik og holdt det fast. Så trak Caitlin sig nervøst. "Nej...?" Det havde gjort ondt da manden ville undersøge den og det gjorde faktisk stadig ondt. Alligevel var der hverken sikkerhed eller fuld overbevisning i hendes afvisning. Gidion havde sagt noget om at hun kunne miste bruge i armen hvis den ikke blev set på... og det kunne hun virkelig ikke have skete! Så hun løsnede en smule op og holdt op med at trække sig væk fra kvinden og skjule armen under tæppet.

Gidion nikkde til Caitlins ord og smilede undskyldende til hende. "Undskyld jeg ikke fik præcenteret mig før. Jeg må havde glemt det." blikket han modtog fra Mary Ann var både opgivende og en lille bitte smule morerne over brorens opførsel. "Virkelig.. hvordan kan du glemme at præcentere dig selv?" Gidion var tæt på at svare igen for at forsvare sig, men opgav og smilede i stedet bare til hende og trak let på skulderne. "Det ved jeg ikke." han kunne havde svaret at han havde haft andet at se til med en skadet pige i huset, og der var børn der skulle holdes øje med. Men han gjorde det ikke. Han medgav sin fejl og smilede undskyldende til Caitlin.

At hun begyndte at spise var et godt tegn. Det ville hjælpe hende til flere kræfter og begynde at heale bedre sammen også. Det hjalp altid med mad i maven i sådanne tilfælde. Pigens afvisning af hjalp, kom heller ikke bag på Gidion som havde oplevet denne før og stadig var i usikkerhedszonen for hvad han måtte og ikke måtte gøre. "Er du sikker?" Mary Ann ragte ikke ud efter armen før der var blevet givet tilladelse til at hun måtte. Hun kendte alt for godt til at forskækkede individer ville gøre mere skade på sig selv i sådan en situation. I stedet lod hun den lille pige glide ned fra sit skød, og hun løb grinende afsted hen mod drengene. "Smut i bare ned og leg imens." De var nysgerrige, men de kunne også fornemme at plads var vigtigt for dem lige nu, så de bevægede sig ned at trappen og begyndte at tumle rundt dernede, hvilket svagt kunne høres oppe i værelset. Linda blev dog på sin pind og fortsatte med at være den behjælpelige faktor hvor hun kunne, uden at gå i vejen.

Selv ikke Caitlin kunne tilbageholde en lille fnisen over de to voksnes ordspil. Hun havde en fornemmelse af hvorfor Gidion havde glemt at give hende sit navn, men hun sagde ikke noget om det, som han heller ikke ligefrem pressede på med at forsvare sig. Han havde jo trods alt fortalt hende navnene på alle børnene og hun kunne da have spurgt. Hvis hun ville have opfordret til at han skulle spørge efter hendes navn. Lidt havde hun måske håbet det havde været så slemt som det føltes som at hun var kommet til skade og at hun kunne have sneget sig derfra uden at give sit navn. Det havde hun dog ingen illusion om længere. At gengælde smilet var alt hun kunne.

Og spise! Mad var aldrig noget hun sagde nej til og hvor fattigt nogen måske ville se det måltid hun havde fået sat foran sig, så var hun ikke bedre vant. Jo hun stjal sig til bedre, men hun levede også i perioder af hvad hun kunne fange som kat. Så brød og ost var en god ting. Hun glemte dog maden lidt, som kvinden holdt hendes blik og blidt spurgte videre. Det brød endnu mere af Caitlins forsvar ned og lod hende usikkert befri armen fra tæppet og løfte den det hun kunne. "Nej?" Denne gang var det tydeligt spørgende og forvirret for hunvar bestemt ikke sikker på noget. Kun på at det nok var bedre at kvinden så på armen end at hun var dumstædig.

Det hjalp også lidt at de mange iagttagende øjne forsvandt nedenunder, da drengene og den mindste stak af. Hun så efter dem et øjeblik, før hun sank og fandt kvindens ansigt igen. Det var der hun ville kunne få glimt af hvad healeren mente om hendes skader og hendes chancer for at slippe fri. Værst var at hun ikke vidste om armen var det værste eller bare mest åbenlyse skade hun havde taget.

Mary Ann tog sig den frihed at tolke hendes forvirrede og let spørgende svar, som at hun godt måtte. Specielt som armen blev fundet frem og ikke gemt væk under tæppet længere. Støtten var sat rigtig op omkring hendes arm, men den ville stadig gøre ondt ved for store bevægelser. Kvinden tog en dybt indånding og lagde koncentreret sine lange smalle fingre på armen, kun let berøre den, som hun nærmest tog en skanning fra håndled til skulder. "Okay.. Jeg kan ikke få alt smerten til at forsvinde, men lindre den og hjælpe din krop til at afværge problemet." forklarede hun, som hun lod sine hænder tage en tur mere. Denne gang opstod der en blid varme i Caitlins arm, og den mistede en del hævelse og blålighed, selvom alt ikke forsvandt. Gidion stod let uroligt og kiggede på. han hadede denne del. Ikke at kunne gøre noget, men blot stå og kigge på mens han søster gjorde alt arbejdet. "Så langt så godt." kom der opløftende fra Mary Ann.

Mary Ann lagde forsigtigt en hånd ind mod Caitlins mave og holdte den der et langt stykke tid mens hun så meget koncentreret frem for sig. Linda var i mellemtiden gået hen og hevet Gidion let i buksebenet. "Ja?" Gidion satte sig ned på hug hos pigen og kiggede spørgende på hende. "Tror du hun bliver her til hendes arm har det bedre?" kom der forhåbningsfuldt fra pigen som smilede. Gidion kiggede op på Caitlin som nok var optaget, men ud fra hvad hun før havde observeret, nok havde opdaget den lille samtale. "Det ved jeg ikke. Måske. Hun skal i hvert fald være velkommen til at blive." svarede han pigen og aede hende blidt hen over håret.

Caitlin fulgte utrygt, hvordan kvinden rakte frem og lagde fingrene mod hendes arm. Det var ikke helt på samme måde som Dorín havde holdt, men lidt af fornemmelsen var der. En lidt udefinerbar en først der gav hende lyst til at gnide sig over armen og så var den væk igen. Hun hævede blikket fra skinnen hun havde stirret på og mødte i stedet kvindens blik. Det var alvorligt, men venligt og bekymringen var ikke så tydelig længere, så armen måtte være til at have med at gøre. Caitlin nikkede da også bare stumt til den besked hun fik og mærkede så hvordan kvinden fik varme til at sprede sig ud i armen og dæmpe alt andet ned. Det var næsten et chok for hende, for som smerten i armen aftog og blev noget mere håndterbart, så kunne hun med et mærke resten af krop det tydeligere og den gjorde ondt!

Det var da også grunden til at Caitlin ikke åndede lettet op, som Mary Ann virkede opløftet, men i stedet var bleget og havde lukket øjnene. Stille var hun ved at forsøge at gøre op, hvor slemt det i virkeligheden stod til og så var hun sluppet nådigt. Hun var stadig i live og blødte stort set ikke fra nogen steder. Hvad hun vidste af. Hun måtte indrømme at hun ikke helt havde fornemmelsen med sig længere og da slet ikke som den nærmest summende fornemmelse kom igen ved hendes mave. Der vidste hun at hun havde fået flere spark. Der og i siderne og i brystet og ryggen... Hun stoppede med at tænke da hendes hjerne, flink som den altid var, begyndte at kalde frem for hendes indre øje hvad der var sket. Det fik hende så også til at slå dem op i en fart og se en smule forvildet ud til hun fandt Gidions blik og faldt til ro under det. Nok til at hun kunne se på hans søster igen og synke en klump.

Alt så ud til stille og roligt at forløbe sin gang mens Gidion blot så til med et bekymret blik. han var helt rolig ved at overlade Caitlin i sin søsters hænder, og frygtede skam ingen fejl der. Men han brød sig generelt ikke om folk i smerte, og lige nu var han stadig uden opgave og stod der blot og ventede. Det blege ansigtsudtryk som Caitlin fik efter sin arm blev healet vækkede en del alarmklokker hos ham. Men igen var han nødt til blot at stå, med lette ticks i sin fod og vente. Han forsøgte derfor at holde sin opmærksomhed på Linda, men det varede ikke særlig længe.

Gidion sørgede for at kigge beroligende på hende og sende hende et smil som Caitlins øjne havde flakket rundt indtil de fandt hans igen. Det var ikke rart at tænke på hvad hun havde været udsat for og hvor mange smerter det havde forvoldt. Mary Ann var også begyndt at se mere alvorlig ud som hun mærkede efter i det indre. "Jeg er nødt til at få dig ned at ligge igen min ven." kom der fra hende i så blidt og lyst et tonefald hun kunne få frem fra det koncentrerede ansigt. Gidion gik instinktivt hen og hjalp hende med at blive lagt roligt ned, som Linda fik den ene pude væk og den anden lagt rigtigt ned igen. "Se, du klare den fint." Han kunne ikke blive ved med bare at være passiv, ikke hvis han på en eller anden måde kunne berolige hende. Mary Ann rejste sig op den her gang, og placerede begge hænder over Caitlins overkrop. "Du har indre skader, men det er ikke noget som jeg ikke kan klare." der kom et skævt smil frem på den ældre kvindes læber, som hun pressede sine hænder ganske lidt ned. Hvilket ville gøre ondt, men smerten ville hurtigt forsvinde som varmen spredte sig igen og fik lappet de blødende og skadede organer sammen.

Caitlin holdt sig fast i Gidions blik et langt øjeblik, før hendes blå øjne gled til kvindens ansigt og hvad der var af udtryk at finde der. Hun var alt andet end tryg ved hvad der foregik og det hjalp ikke at kvinden mistede sin lethed til fordel for alvor. Så stoppede den summende fornemmelse og kvinden så direkte på hende. Caitlin mødte hendes øjne og nikkede så stumt. Det var næppe en god ting at healeren ønskede hende liggende, men hun var ikke i en position til at nægte eller gøre modstand. Til hendes lettelse fik hun dog hjælp til at komme ned at ligge og skulle ikke selv bruge kræfter på det. Hun kunne sagtens, men det var som om hendes krop havde rigeligt af andet at se til.

Som hun lagde sig snuppede Linda tallerkenen væk og satte tilbage på det lille bord. Caitlin forsøgte at smile til hende, men det ville ikke rigtig komme. Slet ikke som Gidion talte til hende i den beroligende tone. Hendes erfaringer skreg til hende om hvor slemt det var når voksne blev så rolige og stille. Slet, slet ikke godt. Atter fandt hun kvindens blik som denne lagde hænderne tilbage på hendes krop og så fugtede hun læberne. "Men det er slemt, er det ikke?" Skader indvendigt lød bare værre end udvendigt og ikke helt til at forholde sig til heller. Så snappede hun efter vejret, som kvinden pressede hænderne mod hendes bryst og fik hende til kort at vende det hvide ud af øjnene. Hun besvimede dog ikke, men ønskede hun gjorde det, skønt varmen der fulgte tog smerten med sig, så var det en ubehagelig fornemmelse at have den løbende igennem kroppen på den måde.

Mary Ann løftede blikket fra sine hænder, for at kigge på Caitlin. Et beroligende men ærligt blik mødte pigen, som et roligt smil bredte sig. "Desværre ja. Men du skal nok klare den." og med de ord, pressede hun ned. Gidion var nær panikket som Caitlin vendte det hvide ud af øjnene igen. I det mindste kunne hun ikke falde nogen steder den her gang. Gidion stod stadig ude af stand til at gøre noget konstruktivt og ventede. Det tog noget tid at blive healet igennem på den måde som Caitlin lige nu behøvede, men som tiden gik, jo mere smerte forsvandt og gik mere tilbage til normal. Mary Ann løftede sine hænder og satte sig tilbage ned på stolen. "Du vil stadig være øm, alt andet ville være unaturligt. Men du skal nok klare den, så længe du holder dig i ro nogle dage." forklarede hun roligt.

Søsteren henvendte sig derefter til Gidion igen. "Hun skal havde rigeligt med væske og mad vil nok heller ikke gøre den store skade. Jeg er nødt til at komme hjem med børnene." svarede hun og rejste sig fra stolen. Linda så dog en smule trodsig ud og sørgede for at gribe fat i sin onkels hånd. "Jeg bliver her.. jeg vil hjælpe." Gidion smilede og satte sig ned på hug igen og kiggede på den lille pige, som lagde sine arme trodsigt over kors. "Selvfølgelig vil du det, Linda. Men hvem skal så fortælle godnathistorie til Georgette?" den midnste af alle børnene, Lindas lillesøster. Linda begyndte at bløde lidt op, men hun var stadig ikke meget for at skulle gå derfra. "okay.. men jeg kommer tilbage og kigger til hende i morgen!" kom der fast fra pigen, så man næsten ikke var i stand til at modsige hende.

Caitlin så bare på Mary Ann, som denne svarede hende og forsøgte så at forberede sig på hvad end der skulle ske. Intet forberedte hende dog helt på den bølge af smerte der ramte hende først og nær havde slået hende ud. Som den trak sig lukkede hun øjnene og trak bare vejret så roligt som hun kunne. Det gjorde ondt til en start, men hun kunne mærke effekten af healerens arbejde, skønt en ømhed forblev. Mere end i armen, hvilket overraskede hende en smule. Som varmen forsvandt åbnede hun øjnene og mødte Mary Anns. Hun hørte hvad der blev sagt oog nikkede til svar, skønt hun vidste det næppe ville blive hvad hun gjorde. Hun kunne ikke bare sidde med hænderne i skødet i to dage! Det kunne hun dog ikke sige til healeren, der kun ville hende det bedste - for det var hun blevet overbevist om.

Hendes blik fulgte kvindens til Gidion, mens hun lyttede til de instrukser der blev givet. Det var lidt en streg i Caitlins planer for det lød ikke som om det ville blive let for hende at samle sig selv op og forlade stedet. Hun vidste hun ikke kunne blive. Før eller siden ville de huske på hun var en mund mere at mætte og ikke familie. Hendes dystre syn på sine muligheder gled lidt i baggrunden, som hun hørte Lindas bøn til sin onkel. Det var svært ikke at smile ved den lille udveksling. Det virkede dog til at Gidion vidste hvordan han skulle sno pigen til at det blev som han ville. Hovedsageligt i hvert fald.

Hun forsøgte at virke som om hun var fint tilfreds med at ligge hvor hun gjorde, mens hun ventede på at kvinden samlede børnene sammen og tog dem med hjem. Før ville det være umuligt at snige sig til det mindste, men en ting var sikkert. Caitlin havde ikke tænkt sig at forblive et sted hvor hun følte sig så sårbar som hun havde det lige nu.

Caitlin blev meget stille under hele forløbet og selv efter at Mary Ann var færdig. De to søskende vekslede blikke, hvilket som regel sagde mere end man umildbart troede. Specielt hvis man ikke selv havde søskende, var det svært at forestille sig hvad sådan en lille ting kunne gøre. Gidion nikkede under søsterens blik, inden hun tog Linda i hånden og tog hende med sig ned. Nedenunder kunne der høres tomult og snakken mellem de mange stemmer. Til sidst blev døren lukket og stemmerne forsvandt.

I mellemtiden havde Gidion bevæget sig hen til stolen igen og havde sat sig. Her sad han roligt og ventede til lydene forsvandt og han vendte blikket til Caitlin. "Har du det bedre?" umilbart ville han regne med at healingen havde hjulpet hende, selvom hun stadig havde brug for hvile. Gidion var dog ikke helt sikker på hvordan han skulle overbevise hende om at blive i sengen og slappe af. Det var alligevel ikke hver dag han havde med en som hende at gøre. Hun var anderledes end andre børn. Mistroisk, bange og ikke spor glad for at være sårbar. "Hør, du må gerne blive her og hvile. Du har virkelig brug for fred og ro lige nu."

Caitlin brød sig ikke om måden de to voksne så ud til at snakke sammen med blikke alene. Slet ikke da de blev udvekslet efter at de begge havde set på hende. Det gav hende en ubehagelig fornemmelse af ikke blot at være gennemskuet i sine planer, men også holdt udenfor hvad der skulle ske. Det om noget gjorde hende endnu mere utryg og højnede hendes ønske om at komme væk.
Som kvinden tog pigen i hånden og forlod værelset håbede Caitlin et kort øjeblik på at det betød Gidion ville følge dem ned og ud. Han havde da flyttet sig i rummet, men det viste sig kun at være hen til stolen. Caitlin så på ham med et varsomt og nærmest fortørnet blik over at han sådan tillod sig at sabotere hendes planer, men det holdt ikke længe før det bare var varsomt.

Hendes sind søgte dog stadig efter veje væk, for hun var overbevist om at hun ikke kunne blive. Som han stillede sit spørgsmål, skubbede hun sig op at sidde i sengen. At det var nødvendigt med støtte i ryggen passede hende på ingen måder, men hun følte sig svag og slatten, som en våd klud. Hun prøvede dog at skjule det. "Meget bedre, tak." Hun kunne være høflig når det stak hende eller hun ønskede at opnå noget. Hvilket hun gjorde lige nu - og det var bestemt ikke det samme som han lagde op til. Så hun trak vejret dybt og svingende benene ud over sengekanten. "Det kan jeg ikke.. Du.. I har allerede gjort så meget.. og jeg vil ikke være til mere besvær.. Så jeg må virkelig se at komme..." Væk? Videre? Hjem? Hun lod ordene dø ud som hun sad på kanten og så på ham uden at kunne afslutte sætningen eller finde energien til at komme op at stå. I stedet faldt hendes blik på pindene der stadig var bundet støttende til armen. "Hvor længe skal jeg have skinnen på?"

Det var en søskende ting, og Gidion var begyndt ikke helt at bemærke at de måske skræmte eller forvirrede dem omkring sig. De havde kendt hinanden så længe at de godt vidste hvad den anden ville sige, og i dette tilfælde fik Gidion ordre på at holde pigen i ro. Hvilket han naturligvis var gået med til, dog stadig med den indstilling, at hvis han ikke kunne overtale hende til at blive, så var der ikke rigtig noget han kunne gøre. Han havde alligevel ikke tænkt sig at give op uden kamp.

"Det var godt." svarede han med et smil og iggede på hnde. Hun virkede optaget af at ville noget, og Gidions blik blev lidt spørgende og undrende. "Du er ikke til besvær, Caitlin." svarede han og bemærkede godt hendes pludselige stop i sætningen, uden at afslutte den. Hvilket ikke fik alarmklokkerne til at ringe mindre. Han nåede ikke at spørge ind til det før at hendes næste spørgsmål hang i luften. Hans blik flyttede sig fra hendes øjne og ned til forbindingerne som holdte støtte og arm på plads. "Et par uger, vil jeg tro. Derefter skulle din arm i hvert fald havde det langt bedre. Den vil stadig ikke være helt færdig, men derefter vil skinne ikke være nødvendigt." svarede han og flyttede blikket tilbage. "Men et par uger er kun tilfældet hvis du holder dig i ro. Du har brug for et sted at være hvor du ikke vil blive jagtet igen, som du er blevet før." pointerede han og så alvorligt på hende. Hun var nødt til at forstå, at hun ikke ville kunne gå ud og leve sit liv som normalt, med den skade hun havde erhvervet sig. "Som jeg sagde før, du kan være her. Der er mad, varme og en seng at sove i. Og mest af alt. Du vil være i sikkerhed for hvad end der angreb dig." han kiggede stadig på hende med rolige øjne og håbede at hans forklaring fik hende til at løsne bare en lille smule op, og tage imod hjælp. Selvom dette kunne være svært.

Caitlin stoppede op og så bare varsomt på Gidion ved hans ord. Det var sagt på en måde der fik hende til at se nærmere på ham og tage hele hans udstråling ind. Havde han været fast eller venlig havde hun kunne slå det hen, men ikke som han sad og så undrende på hende. Som kom det bag på ham at hun kunne tænke sådan. Det var dog ikke hvad fraholdt hende fra at komme væk. Det var mere manglende energi til det sidste stykke fra sengen og op at stå der virkede uoverskuet. Af samme grund tænkte hun ikke på hverken trappen eller vejen hun skulle gå til hendes skjulested i frost og uden overtøj. Det flimrede dog fjernt i bunden af hendes bevidsthed, der i det hele taget forsøgte at fortælle hende et eller andet hendes stædighed ikke ville høre.

Som at hun ville være hjælpeløs i flere uger.

Gidions ord tog pusten fra hende og fik hende til bare at se fortabt på ham, så ned på armen og så tilbage på ham igen. Uger med en arm forbundet til pinde og uden mulighed for at bruge den ville betyde uger uden muligheder for at skaffe krystaller og mad, uden muligheder for at flygte eller slå fra sig, uden muligheder for at overleve i vinterens hårdeste måneder. "Men det overlever jeg ikke..." Hun sank sammen på kanten af sengen, mens hun fjernt lyttede til hans videre formaninger om at det kun var hvis hun holdt sig i ro. Derefter fik han fundet et af trumferne at bruge mod hende og hendes blik fuldt tilbage på ham - desværre med begyndende frygt igen. Henry var jo stadig derude!

Med den tanke kom også alvoren om hvilken situation hun var i tilbage til hende. Hun havde skubbet det fra sig, som smerten havde fyldt alt, men det var ikke til at gøre nu. I stedet måtte hun se det i øjnene og tage det ind. Ingen rar fornemmelse, men det gjorde hende mere lydhør overfor hvad Gidion sagde. Noget der kunne ses i hendes blik, som hun noget sårbart spurgte. "Mener du det? Altså at jeg er velkommen? Jeg vil ikke være til..." Hendes stemme tonede ud, mens hun bare så på ham og pillede ved forbindingen med sin frie hånd. At skulle ud i mørket virkede så uoverskueligt som tanken om at skulle klare sig selv i den tilstand hun var endt op i.