Isadoras guidende hånd fik ført Cregans op til kluden der stadig var overraskende kold. Det måtte han spørge ind til senere, for det virkede virkelig som om, hun havde lagt den op på taget, der lige nu var dækket af sne. Men den havde lagt i tasken. Det gav ikke så meget mening. Hun havde sikkert en form for magi i sig, men det var ikke noget, han ville spørge ind til endnu. Cregan lod tanker være ved tanker, som hun omtalte sin fader og hvordan denne havde respekt for ham. Det var en god ting, han hørte. Men at hendes fader ikke havde fortalt om Ordenen, var både godt og skidt. Godt fordi det var Ordenen der skulle beslutte, om hun ville være godt Blod, skidt fordi det nu var Cregan der skulle give hende nyheden om, hvad hendes fader havde været. Hun ville utvivlsomt være en god tilføjelse til Skyggeridderne. Han kunne sagtens se noget af hendes far i hende, nu hvor han tænkte ordentligt over det.

"Det kan kun glæde mig, at han omtalte mig i så positive toner. Jeg selv har også den yderste respekt for ham,"

Svarede Cregan ærligt, uden at sige for meget. Det var ikke tid endnu. Hun var ikke klar. Måske om nogle dage, måske om nogle år. Det kunne måske endda være om et par få timer, at dæmonen havde besluttet sig. Men lige nu var han ikke sikker på, om det var en god idé at bringe Ordenen på bane.

Idet hun spurgte ind til, hvornår Cregan sidst havde set hendes far før, blev hans blik tankefuldt. Det var længe siden, ti år hvis ikke han tog fejl i sine beregnelser, og selv dér, havde Lord Blackwood ikke været i et særlig godt humør. Det var dog heldigvis taget fra hinanden igen, i godt venskab.

"Godt og vel ti år siden, må det have været. Vi mødtes her, i hovedstaden, men han tog af sted igen, allerede dagen efter,"

Endnu en gang var han ærlig. Der var ingen grund til, at holde den del hemmelig for hende. Cregan var en forretningsforbindelse. Egentlig havde han været en overordnet i alt undtagen social status i landet. Cregan var ikke af adeligt blod. Han blev anset som overklasse, men ikke mere end det. I ordenen var han dog anset som en af de højstrangerende, og derfor havde Lord Blackwood været nødt til, at have en hvis respekt for ham.

Hun nikkede let, men fortrød det så snart hun gjorde det. Bevægelsen var ikke helt og det irriterede hende at den ømhed hun oplevede var nok til at hun undlod bestemte ting. Den slags svaghed var der virkelig ikke plads til længere og brød sig slet ikke om at udvise den foran en fremmed. Hvor mange gange Cregan end havde reddet hende i aften og hvor længe han havde kendt hendes far, så forblev han stadig en fremmed i hendes bevidsthed. En hun måske var ærlig overfor, men stadig en hun valgte sine ord med omhu overfor og langt fra ville sige alt til.

"Han gav udtryk for at du var værd at respektere." En lille rynke samlede sig i hendes pande som hun sagde det og forsøgte at huske tilbage på i hvilke forbindelser hun havde hørt sin far omtale Cregan. Det havde været mere end en gang, men ikke så mange at hun havde husket det før navnet var blevet sagt igen. Den ene gang havde været foran pejsen efter en af hendes fars utallige rejser. En anden havde været efter en træning hvor han havde overrasket alle ved at være komet hjem. Han havde været tilfreds med hvad han havde set da. Så trak et lille smil frem på hendes læber. "Jeg mangler stadig at møde nogen der kendte ham, der ikke havde en vis respekt for ham." Det være sig forretningsmanden, krigeren eller Lord'en. Tre mænd i samme skikkelse, men meget forskellige tilgange til sine omgivelser.

Så skød hendes øjenbryn vantro i vejret og hun så vurderende på ham, mens hendes hånd slap kluden og hendes hals og faldt ned at hvile på stolens ryglæn. Det kunne han da ikke mene seriøst? Han lignende ikke en der for ti år siden ville være højt nok noget som helst sted til at en Lord tog sig af hans eksistens og ligefrem respekterede den. Eller var der mere bag de omskiftelige øjne end hvad hun lige kunne se. Stille fandt vantroen væk og blev erstattet af noget spekulativt. "Ti år er længe ikke at have set hinanden. Hvorfor søger du efter ham nu?" Hvorfor hun gjorde var åbenlyst, men hun ville gerne vide hvad der fik den anden til at vise en interesse for en person han ikke havde set i et årti.

Cregan kunne nu godt se, at Isadora også havde små problemer. Hun havde ondt, så meget kunne han mærke på hende, men han kunne også mærke, hvor reserveret hun var over for ham. At hun ikke var særlig glad for at vise sin smerte over for en fremmed gav nu alligevel meget mening, men han var dog alligevel lidt småirriteret over, at hun ville holde det for sig selv når han selv sad og følte sig noget omtåget i sit eget hoved.
Hendes smil kom lidt bag på ham, til hun igen talte og omtalte sin fader i en tone enhver datter eller søn burde gøre det. Han smilede selv let, men igen virkede det ikke til at nå hans øjne. Det var Cregans største problem. Han kunne ikke få det menneskelige glimt i sine øjne. Hans følelser blev altid udvist i øjenfarve, men lige nu var følelsen af glæde på hendes vejne ikke stærk nok til at skifte den brune farve ud.

"Han var et hæderligt menneske og en meget en dygtig lord," selv bag facaden. Selv når han tog ud for, at dræbe for Ordenen. Han opretholdte balancen, som det var meningen han skulle og Cregan havde altid været stolt af, at have en mand som ham i Ordenen.
Isadoras vantro blik og følelse nåede Cregans sind som en løbeild, og hans øjne flashede kort en grøn farve, der blev erstattet af en mere gylden, men han fik det hurtigt til at forsvinde ved, at lukke af for sit eget sind fuldstændig. Nu kunne han slet ikke mærke hvad hun tænkte, hvilket nok var ganske udmærket, når man tog det i betragtning, hvordan det satte for mange griller i Cregans eget sind.
"Jeg har været fastsat i mit arbejde i meget lang tid, men tro mig, jeg har ikke bare ladet det stå stille. Jeg har slet ikke haft tid til at søge selv. Men vi har en fælles forretningsforbindelse der har været behjælpelig. Siden hun har nævnt, at der intet har været galt ind til for et år siden, har jeg ikke gjort noget aktivt ved det før nu,"

Igen var han ærlig. Det var nok ikke den sandhed hun ville høre, men det var sådan det var. I virkeligheden var det ikke hans plads at søge efter Lord Blackwood. Han havde ikke været kniv under Cregan. Han havde været kniv under Sandrine, og hun havde selv været godt i gang med at lede. Men uden resultat. Måske var det på tide, at han hjalp lidt til selv. Sandrine ville nok ikke have noget imod det under alle omstændigheder.

Der var noget ved Cregan der vedblev med at holde Isadora varsom og lidt ved siden af sig selv. Noget der virkede lidt ved siden af, om han smilede til hende eller var alvorlig. Som nu hvor han reagerede meget lidt, men stadig nok til at hun bemærkede det, på hendes forsøg på at skjule sit ubehag. Det var ikke noget hun kunne sætte fingere på, men mere en fornemmelse af noget der lå imellem der ikke var som det skulle. Så hun tog sig til halsen sukkede og slog blikket ned. Det var alligevel lidt tåbeligt at skjule smerte overfor en der var så meget værre tilredt end hun og som intet gjorde for at fremstå bedre end han var. Eller gjorde han? Hun kunne ikke bedømme det og slog det hen som ligegyldigt, samtidig med hun sendte ham et lille undskyldende blik. Hvad end hun mente om det havde han en autoritet hun naturligt reagerede på.

Som de ord han brugte om hendes far og lød til at mene. Hun nikkede let, men lod emnet ligge der. Hvor meget hun end holdt af sin far kendte hun ham ikke som andet og hvad han havde været for hende var ikke hvem han havde været blandt andre. Hun havde set det ved de få fester forældrene havde holdt og som hun havde overrasket ham i møder efter moderens død. Langt mere interesserede det hende at se Cregans øjne skifte farve endnu en gang o denne gang flakkende mellem to uden helt at vælge nogen af dem. Hun var dog sikker på de skiftede, som hun havde været næsten sikker på de var røde i krostuen. Det fjernede lidt af hendes vantro og erstattede den med fascination. En følelse hun hurtigt skubbede i baggrunden, som han svarede hende på hendes langt vigtigere spørgsmål. Eller gjorde han? det lød som en forklaring, men også som en afglidning på sandheden. Som lå der mere bag der ikke var for hende at vide.

"Jeg... jeg kan godtage det." Skønt hun startede tøvende var der sikkerhed i hendes stemme som hun afsluttede. Hun kunne acceptere hans forklaring og at han ikke havde været bekymret før eller haft grund til at mangle hendes far før. Så trak hun vejret dybt og smed flere kort på bordet. "Min far gav mig navnet på en lille kro i en landsby adskillige mil fra vores borg og bad mig møde ham der en måned senere, før han sendte mig i en retning og selv red i en anden. Han kom aldrig og havde ikke efterladt mindste spor af at have været der forbi. Han havde et halvt år før, men det var det. Jeg har besøgt nogle af de andre byer jeg ved han har handlet med, men uden og held. Hovedstaden her var mit næste bud på et sted at finde nogen der måske vidste mere om hans færden eller hvem han har handlet med." Det var ikke meget hun havde - hverken opnået eller at gå efter - men hun havde heller ikke mistet håbet.

Cregans øjenfarve forblev nu brun igen, mens Isadora så småt begyndte at lægge kortene på bordet. Det fungerede, at han havde lukket komplet af for sin meget lille telepatiske evne, og han var ikke længere forvirret over hendes reaktioner. Han tog det, som det kom og lod være med, at rode for meget rundt inde i hovedet på hende. Det ville han ikke til at praktisere alt for meget under alle omstændigheder. Energien kunne bruges på andet end dette. Lige nu måtte han hellere fokusere på, ikke at bruge al for megen energi i det hele taget. Hans krop var ikke i en særlig god tilstand, hovedet gjorde ondt, selvom han havde den kolde klud til at ligge over såret.

En pludselig nysgerrighed slog ned i ham, som et lyn fra en klar himmel. Han blev lidt mere nærværende. "Isadora? Hvad skete der egentlig? Hvorfor red I ikke fra borgen sammen? Hvorfor forlod I den overhovedet til at starte med?" Dette var spørgsmål end ikke Sandrine havde kunnet få svar på, for da hun havde fundet borgen, var den tom og inventaret rodet rundt. Det var åbenlyst, at der var sket noget grimt, men præcist hvad, var der ingen i Ordenen der vidste. Og nu var Cregan en håndsvidde fra svaret på det hele. Måske, hvis han fandt ud af roden til problemet, så kunne de finde ham? Det var meget interessant og spændende lige pludselig.

Isadora blev siddende som stilheden faldt mellem de efter hendes ord. Hun havde udeladt lidt, ubevidst holdende et enkelt kort tæt ind til livet og lyvende om hvad hun havde fundet ved mødestedet. Det var den udlægning hun havde givet alle, der havde spurgt, skønt disse kun talte i få. Ingen dog hun stolede nok på til at dele den sære besked der havde ventet hende på kroen. Vandt Cregan hendes tillid helt, som hun lidt fornemmede han nok ville, så ville hun vise ham den, men ikke før. For nu var det sikrest at lade være.

Hans pludselig skift fra tåget alvor til åbenlys interesse om lidt bag på hende. Men ikke så meget som hans spørgsmål, skønt hun burde have forventet dem. Det bragte så mange ting op til overfladen, som hun måtte veje for og imod før hun delte at hun et langt øjeblik blot sad stille og så på ham. Hendes hånd gled tilbage op og lukkede den kølige kluden sammen om hendes hals, før hans brug af hendes fornavn fik hende til at nikke let og så begynde. Først var hendes stemme tøvende, men som hun talte sig varm blev den mere fast og hård.

"Vi red fra den sammen, men min fader splittede os op ikke langt væk, som lyden af horn meldte vi blev forfulgt. Han red åbent for at trække dem efter sig, mens vores våbenmester ledte min lille gruppe væk gennem skovens tætning." Det var den letteste del at fortælle og den del hun var sikrest på. Meget af hvad der skete på borgen og især udenfor den var blevet holdt fra hende med tavse miner og ordre om at forlade rum. Det havde hun gjort. Til dels. Så hun måtte synke før hun kunne starte igen og denne gang længere tilbage mod noget der lød som en begyndelse. "Som lyset vippede balancen til dets side og afsatte mørket kom en budbringer med al hast til borgen. Min fader var vendt hjem fra hovedstaden ganske kort derinden og havde været usædvanlig tillukket. Noget var sket ved hoffet mens han var der, men jeg ved ikke hvad. Han nægtede at tale om det. Budbringere gjorde det ikke bedre, men det blev mere målrettet derefter. Han ventede noget skulle ske og fik alle til at tage deres forholdsregler på det. Og godt det samme."

Hun gik i stå og ledte lidt efter ordene til at komme i gang igen. Det var ikke en rar nat at tænke tilbage på og slet ikke at fortælle om. Det var dog nødvendigt. "En gruppe af tropper blev spottet en sen aften. Fra hvilken side var ikke til at se i mørket og på den afstand, så min fader valgte vi så dem an fra en bakke nærved. Og godt det samme for de havde ikke venligt i sinde. Jeg har siden hørt at nogen havde spredt rygter ved hoffet om min faders stå sted de sidste fire år. Løgne men hvad nogen ønskede at høre." Intriger var en del af hoflivet men det betød så langt fra at hun brød sig om dem - og da slet ikke når det gik ud over hendes familie.

Det var som Cregan så hendes tankefulde blik, at han ikke længere kunne dy sig. Han lod sit sind berøre hendes igen, naturligvis ikke på måden hvor hun selv ville kunne mærke det - for hvis han lod sit sind åbne sig for hende, ville hun med sikkerhed blive skingrende sindssyg som resultat deraf. Men at han kiggede lidt i hendes hoved, tog ingen nogen skade af. Han kunne mærke, at hun holdt noget fra ham, hvad vidste han ikke. Men der var noget hun havde valgt, ikke at fortælle og selvfølgelig var det omkring sin far og det, at hun ikke havde fundet et eneste spor af ham. Måske var det alligevel ikke helt så sandt? Hans eget blik forblev neutralt, mens han lyttede til den mere dybdegående forklaring og sagtens kunne mærke hvordan hun havde besvær med det. Det var hårdt at tale om, men igen, hvad vidste Cregan overhovedet om det?

Da hun havde forklaret hele historien var Cregan også meget eftertænksom. Han trak benene op fra gulvet og satte sig i skrædderstilling - den stilling han sad bedst i hvis han skulle slappe af - og tænkte det grundigt igennem, selvom hans menneskelige krop protesterede. Det var noget sært noget, de dersens hofintriger, men det var nok det, Lord Blackwood havde været "offer" for.

"Jeg er ikke selv klar over, hvem der kunne have interesse for at få en skovl under ham. Men hvad jeg ved er, at jeg er nødt til at få alle detaljer, ellers kan jeg ikke hjælpe. Jeg er dygtig til at finde folk, har jeg ladet mig fortælle,"

Kommenterede han tørt, men stadig tankefuldt. Hans øjne stirrede ud i luften, mens han talte og han kradsede sig let om hagen med den frie hånd.

"Så han kom hjem fra hovedstaden, der dukkede en vigtig budbringer op og senere bliver borgen angrebet, antager jeg. Og da du tog til mødestedet var der slet ingen spor? Ikke bare et.. Lille et?"

Han gav et ret tydeligt hint om, hvad han mente, men alligevel på en måde der ikke fik hende til at fremstå som en løgner. Det ville han trods alt ikke, han ville blot gerne have Lord Blackwood tilbage i tjeneste. Ordenen manglede medlemmer, så ethvert gammelt medlem der havde væk længe, var kun god at få tilbage.

Som hun sluttede sin fortælling sank Isadora hen i tavshed. Det havde ikke været let at skulle give den fra sig til en hun kun lige havde mødt og som hun endnu ikke vidste helt hvor hun stod i forhold til. Værre var det at ved at give den fra sig indså hun fuldt hvor store huller hun selv havde i sin viden om hvad der var sket. Ja, hun havde lyttet til en del møder hun ikke var tiltænkt at vide noget om, men der havde aldrig været nævnt noget som hun havde kunne få til at give et fuldt billede senere hen. Slet ikke nu som hun forsøgte ikke at virke helt inkompetent og hjælpeløs.

Så hun betragtede Cregan og afventede hvad han ville sige. Hans eftertænksomhed håbede hun var et godt tegn, men hun ikke kunne lade være ed at rynke på næsen som han trak benene op i sengen. Den havde ikke behov for at få tilføjet jord, sand og hvad ellers han havde på sine støvler. Hun sagde dog ikke noget. Ikke før han gjorde og fik hende til at trække let på skuldrene. "Han havde trodset nogle af de andre adelige ved at nægte at handle med dem gennem den mørke periode og en del af dem havde brug for noget til at forbedre deres omdømme og gerne vippe lidt af det de havde gjort over på som magten skiftede." Det var ikke en unormal fremgangsmåde, men derfor kunne hun ikke helt skjule hverken sin afsky mod dem der havde gjort det eller sin irritation over det.

Det udtryk blev ikke bedre som han fortsatte, men hun nikkede bekræftende til hans opsummering af hendes ord. Så stivnede hun let og bare så på ham uden helt at vide om hun hørte rigtigt. Antydede han virkelig at hun havde løjet for ham? Sådan lidt diskret men antydningen var der bestemt. En isnende kulde lagde sig over hendes udtryk som hendes øjne begyndte at skyde lyn. Desværre mest af alt fordi hun følte sig so en otte-årige taget med fingrene i kagedåsen eller skulkende fra sine timer. "Jeg sagde at der ikke..." Hun mødte hans blik et langt øjeblik og mærkede så sit eget flakke fra hans uudgrundelige og rolige. Hvem troede hun lige hun snød? Som hun så ned gned hun en hånd op over øjnene og sukkede. "Godt, der lå en seddel - men den gav ingen mening og slet ingen svar."

Cregan lyttede igen opmærksomt. Han havde svært ved at forestille sig, at det skulle være adeliges intriger, der havde fået skovlen over Lord Blackwood. Forhåbentlig var han da i det mindste stadig i live nu, for Cregan ville virkelig hade det, hvis han ikke var. Det komplicerede ting, og så var Cregan faktisk ret glad for manden. Han havde været en fandens dygtig Kniv.

"Selvfølgelig, sådan er de fleste adelige. Det kan kun glæde mig, at Lord Blackwood ikke var den type, men hvis det er det, der har skabt denne situation, er det næppe en god ting,"

Som hun endte med, at fortælle den ene ting hun havde holdt fra ham blev han noget mere rolig. Han kunne sådan set bare spørge om indholdet i det pergament hun havde fundet. Men alligevel holdt han sin telepatiske evne kørende, mens han så op på hende.

"Det var ikke særlig høfligt af mig, det ved jeg godt. Du har sikkert også en masse spørgsmål til knægten, der fik opmærksomhed fra din fader mens han kun var en yngre dreng, så jeg skal ikke holde dig tilbage. Du har sikkert også observeret min skiftende øjenfarve. Jeg var din faders ven og jeg vil hellere end gerne, også være din ven. Hvad stod der på sedlen? Måske giver det mening, hvis der kommer en anden synsvinkel ind i billedet,"

Med de ord sagt, fjernede han fødder fra hendes seng. Heldigvis var hans bløde støvler ikke så beskidte. De var lavet til at kunne holdes nemt rene og derfor var det kun et minimum af sand der var endt på dynen. Cregan smilede lidt mere mildt en før.

"Nej, bestemt ikke." Isadora så på ham som hun sagde det, men bed så sammen og så væk. At miste alt var en ting, men at blive jaget noget helt andet og især uden at vide hvorfor. Hun vidste ikke engang om det kun var hendes far de ville have fat i - hvem end 'de' var - eller om hun også var på deres liste. Af en eller anden grund havde dog aldrig haft lyst til at give sig tilkende overfor en adelig for at finde ud af det, skønt tanke havde strejfet hende flere gange. Oftere som tiden var gået og intet virkede til at have ændret sig, men stadig holdt forsigtigheden og mistroen hende i skyggerne.

Til i aften hvor hun havde fortalt alt fordi Cregan havde kaldt sig ved et navn hun havde hørt før og havde sagt han havde været hendes fars ven. Hvad gik der lige af hende? Den form for tiltro lå ellers ikke til hende, men nogen gange måtte selv hun anerkende det kunne være nyttigt at følge en mavefornemmelse. Som at være i krostuen denne aften til trods for hvad der havde ført dem til at falde i snak.

Så fratog han hende dog alle tanker om andet end ham, som han talte og virkede til mere at svare på hendes tanker end hendes talte ord. Paf sad hu lidt og bare så på ham, mens hun tog det faktum ind at hun havde inviteret en mentalist med op på sit værelse fordi han kunne sige alle de ting der fik hende til at tro på hans intensioner. Hvor naiv kunne hun være? Med alle havende deres evner kunne ikke tros på deres ord. "Du læser mine tanker." Det kom med en let beskyldende undertone sammen med den klare afstandstagen der også var at læse i hendes blik. Et blik der ikke forandrede sig, som hun rejste sig fra stolen og stillede sig hen med ryggen til vinduet. "Hvorfor skulle jeg tro et ord du har sagt?"

Som det gik op for den yngre kvinde, at hun blev tankelæst, kunne Cregan godt se, hvordan hendes mimik og måde at tale på havde ændret sig. Hendes beskyldende tone havde absolut ingen effekt på ham. Enhver ville nok have dårlig samvittighed, men Cregan havde ingen samvittighed. Han læste folks tanker, og brød de sig ikke om det, var det ærgeligt. Især når han ikke helt kendte dem. Han blev siddende, som hun gik over til vinduet og ændrede karakter komplet. Med en hovedrysten blev hans øjne lidt mere isblå i det, end brune. Køligheden havde også sat sig i ham, da han syntes det var småirriterende, at hun absolut skulle blive mobset over hans telepatiske evner.

"Hvorfor spørger du? Fordi du er nysgerrig efter at finde ud af om jeg virkelig har talt sandt,"

Svarede han, mens han stille og roligt rejste sig. Hans krop var stadig mørbanket, men hans viljestyrke talte nok for både dæmon og kar.

"Jeg er en.. Meget gammel ven af din fader. Det var sandt. Vi gjorde forretninger. Det var sandt. Men det var nok ikke forretninger som de fleste kender dem. Jeg respekterede ham og respekterer ham også stadig. Det var, og er sandt, men du kan ikke stole på mig, selv når jeg siger, at jeg ved min egen død taler sandt. Så meget er jeg klar over, og det er ikke mine telepatiske evner, der fortæller mig det. Det er min alder, der har givet mig erfaringen til at vide, hvordan andre folk reagerer på folk som mig,"

Med den forklaring, kunne han ikke lade være med, at smile let. Alder, erfaring. Det hele kom ud på ét, og lige meget hvor meget mennesker mente, at alder ikke nødvendigvis betød at man var mere vis, så var det alligevel sandheden. Der var nu en gang alligevel forskel på 17 og 1500.

"Så lige nu står vi med to løsninger; Du stoler på mit ord og vi begynder at samarbejde på at finde Adrian. Eller du kan tage mit ord for givet og jeg kan forsvinde sammen med alt den information du så hungrer efter. Jeg kan ikke fortælle dig, hvor din far er, men jeg kan fortælle dig, at du nok ikke finder én med lige så gode evner til at finde folk end jeg,"

Da han havde givet hendes mulighederne gik han til døren, ventende på hendes ord. Han ville nok ikke forsvinde. Egentlig var det også mest en test. Hvor langt ville hun i virkeligheden gå for at finde Lord Adrian Blackwood?

Isadora så hvordan hendes reaktion afspejlede sig i Cregan. Ikke så han ændre udtryk med holdning eller mimik, men så hans øjne skiftede farve og blev køligt blå. De havde været brune før, hvor han slappede af og var i balance, røde som han havde været rasende og skiftende usikkert mellem flere farver da han var i tvivl om noget. Hun holdt blikket og mærkede hvordan deres afspejling af hendes egen kølighed, fik hende tilbage ned på jorden. Selvfølgelig havde han læst hendes tanker, men han havde også læst hendes person og han havde ikke gjort det fra en start. Navnet han gav havde hun ikke tænkt på i meget lang tid, så det var ikke helt fra hendes tanker.

Hun blev stående tavs og afvisende hvor hun havde stillet sig som han rejste sig fra sengen og tårnede sig op foran hende. Værelset blev mindre med ham oprejst, men hun lagde kun fjernt mærke til det. hendes fokus var helt og aldeles på ham og hans ord, som hun lyttede til uden at ændre udtryk det mindste. Hans ord lød så meget ældre end hvad han så ud til og ikke for første gang i aften strejfede tanken hende om han var andet og mere end hvad det blotte øje så. Og hvorfor ikke? Han havde jo ret i det han sagde. Hun ville ikke stole på hans ord om at tale sandt i aften, men hun ville lytte til ham og godt det samme for som han gjorde trak han tæppet en smule væk under fødderne på hende.

"Vent!" Ordet forlod hendes læber, som Cregan vente sig væk, og var fulgt af en hastigt hævet hånd. Hvor lidt hun end brød sig om at få læst sine tanker eller mest af alt blive afsløret i at lyve eller tilbageholde inforationer, så var han hendes bedste ledetråd til dato. "Jeg... jeg tror dig på dit ord, hvor vanvittigt det end lyder eller er og jeg ved ikke hvorfor, men det gør jeg." Hun mødte hans blik og holdt det med stålgrå og satte øjne. "Jeg burde ikke og alt skriger imod det, men alligevel gør jeg." Og det var lige præcis derfor hun havde reageret som hun havde - fordi hendes følelser og forstand trak i hver sin retning og samme retning på samme tid.

"Sæt dig ned igen..?" Hun fik det til at lyde som en forespørgsel, skønt du tæt op af et adeligt ønske. Han så stadig ikke helt stabil ud og hun havde intet behov for at samle ham op fra gulvet. Så bed hun sig i læben og tvang sig selv til at sætte sig tilbage på stolen også. Stift til en start, men så faldt roen atter over hende og hun sendte ham et undersøgende og spørgende blik. "Du taler som om du ikke er hvad alle er. At dine evner adskiller sig fra andres. Som dine øjne gør. Må jeg spørge hvad du er?" Skulle de samarbejde ville hun gerne vide hvad hun lagde til tillid til - især når hun ikke selv kunne begynde hvorfor hun havde den til ham.

Cregan blev kun stående ved døren fordi han vidste, at han havde givet en god salgstale. Han ville overtale hende til at han kunne hjælpe og han syntes at han havde gjort et godt arbejde, og han fik det bevist, som hun løftede en hånd og bad ham vente. Han stoppede med at række ud efter dørhåndtaget og stak begge hænder i sine lommer, ganske afslappet.

"Der er langt fra et skørt valg til et vanvittigt et. Jeg taler kun med dig, og får en smule af dine følelser ind i mit hoved, det kunne have været meget værre,"
Sagde han med et mindre skuldertræk. Hans øjne blev mere grå. Neutral. Fuldstændig neutral. Ikke vidende, hvilken følelse der egentlig var mest dominerende i hans skadede sind.

Hendes forslag fik ham til, at gå hen til sengen for at sætte sig igen. Nu sad de næsten over for hinanden, som de havde gjort fra starten af. Han så hende i øjnene, som hun spurgte ind til ham. Han havde forventet, spørgsmålet ville komme på et tidspunkt, men alligevel følte han lidt, at han blev taget på sengen.

"Hm. Du ligner din far. Meget observant,"

Startede han ud med at kommentere, noget tørt, før han smilede meget reserveret. Han brød sig ikke om, at fortælle hvad han var. Der var mange fordomme mod dæmoner. De var parasitter, mange af dem. Andre var skingrende gale. Cregan.. Han var gal. Men også balanceret.

"Der findes andre som jeg. Men vi er mange, og vi er også meget forskellige. Som oftest har vi domæner på visse følelser. Jeg har intet domæne. Jeg er tom for den slags. Det er unødvendigt, og så alligevel ikke. Jeg er en dæmon, men før du dømmer, så vid, at jeg ikke er lige som de dæmoner der brænder hele byer ned, blot for at opleve vrede. Det eneste jeg ønsker, er balance mellem godt og ondt, hvidt og sort, stort og småt,"

Den Hvide Rose var så stor en del af Cregans liv, at han havde adopteret deres idealer som sin egen personlighed. Før dem, havde han været rundt omkring, formålsløs. Nu havde han et formål og var som sådan ikke fuldstændig tom.

"Det kunne det ja..." Der var dog tvivl i Isadoras stemme som hun sagde det. Et var at vide hvor desperat hendes håb var blevet, noget andet var at opleve sig selv reagere på det og efter det og træffe beslutninger ud fra følelser frem for fornuft. Hun var stadig ikke helt sikker på det var det rette valg hun havde taget, men det havde været det eneste hun havde kunne tage. Hvad end hun mente om Cregan, så havde han oplysninger om hendes far og lød til at have muligheder og evner langt ud over hvad hun selv besad. Men at være afhængig af en anden på den måde, at måtte udvise tillid på den måde - det huede hende ikke.

Hans øjne havde forandret sig igen som han satte sig overfor hende på sengen og hun kunne ikke lade være med at være en smule fascineret af deres skiften mellem forskellige farver. Det tog dog ikke fokus fra hende eller slørede hendes vilje til at få svar på det ene spørgsmål, der brændte i luften mellem dem og fik ham til at tøve. Hans ord fik antydningen af et smil til at tegne sig på hendes læber, som hun blidt indskød. "Og modsat min moder fik du det næsten til at lyde som en god ting..." At nævne moderen gav stadig et lille stik i hjertet, men hun havde for længst lært at skjule det fra sit ansigt.

Ikke svært som Cregan begyndte at svare og holdt hende fanget i en sær forventning som han af en mindre omvej cirklede sig frem mod at svare på hendes spørgsmål. At han ikke var enestående var til at tage og føle på. Meget få væsner var trods alt enestående når det kom til stykket, så til det nikkede hun tavst. En bevægelser der brat ophørte som han sagde hvad han var og efterlod Isadora siddende stiv på stolen, mens hun bare så på ham. Tankerne begyndt at hvirvle som han sagde 'dæmon' og alt hvad hun havde hørt om disse på ondt og mere end grusomt dukkede op til overflade. Hans ord gled dog hen over det hele og holdt hende fast til nuet og til ham.

Endnu mere som han gentog nogle hendes fars ord og med en overbevisning hun kunne se i hans øjne. Han mente hvad han sagde og troede på sine ord. De klang også sandt med de ting han havde sagt tidligere på aftenen og de begrundelser han havde givet for nogle af sine valg omkring hende. Alligevel måtte Isadora synke engang, før hun kunne få ord over sine læber og det uden at være sig bevidst om hvor hårdt hun havde taget fast om stolens ryglæn. "Det... var ikke hvad jeg havde ventet at høre." Den skulle synkes mere end engang, men for nu kunne hun acceptere det nok til ikke at panikke eller løbe skrigende væk som mange nok ville have gjort. Så rynkede hun brynene og tilføjede lidt tøvende. "Du har dog følelser."

Cregan så lettere forvirret ud med Isadoras kommentar om sin mor. Han rystede let på hovedet. "Det var også ment positivt," svarede han en smule blankt, før han lod det ligge. Det handlede om hans dæmoniske jeg lige nu, for han mente at hun havde ret til at vide lige så meget, som hun havde behov for. Det var trods alt ikke hver dag, at et menneske skulle arbejde sammen med en dæmon.
Hendes chokerede reaktion var forventet, og lige som hende, var Cregan parat til, at hoppe ud af vinduet, hvis der skulle gå noget galt, men modsat hende, var han totalt afslappet. Hvis der skulle gå noget galt, ville han være parat til det. Han havde altid en god mavefornemmelse omkring alting.

"Det har jeg. Men det er min telepatiske evne, der gør mig i stand til, at føle. Lige nu føler jeg, fordi du gør det og hvis jeg ikke havde været i stand til, at mærke andres følelser ved hjælp af mine.. Evner.. Så ville jeg i teorien bare være en tom skal," indrømmede han. Det var ikke empati på samme måde som et normalt menneske. Han gravede lidt i andres hoveder, for at han vidste hvordan det føltes at være vred eller glad.

Isadora løsnede ikke grebet om stolen, so hun ikke kunne løsne op for sin stivnede holdning. Nok var hun opdraget til at en verden fyldt med alskens væsner og til at alle havde en ret til at være der, men der havde også altid været en underliggende advarsel om at langt fra alle væsner delte dette synspunkt og at så ihjel var så naturligt so at give liv. Der skulle være balance i tingene og her sad hun overfor en der talte for lige netop balancen, men var af en art der altid havde stået i historierne som ødelæggere af den og alt andet.

Hun kunne dog ikke tro det om Cregan. Hvad hun havde set havde virket ægte og han havde ikke haft nogen grund til at stille en scene for hende - eller havde han? Atter stak hendes mistro til alle fremmede sit hoved frem og vendte hans handlinger på hovedet. Hvad der talte for hans gode vilje var dog langt mere og det var hvad hun holdt stædigt fast i. Han var hendes bedste spor og det ville hun ikke lade fordomme ødelægge for sig.

"Så du reagere ud fra andres følelser? Er de glade er du glad, er de vrede er du vred? Er det ikke lidt... kaotisk?" Hun rynkede brynene let. Hun ville ikke bryde sig om den mangel på kontrol og den tilfældighed der lå i at være påvirket af andre på den måde. Det kaos det måtte give i es sind og den ubalance i forhold til andre. Men hun kunne se på ham at det var hvordan han oplevede det og hvad der var sandt for ham. Så hun genoptog deres gamle tråd. "Sedlen sagde følgende: 'Agnes, rygterne er løbet hurtigere end skyggerne har kunne vokse. Natten er ikke sikke, så søg mod vandet hvor magten er stærkest. Jeg håber at finde dig der, når tiden er rigtig.'"